Avis juridique important
DOMSTOLENS DOM AF 16. MAJ 1991. - KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER MOD KONGERIGET NEDERLANDENE. - TRAKTATBRUD - FRIGIVELSE AF ET PARTI MANIOK UDFOERT FRA THAILAND UDEN EKSPORTCERTIFIKAT TIL FRI OMSAETNING INDEN FOR FAELLESSKABET MOD ERLAEGGELSE AF NEDSAT AFGIFT - UNDLADELSE AF AT BETRAGTE DET IKKE-OPKRAEVEDE BELOEB SOM FAELLESSKABETS EGNE INDTAEGTER OG AT STILLE DET TIL RAADIGHED FOR KOMMISSIONEN. SAG C-96/89.
Samling af Afgørelser 1991 side I-02461
Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
++++
1. Traktatbrudssag - Kommissionens befoejelse til at tage retsskridt - ingen frist for udoevelse heraf - undtagelse hvis den administrative procedures usaedvanligt lange varighed skader retten til kontradiktion
(EOEF-Traktaten, art. 169)
2. Landbrug - faelles markedsordning - korn - indfoersel af maniok fra Thailand til praeferencesats - retsstridig udstedelse af importlicenser - passende foranstaltninger fra Kommissionens side - nationale myndigheders pligt til at foelge anvisning om kun at anvende praeferenceordningen, naar der er gennemfoert kontrol til at forhindre enhvert forsoeg paa bedrageri
(Kommissionens forordning nr. 2029/82, art. 7, stk. 1, og nr. 3383/82, art. 7, stk. 1)
3. Faellesskabsret - principper - beskyttelse af den berettigede forventning - ingen beskyttelse ved aabenbar tilsidesaettelse af gaeldende regler
4. De Europaeiske Faellesskabers egne indtaegter - fastlaegges og stilles til raadighed af medlemsstaterne - bundet kompetence som afskaerer fra at naegte fastlaeggelse af et krav, selv om det bestrides - pligt til kreditering af Kommissionens konto - forsinket kreditering - pligt til at betale morarenter
(Raadets forordning nr. 2891/77, art. 2 og 11)
Sammendrag1. Kommissionen behoever ikke iagttage en bestemt frist for at anlaegge traktatbrudssag mod en medlemsstat i henhold til Traktatens artikel 169, men der vil kunne foreligge en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, saafremt den administrative procedure efter samme traktatbestemmelse straekker sig over usaedvanligt lang tid, saaledes at det goeres vanskeligere for den sagsoegte medlemsstat at tilbagevise de anbringender, som goeres gaeldende til stoette for paastanden.
2. For saa vidt angaar indfoersler fra Thailand i 1982 og 1983 af maniok til praeferencesats, havde Kommissionen efter artikel 7, stk. 1, i de to forordninger nr. 2029/82 og nr. 3383/82 befoejelse til at traeffe de fornoedne passende foranstaltninger, saafremt betingelserne for at udstede importlicens ikke var overholdt, uden at den behoevede at iagttage bestemte formkrav. I dette oejemed var den berettiget til, paa grundlag af sine oplysninger fra de thailandske myndigheder, at sende et telex, hvorved den paalagde medlemsstaternes myndigheder at foretage en identifikation af en ladning maniok, foer denne blev bragt i den fri omsaetning paa grundlag af en importlicens udstedt af myndighederne i en anden medlemsstat, og hvoraf der skulle erlaegges importafgift til praeferencesatsen.
3. Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan ikke paaberaabes af en virksomhed, som har gjort sig skyldig i en aabenbar tilsidesaettelse af gaeldende EF-regler.
4. Ved fastlaeggelsen af De Europaeiske Faellesskabers egne indtaegter skal en fordring ifoelge artikel 2 i forordning nr. 2891/77 anses for fastlagt, saasnart det tilsvarende krav er behoerigt fastslaaet af medlemsstatens kompetente tjenestegren eller organ. Heraf kan imidlertid ikke udledes, at medlemsstaterne kan undlade at fastlaegge kravene, naar de bestrider dem, da Faellesskabets finansielle ligevaegt i modsat fald, det vaere sig blot midlertidigt, ville blive forstyrret som foelge af en medlemsstats egenhaendige handlemaade.
