FulLegal · İçtihat Detay

Uluslararasi Mahkemeler 13.02.2023 DA

Dom afsagt af Retten i Første Instans (Første Afdeling) den 12. juli 2007. Richard J. Eagle m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Personale ansat i fællesforetagendet JET

Avrupa Adalet Divanı

Karar Metni

RETTENS DOM (Første Afdeling)

12. juli 2007 ( *1 )

»Personale ansat i fællesforetagendet JET — anvendelse af en anden retlig status end den for midlertidigt ansatte gældende — erstatning for lidt tab«

I sag T-144/02,

Richard J. Eagle, Oxon (Det Forenede Kongerige), og 12 andre sagsøgere, hvis navne er opført i bilaget, ved barrister D. Beard,

sagsøgere,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Currall, som befuldmægtiget,

sagsøgt,

støttet af:

Rådet for Den Europæiske Union ved J.-P. Hix og B. Driessen, som befuldmægtigede,

intervenient,

vedrørende fastsættelse efter Rettens dom af 5. oktober 2004, Eagle m.fl. mod Kommissionen (sag T-144/02, Sml. II, s. 3381), af erstatningen for det økonomiske tab, som sagsøgerne har lidt, fordi de ikke blev ansat som midlertidigt ansatte i De Europæiske Fællesskaber under udøvelsen af deres virksomhed i fællesforetagendet Joint European Torus (JET),

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Første Afdeling)

sammensat af præsidenten, B. Vesterdorf, og dommerne M. Jaeger og H. Legal,

justitssekretær: fuldmægtig C. Kristensen,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 20. marts 2007,

afsagt følgende

Dom

Sagens baggrund og retsforhandlinger

Ved dom af 5. oktober 2004, Eagle m.fl. mod Kommissionen (sag T-144/02, Sml. II, s. 3381, herefter »mellemdommen«), fastslog Retten, at Kommissionen i strid med vedtægterne for fællesforetagendet Joint European Torus (JET) havde undladt at tilbyde sagsøgerne kontrakter som midlertidigt ansatte og derfor udvist en ansvarspådragende retsstridig adfærd, som kan pådrage Det Europæiske Fællesskab ansvar, at denne ulovlige adfærd indebar, at sagsøgerne mistede en reel chance for at blive tilbudt ansættelse som midlertidigt ansatte, og at sagsøgernes tab består i forskellen mellem den løn, de hermed forbundne rettigheder og pensionsrettigheder, som de pågældende ville have modtaget eller erhvervet, hvis de havde arbejdet for JET-projektet som midlertidigt ansatte, og den løn, de hermed forbundne rettigheder og pensionsrettigheder som de faktisk modtog eller erhvervede som kontaktansat personale (præmis 141, 157 og 164 i mellemdommen).

Retten fastslog imidlertid, at sagsøgerne burde have fremsat deres erstatningskrav inden for en rimelig frist, som ikke kunne overstige fem år fra det tidspunkt, hvor de fik kendskab til den situation, som de påklager, og kendte for ret, at erstatningen for hver af sagsøgerne skulle beregnes med virkning fra det tidspunkt, hvor den tidligste kontrakt, der vedrørte dem, blev indgået eller forlænget, idet dette tidspunkt ikke må ligge mere end fem år forud for det tidspunkt, hvor den pågældende sagsøger fremsatte erstatningskravet over for Kommissionen (præmis 71 i mellemdommen).

Da Retten ikke kunne fastsætte erstatningens størrelse for hver sagsøger, fastsatte den i mellemdommen (præmis 167) de principper og kriterier, på grundlag af hvilke parterne blev opfordret til at indgå en aftale. I mangel af en sådan aftale skulle de forelægge Retten deres i tal opgjorte påstande.

Parterne skulle således:

fastsætte den stilling og lønklasse, der ville have svaret til de funktioner, som hver af sagsøgerne udførte, hvis den pågældende var blevet tilbudt en kontrakt som midlertidigt ansat på det tidspunkt, hvor den tidligste kontrakt blev indgået eller forlænget, idet dette tidspunkt ikke kunne ligge mere end fem år forud for det tidspunkt, hvor erstatningskravet over for Kommissionen blev fremsat (præmis 166 og 168 i mellemdommen)

genskabe et passende karriereforløb for hver af sagsøgerne fra dennes ansættelse og indtil den ovennævnte periode på maksimalt de seneste fem år, hvorved der skulle tages hensyn til:

—

den gennemsnitlige lønstigning for den stilling og den lønklasse, der svarer til en stilling som midlertidigt ansat ved Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom), eller i givet fald ved JET,

—

samt til de eventuelle forfremmelser, som hver enkelt ville kunne have opnået i løbet af dette tidsrum, når henses til den pågældendes lønklasse og stilling, og under anvendelse af det gennemsnitlige antal forfremmelser, som midlertidigt ansatte ved Euratom ville få i en tilsvarende situation (præmis 169 i mellemdommen)

sammenligne situationen for en midlertidigt ansat ved Fællesskaberne og situationen for en kontraktansat på grundlag af nettobeløbene fratrukket bidrag, fradrag og andre indeholdelser i henhold til gældende lovgivning (præmis 170 i mellemdommen).

Retten bemærkede, at erstatningen skulle beregnes for hver enkelt af sagsøgerne med virkning fra det tidspunkt, hvor den tidligste kontrakt blev indgået eller forlænget i den femårsperiode, der gik forud for tidspunktet for fastsættelsen af erstatningskravet og udløb enten på det tidspunkt, hvor den pågældende sagsøger havde ophørt med at arbejde for JET-projektet, hvis dette tidspunkt lå forud for afslutningen af datoen for afslutningen af projektet den 31. december 1999, eller på sidstnævnte tidspunkt, såfremt den pågældende sagsøger havde arbejdet for JET-projektet indtil dets udløb (præmis 171 i mellemdommen).

Retten fastslog endelig, at den erstatning, der skulle kompensere tabet af løn og de dertil knyttede rettigheder, var omfattet af protokollen vedrørende privilegier og immuniteter for De Europæiske Fællesskabers tjenestemænd og øvrige ansatte, og som beregnedes under hensyntagen til fællesskabsbeskatningen, udgjorde et nettobeløb og ikke kunne undergives national beskatning (præmis 173 i mellemdommen).

Da parterne ikke kunne nå til enighed vedrørende alle punkterne om den nøjagtige fastsættelse af erstatningen til hver af sagsøgerne, har de den 28. oktober 2005 fremsendt deres i tal opgjorte påstande til Retten.

Ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, som blev meddelt den 19. december 2006, har Retten i henhold til artikel 64 i dens procesreglement anmodet parterne om oplysninger og afklaringer af de punkter vedrørende vurderingen af hver sagsøgers tab, som parterne fortsat er uenige om.

Sagsøgerne har besvaret Rettens anmodninger ved skrivelse indleveret til Justitskontoret den 19. februar 2007. Kommissionen har indgivet bemærkninger vedrørende sagsøgernes besvarelser ved skrivelse indleveret til Justitskontoret den 1. marts 2007.

I deres besvarelser af Rettens anmodninger har parterne, som har præciseret deres i tal opgjorte påstande efter foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse, anført, at de på visse punkter er nået til enighed, og har fremhævet de punkter, som endnu ikke er afgjort.

Formanden for Rettens Første Afdeling har ved kendelse af 7. marts 2007 afslået den begæring om intervention, der den 27. februar 2007 blev fremsat af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, på grund af dens for sene fremsættelse i henhold til procesreglementets artikel 115, stk. 1, og artikel 116, stk. 6.

Parterne har afgivet indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 20. marts 2007. Kommissionen har fremlagt en ændret udgave af bilagene til dens bemærkninger af 1. marts 2007.

Afdelingsformanden har efter retsmødet indrømmet sagsøgerne en uges frist til at meddele deres eventuelle ændringer til dokumenter, som Kommissionen havde fremlagt under retsmødet. På sagsøgernes anmodning har formanden den 27. marts 2007 indrømmet Kommissionen og sagsøgerne en forlænget frist henholdsvis til den 30. marts 2007 og den 3. april 2007, for at Kommissionen kunne foretage de endelige rettelser i de i tal opgjorte påstande og for at sagsøgerne kunne fremsætte bemærkninger hertil.

