Domstolens dom af 26. februar 1991. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Franske Republik. Traktatbrud - EUR-Lex Document 61989CJ0154

Avis juridique important

|61989J0154

DOMSTOLENS DOM AF 26. FEBRUAR 1991. - KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER MOD DEN FRANSKE REPUBLIK. - TRAKTATBRUD - FRI UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSER - TURISTGUIDER - UDDANNELSESKRAV I HENHOLD TIL NATIONAL LOVGIVNING. - SAG C-154/89.

Samling af Afgørelser 1991 side I-00659
svensk specialudgave side I-00043
finsk specialudgave side I-00055

Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord

++++

1. Fri udveksling af tjenesteydelser - traktatbestemmelser - anvendelsesomraade - kriterium for afgraensningen - tilknytning til et andet land - tjenesteyderen bosat i en anden medlemsstat end den, hvor ydelsen udfoeres

(EOEF-Traktaten, art. 59 og 60)

2. Fri udveksling af tjenesteydelser - restriktioner - forbud

(EOEF-Traktaten, art. 59 og 60)

3. Fri udveksling af tjenesteydelser - restriktioner begrundet i almene hensyn - tilladelighed - betingelser

(EOEF-Traktaten, art. 59 og 60)

4. Fri udveksling af tjenesteydelser - turistfoerere, som ledsager grupper af turister fra en anden medlemsstat - krav om et bevis for faglige kvalifikationer, som anerkendes af myndighederne i den medlemsstat, hvor ydelsen udfoeres - ikke tilladt

(EOEF-Traktaten, art. 59 og 60)

Sammendrag

1. Selv om Traktatens artikel 59 efter sin ordlyd udtrykkeligt kun omhandler den situation, hvor en tjenesteyder er bosat i en anden medlemsstat end modtageren af ydelsen, er formaalet med bestemmelsen at ophaeve begraensningerne for den frie udveksling af tjenesteydelser ved personer, som ikke er etableret i den stat, paa hvis omraade tjenesteydelsen skal udfoeres. Det er kun, naar samtlige relevante elementer ved den paagaeldende form for virksomhed findes inden for en enkelt medlemsstat, at Traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser ikke finder anvendelse. Foelgelig maa bestemmelserne i artikel 59 finde anvendelse i alle tilfaelde, hvor en tjenesteyder tilbyder tjenesteydelser i en anden medlemsstat end den, hvor han er etableret, uanset hvor modtagerne af tjenesteydelserne er hjemmehoerende.

2. Traktatens artikel 59 og 60 forbyder ikke blot enhver forskelsbehandling af tjenesteyderen paa grund af hans nationalitet, men kraever ogsaa alle restriktioner afskaffet, der hindrer den frie udveksling af tjenesteydelser, og som er indfoert med den begrundelse, at tjenesteyderen er etableret i en anden medlemsstat end den, hvor ydelsen praesteres. En medlemsstat maa navnlig ikke ved udfoerelsen af tjenesteydelser paa dens omraade kraeve alle de betingelser overholdt, der stilles ved en etablering, idet dette ville foere til, at de bestemmelser, der skal sikre den frie udveksling af tjenesteydelser, bliver praktisk virkningsloese.

3. I betragtning af de saerlige krav, der maa stilles i forbindelse med visse ydelser, kan det ikke anses for at vaere uforeneligt med Traktatens artikel 59 og 60, at en medlemsstat kraever, at tjenesteyderen for at kunne udfoere disse ydelser skal opfylde nogle kvalifikationskrav, som foelger af forskrifterne for vedkommende erhverv paa den paagaeldende medlemsstats omraade. Den frie udveksling af tjenesteydelser, som er et grundlaeggende princip i Traktaten, kan dog kun begraenses ved regler, der er begrundet i almene hensyn, og som gaelder for enhver person eller ethvert selskab, der driver virksomhed paa modtagerstatens omraade, og kun i det omfang disse hensyn ikke tilgodeses i kraft af de bestemmelser, tjenesteyderen er undergivet i den medlemsstat, hvor han er etableret. Det er desuden en betingelse, at kravene er objektivt noedvendige for at sikre overholdelsen af de regler, der gaelder for det paagaeldende erhverv, og for at beskytte de hensyn, som varetages med reglerne.