Der bestaar en uadskillelig forbindelse mellem forpligtelsen til for det foerste at fastlaegge Faellesskabernes egne indtaegter, for det andet at kreditere Kommissionens konto det hertil svarende beloeb inden for de fastsatte frister, og for det tredje at betale morarenter. Morarenterne kan kraeves betalt, uanset grunden til den forsinkede kreditering af Kommissionens konto. Foelgelig er der ikke grundlag for at sondre mellem det tilfaelde, hvor medlemsstaten har fastlagt EF' s egne indtaegter, men ikke udbetalt dem, og det tilfaelde, hvor den med urette har undladt at fastlaegge dem, og dette uanset om der gaelder en praeceptiv frist herfor.
Dommens præmisser1 Ved staevning, indleveret til Domstolens Justitskontor den 21. marts 1989, har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Kongeriget Nederlandene har tilsidesat sine forpligtelser efter EOEF-Traktaten ved i 1983 at have godkendt, at ca. 60 000 tons maniok, som var blevet eksporteret fra Thailand uden eksportlicens, kunne bringes i den fri omsaetning mod erlaeggelse af en nedsat importafgift paa 6% af vaerdien.
2 Ifoelge paastanden kritiserer Kommissionen konkret Kongeriget Nederlandene for, at det
a) i april 1983, eller omkring dette tidspunkt, godkendte, at ca. 60 000 tons maniok kunne bringes i fri omsaetning
- uden at anvende den fulde importafgift, som er fastsat i artikel 2 og 4 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2744/75 af 29. oktober 1975 om regler for indfoersel og udfoersel af produkter forarbejdet paa basis af korn og ris (EFT L 281, s. 65)
- og uden at kontrollere - som det paahvilede Nederlandene efter Traktatens artikel 5 og artikel 7 i henholdsvis Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2029/82 af 22. juli 1982 og Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3383/82 af 16. december 1982 om gennemfoerelsesbestemmelser til importordningen for produkter, som henhoerer under pos. 07.06 A i Den Faelles Toldtarif, har oprindelse i Thailand og eksporteres herfra henholdsvis i 1982 og 1983 (EFT L 218, s. 8, og L 356, s. 8) - om den nedsatte afgift, som er fastsat i samarbejdsaftalen mellem EOEF og Thailand, kunne anvendes paa den omhandlede maniok
b) samt dels afslog at fastslaa, at et beloeb paa 19 765 281,39 HFL tilhoerte Faellesskabet som en egen indtaegt, dels undlod at stille dette beloeb til raadighed for Kommissionen tillige med renter fra den 29. juni 1984 i henhold til artikel 11 i Raadets forordning (EOEF, Euratom, EKSF) nr. 2891/77 af 19. december 1977 om gennemfoerelse af afgoerelsen af 21. april 1970 angaaende udskiftning af medlemsstaternes finansielle bidrag med Faellesskabernes egne indtaegter (EFT L 336, s. 1).
3 Samarbejdsaftalen mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kongeriget Thailand om produktion og afsaetning af samt samhandel med maniok blev for Faellesskabets vedkommende godkendt ved Raadets afgoerelse 82/495/EOEF af 19. juli 1982 (EFT L 219, s. 52). I medfoer af aftalens bestemmelser forpligtede Thailand sig inden for aftalens gyldighedsperiode (fra januar 1982 til december 1986) til at begraense sin udfoersel til Faellesskabet af maniok henhoerende under pos. 07.06 A i Den Faelles Toldtarif til de maengder, som er fastsat i aftalen. For sit vedkommende forpligtede Faellesskabet sig bl.a. til at begraense importafgiften for de indfoersler af maniok, der er omfattet af aftalen, til 6% af vaerdien. Med henblik herpaa bestemtes det i aftalens artikel 5 paa den ene side, at de thailandske myndigheder ved udstedelsen af eksportlicenser skulle holde sig inden for de i aftalen fastsatte maengder, og, paa den anden side, at EF' s myndigheder kun maatte udstede importlicenser mod fremlaeggelse af en thailandsk eksportlicens.
4 Bestemmelserne om aftalens anvendelse inden for Faellesskabet blev udstedt ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2646/82 af 30. september 1982 om importordningen for 1982 for produkter henhoerende under pos. 07.06 A i Den Faelles Toldtarif (EFT L 279, s. 81) og ved Raadets forordning (EOEF) nr. 604/83 af 14. marts 1983 om importordningen for 1983 til 1986 for produkter henhoerende under pos. 07.06 A i Den Faelles Toldtarif og om aendring af forordning (EOEF) nr. 950/68 om Den Faelles Toldtarif (EFT L 72, s. 3). I henhold til disse forordninger opkraeves der en importafgift paa 6% af vaerdien af de fra Thailand hidroerende produkter, forudsat de ligger inden for de maengder, som er fastsat i samarbejdsaftalen. Dette er en undtagelse fra artikel 2 og 4 i forordning nr. 2744/75, hvorefter afgiften for produkter henhoerende under pos. 07.06 A i Den Faelles Toldtarif beregnes paa grundlag af afgiften for byg.
