Avis juridique important
DOMSTOLENS DOM (TREDJE AFDELING) AF 21. FEBRUAR 1990. - GUSTAVE WUIDART M. FL. MOD LAITERIE COOPERATIVE EUPENOISE SC M. FL.. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: TRIBUNAL DE PREMIERE INSTANCE DE VERVIERS - BELGIEN. - LANDBRUG - TILLAEGSAFGIFT FOR MAELK. - FORENEDE SAGER 267/88 - 285/88.
Samling af Afgørelser 1990 side I-00435
Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
++++
1 . Landbrug - faelles markedsordninger - forskelsbehandling af producenter eller forbrugere - forbud - raekkevidde - faellesskabslovgivers skoensmaessige befoejelser med hensyn til den faelles landbrugspolitik - Domstolens proevelsesret - graenser
( EOEF-Traktaten, art . 40 og 43 )
2 . Landbrug - faelles markedsordning - maelk og mejeriprodukter - tillaegsafgift for maelk - medlemsstaternes valgmulighed mellem formel A og formel B - forskellige oekonomiske foelger for producenterne - korrektionsmekanismer indeholdt i gennemfoerelsesreglerne - forskelsbehandling - ingen
( EOEF-Traktaten, art . 40, stk . 3, andet afsnit; Raadets forordninger nr . 804/68, art . 5c, stk . 1, og nr . 857/84, art . 1, stk . 1, og art . 4a )
3 . Landbrug - faelles markedsordning - maelk og mejeriprodukter - tillaegsafgift for maelk - gennemfoerelsesregler - saerregler for visse medlemsstater med saerlige forhold for maelkeproduktionen - forskelsbehandling - ingen
( EOEF-Traktaten, art . 40, stk . 3, andet afsnit; Raadets forordning nr . 857/84, art . 3, nr . 3, som aendret, og art . 10, andet afsnit )
4 . Landbrug - faelles markedsordning - maelk og mejeriprodukter - tillaegsafgift for maelk - omraadevis gennemfoerelse - begrebet "omraade" - en medlemsstats territoriums status som et omraade - lovlighed - opfyldelse af forpligtelsen til at tage hensyn til strukturelle og naturbetingede forskelle mellem omraaderne - ingen sammenhaeng med den for ugunstigt stillede landbrugsomraader gaeldende ordning
(( EOEF-Traktaten, art . 39, stk . 2, litra a ); Raadets forordninger nr . 804/68, art . 5c, stk . 1, og nr . 857/84, art . 1, stk . 2; Raadets direktiver 75/268 og 75/269 ))
Sammendrag1 . Forbuddet mod forskelsbehandling i Traktatens artikel 40, stk . 3, er blot en konkretisering af den almindelige lighedsgrundsaetning, der hoerer til faellesskabsrettens grundlaeggende principper, og det foelger af denne grundsaetning, at forhold, som maa sidestilles, ikke maa reguleres forskelligt, medmindre en saadan forskellig regulering er objektivt begrundet .
Ved proevelsen af, om lighedsgrundsaetningen er blevet overholdt, maa Domstolen dog laegge vaegt paa, at faellesskabslovgiver med hensyn til den faelles landbrugspolitik raader over vide skoensmaessige befoejelser i overensstemmelse med det politiske ansvar, som faellesskabslovgiver er tillagt ved Traktatens artikler 40 og 43 .
Naar faellesskabslovgiver ved fastlaeggelsen af en ordning maa vurdere dennes fremtidige virkninger, og disse ikke kan forudses med noejagtighed, kan det af faellesskabslovgiver udoevede skoen kun tilsidesaettes, saafremt det er aabenbart fejlagtigt, naar henses til de oplysninger, som faellesskabslovgiver raadede over paa tidspunktet for ordningens vedtagelse .
2 . Faellesskabslovgiver har ikke handlet i strid med forbuddet mod forskelsbehandling af producenterne i Faellesskabet ved at indfoere bestemmelse om, at medlemsstaterne ved gennemfoerelsen af tillaegsafgiftsordningen for maelk kan vaelge mellem en formel A, hvorefter afgiften opkraeves hos producenterne, og en formel B, hvorefter den opkraeves hos opkoeberne . Raadet kunne saaledes med rette antage, at naar der indfoertes denne valgmulighed - der som udgangspunkt maa anses for tilstraekkeligt begrundet i hensynet til at sikre afgiftsordningens fulde gennemslagskraft i hele Faellesskabet, uanset de strukturforskelle med hensyn til produktion og indsamling af maelk, der eksisterer i de forskellige omraader i Faellesskabet - og afgiftssatsen i forbindelse med formel B blev fastsat til 100% af indikativprisen for maelk mod 75% i forbindelse med formel A, ville dette kunne opveje den fordel, som de producenter, der er underlagt formel B, ville drage af muligheden for en udligning inden for mejeriet, og dermed skabe en lighed med hensyn til det faktiske afgiftsniveau i forbindelse med de to ordninger .
Hvad endvidere angaar hjemlen for medlemsstaterne til i forbindelse med begge formler at tildele de referencemaengder, som producenter eller opkoebere ikke har udnyttet, til producenter eller opkoebere i samme omraade samt i givet fald i andre omraader, begraenser dette ogsaa de fordele, som producenterne i tilfaelde af en anvendelse af formel B har i form af muligheden for en udligning inden for mejeriet .