Den mundtlige forhandling blev afsluttet den 17. april 2007

Parternes påstande

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

—

Kommissionen tilpligtes at erstatte sagsøgerne tabet af løn, pensionsrettigheder, godtgørelser og fordele som følge af Kommissionens tilsidesættelser af fællesskabsretten over for sagsøgerne, hvorved sagsøgernes samlede erstatning i alt fastsættes til 2629269 pund sterling (GBP) pr. 31. oktober 2005.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Kommissionen har, støttet af Rådet, nedlagt følgende påstande:

—

Kommissionen dømmes til at betale sagsøgerne erstatning som fastsat i mellemdommen i henhold til deres bemærkninger til et samlet beløb for alle sagsøgerne på 574424 GBP.

—

Kommissionen tilpligtes at betale halvdelen af sagsøgernes omkostninger.

Retlige bemærkninger

Omfanget af tvistens personkreds

Sagsøgerne har som svar på Rettens spørgsmål under retsmødet angivet, at tre af dem, T.F. Atkins, E. Junger og J. Fanthome, ikke har fremsat erstatningskrav.

Retten konstaterer herefter, at 10 af 13 sagsøgere har nedlagt erstatningspåstande.

Retten tager desuden til efterretning, at Kommissionen har frafaldet den påstand, den nedlagde i dens bemærkninger af 1. marts 2007, hvorefter Retten skulle træffe afgørelse vedrørende spørgsmålet om en eventuel udligning mellem den erstatning, som Kommissionen skulle betale M. Walton ved opfyldelse af nærværende dom, og den fordring, som institutionen har anført at have på vedkommende i henhold til afgørelsen af 27. maj 2005 (jf. vedrørende modregning af skyldige beløb, Rettens dom af 17.1.2007, sag T-231/04, Grækenland mod Kommissionen, Sml. II, s. 63, præmis 11 ff.)

Omfanget af erstatningspåstanden

Kommissionen har uden at have rejst formalitetsindsigelse anført, at sagsøgernes erstatningskrav i den erstatningsperiode, der er fastsat i mellemdommen (1995-1999), er halvanden gang så stort som deres oprindelige påstande. Kommissionen har anført, at denne betydelige forhøjelse af sagsøgernes krav, skønt kravene er blevet ændret af sagsøgerne efter bl.a. oplysninger, som blev bibragt dem under diskussioner med Kommissionen, ikke kan opfylde bestemmelserne i procesreglementets artikel 44.

Principielt bemærkes, at Domstolen i en sag, hvori den ved en mellemdom havde fastsat fremgangsmåden for beregning af lidt tab, og hvor der var blevet anordnet udfærdigelse af en sagkyndig rapport, har tilladt en forhøjelse af oprindelige påstande, og bestemt, at disse ændrede påstande kunne realitetsbehandles. Domstolen fandt, at påstandene var udtryk for en tilladelig, endog nødvendig udvikling af de påstande, der var indeholdt i stævningen, dels da Domstolen først i mellemdommen fastlagde, hvilke elementer der er nødvendige for beregningen af tabet, dels da den nøjagtige sammensætning af tabet og den præcise metode til beregning af de erstatninger, der skulle betales, endnu ikke havde været genstand for drøftelser. Domstolen tilføjede, at den i mellemdommens konklusion havde opfordret parterne til at nedlægge deres påstande, opgjort i tal, såfremt de ikke nåede frem til en aftale om tabets størrelse. Domstolen fastslog, at denne opfordring ikke ville have nogen mening eller betydning, hvis parterne efter mellemdommen ikke kunne nedlægge andre påstande end dem, der var indeholdt i stævningen (Domstolens dom af 27.1.2000, forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 203, præmis 38-40).

Heraf følger, at når der i mellemdommen er fastsat et tidsrum, hvorunder der skal betales erstatning, bør dens elementer og den metode, der skal anvendes ved fastsættelse af den nøjagtige erstatning, der tilkommer hver sagsøger, samt påstandene opgjort i tal for hver enkelt sagsøger nødvendigvis kunne ændres efter nævnte doms afsigelse.

Det fremgår desuden af sagens akter, at sagsøgernes oprindelige påstande af 31. oktober 2005, som ændret under hensyn til mellemdommens begrundelse, er lavere og ikke højere end deres oprindelige påstande, hvis man betragter det samlede erstatningsbeløb og ikke, som Kommissionen, alene tager hensyn til den del af de oprindelige påstande, som vedrører erstatningsperioden.

Heraf følger, at Kommissionens bemærkninger vedrørende omfanget af de endelige påstande er irrelevante og derfor ikke kan tiltrædes.

Indledende bemærkninger

Formålet med nærværende dom er at fastsætte den erstatning, der skal betales hver sagsøger for det tab, som beror på den ulovlighed, der er fastslået i mellemdommen i henhold til de principper og de kriterier, der er fastsat heri, og som er gengivet i nærværende doms præmis 1-6, eftersom parterne ikke er nået til enighed på alle punkter med henblik på anvendelsen af de principper og kriterier, der er fastsat af Retten.

Det bemærkes først, at mellemdommen ikke er blevet anfægtet hverken vedrørende princippet om anerkendelse af Kommissionens ansvar på grund af den fastslåede ulovlighed eller vedrørende anerkendelse af det tab, der er lidt af sagsøgerne, hvis erstatningsrettigheder blev begrænset til maksimalt fem år, og heller ikke for så vidt angår de principper og kriterier, der skal anvendes ved fastsættelsen af erstatningen til hver sagsøger. Mellemdommen er derfor blevet endelig på alle disse punkter, som derfor har opnået retskraft, og som skal lægges til grund ved tvistens endelige afgørelse (Domstolens dom af 19.2.1991, sag C-281/89, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 347, præmis 14, Domstolens kendelse af 11.7.1996, sag C-397/95 P, Coussios mod Kommissionen, Sml. I, s. 3873, præmis 25, og af 28.11.1996, sag C-277/95 P, Lenz mod Kommissionen, Sml. I, s. 6109, præmis 48-54, og, for så vidt angår en mellemdoms retskraft, dommen i sagen Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 54-56). Kommissionen har i øvrigt i sine nævnte bemærkninger af 1. marts 2007 anført, at hverken sagsøgerne eller den selv har iværksat appel til prøvelse af dom af 5. oktober 2004 for Domstolen, hvorfor denne altså måtte anses for at have opnået endelig retskraft.

Det forekommer desuden på tvistens stadium ved afslutningen af den mundtlige forhandling, at parterne i forhold til deres respektive påstande af 28. oktober 2005 er blevet enige om et vist antal spørgsmål, generelle eller særlige, vedrørende fastsættelsen af erstatningen til hver sagsøger under hensyntagen til de principper og de kriterier, der er fastsat i mellemdommen.

Det fremgår for det første, at parterne er blevet enige om den generelle metode for beregningen af sagsøgernes tab, identificeringen af lønnens hovedbestanddele, såvel fællesskabsretlige som nationale, hvilke personer der skal tages i betragtning, anvendelsen på den endelige størrelse af hver enkelt erstatning af en rentesats på 5,25%, samt, at de erstatninger, der ydes sagsøgerne, ikke kan beskattes efter Det Forenede Kongeriges lovgivning, idet spørgsmålet om nævnte erstatningers beskatning udtrykkeligt og endeligt er blevet afgjort ved mellemdommen (jf. præmis 6 ovenfor).