5 Gennemfoerelsesbestemmelserne til den i samarbejdsaftalen foreskrevne ordning blev for 1982 og 1983 fastsat ved henholdsvis forordning nr. 2029/82 og forordning nr. 3383/82. Ifoelge bestemmelserne i disse forordninger skal ansoegningen om importlicens indgives til de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, bilagt originalen af eksportlicensen, hvori bl.a. navnet paa det skib, som transporterer den paagaeldende maniok til Faellesskabet, skal vaere naevnt.
6 Artikel 7, stk. 1, i de to naevnte forordninger har samme ordlyd og er affattet saaledes:
"Importlicensen udstedes den femte arbejdsdag efter ansoegningsdagen, med mindre Kommissionen pr. telex har underrettet medlemsstatens myndigheder om, at samarbejdsaftalens betingelser ikke overholdes.
Saafremt betingelserne for udstedelse af licensen ikke overholdes, kan Kommissionen efter at have raadfoert sig med de thailandske myndigheder eventuelt traeffe passende foranstaltninger."
7 Bestemmelserne i de naevnte forordninger nr. 2029/82 og nr. 3383/82 er aendret ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 499/83 af 2. marts 1983 (EFT L 56, s. 12). Ifoelge dennes artikel 2 finder forordningen anvendelse paa de ansoegninger, som er indgivet fra og med den 21. marts 1983. Endvidere bestemmes det i forordningen, dels at importlicensen ogsaa skal indeholde oplysning om navnet paa det fartoej, som er naevnt i den thailandske eksportlicens, der fremlaegges sammen med ansoegningen, dels, at importlicensen kun kan antages som stoette for angivelsen til fri omsaetning, hvis det fremgaar - navnlig af en kopi af konnossementet - at de produkter, som begaeres bragt i fri omsaetning, er blevet transporteret til Faellesskabet paa det fartoej, som er angivet i importlicensen, og at datoen for produkternes lastning paa fartoejet i Thailand ligger forud for datoen for den thailandske eksportlicens.
8 Det fremgaar af sagens akter, at den naevnte aendring blev foretaget for at loese de vanskeligheder, som var opstaaet, fordi der paa tidspunktet for ikrafttraedelsen af samarbejdsaftalen EOEF-Thailand stadig fandtes en raekke tidligere udstedte importlicenser, som endnu var i kraft, saaledes at de importoerer, som raadede over disse licenser, ogsaa efter samarbejdsaftalens indgaaelse havde mulighed for at foretage de i licenserne omhandlede indfoersler, uden at de behoevede at fremlaegge de af de thailandske myndigheder udstedte eksportlicenser. Dette kunne friste visse erhvervsdrivende til at beholde de gamle eksportlicenser og udnytte de licenser, hvis gyldighedsperiode endnu ikke var udloebet, til at ansoege om nye importlicenser i henhold til forordning nr. 2029/82. Hermed kunne en og samme eksportlicens blive udnyttet til at importere dobbelt saa meget maniok til EF, som den maengde, der er angivet i licensen. Som Domstolen fastslog i dommen af 15. januar 1987 (sag 175/84, Krohn, Sml. s. 97), indebar saadanne dispositioner en risiko for overskridelse af de kontingenter, der var fastsat i samarbejdsaftalen mellem EOEF og Thailand.
9 Ved telex af 31. januar 1983 underrettede Kommissionen myndighederne i medlemsstaterne om, at skibet Equinox havde forladt Thailand med en ladning maniok, for hvilken der ikke var udstedt eksportlicenser, og anmodede dem om at paase, at det paagaeldende parti maniok ikke blev importeret paa grundlag af en importlicens, som var udstedt i medfoer af samarbejdsaftalen. Den 6. maj 1983 tilsendte Kommissionen de nederlandske myndigheder yderligere et telex, hvorved den meddelte, at Equinox ifoelge Kommissionens oplysninger havde udladet ca. 50 000 tons maniok for firmaet Krohn' s regning, hvortil der ikke var udstedt thailandske eksportlicenser.