4. Den almene interesse i en dybere forstaaelse af den historiske arv og den stoerst mulige udbredelse af kendskabet til et lands kunst og kultur kan vaere et tvingende hensyn, der begrunder en restriktion i den frie udveksling af tjenesteydelser. Den medlemsstat, der kraever, at turistfoerere, som rejser sammen med en gruppe turister fra en anden medlemsstat, for at kunne udfoere tjenesteydelser skal vaere i besiddelse af en autorisation, som forudsaetter, at de har erhvervet bestemte kvalifikationer, der saedvanligvis godtgoeres ved en bestaaet eksamen, fastsaetter imidlertid restriktioner, der gaar ud over, hvad der er noedvendigt for at sikre beskyttelsen af denne interesse, naar tjenesteydelsen bestaar i turistrundvisning paa andre steder end de museer eller historiske bygningsvaerker, der kun kan besoeges sammen med en saerlig faguddannet turistfoerer.

Dommens præmisser

1 Ved staevning, indleveret til Domstolens Justitskontor den 2. maj 1989, har Kommissionen i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Den Franske Republik ikke har overholdt de forpligtelser, der paahviler den i henhold til EOEF-Traktatens artikel 59, idet den kraever, at turistfoerere, som rejser sammen med en gruppe turister fra en anden medlemsstat, for at kunne udfoere tjenesteydelser skal vaere i besiddelse af en autorisation, som forudsaetter, at de har erhvervet bestemte kvalifikationer, der saedvanligvis godtgoeres ved en bestaaet eksamen, naar tjenesteydelsen bestaar i turistrundvisning inden for visse departementer og kommuner paa andre steder end de museer eller historiske bygningsvaerker, der kun kan besoeges sammen med en saerlig faguddannet turistfoerer.

2 De bestemmelser, den foreliggende sag drejer sig om, findes i artikel 1, litra c), og artikel 10 i lov nr. 75-626 af 11. juli 1975 om fastsaettelse af betingelserne for udoevelse af virksomhed med arrangering af rejser eller ophold (JORF af 13.7.1975, s. 7230) samt i gennemfoerelsesanordning nr. 77-363 af 28. marts 1977 (JORF af 3.4.1977, s. 1890), som aendret ved anordning nr. 83-912 af 13. oktober 1983 (JORF af 15.10.1983, s. 3110).

3 Ifoelge disse bestemmelser er turistfoerere, de saakaldte "guides interprêtes", fysiske personer, som har til opgave at guide franske eller udenlandske turister og navnlig at foretage rundvisninger, med ledsagende forklaringer, paa offentligt tilgaengelige steder, i museer og historiske bygningsvaerker samt i offentlige transportmidler.

4 Den 21. november 1986 tilsendte Kommissionen i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 169 den franske regering en aabningsskrivelse. Ifoelge denne skrivelse havde Frankrig ikke overholdt de krav, der foelger af faellesskabsretten, navnlig EOEF-Traktatens artikel 59, for saa vidt angik tjenesteydelser, der udfoeres af turistfoerere, som rejser sammen med en gruppe turister fra en anden medlemsstat, naar disse tjenesteydelser udfoeres i visse departementer eller kommuner. Ved skrivelse af 5. marts 1987 afviste de franske myndigheder Kommissionens opfattelse. Den 2. maj 1988 fremsatte Kommissionen en begrundet udtalelse, hvori den gentog sin opfattelse og anmodede den franske regering om at traeffe de noedvendige foranstaltninger med henblik paa at rette sig efter udtalelsen inden to maaneder. Da Kommissionen ikke fik noget svar, anlagde den naervaerende sag.

