Avis juridique important
DOMSTOLENS DOM AF 12. DECEMBER 1990. - PETER KAEFER OG ANDREA PROCACCI MOD DEN FRANSKE STAT. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: TRIBUNAL ADMINISTRATIF DE PAPEETE (POLYNESIE) - FRANKRIG. - RET TIL OPHOLD OG TIL ETABLERING - OVERSOEISKE LANDE OG TERRITORIER - ARTIKEL 177 - DOMSTOLENS KOMPETENCE. - FORENEDE SAGER C-100/89 OG C-101/89.
Samling af Afgørelser 1990 side I-04647
Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
++++
1. Praejudicielle spoergsmaal - forelaeggelse for Domstolen - national ret efter Traktatens artikel 177 - ret i et oversoeisk land eller territorium
(EOEF-Traktaten, art. 177)
2. De oversoeiske landes og territoriers associering - ret til indrejse og ophold i et oversoeisk land eller territorium for statsborgere i de andre medlemsstater paa et ikke-diskriminerende grundlag - anvendelse begraenset til tilfaelde med tilknytning til etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser
(Raadets afgoerelse 86/283, art. 176)
3. De oversoeiske landes og territoriers associering - udoevelse af etableringsretten og af retten til at praestere tjenesteydelser for saa vidt angaar statsborgere i de andre medlemsstater - forbud mod forskelsbehandling - direkte virkning - betingelser
(Raadets afgoerelse 86/283, art. 176)
Sammendrag1. En ret i et oversoeisk land eller territorium, der er associeret med Faellesskabet, kan som national retsinstans i en medlemsstat goere brug af proceduren i Traktatens artikel 177 vedroerende forelaeggelse af praejudicielle spoergsmaal.
2. Den ordning, der gaelder vedroerende etablering og praestering af tjenesteydelser i oversoeiske lande og territorier, herunder med hensyn til den ret til indrejse og ophold, som er en forudsaetning for etablering og praestering af tjenesteydelser, skal i henhold til artikel 176 i afgoerelse 86/283 kun anvendes uden forskelsbehandling paa statsborgere i medlemsstaterne, der udoever eller oensker at udoeve en selvstaendig erhvervsvirksomhed, paa de samme vilkaar som dem, der gaelder for statsborgere i den medlemsstat, som det oversoeiske land eller territorium er tilknyttet, idet dette princip dog kun gaelder med forbehold af bestemmelsen om gensidighed i artikel 176. Dette princip omfatter derimod ikke indrejse og ophold i de oversoeiske lande og territorier for andre statsborgere i medlemsstaterne, der ikke udoever eller oensker at udoeve en selvstaendig erhvervsvirksomhed.
3. Forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 176 i afgoerelse 86/283 kan paaberaabes over for de kompetente myndigheder i et oversoeisk land eller territorium af en statsborger i en anden medlemsstat end den, med hvilken det oversoeiske land eller territorium har saerlige forbindelser, til stoette for et krav om at kunne etablere sig eller praestere tjenesteydelser dér, saafremt den paagaeldende opfylder de betingelser, der gaelder for de af medlemsstatens egne statsborgere, som ikke er etableret i det oversoeiske land eller territorium, og den medlemsstat, som vedkommende er statsborger i, sikrer de samme vilkaar for personer fra det paagaeldende oversoeiske land eller territorium.
Dommens præmisser1 Ved to domme af 21. marts 1989, indgaaet til Domstolen den 29. marts 1989, har Tribunal administratif de Papeete i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283/EOEF af 30. juni 1986 om de oversoeiske landes og territoriers associering med Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 175, s. 1), sammenholdt med EOEF-Traktatens artikel 132, stk. 5, og artikel 135.
2 Spoergsmaalet, der er det samme i de to sager, er blevet rejst under to tvister angaaende to afgoerelser, hvorved "haut-commissaire de la République française en Polynésie" afslog at meddele Peter Kaefer, en turist med tysk statsborgerskab, opholdstilladelse, samt traf bestemmelse om udvisning fra Fransk Polynesien af Andréa Procacci, som var indehaver af et schweizisk pas, men som har gjort gaeldende, at han er italiensk statsborger.
3 Den foerste afgoerelse, som angik Kaefer, blev truffet under henvisning til den bestemmelse i fransk lovgivning, hvorefter "et turistvisum ... ikke i Fransk Polynesien [kan] aendres til en opholdstilladelse". Den anden afgoerelse blev begrundet med, at Procacci havde overtraadt et fransk dekret af 27. april 1939, idet han var forblevet i Fransk Polynesien efter udloebet af det turistvisum, som han var blevet meddelt, idet han ikke var i besiddelse af en returbillet med henblik paa sin hjemrejse, og idet han udoevede en indkomstskabende beskaeftigelse.
