Avis juridique important
Domstolens Dom (Anden Afdeling) af 28. november 2002. - Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Spanien. - Traktatbrud - manglende gennemførelse af direktiv 97/7/EF. - Sag C-414/01.
Samling af Afgørelser 2002 side I-11121
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
I sag C-414/01,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved I. Martínez del Peral, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Kongeriget Spanien ved S. Ortiz Vaamonde, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
"angående en påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (EFT L 144, s. 19), idet det ikke har sat de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet, eller i alt fald ikke har givet Kommissionen underretning herom,
har
DOMSTOLEN
(Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, R. Schintgen, og dommerne V. Skouris og N. Colneric (refererende dommer),
generaladvokat: C. Stix-Hackl
justitssekretær: R. Grass,
på grundlag af den refererende dommers rapport,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 10. oktober 2002,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser1 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 17. oktober 2001 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af artikel 226 EF anlagt sag med påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (EFT L 144, s. 19), idet det ikke har sat de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet, eller i alt fald ikke har givet Kommissionen underretning herom.
2 I henhold til denne bestemmelse skulle medlemsstaterne sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktiv 97/7 senest tre år efter dets ikrafttrædelse og straks underrette Kommissionen herom. Direktiv 97/7 trådte i kraft den 4. juni 1997.
Den administrative procedure
3 Efter Kommissionens opfattelse var direktiv 97/7 ikke blevet gennemført i spansk ret inden for den fastsatte frist, hvorfor den indledte traktatbrudsproceduren. Efter at have anmodet Kongeriget Spanien om at fremsætte sine bemærkninger, fremsatte Kommissionen den 9. marts 2001 en begrundet udtalelse, hvori den opfordrede medlemsstaten til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme direktivet inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af udtalelsen.
4 De spanske myndigheder fremsendte oplysninger, hvoraf fremgik, at gennemførelsen af direktiv 97/7 i spansk ret endnu ikke var afsluttet, og Kommissionen har derfor anlagt denne sag.
Søgsmålet
Parternes argumenter
5 Kommissionen har gjort gældende, at Kongeriget Spanien har tilsidesat de forpligtelser, som påhviler det i henhold til artikel 15 stk. 1, i direktiv 97/7, eftersom det ikke har vedtaget de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre direktivet i spansk retsorden eller i alt fald ikke har givet Kommissionen underretning herom.
6 Den spanske regering har ikke bestridt, at den ikke har gennemført direktiv 97/7 inden for den fastsatte frist, men har anført, at forskellige omstændigheder har forhindret den heri.
7 Ifølge den spanske regering havde den spanske lovgiver i forbindelse med udarbejdelsen af Ley de Ordenación del Comercio Minorista nr. 7/1196 af 15. januar 1996 (lov om regulering af detailhandelen) besluttet, at direktivet, som på daværende tidspunkt kun var et forslag, skulle indarbejdes i denne lov, idet man antog, at de ændringer, som på et senere tidspunkt måtte skulle tilføjes, ville være ubetydelige.
8 En stor del af den tid, som er forløbet siden offentliggørelsen af direktiv 97/7, er gået med at drøfte, om direktivet i realiteten allerede var gennemført og, såfremt dette ikke fuldt ud var tilfældet, at træffe beslutning om, hvorvidt Ley de Ordenación del Comercio Minorista skulle ændres, eller om der skulle udarbejdes en ny lov.
9 Ifølge den spanske regering blev det omsider besluttet at ændre Ley de Ordenación del Comercio Minorista, i det omfang det var nødvendigt. Men så opstod spørgsmålet, om det var nødvendigt at ændre andre love, såsom Ley General de Defensa de los Comsumidores y Usuarios (lov om beskyttelse af forbrugere og brugere) og Ley de Contratos celebrados fuera del Establecimiento Mercantil (lov om aftaler, der indgås uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted). Drøftelserne angik ligeledes forholdet mellem gennemførelsesforanstaltningerne for direktiv 97/7 og de nye regler vedrørende elektronisk handel.
10 Den spanske regering har understreget, at den har udarbejdet et foreløbigt udkast til lov, som står for at blive vedtaget i form af et lovforslag.
Domstolens bemærkninger
11 Det følger af fast praksis, at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et traktatbrud, skal vurderes på baggrund af forholdene i medlemsstaten, som de var ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse (jf. især dom af 30.11.2000, sag C-384/99, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 10633, præmis 16). Det må fastslås, at gennemførelsen af direktiv 97/7 i spansk ret ikke var tilendebragt ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist på to måneder.
12 Det fremgår desuden af Domstolens faste praksis, at praksis eller forhold i en medlemsstats interne retsorden ikke kan påberåbes som begrundelse for ikke at overholde forpligtelser og frister, der er fastsat i EF-direktiver, og derfor heller ikke som begrundelse for forsinket eller ufuldstændig gennemførelse af et direktiv (jf. især dom af 7.5.2002, sag C-364/00, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 4177, præmis 10).
13 Det skal herefter fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 97/7, idet det ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.
Afgørelse om sagsomkostningerSagens omkostninger
14 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Kongeriget Spanien har tabt sagen, bør det pålægges Kongeriget Spanien at betale sagens omkostninger.
AfgørelsePå grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
(Anden Afdeling)
1) Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg, idet det ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.
2) Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.
Top