3 . Italiens og Graekenlands oekonomiske struktur, bl.a . med hensyn til fremstilling af og handel med maelk, er anderledes end de oevrige medlemsstaters . De saerlige bestemmelser om tilpasning af de individuelle referencemaengder i tilfaelde af usaedvanlige begivenheder, der finder anvendelse i Italien, og de saerlige bestemmelser om den naermere gennemfoerelse af formel B i Graekenland er tilstraekkeligt begrundede i de saerlige forhold i disse medlemsstater, som er relevante for anvendelsen af tillaegsafgiftsordningen for maelk . De forskellige vilkaar for henholdsvis producenterne i Italien og Graekenland og producenterne i de oevrige medlemsstater er saaledes objektivt begrundede og udgoer derfor ikke en retsstridig forskelsbehandling af producenter i Faellesskabet .
4 . Artikel 1, stk . 2, i forordning nr . 857/84 skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat kan anse hele sit territorium for et enkelt omraade, jfr . artikel 5c, stk . 1, i forordning nr . 804/68, ogsaa selv om territoriet ikke udgoer en geografisk enhed, hvori naturbetingelserne, produktionsstrukturerne og bestandens gennemsnitsydelse er sammenlignelig, medmindre denne loesning aabenbart strider mod, hvad de strukturelle forhold i medlemsstaten tilsiger .
Bestemmelsen, saaledes fortolket, strider ikke mod Traktatens artikel 39, stk . 2, hvorefter der skal tages hensyn til strukturelle og naturbetingede forskelle mellem de forskellige landbrugsomraader, da den gennemfoerelsesordning til tillaegsafgiftsordningen for maelk, som bestemmelsen er et led i, er tilstraekkelig smidig til, at medlemsstaterne ved anvendelsen af den kan tage behoerigt hensyn til saadanne forskelle .
Der er heller ikke ved bestemmelsen sket nogen tilsidesaettelse af direktiverne 75/268 og 75/269, der tjener et saerligt formaal, nemlig at skabe hjemmel for ydelse af statsstoette til landbrugsbedrifter i visse ugunstigt stillede omraader, som er opregnet i en liste, der vedtages paa grundlag af faellesskabskriterier og efter en faellesskabsprocedure, idet dette formaal er et andet end formaalet med den faellesskabsretlige tillaegsafgiftsordning for maelk . Direktiverne kan derfor ikke fortolkes saaledes, at de omraader, hvori de finder anvendelse, skal anses for selvstaendige omraader efter artikel 1, stk . 2, i forordning nr . 857/84 .
Dommens præmisser1 Ved domme af 20 . september 1988, indgaaet til Domstolens Justitskontor den 29 . september 1988, har tribunal de première instance de Verviers ( Belgien ) i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt fire praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen og gyldigheden af en raekke bestemmelser i den faellesskabsretlige ordning vedroerende tillaegsafgift for maelk . Spoergsmaalene er de samme i de nitten forenede sager .
2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en raekke sager, som maelkeproducenter i omraaderne Liège og Haute Ardenne belge har anlagt ved tribunal de première instance de Verviers, dels mod de mejerier, de er tilknyttet, dels mod Office national du lait et ses dérivés og den belgiske stat, og hvori de har nedlagt paastand om tilbagebetaling af en raekke beloeb, som mejerierne paa grundlag af tillaegsafgiftsordningen har tilbageholdt i prisen for den af dem leverede maelk .
3 Sagsoegerne har for den nationale retsinstans gjort gaeldende, at den faellesskabsretlige ordning vedroerende tillaegsafgift for maelk og dermed den nationale ordning, der er indfoert til gennemfoerelse af denne - dvs . grundlaget for de opkraevede afgifter - er retsstridige, idet de strider mod forbuddet mod forskelsbehandling af producenter i Faellesskabet, jfr . EOEF-Traktatens artikel 40, stk . 3, og mod den faelles karakter af den faelles landbrugspolitik, og idet ordningerne i strid med Traktatens artikel 39, stk . 2, litra a ), ikke tager hensyn til de strukturelle og naturbestemte forskelle mellem de forskellige landbrugsomraader .
4 For at kunne vurdere det af sagsoegerne anfoerte har tribunal de première instance de Verviers udsat sagerne og forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal :
"a ) Indebaerer bestemmelserne i artikel 5c i forordning nr . 804/68 en forskelsbehandling af Faellesskabets producenter i strid med EOEF-Traktatens artikler 39 og 40, naar de giver medlemsstaterne mulighed for at vaelge mellem to forskellige gennemfoerelsesforanstaltninger, hvoraf den ene bestaar i, at der paalaegges enhver producent, som overskrider sin referencemaengde, en tillaegsafgift, uden at vedkommende har nogen udligningsmuligheder ( formel A ), mens den anden ( formel B ) bestaar i, at tillaegsafgiften paalaegges den foerste opkoeber, og giver mulighed for at foretage en udligning mellem opkoeberens leverandoerer, saaledes at en producent trods en kvoteoverskridelse vil kunne friholdes for afgiften?