De påstande, der er indleveret af parterne den 28. oktober 2005, indeholder en fortsat uenighed vedrørende seks punkter, som er afgørende for en præcis fastsættelse af hver sagsøgers erstatning, og hvis afgørelse parterne overlader til Retten. Disse punkter vedrører først starten af hver sagsøgers erstatningsperiode (jf. præmis 5 ovenfor), for det andet den lønklasse og det løntrin, der skal fastsættes for hver enkelt sagsøger ved erstatningsperiodens start (jf. præmis 4 ovenfor), for det tredje de forfremmelser, som de pågældende havde kunnet opnå (jf. præmis 4 ovenfor), for det fjerde de rettigheder, der er forbundet med den løn, som de havde kunnet oppebære (jf. præmis 1 ovenfor), for det femte de bidrag, fradrag og andre indeholdelser, der skal tages i betragtning ved fastsættelsen af nettolønnen for en midlertidigt ansat i Fællesskaberne og en kontraktansats løn (jf. præmis 4 ovenfor), og for det sjette de pensionsrettigheder, som hver sagsøger kunne gøre krav på (jf. præmis 1 ovenfor).

Efter foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse, som angivet i ovenstående præmis 8, er parterne nået til enighed vedrørende visse dele af de punkter, hvor der som ovenfor anført bestod uenighed. Denne enighed forekommer dog kun fuldstændig for så vidt angår de bidrag, fradrag og andre indeholdelser, der skal tages i betragtning ved fastsættelsen af den løn, som de pågældende reelt har oppebåret som kontraktansatte. Der består derimod fortsat betydelig uenighed mellem parterne med hensyn til flere andre punkter i tvisten.

Parterne, hvis opfattelse på dette punkt er samstemmende, har i øvrigt i deres indlæg og under retsmødet redegjort for deres vanskeligheder med at overbevise Det Forenede Kongeriges skattemyndigheder om, at den erstatning, som udbetales sagsøgerne, ikke kan undergives national beskatning som fastslået af Retten i dens mellemdom, idet disse myndigheder har angivet, at de vil beskatte, om ikke selve erstatningerne, så i hvert fald de renter, som disse tillægges. Sagsøgerne og Kommissionen anmoder Retten om klart at træffe afgørelse om, at nævnte erstatninger og renter ikke kan beskattes.

Det findes hensigtsmæssigt at behandle de ovenfor i præmis 29 nævnte spørgsmål i nævnte rækkefølge, således at punkterne om enighed udsondres fra punkterne om uenighed og endvidere spørgsmålet om, hvorledes sagsøgernes erstatninger skal beskattes.

Punkterne om enighed

Starten af erstatningsperioden

Retten har i mellemdommen fastslået, at hver enkelt sagsøgers erstatning skal beregnes med virkning fra det tidspunkt, hvor den tidligste kontrakt, der vedrørte dem, blev indgået eller forlænget, idet dette tidsrum ikke må ligge mere end fem år forud for det tidspunkt, hvor der blev fremsat erstatningskrav over for Kommissionen, hvilket tidspunkt ligger mellem den 12. november 1994 og den 16. februar 1995 (præmis 83 og 166 i mellemdommen). Det fremgår desuden af dommen (præmis 171), at erstatningsperioden slutter på det tidspunkt, hvor den pågældende sagsøger ophørte med at arbejde for JET-projektet, hvis dette tidspunkt ligger forud for afslutningen af projektet, den 31. december 1999, eller på dette tidspunkt, hvis den pågældende sagsøger har arbejdet for JET-projektet indtil dets udløb. Det skal herved præciseres, at for så vidt angår situationen for M. Waltons, der blev ansat som midlertidigt ansat i 1999, slutter den periode, der giver ret til erstatning, for hans vedkommende på det tidspunkt, hvor han reelt blev ansat i henhold til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber.

Det fremgår af sagens undersøgelser og navnlig de besvarelser, der er afgivet efter foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse som angivet i præmis 8 ovenfor, at sagsøgerne ikke har kunnet løse deres problemer for så vidt angår fastsættelsen af det nøjagtige tidspunkt for erstatningsperiodens start, som gælder for hver enkelt sagsøger, navnlig på grund af deres forskellige lønvilkår, idet de var ugentligt eller månedligt lønnet, den forsinkede forlængelse af deres kontrakter og forekomsten af kontrakter, som ikke var årlige for to af sagsøgernes vedkommende. Henset til disse faktiske omstændigheder, som fremgår af en undersøgelse af JET’s arkiver, og som gjorde det særdeles vanskeligt at fastsætte tidspunktet for erstatningsperiodens start, er sagsøgerne blevet enige med Kommissionen om, at starten af nævnte periode skal fastsættes til den 1. marts 1996 (tidligere end fem år fra tidspunktet for fremsættelsen af deres erstatningskrav).

Henset til de vanskeligheder, som sagsøgerne har fremført for så vidt angår deres udnyttelse af de konsulterede kontraktdokumenter og Kommissionens enighed, skal Retten, som i mellemdommen havde opfordret parterne til at finde en løsning på disse problemer, tage parternes enighed til efterretning og fastsætter derfor tidspunktet for starten af hver enkelt sagsøgers erstatningsperiode til den 1. marts 1996 som angivet i den anden kolonne i nærværende doms bilag 2.

Retten kan derimod ikke tiltræde sagsøgernes alternative forslag, som de har fremført i deres besvarelser efter foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse, om ikke at tage hensyn til tidspunktet, hvor den ældste indgåede eller forlængede kontrakt havde virkning, men til det første tidspunkt, på hvilket der skulle være betalt løn, et forslag, som sagsøgte i øvrigt har forkastet, og som ikke er i overensstemmelse med mellemdommens præmisserne (præmis 166).

Bidrag, fradrag og andre indeholdelser

Retten har i mellemdommen (præmis 170) fastslået, at der ved fastsættelsen af tabet skal foretages en sammenligning mellem situationen for en midlertidigt ansat ved Fællesskaberne og en kontraktansat, såsom hver af sagsøgerne, på grundlag af nettobeløbene fratrukket bidrag, fradrag og andre indeholdelser i henhold til gældende lovgivning.

Sagsøgerne har efter foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse under hensyntagen til de i mellemdommen nævnte præmisser ved fastsættelsen af den løn, der blev oppebåret som kontraktansat, angivet de beløb, som de først havde taget i betragtning i deres påstande af 28. oktober 2005, og som udgjorde betalte bidrag til pensionsordninger. Kommissionen har accepteret denne fremgangsmåde.

Retten tager denne fremgangsmåde til følge ved fastsættelsen af det nettobeløb, som hver sagsøger reelt har oppebåret som kontraktansat under erstatningsperioden.

Punkterne om uenighed

Lønklasse og løntrin ved erstatningsperiodens start

— Parternes argumenter

Sagsøgerne har anført, at lønklassen og løntrinnet, foruden hensyntagen til sagsøgernes akademiske kvalifikationer og deres tidligere faglige erfaring, skal fastsættes på grundlag af hver enkelts karriere ved JET fra vedkommendes tiltrædelse, altså for adskillige af dem inden erstatningsperiodens start. De har understreget, at Retten i mellemdommen har fastsat et ækvivalens-kriterium mellem de stillinger, der besættes med kontraktansatte, og dem, som blev besat med midlertidigt ansatte. Sagsøgerne har angivet, at de ved fastsættelsen af denne stillingsækvivalens har støttet sig på et memorandum fra chefen for afdelingen for kontraktansatte ved JET, M. Byrne, af 25. august 1989.

Sagsøgerne har under henvisning til mellemdommen anført, at Kommissionen kun på nuværende tidspunkt kan kræve den samme form for bevis, som det under alle omstændigheder er umuligt at fremføre, såfremt det drejede sig om at gennemføre deres reelle ansættelse, eftersom de reelt er blevet ansat for at arbejde ved JET. De har desuden anført, at der for hver sagsøger er fremlagt en formel erklæring, som attesterer vedkommendes karriere og curriculum vitae.

Kommissionen har anført, at lønklasse og løntrin skal fastsættes fra tidspunktet, hvor den tidligste kontrakt i erstatningsperioden fik virkning, under hensyntagen til hver af sagsøgernes uddannelsesbeviser og tidligere faglige erfaring, som om det drejede sig om en første ansættelse. Kommissionen har understreget, at sagsøgerne skal fremlægge de samme beviser med hensyn til deres kvalifikationer og faglige erfaring, som hvis de reelt var blevet ansat. Kommissionen har anført, at det fremgår af mellemdommen, at Fællesskabet har pådraget sig ansvar og skal betale en erstatning for maksimum en femårsperiode, og at tidligere kontrakter ikke kan tages i betragtning.