5 For en naermere redegoerelse for de faktiske omstaendigheder i sagen, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

6 Indledningsvis bemaerkes, at den virksomhed, der udoeves af en turistfoerer, som er hjemmehoerende i en anden medlemsstat end Frankrig, og som ledsager deltagerne i en arrangeret rejse til Frankrig fra denne medlemsstat, juridisk kan antage to forskellige former. Et rejsebureau, som er etableret i en anden medlemsstat, kan benytte turistfoerere, som er ansat i bureauet. I dette tilfaelde er det rejsebureauet, som udfoerer tjenesteydelsen for turisterne via sine egne turistfoerere. Et rejsebureau kan imidlertid ogsaa beskaeftige selvstaendige turistfoerere, som er bosat i denne anden medlemsstat. I dette tilfaelde udfoerer turistfoereren tjenesteydelsen for rejsebureauet.

7 I begge de ovennaevnte tilfaelde er der saaledes tale om tjenesteydelser, der udfoeres henholdsvis af rejsebureauet med turisterne som modtagere og af den selvstaendige turistfoerer med rejsebureauet som modtager. Saadanne ydelser, som er tidsbegraensede, og som ikke er undergivet bestemmelserne om de frie varebevaegelser og om den frie bevaegelighed for personer og kapital, er virksomhed, der udfoeres mod betaling, jf. Traktatens artikel 60.

8 Det maa undersoeges, om denne virksomhed falder ind under Traktatens artikel 59' s anvendelsesomraade.

9 Selv om Traktatens artikel 59 efter sin ordlyd udtrykkeligt kun omhandler den situation, hvor en tjenesteyder er bosat i en anden medlemsstat end modtageren af ydelsen, er formaalet med bestemmelsen at ophaeve begraensningerne for den frie udveksling af tjenesteydelser ved personer, som ikke er etableret i den stat, paa hvis omraade tjenesteydelsen skal udfoeres (jf. dom af 10.2.1982, sag 76/81, Transporoute, Sml. s. 417, praemis 14). Det er kun, naar samtlige relevante elementer ved den paagaeldende form for virksomhed findes inden for en enkelt medlemsstat, at Traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser ikke finder anvendelse (dom af 18.3.1980, sag 52/79, Debauve, Sml. s. 833, praemis 9).

10 Foelgelig maa bestemmelserne i artikel 59 finde anvendelse i alle tilfaelde, hvor en tjenesteyder tilbyder tjenesteydelser i en anden medlemsstat end den, hvor han er etableret, uanset hvor modtagerne af tjenesteydelserne er hjemmehoerende.

11 Da der i den foreliggende sag saavel som i de to typetilfaelde, der er naevnt i praemis 6, er tale om tjenesteydelser, der udfoeres i en anden medlemsstat end den, hvor tjenesteyderen er etableret, maa Traktatens artikel 59 finde anvendelse.

12 Dernaest bemaerkes, at Traktatens artikel 59 og 60 ikke blot forbyder enhver forskelsbehandling af tjenesteyderen paa grund af hans nationalitet, men ogsaa kraever alle restriktioner afskaffet, der hindrer den frie udveksling af tjenesteydelser, og som er indfoert med den begrundelse, at tjenesteyderen er etableret i en anden medlemsstat end den, hvor ydelsen praesteres. Medlemsstaten maa navnlig ikke ved udfoerelsen af tjenesteydelser paa dens omraade kraeve alle de betingelser overholdt, der stilles ved en etablering, idet dette ville foere til, at de bestemmelser, der skal sikre den frie udveksling af tjenesteydelser, bliver praktisk virkningsloese.

13 Det maa i den forbindelse fastslaas, at det krav, der opstilles i de ovennaevnte bestemmelser i den franske lovgivning, er en saadan restriktion. Ved kravet om, at turistfoerere, der rejser sammen med en gruppe turister fra en anden medlemsstat, skal vaere i besiddelse af en bestemt autorisation for at kunne udfoere tjenesteydelser, forhindrer disse lovbestemmelser nemlig baade rejsebureauerne i at udfoere disse ydelser ved hjaelp af deres egne ansatte og de selvstaendige turistfoerere i at tilbyde rejsebureauerne deres tjenesteydelser under arrangerede rejser. Lovgivningen forhindrer ligeledes turister, der deltager i arrangerede rejser, i frit at vaelge mellem de omhandlede ydelser.