10 Den 16. juni s.aa. meddelte de nederlandske myndigheder Kommissionen, at Equinox i april 1983 havde udskibet 117 581 478 kg maniok, hvoraf 62 523 478 kg var daekket af importlicenser, som var udstedt af det tyske interventionsorgan, Bundesanstalt fuer landwirtschaftliche Marktordning (herefter benaevnt "BALM") inden den 21. marts 1983, og hvorpaa skibets navn ikke var naevnt, mens resten var daekket af importlicenser, som var udstedt efter dette tidspunkt, og hvorpaa navnet paa skibet Equinox var angivet.
11 I loebet af 1984 blev der foert uformelle droeftelser mellem Kommissionens tjenestegrene og de nederlandske myndigheder. Den 25. juli 1985 indledte Kommissionen en procedure i henhold til Traktatens artikel 169 ved en skrivelse, hvori den opfordrede den nederlandske regering til at fremsaette sine bemaerkninger. Den 29. januar 1988 afgav Kommissionen en begrundet udtalelse i henhold til artikel 169.
12 Den foreliggende traktatbrudssag har Kommissionen derpaa anlagt under henvisning til, at de nederlandske myndigheder ikke burde have godkendt, at det omhandlede parti maniok paa ca. 60 000 tons blev bragt i fri omsaetning inden for Faellesskabet mod erlaeggelse af den nedsatte importafgift paa 6% af vaerdien, og at de nederlandske myndigheder dermed havde forsoemt at fastslaa, at beloebet for den importafgift, der skulle have vaeret opkraevet for det paagaeldende parti maniok, og som udgjorde 19 765 281 HFL, tilhoerte Faellesskabet som en egen indtaegt, og undladt at stille dette beloeb til raadighed for Kommissionen tillige med renter i henhold til artikel 11 i naevnte forordning nr. 2891/77.
13 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingerne samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
Formaliteten
14 Den nederlandske regering har indledningsvis anfoert, at sagen boer afvises, fordi Kommissionen har trukket proceduren i langdrag. Selv om Kommissionens foerste skrivelse til den nederlandske regering vedroerende de i sagen omtvistede omstaendigheder blev afsendt allerede den 1. februar 1984, anlagde Kommissionen foerst sagen den 21. marts 1989, dvs. mere end fem aar senere. Kommissionens forsoemmelighed har medfoert en tilsidesaettelse af den nederlandske regerings ret til forsvar og har helt uacceptable oekonomiske konsekvenser, da regeringen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 2891/77 risikerer at maatte betale morarenter af det beloeb, Kommissionen har kraevet som ikke betalt afgift.
15 Herom er det tilstraekkeligt at bemaerke, som Domstolen har fastslaaet i dommen af 10. april 1984 (sag 324/82, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 1861), at Traktatens artikel 169 finder anvendelse, uden at Kommissionen behoever iagttage en bestemt frist, og herved adskiller sig fra artikel 93, som indeholder en udtrykkelig undtagelse fra denne regel. I den foreliggende sag har Kommissionen forklaret, at den havde besluttet at afvente Domstolens dom i Krohn-sagen (jf. ovenfor), som blev afsagt den 15. januar 1987, saavel som den nederlandske regerings reaktion paa denne dom, foer den anlagde sag. Ved at foelge denne fremgangsmaade findes Kommissionen ikke at have udoevet sin skoensbefoejelse efter artikel 169 paa en maade, der strider mod Traktaten.
16 Ganske vist kan den omstaendighed, at den administrative procedure i henhold til artikel 169 straekker sig over usaedvanligt lang tid, i visse situationer goere det vanskeligere for den paagaeldende stat at tilbagevise Kommissionens argumentation og dermed indebaere en tilsidesaettelse af den paagaeldende stats ret til kontradiktion. I den foreliggende sag har den nederlandske regering imidlertid ikke godtgjort, at den omstaendighed, at proceduren strakte sig over usaedvanlig lang tid, havde nogen indflydelse paa, hvorledes den tilrettelagde sit forsvar.
17 Endelig maa det bemaerkes, som det med rette er anfoert af Kommissionen, at den nederlandske regering havde kunnet undgaa de skadelige oekonomiske virkninger, den har naevnt, saafremt den havde stillet det afkraevede beloeb til raadighed for Kommissionen samtidig med, at den tog forbehold vedroerende rigtigheden af Kommissionens opfattelse.