4 Kaefer og Procacci anlagde sag ved Tribunal administratif de Papeete med paastand om annullation af de to afgoerelser under henvisning til, at begge var blevet truffet i strid med artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283. Da Tribunal administratif de Papeete fandt, at sagerne rejste nogle faellesskabsretlige fortolkningsproblemer, har retten udsat de to sager og i dem begge forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:
"[Det oenskes afgjort], dels hvorvidt anvendelsesomraadet for bestemmelserne i [artikel 176] i Raadets afgoerelse af 30. juni 1986, navnlig naar henses til artikel 132, stk. 5, og artikel 135 i Traktaten af 25. marts 1957 om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, omfatter enhver afgoerelse, som traeffes af de statslige myndigheder, der er enekompetente med hensyn til spoergsmaal om indrejse og ophold i Fransk Polynesien for udlaendinge, som er statsborgere i Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs medlemsstater, dels - i bekraeftende fald - hvorvidt de naevnte bestemmelser efter deres art, opbygning og ordlyd vil kunne skabe umiddelbare retsvirkninger i forholdet mellem afgoerelsens adressater og tredjemaend."
5 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagerne, retsforhandlingernes forloeb og de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
Domstolens kompetence
6 Det Forenede Kongeriges regering har gjort gaeldende, at Domstolen boer statuere, at den savner kompetence, da Tribunal administratif de Papeete ikke kan anses som en ret "i en af Medlemsstaterne" i den i EOEF-Traktatens artikel 177 forudsatte betydning.
7 Den britiske regering har endvidere gjort gaeldende, at EOEF-Traktatens fjerde del er en lex specialis, der finder anvendelse paa de oversoeiske lande og territorier, saaledes at Traktatens oevrige bestemmelser, herunder artikel 177, ikke finder anvendelse. Denne fortolkning foelger af saavel Traktatens artikler 131-136a som af den sondring mellem henholdsvis oversoeiske departementer og oversoeiske lande og territorier, der fremgaar af artikel 227, stk. 2 og 3.
8 Det bemaerkes herom indledningsvis blot, at det ikke er blevet bestridt, at Tribunal administratif de Papeete er en fransk retsinstans.
9 For det andet bemaerkes, at Traktatens fjerde del, herunder artikel 136, tillaegger Faellesskabets institutioner, og navnlig Raadet, kompetence til paa grundlag af principperne i Traktaten at udstede bestemmelser vedroerende de oversoeiske lande og territorier, og at Raadets afgoerelse 86/283 indeholder saadanne bestemmelser.
10 Det maa herefter fastslaas, at Domstolen har kompetence til at traeffe praejudiciel afgoerelse om spoergsmaalet fra Tribunal administratif de Papeete.
Spoergsmaalet fra Tribunal administratif de Papeete
11 Spoergsmaalet omfatter to led. For det foerste oenskes det afgjort, hvorvidt enhver afgoerelse, som traeffes af de nationale myndigheder, der er kompetente med hensyn til spoergsmaal om indrejse og ophold i et oversoeisk land eller territorium for statsborgere i Faellesskabets medlemsstater, er omfattet af anvendelsesomraadet for bestemmelserne i artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283. Saafremt dette spoergsmaal besvares bekraeftende, oenskes det endvidere afgjort, om disse bestemmelser efter deres art, opbygning og ordlyd vil kunne skabe umiddelbare retsvirkninger.
Anvendelsesomraadet for artikel 176
12 Om spoergsmaalets foerste led bemaerkes, at artikel 176 i afgoerelsen er affattet saaledes:
"For saa vidt angaar de ordninger, der finder anvendelse for etablering og tjenesteydelser, maa landenes og territoriernes kompetente myndigheder ikke forskelsbehandle medlemsstaternes statsborgere og selskaber. Saafremt en medlemsstat for en given aktivitet ikke er i stand til at sikre statsborgere eller selskaber i henholdsvis Kongeriget Danmark, Den Franske Republik, Kongeriget Nederlandene eller Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, som er etableret i et land eller territorium, samt selskaber, der henhoerer under det paagaeldende lands eller territoriums egen lovgivning, og som er etableret dér, imod, at der sker forskelsbehandling, er det paagaeldende lands eller territoriums kompetente myndighed dog ikke forpligtet til at sikre imod en saadan behandling."
13 Hvad angaar arbejdstagere, fremgaar det af Traktatens artikel 135, at spoergsmaalet om den frie bevaegelighed for arbejdstagere fra de oversoeiske lande og territorier i medlemsstaterne og den frie bevaegelighed for arbejdstagere fra medlemsstaterne i de oversoeiske lande og territorier skulle reguleres ved overenskomster. Da der imidlertid ikke paa dette omraade er blevet indgaaet nogen overenskomster, kan medlemsstaternes statsborgere ikke paa grundlag af faellesskabsretten rejse krav om ret til indrejse og ophold i et oversoeisk land eller territorium med henblik paa at faa adgang til en loennet beskaeftigelse og en udoevelse af denne dér.