14 I betragtning af de saerlige krav, der maa stilles i forbindelse med visse ydelser, kan det ikke anses for at vaere uforeneligt med Traktatens artikel 59 og 60, at en medlemsstat kraever, at tjenesteyderen for at kunne udfoere disse ydelser skal opfylde nogle kvalifikationskrav, som foelger af forskrifterne for vedkommende erhverv paa den paagaeldende medlemsstats omraade. Den frie udveksling af tjenesteydelser, som er et grundlaeggende princip i Traktaten, kan dog kun begraenses ved regler, der er begrundet i almene hensyn, og som gaelder for enhver person eller ethvert selskab, der driver virksomhed paa modtagerstatens omraade, og kun i det omfang disse hensyn ikke tilgodeses i kraft af de bestemmelser, tjenesteyderen er undergivet i den medlemsstat, hvor han er etableret. Det er desuden en betingelse, at kravene er objektivt noedvendige for at sikre overholdelsen af de regler, der gaelder for det paagaeldende erhverv, og for at beskytte de hensyn, som varetages med reglerne (jf. bl.a. dom af 4.12.1986, sag 205/84, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 3755, praemis 27).

15 Heraf foelger, at saadanne krav kun kan anses for at vaere forenelige med Traktatens artikel 59 og 60, hvis det godtgoeres, at der for saa vidt angaar den paagaeldende form for virksomhed foreligger tvingende almene hensyn, som kan begrunde restriktioner, der hindrer den frie udveksling af tjenesteydelser, og disse hensyn ikke allerede tilgodeses af reglerne i den stat, hvor tjenesteyderen er etableret, og at samme resultat ikke kan naas ved hjaelp af mindre indgribende regler.

16 Den franske regering har gjort gaeldende, at formaalet med de omhandlede franske bestemmelser er at beskytte den almene interesse i en dybere forstaaelse af den historiske arv og den stoerst mulige udbredelse af kendskabet til landets kunst og kultur. Denne interesse tilgodeses efter den franske regerings opfattelse ikke tilstraekkeligt af de regler, som tjenesteyderen, i dette tilfaelde rejsebureauet, er undergivet i den medlemsstat, hvor det er etableret. I en raekke medlemsstater kraeves der nemlig ingen kvalifikationer for at kunne udoeve erhvervet som turistfoerer, eller der kraeves intet saerligt kendskab til andre landes historiske arv og kulturelle vaerdier. Da der ikke er sket nogen harmonisering paa dette punkt, er de franske bestemmelser ikke uforenelige med EOEF-Traktatens artikel 59.

17 Det maa fastslaas, at den almene interesse i en dybere forstaaelse af den historiske arv og den stoerst mulige udbredelse af kendskabet til et lands kunst og kultur kan vaere et tvingende hensyn, der begrunder en restriktion i den frie udveksling af tjenesteydelser. Det krav, der foelger af de franske bestemmelser, gaar imidlertid ud over, hvad der er noedvendigt for at sikre beskyttelsen af denne interesse, for saa vidt som det indebaerer, at en turistfoerer, som ledsager grupper af turister fra en anden medlemsstat, skal vaere i besiddelse af en autorisation for at kunne udoeve sin virksomhed.

18 Den professionelle ledsagelse, der er tale om i dette tilfaelde, foregaar nemlig under saerlige omstaendigheder. Den selvstaendige eller ansatte turistfoerer rejser sammen med de turister, han ledsager, i en lukket gruppe; de rejser for et bestemt tidsrum som gruppe fra den medlemsstat, hvor de er bosat, til den medlemsstat, de skal besoege.

19 Under disse omstaendigheder bevirker et krav i besoegsmedlemsstaten om, at turistfoererne skal vaere i besiddelse af en autorisation, at antallet af turistfoerere, der kan ledsage turister i en lukket gruppe, bliver mindre, hvilket kan foere til, at rejsearrangoeren i stedet anvender lokale turistfoerere, der er ansat eller etableret i den medlemsstat, hvor ydelsen praesteres. Dette kan imidlertid have den ulempe for turisterne, som er modtagere af de paagaeldende tjenesteydelser, at de ikke kan faa stillet en turistfoerer til raadighed, som kender deres sprog, deres interesser og saerlige forventninger.

