I sag nr. 183/73
angående en anmodning, som i henhold til EØF-traktatens artikel 177 af Bundesfinanzhof er indgivet til Domstolen for i den sag, som verserer for den nævnte ret mellem
OSRAM GMBH, München,
og
OBERFINANZDIREKTION Frankfurt am Main
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af toldpositionerne 70.11, 85.20 og 70.21 i den fælles toldtarif med henblik på tariferingen af visse reflektorer, bestemt til fremstilling af lamper,
afsiger
DOMSTOLEN
sammensat af: præsidenten R. Lecourt, afdelingsformændene A. M. Donner og M. Sørensen (refererende), dommerne R. Monaco, J. Mertens de Wilmars, P. Pescatore, H. Kutscher, C. Ó Dálaigh og A. J. Mackenzie Stuart,
generaladvokat: A. Trabucchi
justitssekretær: A. Van Houtte
følgende
DOM
Sagsfremstilling
Forelæggelseskendelsen og de skriftlige indlæg indgivet i henhold til artikel 20 i statutten for EØF-Domstolen kan sammenfattes således:
I — Faktiske omstændigheder og retsforhandlingernes forløb
1.
Firmaet Osram anmodede i juni 1969 om en for administrationen bindende officiel udtalelse vedrørende toldmæssig tarifering af reflektorer og linser i presset glas bestemt til fremstilling af projektørlamper for udstillingsvinduer, af infrarøde lamper til medicinsk, landbrugsmæssigt eller industrielt brug, og af lynlyslamper. Reflektorerne, som har en konisk form, er åbne i begge ender. Efter overfladebehandlingen af inderklædningen af reflektorerne og monteringen af de indvendige dele i lamperne bliver linserne støbt hermetisk på reflektorerne. Lamperne fyldes med ædelt gas. En lampesokkel med gevind sættes derefter fast på lamperne.
I sin officielle udtalelse af 11. august 1970 tariferede Oberfinanzdirektion Frankfurt (hovedkontoret for afgifter) disse varer under position 70.21 i den fælles toldtarif (FTT, se forordning nr. 950/68, EFT-specialudgave 1968, I s. 265; original reference JO nr. L 172 af 22. juli 1968, s. 1, sidst ændret ved forordning nr. 1/74, EFT nr. L 1 af 1. januar 1974, s. 1).
Firmaet bestred Oberfinanzdirektions synspunkt. I en til denne myndighed indgivet klage, der tog sigte på tilbagekaldelse af den officielle afgørelse vedrørende den toldmæssige tarifering, krævede det, at reflektorerne blev tariferet under toldposition nr. 70.11 eller subsidiært under underposition nr. 85.20 D, hvorunder også linsen må tariferes. Oberfinanzdirektion forkastede denne klage. Mod denne afgørelse har firmaet indgivet søgsmål til Bundesfinanzhof.
2.
De pågældende positioner i den fælles toldtarif er følgende:
70.11:
Åbne glaskolber og glasrør uden montering, til glødelamper, elektronrør o.lign.
18 %
70.21:
Andre varer af glas
21 %
I kapitel 85: elektriske maskiner og apparater samt elektrisk materiel;
85.20:
Elektriske glødelamper og udladningslamper samt infrarøde og ultraviolette lamper; buelamper; elektriske lynlyslamper til fotografisk brug;
A.
…
B.
…
C.
…
D.
Dele efter den 1. januar 1972: 85.20 C
15 %
(De angivne procentsatser er de autonome toldsatser. De bundne toldsatser er føleligt lavere, men i tilsvarende indbyrdes forhold).
3.
Bundesfinanzhof besluttede at udsætte sagen og i henhold til artikel 177 i EØF-traktaten at forelægge Dom stolen følgende præjudicielle spørgsmål til afgørelse:
1.
Hvorledes skal »glaskolber« (»Glaskolben«) i position 70.11 i den fælles toldtarif forstås?
2.
Hvad er »åbne glaskolber uden montering« i samme position?
3.