b ) Er artikel 1, stk . 1, i forordning ( EOEF ) nr . 857/84 ( i den affattelse, der var gaeldende mellem den 2 . april 1984 og den 31 . marts 1987 ) i strid med forbuddet mod forskelsbehandling, fordi der ved bestemmelsen blev fastsat en afgift paa 75 eller 100% af indikativprisen paa maelk, afhaengig af, hvilken af de to formler, medlemsstaterne valgte?
c ) Skal EOEF-Traktatens artikel 3, litra d ), og artiklerne 38, 39 og 40 samt forordning nr . 13/64/EOEF fortolkes saaledes, at de udelukker en renationalisering af landbrugspolitikken, navnlig inden for mejerisektoren, og skal i bekraeftende fald nedennaevnte retsforskrifter betragtes som udtryk for en saadan renationalisering, der er i strid med ovennaevnte bestemmelser og/eller i strid med forbuddet mod forskelsbehandling af producenterne :
1 ) Forordning nr . 1305/85, for saa vidt som den giver Italien mulighed for at udsaette anvendelsen af visse bestemmelser inden for de tre foerste aar, hvor maelkekvoterne anvendes .
2 ) Artikel 10 i forordning ( EOEF ) nr . 857/84, for saa vidt som den giver Graekenland mulighed for at betragte samtlige opkoebere som én enkelt opkoeber .
3 ) Forordning nr . 590/85, for saa vidt som den giver Frankrig mulighed for at fravige den almindelige ordning og at betragte sammenslutninger af opkoebere som en enkelt opkoeber .
4 ) Artikel 7, stk . 4, i forordning ( EOEF ) nr . 857/84 ( som blev indfoert ved forordning ( EOEF ) nr . 590/85 ), for saa vidt som den aendrer ordningen til fordel for Forbundsrepublikken Tyskland .
5 ) Forordningerne nr . 1335/86 og nr . 1343/86, for saa vidt som de indfoerer visse administrative lempelser for de spanske producenter .
d ) Kan artikel 1, stk . 2, i forordning ( EOEF ) nr . 857/84 - hvorefter der ved 'omraade' i artikel 5c, stk . 1, i forordning ( EOEF ) nr . 804/68 skal forstaas 'hele eller en del af det omraade i en medlemsstat, der udgoer en geografisk enhed, og hvori naturbetingelserne, produktionsstrukturerne og bestandens gennemsnitsydelse er sammenlignelig' - fortolkes saaledes, at en medlemsstat kan anse sit omraade for én enkelt region, paa trods af, at omraadet ikke udgoer en geografisk enhed, hvor naturbetingelserne, produktionsstrukturerne og bestandens gennemsnitlige ydelse er sammenlignelig, idet medlemsstaten har flere ugunstigt stillede omraader?
Er artikel 1, stk . 2, i bekraeftende fald i strid med EOEF-Traktaten, navnlig artikel 39, stk . 2, og med direktiv 75/268/EOEF om landbrug i bjergomraader og i visse ugunstigt stillede omraader og direktiv 75/269/EOEF om faellesskabslisten over ugunstigt stillede landbrugsomraader i henhold til direktiv 75/268 ( Belgien )?"
5 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagerne, de relevante faellesskabsretlige bestemmelser og den til gennemfoerelse heraf indfoerte belgiske ordning samt retsforhandlingernes forloeb og indlaeggene for Domstolen henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte puntker er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .
Det foerste og det andet spoergsmaal
6 Ved det foerste og det andet spoergsmaal, der boer behandles under ét, oensker den nationale retsinstans i det vaesentlige afgjort, om bestemmelserne i artikel 5c, stk . 1, andet afsnit, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 804/68 af 27 . juni 1968 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter, som aendret ved Raadets forordning ( EOEF ) nr . 856/84 af 31 . marts 1984 ( EFT L 90, s . 10 ), og artikel 1, stk . 1, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 857/84 af 31 . marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning ( EOEF ) nr . 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter ( EFT L 90, s . 13 ) er gyldige, for saa vidt medlemsstaterne i henhold hertil ved gennemfoerelsen af tillaegsafgiftsordningen for maelk kan vaelge mellem to ordninger, saaledes at afgiften efter den ene ordning ( formel A ) skal opkraeves af leverancer af maelk, der overskrider producenternes referencemaengder, og efter en sats paa 75% af indikativprisen for maelk, mens afgiften efter den anden ordning ( formel B ) skal opkraeves af leverancer af maelk, der overstiger opkoebernes referencemaengder, og efter en sats paa 100% af indikativprisen for maelk .
7 Artikel 5c, stk . 1, andet afsnit, i forordning nr . 804/68, som aendret ved forordning nr . 856/84, indeholder foelgende bestemmelser : "Afgiftsordningen gennemfoeres i hver region paa medlemsstaternes omraade efter en af foelgende formler :
Formel A
- Enhver maelkeproducent skal erlaegge en afgift for de maengder maelk og/eller maelkeaekvivalenter, som han har leveret til en opkoeber, og som i det paagaeldende mejeriaar overstiger en referencemaengde, som naermere skal fastsaettes .
Formel B
- Enhver opkoeber af maelk eller andre mejeriprodukter skal erlaegge en afgift for de maengder maelk eller maelkeaekvivalenter, som er leveret af producenter, og som i de paagaeldende tolv maaneder overstiger en referencemaengde, som naermere skal fastsaettes .
