I sag 91/74
angående en anmodning, som i henhold til EØF-traktatens artikel 177 er forelagt Domstolen af Finanzgericht Hamburg for i den ved denne ret verserende sag mellem
HAUPTZOLLAMT HAMBURG-ERICUS
og
HAMBURGER IMPORT-KOMPANIE GMBH, Winsen/Luhe
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af positionerne 20.07 B II a 1 og 20.07 B II b 1 aa i den fælles toldtarif sammenholdt med underafsnit C, nr. 1 og 2, b i de almindelige bestemmelser til den fælles toldtarif.
afsiger
DOMSTOLEN
sammensat af: præsidenten R. Lecourt, afdelingsformændene J. Mertens de Wilmars og Mackenzie Stuart, dommerne A. M. Donner (refererende), R. Monaco, P. Pescatore, H. Rutscher, M. Sørensen og A. O'Keeffe,
generaladvokat: J.-P. Warner
justitssekretær: A. Van Houtte
følgende
DOM
Faktiske og retlige omstændigheder
Sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og de indlæg, der er afgivet i medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF's Domstol, kan sammenfattes således:
I — De faktiske omstændigheder og retsforhandlingernes forløb
Den 16. juni 1970 lod firmaet Hamburger Import-Kompanie fortolde et parti på 1248 kartonner appelsinsaft med et indhold af tilsat sukker på over 30 vægtprocent og med en vægtfylde ved 15o C på 1,33 eller derunder. I henhold til toldangivelsen indeholdt kartonnerne 12 flasker, der hver havde et nettoindhold på 895 g. Fakturaprisen var angivet til 11,80 DM pr. karton. Herved fremkom en regnskabsmæssig værdi på 109,89 DM pr. 100 kg appelsinsaft med tilsat sukker.
I henhold til fortegnelsen i bilag B til Rådets forordning (EØF) nr. 455/69 af 11. marts 1969 (EFT-specialudgave 1969 (I), s. 95; org. ref. JO L 64), der er optaget i den fælles toldtarif, findes der til brug for tariferingen af appelsinsaft med tilsat sukker en værdigrænse, der på importtidspunktet androg 109,80 DM (30 RE) pr. 100 kg. Frugtsaft, hvis værdi oversteg denne grænse, henførtes under toldposition 20.07 B II a 1 og kunne indføres uden importafgift. Hvis frugtsaftens værdi lå under denne grænse, drejede det sig om et produkt under toldposition 20.07 B II b 1 aa, der blev pålagt importafgift.
Ved en undersøgelse af 3 flasker konstaterede toldkontoret en gennemsnitlig nettovægt på 930 g pr. flaske. Denne vægt blev sammenholdt med den fakturerede pris på 11,80 DM pr. karton, og der fremkom således en værdi på 105,73 DM pr. 100 kg nettovægt, hvilket medførte, at varen blev tariferet under position 20.07 B II b 1 aa, hvis produkter er pålagt afgift. Det afgiftsbeløb, der skulle erlægges, blev opgjort til 3985,48 DM.
Hamburger Import-Kompanie anlagde sag mod denne afgørelse og gjorde gældende, at det kun havde købt frugtsaft på flasker, hvis indhold var garanteret til 895 g. Den udenlandske leverandør havde overskredet mindsteindholdet for at kunne garantere vægten på 895 g og for at udligne den vægtforskel, der kan følge af forskellig glastykkelse i visse flasker og af temperaturforandringer under påfyldningen. Mervægten var ikke blevet faktureret og kunne derfor ikke indgå i grundlaget for ansættelsen af toldværdien. Den afgørende faktor var ikke den faktisk importerede mængde men kun den mængde, der var kontraheret om. Ved en nettovægt på blot 895 g pr. flaske ville varens værdi overstige 30 RE pr. 100 kg nettovægt, og det ville altså dreje sig om et produkt under toldposition 20.07 B II a 1, der ikke var pålagt importafgift.
Finanzgericht Hamburg gav firmaet medhold med den begrundelse, at det ikke er varens værdi pr. 100 kg af dens faktiske nettovægt, der skal tages i betragtning, men at alene den vægt, som aftalens parter har lagt til grund for den fakturerede pris, er bestemmende for toldværdien.
Da sagsøgte appellerede denne afgørelse, verserer hovedsagen nu for Bundesfinanzhof, der ved kendelse af 23. oktober 1974 udsatte sagsbehandlingen og i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagde De europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:
Er den afgørende faktor ved afgrænsningen mellem positionerne 20.07 B II a 1 og 20.07 B II b 1 aa i den fælles toldtarif sammenholdt med de almindelige bestemmelser til den fælles toldtarif, underafsnit C, nr. 1 og 2 b) — forudsat at fakturaprisen anerkendes som bedømmelsesgrundlag — den indførte vares faktiske nettovægt eller den i købekontraktaten aftalte mindstevægt pr. enhed, såfremt en ekstra gratis påfyldning er handelssædvane ved en sådan aftale?