18 Foelgelig maa anbringenderne til stoette for, at sagen skal afvises, forkastes. Herefter kan sagen fremmes til realitetsbehandling.
Realiteten
Undladelsen af at anvende den i forordning nr. 2744/75 fastsatte importafgift
19 Kommissionen har foreholdt den nederlandske regering, at den ikke anvendte den fulde importafgift, som er foreskrevet i naevnte forordning nr. 2744/75, paa det omhandlede parti maniok. Den nedsatte afgiftssats, som er foreskrevet i samarbejdsaftalen mellem EOEF og Thailand, saavel som i de naevnte forordninger nr. 2646/82 og nr. 604/83, burde nemlig ikke have vaeret anvendt paa det i sagen omhandlede parti maniok, som blev eksporteret fra Thailand, uden at de thailandske myndigheder havde udstedt eksportlicenser i henhold til samarbejdsaftalen mellem EOEF og Thailand.
20 Den nederlandske regering bestrider, at der er foert bevis for, at den omhandlede maniok blev eksporteret fra Thailand uden eksportlicenser. Den goer herom navnlig gaeldende, at maniokken meget vel kan taenkes at vaere blevet indskibet paa Equinox og ikke paa det oprindeligt planlagte skib, selv om de thailandske eksportlicenser, som blev fremlagt med henblik paa udstedelse af de ved toldekspeditionen af den paagaeldende maniok benyttede importlicenser, anfoerer navnene paa andre skibe end Equinox, ligesom partiet kan taenkes at vaere blevet omskibet undervejs.
21 Herom bemaerkes, at de thailandske myndigheder, som er ansvarlige for udstedelsen af eksportlicenserne, selv oplyste Kommissionen om, at skibet Equinox transporterede en ladning maniok, hvortil der ikke var udstedt eksportlicenser. I oevrigt indeholder de thailandske eksportlicenser, der blev fremlagt med henblik paa udstedelse af importlicenser, og som paa Domstolens foranledning er fremlagt under sagen, rent faktisk navnene paa andre skibe end Equinox.
22 Det omhandlede parti maniok kan muligvis vaere blevet indladet paa et andet skib end det oprindeligt planlagte, omend det ubestridt fremgaar af sagens akter, at de thailandske myndigheder normalt foelger den praksis foerst at udstede eksportlicensen, naar skibet er lastet. Da den nederlandske regering ikke har fremlagt noget som helst bevis for, at de thailandske myndigheder skulle have fraveget denne praksis, eller at den omhandlede maniok skulle vaere blevet omskibet undervejs, maa det anses for godtgjort i fornoedent omfang, at det paagaeldende parti maniok blev udfoert fra Thailand, uden at der var udstedt eksportlicenser af de thailandske myndigheder.
23 Foelgelig kunne den nedsatte importafgift, som er fastsat i samarbejdsaftalen og i de naevnte forordninger nr. 2646/82 og nr. 604/83, ikke anvendes paa det paagaeldende parti maniok, saaledes som Kommissionen med rette har haevdet, og der skulle heraf opkraeves fuld importafgift i henhold til artikel 2 og 4 i naevnte forordning nr. 2744/75. Kommissionens foerste anbringende maa herefter tages til foelge.
Undladelsen af at kontrollere om den nedsatte afgift kunne anvendes for den paagaeldende maniok
24 Kommissionen har gjort gaeldende, at de nederlandske myndigheder ikke har opfyldt sin forpligtelse efter saavel Traktatens artikel 5 som artikel 7 i henholdsvis forordning nr. 2029/82 og forordning nr. 3383/82 til at foere kontrol med, om den omhandlede maniok var blevet eksporteret fra Thailand paa grundlag af de eksportlicenser, som kraeves efter samarbejdsaftalen, og foelgelig kunne importeres mod erlaeggelse af den nedsatte importafgift. Navnlig har de nederlandske myndigheder ikke efterkommet Kommissionens opfordring til at gennemfoere en kontrol. Denne opfordring, som Kommissionen fremsatte i naevnte telex af 31. januar 1983, og som den havde raadfoert sig om med de thailandske myndigheder maatte anses for en passende foranstaltning i henhold til artikel 7 i de to naevnte forordninger. Subsidiaert har Kommissionen foreholdt de nederlandske myndigheder, at de ikke foretog nogen efteropkraevning af den afgift, som ikke var blevet opkraevet.