- Den opkoeber, som skal erlaegge afgiften, maa kun vaelte denne over paa de producenter, der har forhoejet deres leverancer, i forhold til de paagaeldende producenters andel i overskridelsen af opkoeberens referencemaengde ".
8 Som Domstolen har fastslaaet i dommen af 28 . april 1988, Thevenot, praemisserne 11 og 12 ( 61/87, Sml . s . 2375 ), er det vaesentlige ifoelge disse bestemmelser, at maelkeproducenten efter formel A skal erlaegge en afgift for de maengder maelk og/eller maelkeaekvivalenter, som han har leveret til en opkoeber, og som i den paagaeldende periode paa tolv maaneder overstiger hans referencemaengde . Efter formel B kan producenterne derimod inden for den paagaeldende periode paa tolv maaneder faa tildelt individuelle referencemaengder, der ikke er udnyttet af andre producenter tilsluttet samme mejeri, saafremt disse maengder tillaegges den paagaeldende medlemsstats nationale reserve i de i ordningen fastsatte tilfaelde . Efter formel B skal der saaledes ikke erlaegges afgift, naar yderligere leverancer fra en producent, der er knyttet til et mejeri, opvejes af tilsvarende mindre leverancer fra andre producenter tilknyttet samme mejeri, saaledes at mejeriets samlede opkoeb ikke overstiger dets referencemaengde .
9 I henhold til artikel 1, stk . 1, i forordning nr . 857/84 i den affattelse, der var gaeldende i perioden 2 . april 1984-31 . marts 1987, var den i artikel 5c i forordning nr . 804/68 omhandlede afgift fastsat til 75% af indikativprisen for maelk ved anvendelse af formel A og til 100% af indikativprisen for maelk ved anvendelse af formel B .
10 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at denne ordning har skabt en forskelsbehandling af de producenter, der er underlagt formel A, i forhold til dem, der er underlagt formel B . Efter formel A skal producenterne betale afgiften ved enhver overskridelse af deres referencemaengde, hvorimod det afhaenger af forholdene som helhed for det mejeri, de er tilknyttet, om en foroegelse af leverancerne faar foelger for de producenter, der er underlagt formel B . Denne fordel for producenterne ved anvendelsen af formel B opvejes ifoelge sagsoegerne ikke i tilstraekkelig grad af den forskellige afgiftssats paa henholdsvis 100% efter formel B og 75% efter formel A .
11 Det bemaerkes herom indledningsvis, at indfoerelsen af en valgmulighed mellem en ordning, hvorefter der opkraeves en afgift hos producenterne i tilfaelde af en overskridelse af disses referencemaengde ( formel A ), og en ordning, hvorefter afgiften opkraeves hos opkoeberne i tilfaelde af en overskridelse af disses referencemaengde ( formel B ), som udgangspunkt maa anses for tilstraekkeligt begrundet i hensynet til at sikre afgiftsordningens fulde gennemslagskraft i hele Faellesskabet, uanset de strukturforskelle med hensyn til produktion og indsamling af maelk, der eksisterer i de forskellige omraader i Faellesskabet .
12 Det maa dog undersoeges, om den omtvistede ordning medfoerer en mod Traktatens artikel 40, stk . 3, stridende forskelsbehandling mellem producenterne i Faellesskabet, saafremt ordningen som helhed indebaerer en stoerre oekonomisk byrde for de producenter, der er underlagt ordningen efter formel A, end for de producenter, der er underlagt ordningen efter formel B . En saadan stoerre byrde kunne bestaa i, at den fordel, som producenter underlagt formel B - i modsaetning til producenter underlagt formel A - drager af de referencemaengder, som andre producenter tilknyttet det samme mejeri ikke har udnyttet, ikke fuldt ud opvejes af den forskellige afgiftssats, der er fastsat til 75% af indikativprisen for maelk ved anvendelse af formel A og til 100% af indikativprisen ved anvendelse af formel B .
13 Som det fremgaar af Domstolens faste praksis, er forbuddet mod forskelsbehandling i Traktatens artikel 40, stk . 3, blot en konkretisering af den almindelige lighedsgrundsaetning, der hoerer til faellesskabsrettens grundlaeggende principper . Ifoelge lighedsgrundsaetningen maa forhold, som maa sidestilles, ikke reguleres forskelligt, medmindre en saadan forskellig regulering er objektivt begrundet ( jfr . dom af 25 . november 1986, Klensch m.fl ., praemis 9, 201/85 og 202/85, Sml . s . 3477, og dom af 17 . maj 1988, Erpelding, praemis 29, 84/87, Sml . s . 2647 ).
14 Hvad angaar Domstolens proevelse af spoergsmaalet om, hvorvidt dette forbud mod forskelsbehandling er blevet overholdt, maa det imidlertid understreges, at faellesskabslovgiver ved den faelles landbrugspolitik raader over vide skoensmaessige befoejelser i overensstemmelse med det politiske ansvar, som faellesskabslovgiver er tillagt ved Traktatens artikler 40 og 43 ( jfr . dom af 11 . juli 1989, Schraeder, praemis 22, 265/87, Sml . s . 2237 ). Naar faellesskabslovgiver ved fastlaeggelsen af en ordning maa vurdere dennes fremtidige virkninger, og disse ikke kan forudses med noejagtighed, kan det af faellesskabslovgiver udoevede skoen kun tilsidesaettes, saafremt det er aabenbart fejlagtigt, naar henses til de oplysninger, som faellesskabslovgiver raadede over paa tidspunktet for ordningens vedtagelse .