Kendelsen fra Bundesfinanzhof er registreret på Domstolens justitskontor den 11. december 1974.
I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF's Domstol har sagsøgeren i hovedsagen og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber indgivet skriftlige indlæg.
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
II — Skriftlige indlæg for Domstolen
Sagsøger i hovedsagen har gjort gældende, at spørgsmålet fra Bundesfinanzhof i virkeligheden indeholder to spørgsmål. Det første går ud på, om den faktiske nettovægt i henhold til underafdeling C, nr. 2, b) eller nettovægten regnet efter bestemmelserne om. toldværdien i underafsnit C, nr. 1 skal lægges til grund ved afgrænsningen mellem positionerne 20.07 B II a 1 og 20.07 B II b 1 aa i den fælles toldtarif sammenholdt med de almindelige bestemmelser til den fælles toldtarif, underafdeling C, nr. 1 og nr. 2, b).
Ved fortolkningen af tariferingskriteriet »med en toldværdi pr. 100 kg netto på over 30 RE« er det kun underafsnit C, nr. 1 i disse regler, der kan komme i betragtning. Til støtte for denne opfattelse har sagsøgeren anført følgende:
—
I Rådets forordning (EØF) nr. 455/69 af 11. marts 1969 (EFT-specialudgave 1969 (I), s. 95; org. ref. JO L 64) indføres der et ensartet værdikriterium til afgrænsning mellem visse toldpositioner. I henhold til denne forordnings betragtninger kan dette mål (hvilket her vil sige undtagelsen af frugtsafter med stort indhold af naturligt sukker fra importafgiften) i vidt omfang nås »ved at safter med en værdi, der overstiger et bestemt beløb, undtages fra importafgiften«.
—
Det fremgår ligeledes af ordlyden i den fælles toldtarif, at værdien er det afgørende kriterium for tariferingen, mens nettovægten kun har en subsidiær funktion.
—
Underafsnit C, nr. 2, b) i de almindelige bestemmelser til den fælles toldtarif omhandler kun det tilfælde, hvor vægten er det eneste kriterium til afgrænsning mellem visse toldpositioner.
Spørgsmålet fra Bundesfinanzhof går endvidere ud på, om det — forudsat at den fakturerede pris anerkendes som grundlag for værdiansættelsen — er den importerede vares faktiske nettovagt eller den mindstevagt pr. enhed, som der er kontraheret om i købekontrakten, der skal lægges til grund, såfremt det ved en sådan aftale er handelssædvane at foretage en ekstra gratis påfyldning, Endelig vedrører spørgsmålet fra Bundesfinanzhof fortolkningen af artikel 4, stk. 1 i forordningen om toldværdien (Rådets forordning (EØF) nr. 803/68 af 27. juni 1968, EFT-specialudgave 1968 (I), s. 163; org. ref. JO L 148) i forhold til den konkrete sag.
Sagsøgeren har gjort gældende, at denne forordnings artikel 4 må fortolkes ud fra sin principbestemmelse, dvs. ud fra det i artikel 1 indeholdte normalprisbegreb. Dette begreb kan betragtes som en regel, der svarer til handelssædvanerne, og som er garanti for, at importerede produkter værdiansættes efter samme kriterier. Mængden af den vare, der skal værdiansættes, er som andre elementer, der indgår i vurderingen (pris, tidspunkt osv. …), afgørende for fastsættelsen af toldværdien. Principielt burde normalprisen — som bestemt i artikel 4, stk. 1 i forordningen om toldværdien — fastsættes under den forudsætning, at salget omfatter den varemængde, der skal værdiansættes. Der har imidlertid været en række tilfælde, hvor den købte mængde faktisk afveg fra den mængde, der skulle værdiansættes. I disse tilfælde er den eneste relevante faktor, om disse »vægtkorrektioner« har ændret den fakturerede pris, og om de svarer til handelssædvane.
Som importør har sagsøgeren i denne sag kun interesseret sig for, om en vis mindstevægt af hensyn til fødevarelovgivningen blev overholdt, idet prisen alene rettede sig efter denne mindstevægt. Den overskydende mængde havde til formål at formindske eller udelukke risikoen for en for lille påfyldning.