25 Den nederlandske regering har for det foerste gjort gaeldende, at Kommissionen foer ikrafttraedelsen af naevnte forordning nr. 499/83 alene havde befoejelse til at modsaette sig udstedelsen af importlicenser, men ikke kunne forlange af myndighederne i medlemsstaterne, at de kontrollerede identiteten af de maengder maniok, som var anmeldt med henblik paa overgang til fri omsaetning mod fremlaeggelse af importlicenser udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat. De nationale myndigheder havde nemlig ingen mulighed for at kontrollere identiteten af de paagaeldende partier maniok og kunne ikke rette de fejl, som Kommissionen havde begaaet, og denne havde i oevrigt ikke modsat sig, at importlicenserne blev udstedt. Man ville endvidere have tilsidesat de erhvervsdrivendes berettigede forventning, om man havde naegtet at lade de paagaeldende partier maniok, som var behoerigt forsynet med importlicenser, overgaa til fri omsaetning. Endelig udgjorde Kommissionens telex af 31. januar 1983 ikke nogen passende foranstaltning i henhold til artikel 7 i de to forordninger nr. 2029/82 og nr. 3383/82, idet det ikke var tilsendt efter, at Kommissionen havde raadfoert sig med de thailandske myndigheder, og endvidere var underskrevet af en assisterende generaldirektoer, som ikke havde den fornoedne kompetence dertil.
26 Den nederlandske regerings argumentation kan ikke tages til foelge. Det maa nemlig for det foerste fastslaas, at Kommissionen ifoelge ordlyden af artikel 7, stk. 1, andet afsnit, i de to naevnte forordninger kan traeffe foranstaltninger, saafremt betingelserne for udstedelse af importlicensen ikke er overholdt. Kommissionens indgreb kan altsaa foerst finde sted efter, at licenserne er blevet udstedt.
27 For det andet maa det fastslaas, at Kommissionen ifoelge samme artikel 7, stk. 1, foerste afsnit, kan modsaette sig, at importlicenserne udstedes. Den befoejelse til at traeffe passende foranstaltninger, som tilkommer Kommissionen efter stk. 1, andet afsnit, har derfor kun mening, saafremt den udoeves efter, at licenserne er udstedt.
28 For det tredje kan de praktiske vanskeligheder, som den nederlandske regering har henvist til, ikke betragtes som vaesentlige. De nationale myndigheder, som er kompetente til at godkende varernes overgang til fri omsaetning, kunne nemlig uden besvaer have sat sig i kontakt med de tilsvarende myndigheder i de andre medlemsstater, som havde udstedt importlicenserne og raadede over de thailandske eksportlicenser, der var blevet fremlagt med henblik herpaa, og som derfor kunne have meddelt alle de oplysninger, der var noedvendige for at kontrollere den importerede manioks identitet.
29 Hvad for det fjerde angaar de fejl, som Kommissionen haevdes at have begaaet, bemaerkes, at det fremgaar af sagens omstaendigheder, at Kommissionen foerst kunne gribe ind efter, at importlicenserne var blevet udstedt. De thailandske myndigheders oplysninger om, at skibet Equinox var afsejlet omkring midten af januar, kan nemlig foerst vaere naaet frem til Kommissionen efter, at BALM en af de foerste dage i januar maaned havde udstedt nogle af de importlicenser, som var blevet benyttet, da den omhandlede maniok blev bragt i fri omsaetning. Kommissionen kan derfor ikke antages at have begaaet en fejl, som de nationale myndigheder var forpligtet til at udbedre.
30 For det femte bemaerkes, som med rette anfoert af generaladvokaten i dennes forslag til afgoerelse, punkt 25, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke afskar de nationale myndigheder fra at afslaa at lade visse partier maniok overgaa til fri omsaetning, som var eksporteret fra Thailand uden eksportlicenser, og som alligevel var forsynet med en importlicens, hvori afgiften var fastsat til 6%. Som Domstolen fastslog i dommen af 12. december 1985 (sag 67/84, Sideradria, Sml. s. 3983), kan dette princip ikke paaberaabes af en virksomhed, som har gjort sig skyldig i en aabenbar tilsidesaettelse af gaeldende EF-regler.