15 I naervaerende tilfaelde fremgaar det af betragtningerne til forordning nr . 857/84, at Raadet var opmaerksom paa, at "naar afgiften opkraeves hos opkoeberen, rammer afgiften ikke noedvendigvis alle de maelkemaengder, som den enkelte producent leverer, og som overstiger en maengde svarende til den, der er lagt til grund ved fastsaettelsen af opkoeberens referencemaengde", og paa, at der "for at opnaa en aekvivalens i resultaterne boer ... fastsaettes et hoejere afgiftsbeloeb, naar det skal erlaegges af opkoeberen ". Fastsaettelsen af de afgiftssatser, der skulle finde anvendelse ved henholdsvis formel A og formel B, var saaledes baseret paa et skoen fra Raadets side med hensyn til, i hvor hoej grad producenterne ved en anvendelse af formel B i praksis ville kunne drage fordel af uudnyttede referencemaengder hos andre producenter tilknyttet det samme mejeri . Det er herved klart, at det i mangel af erfaringer med hensyn til, hvorledes den nye ordning ville fungere, var umuligt paa tidspunktet for ordningens indfoerelse at forudse med noejagtighed, hvilket omfang denne udligning inden for mejerierne ville faa .
16 Under disse omstaendigheder kunne Raadet med rette antage, at saafremt afgiftssatsen ved formel B blev fastsat 25 procentpoint hoejere end afgiften ved formel A, ville dette kunne opveje den fordel, som de producenter, der er underlagt formel B, ville drage af muligheden for en udligning inden for mejeriet, og dermed skabe en lighed med hensyn til det faktiske afgiftsniveau i forbindelse med de to ordninger .
17 Dette maa saa meget mere laegges til grund, naar henses til, at bestemmelserne om afgiftssatserne ikke kan vurderes isoleret fra artikel 4a i forordning nr . 857/84 . I henhold til denne bestemmelse, der blev indfoert med tilbagevirkende gyldighed for den foerste periode paa tolv maaneder ved Raadets aendringsforordning ( EOEF ) nr . 590/85 af 26 . februar 1985 ( EFT L 68, s . 1 ) og senere opretholdt for hele ordningens anvendelsesperiode, kan medlemsstaterne i forbindelse med saavel formel A som formel B tildele de referencemaengder, som producenter eller opkoebere ikke har udnyttet, til producenter eller opkoebere i samme omraade samt i givet fald i andre omraader . Artikel 4a indeholder saaledes hjemmel til at gennemfoere en udligning mellem producenterne inden for et omraade og endog i andre omraader, hvorved producenterne ved formel A kan profitere af referencemaengder, som andre producenter ikke har udnyttet . Bestemmelsen begraenser saaledes ligesom forskellen i afgiftssatsen de fordele, som producenterne i tilfaelde af en anvendelse af formel B har i form af muligheden for en udligning inden for mejeriet .
18 Det kan derfor ikke antages, at faellesskabslovgiver ved udoevelsen af sine vide skoensmaessige befoejelser paa det her omhandlede omraade har handlet i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling af producenter i Faellesskabet .
19 Det foerste og det andet spoergsmaal maa herefter besvares med, at gennemgangen af dem intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 5c, stk . 1, andet afsnit, i Raadets forordning nr . 804/68 af 27 . juni 1968, som aendret ved Raadets forordning nr . 856/84 af 31 . marts 1984, eller om gyldigheden af artikel 1, stk . 1, i Raadets forordning nr . 857/84 af 31 . marts 1984 .
Det tredje spoergsmaal
20 Ved det tredje spoergsmaal oensker den nationale retsinstans i det vaesentlige oplyst, om en raekke faellesskabsretlige forordninger og bestemmelser vedroerende tillaegsafgift for maelk er gyldige, naar henses til, at disse forordninger og bestemmelser fastlaegger saerregler, som kun finder anvendelse paa producenterne i en bestemt medlemsstat .
21 Inden den egentlige besvarelse af dette spoergsmaal bemaerkes, at det er fremgaaet af retsforhandlingerne, at i modsaetning til, hvad den nationale retsinstans tilsyneladende er gaaet ud fra, er det kun to af de i spoergsmaalet omhandlede regler, som udgoer en undtagelsesordning, hvis anvendelse udtrykkeligt er begraenset til producenterne i en bestemt medlemsstat .
22 Artikel 3, nr . 3, sidste afsnit, i forordning nr . 857/84, der blev indsat ved Raadets aendringsforordning ( EOEF ) nr . 1305/85 af 23 . maj 1985 ( EFT L 137, s . 12 ), indeholder saaledes hjemmel for Italien til i de tre foerste tolvmaanedersperioder at udsaette anvendelsen af bestemmelsens foerste afsnit . I henhold hertil kan producenter, hvis maelkeproduktion i det valgte referenceaar er blevet paavirket i kendelig grad af usaedvanlige begivenheder foer eller i loebet af det naevnte aar, ansoege om, at der tages hensyn til et andet referencekalenderaar inden for perioden 1981-1983 .