Til afgrænsningen mellem toldposition 20.07 B II a 1 og 20.07 B II b 1 aa i den fælles toldtarif må reglerne om toldværdien anvendes i henhold til de almindelige bestemmelser til den fælles toldtarif, underafsnit C, nr. 1.
Toldværdien kan kun beregnes ud fra den mængde, der er omhandlet i købekontrakten, når den ekstra mængde, som i dette tilfælde, ikke har haft indflydelse på prisen.
Kommissionen har henvist til de almindelige tariferingsbestemmelser i den fælles toldtarif og' de særlige bestemmelser vedrørende dens anvendelse. I henhold til nr. 1 og 5 i de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende nomenklaturen i den fælles toldtarif er underpositionernes ordlyd grundlaget for fortolkningen af tariffen.
Udtrykket »en toldværdi pr. 100 kg netto på 30 RE …« indeholder to kriterier for klassificeringen- »vægt eller nettovægt« og »toldværdi« — der må betragtes uafhængigt af hinanden. For at kunne fortolke disse to udtryk korrekt er det en nødvendighed, at ensartede kriterier for bedømmelsen er til rådighed. Denne nødvendighed understreges i »de fælles almindelige bestemmelser vedrørende nomenklaturen og toldsatserne« (den fælles toldtarif, afsnit I, almindelige bestemmelser, underafdeling C, nr. 1 og 2), hvor det fastslås, at
—
»tor så vidt ikke andet er bestemt, anvendes bestemmelserne om toldværdi foruden til fastsættelse af værdien af værditoldpligtige varer også til fastsættelse af den værdi, der finder anvendelse ved henførsel af varer til visse positioner«;
og at
—
»for vægttoldpligtige varer samt i de tilfælde, hvor vægten finder anvendelse ved henførsel af varer til visse positioner, anses som »nettovægt« eller »vægt« (uden nærmere bestemmelse): varens vægt uden enhver emballage.«
Efter Kommissionens opfattelse kan udtrykket »nettovægt«, der i denne bestemmelse defineres som »varens vægt«, kun betyde »den importerede vares faktiske vægt«. Dette resultat følger umiddelbart af en sproglig fortolkning og bekræftes af andre tilfælde, hvor dette begreb anvendes i den fælles toldtarif. Det fremgår først og fremmest af denne bestemmelses formål såvel som af selve toldtariffens formål, at disse udtryk ikke vedrører en eller anden hypotetisk vægt, der er omhandlet i kontrakter eller fakturaer, men udelukkende den faktiske vægt af den importerede vare. Ved opkrævningen af importafgifter må de samme kriterier anvendes: grundlaget for beregningen kan ikke være en varemængde, som parterne har kontraheret om, og som er anført i fakturaen, men kun den mængde, der faktisk importeres. Det afgiftsbeløb, der skal erlægges, beregnes ud fra det forud kendte importafgiftsbeløb pr. 100 kg af den omhandlede vare i forhold til den faktiske vægt af den forsendelse, der importeres.
Med hensyn til beregningen af toldværdien har Kommissionen henvist til Rådets forordning (EØF) nr. 803/68 (EFT-specialudgave 1968 (I), s. 163; JO L 148). I henhold til denne forordnings artikel 1 er toldværdien af indførte varer »normalprisen«, dvs. den pris varerne på det givne tidspunkt ville indbringe ved et salg i det åbne marked mellem en køber og en sælger, der er indbyrdes uafhængige. For så vidt de betingelser, der stilles til normalprisen, er opfyldt, kan »den fakturerede pris«, der faktisk er betalt eller skal betales af køberen, anerkendes som toldværdi (forordningens artikel 9). Især i tilfælde, hvor særlige betalingsvilkår og rabatter har haft indflydelse på den fakturerede pris, må det afgøres, om den fakturerede pris uden ændringer kan anerkendes som toldværdi. I henhold til artikel 4, stk. 1 i førnævnte forordning skal toldværdien fastsættes »under den forudsætning, at salget omfatter den varemængde, der skal værdiansættes«. Kun den faktisk importerede mængde kan nemlig gøres til genstand for told eller importafgift. Følgelig kan grundlaget ved beregning af toldværdien og fortoldning ikke være en vilkårligt aftalt eller faktureret varemængde, men kun den mængde, der faktisk importeres. Endvidere bestemmes i førnævnte artikel, at toldværdien skal fastsættes for hele det importerede vareparti, hvorfor også de ekstra mængder, der leveres som rabatter uden prisforhøjelse, skal tages i betragtning. Hvis den mængde, der er angivet i fakturaen, ikke svarer til den mængde, der faktisk importeres, må det undersøges, om det drejer sig om en ekstra forsendelse, der er omhandlet i kontrakten, og for hvilken den fakturerede pris skal anerkendes uden ændring, eller om det drejer sig om en ekstra forsendelse, der ikke er omhandlet i den oprindelige købekontrakt eller i fakturaen, og for hvilken der må fastsættes en normalpris og en supplerende toldværdi.