Er glasgenstande, der er koniske og åbne til to sider, også omfattet af ovennævnte position, eller henhører de under position 85.20 eller 70.21?
Bundesfinanzhof har i sin forelæggelseskendelse blandt andet udtalt:
»Da reflektorer i lighed med linser tjener til fremstilling af glødelamper, kunne man først være fristet til at tarifere disse under position 85.20 D, da de udgør dele til disse lamper. Dette er imidlertid umuligt, såfremt de pågældende varer udgør glasvarer henhørende under position 70.11, eftersom disse varer i henhold til note 1 b i kapitel 85 ikke henhører under dette sidstnævnte kapitel.
Afgørelsen i sagen afhænger således i første række af spørgsmålet, om reflektorerne udgør »åbne glaskolber … uden montering« i den betydning, der er forudsat i position 70.11 i den fælles toldtarif. Men dette spørgsmål vil ikke kunne besvares, uden at man definerer indholdet af betegnelsen »glaskolber« (Glaskolben). Imidlertid eksisterer der ikke en sådan definition inden for fællesskabsretten … Den tyske betegnelse »Kolben« indebærer i sin vanlige betydning en omsluttet rund genstand, der er forsynet med en åbning. Imidlertid er denne betegnelse benyttet inden for forskellige områder med meget varierede præcise betydninger … Det er således i det foreliggende tilfælde af betydning at vide, hvorvidt produkter som reflektorer vil kunne falde ind under ordningen for kolber (»Kolben«), på trods af at de er åbne i begge ender og ikke bare i en af dem. Såfremt man antager, at de ikke udgør kolber, før linserne er smeltet på, opstiller bestemmelserne i kapitel 85 ikke nogen hindring for, at de i lighed med linser tariferes som dele af glødelamper under position 85.20 D. De forklarende bemærkninger … nævner i forbindelse med position 85.20 … at der under den nævnte position heller ikke hører: »Glasdele der er bestemt til fremstilling af elektriske lamper og lysrør (position 70.21)«. Men eftersom disse forklarende bemærkninger ikke er… almindelige og bindende retsregler, vil de ikke kunne medføre, at reflektorer tariferes under position 70.21 fremfor under position 85.20 D.«
4.
Bundesfinanzhofs forelæggelseskendelse af 16. oktober 1973 indgik til Domstolens justitskontor den 19. november 1973.
I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen har Kommissionen ved sin juridiske rådgiver, J. Amphoux, som befuldmægtiget, assisteret af D. Oldekop, juridisk rådgiver ved Kommissionen, og firmaet Osram ve W. Zimmermann og P. Haase, indgivet skriftlige indlæg.
Domstolen har på grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at åbne den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
II — Skriftlige indlæg indgivet til Domstolen
Firmaet Osram gør gældende, at de engelske og franske versioner af toldpositionerne bekræfter dets opfattelse, ifølge hvilken de varer, der skal tariferes, lamper af reflektorer (reflektorer) og dækglas (linser), skal tariferes som lamper i henhold til position nr. 70.11. Reflektorkolberne og dækglassene er klart dele, der kompletterer hinanden, og som udgør glasdele i gøldelamper. Disse to dele bliver i almindelighed fremlagt samtidig til fortoldning.
De franske og tyske tekster til position nr. 70.11 taler om »ampoules et de tubes électriques ouverts, non finis«. Den engelske version giver en meget videre definition af varen, idet den benytter betegnelsen »glass envelopes« (glashylstre). De tre tekster er overensstemmende angående det faktum, at disse produkter (Kolben/ampoules/glass envelopes/bulbs) må kunne indgå i fremstillingen af »glødelamper, elektronrør og lign.«. Det afgørende kriterium er således ikke formen på disse glasprodukter men alene det faktum, at de udgør glaskolber til elektriske lamper.