Kommissionen har desuden anført, at de relevante dokumenter, som den anvender med henblik på at fastsætte stillinger og lønklasser, dels udgøres af Kommissionens beslutning af 11. oktober 1984 om kriterier for indplacering i lønklasse og løntrin for ansættelse af videnskabelige og tekniske ansatte, dels Kommissionens beslutning, ikrafttrådt den 1. september 1983, om kriterier for udnævnelse i lønklasse og indplacering i på løntrin ved ansættelse for så vidt angår det administrative personale.

Kommissionen har ligeledes rejst tvivl om, hvorvidt de beviser, som sagsøgerne har tilsendt den, for hovedpartens vedkommende i juli 2005, eller i september eller i oktober 2005, kan realitetsbehandles, henset til procesreglementets artikel 44.

— Rettens bemærkninger

For så vidt angår først beviserne vedrørende sagsøgernes kvalifikationer og faglige erfaring, som er nødvendige for fastsættelse af hver sagsøgers lønklasse og løntrin i erstatningsperiodens begyndelse, bemærkes, at Retten i mellemdommen har fastslået, at sagsøgerne navnlig på grund af deres kvalifikationer ville have haft betydelig mulighed for at blive ansat som midlertidigt ansatte (præmis 155 og 157 i mellemdommen). Det er derfor ikke med henblik på fastsættelse af hver enkelt sagsøgers erstatning nødvendigt at undersøge, om den pågældende på tidspunktet for erstatningsperiodens start opfyldte betingelserne for en sådan ansættelse. Det følger nemlig af præmisserne i mellemdommen, at formen for det bevis, der er nødvendigt for at fastsætte hver enkelt sagsøgers indplacering, ikke som hævdet af Kommissionen kan være det samme som det, der kræves ved en reel ansættelse.

Det bemærkes vedrørende Kommissionens argument, hvorefter den for sene fremlæggelse af visse beviser, som sagsøgerne har tilsendt Kommissionen i tidsrummet mellem juli og oktober måned 2005, henset til procesreglementets artikel 44, at Kommissionen ikke kan fremsætte en formalitetsindsigelse vedrørende disse forhold i nærværende sag.

Retten har nemlig i mellemdommens præmisser vedrørende spørgsmålet om Fællesskabets ansvar fastsat det tab, som sagsøgerne har lidt, fastsat den metode, der skal følges for at fastlægge størrelsen heraf, bl.a. under henvisning til sagsøgernes akademiske kvalifikationer og faglige erfaring og stillinger udøvet ved JET og herved gjort det muligt for parterne at blive bekendt med de relevante elementer med henblik på fastsættelsen af erstatningerne. Henset til den fristforlængelse, som sagsøgerne anmodede om, og som Kommissionen ikke har anfægtet, samt til, at Kommissionen først gav sagsøgerne adgang til JET’s arkiver ved udløbet af december 2005, kan Kommissionen ikke med føje rejse formalitetsindsigelse mod noget som helst bevis.

For så vidt angår hver enkelt sagsøgers indplacering i lønklasse og på løntrin ved erstatningsperiodens start bemærkes, at Retten i mellemdommen har fastslået, at sagsøgernes stillinger og kvalifikationer som angivet af Kommissionen efter deres karakter og niveau forekommer at kunne sidestilles med dem, som medlemmerne af projektgruppen havde. Retten fastslog (præmis 121), at Kommissionen under retsmødet havde erkendt, at der ikke var grundlæggende forskelle mellem medlemmerne af projektgruppen og sagsøgerne, idet deres kvalifikationer og erhvervserfaring svarede til hinanden. Retten fastslog ligeledes (præmis 122), at den omstændighed, at deres funktioner lignede hinanden, støttedes af JET’s organigram.

Det fremgår derfor af mellemdommen (præmis 166 og 168), at den stilling, lønklasse og løntrin, der skal fastsættes for hver sagsøger, skal svare til de funktioner, som hver enkelt sagsøger udøvede i JET på det tidspunkt, hvor den tidligste kontrakt blev indgået eller forlænget i erstatningsperioden, idet de pågældende funktioner var dem, som den pågældende udøvede i JET på dette tidspunkt, hvis han allerede arbejdede dér, hvilket er tilfældet for hovedparten af sagsøgerne, eller de funktioner, med henblik på hvilke vedkommende sagsøger blev ansat. Indplaceringen af hver sagsøger skal derfor fastsættes under hensyntagen til vedkommendes reelle ansættelse ved JET, hvilken ansættelse normalt fandt sted tidligere end tidspunktet for erstatningsperiodens start.

Selv om Retten har begrænset hver enkelt sagsøgers ret til erstatning til maksimalt fem år, fastslog den dog, at de pågældende fra begyndelsen, altså fra deres første ansættelse, burde have været ansat som midlertidigt ansatte, og at denne ulovlighed havde foreligget under hele deres ansættelse ved JET (præmis 127 og 139 i mellemdommen). Modsat det af Kommissionen anførte vedrører konstateringen om ansættelsesforholdets ulovlighed hele ansættelsesperioden ved JET, men sagsøgerne har af de i mellemdommen anførte grunde (præmis 59-84) kun ret til erstatning for den erstatningsperiode, som Retten har fastsat heri.

Følgelig bør hver enkelt sagsøgers situation ved erstatningsperiodens start ikke sidestilles med den, som følger af den første ansættelse, men skal behandles under hensyntagen til, at den pågældende allerede ved fastansættelse som kontraktansat burde have været ansat som midlertidigt ansat, hvilket indebærer, at der må tages hensyn til den »karriere«, som vedkommende havde gennemført inden erstatningsperiodens start ved fastsættelsen af den indplacering, der svarede til de funktioner, som hver enkelt sagsøger udøvede ved nævnte periodes start.

Desuden bemærkes, at en hensyntagen til den »karriere«, som tidligere var gennemført ved JET, ikke som hævdet af Kommissionen i sig selv udgør en genskabelse af karrieren, men alene indebærer, at der tages hensyn til den indplacering, som den pågældende eventuelt havde opnået som kontraktansat ved JET, hvilket fremgår af mellemdommen, hvori Retten henviser til de funktioner, der udøvedes af hver sagsøger ved erstatningsperiodens start, med henblik på at fastsætte stillingen og lønklassen for hver sagsøger (præmis 166 og 168), hvorved det desuden bemærkes, at Retten havde fastslået, at sagsøgernes stillinger, kvalifikationer og faglige erfaring kunne sidestilles med medlemmerne af projektgruppen (præmis 121 og 122 i mellemdommen). Indplaceringen ved erstatningsperiodens start bør derfor tage hensyn til denne funktionelle lighed.

Med henblik på at fastsætte hver enkelt sagsøgers indplacering ved erstatningsperiodens start må der anvendes disponible relevante elementer, som er fremført af parterne, nemlig dels memorandummet fra chefen for kontraktansattes kontrakter ved JET af 25. august 1989, som fastsætter en ækvivalens mellem kontraktansattes lønklasser og de otte lønklasser, som gælder for ansatte ved Euratom, samt en klassificering af det kontraktansatte personale ved JET, således som denne fremgår af det tilsvarende personaleregister for 1994, dels Kommissionens beslutning af 11. oktober 1984 vedrørende kriterier for indplacering i lønklasse og løntrin ved ansættelse af videnskabeligt og teknisk personale og Kommissionens beslutning, som trådte i kraft den 1. september 1983, vedrørende kriterier for udnævnelse i lønklasse og indplacering på løntrin ved ansættelse for så vidt angår administrativt personale.

På grundlag af disse forskellige dokumenter fastsættes hver sagsøgers indplacering i lønklasse og på løntrin ved erstatningsperiodens start på følgende måde.