14 Det er aabenbart, at artikel 176 i afgoerelse 86/283 kun angaar ret til indrejse og ophold som en forudsaetning for en udoevelse af etableringsretten og retten til at praestere tjenesteydelser, og at bestemmelsen ikke angaar ret til indrejse og ophold i almindelighed. Spoergsmaalet fra Tribunal administratif de Papeete maa undersoeges i lyset heraf.
15 Det er utvivlsomt, at en udoevelse af etableringsretten og retten til at praestere tjenesteydelser i de oversoeiske lande og territorier forudsaetter en ret til indrejse og ophold.
16 Spoergsmaalet om etableringsretten og retten til at praestere tjenesteydelser er i form af saerlige bestemmelser udstedt i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 136 reguleret ved artikel 176 i afgoerelse 86/283, hvorefter de kompetente myndigheder i de oversoeiske lande og territorier under forbehold af gensidighed ikke maa udoeve en forskelsbehandling over for statsborgere og selskaber i de andre medlemsstater.
17 Naar der i et oversoeisk land eller territorium tilknyttet en medlemsstat derfor gaelder en ordning, hvorefter statsborgere i den paagaeldende medlemsstat, der ikke har oprindelse i det oversoeiske land eller territorium, kun har adgang til at udoeve visse former for selvstaendig erhvervsvirksomhed paa bestemte begraensede vilkaar, saasom et vilkaar om, at der foerst skal opnaas en etableringstilladelse, finder saadanne begraensninger ogsaa anvendelse paa statsborgere i de andre medlemsstater.
18 Det bemaerkes endvidere, at Raadets direktiv 73/148/EOEF af 21. maj 1973 om ophaevelse af rejse- og opholdsbegraensningerne inden for Faellesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser (EFT L 172, s. 14) ikke finder anvendelse paa de oversoeiske lande og territorier, der er omfattet af den saerlige ordning, som er fastsat i afgoerelse 86/283.
19 Det maa herefter laegges til grund, at den ordning, der gaelder vedroerende etablering og praestering af tjenesteydelser i oversoeiske lande og territorier, herunder med hensyn til den ret til indrejse og ophold, som er en forudsaetning for etablering og praestering af tjenesteydelser, kun skal anvendes uden forskelsbehandling paa statsborgere i medlemsstaterne, der udoever eller oensker at udoeve en selvstaendig erhvervsvirksomhed, paa de samme vilkaar som dem, der gaelder for statsborgere i den medlemsstat, som det oversoeiske land eller territorium er tilknyttet, idet dette princip dog kun gaelder med forbehold af bestemmelsen om gensidighed i artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283. Dette princip omfatter derimod ikke indrejse og ophold i de oversoeiske lande og territorier for andre statsborgere i medlemsstaterne, der ikke udoever eller oensker at udoeve en selvstaendig erhvervsvirksomhed.
20 Det foerste led af spoergsmaalet fra den nationale retsinstans maa herefter besvares med, at anvendelsesomraadet for artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283 af 30. juni 1986 om de oversoeiske landes og territoriers associering med Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab ikke omfatter afgoerelser truffet af de nationale myndigheder i medlemsstaterne, der er kompetente med hensyn til spoergsmaal om indrejse og ophold for statsborgere i de andre medlemsstater i et oversoeisk territorium, medmindre der er tale om afgoerelser vedroerende statsborgere i andre medlemsstater, som udoever eller oensker at udoeve retten til etablering eller til fri udveksling af tjenesteydelser i et oversoeisk territorium.
Umiddelbare retsvirkninger
21 Spoergsmaalets andet led er, om afgoerelsens artikel 176, saaledes som Domstolen har fortolket bestemmelsen, skaber umiddelbare retsvirkninger.
22 Den franske og den britiske regering samt Kommissionen har gjort gaeldende, at afgoerelse 86/283 ikke skaber umiddelbare retsvirkninger, idet afgoerelsen ikke kan antages at opfylde de kriterier herfor, som kan udledes af Domstolens praksis, og som har tilknytning til de paagaeldende bestemmelsers formaal, art og opbygning.
23 Det Forenede Kongerige har anfoert, at det fremgaar af dommen af 5. februar 1963, Van Gend & Loos (26/62, Sml. 1954-1964, s. 375), at faellesskabsrettens umiddelbare retsvirkninger beror paa formaalet med Traktaten, som er at sikre den oekonomiske integration inden for et faelles marked. Formaalet med Traktatens fjerde del er imidlertid ikke at indfoere et faelles marked og end ikke at bidrage hertil, men at fremme interesserne hos de oversoeiske landes og territoriers indbyggere med henblik paa at bistaa disse i deres udviklingsbestraebelser.