Varerne indgår uden tvivl i fremstillingen af lamper som dele til glødelamper. Såfremt firmaets opfattelse ikke har fornødent grundlag, må de omstridte varer følgelig tariferes som »dele til glødelamper« (nr. 85.20), fordi glasvarer under position nr. 70.11 (ampoules/Kolben og glass envelopes) er de eneste, der henregnes til denne position ifølge de forklarende bemærkninger 1 b i kapitel 85. Men en ny overførelse fra nr. 85.20 til nr. 70.21 på grundlag af position nr. 70.11 (andre glasvarer) er forkert.
Ifølge firmaet må definitionen af glaskolber under position 70.11 afhænge af den brug, de sædvanligt er bestemt for. De kombinerede begreber »glaskolber«, »åbne«, »uden montering«»glass envelopes« (glashylstre) gør det muligt at slå fast, at bearbejdningsgraden af en kolbe ikke i sig selv har nogen betydning for tariferingen.
Kommissionen minder om, at de to første spørgsmål vedrører fortolkningen af position nr. 70.11. Det fortolkningsproblem, der rejses, drejer sig om, hvorvidt begrebet kolber, når glashylsteret til en lampe dannes ved sammenføjning af flere dele, der smeltes sammen, — i det foreliggende tilfælde reflektorerne og linserne — alene omfatter det allerede dannede hylster, eller om det ligeledes kan omfatte hver enkelt af delene for sig eller i det mindste visse af disse.
I overensstemmelse med de almindelige regler for fortolkning af nomenklaturen til FTT, er det for det første rigtigt at tage hensyn til teksten til position nr. 70.11. Kommissionen henviser særlig til den engelske version af denne position: »glass envelopes (including bulbs and tubes) for electric lamps, electric valves or the like«.
Den henviser videre til de forklarende bemærkninger til Bruxelles-nomenklaturen og citerer de bemærkninger, der angår position 70.11.
Den gør gældende, at bemærkningerne utvetydigt, om ikke udtrykkeligt, fremstiller de objektive karakteristika og egenskaber, der tjener som kriterier for produkter, der skal tariferes under position nr. 70.11. Uafhængigt af det materiale, som disse produkter er fremstillet af, er det særligt karakteristisk for dem, at de er bestemt til at indgå i fremstillingen af elektriske lamper og lysstofrør. Den engelske tekst til denne position er særlig klar i så henseende. Positionen dækker alle glashylstre »til lamper, lysstof- og elektronrør og lign.«. På den anden side fremgår det dog klart af teksten til position nr. 70.11 og de forklarende bemærkninger, der angår denne, at den alene er tænkt at skulle omfatte artikler, der selv vil kunne udgøre glashylsteret til lamper, i hvis fremstilling de skal indgå. Kommissionen erindrer bl.a. om, at de forklarende bemærkninger til Bruxellesnomenklaturen taler om »egentlige lamper«.
For at kunne tariferes under position 70.11 må en artikel altså, så snart den er blevet udstyret med de nødvendige indretninger til overføring af elektrisk energi til lys- eller andre stråler, i sig selv udfylde den rolle, der er tildelt glashylsteret i den lampe eller det lysrør, til hvis fremstilling den er bestemt.
På samme måde påberåber Kommissionen sig toldsamarbejdsrådets tariferingsudtalelse vedrørende position nr. 85.21 (jf. Recueil des avis de classement, side MJ. 1971 70.13-70.21).
Kommissionen spørger videre, om dele af kolber kan ligestilles med færdige kolber under position nr. 70.11. Det andet spørgsmål, der er stillet af Bundesfinanzhof, vedrører dette problem.
Det fremgår af betegnelsen »åbne glaskolber, uden montering«, at en kolbe eller et rørformet glashylster til lamper henhører under position nr. 70.11, selv om der blot er tale om en artikel, der er ufærdig i sammenligning med de glashylstre, som denne position tager sigte på, eller må underkastes forskellige yderligere arbejdsoperationer for opnåelsen af dette formål. Der er imidlertid en betingelse: i overensstemmelse med et almindeligt princip for tarifering efter den fælles toldtarif må den artikel, der er ukomplet eller ufærdig allerede i den foreliggende tilstand frembyde de samme hovedegenskaber som den komplette eller færdige artikel for at kunne henføres under den samme toldposition som denne (se nu den almindelige fortolkningsregel for nomenklaturen nr. 2 a i FTT).
