Avis juridique important
DOMSTOLENS DOM (FEMTE AFDELING) AF 6. JULI 1993. - KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER MOD ALESSANDRO ALBANI M. FL.. - APPEL - ANSAETTELSE - UDVAELGELSESPROEVE BASERET PAA KVALIFIKATIONSBEVISER OG PROEVER - UREGELMAESSIGHED I RETTELSEN - ANNULLATION. - SAG C-242/90 P.
Samling af Afgørelser 1993 side I-03839
Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
++++
Tjenestemaend ° soegsmaal ° annullationsdom ° virkninger ° annullation af en proeve i forbindelse med en udvaelgelsesproeve ° udvaelgelseskomitéens og ansaettelsesmyndighedens forpligtelser ° udvidelse af annullationen til efterfoelgende handlinger i forbindelse med udvaelgelsesproeven ° retlig fejl ° appel begrundet
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91)
SammendragNaar en proeve i forbindelse med en almindelig udvaelgelsesproeve med henblik paa oprettelse af en ansaettelsesreserve annulleres, er en sagsoegers rettigheder tilstraekkelig beskyttet, hvis udvaelgelseskomitéen og ansaettelsesmyndigheden tager deres beslutning op til fornyet overvejelse og soeger en rimelig loesning paa sagen, uden at det er noedvendigt at omstoede resultatet af udvaelgelsesproeven som helhed eller at annullere de udnaevnelser, som er foretaget paa grundlag heraf. Det er nemlig noedvendigt at forene interesserne hos de ansoegere, der har lidt skade paa grund af en ulovlighed i forbindelse med udvaelgelsesproeven, og de oevrige ansoegeres interesse. Faellesskabets retsinstanser skal nemlig tage hensyn til ikke alene noedvendigheden af at genindsaette de forurettigede ansoegere i deres rettigheder, men ogsaa til de bestaaede ansoegeres berettigede forventning. Rettens dom, der saavel annullerer den ulovlige proeve som de efterfoelgende handlinger i forbindelse med udvaelgelsesproceduren, er derfor behaeftet med en retlig fejl, idet dommen ikke begraenser retsvirkningerne af annullationen til, at sagsoegerne genindsaettes i deres rettigheder.
Dommens præmisser1 Ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 7. august 1990 har Kommissionen i henhold til Domstolens statut (EOEF) og de tilsvarende bestemmelser i Domstolens statutter (EKSF og Euratom) appelleret dommen afsagt af Retten i Foerste Instans den 12. juli 1990 (sag T-35/89, Albani mod Kommissionen, Sml. II, s. 395), for saa vidt dommen annullerer alle Kommissionens handlinger i forbindelse med udvaelgelsesproeve KOM/A/482 fra og med rettelsen af den anden skriftlige proeve, og retsvirkningerne af denne annullation ikke blev begraenset til, at de oprindelige sagsoegere, nemlig Albani, Caferri, Caruso og Buffaria, blev genindsat i deres rettigheder.
2 Ifoelge den appellerede dom har sagen foelgende baggrund:
"1. Ved meddelelse om udvaelgelsesproeve KOM/A/482, offentliggjort den 12. februar 1987 (EFT C 34, s. 15), indledte Kommissionen en almindelig udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever med henblik paa oprettelse af en ansaettelsesreserve af fuldmaegtige i den stillingsgruppe, der omfatter loenklasse 7 og 6 i kategori A, paa omraaderne landbrug, fiskeri og samarbejde med udviklingslandene.
2. Ifoelge meddelelsen om udvaelgelsesproeve skulle proeverne afholdes i to faser, dels en skriftlig dels en mundtlig.
3. Den skriftlige fase var ligeledes opdelt i to successive faser: dels en foerste skriftlig proeve bestaaende af en raekke multiple-choice-spoergsmaal med henblik paa at vurdere ansoegernes almenviden paa de af udvaelgelsesproeven omfattede omraader; dels en anden skriftlig proeve, af praktisk art, der skulle goere det muligt at vurdere ansoegernes analyseevne og erfaring i behandling af et sagsmateriale. Kun de ansoegere, der bestod den foerste skriftlige proeve, fik adgang til at deltage i den anden proeve.
4. Adgang til at deltage i den mundtlige proeve havde de ansoegere, der af et maksimum paa 100 point i alt havde opnaaet mindst 60 point ved de to skriftlige proever, og som havde opnaaet den minimumskarakter, der kraevedes for hver proeve.
5. De fire sagsoegere var blandt de 877 ansoegere, der blev givet adgang til de skriftlige proever. Den foerste skriftlige proeve afholdtes den 20. november 1987 paa 19 forskellige steder i Europa, Sydamerika og Australien. Sagsoegerne opnaaede minimumskarakteren for stopproeven og moedte op til den anden skriftlige proeve.
