Arrêt de la Cour
Sag C-433/02
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Kongeriget Belgien
«Traktatbrud – direktiv 92/100/EØF – ophavsret – vederlag til ophavsmænd i tilfælde af offentlige udlån af deres litterære værker eller kunstværker»
Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 16. oktober 2003
Sammendrag af dom
Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – udlejnings- og udlånsaktiviteter med ophavsretligt beskyttede værker – direktiv 92/100 – vederlag til kunstnerne ved offentligt udlån – medlemsstaternes mulighed for at fastsætte en undtagelse for visse typer af institutioner – rækkevidde
(Rådets direktiv 92/100, art. 5, stk. 3)
I henhold til artikel 5, stk. 3, i direktiv 92/100 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret er det tilladt, men ikke obligatorisk, for medlemsstaterne at fastsætte en undtagelse for visse typer af institutioner, der beskæftiger sig med offentligt udlån som omhandlet i bestemmelsens stk. 1 og 2. Hvis forholdene i en pågældende medlemsstat ikke gør det muligt at foretage en gyldig sondring mellem forskellige kategorier af institutioner, påhviler det denne medlemsstat med henblik på en korrekt gennemførelse af direktivet, at pålægge alle berørte institutioner at betale det omhandlede vederlag.
(jf. præmis 20)
DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)
16. oktober 2003(1)
»Traktatbrud – direktiv 92/100/EØF – ophavsret – vederlag til ophavsmænd i tilfælde af offentlige udlån af deres litterære værker eller kunstværker«
I sag C-433/02,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Kongeriget Belgien ved A. Snoecx, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
angående en påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1 og 5 i Rådets direktiv 92/100/EØF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EFT L 346, s. 61), idet det ikke anvender direktivets bestemmelser om retten til offentligt udlån,
har
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),,
sammensat af afdelingsformanden, J.-P. Puissochet, og dommerne R. Schintgen, C. Gulmann (refererende dommer), V. Skouris og J.N. Cunha Rodrigues,
generaladvokat: P. Léger
justitssekretær: R. Grass,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 29. november 2002 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af artikel 226 EF anlagt sag med påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1 og 5 i Rådets direktiv 92/100/EØF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EFT L 346, s. 61), idet det ikke anvender direktivets bestemmelser om retten til offentligt udlån.
Retsforskrifter
Fællesskabsbestemmelser
2 Direktivets artikel 1 bestemmer:
»Harmoniseringens genstand
1. Medlemsstaterne indfører i overensstemmelse med bestemmelserne i dette kapitel, jf. dog artikel 5, ret til at tillade eller forbyde udlejning og udlån af originalværker og eksemplarer af ophavsretligt beskyttede værker samt af andre frembringelser, der er nævnt i artikel 2, stk. 1.
[...]
3. I dette direktiv forstås ved ’udlån’: det forhold, at et værk for et begrænset tidsrum og ikke med henblik på direkte eller indirekte økonomisk eller kommerciel fordel stilles til rådighed med henblik på brug via offentligt tilgængelige institutioner.
[...]«
3 Direktivets artikel 5 har følgende ordlyd:
»Indskrænkninger i eneretten til offentligt udlån
1. Medlemsstaterne kan gøre indskrænkninger i den eneret, der er omhandlet i artikel 1 med hensyn til offentligt udlån, såfremt i det mindste ophavsmændene oppebærer vederlag for sådant udlån. Medlemsstaterne skal frit kunne fastsætte dette vederlag under hensyn til deres målsætninger for fremme af kulturen.
2. Hvis medlemsstaterne ikke anvender den i artikel 1 omhandlede eneret til udlån for så vidt angår fonogrammer, film og edb-programmer, skal de i det mindste for ophavsmænds vedkommende indføre et vederlag.
3. Medlemsstaterne kan fritage visse kategorier af institutioner for at betale det i stk. 1 og 2 nævnte vederlag.
[...]«
4 I direktivets artikel 15 er det fastsat, at medlemsstaterne skal sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet inden den 1. juli 1994.
Nationale bestemmelser
5 Lov om ophavsrettigheder og ophavsbeslægtede rettigheder af 30. juni 1994 ( Moniteur belge af 27.7.1994, s. 19297, herefter »loven«) bestemmer i artikel 1, stk. 1:
»Alene ophavsmanden til et litterært værk eller til et kunstværk har ret til at kopiere det eller til at tillade kopiering af det, uanset hvordan og i hvilken form det sker.
Denne ret indebærer navnlig eneretten til at tillade ændringen eller oversættelsen af det.
Denne ret indbefatter ligeledes eneretten til at tillade leje eller udlån af det [...]«
6 Lovens artikel 23, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Ophavsmanden kan ikke forbyde udlån af litterære værker, af databaser, af fotografiske værker, af partiturer til musikalske, lydmæssige og audiovisuelle værker, når dette udlån finder sted i et uddannelsesmæssigt eller kulturelt øjemed inden for rammerne af organisationer, der officielt er godkendt eller etableret med dette formål af de offentlige myndigheder [...]«
7 I lovens kapitel VI, der indeholder bestemmelserne vedrørende offentligt udlån, bestemmer artikel 62:
»1. Ved udlån af litterære værker, af databaser, af fotografiske værker eller af partiturer til musikalske værker under de betingelser, der er fastsat i artikel 23, har ophavsmanden ret til et vederlag.