Og i det tilfælde, at en lampe dannes ved sammenføjning af flere glasdele, som alle er lige vigtige, men som endnu ikke besidder nogen af de egenskaber, som er væsentlige for den kolbe, der skal fremstilles, er det klart, at ingen af disse dele kan henhøre under position 70.11. Begrebet kolber uden montering må ikke forveksles med begrebet dele af kolber.
Dette fremgår af det almindelige system i den fælles toldtarif og den terminologi, som den benytter. I henhold til Bruxelles-nomenklaturen sondrer den fælles toldtarif klart mellem ukomplette eller ufærdige varer og dele til varer. Hver gang tariffen vedrører dele til en artikel samtidig med selve artiklen, er dette altid med omhu nævnt udtrykkeligt.
I mangel af en sådan præcisering må en del af en artikel behandles særskilt i henhold til nomenklaturen og, såfremt den ikke er dækket af en særlig position, tariferes under opsamlingspositionen for det færdige produkt. Det er i hvert fald dette princip, som toldsamarbejdsrådet har lagt til grund i flere tariferingsudtalelser (se f.eks. Recueil des avis de classement, side MJ. 1966, 73.11-73.13). I denne sammenhæng henviser Kommissionen også til de forklarende bemærkninger til De europæiske Fællesskabers toldtarif angående underpositionerne nr. 85.20 C (før den 1. januar 1972 nr. 85.20 D) og 85.21 E. Disse bemærkninger skelner klart mellem på den ene side glaskolber og rørformede glashylstre til lamper, lysrør og radiorør under nr. 70.11 og på den anden side glasdele, der er bestemt at indgå i sådanne hylstre, og som er placeret under nr. 70.21.
Kommissionen gør imidlertid opmærksom på den nye almindelige fortolkningsregel for nomenklaturen nr. 2, litra a i den fælles toldtarif, som er bilag til Rådets forordning nr. 1/72 af den 20. december 1971 (JO nr. L 1 af 1. januar 1972, s. 1), og hvorefter enhver henvisning til en artikel i en bestemt position i tariffen »endvidere omfatter artikler, der er komplette eller færdige eller skal betragtes som sådanne … når de foreligger løst eller i umonteret stand«. På nuværende tidspunkt må man stille sig selv det spørgsmål, om glasdelene ikke vil kunne anses for kolber, »der foreligger i … umonteret stand«, når de importeres samtidig.
Imidlertid er den slutning, der er draget ovenfor, i det mindste gyldig for perioden før ikrafttrædelsen af forordning nr. 1/72.
Hvad angår det tredje spørgsmål gør Kommissionen gældende, at svaret på den første del af alternativet allerede fremgår af de bemærkninger, der er fremført ovenfor. De varer, det drejer sig om, er ikke omfattet af position nr. 70.11. Man må derfor spørge, om de kan tariferes som dele til lamper under underposition nr. 85.20 D.
Skal man holde sig til ordlyden af bestemmelserne i tariffen, kan man fristes til at svare bekræftende. Underposition nr. 85.20 D tager sigte på dele til de pågældende lamper uden at sondre med hensyn til arten af disse dele, navnlig om de er af glas eller ikke. Den eneste udelukkelse, der er fastsat, er den, der fremgår af bestemmelse 1, litra b i kapitel 85. Denne angår glasartikler under nr. 70.11. Man kan imidlertid ikke undgå at blive slået af den manglende logik i en sådan tarifering. At godkende den vil være at underkende forbindelsen mellem positionerne 85.20 og 70.11. Faktisk er det rimeligt at gå ud fra, at de pågældende artikler, før de bliver til dele af lamper, først er dele af kolberne til disse lamper. Man kan vanskeligt forstå at disse dele af kolber allerede henhører under position nr. 85.20, mens kolberne selv er udelukket herfra. I virkeligheden må den udelukkelse fra kapitel 85, som følger af bestemmelse 1, litra b i dette kapitel, forstås som vedrørende ikke blot produkterne under position nr. 70.11, men tillige de dele, der er bestemt til at indgå i disse produkter, selv i den tilstand de befinder sig i forud for fabrikationsprocessen for produkterne.