For det første skal hver enkelt sagsøgers indplacering som kontraktansat fastsættes på tidspunktet for den tidligst indgåede eller forlængede kontrakt i den pågældende periode, hvilket fremgår af memorandummet fra chefen for kontraktansatte med virkning fra den 25. august 1989 og registeret over kontraktansatte ved JET fra 1994. Bortset fra den første ansættelse tages der ved denne indplacering som kontraktansat hensyn til udviklingen i de pågældende personers situationer fra deres oprindelige ansættelse indtil tidspunktet for forlængelsen af deres kontrakter, som indleder erstatningsperioden i henhold til de ovenfor anførte principper.

Dernæst skal lønklassen og løntrinnet for tilsvarende ansatte ved Euratom fastsættes, som svarer til nævnte indplacering i henhold til Kommissionens beslutning af 11. oktober 1984 om kriterier ved indplacering i lønklasse og på løntrin ved ansættelse af videnskabeligt og teknisk personale og Kommissionens beslutning, som trådte i kraft den 1. september 1983, vedrørende kriterier for udnævnelse i lønklasse og på løntrin ved ansættelse af administrativt personale.

Det fremgår heraf, at hver sagsøgers indplacering i lønklasse og på løntrin ved erstatningsperiodens start skal fastsættes som angivet i tredje kolonne i nærværende doms bilag 2.

Forfremmelserne

— Parternes argumenter

Sagsøgerne har anført, at forfremmelsesvilkårene ved JET var særdeles gunstige, hvorfor det må fastslås, at der skete en forfremmelse til den højere lønklasse, så snart forhøjelsen af løntrinnet indebar, at lønnen blev højere end det første løntrin i den efterfølgende højere lønklasse, bortset fra tre tilfælde, hvori sagsøgerne er enige med Kommissionen, nemlig at der ikke sker forfremmelser fra lønklasse B til lønklasse A, fra lønklasse A5 til lønklasse A4 og lønklasse A4 til lønklasse A3. Sagsøgerne har desuden anført, at der hver femte år foretages en forfremmelse, der svarer til det gennemsnitlige karriereavancement.

Den nære sammenhæng mellem de lønklasser, som sagsøgerne kræver, og dem, der indeholdes i registeret over de kontraktansatte ved JET, støtter berettigelsen af den metode, de har angivet. Den snævre sammenhæng gør det ligeledes muligt at anse en udnævnelse i en ansvarsfuld stilling for en forfremmelse.

Kommissionen har anført, at en ændring i ansvar ikke automatisk indebærer en forfremmelse, idet der ikke består nogen automatisk forbindelse mellem lønklasse og funktion; en tjenestemand kan gå fra en stilling som fuldmægtig til en stilling som kontorchef uden forfremmelse.

Parterne har som svar på foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse anført, at de er nået til enighed om en forfremmelsessats på 20%, hvilket svarer til en forfremmelse hvert femte år.

Kommissionen har fastholdt sin uenighed med hensyn til sagsøgernes anvendelse af nævnte sats for tidsrummet inden erstatningsperioden ifølge sagsøgernes metode, som består i at tage hensyn til den karriere, der blev gennemført ved JET inden erstatningsperioden, med henblik på fastsættelse af indplaceringen ved periodens start.

— Rettens bemærkninger

Det bemærkes først, at den uenighed, som Kommissionen har fremført på dette punkt, ikke påvirker de forfremmelser, som sagsøgerne ville have opnået efter den af begge parter accepterede sats, nemlig 20% p.a. i erstatningsperioden, men anvendelsen af denne sats ved fastsættelsen af hver enkelt sagsøgers oprindelige indplacering ved erstatningsperiodens start, ved, om fornødent, en genskabelse af den pågældendes tidligere karriere ved JET. Denne kritik vedrører altså fastsættelsen af grad og løntrin ved erstatningsperiodens start og har ingen forbindelse med forfremmelserne i den periode, som skal genskabes her.

Det bemærkes dog vedrørende hensyntagen til tidligere forfremmelse i erstatningsperioden, som altså ikke anfægtes her, at det, henset til Kommissionens interesser, er ubestridt, at for det tidspunkt, hvor det er fastslået (jf. præmis 50 ff. ovenfor) i henhold til mellemdommens præmisser, at der ved fastsættelsen af hver enkelt sagsøgers indplacering ved erstatningsperiodens start skal tages hensyn til den pågældendes karriere efter hans effektive ansættelse, at en sådan metode til »genskabelse af karriere« nødvendigvis omfatter de forfremmelser, som vedkommende har kunnet opnå. Da parterne er enige om, at forfremmelsessatsen ved JET udgjorde 20%, har sagsøgerne logisk kunnet anvende denne metode med henblik på at foretage denne »genskabelse den oprindelige karriere«, ved fastsættelsen af hver enkelts lønklasse og løntrin ved erstatningsperiodens start.

Retten har vedrørende forfremmelser under erstatningsperioden i mellemdommen (præmis 169) fastslået, at parterne skulle nå til enighed om at genskabe et passende karriereforløb for hver af sagsøgerne, fra deres ansættelse og indtil den femårsperiode, som der skal ydes erstatning for, under hensyntagen til den gennemsnitlige lønstigning for den stilling og den lønklasse, der svarer til en midlertidig ansats ved Euratom, eller i givet fald ved JET, samt til de eventuelle forfremmelser, som hver enkelt ville kunne have opnået i løbet af disse tidsrum, når henses til den pågældendes lønklasse og stilling, og under anvendelse af det gennemsnitlige antal forfremmelser, som midlertidigt ansatte ved Euratom ville opnå i en tilsvarende situation.

Det fremgår af mellemdommen, at genskabelsen af eventuelle forfremmelser under erstatningsperioden skal fastsættes under hensyntagen til den lønklasse og det løntrin, der fastsættes ved starten af denne maksimalt femårige periode under anvendelse af gennemsnittet af de forfremmelser, der indrømmes midlertidigt ansatte ved Euratom i en tilsvarende situation, altså deres situation ved JET, i henhold til den gældende forfremmelsesordning ved JET.

Det var nemlig ud fra situationen for medlemmerne af projektgruppen ved JET, at Retten fastslog, at sagsøgerne var blevet fastholdt i en retlig set diskriminerende situation, som pådrog Fællesskabet erstatningsansvar (præmis 140 og 141 i mellemdommen), hvorfor disse havde lidt et tab (præmis 164 og 169 i mellemdommen). Følgelig er den »tilsvarende situation«, som skal anvendes ved sammenligningen for at fastsætte de karriereavancementer, som sagsøgerne havde kunnet opnå, den i givet fald gunstigere situation, som medlemmerne af projektgruppen ved JET befandt sig i.

En eventuel forfremmelse til stillinger, der indebærer særligt ansvar, er ikke taget i betragtning i denne beregning, idet, som Kommissionen har anført, der ikke består nogen automatisk forbindelse mellem lønklasse og funktion, eftersom en tjenestemand kan skifte stilling uden at opnå en forfremmelse. Derimod skal de genskabte forfremmelser omfatte ændringerne i løntrin og ændringerne i lønklasse i henhold til praksis ved JET.

I henhold til principperne i mellemdommen skal der derfor tages hensyn til forfremmelser, der er genskabt i henhold til de ovenfor anførte grunde ved fastsættelsen af det nettobeløb, som hver sagsøger havde kunnet opnå som midlertidigt ansat i erstatningsperioden.

De hermed forbundne rettigheder

— Parternes argumenter

Sagsøgerne har anført, at det af hver enkelt sagsøger faktisk oppebårne nettobeløb skal fastsættes med fradrag af de beløb, som de har oppebåret, når de har arbejdet under deres ferie eller har haft overarbejde, idet det må antages, at hver enkelt sagsøger har arbejdet det samme antal dage som en midlertidigt ansat ved Euratom i en tilsvarende situation uden overarbejde. De har anført, at hensyntagen til beløb, som sagsøgerne reelt har oppebåret for sådanne arbejder (og som er højere end dem, der oppebæres af de midlertidigt ansatte ved JET), ville ophæve enhver erstatning for betalte ferier og overarbejde.