2. Ved udlån af lydmæssige eller audiovisuelle værker under de betingelser, der er fastsat i artikel 23 og 47, har ophavsmanden, den fortolkende eller udøvende kunstner og producenten ret til et vederlag.«
8 I lovens artikel 63 er følgende fastsat:
»Efter drøftelse med institutioner og selskaber, der forvalter ophavsrettigheder, fastsætter ministeren størrelsen af det vederlag, der er nævnt i artikel 62. Disse vederlag oppebæres af de selskaber, der forvalter ophavsrettighederne. På de betingelser og efter de nærmere retningslinjer, han fastsætter, kan Kongen overlade modtagelsen og fordelingen af vederlagene for offentlige udlån til et repræsentativt selskab udvalgt blandt de selskaber, der forvalter ophavsrettigheder. Efter drøftelse med de sproglige fællesskaber og i givet fald på deres foranledning, fastsætter Kongen for visse organer, der er godkendt eller etableret af de offentlige myndigheder, en fritagelse eller en fast pris pr. udlån for at finansiere det vederlag, der er omhandlet i artikel 62.«
Den administrative procedure
9 Ved skrivelse af 24. januar 2001 henledte Kommissionen de belgiske myndigheders opmærksomhed på, at selv om direktivet ved lov var blevet gennemført i belgisk ret, var der ikke udstedt en gennemførelsesbekendtgørelse vedrørende udlånsretten.
10 Ved skrivelse af 22. marts 2001 bekræftede de belgiske myndigheder, at der ikke var udstedt en gennemførelsesbekendtgørelse, og anførte, at problemet bestod i, at de belgiske føderale enheder, der er kompetente inden for det kulturelle område, er imod indførelsen af en udlånsret.
11 Den 24. juli 2001 sendte Kommissionen en åbningsskrivelse til Kongeriget Belgien. I besvarelse af dette brev henviste regeringen på ny til de føderale enheders modstand mod at indføre en udlånsret eller en ret til vederlag for ophavsmændene til værkerne. Regeringen fastholdt ligeledes sin kritik af den upræcise formulering af direktivets artikel 5, stk. 3, der tillader visse undtagelser fra forpligtelsen til at betale et vederlag til ophavsmændene i tilfælde af offentligt udlån af deres værker.
12 Da Kommissionen ikke fandt dette svar tilfredsstillende, fremsendte den den 21. december 2001 en begrundet udtalelse til Kongeriget Belgien, hvori den opfordrede dette til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme udtalelsen inden for en frist på to måneder fra dennes meddelelse.
13 Den belgiske regering besvarede ikke den begrundede udtalelse, og Kommissionen besluttede derfor at anlægge denne sag.
Realiteten
14 Kommissionen har konstateret, at ingen af gennemførelsesforanstaltningerne vedrørende det vederlag, der er fastsat i lovens artikel 63, er blevet gennemført. Vederlagets størrelse i lovens artikel 62 er derfor aldrig blevet fastsat, hvilket har medført, at det i praksis er umuligt for de selskaber, der forvalter ophavsrettigheder, at opkræve disse vederlag på deres medlemmers vegne. Kommissionen har på denne baggrund gjort gældende, at Kongeriget Belgien ikke har opfyldt sin forpligtelse efter direktivets artikel 1 og 5 til i det mindste at fastsætte et vederlag til ophavsmændene til beskyttede værker i tilfælde af udlån af deres værker.
15 Den belgiske regering har for det første gjort gældende, at de føderale enheders indstilling til, at kunstnerne tildeles et vederlag for udlån af deres værker, lige fra starten har været negativ. Deres modstand er motiveret af kulturpolitiske hensyn, idet de har insisteret på at få en generel fritagelse for betaling af vederlag for udlån for alle kategorier af institutioner, der udlåner værker. Følgen heraf har været, at der indtil dato ikke er vedtaget nogen gennemførelsesbekendtgørelse til lovens artikel 62 og 63.
16 Dernæst er regeringen af den opfattelse, at den vage formulering af direktivet er til hinder for, at direktivets bestemmelser overholdes. For så vidt angår artikel 1, stk. 3, siger direktivet intet om, hvad der skal forstås ved udtrykket »direkte eller indirekte økonomisk eller kommerciel fordel«, og det indeholder heller ingen liste over offentligt tilgængelige institutioner. For så vidt angår direktivets artikel 5, stk. 1, er den belgiske regering i tvivl om, hvad der henhører under »offentligt udlån«, som medlemsstaterne kan gøre undtagelser fra. Endvidere præciseres det ikke i direktivets artikel 5, stk. 3, hvad der skal forstås ved »visse kategorier af institutioner«. På samme måde er der ikke i direktivet angivet noget kriterium, som medlemsstaterne skal anvende med henblik på at afgrænse de »kategorier af institutioner«, der kan fritages for at betale vederlag.