31 Endelig er Kommissionens intervention ifoelge artikel 7 i de to naevnte forordninger ikke gjort betinget af noget formkrav, hvorfor telexet af 31. januar 1983 kunne anses for en passende foranstaltning i henhold til denne bestemmelse. Desuden fremgaar det af selve telexets ordlyd, at de thailandske myndigheder i virkeligheden selv gav anledning til Kommissionens indgreb gennem de oplysninger, som de meddelte, og derved fritog Kommissionen for at raadfoere sig officielt med dem.
32 Subsidiaert har den nederlandske regering gjort gaeldende, at den efterkom Kommissionens telex, idet den foretog den omhandlede kontrol og derved blev klar over, at Equinox var blevet liggende ved kajen i thailandsk havn, mens skibet ventede paa, at der blev udstedt eksportlicenser.
33 Herom er det tilstraekkeligt at bemaerke, at Kommissionen ved naevnte telex udtrykkeligt opfordrede de kompetente myndigheder i medlemsstaterne til at paase, at den ladning maniok paa Equinox, som ikke var forsynet med thailandske eksportlicenser, ikke blev bragt i fri omsaetning paa grundlag af importlicenser, som i overensstemmelse med samarbejdsaftalen var udstedt i henhold til bestemmelserne i de to naevnte forordninger nr. 2029/82 og nr. 3383/82. De oplysninger, som var indhentet af den nederlandske regering, var imidlertid ikke i modstrid med indholdet af Kommissionens telex, og gjorde det ikke overfloedigt at gennemfoere kontrollen for at undgaa, at de paagaeldende partier maniok, som var eksporteret fra Thailand uden eksportlicens, blev omfattet af den nedsatte afgift.
34 Af det anfoerte foelger, at Kommissionens anbringende maa tages til foelge allerede paa grundlag af artikel 7 i de to forordninger nr. 2029/82 og nr. 3383/82, uden at det er noedvendigt at tage stilling til de argumenter, som stoettes paa Traktatens artikel 5, eller det subsidiaere argument om undladelsen af at efteropkraeve de importafgifter, som ikke var blevet opkraevet.
Undladelsen af at fastslaa, at den uopkraevede importafgift var en egen indtaegt, og af at stille beloebet til raadighed for Kommissionen
35 Kommissionen har anfoert, at Kongeriget Nederlandene har tilsidesat bestemmelserne i naevnte forordning nr. 2891/77 ved at have afslaaet at fastslaa, at importafgiften for den omhandlede maniok, som udgjorde 19 765 281,39 HFL, var en egen indtaegt, og ved ikke at stille dette beloeb til raadighed for Kommissionen tillige med renter fra den 29. juni 1984.
36 Heroverfor har den nederlandske regering for det foerste anfoert, at medlemsstaterne ifoelge artikel 2 i forordning nr. 2891/77 har enekompetence til at fastslaa de egne indtaegter, og at de ikke er forpligtet til at udbetale Kommissionen de beloeb, denne kraever vedroerende et omtvistet krav. For det andet skal der ifoelge forordningens artikel 11 alene betales morarenter af de beloeb, der er fastslaaet at udgoere egne indtaegter, eller som burde have vaeret fastslaaet paa grund af en praeceptiv frist. For det tredje har regeringen anfoert, at rentekravet bl.a. skyldes, at Kommissionen trak sagen i langdrag.
37 Vedroerende det foerste argument bemaerkes, at ifoelge artikel 2 i forordning nr. 2891/77 er en fordring fastlagt, saasnart det tilsvarende krav er behoerigt fastslaaet af medlemsstatens kompetente tjenestegren eller organ. Af denne bestemmelse kan imidlertid ikke udledes, at medlemsstaterne kan lade vaere med at fastlaegge kravene, selv om de bestrider dem, da Faellesskabets finansielle ligevaegt i modsat fald, det vaere sig blot midlertidigt, ville blive forstyrret som foelge af en medlemsstats egenmaegtige handlemaade.
38 Vedroerende det andet argument bemaerkes, at der ifoelge Domstolens faste praksis (se bl.a. dom af 21.9.1989, sag 68/88, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 2965) bestaar en uadskillelig forbindelse mellem forpligtelsen til for det foerste at fastlaegge Faellesskabernes egne indtaegter, for det andet at kreditere Kommissionens konto det hertil svarende beloeb inden for de fastsatte frister, og for det tredje at betale morarenter. Endvidere kan morarenterne kraeves betalt, uanset grunden til den forsinkede kreditering af Kommissionens konto. Foelgelig er der ikke grundlag for at sondre mellem det tilfaelde, hvor medlemsstaten har fastlagt EF' s egne indtaegter, men ikke udbetalt dem, og det tilfaelde, hvor den med urette har undladt at fastlaegge dem, og dette uanset om der gaelder en praeceptiv frist herfor.