Kommissionen har anført, at de beløb, som sagsøgerne har oppebåret under deres betalte ferie og overarbejde på grund af den fleksibilitet, som de rådede over med henblik på at forhøje deres indtægter, til forskel fra de ansatte ved Euratom, skal tages i betragtning ved beregningen af de beløb, som de pågældende oppebar som kontraktansatte. Kommissionen har vedrørende fastsættelsen af den fællesskabsløn, som hver enkelt sagsøger havde kunnet oppebære, anført, at for så vidt angår den godtgørelse, som udgøres af visse tillæg, såsom husstandstillæg, børnetilskud eller uddannelsesgodtgørelse, skal der fremlægges bevis for, at den pågældende opfyldte de nødvendige betingelser.

For så vidt angår de af sagsøgerne eventuelt foretagne tjenesterejser har Kommissionen anført, at der her er tale om godtgørelse for udgifter og ikke tabt indkomst. Kommissionen har vedrørende de dagpenge, som visse sagsøgere, der var bosat langt fra JET’s sæde, har oppebåret, anført, at vedtægten ikke indrømmer en tilsvarende fordel til ansatte, hvorfor de hertil svarende godtgørelser skal bogføres som indtægter, der reelt er oppebåret som kontraktansat.

Efter foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse er parterne tilsyneladende nået til enighed om følgende punkter.

For så vidt angår betalt ferie var parterne enige om, henset til, at hovedparten af sagsøgerne ikke oppebar sådanne beløb, i de indtægter, som sagsøgerne oppebar som kontraktansatte, at medregne de beløb, som de pågældende har fået udbetalt for at have arbejdet et vist antal timer, som svarer til, hvad de ville have oppebåret som midlertidigt ansatte ved Euratom.

Parterne er for så vidt angår overarbejde enige om at sondre mellem situationen for sagsøgere i kategori A og situationen for sagsøgere i kategori B. Dels betales personalet ved Euratom i kategori A ikke for overarbejde, modsat kontraktansat personale, hvortil sagsøgerne hører, idet sidstnævnte accepterer den forhøjelse på 10%, som Kommissionen anvender på deres nationale indtægter. Dels fremgår det, at personalet ved Euratom i kategori B (samt personalet i kategori C) oppebar en kompensation for overarbejde, ikke af økonomisk karakter, men opgjort i arbejdstimer, som vanskeligt kan beregnes. Sagsøgerne har derfor besluttet ikke at tage hensyn til overarbejde vedrørende de to sider af ligningen (nationale og fællesskabsindtægter). Kommissionen har derimod opretholdt en fælles forhøjelse på 10%, som anvendtes på sagsøgernes indtægter som kontraktansatte. En forskel i vurderingen af disse indtægter fremgår derfor af de opgjorte tal, som parterne har fremlagt.

— Rettens bemærkninger

Retten har i mellemdommen (præmis 164) fastslået, at for det tidsrum, hvor de arbejdede for fællesforetagendet JET, bestod sagsøgernes tab i forskellen mellem den løn, de tilknyttede rettigheder og pensionsrettigheder, som de ville have modtaget eller erhvervet, hvis de havde arbejdet for JET-projektet som midlertidigt ansatte, og den løn, der er tilknyttet rettigheder og pensionsrettigheder, som de faktisk modtog eller erhvervede som kontraktansat personale.

Heraf fremgår, at ved fastsættelsen af det nettofællesskabsbeløb, som hver enkelt sagsøger ville have oppebåret i erstatningsperioden, såfremt vedkommende var blevet ansat som midlertidigt ansat, skal der tages hensyn til alle ydelser, som den pågældende havde kunnet gøre krav på under hensyn til hans personlige og faglige situation, og som vedkommende kan fremlægge bevis for. Derimod skal der ikke tages hensyn til godtgørelser, som blev oppebåret i forbindelse med tjenesterejser, idet Kommissionen herved uimodsagt har anført, at ved fællesforetagendet JET blev alle opholdsudgifter godtgjort, mens dagpengene blev nedsat eller ophævet.

Ved fastsættelsen af det nationale nettobeløb, som hver enkelt sagsøger har oppebåret som kontraktansat i erstatningsperioden, skal der endvidere tages hensyn til alle ydelser, som de pågældende herved har oppebåret, herunder bl.a. de dagpenge, som visse af sagsøgerne eventuelt har oppebåret på grund af, at de boede fjernt fra JET’s sæde.

For så vidt angår betalt ferie skal parternes enighed tages til efterretning, hvorfor der skal tages hensyn til de beløb, som de pågældende har oppebåret for at have arbejdet et vist antal timer, som svarer til de arbejdstimer, som de ville have udført som ansatte ved Euratom.

For så vidt angår overarbejde anvendes, således som parterne blev enige om, for så vidt som personalet ved Euratom i kategori A ikke blev betalt for overarbejde modsat kontraktansatte såsom sagsøgerne, en forhøjelse på 10% af de beløb, som sagsøgerne har oppebåret som kontraktansatte.

Det bemærkes vedrørende sagsøgerne indplaceret i kategori B, at Kommissionen ikke har hævdet, at sagsøgernes påstande, hvorefter personalet ved Euratom i kategori B og C oppebar en kompensation for overarbejde, ikke af økonomisk karakter, men opgjort i arbejdstimer, som ikke kan beregnes, er ukorrekte. Henset hertil må det antages, at den rimeligste løsning er den af sagsøgerne fremførte, nemlig ikke at tage hensyn til overarbejde, hverken ved fastsættelse af de indtægter, som sagsøgerne har oppebåret som kontraktansatte, eller i forbindelse med de indtægter, som de havde kunnet oppebære som midlertidigt ansatte ved Euratom.

Følgelig skal nettobeløbet, som hver enkelt sagsøger ville have oppebåret som midlertidigt ansat i erstatningsperioden, og det nettobeløb, som vedkommende reelt har oppebåret som midlertidigt ansat i samme periode, fastsættes i henhold til de ovenfor angivne principper vedrørende de dertil knyttede rettigheder.

Heraf følger, at det nettobeløb, som de ansatte har oppebåret, det beløb, som de ville have oppebåret som midlertidigt ansatte, det tab, som fremgår af forskellen mellem disse to situationer og de kumulerede tab, som fremgår af aktualiseringen af sidstnævnte beløb pr. 31. december 1999, er de beløb, som figurerer henholdsvis i kolonne 1, 2, 3 og 4 i nærværende doms bilag 3.

Pensionsrettigheder

— Parternes argumenter

Sagsøgerne har anført, at de er berettiget til erstatning for tab af pensionsrettigheder, og at denne ret ikke kan erstattes af udtrædelsespenge. De har anført, at hovedparten af dem har arbejdet ved JET i en periode, som er længere end den maksimumsperiode på fem år, som skal lægges til grund for erstatningen. De er af den opfattelse, at en rimelig løsning på beregningen af pensionsrettighederne består i at beregne omkostningerne for en livrente svarende til den pension, som de ville have oppebåret, såfremt de gældende bestemmelser var blevet overholdt, og således tage hensyn til en del af de beløb, som svarer til erstatningsperioden.

Kommissionen har anført, at sagsøgerne kun kan gøre krav på udtrædelsespenge, eftersom den periode, med hensyn til hvilken Fællesskabet har pådraget sig ansvar for en ukorrekt ansættelse, for hvilken Fællesskabet skal betale erstatning, er blevet fastsat til maksimum fem år af Retten. Indrømmelse af pensionsrettigheder under hensyn til, at visse af sagsøgerne tidligere arbejdede ved fællesforetagendet JET, hvilket indebærer hensyntagen til kontrakter inden erstatningsperiodens start, vil være i strid med den præklusion, som Retten har fastsat.

— Rettens bemærkninger

Retten har i mellemdommen (præmis 164) fastslået, at for det tidsrum, hvor de arbejdede for fællesforetagendet JET, omfattede sagsøgernes tab de pensionsrettigheder, som udgjordes af forskellen mellem de pensionsrettigheder, som sagsøgerne ville have erhvervet, såfremt de havde arbejdet ved fællesforetagendet JET som midlertidigt ansatte, og de pensionsrettigheder, som de har erhvervet som kontraktansatte.