6. Ved denne anden skriftlige proeve, hvis varighed var fastsat til tre timer og tredive minutter, anmodede udvaelgelseskomitéen ansoegerne om ud fra et sagsmateriale at udarbejde et notat indeholdende hoejst 800 ord. Notatet, som skulle adresseres til Kommissionens formand, skulle indeholde en sammenfatning af Revisionsrettens saerberetning om ordningen med betaling af eksportrestitutioner paa landbrugsomraadet samt ansoegerens personlige opfattelse af det behandlede problem.
7. Af de 800 tilladte ord skulle ansoegeren anvende 300 til at udtrykke sin personlige opfattelse. Ansoegerne skulle selv optaelle antallet af anvendte ord og indfoere tallene i ad hoc-oversigter. Ifoelge instrukserne ville overtraedelse af de naevnte betingelser samt aflevering af ulaeselige manuskripter medfoere, at de afleverede besvarelser ikke blev rettet.
8. Efter afslutningen af den anden skriftlige proeve, men dog inden besvarelserne blev rettet, gav udvaelgelseskomitéen opgaveretterne instruks om ikke at rette besvarelser, der klart var for lange, dvs. besvarelser, som indeholdt mere end 1 200 ord.
9. Sagsoegerne bestod ikke den anden skriftlige proeve, da de ikke for de to proever havde opnaaet mindst 60 point. De fik derfor ikke adgang til at deltage i den mundtlige proeve, hvilket blev meddelt dem ved skrivelse af 21. marts 1988 fra chefen for afdelingen 'Ansaettelse' .
10. Kun 172 ansoegere fik adgang til den mundtlige proeve, hvoraf 167 moedte op.
11. Endelig blev der den 26. maj 1988 udfaerdiget en egnethedsliste omfattende 67 ansoegere, som havde bestaaet proeven."
3 Dette er baggrunden for, at de oprindelige sagsoegere ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 25. maj 1988 anlagde sag mod Kommissionen med paastand om annullation af proceduren i forbindelse med rettelsen af de skriftlige proever i udvaelgelsesproeven KOM/A/482 eller i hvert fald annullation af udvaelgelseskomitéens afgoerelse om ikke at give dem adgang til de mundtlige proever. Sagsoegerne gjorde i det vaesentlige gaeldende, at udvaelgelseskomitéen, efter foerst at have givet ansoegerne en frist for besvarelsen af opgaverne og paalagt dem at anvende et maksimalt antal ord (800) samt forpligtet dem til selv at optaelle ordene, derefter fraveg sine egne instrukser og paalagde opgaveretterne ikke at rette proever, hvis besvarelse indeholdt mere end 1 200 ord.
4 Ved kendelse af 15. november 1989 hjemviste Domstolen sagen til Retten i Foerste Instans i medfoer af artikel 14 i Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1).
5 Kommissionen anfoerte for Retten, at kun fem ansoegere havde haft fordel af den anfaegtede instruks til opgaveretterne, og at ingen af dem var optaget paa listen over bestaaede ansoegere. Kommissionen kunne dog ikke forelaegge Retten noget bevis for sine paastande, idet alle sagens akter var forsvundet.
6 Retten annullerede "rettelsen af den anden skriftlige proeve samt de efterfoelgende handlinger i forbindelse med udvaelgelsesproeven" og doemte Kommissionen til at betale sagens omkostninger.
7 Kommissionen har til stoette for sin appel paaberaabt sig tre anbringender om henholdsvis tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet, tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet, idet disse principper skal afvejes mod lovlighedsprincippet, og tilsidesaettelse af den almindelige forpligtelse til at begrunde domme. Kommissionen har anfoert, at den appellerede dom anfaegtes, ikke fordi den annullerer rettelsen af den anden skriftlige proeve i forbindelse med udvaelgelsesproeven KOM/A/482, men fordi den ved annullationen gaar laengere end til blot at genindsaette de oprindelige sagsoegere i deres rettigheder. Dommen maa nemlig opfattes, som om den ogsaa annullerer de senere handlinger i forbindelse med udvaelgelsesproeven, saerlig egnethedslisten og de udnaevnelser, der blev besluttet paa grundlag af denne liste.
8 Hvad naermere angaar retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolen argumentation.
9 Det skal indledningsvis fastslaas, at i modsaetning til hvad Kommissionen har haevdet, vedroerte eller vedroerer hverken retsforhandlingerne eller konklusionen i Rettens dom de udnaevnelser, der fandt sted efter en omtvistede udvaelgelsesproeve.
