RETTENS DOM (Anden Afdeling)
13. december 2004
Sag T-251/02
E
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Tjenestemænd – løn – udlandstillæg – dagpenge – bosættelsespenge – godtgørelse af rejseudgifter ved tiltræden af tjenesten og af flytteudgifter – indkaldelsessted – artikel 4, 5, 7, 9 og 10 i vedtægtens bilag VII – annullationssøgsmål – erstatningssøgsmål«
Fuldstændig gengivelse på fransk II - 0000
Angående: Påstand dels om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 29. august 2001 om at fastsætte Bruxelles som sagsøgerens hjem- og indkaldelsessted og om at afslå at betale udlandstillæg, bosættelsespenge, dagpenge, rejsegodtgørelse samt flytteudgifter i forbindelse med dennes tiltrædelse, dels påstande om betaling af morarenter og om tilkendelse af erstatning.
Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Hver part bærer sine omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – vederlag – udlandstillæg – betingelser for tildeling – manglende varig bopæl og udøvelse af hovederhverv i tjenestemedlemsstaten i referenceperioden – begreb
(Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4, stk. 1)
2. Tjenestemænd – vederlag – tildeling af de i vedtægtens bilag VII fastsatte tillæg og ydelser – den kompetente myndigheds bundne kompetence – domstolskontrollens omfang
(Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4, 5, 7, 9 og 10)
3. Tjenestemænd – aflønning – udlandstillæg – betingelser for tildeling –differentiering mellem tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste for en stat eller en international organisation, og tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste i forbindelse med udstationering for en privat organisation – tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet – foreligger ikke
1. Artikel 4, stk. 1, i vedtægtens bilag VII skal fortolkes således, at bestemmelsen med hensyn til tildeling af udlandstillæg lægger tjenestemandens varige bopæl forud for tiltrædelsen af tjenesten til grund som afgørende kriterium.
Den varige bopæl er det sted, hvor den pågældende har villet oprette og stabilisere det varige midtpunkt for sine interesser, dog således, at der ved bestemmelsen af den varige bopæl skal tages hensyn til samtlige faktiske forhold, der udgør denne.
Enhver fortolkning, som udelukker den tjenestemand, der i hans fremtidige tjenestemedlemsstat har haft varig bopæl eller udøvet sit hovederhverv i denne medlemsstat i blot en del af referenceperioden, fra at oppebære udlandstillæg, tilsidesætter dette tillægs formål, nemlig at opveje de særlige udgifter og ulemper, der er forbundet med varig udøvelse af et erhverv i et land, som tjenestemanden inden sin tiltrædelse af tjenesten ikke havde haft nogen varig tilknytning til.
(jf. præmis 53, 54 og 70)
Henvisning til: Domstolen, 15. september 1994, sag C-452/93 P, Magdalena Fernández mod Kommissionen, Sml. I, s. 4295, præmis 22; Retten, 8. april 1992, sag T-18/91, Costacurta Gelabert mod Kommissionen, Sml. II, s. 1655, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 14. december 1995, sag T-72/94, Diamantaras mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 285, og II, s. 865, præmis 48; Retten, 28. september 1999, sag T-28/98, J mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 185, og II, s. 973, præmis 32.
2. Bestemmelserne i vedtægtens bilag VII tillægger ikke den kompetente myndighed noget skøn med hensyn til tildeling af de i bestemmelserne fastsatte tillæg eller ydelser, men tillægger den en bunden kompetence derved, at det af nævnte bestemmelsers ubetingede affattelse fremgår, at myndigheden er forpligtet til at udbetale det pågældende tillæg eller den pågældende ydelse, når den har konstateret, at de i den pågældende bestemmelse fastsatte betingelser er opfyldt. Det følger heraf, at Fællesskabets retsinstanser udøver en fuldstændig domstolsprøvelse, når de undersøger de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund af den kompetente myndighed, og myndighedens bedømmelse af disse faktiske omstændigheder med henblik på en besvarelse af spørgsmålet om, hvorvidt de betingelser, som tildelingen af disse tillæg og ydelser er underlagt, er opfyldt.
(jf. præmis 118)
Henvisning til: Retten, 21. oktober 2003, sag T-302/01, Birkhoff mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 245, og II, s. 1185, præmis 38.
3. I det omfang, hvor fastsættelsen af de betingelser, der giver ret til udbetaling af udlandstillæg henhører under fællesskabsinstitutionernes udøvelse af et frit skøn, tilsidesættes princippet om forbud mod forskelsbehandling eller ligebehandlingsprincippet kun i det tilfælde, hvor artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII indebærer en vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig differentiering i forhold til bestemmelsens mål, som er at opveje de særlige udgifter og ulemper, der er forbundet med varig udøvelse af et erhverv i et land, som tjenestemanden inden sin tiltrædelse af tjenesten ikke havde haft nogen varig tilknytning til.
I forhold til dette mål kan en differentiering mellem på den ene side de tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste for en anden stat eller en international organisation, og på den anden side de tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste som udstationeret medarbejder for en privat institution, ikke anses for at være vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig. Den i artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII fastsatte undtagelse til fordel for en tjenestemand, der i referenceperioden har været bosat i det land, på hvis område tjenestestedet er beliggende, mens han har gjort tjeneste for en anden stat eller en international organisation, er nemlig netop begrundet i, at tjenestemanden under disse omstændigheder ikke kan anses for at have haft varig tilknytning til tjenestelandet. Den omstændighed, at anvendelsen af opdelingerne i artikel 4 i bilag VII ganske vist kan give anledning til grænsetilfælde, hvor tjenestemænd nægtes udlandstillæg, selv om de befinder sig i en situation, der ligger tæt op ad de situationer, der er nævnt i denne artikel, indebærer imidlertid ikke, at man kan anse bestemmelserne i denne artikel for at indeholde en vilkårlig forskelsbehandling. Lovgivers valg om at begrænse formodningen for manglende varig tilknytning til tilfælde, der følger af tjeneste for en anden stat eller en international organisation, kan således ikke anses for at være en sådan differentiering.
(jf. præmis 124-126)
Henvisning til: Domstolen, 15. januar 1981, sag 1322/79, Vutera mod Kommissionen, Sml. s. 127, præmis 8 og 9; Diamantaras mod Kommissionen, præmis 48; Retten, 30. september 1998, sag T-164/97, Busacca m.fl. mod Revisionsretten, Sml. Pers. I-A, s. 565, og II, s. 1699, præmis 48 og 49; J mod Kommissionen, præmis 32; Retten, 8. januar 2003, forenede sager T-94/01, T-152/01 og T-286/01, Hirsch m.fl. mod BCE, Sml. Pers. I-A, s. 1, og II, s. 27, præmis 51.
Top