Retten fastslog bl.a., at erstatningen skulle beregnes for et tidsrum, der har virkning fra det tidspunkt, hvor den tidligste kontrakt, der vedrører dem, var indgået eller forlænget, idet dette tidspunkt ikke måtte ligge mere end fem år forud for det tidspunkt, hvor der blev fremsat erstatningskrav over for Kommissionen, og som afsluttedes enten på det tidspunkt, hvor den pågældende sagsøger ophørte med at arbejde ved fællesskabsforetagendet JET, hvis dette tidspunkt lå forud for afslutningen af projektet den 31. december 1999, eller på sidstnævnte tidspunkt, såfremt den pågældende havde arbejdet for JET-projektet indtil dets udløb (præmis 171 i mellemdommen).

Det fremgår klart af de nævnte præmisser, at Retten udtrykkeligt har indrømmet sagsøgerne ret til erstatning for pensionsrettigheder. Skønt Retten tidligere har begrænset realitetsbehandlingen af erstatningspåstande til maksimalt fem år fra tidspunktet for hver enkelt sagsøgers fremsættelse af erstatningskravet, har Retten dog ikke heraf udledt, at denne del af erstatningen under alle omstændigheder skal erstattes af udtrædelsespenge. Den af Kommissionen anlagte fortolkning på dette punkt kan derfor ikke tiltrædes.

Som det fremgår af præmis 51 ovenfor, har Retten i mellemdommen fastslået, at sagsøgerne fra begyndelsen burde have været ansat som midlertidigt ansatte, og at denne ulovlighed på grund af dens varighed overskred erstatningsperioden. Denne konstatering indebærer nødvendigvis, at der må tages hensyn til, at sagsøgerne har kunnet erhverve pensionsrettigheder i den periode, hvorunder hver enkelt af dem reelt arbejdede ved fællesforetagendet JET, og at erstatningen for disse eventuelle rettigheder dog må begrænses til erstatningsperioden.

Følgelig skal der ved fastsættelsen af den erstatning, som svarer til pensionsrettighederne, for hver enkelt sagsøger tages hensyn til tidspunktet for vedkommendes første reelle ansættelse ved JET, som eventuelt kan ligge forud for erstatningsperioden, således at der skal betales erstatning for pensionsrettigheder, som vedrører maksimalt fem år, svarende til erstatningsperioden. Maksimumsperioden på fem år udgør altså ikke de eneste år, som giver ret til pension. Det er nemlig hele den periode, hvorunder hver enkelt sagsøger var ansat ved JET, som giver ret til pension, hvorved de dertil svarende rettigheder dernæst skal nedsættes forholdsmæssigt til varigheden af erstatningsperioden, sammenholdt med den samlede ansættelsesperiode i henhold til nævnte præmisser i mellemdommen.

Desuden må det fastslås, at erstatning for pensionsrettigheder ikke kan være mindre end den aktuarmæssige værdi af de beløb, der er optjent af hver enkelt sagsøger ved arbejdstager- og arbejdsgiverbidrag i den maksimalt femårige periode, som svarer til erstatningsperioden.

I det tilfælde derimod, hvor en sagsøger, fordi han bl.a. har arbejdet ved JET i under ti år, ikke under alle omstændigheder i henhold til vedtægtsbestemmelser havde haft ret til en alderspension, men udelukkende til udtrædelsespenge, udgør en erstatning for tabet af denne godtgørelse, nedsat forholdsmæssigt efter erstatningsperiodens varighed, sammenholdt med den samlede ansættelsesperiode, et alternativ, som nødvendigvis må indrømmes ham i henhold til nævnte præmisser i mellemdommen. Det fremgår af sagsøgernes besvarelser vedrørende foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse, at disse i deres sidst nedlagte påstande for så vidt angår de sagsøgere, som har arbejdet under ti år ved JET, har fremsat krav om udtrædelsespenge i stedet for pensionsrettigheder.

De forhold, som Kommissionen første gang har fremført under retsmødet, ændrer ikke de ovenfor nævnte vurderinger.

Selv om Domstolen i dom af 17. maj 1990, Barber (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889), har begrænset den tidsmæssige virkning af fortolkningen af artikel 141 EF af bydende retssikkerhedshensyn, som var til hinder for, at retlige situationer, som har udtømt deres daværende virkninger, kan anfægtes, forekommer denne løsning ikke relevant i denne sag.

Sagens omstændigheder vedrørende erstatningen af tab, der beror på ulovligheder, som Fællesskabet har begået over for sagsøgerne, kan ikke sammenlignes med omstændighederne i ovennævnte sag, som vedrørte et problem om tilbagevirkende ændring af pensionsordninger på hele Fællesskabets område med de hermed følgende betydelige økonomiske virkninger, når henses til, at Kommissionen ikke har henvist til noget bydende generelt hensyn til almenvellet.

Kommissionens påstand, hvorefter der for perioden forud for erstatningsperioden ikke eksisterede pensionsordninger ved JET, hvorfor tildeling af pensionsrettigheder til sagsøgerne for dette tidligere tidsrum indebærer, at de opnår de fordele, som de ansatte ved Euratom udnævnt af JET ikke har draget fordel af, kan heller ikke tiltrædes.

Det fremgår af artikel 2 og 39 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, som bl.a. omfatter ansatte ved Euratom, at midlertidigt ansatte er berettiget til alderspension eller udtrædelsespenge i henhold til de betingelser, der er fastsat i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber. Vedtægterne for JET, der var bilagt Rådets beslutning 78/471/Euratom af 30. maj 1978 om oprettelse af fællesforetagendet JET (EFT L 151, s. 10), henviste dog i den udgave, der er relevant for fastsættelse af sagsøgernes pensionsrettigheder, i artikel 8, stk. 5, udtrykkeligt til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne for så vidt angår personale ansat som midlertidigt ansatte, således som sagsøgerne burde have været det. Selv om ordningen i de gældende bestemmelser i praksis derfor ikke er blevet overholdt for så vidt angår midlertidigt ansatte ved Euratom, udnævnt af fællesforetagendet JET, kan dette beklagelige forhold dog ikke påberåbes af Kommissionen som værende til hinder for at fastsætte den erstatning til sagsøgerne, som de er berettiget til på grund af de ulovligheder, der er begået over for dem.

Desuden bemærkes, at sagsøgerne allerede ved deres sagsanlæg i 2001 krævede erstatning for tab af pensionsrettigheder, og at Retten i mellemdommen udtrykkeligt har erkendt princippet om en sådan erstatning, samt at Kommissionen først under retsmødet den 20. marts 2007 henviste til ovennævnte omstændighed, uden i øvrigt at have godtgjort, at dens påstand var korrekt, eller at have redegjort for de praktiske vanskeligheder, denne situation medførte.

Det fremgår af det ovenfor anførte, at sagsøgernes erstatning for tab af pensionsrettigheder eller i givet fald erstatning for udtrædelsespenge må fastsættes i henhold til nævnte grunde som angivet i femte kolonne i nærværende doms bilag 3.

Hver enkelt sagsøgers samlede erstatning

100

Retten har i mellemdommen (præmis 164) fastslået, at for det tidsrum, hvor sagsøgerne arbejdede for fællesforetagendet JET, består deres tab i forskellen mellem den løn, dertil knyttede rettigheder og pensionsrettigheder, som de ville have modtaget eller erhvervet, hvis de havde arbejdet for JET-projektet som midlertidigt ansatte, og den løn, dertil knyttede rettigheder og pensionsrettigheder, som de faktisk modtog eller erhvervede som kontraktansatte personale.

101

Det fremgår af det anførte, at de endelige erstatningsbeløb for hver enkelt sagsøger for deres tab pr. 31. december 1999, som under alle omstændigheder afslutter erstatningsperioden, udgør et samlet beløb, der er angivet i sjette kolonne i nærværende doms bilag 3. Fra nævnte tidspunkt tillægges 5,25% rente som angivet i præmis 28 ovenfor, indtil erstatningens betaling.

Beskatningsordningen for sagsøgernes erstatning

102

Parterne har redegjort for de problemer, der på nationalt plan kan foreligge i forbindelse med opfyldelsen af nærværende dom, fordi Det Forenede Kongeriges skattemyndigheder har tilkendegivet deres hensigt om at beskatte, om ikke selve erstatningsbeløbene, så dog i hvert fald de hermed forbundne renter, hvilket er i strid med mellemdommen.