20 Herudover bemaerkes, at det afhaenger af rejsearrangoerens omdoemme, om saadanne grupperejser er rentable, idet rejsearrangoeren konkurrerer med andre rejsebureauer, og at oensket om at bevare dette omdoemme og konkurrencesituationen allerede medfoerer en vis udvaelgelse af turistfoererne og kontrol med kvaliteten af deres ydelser. Alt efter de enkelte gruppers saerlige forventninger kan dette forhold bidrage til en dybere forstaaelse af den historiske arv og til den stoerst mulige udbredelse af kendskabet til landets kunst og kultur, for saa vidt angaar rundvisninger paa andre steder end de museer eller historiske bygningsvaerker, der kun kan besoeges sammen med en faguddannet turistfoerer.

21 Heraf foelger, at de omtvistede bestemmelser i betragtning af de betydelige restriktioner, de indebaerer, ikke staar i rimeligt forhold til det tilstraebte maal, nemlig den dybere forstaaelse af den historiske arv og den stoerst mulige udbredelse af kendskabet til den medlemsstats kunst og kultur, hvortil rejsen gaar.

22 Den franske regering har dernaest anfoert, at Kommissionens opfattelse, som er udtrykt i staevningen, ikke harmonerer med et skridt, Kommissionen parallelt hermed har taget, nemlig fremsaettelsen af et forslag til direktiv om en anden generel ordning for anerkendelse af erhvervskompetencegivende uddannelser (EFT C 263, s. 1), som supplerer Raadets direktiv 89/48/EOEF af 21. december 1988 om indfoerelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregaaende uddannelser af mindst tre aars varighed (EFT L 19, s. 16).

23 Det bestemmes ganske vist i direktivforslaget, at medlemsstaterne, for saa vidt angaar erhverv, for hvis udoevelse Faellesskabet ikke har fastsat et obligatorisk minimumskvalifikationsniveau, fortsat har ret til selv at fastsaette et saadant niveau.

24 Bestemmelserne i den afledte ret kan imidlertid kun tage sigte paa nationale foranstaltninger, som er forenelige med kravene i Traktatens artikel 59, saaledes som de naermere fremgaar af Domstolens praksis.

25 Under disse omstaendigheder maa det fastslaas, at Den Franske Republik ikke har overholdt de forpligtelser, der paahviler den i henhold til Traktatens artikel 59, idet den kraever, at turistfoerere, som rejser sammen med en gruppe turister fra en anden medlemsstat, for at kunne udfoere tjenesteydelser skal vaere i besiddelse af en autorisation, som forudsaetter, at de har erhvervet bestemte kvalifikationer, der saedvanligvis godtgoeres ved en bestaaet eksamen, naar tjenesteydelsen bestaar i turistrundvisning inden for visse departementer og kommuner paa andre steder end de museer eller historiske bygningsvaerker, der kun kan besoeges sammen med en saerlig faguddannet turistfoerer.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

26 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da Den Franske Republik har tabt sagen, boer det paalaegges den at betale sagens omkostninger.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Den Franske Republik har ikke overholdt de forpligtelser, der paahviler den i henhold til EOEF-Traktatens artikel 59, idet den kraever, at turistfoerere, som rejser sammen med en gruppe turister fra en anden medlemsstat, for at kunne udfoere tjenesteydelser skal vaere i besiddelse af en autorisation, som forudsaetter, at de har erhvervet bestemte kvalifikationer, der saedvanligvis godtgoeres ved en bestaaet eksamen, naar tjenesteydelsen bestaar i turistrundvisning inden for visse departementer og kommuner paa andre steder end de museer eller historiske bygningsvaerker, der kun kan besoeges sammen med en saerlig faguddannet turistfoerer.

2) Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.

Top

Full & Egal Universal Law Academy