Arrêt de la Cour
Sag C-386/02
Josef Baldinger
mod
Pensionsversicherungsanstalt der Arbeiter
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Arbeits- und Sozialgericht Wien)
»Fri bevægelighed for personer – erstatning til tidligere krigsfanger – betingelse om statsborgerskab i den pågældende medlemsstat på tidspunktet for ansøgning om erstatning«
Sammendrag af dom
Fri bevægelighed for personer – social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – fællesskabsbestemmelser – sagligt anvendelsesområde – erstatning til tidligere krigsfanger – ikke omfattet
(Art. 39, stk. 2, EF; art. 7, stk. 2, i Rådets forordning nr. 1612/68 og art. 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71)
Artikel 39, stk. 2, EF, artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, samt artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for nationale bestemmelser, der nægter en ydelse til fordel for tidligere krigsfanger med den begrundelse, at en ansøger på ansøgningstidspunktet ikke har statsborgerskab i den pågældende medlemsstat, men i en anden medlemsstat.
Under hensyntagen til dens formål og betingelser for tildelingen er en sådan ydelse omfattet af artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71, som nemlig præciserer, at forordningen ikke finder anvendelse »på ordninger til fordel for ofre for krig eller dens følger«, således at ydelsen er udelukket fra nævnte forordnings saglige anvendelsesområde.
En sådan ydelse er i øvrigt heller ikke en fordel, der ydes den indenlandske arbejdstager hovedsagelig på grund af dennes status som arbejdstager, eller fordi den pågældende har bopæl på det nationale område, og derfor har ydelsen ikke de karakteristiske egenskaber for »sociale fordele« som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68.
Den samme konklusion gælder i forhold til artikel 39, stk. 2, EF vedrørende betingelser for beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår, som ikke omfatter erstatningsydelser knyttet til, at de pågældende i krigstid har stået i deres lands tjeneste, når formålet med ydelserne er at tilbyde dem en begunstigelse for de prøvelser, de har udstået for deres land.
(jf. præmis 16 og 18-21 samt domskonkl.)
DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
16. september 2004(1)
»Fri bevægelighed for personer – erstatning til tidligere krigsfanger – betingelse at være statsborger i den pågældende medlemsstat på tidspunktet for ansøgning om erstatning«
I sag C-386/02,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF,
indgivet af Arbeits- und Sozialgericht Wien (Østrig), ved afgørelse af 22. oktober 2002 registreret på Domstolen den 28. oktober 2002, i sagen:
Josef Baldinger
mod
Pensionsversicherungsanstalt der Arbeiter,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans, og dommerne J.-P. Puissochet, J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer), R. Schintgen og N. Colneric,
generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer
justitssekretær: ekspeditionssekretær M.-F. Contet,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. november 2003,efter at der er afgivet indlæg af:
– den østrigske regering ved E. Riedl og G. Hesse, som befuldmægtigede
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved D. Martin og H.-P. Kreppel, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 11. december 2003,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 39, stk. 2, EF.
2 Anmodningen er indgivet i forbindelse med en sag, hvori Josef Baldinger, som er sagsøger i hovedsagen, anfægter et af Pensionsversicherungsanstalt der Arbeiter, sagsøgte i hovedsagen, meddelt afslag på en månedlig ydelse til fordel for tidligere krigsfanger i henhold til østrigsk lovgivning.
Retsforskrifter
Fællesskabsret
3 I medfør af artikel 4, stk. 4, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997 L 28, s. 1, herefter »forordning nr. 1408/71«), finder denne forordning ikke anvendelse »på ordninger til fordel for ofre for krig eller dens følger«.
4 Artikel 7, stk. 1 og 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467) bestemmer:
»1. En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, må ikke på grund af sin nationalitet behandles anderledes på de øvrige medlemsstaters område end indenlandske arbejdstagere med hensyn til beskæftigelses- og arbejdsvilkår, navnlig for så vidt angår aflønning, afskedigelse og, i tilfælde af arbejdsløshed, genoptagelse af beskæftigelse i faget eller genansættelse.