24 Dette kan ikke laegges til grund. Siden den af den britiske regering naevnte dom har Domstolen flere gange udtalt sig om spoergsmaal vedroerende de eventuelle umiddelbare retsvirkninger af visse bestemmelser i aftaler, som Faellesskabet har indgaaet med tredjelande. Det fremgaar endvidere af Domstolens faste praksis, at bestemmelser i en raadsafgoerelse skaber umiddelbare retsvirkninger i retsforholdet mellem medlemsstaterne og deres retsundergivne i den forstand, at saadanne bestemmelser skaber rettigheder for private, som de nationale retsinstanser skal beskytte, for saa vidt de paagaeldende bestemmelser paalaegger medlemsstaterne en forpligtelse, der er ubetinget og tilstraekkelig klar og praecis (jf. dom af 6.10.1970, Grad, praemis 9, 9/70, Sml. s. 157, og, for saa vidt angaar afgoerelser vedtaget paa grundlag af en associeringsaftale, dom af 20. september 1990, Sevince, C-192/89, Sml. I, s. 3461).
25 Den franske regering og Kommissionen har om dette spoergsmaal gjort gaeldende, at der ved afgoerelsens artikel 176 kun blev skabt en betinget forpligtelse til at naa et bestemt resultat, idet bestemmelsen indeholder et vilkaar om gensidighed. Ifoelge Kommissionen henhoerer det derfor efter bestemmelsen under hver enkelt medlemsstat at afgoere, om den for en bestemt form for virksomhed kan sikre den omhandlede ligebehandling.
26 Det bemaerkes, at en bestemmelse er ubetinget, naar den ikke overlader medlemsstaterne nogen skoensmaessige befoejelser.
27 Det fremgaar af ordlyden af afgoerelsens artikel 176, at er betingelsen om gensidighed opfyldt, er de kompetente myndigheder efter bestemmelsen uden videre forpligtet til ikke at udoeve en forskelsbehandling over for statsborgere i andre medlemsstater, for saa vidt angaar etablering og praestering af tjenesteydelser, og bestemmelsen overlader ikke medlemsstaterne nogen skoensmaessige befoejelser. Det tilkommer de kompetente myndigheder og den nationale retsinstans, som spoergsmaalet maatte blive indbragt for, at afgoere, hvorvidt den naevnte betingelse om gensidighed er opfyldt.
28 Det andet led af spoergsmaalet fra den nationale retsinstans maa herefter besvares med, at forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283 kan paaberaabes over for de kompetente myndigheder i et oversoeisk land eller territorium af en statsborger i en anden medlemsstat end den, med hvilken det oversoeiske land eller territorium har saerlige forbindelser, til stoette for et krav om at kunne etablere sig eller praestere tjenesteydelser dér, saafremt den paagaeldende opfylder de betingelser, der gaelder for de af medlemsstatens egne statsborgere, som ikke er etableret i det oversoeiske land eller territorium, og den medlemsstat, som vedkommende er statsborger i, sikrer de samme vilkaar for personer fra det paagaeldende oversoeiske land eller territorium.
Afgørelse om sagsomkostningerSagens omkostninger
29 De udgifter, der er afholdt af den franske regering, den britiske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres. Da sagens behandling i forhold til parterne i hovedsagerne udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale retsinstans, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagsomkostningerne.
AfgørelsePaa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal administratif de Papeete ved domme af 21. marts 1989, for ret:
Anvendelsesomraadet for artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283/EOEF af 30. juni 1986 om de oversoeiske landes og territoriers associering med Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab omfatter ikke afgoerelser truffet af de nationale myndigheder i medlemsstaterne, der er kompetente med hensyn til spoergsmaal om indrejse og ophold for statsborgere i de andre medlemsstater i et oversoeisk territorium, medmindre der er tale om afgoerelser vedroerende statsborgere i andre medlemsstater, som udoever eller oensker at udoeve retten til etablering eller til fri udveksling af tjenesteydelser i et oversoeisk territorium.
Forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 176 i Raadets afgoerelse 86/283/EOEF kan paaberaabes over for de kompetente myndigheder i et oversoeisk land eller territorium af en statsborger i en anden medlemsstat end den, med hvilken det oversoeiske land eller territorium har saerlige forbindelser, til stoette for et krav om at kunne etablere sig eller praestere tjenesteydelser dér, saafremt den paagaeldende opfylder de betingelser, der gaelder for de af medlemsstatens egne statsborgere, som ikke er etableret i det oversoeiske land eller territorium, og den medlemsstat, som vedkommende er statsborger i, sikrer de samme vilkaar for personer fra det paagaeldende oversoeiske land eller territorium.
Top