At udelukke dele til glaskolber fra underposition nr. 85.20 D på samme grundlag som glaskolberne selv betyder ikke, at man afviser, at denne underposition blandt dele til lamper og rør også omfatter dele af glas. Som det imidlertid fremgår af de forklarende bemærkninger til De europæiske Fællesskabers toldtarif, drejer det sig alene om »glasdele … bestemt til indvendig montering i lamper eller rør«.
De forklarende bemærkninger bekræfter i øvrigt udtrykkeligt, at der: »fra nærværende underposition derimod udelukkes … 1. glasdele, der er bestemt til at indgå i hylstre til lamper eller rør (nr. 70.21).«
Kommissionen henviser i øvrigt for så vidt angår position 85.21 til den tidligere citerede tariferingsudtalelse fra toldsamarbejdsrådet.
Kommissionen konkluderer, at der for tariferingen af de omhandlede artikler kun bliver den mulighed tilbage at anvende opsamlingspositionen for andre varer af glas, dvs. position nr. 70.21. Efter skriftvekslingens afslutning gik man den 20. marts 1974 over til den mundtlige forhandling. Firmaet Osram var repræsenteret af doktor Schweickert og Kommissionen af sin juridiske rådgiver, J. Amphoux, bistået af D. Oldekop.
Under den mundtlige forhandling har firmaet og Kommissionen, som svar på et spørgsmål fra Domstolen, afgivet forklaring angående den vægt, der i det foreliggende tilfælde skal tillægges den almindelige fortolkningsregel for nomenklaturen, nr. 2, litra a, sidste sætning i den fælles toldtarif vedrørende artikler, der foreligger løst eller i umonteret stand.
Kommissionen erindrer om, at denne regel blev indført i den fælles toldtarif den 1. januar 1972. Kommissionen henviser til de forklarende bemærkninger til Bruxelles-nomenklaturen og gør gældende, at anvendelsen af reglen forudsætter, at alle elementerne importeres samtidig, at det forhold, at de importeres løst eller i umonteret stand, frem for alt skyldes omstændigheder i forbindelse med emballagen eller transporten, men ikke har egentlige fabrikationsmæssige årsager, og videre, at samlingsprocessen er meget enkelt.
Kommissionen tvivler på, at disse forudsætninger er til stede i det foreliggende tilfælde. Den skønner, at det forhold, at linserne og reflektorerne importeres adskilt, skyldes særegenheder ved fabrikationsprocessen. Den gør videre gældende, at sammensmeltningsprocessen går langt videre end den simple samling af delene.
Efter Kommissionens mening udgør den første sætning i regel 2 a angående ukomplette eller ufærdige artikler en simpel kodifikation af den tidligere retstilstand, mens den anden sætning angående artikler i løs eller umonteret tilstand kun har været gældende for visse særlige afsnit, og at der i 1972 er sket en udvidelse til hele den fælles toldtarif.
Firmaet Osram finder, at den almindelige fortolkningsregel bekræfter firmaets synspunkt, og at denne regel præciserer en allerede eksisterende retstilstand. Firmaet påpeger, at glashylstret af tekniske grunde må være delt i to dele, og gør gældende, at disse to dele tilsammen udgør et enkelt element, glaskolbeelementet.
Firmaet henviser til følgende bemærkning i Kommissionens redegørelse: »Det er de tekniske krav til nævnte lampes eller lysrørs funktion, som bestemmer, hvilke egenskaber den pågældende artikel må have for at kunne henføres under position nr. 70.11.« Firmaet mener, at denne bemærkning understøtter dets eget synspunkt.
Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 4. april 1974.