2. Arbejdstageren nyder samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere.«
Den østrigske lovgivning
5 I § 1 i Kriegsgefangenenentschädigungsgesetz (lov om erstatning til krigsfanger som offentliggjort i BGBl. I, nr. 40/2002, herefter »KGEG«) bestemmes følgende:
» Østrigske statsborgere, der
1. under Første eller anden Verdenskrig blev taget som krigsfanger, eller
2. under Anden Verdenskrig eller i den periode, hvor Østrig var besat af de allierede, af en udenlandsk magt af politiske eller militære årsager blev tilbageholdt og fængslet, eller
3. på grund af politisk forfølgelse eller truende politisk forfølgelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i bistandsloven for krigsofre (Opferfürsorgegesetz), (BGBl. nr. 183/1947), befandt sig uden for østrigsk territorium og dér, af årsager som omhandlet i nr. 2, blev tilbageholdt af en udenlandsk magt og efter begyndelsen af Anden Verdenskrig blev fængslet,
har ret til en ydelse, der udbetales i henhold til denne forbundslovs bestemmelser.«
6 KGEG’s § 4 fastsætter:
»1) Personer, der har krav på ydelser efter denne forbundslov, får 12 gange om året udbetalt en månedlig ydelse på:
14,53 EUR for så vidt fangenskabet i § 1’s forstand varede mindst tre måneder
21,8 EUR for så vidt fangenskabet i § 1’s forstand varede mindst to år
29,07 EUR for så vidt fangenskabet i § 1’s forstand varede mindst fire år
36,34 EUR for så vidt fangenskabet i § 1’s forstand varede mindst seks år.
2) Ydelsen som omhandlet i stk. 1 anses ikke for indtægt ved beregningen af udligningstillæg (Ausgleichszulagen) i henhold til den lovbestemte sociale sikringsordning […]«
7 KGEG’s § 11, stk. 1, bestemmer:
»Følgende myndigheder er kompetente til at træffe afgørelse efter denne forbundslov:
1. For pensions- eller rentemodtagere […] den sociale sikringsinstitution, der er kompetent til at udbetale pension eller rente, bortset fra Allgemeine Unfallversicherungsanstalt.
2. For personer, der som forhenværende forbundstjenestemænd oppebærer følgende ydelser: Ruhegenuss, Versorgungsgenuss for efterladt ægtefælle ved dødsfald, Übertragungsbeitrag i form af overgangsydelse, Versorgungsgeld i form af bistandsydelse, Unterhaltsbeitrag eller Emeritierungsbezug, er det Bundespensionsamt.
[…]
7. For personer, der oppebærer rente, understøttelse i form af tillægsydelser eller udligningsydelser efter Kriegsopferversorgungsgesetz […], eller Heeresversorgungsgesetz […], og for personer, der oppebærer Hilfeleistung efter Verbrechensopfergesetz […], er det Bundesamt für Soziales und Behindertenwesen.
8. I alle øvrige tilfælde er det Bundesamt für Soziales und Behindertenwesen.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
8 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at Josef Baldinger blev født den 19. april 1927 i Østrig som østrigsk statsborger. Fra januar 1945 til maj 1945 deltog han i Anden Verdenskrig som soldat i Deutsche Wehrmacht (den tyske hær). Fra den 8. maj 1945 til den 27. december 1947 var han krigsfange i Sovjetunionen.
9 Derefter var Josef Baldinger beskæftiget i Østrig for i 1954 at udrejse og søge arbejde i Sverige, hvor han var beskæftiget indtil 1964, hvorefter han igen var beskæftiget i Østrig fra 1964 til 1965. I april 1965 flyttede han permanent til Sverige, hvor han var beskæftiget, og i 1967 fik han svensk statsborgerskab, idet han frasagde sig sit østrigske statsborgerskab.
10 Siden den 1. maj 1986 har Josef Baldinger oppebåret invalide- og alderspension fra sagsøgte i hovedsagen. Hans ansøgning om udbetaling af en ydelse fra sagsøgte i henhold KGEG blev afslået ved afgørelse af 1. marts 2002. Dette afslag søges ophævet under sagen ved den forelæggende ret.
11 Den forelæggende ret har bemærket, at den omtvistede ydelse, som blev indført i østrigsk lovgivning i 2000, hverken er knyttet til den berettigedes status som arbejdstager eller til erhvervelsen af de rettigheder, navnlig pensionsrettigheder, der er afledt af denne status. Forordning nr. 1408/71 finder ikke anvendelse på ordninger til fordel for ofre for krig eller dens følger. I henhold til sådanne ordninger erlægges ydelser på baggrund af debitorstatens særlige interesser som en godtgørelse til krigsofre.
12 Josef Baldinger opfylder ifølge retten de materielle betingelser for at modtage den omtvistede ydelse. Han er imidlertid blevet afskåret herfra, udelukkende fordi han efter krigsfangenskabets ophør opnåede beskæftigelse som arbejdstager i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union og efterfølgende antog denne stats statsborgerskab. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om denne retsvirkning, der kunne anses for at være indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i forbindelse med udøvelsen af retten til arbejdskraftens frie bevægelighed, er forenelig med fællesskabsretten, navnlig når retsvirkningen beror på en lov, der først er vedtaget lang tid efter, at Republikken Østrig og Kongeriget Sverige tiltrådte Den Europæiske Union.