23 Hvad angaar artikel 10, sidste afsnit, i forordning nr . 857/84, er retsvirkningerne af denne bestemmelse i det vaesentlige, at saafremt formel B anvendes i Graekenland, anses samtlige opkoebere for en enkelt opkoeber saavel med hensyn til spoergsmaalet om overvaeltning paa producenterne af den hos opkoeberen opkraevede afgift som spoergsmaalet om eventuelle justeringer af producenternes individuelle maengder .
24 Alle de oevrige i det tredje spoergsmaal omhandlede bestemmelser finder derimod generelt anvendelse i samtlige medlemsstater . I henhold til artikel 12, litra e ), sidste afsnit, i forordning nr . 857/84, som aendret ved forordning nr . 590/85, skal en sammenslutning af opkoebere i samme geografiske omraade under visse forudsaetninger anses for en enkelt opkoeber, uden at der derved sondres mellem de forskellige medlemsstater . Artikel 7, stk . 4, i forordning nr . 857/84, som aendret ved forordning nr . 590/85, indeholder hjemmel for samtlige medlemsstater til, naar en forpagtningskontrakt udloeber, og der ikke bestaar krav paa en viderefoerelse af forpagtningen, at traeffe bestemmelse om, at den afgaaende forpagter, saafremt han vil fortsaette sin maelkeproduktion, helt eller delvis skal bevare den referencemaengde, der svarer til bedriften . Endelig bemaerkes, at hverken Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1335/86 af 6 . maj 1986 om aendring af forordning ( EOEF ) nr . 804/68 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter ( EFT L 119, s . 19 ) eller Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1343/86 af 6 . maj 1986 om aendring af forordning ( EOEF ) nr . 857/84 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning ( EOEF ) nr . 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter ( EFT L 119, s . 34 ) indeholder nogen bestemmelser, der udelukkende kan antages at vaere til fordel for producenterne i en bestemt medlemsstat .
25 Den af den nationale retsinstans oenskede undersoegelse vedroerende gyldigheden af de omhandlede bestemmelser kan herefter begraenses til artikel 3, nr . 3, sidste afsnit, og artikel 10, sidste afsnit, i forordning nr . 857/84 .
26 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at de naevnte to bestemmelser strider mod princippet om forbud mod forskelsbehandling, idet de, uden at der foreligger nogen objektiv begrundelse herfor, begunstiger producenterne i visse medlemsstater til skade for producenterne i de oevrige medlemsstater, hvilket ifoelge sagsoegerne undergraver gennemfoerelsen af en faelles landbrugspolitik .
27 Det bemaerkes herom under henvisning til det allerede ovenfor anfoerte, at det fremgaar af Domstolens faste praksis, at princippet om forbud mod forskelsbehandling ikke er til hinder for, at forhold, der maa sidestilles, reguleres forskelligt, naar en saadan forskellig regulering er objektivt begrundet . Den omhandlede ordning opfylder denne betingelse .
28 Hvad for det foerste angaar artikel 3, nr . 3, sidste afsnit, i forordning nr . 857/84, som aendret, er det i betragtningerne til aendringsforordningen, forordning nr . 1305/85, angivet, at der i Italien forekommer oekonomiske strukturer, som er karakteriseret ved en udpraeget opdeling i smaa produktionsenheder, at dette forhold medfoerer betydelige vanskeligheder for ivaerksaettelsen af den i artikel 3, nr . 3, i forordning nr . 857/84 omhandlede ordning vedroerende tilpasning af referencemaengderne, og at Italien derfor boer gives bemyndigelse til midlertidigt at udsaette anvendelsen af visse dele af ordningen . Det bemaerkes endvidere, at den italienske regering om dette problem under retsmoedet har anfoert, at Italien var blevet ramt af et stort antal naturkatastrofer, som havde skadet produktionen, saaledes at det ville have medfoert betydelige kontrolproblemer, saafremt et stort antal producenter havde ansoegt om, at der blev taget hensyn til et andet referenceaar .
29 Hvad herefter angaar artikel 10, sidste afsnit, i forordning nr . 857/84, bemaerkes, at det fremgaar af betragtningerne til denne forordning, at den samlede maelkeproduktion i Graekenland udgoer mindre end 1% af produktionen i Faellesskabet, og at det samlede antal opkoebere er meget stort, hvorfor det for at lette anvendelsen af tillaegsafgiftsordningen i denne medlemsstat er hensigtsmaessigt, at samtlige opkoebere anses som en enkelt opkoeber . Den graeske regering har herom under retsmoedet anfoert, at landbrugsbedrifterne i Graekenland udpraeget er blandede bedrifter, i almindelighed familiebrug, som geografisk ligger meget spredt og strukturelt er meget tilbagestaaende .