Præmisser
1
Ved kendelse af 16. oktober 1973, indgået til Domstolen den 19. november 1973, har Bundesfinanzhof i henhold til EØF-traktatens artikel 177 stillet nogle spørgsmål angående fortolkningen af visse bestemmelser i den fælles toldtarif (herefter »FTT«);
2
det fremgår af forelæggelseskendelsen, at disse spørgsmål er blevet stillet i forbindelse med et søgsmål om en officiel tariferingsudtalelse, der er bindende for administrationen (»verbindliche Zolltarifauskunft«), og som er afgivet af en tysk toldmyndighed den 11. august 1970 vedrørende tariferingen af reflektorer og linser af presset glas, bestemt til fremstilling af visse specielle elektriske lamper;
3
fremstillingsprocessen for disse lamper indebærer, til forskel fra traditionelle elektriske lamper, ikke benyttelsen af en monteret glaskolbe men af reflektorer i glas, af konisk form og åbne, som efter montering af de elektriske elementer lukkes med linser, der påsmeltes langs kanten.
Angående det første og det andet spørgsmål
4
De to første spørgsmål, der er stillet, angår fortolkningen af begreberne »åbne glaskolber … uden montering« i den betydning, der er forudsat i position 70.11 i FTT;
5
det fremgår af teksten til position 70.11 i dens forskellige sproglige versioner, at den ikke blot sigter på former af glas, der benyttes til fabrikationen af elektriske lamper i henhold til traditionelle fremgangsmåder, men på alle former af glas, der er bestemt til fremstilling af sådanne lamper, uanset fremgangsmåden;
denne fortolkning bekræftes af de forklarende bemærkinger til Bruxelles-nomenklaturen vedrørende positionen 70.11, hvoraf det klart fremgår, at de objektive kendetegn og egenskaber hos de produkter, der henhører under denne position, i det væsentlige er baseret på deres anvendelse til fremstilling af elektriske lamper og rør.
6
Position 70.11 finder ifølge affattelsen på Fællesskabets officiele sprog før 1973 ikke anvendelse på produkter, der er »ufærdige«;
dette udtryk må fortolkes i overensstemmelse med den almindelige tariferings-bestemmelse nr. 2 a, første sætning i afsnit 1 i FTT;
denne bestemmelse fastlår, at »når en bestemt vare nævnes i en positionstekst, omfatter positionen også ukomplette eller ufærdige varer af den omhandlede art, for så vidt de fremtræder som i det væsentlige komplette eller færdige varer«;
spørgsmålet, om de produkter, som er omhandlet i hovedsagen, faktisk opfylder disse betingelser, vedrører snarere anvendelsen end fortolkningen af FTT og henhører således under den nationale dommers kompetence.
7
Selv om begrebet ufærdige varer ganske vist ikke skal forstås som omfattende enhver af de. enkeltdele, der udgør et produkt, må man lægge vægt på den almindelige tariferingsbestemmelse nr. 2 a, anden sætning i afsnit 1 i FTT, som bestemmer, at enhver henvisning til en artikel i en bestemt position i tariffen endvidere »omfatter … varer af den pågældende art (herunder ukomplette eller ufærdige varer, som efter nærværende bestemmelser tariferes som komplette eller færdige varer), når de foreligger i adskilt eller ikke samlet stand«;
det fremgår af ordlyden af denne bestemmelse, at den kun kan anvendes, såfremt de umonterede dele fremlægges samtidig til fortoldning;
der må endvidere lægges vægt på den forklarende bemærkning til Bruxelles-nomenklaturen, der angår denne bestemmelse, og ifølge hvilken man anser sådanne varer for umonterede, »hvis forskellige bestanddele skal samles ved hjælp af simple samleanordninger … eller ved f.eks. nitning eller svejsning, forudsat at samlingen kun kræver enkle arbejdsfunktioner«;
det tilkommer den: nationale dommer at fastslå, hvorvidt påsmeltningen af linserne på de omtvistede reflektorer faktisk opfylder disse betingelser.