13 Arbeits- und Sozialgericht Wien har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal EF-traktatens artikel 48, stk. 2 (efter ændring nu artikel 39, stk. 2, EF), om arbejdskraftens frie bevægelighed fortolkes således, at den er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en ret til økonomisk godtgørelse, der først blev indført ved lov i år 2000, for personer, der
1. under Første eller Anden Verdenskrig blev taget som krigsfanger, eller
2. under Anden Verdenskrig eller i den periode, hvor Østrig var besat af de allierede, af en udenlandsk magt af politiske eller militære årsager blev tilbageholdt og fængslet, eller
3. på grund af politisk forfølgelse eller truende politisk forfølgelse befandt sig uden for østrigsk territorium og af politiske eller militære årsager blev tilbageholdt af en udenlandsk magt og efter begyndelsen af Anden Verdenskrig blev fængslet,
er undergivet en betingelse om, at den pågældende på ansøgningstidspunktet var østrigsk statsborger?«
Om det præjudicielle spørgsmål
14 Indledningsvis skal det påpeges, at det ikke tilkommer Domstolen at udtale sig om fortolkningen af nationale bestemmelser, men at den i henhold til kompetencefordelingen mellem Fællesskabets retsinstanser og de nationale retter skal tage hensyn til de faktiske omstændigheder og de retsregler, som ifølge forelæggelseskendelsen er baggrunden for det præjudicielle spørgsmål (jf. bl.a. dom af 29.4.2004, sag C-224/02, Pusa, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 37).
15 For så vidt som KGEG’s § 1 er rettet til »[ø]strigske statsborgere«, skal den ifølge den forelæggende ret fortolkes således, at den fastsatte ydelse til tidligere krigsfanger er undergivet en betingelse om, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er østrigsk statsborger. Den forelæggende ret ønsker afklaret, om en sådan betingelse er i overensstemmelse med de fællesskabsretlige bestemmelser vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed.
16 Artikel 4 i forordning nr. 1408/71, der fastsætter forordningens materielle anvendelsesområde, præciserer i stk. 4, at forordningen ikke finder anvendelse »på ordninger til fordel for ofre for krig eller dens følger«.
17 En ydelse som den i hovedsagen omhandlede, der i øvrigt ikke er knyttet til den berettigedes status som arbejdstager, erlægges for at give tidligere krigsfanger, der kan bevise at have været i længere fangenskab, et bevis for den nationale anerkendelse af deres prøvelser, ligesom ydelsen er et vederlag for at have stået i deres lands tjeneste.
18 Under hensyntagen til dette formål og disse betingelser for tildelingen er en sådan ydelse omfattet af artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71, således at den er udelukket fra denne forordnings materielle anvendelsesområde (jf. dom af 6.7.1978, sag 9/78, Gillard og Caisse régionale d’assurance maladie du Nord-Est, Sml. s. 1661, præmis 13-15, og af 31.5.1979, sag 207/78, Even og ONPTS, Sml. s. 2019, præmis 12og 23).
19 Af samme grund er en sådan ydelse da heller ikke en fordel, der ydes den indenlandske arbejdstager hovedsagelig på grund af dennes status som arbejdstager, eller fordi den pågældende har bopæl på det nationale område, og derfor har ydelsen ikke de karakteristiske egenskaber for »sociale fordele« som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 (Even og ONPTS-dommen, præmis 20-24).
20 Den samme konklusion gælder i forhold til artikel 39, stk. 2, EF vedrørende betingelser for beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår, som ikke omfatter erstatningsydelser knyttet til, at de pågældende i krigstid har stået i deres lands tjeneste, når formålet med ydelserne er at tilbyde dem en begunstigelse for de prøvelser, de har udstået for deres land.
21 Under disse omstændigheder skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 39, stk. 2, EF, artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71 og artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 skal fortolkes således, at de under omstændigheder som de i hovedsagen relevante ikke er til hinder for nationale bestemmelser, der nægter en ydelse til fordel for tidligere krigsfanger med den begrundelse, at en ansøger på ansøgningstidspunktet ikke har statsborgerskab i den pågældende medlemsstat, men i en anden medlemsstat.
Sagens omkostninger
22 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
Artikel 39, stk. 2, EF, artikel 4, stk. 4, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, samt artikel 7, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet skal fortolkes således, at de under omstændigheder som de i hovedsagen relevante ikke er til hinder for nationale bestemmelser, der nægter en ydelse til fordel for tidligere krigsfanger med den begrundelse, at en ansøger på ansøgningstidspunktet ikke har statsborgerskab i den pågældende medlemsstat, men i en anden medlemsstat.
Underskrifter
1 – Processprog: tysk. Top
Full & Egal Universal Law Academy