I det i denne sag omhandlede tilfælde omfattede den importerede varemængde, der skulle fortoldes og værdiansættes, i alt 930 g pr. flaske. Uanset fakturaprisen, som er beregnet på grundlag af 895 g pr. flaske, har sagsøgeren pr. flaske modtaget 930 g frugtsaft med tilsat sukker, uden at den oprindeligt aftalte pris er blevet forhøjet. Da det altså må antages, at prisen omfatter hele forsendelsen, må det undersøges, om denne betalte pris kan anerkendes som normalprisen, eller om den gratis levering er en så usædvanlig omstændighed, at den fakturerede pris må reguleres. Efter Kommissionens opfattelse må det anses for at være handelssædvane, at der leveres en ekstra mængde.
Ved afgrænsningen mellem toldpositionerne 20.07 B II a 1 og 20.07 II b 1 aa i den fælles toldtarif sammenholdt med de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende nomenklaturen i den fælles toldtarif, underafdeling C, nr. 1 og 2, b) er den afgørende faktor — forudsat at den fakturerede pris anerkendes som grundlag for værdiansættelsen — den importerede vares faktiske nettovægt og ikke en i købekontrakten aftalt mindstevægt pr. enhed, og dette må endog gælde, selv om det ved en sådan aftale er handelssædvane at levere en ekstra gratis mængde.
Denne konklusion ændres heller ikke af den omstændighed, at der med henblik på afgiftsfastsættelsen anvendes en værdimæssig afgrænsning mellem disse toldpositioner.
Den i Rådets forordning(EØF) nr. 865/68 af 28. juni 1968 (EFT-specialudgave 1968 (I), s. 217; org. ref. JO L 153) omhandlede importafgift finder kun anvendelse på sukker, der tilsættes forarbejdede produkter såsom appelsinsaft med tilsat sukker. I betragtning af, at varer med et stort indhold af naturligt sukker altid vil have en værdi og en pris, der ligger over prisen på varer, der har indhold af tilsat, billigere sukker, er der i forordning (EØF) nr. 455/69 indført en sondring ved hjælp af en præcis værdigrænse, således at appelsinsaft med tilsat sukker, der har en værdi på over 30 RE pr. 100 kg, er fritaget for importafgift. Der er intet, der tyder på, at den faktiske vægt af den importerede vare ikke skulle lægges til grund for beregningen af denne værdi, da den også er grundlaget for opkrævningen af importafgiften.
III — Mundtlige forhandlinger
Sagsøger i hovedsagen, firma Hamburger Import-Kompanie, repræsenteret af advokat Dietrich Ehle, Køln, og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af sin juridiske rådgiver Peter Kalbe, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 24. april 1975.
Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 15. maj 1975.
Præmisser
1
Ved kendelse af 23. oktober 1974, indgået til justitskontoret den 11. december s.å., har Bundesfinanzhof i medfør af EØF-traktatens artikel 177 anmodet Domstolen om en afgørelse af, om den afgørende faktor ved afgrænsningen mellem toldpositionerne 20.07 B II a 1 og 20.07 B II b 1 aa i den fælles toldtarif — »forudsat at fakturaprisen anerkendes som bedømmelsesgrundlag — er den indførte vares faktiske nettovægt eller den i købekontrakten aftalte mindstevægt pr. enhed, såfremt det ved en sådan aftale er handelssædvane at foretage en gratis ekstra påfyldning.«
2
I betragtningerne til Rådets forordning (EØF) nr. 455/69 af 11. marts 1969 (EFT-specialudgave 1969 (I), s. 95; org. ref. JO L 64/1) anføres, at »de under toldposition 20.07 B henhørende frugt- og grønsagssafter med et stort indhold af naturligt sukker så vidt muligt ikke bør pålægges nogen importafgift« (som pålægges på grundlag af tilsatte sukkerarter), og at »dette mål i vidt omfang kan nås ved, at safter med en værdi, der overstiger et bestemt beløb, undtages fra importafgiften«, og ved samme forordning indføres i den fælles toldtarif en sondring mellem positionerne:
»20.07 B II a 1: safter af appelsiner med en toldværdi pr. 100 kg netto på over 30 RE«
og
»20.07 B II b 1 aa: safter af appelsiner med en toldværdi pr. 100 kg netto på 30 RE og derunder«,
således at der kun i det sidste tilfælde skal erlægges landbrugsimportafgift på grundlag af tilsat sukker;
3
det fremgår af sagens akter, at det pågældende firma den 16. juni 1970 lod fortolde et parti på 1248 kartonner appelsinsaft, som i henhold til toldangivelsen hver indeholdt 12 flasker med en nettovægt på 895 g til en pris af 11,80 DM pr. karton, dvs. en værdi på 109,89 DM pr. 100 kg, og at firmaet angav dette parti under position 20.07 B II a 1, fordi den nævnte grænse på 30 RE på daværende tidspunkt udgjorde 109,80 DM pr. 100 kg;
under en kontrol konstaterede toldkontoret imidlertid, at flaskerne indeholdt en nettovægt på omkring 930 g, hvorfor det antog, at værdien af partiet skulle beregnes efter varens faktiske nettovægt og ikke efter den toldangivne nettovægt, og kontoret tariferede varen under position 20.07 B II b 1 aa og krævede på grundlag af tilsat sukker betaling af en importafgift på 3985,48 DM.