103

Det bemærkes, at Retten har fastslået, at den erstatning, der tilkommer hver enkelt sagsøger, og som skal kompensere for tabet af løn og andre forbundne ydelser, skal opgøres efter fradrag af skat og beregnes efter samme fremgangsmåde under hensyntagen til fællesskabsbeskatningen, hvorved erstatningen skal undergives den skatteordning, der finder anvendelse på de beløb, som Fællesskabet udbetaler deres ansatte i henhold til artikel 16 i protokollen vedrørende privilegier og immuniteter for De Europæiske Fællesskabers tjenestemænd og øvrige ansatte. Den omhandlede erstatning, der således er et nettobeløb efter fradrag af enhver beskatning, kan følgelig ikke undergives national beskatning. Der kan derfor ikke ydes nogen supplerende erstatning som kompensation for en sådan beskatning (præmis 173 i mellemdommen).

104

Det fremgår af mellemdommen, at såvel erstatningen til hver enkelt sagsøger som renterne heraf, som udgør prisen for det tidsrum, der vil hengå, inden sagsøgernes tab erstattes, og som derfor er uløseligt forbundet med erstatningen, under ingen omstændigheder kan undergives nogen national beskatning, som kan indebære en direkte nedsættelse af erstatningen for nævnte tab. Desuden bemærkes, hvilket fremgår af mellemdommen, at Fællesskabet ikke kan tilpligtes at betale en supplerende erstatning til sagsøgerne, som ikke har nogen sammenhæng med de ulovligheder, som Retten har konstateret, med henblik på at udligne den nedsættelse af den endelige erstatning, som udbetales de pågældende på grund af nationale beskatningsafgørelser, idet en sådan overførsel reelt indebærer, at en medlemsstats budget beriges uden legitimt grundlag.

105

Uden at der skal tages stilling til de eventuelle processuelle konsekvenser — hvis hensigtsmæssighed det tilkommer Kommissionen at vurdere — som den pågældende medlemsstat udsætter sig for i et sådant tilfælde, kan Retten alene bekræfte den fuldstændige skattemæssige immunitet hvad angår sagsøgernes erstatninger, hovedbeløbet og renterne, i forhold til nationale bestemmelser; en immunitet, som fremgår af mellemdommens præmisser, hvilken dom har opnået endelig retskraft, som angivet ovenfor i præmis 26 og 28.

Sagens omkostninger

Parternes argumenter

106

Sagsøgerne, som har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 87, har anført, at skønt Retten har begrænset erstatningsperioden, har de ikke tabt sagen på noget punkt, og at størrelsen af deres omkostninger ikke står i forhold til erstatningsperioden.

107

Kommissionen har anført, at sagsøgerne ikke kan hævde at have vundet sagen, eftersom de har tabt sagen på et væsentligt spørgsmål, nemlig præklusionen, hvilket indebærer, at deres oprindelige krav må deles med fem eller seks. Kommissionen har anført, at Rettens behandling af dette spørgsmål udgør omtrent halvdelen af indholdet i mellemdommen i sag T-144/02 af 5. oktober 2004, og har heraf udledt, at det vil være rimeligt alene at tilpligte den til at betale halvdelen af sagsøgernes omkostninger.

Rettens bemærkninger

108

Det bemærkes, at afgørelsen om sagens omkostninger er blevet udsat i henhold til punkt 4 i mellemdommens konklusion.

109

Det fremgår af procesreglementets artikel 88, som finder anvendelse i sagen, at i tvister mellem Fællesskaberne og deres ansatte bærer institutionerne selv deres egne omkostninger (præmis 52 i mellemdommen), jf. dog artikel 87, stk. 3, andet afsnit.

110

I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske særlige grunde.

111

Desuden bestemmes det i procesreglementets artikel 87, stk. 4, at medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, bærer deres egne omkostninger.

112

Det bemærkes, at det fremgår både af mellemdommens konklusion og de præmisser, som udgør det fornødne grundlag for konklusionen, at sagsøgerne i det væsentlige har fået medhold. Retten har anerkendt deres ret til erstatning for det tab, som hver enkelt sagsøger har lidt, fordi vedkommende ikke blev ansat som midlertidigt ansat ved Fællesskaberne under udøvelse af deres tjeneste i fællesforetagendet JET. Den omstændighed, som Kommissionen har påberåbt sig, og hvorefter Retten har begrænset erstatningsperioden, mildner på ingen måde Rettens konstatering af, at Kommissionen er fuldt ansvarlig for den begåede ulovlighed, som er blevet fastslået for hele det tidsrum, hvorunder sagsøgerne har arbejdet ved JET.

113

Det bemærkes endvidere, at selv om sagsøgerne kun delvis har fået medhold i deres erstatningskrav, for så vidt som Retten ikke har anerkendt alle de krævede beløb som tabt fortjeneste, har sagsøgerne dog stadig opnået en højere erstatning end den, Kommissionen var villig til at tildele dem (jf. Domstolens dom i sagen Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 363-365).

114

Kommissionen bør derfor for så vidt angår hele sagen for Retten bære sine egne omkostninger og betale sagsøgernes omkostninger, og at Rådet, der er intervenient i sagen, bærer sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Afdeling)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler hver sagsøger en erstatning svarende til det beløb, der for hver enkelt sagsøger er angivet i kolonnen (6) i bilag 3 til denne dom.

Dette beløb tillægges rente på 5,25% fra den 31. december 1999, til betaling sker.

Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som sagsøgerne har afholdt for hele sagen ved Retten.

Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger.

Vesterdorf

Jaeger

Legal

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. juli 2007.

E. Coulon

Justitssekretær

B. Vesterdorf

Præsident

Bilag 1

Liste over sagsøgerne (13)

Atkins T.F.

Brickley Carol

Eagle Richard J.

Fanthome John G.

Felton Robert

Gaberscik Alexander

Gardener Martin

Grant Michael George

Junger Edward

Marren Clifford

Marrs Beryl

Sands David

Walton Robert C.

Bilag 2

Sagsøgers navn

Erstatningsperiodens begyndelse

Lønklasse og løntrin ved erstatningsperiodens begyndelse

Brickley

1. marts 1996

A5/2

Eagle

1. marts 1996

B1/8

Felton

1. marts 1996

A5/3

Gaberscik

1. marts 1996

A7/1

Gardener

1. marts 1996

B1/7

Grant

1. marts 1996

B2/4

Marren

1. marts 1996

B1/5

Marrs

1. marts 1996

B1/8

Sands

1. marts 1996

B2/1

Walton

1. marts 1996

A5/5

Bilag 3

Sagsøgers navn

Samlede nettoindtægter oppebåret som kontraktansat (1)

Nationale indtægter

(GBP)

Samlede nettoindtægter oppebåret som midlertidigt ansat (2)

Fællesskabs-indtægter

(GBP)

Forskel:

Enkelt nettotab

(3 = 2 - 1)

(GBP)

Forskel:

Samlet nettotab

(4 = 3 aktua-liseret pr. 31.12.1999)

(GBP)

Pensionstab (eller udtrædelses-penge)

(5)

(GBP)

Samlet tab pr. 31.12.1999

(6 = 4 + 5)

(GBP)

Brickley

55 885

127 702

71 817

78 799

12 233

91 033

Eagle

102 784

186 517

83 734

90 189

147 220

237 410

Felton

127 231

198 678

71 447

76 915

48 132

125 047

Gaberscik

61 513

87 728

26 215

28 210

12 346

40 555

Gardener

104 242

262 987

158 745

170 348

121 464

291 812

Grant

62 745

167 619

104 875

111 738

127 730

239 467

Marren

111 040

207 958

96 918

104 288

123 823

228 111

Marrs

102 977

186 517

83 540

89 981

162 080

252 061

Sands

72 970

157 228

84 259

90 038

88 551

178 589

Walton

113 978

210 673

96 695

103 612

104 409

208 021

( *1 ) – Processprog: engelsk.

Top

Full & Egal Universal Law Academy