17 Den belgiske regering finder, at det i praksis er særdeles vanskeligt for medlemsstaterne ud fra formuleringen »ikke med henblik på direkte eller indirekte økonomisk eller kommerciel fordel stilles til rådighed med henblik på brug via offentligt tilgængelige institutioner« at afgrænse de kategorier af institutioner, der er fritaget for at betale vederlaget. Begrebet »udlån«, således som det er defineret i direktivets artikel 1, stk. 3, relaterer sig nemlig udelukkende til en kategori af institutioner, der er frit defineret. I praksis er der tale om udlån fra offentlige biblioteker og mediateker, skolebiblioteker, universitetsbiblioteker og offentlige dokumentationscentre, der er tilgængelige for offentligheden, og som ikke afkræver lånerne noget vederlag for udlånet, eller som kun opkræver et vederlag, hvis størrelse ikke overstiger det, der er nødvendigt til at dække udgifterne til institutionens drift. Blandt denne gruppe af institutioner er det ikke let at foretage en sondring baseret på kulturelle og uddannelsesmæssige kriterier, for eksempel mellem de kategorier af institutioner, der skal betale vederlag for udlån på den ene side, og de kategorier af institutioner, der er undtaget fra at betale et sådant vederlag, på den anden side, når henses til, at alle de institutioner, der er omfattet af direktivets artikel 1, stk. 3, beskæftiger sig med udlån af kulturel, uddannelsesmæssig eller lignende karakter, idet udlån, der forfølger et direkte eller indirekte økonomisk eller kommercielt mål, ifølge direktivet falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde.
18 Den belgiske regering har endelig tilføjet, at Kommissionen i en rapport af 12. september 2002 har anført, at det lader til, at der i visse andre medlemsstater ikke betales noget vederlag til indehaverne af ophavsrettighederne. Dette skulle være tilfældet i Frankrig, Grækenland og Luxembourg, men sandsynligvis også i andre lande.
19 Det bemærkes indledningsvis, at i mangel af fællesskabskriterier i et direktiv, der er tilstrækkeligt præcise til at afgrænse de forpligtelser, der udspringer af direktivet, tilkommer det medlemsstaterne på deres område at fastlægge de mest relevante kriterier for at sikre, at direktivet respekteres inden for de grænser, der er fastsat ved fællesskabsretten og navnlig ved direktivet (jf. i denne retning dom af 6.2.2003, sag C-245/00, Stichting ter Exploitatie van Naburige Rechten, Sml. I. s. 1251, præmis 34).
20 Som Kommissionen har anført, er det desuden i henhold til direktivets artikel 5, stk. 3, tilladt, men ikke obligatorisk, for en medlemsstat at fastsætte en undtagelse for visse typer af institutioner. Hvis forholdene i den pågældende medlemsstat således ikke gør det muligt at foretage en gyldig sondring mellem forskellige kategorier af institutioner, må forpligtelsen til at betale det omhandlede vederlag pålægges alle berørte institutioner.
21 Selv hvis det antages, at andre medlemsstater ikke anvender retten til offentligt udlån korrekt, således som den er fastsat i direktivet, skal det desuden blot bemærkes, at det fremgår af fast praksis, at en medlemsstat ikke som begrundelse for at undlade at gennemføre de forpligtelser, som påhviler den i medfør af fællesskabsretten, kan påberåbe sig, at andre medlemsstater heller ikke overholder deres forpligtelser (jf. dom af 26.6.2001, sag C-173/99, BECTU, Sml. I, s. 4881, præmis 56).
22 For så vidt angår de vanskeligheder, som forbundsmyndighederne har haft med at få de føderale enheder til at acceptere, at de institutioner, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktivets artikel 1, stk. 3, pålægges en forpligtelse til at betale et vederlag for offentligt udlån, bemærkes endelig, at det følger af fast praksis, at en medlemsstat ikke kan påberåbe sig bestemmelser, fremgangsmåder eller forhold i sin nationale retsorden til støtte for, at forpligtelser og frister, der følger af et direktiv, ikke overholdes (jf. dom af 15.5.2003, C-419/01, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 4947, præmis 22).
23 Da direktivet således ikke er blevet gennemført fuldt ud inden for den fastsatte frist, bør der gives Kommissionen medhold.
Sagens omkostninger
24 Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Kongeriget Belgien har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
1) Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1 og 5 i Rådets direktiv 92/100/EØF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret, idet det ikke anvender direktivets bestemmelser om retten til offentligt udlån.
2) Kongeriget Belgien betaler sagens omkostninger.
Puissochet
Schintgen
Gulmann
Skouris
Cunha Rodrigues
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. oktober 2003.
R. Grass
V. Skouris
Justitssekretær
Præsident
1 – Processprog: fransk. Top
Full & Egal Universal Law Academy