39 Endelig kunne den nederlandske regering, som anfoert i naervaerende doms praemis 17, uden besvaer have undgaaet foelgerne af den forsinkelse, som Kommissionen haevdes at have gjort sig skyldig i.
40 Ogsaa Kommissionens sidste anbringende maa herefter tages til foelge.
41 Af samtlige de anfoerte betragtninger foelger, at det maa fastslaas, at Kongeriget Nederlandene har tilsidesat sine forpligtelser efter EOEF-Traktaten
a) ved i april 1983 eller omkring dette tidspunkt at have godkendt, at 60 000 tons maniok, som var blevet udfoert fra Thailand uden eksportlicens, kunne bringes i fri omsaetning
- uden at anvende den fulde landbrugsimportafgift, som er fastsat i artikel 2 og 4 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2744/75 af 29. oktober 1975 om regler for indfoersel og udfoersel af produkter forarbejdet paa basis af korn og ris
- og uden at kontrollere - som det paahvilede Nederlandene efter artikel 7 i henholdsvis Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2029/82 af 22. juli 1982 og Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3383/82 af 16. december 1982 om gennemfoerelsesbestemmelser til importordningen for produkter, som henhoerer under pos. 07.06 A i Den Faelles Toldtarif, har oprindelse i Thailand og eksporteres herfra i henholdsvis 1982 og 1983 - om den nedsatte afgift, som er fastsat i samarbejdsaftalen mellem EOEF og Thailand, kunne anvendes paa den omhandlede maniok
b) samt ved dels at have afslaaet at fastslaa, at den afgift, som Nederlandene retsstridigt undlod at opkraeve af den omhandlede maniok, og som udgjorde 19 765 281,39 HFL, tilhoerte Faellesskabet som en egen indtaegt, dels at have undladt at stille dette beloeb til raadighed for Kommissionen tillige med renter fra den 29. juni 1984 i henhold til artikel 11 i Raadets forordning (EOEF, Euratom, EKSF) nr. 2891/77 af 19. december 1977 om gennemfoerelse af afgoerelsen af 21. april 1970 angaaende udskiftning af medlemsstaternes finansielle bidrag med Faellesskabernes egne indtaegter.
Afgørelse om sagsomkostningerSagens omkostninger
42 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Kongeriget Nederlandene har tabt sagen og boer derfor betale sagens omkostninger.
AfgørelsePaa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
1) Kongeriget Nederlandene har tilsidesat sine forpligtelser efter EOEF-Traktaten
a) ved i april 1983 eller omkring dette tidspunkt at have godkendt, at 60 000 tons maniok, som var blevet udfoert fra Thailand uden eksportlicens, kunne bringes i fri omsaetning
- uden at anvende den fulde landbrugsimportafgift, som er fastsat i artikel 2 og 4 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2744/75 af 29. oktober 1975 om regler for indfoersel og udfoersel af produkter forarbejdet paa basis af korn og ris
- og uden at kontrollere - som det paahvilede Nederlandene efter artikel 7 i henholdsvis Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2029/82 af 22. juli 1982 og Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3383/82 af 16. december 1982 om gennemfoerelsesbestemmelser til importordningen for produkter, som henhoerer under pos. 07.06 A i Den Faelles Toldtarif, har oprindelse i Thailand og eksporteres herfra i henholdsvis 1982 og 1983 - om den nedsatte afgift, som er fastsat i samarbejdsaftalen mellem EOEF og Thailand, kunne anvendes paa den omhandlede maniok
b) samt ved dels at have afslaaet at fastslaa, at den afgift, som Nederlandene retsstridigt undlod at opkraeve af den omhandlede maniok, og som udgjorde 19 765 281,39 HFL, tilhoerte Faellesskabet som en egen indtaegt, dels at have undladt at stille dette beloeb til raadighed for Kommissionen tillige med renter fra den 29. juni 1984 i henhold til artikel 11 i Raadets forordning (EOEF, Euratom, EKSF) nr. 2891/77 af 19. december 1977 om gennemfoerelse af afgoerelsen af 21. april 1970 angaaende udskiftning af medlemsstaternes finansielle bidrag med Faellesskabernes egne indtaegter.
2) Kongeriget Nederlandene betaler sagens omkostninger.
Top