30 Det maa herefter laegges til grund, at den oekonomiske struktur, bl.a . for fremstilling af og handel med maelk, er anderledes i Italien og Graekenland end i de oevrige medlemsstater . Naar henses til, at de omtvistede bestemmelser blev udstedt for at tage hensyn til de saerlige forhold i disse medlemsstater, er de heraf foelgende forskellige vilkaar for henholdsvis producenterne i Italien og Graekenland og producenterne i de oevrige medlemsstater objektivt begrundede, hvorfor de ikke kan anses for diskriminatoriske efter Domstolens praksis . Sagsoegernes anbringende om, at bestemmelserne strider mod den faelles karakter af den faelles landbrugspolitik, idet de indebaerer en retsstridig forskelsbehandling mellem producenter i Faellesskabet, kan saaledes ikke laegges til grund .
31 Det tredje spoergsmaal maa herefter besvares med, at gennemgangen af det intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 3, nr . 3, sidste afsnit, i Raadets forordning nr . 857/84 af 31 . marts 1984, som aendret ved Raadets forordning nr . 1305/85 af 23 . maj 1985, eller om gyldigheden af artikel 10, sidste afsnit, i forordning nr . 857/84 .
Det fjerde spoergsmaal
32 Ved den foerste del af det fjerde spoergsmaal oensker den nationale retsinstans i det vaesentlige oplyst, om artikel 1, stk . 2, i Raadets forordning nr . 857/84 af 31 . marts 1984 skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat kan anse hele sit territorium for et enkelt omraade, jfr . artikel 5c, stk . 1, i forordning nr . 804/68, ogsaa selv om medlemsstatens territorium ikke udgoer en geografisk enhed, hvori naturbetingelserne, produktionsstrukturerne og bestandens gennemsnitsydelse er sammenlignelig .
33 Artikel 1, stk . 2, foerste afsnit, i forordning nr . 857/84 lyder saaledes :
"I ... artikel 5c, stk . 1, (( i forordning ( EOEF ) nr . 804/68 )) forstaas ved 'omraade' hele eller en del af det omraade i en medlemsstat, der udgoer en geografisk enhed, og hvori naturbetingelserne, produktionsstrukturerne og bestandens gennemsnitsydelse er sammenlignelig ."
34 Det fremgaar af denne bestemmelse, at en medlemsstat, naar den traeffer beslutning, enten om, at hele dens territorium skal anses for et enkelt omraade, eller om en opdeling af territoriet i flere omraader, skal tage hensyn til saavel territoriets geografiske struktur som naturbetingelserne, produktionsstrukturerne og bestandens gennemsnitsydelse i de forskellige dele af territoriet .
35 Naar medlemsstaterne skal anvende kriterier, der vedroerer komplicerede oekonomiske forhold, raader de imidlertid over vide skoensmaessige befoejelser, og de kan alene anses for at have overskredet graenserne for disse befoejelser, saafremt den af dem anlagte vurdering er aabenbart fejlagtig . Selv om de geografiske og oekonomiske vilkaar i de forskellige dele af en medlemsstats territorium ikke er identiske, kan en medlemsstat derfor anse hele sit territorium for et enkelt omraade, medmindre denne loesning aabenbart strider mod, hvad de strukturelle forhold i medlemsstaten tilsiger .
36 Den foerste del af det fjerde spoergsmaal maa herefter besvares med, at artikel 1, stk . 2, i Raadets forordning nr . 857/84 af 31 . marts 1984 skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat kan anse hele sit territorium for et enkelt omraade, jfr . artikel 5c, stk . 1, i forordning nr . 804/68, ogsaa selv om territoriet ikke udgoer en geografisk enhed, hvori naturbetingelserne, produktionsstrukturerne og bestandens gennemsnitsydelse er sammenlignelig, medmindre denne loesning aabenbart strider mod, hvad de strukturelle forhold i medlemsstaten tilsiger .
37 Den anden del af det fjerde spoergsmaal angaar gyldigheden af artikel 1, stk . 2, i Raadets forordning nr . 857/84 af 31 . marts 1984, naar henses til den fortolkning, der er givet som svar paa spoergsmaalets foerste del . Naermere bestemt oensker den nationale retsinstans oplyst, om den naevnte bestemmelse er i overensstemmelse med de krav, der foelger af Traktatens artikel 39, stk . 2, og af Raadets direktiver 75/268/EOEF af 28 . april 1975 om landbrug i bjergomraader og i visse ugunstigt stillede omraader ( EFT L 128, s . 1 ) og 75/269/EOEF af 28 . april 1975 om faellesskabslisten over ugunstigt stillede landbrugsomraader i henhold til direktiv 75/268/EOEF ( Belgien ) ( EFT L 128, s . 8 ).
38 Hvad for det foerste angaar den paastaaede tilsidesaettelse af Traktatens artikel 39, stk . 2, bemaerkes, at der i henhold til denne bestemmelse "ved udarbejdelsen af den faelles landbrugspolitik og de saerlige foranstaltninger, som den kan medfoere, (( skal )) tages ... hensyn til : a ) landbrugserhvervets saerlige karakter, der foelger af ... de strukturelle og naturbetingede forskelle mellem de forskellige landbrugsomraader ..."
39 Dette krav er opfyldt her . Det fremgaar nemlig af svaret paa den foerste del af det fjerde spoergsmaal, at medlemsstaterne i henhold til artikel 1, stk . 2, i forordning nr . 857/84 ved gennemfoerelsen af artikel 5c, stk . 1, i forordning nr . 804/68 kan tage hensyn til strukturelle og naturbetingede forskelle mellem de forskellige dele af deres territorier .