8
De to sætninger i tariferingsbestemmelse nr. 2 a i afsnit 1 blev indføjet i FTT med virkning af 1. januar 1972 som følge af en indstilling vedtaget den 9. juni 1970 af toldsamarbejdsrådet og godkendt af Fællesskabets medlemsstater i henhold til Rådets beslutning af 21. juni 1971 (JO nr. L 137 af 23. juni 1971, s. 10);
det må tages i betragtning, at disse tariferingsbestemmelser blev formuleret i den hensigt formelt at udstrække den fortolkningspraksis, der var blevet indført ved særlige bestemmelser, til hele. tariffen, hvorfor de altså ikke udgør en retlig nyskabelse men gælder for import, der har fundet sted allerede før den 1. januar 1972.
Vedrørende det tredje spørgsmål
9
Det tredje spørgsmål drejer sig om, hvorvidt koniske glasformer, der er åbne i begge ender, henhører under position 70.11 eller tværtimod under position 85.20 eller 70.21.
10
Som allerede er bemærket, tilkommer det den nationale dommer at afgøre, hvorvidt de omtvistede genstande faktisk opfylder betingelserne for at blive tariferet under den ene eller den anden toldposition, og at Domstolen i henhold til artikel 177 i EØF-traktaten kun er kompetent til at udtale sig om fortolkningen af bestemmelserne i tariffen;
11
position 70.21 omfatter »andre varer af glas« og position 85.20»elektriske glødelamper og udladningslamper …«, herunder »dele« (nuværende underposition C);
bestemmelse 1 b til kapitel 85 i tariffen fastslår, at dette kapitel ikke omfatter »varer af glas henhørende under position 70.11«;
heraf følger at et produkt, der ikke henhører under nr. 70.11, kan henhøre under kapitel 85;
12
den almindelige tariferingsbestemmelse nr. 3 a i afsnit 1 bestemmer, at en position med mere specificeret varebeskrivelse skal foretrækkes for positioner med en mere almindelig varebeskrivelse;
position 85.20 C (»elektriske lamper og udladningsrør … : dele«) er mere specificeret end opsamlingspositionen nr. 70.21 (»andre varer af glas«);
Kommissionen har imidlertid påpeget, at den i en forklarende bemærkning til underposition 85.20 C har udtalt, at der herfra bør udelukkes »glasdele, der er bestemt til at indgå i hylstre til lamper eller udladningsrør (nr. 70.21)«;
Kommissionens forklarende bemærkninger kan ikke, selv om de udgør et vigtigt bidrag til fortolkningen af den fælles toldtarif, ændre dennes tekst, herunder de indledende bestemmelser til de enkelte kapitler, som er en integrerende del af tariffen;
13
man må herefter konkludere, at position 85.20 C skal fortolkes således, at den omfatter former af glas, der er bestemt til at indgå i hylstre til elektriske lamper og ikke henhører under position 70.11.
Vedrørende sagsomkostningerne
14
De udgifter, der er afholdt af Kommissionen, som har indgivet indlæg til Domstolen, kan ikke godtgøres;
15
da retsforhandlingerne i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.
På grundlag af disse præmisser kender
DOMSTOLEN
vedrørende de spørgsmål, der er forelagt den af Bundesfinanzhof ved kendelse af 16. oktober 1973, for ret:
1.
Udtrykket »åbne glaskolber og glasrør uden montering« i position 70.11 i den fælles toldtarif må fortolkes således, at det omfatter alle former af glas, der er bestemt til at indgå i hylstre til elektriske lamper og udladningsrør, og som i den foreliggende tilstand besidder den komplette eller færdige vares hovedegenskaber.
2.
Underposition 85.20 C i den fælles toldtarif må fortolkes således, at den omfatter alle dele af glas, der er bestemt til at indgå i hylstre til elektriske lamper og udladningsrør og ikke henhører under position 70.11.
Lecourt
Donner
Sørensen
Monaco
Mertens de Wilmars
Pescatore
Kutscher
Ó Dálaigh
Mackenzie Stuart
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 8. maj 1974.
A. Van Houtte
Justitssekretær
Præsident
R. Lecourt
Full & Egal Universal Law Academy