Avis juridique important
Domstolens Dom (Tredje Afdeling) af 13. juni 2002. - Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Franske Republik. - Traktatbrud - telekommunikation - åbent net - almindelige forsyningspligtydelser. - Sag C-286/01.
Samling af Afgørelser 2002 side I-05463
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
1. Traktatbrudssøgsmål - Domstolens prøvelse af søgsmålsgrundlaget - relevante forhold - forholdene ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist
(Art. 226 EF)
2. Medlemsstater - forpligtelser - gennemførelse af direktiver - traktatbrud - begrundelse med henvisning til den nationale retsorden - ulovlig
(Art. 226 EF)
ParterI sag C-286/01,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber først ved P. Nemitz og B. Mongin, derefter ved H. van Lier, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Den Franske Republik først ved G. de Bergues og A. Bréville-Viéville, derefter ved G. de Bergues og V. Dan, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
angående en påstand om, at det fastslås, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 32 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (EFT L 101, s. 24), og i henhold til artikel 249 EF, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget alle de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre direktivet, navnlig dets artikel 6, stk. 3 og 4, artikel 10, 21 og 26,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, F. Macken, og dommerne C. Gulmann (refererende dommer) og J.-P. Puissochet,
generaladvokat: J. Mischo
justitssekretær: R. Grass,
på grundlag af den refererende dommers rapport,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 23. april 2002,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser1 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 19. juli 2001 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af artikel 226 EF anlagt sag med påstand om, at det fastslås, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 32 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (EFT L 101, s. 24), og i henhold til artikel 249 EF, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget alle de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre direktivet, navnlig dets artikel 6, stk. 3 og 4, artikel 10, 21 og 26.
2 Det fastsættes i direktivets artikel 32, stk. 1, første afsnit, at medlemsstaterne skulle træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme direktivet senest den 30. juni 1998 og straks underrette Kommissionen herom.
3 Efter i en åbningsskrivelse at have givet Den Franske Republik lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger om gennemførelsen af direktivet i fransk ret, fremsatte Kommissionen ved skrivelse af 19. juli 1999 en begrundet udtalelse, hvori den opfordrede medlemsstaten til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme sine forpligtelser i denne forbindelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af denne udtalelse.
4 Ved skrivelse af 22. oktober 1999 besvarede de franske myndigheder den begrundede udtalelse, idet de sendte Kommissionen et forslag til lovdekret, der skulle fuldende gennemførelsen af direktivet.
5 Den 19. januar 2001 meddelte de franske myndigheder Kommissionen, at lov nr. 2001-1 af 3. januar 2001 om bemyndigelse af regeringen til ved bekendtgørelse at gennemføre fællesskabsdirektiver og at iværksætte visse fællesskabsbestemmelser (JORF af 4.1.2001, s. 93) var blevet vedtaget.
6 Den 19. juli 2001 anlagde Kommissionen nærværende sag, idet den på grundlag af de oplysninger, den rådede over, ikke mente, at der var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at der ved de franske bestemmelser, der var vedtaget, og som var trådt i kraft, var truffet de nødvendige foranstaltninger for fuldt ud at gennemføre direktivet, herunder navnlig direktivets artikel 6, 10, 21 og 26.
7 Den franske regering har ikke bestridt, at alle direktivets bestemmelser endnu ikke var blevet gennemført ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse. Den fastholder imidlertid, at gennemførelsesproceduren nærmer sig sin afslutning.
8 Den franske regering har således anført, at direktivets artikel 6, stk. 3, artikel 10, stk. 2, og artikel 21 er gennemført ved artikel 17-19 i bekendtgørelse nr. 2001-670 af 25. juli 2001 om tilpasning til fællesskabsretten af loven om den intellektuelle ejendomsret og post- og telekommunikationsloven (JORF af 28.7.2001, s. 12132, berigtiget i JORF af 20.10.2001, s. 16564). Teksten til denne bekendtgørelse blev tilsendt Kommissionen den 1. august og den 3. oktober 2001.
9 Den franske regering har desuden anført, at direktivets artikel 10, stk. 1, og artikel 21 vil være gennemført med vedtagelsen af dekret nr. 2002-36 af 8. januar 2002 om visse standardvilkår i udbudsbetingelser, der er optaget som bilag til tilladelser, der udstedes i henhold til artikel L. 33-1 i post- og telekommunikationsloven (JORF af 10.1.2002, s. 585). Dekretet blev anmeldt til Kommissionen den 31. januar 2002.
10 For så vidt angår direktivets artikel 6, stk. 4, har den franske regering gjort gældende, at bestemmelsen endnu ikke er gennemført i fransk ret, idet høringsprocedurerne skal overholdes. Hvad angår direktivets artikel 26 har den franske regering anført, at den har besluttet at oprette et organ, der skal afgøre tvister med forbrugerne via »mægling pr. telefon«. Dette organ er stadig ikke oprettet, da alle de berørte parter er ved at blive hørt.
11 Det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et traktatbrud efter fast retspraksis må vurderes på baggrund af forholdene i medlemsstaten, som de var ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse, og at ændringer af forholdene i tiden derefter ikke kan tages i betragtning af Domstolen (jf. bl.a. dom af 7.2.2002, sag C-279/00, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 1425, præmis 10).
12 I denne sag er det imidlertid ubestridt, at gennemførelsen af direktivet ikke er afsluttet inden for den frist, der er fastsat herfor i den begrundede udtalelse.
13 Som Domstolen gentagne gange har fastslået, kan en medlemsstat i øvrigt ikke påberåbe sig bestemmelser, fremgangsmåder eller forhold i sin nationale retsorden til støtte for, at forpligtelser og frister, der følger af et direktiv, ikke overholdes (jf. bl.a. dom af 17.1.2002, sag C-423/00, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 593, præmis 16).
14 Det må derfor fastslås, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivets artikel 32, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget alle de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre direktivet, navnlig dets artikel 6, stk. 3 og 4, artikel 10, 21 og 26.
Afgørelse om sagsomkostningerSagens omkostninger
15 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Franske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Den Franske Republik har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger.
AfgørelsePå grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
1) Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 32 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget alle de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre direktivet, navnlig dets artikel 6, stk. 3 og 4, artikel 10, 21 og 26.
2) Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.
Top