40 Det bemaerkes endvidere, at artikel 1, stk . 2, i forordning nr . 857/84 skal ses i sammenhaeng med de oevrige relevante bestemmelser, hvorefter der kan eller skal tages hensyn til strukturelle og naturbetingede forskelle mellem landbrugsomraader .
41 I henhold til artikel 2, stk . 2, sidste punktum, i forordning nr . 857/84 kan medlemsstaterne, saafremt de vaelger kalenderaaret 1982 eller kalenderaaret 1983 som referenceaar, saaledes justere den procentsats, som de anvender paa den i det paagaeldende referenceaar leverede eller opkoebte maelkemaengde ved fastsaettelsen af referencemaengden . Denne justering skulle ske bl.a . paa grundlag af "udviklingen i leverancerne i visse regioner mellem 1981 og 1983 ".
42 Endvidere kan medlemsstaterne i henhold til artikel 4, stk . 1, i forordning nr . 857/84 - "for at gennemfoere omstruktureringen af maelkeproduktionen paa nationalt plan, i regionerne eller i indsamlingsomraaderne" - under visse forudsaetninger yde en godtgoerelse til producenter, der forpligter sig til definitivt at opgive maelkeproduktionen, ligesom de kan tildele supplerende referencemaengder til producenter, der gennemfoerer en udviklingsplan for maelkeproduktionen, eller som udoever landbrugsvirksomhed som hovederhverv .
43 Endelig bemaerkes, at artikel 4a i forordning nr . 857/84, som aendret ved forordning nr . 590/85, indeholder hjemmel for medlemsstaterne til at tildele de referencemaengder, som producenter eller opkoebere ikke har udnyttet, "til producenter eller opkoebere i samme omraade samt i givet fald i andre omraader", idet dette skal ske "i foerste raekke inden for samme omraade, i anden raekke mellem omraader ".
44 Den omhandlede ordning som helhed er derfor tilstraekkelig smidig til, at medlemsstaterne ved gennemfoerelsen af ordningen kan tage behoerigt hensyn til de strukturelle og naturbetingede forskelle mellem de forskellige landbrugsomraader inden for deres territorier . Anbringendet om, at der er sket en tilsidesaettelse af Traktatens artikel 39, stk . 2, kan saaledes ikke laegges til grund .
45 Hvad herefter angaar den paastaaede tilsidesaettelse af direktiverne 75/268 og 75/269, bemaerkes blot, at disse direktiver har en anden maalsaetning end den faellesskabsretlige tillaegsafgiftsordning for maelk . Formaalet med direktiverne er nemlig at skabe hjemmel for medlemsstaterne til at indfoere saerlige stoetteordninger for landbrugsbedrifter i visse ugunstigt stillede omraader, som er opregnet i en liste, der vedtages paa grundlag af faellesskabskriterier og efter en faellesskabsprocedure . Den omstaendighed, at bestemte omraader i en medlemsstat har status som ugunstigt stillede landbrugsomraader efter direktiverne, medfoerer derfor ikke, at de skal anses som selvstaendige omraader efter artikel 1, stk . 2, i forordning nr . 857/84 .
46 Den anden del af det fjerde spoergsmaal maa herefter besvares med, at gennemgangen af det intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 1, stk . 2, i Raadets forordning nr . 857/84 af 31 . marts 1984 .
Afgørelse om sagsomkostningerSagens omkostninger
47 De udgifter, der er afholdt af den belgiske, den britiske, den graeske og den italienske regering og af Raadet og Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til parterne i hovedsagerne udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale retsinstans, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagsomkostningerne .
AfgørelsePaa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN ( Tredje Afdeling )
vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af tribunal de première instance de Verviers ved domme af 20 . september 1988, for ret :
1 ) Gennemgangen af de forelagte spoergsmaal har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 5c, stk . 1, andet afsnit, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 804/68 af 27 . juni 1968, som aendret ved Raadets forordning ( EOEF ) nr . 856/84 af 31 . marts 1984, eller om gyldigheden af artikel 1, stk . 1, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 857/84 af 31 . marts 1984 .
2 ) Gennemgangen af det forelagte spoergsmaal har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 3, nr . 3, sidste afsnit, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 857/84 af 31 . marts 1984, som aendret ved Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1305/85 af 23 . maj 1985, eller om gyldigheden af artikel 10, sidste afsnit, i forordning ( EOEF ) nr . 857/84 .
3 ) Artikel 1, stk . 2, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 857/84 af 31 . marts 1984 skal fortolkes saaledes, at en medlemsstat kan anse hele sit territorium for et enkelt omraade, jfr . artikel 5c, stk . 1, i forordning ( EOEF ) nr . 804/68, ogsaa selv om territoriet ikke udgoer en geografisk enhed, hvori naturbetingelserne, produktionsstrukturerne og bestandens gennemsnitsydelse er sammenlignelig, medmindre denne loesning aabenbart strider mod, hvad de strukturelle forhold i medlemsstaten tilsiger .
4 ) Gennemgangen af det forelagte spoergsmaal har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 1, stk . 2, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 857/84 af 31 . marts 1984 .
Top