4
I underafsnit C, nr. 1 i de almindelige bestemmelser til den fælles toldtarif, hedder det, at »for så vidt ikke andet er bestemt, anvendes bestemmelserne om toldværdi foruden til fastsættelse af værdien af værditoldpligtige varer også til fastsættelse af den værdi, der finder anvendelse ved henførsel af varer til visse positioner«;
5
importøren af det omstridte vareparti har anført, at det, når det, som i denne sag, er klart, at den betalte pris i henhold til artikel 9 i Rådets forordning (EØF) nr. 803/68 af 27. juni 1968 om varers toldværdi skal anerkendes som toldværdi, er det den pris og den nettovægt, der er anført i fakturaen, der skal tages i betragtning, idet nævnte pris nødvendigvis må referere til nævnte vægt, når det drejer sig om en generisk bestemt vare, der sælges efter vægt;
6
denne argumentation vedrører imidlertid kun delvis det af den nationale ret forelagte fortolkningsspørgsmål, hvori det præciseres, at der efter købekontraktens ordlyd er aftalt »en mindstevægt pr. enhed«;
dette forhold bekræftes i øvrigt af de supplerende forklaringer, som importøren selv har afgivet, og hvorefter det var nødvendigt, at vægten pr. flaske androg 895 g, for at varen kunne opfylde de krav, der stilles af den tyske lovgivning om mål og vægt;
det sagsforhold, som spørgsmålet omhandler, er altså karakteriseret ved, at hver enhed særskilt skulle have en mindste nettovægt, og ikke ved at den omhandlede forsendelses samlede vægt blot skulle svare til en vis vægt pr. enhed, i dette tilfælde 895 g pr. flaske;
når en mervægt på varens samlede vægt er en forudselig følge af en pligt til at garantere en aftalt mindstevægt pr. enhed, kan denne mervægt ikke betragtes som en »gratis« ydelse fra sælgeren, der kan forklares som handelssædvane, men skal tages i betragtning ved fastsættelsen af varens toldværdi;
denne følge er særlig forudselig, når den fakturerede pris for varen ligger lige under den omhandlede værdigrænse.
7
Spørgsmålet bør derfor besvares således: ved fortoldningen af varer, som er omhandlet i positionerne 20.07 B II a 1 og 20.07 B II b 1 aa i den fælles toldtarif, og for hvilke den pris, der er betalt eller skal betales, er fastsat ud fra en garanti om en mindste nettovægt pr. solgt enhed, skal denne pris sættes i forhold til varens samlede faktiske nettovægt.
Vedrørende sagsomkostningerne
8
De udgifter, som er afholdt af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, der har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres;
da retsforhandlingerne i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for Bundesfinanzhof, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.
På grundlag af disse præmisser,
kender
DOMSTOLEN
vedrørende de spørgsmål, som er forelagt den ved kendelse af 23. oktober 1974 fra Bundesfinanzhof, for ret:
Ved fortoldningen af varer, der er omhandlet i positionerne 20.07 B II a 1 og 20.07 B II b 1 aa i den fælles toldtarif, og for hvilke den pris, der er betalt eller skal betales, er fastsat ud fra en garanti om en mindste nettovægt pr. solgt enhed, skal denne pris sættes i forhold til varens samlede faktiske nettovægt.
Lecourt
Mertens de Wilmars
Mackenzie Stuart
Donner
Monaco
Pescatore
Kutscher
Sørensen
O'Keeffe
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 10. juni 1975.
A. Van Houtte
Justitssekretær
R. Lecourt
President
Full & Egal Universal Law Academy