10 Udvaelgelsesproceduren som omhandlet i tjenestemandsvedtaegtens bilag III afsluttes nemlig ved opstillingen af listen over egnede ansoegere og fremsendelsen af denne liste samt en rapport, der er ledsaget af grunde, til ansaettelsesmyndigheden. Foelgelig kan Rettens afgoerelse, der annullerer saavel rettelsen af den anden skriftlige proeve som "de efterfoelgende handlinger i forbindelse med udvaelgelsesproeven", ikke opfattes som omfattende en annullation af udnaevnelserne.
11 Heraf foelger, at appellen maa afvises i det omfang, den vedroerer Kommissionens paastaaede forpligtelse til at tilbagekalde udnaevnelserne efter den omtvistede udvaelgelsesproeve.
12 Kommissionen har gjort gaeldende, at Retten ikke har afvejet de fire oprindelige sagsoegeres personlige interesse i at kraeve hele udvaelgelsesproceduren annulleret mod den berettigede forventning hos de ansoegere, der har bestaaet proeven.
13 Det bemaerkes herved, at efter Domstolens praksis er en sagsoegers rettigheder, naar en proeve annulleres i forbindelse med en almindelig udvaelgelsesproeve med henblik paa oprettelse af en ansaettelsesreserve, tilstraekkeligt beskyttet, hvis udvaelgelseskomitéen og ansaettelsesmyndigheden tager deres beslutninger op til fornyet overvejelse og soeger en rimelig loesning paa sagen, uden at det er noedvendigt at omstoede resultatet af udvaelgelsesproeven som helhed eller at annullere de udnaevnelser, som er foretaget paa grundlag heraf (dom af 14.7.1983, sag 144/82, Detti mod Domstolen, Sml. s. 2421, praemis 33).
14 Denne retspraksis bygger paa noedvendigheden af at forene interesserne hos de ansoegere, der har lidt skade paa grund af en ulovlighed i forbindelse med en udvaelgelsesproeve, og de oevrige ansoegeres interesse. Faellesskabets retsinstanser skal nemlig tage hensyn til ikke alene noedvendigheden af at genindsaette de forurettede ansoegere i deres rettigheder, men ogsaa til de bestaaede ansoegeres berettigede forventning.
15 For saa vidt angaar de fire oprindelige sagsoegeres interesser har Retten ikke anfoert, at den afsagte dom var noedvendig for at bevare deres rettigheder.
16 Under disse omstaendigheder har Retten begaaet en retlig fejl ved at annullere hele den anden skriftlige proeve i forbindelse med udvaelgelsesproeven KOM/A/482.
17 Det foelger af det ovenfor anfoerte, at den af Retten i Foerste Instans afsagte dom af 12. juli 1990 (sag T-35/89, Albani mod Kommissionen, Sml. II, s. 395), som annullerer den af udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeven KOM/A/482 trufne afgoerelse vedroerende rettelsen af den anden skriftlige proeve samt de efterfoelgende handlinger i forbindelse med udvaelgelsesproeven, boer annulleres, for saa vidt dommen ikke begraenser retsvirkningerne af denne annullation til, at de fire oprindelige sagsoegere genindsaettes i deres rettigheder.
Afgørelse om sagsomkostningerSagens omkostninger
18 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. I denne sag maa det fastslaas, dels at Kommissionens paastande maa forkastes, for saa vidt som den appellerede dom ikke indebaerer, at Kommissionen forpligtes til at tilbagekalde udnaevnelserne som foelge af den omtvistede udvaelgelsesproeve, dels at Albani m.fl. maa anses for at have tabt sagen, idet Rettens dom er annulleret, for saa vidt den ikke begraenser retsvirkningerne af annullationen af den anden skriftlige proeve i forbindelse med udvaelgelsesproeven til, at de blev genindsat i deres rettigheder.
19 Domstolen kan i oevrigt i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 4, traeffe afgoerelse om, at andre intervenienter end medlemsstaterne og institutionerne skal baere deres egne omkostninger.
20 Under disse omstaendigheder boer hver part, herunder intervenienterne, doemmes til at baere deres egne omkostninger i forbindelse med denne sag, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreloebige forholdsregler.
AfgørelsePaa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
1) Dommen afsagt af Retten i Foerste Instans den 12. juli 1990 (sag T-35/89, Albani mod Kommissionen, Sml. II, s. 395), som annullerer den af udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve KOM/A/482 trufne afgoerelse vedroerende rettelsen af den anden skriftlige proeve samt de efterfoelgende handlinger i forbindelse med udvaelgelsesproeven, annulleres, for saa vidt dommen ikke begraenser retsvirkningerne af denne annullation til, at de fire oprindelige sagsoegere genindsaettes i deres rettigheder.
2) I oevrigt forkastes appellen.
3) Hver part, herunder intervenienterne, baerer deres egne omkostninger i forbindelse med denne sag, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreloebige forholdsregler.
Top