Avis juridique important
Domstolens Dom (Første Afdeling) af 6. juni 2002. - Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Belgien. - Traktatbrud - direktiv 98/76/EF - manglende gennemførelse inden for den fastsatte frist. - Sag C-274/01.
Samling af Afgørelser 2002 side I-05151
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Medlemsstater - forpligtelser - gennemførelse af direktiver - traktatbrud - begrundelse med henvisning til den nationale retsorden - ulovlig
(Art. 226 EF)
ParterI sag C-274/01,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Wolfcarius, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Kongeriget Belgien ved F. van de Craen, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
angående en påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 98/76/EF af 1. oktober 1998 om ændring af direktiv 96/26/EF om adgang til erhvervet godstransport ad landevej og erhvervet personbefordring ad landevej samt om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som skal lette den faktiske udøvelse af etableringsfriheden for de pågældende udøvere af transportvirksomhed inden for indenlandsk og international transport (EFT L 277, s. 17), idet det ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller idet det i hvert fald ikke har underrettet Kommissionen herom,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, P. Jann (refererende dommer), og dommerne M. Wathelet og A. Rosas,
generaladvokat: S. Alber
justitssekretær: R. Grass,
på grundlag af den refererende dommers rapport,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 25. april 2002,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser1 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 12. juli 2001 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af artikel 226 EF anlagt sag med påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 98/76/EF af 1. oktober 1998 om ændring af direktiv 96/26/EF om adgang til erhvervet godstransport ad landevej og erhvervet personbefordring ad landevej samt om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som skal lette den faktiske udøvelse af etableringsfriheden for de pågældende udøvere af transportvirksomhed inden for indenlandsk og international transport (EFT L 277, s. 17, herefter »direktivet«), idet det ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller idet det i hvert fald ikke har underrettet Kommissionen herom.
2 Direktivets artikel 2, stk. 1, første afsnit, bestemmer:
»Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 1. oktober 1999. De underretter straks Kommissionen herom.«
3 I henhold til proceduren i artikel 226, stk. 1, EF fremsatte Kommissionen - efter på grundlag af en åbningsskrivelse at have givet Kongeriget Belgien lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger - den 7. september 2000 en begrundet udtalelse over for Kongeriget Belgien, hvori den opfordrede det til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at overholde dets forpligtelser i henhold til direktivet inden to måneder fra meddelelsen af den begrundede udtalelse.
4 De belgiske myndigheder svarede ved skrivelse af 3. oktober 2000, at de nødvendige nationale foranstaltninger til gennemførelse af direktivet var under vedtagelse.
5 Da Kommissionen ikke modtog yderligere oplysninger vedrørende gennemførelsen af direktivet, besluttede den at anlægge denne sag.
6 Den belgiske regering har gjort gældende, at for så vidt angår adgangen til erhvervet godstransport ad landevej blev der vedtaget en lov i 1999. Regeringen har dog indrømmet, at lovens ikrafttræden er betinget af, at der udstedes en kongelig anordning og en ministeriel bekendtgørelse til gennemførelse af loven. Forslagene til disse retsakter er blevet forberedt, men de har endnu ikke kunnet vedtages som følge af, at området er kompliceret, og på grund af beslutningsproceduren.
7 For så vidt angår adgangen til erhvervet personbefordring ad landevej har den belgiske regering understreget, at en gennemførelse af direktivet ikke skal ske ved lov, men ved en kongelig anordning og en ministeriel bekendtgørelse. Forslagene til disse retsakter er fortsat under behandling, idet de på grund af områdets komplicerede karakter endnu ikke har kunnet vedtages.
8 Hertil bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at en medlemsstat ikke kan påberåbe sig bestemmelser, fremgangsmåder eller forhold i sin nationale retsorden til støtte for, at et direktiv ikke er blevet gennemført inden for den fastsatte frist (jf. bl.a. dom af 8.3.2001, sag C-276/98, Kommissionen mod Portugal, Sml. I, s. 1699, præmis 20).
9 Da direktivet således ikke er blevet gennemført inden for den i den begrundede udtalelse fastsatte frist, må der gives Kommissionen medhold.
10 Det skal således fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivet, idet det ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.
Afgørelse om sagsomkostningerSagens omkostninger
11 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Kongeriget Belgien har tabt sagen, bør det pålægges det at betale sagens omkostninger.
AfgørelsePå grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Første Afdeling)
1) Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 98/76/EF af 1. oktober 1998 om ændring af direktiv 96/26/EF om adgang til erhvervet godstransport ad landevej og erhvervet personbefordring ad landevej samt om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som skal lette den faktiske udøvelse af etableringsfriheden for de pågældende udøvere af transportvirksomhed inden for indenlandsk og international transport, idet det ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.
2) Kongeriget Belgien betaler sagens omkostninger.
Top