FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT J.-P. WARNER
FREMSAT DEN 18. SEPTEMBER 1975 ( 1 )
Høje Ret.
Anledningen til denne sag er nogle lovregler i Forbundsrepublikken Tyskland, som har til formål at hindre sammenlægning af pensionsydelser til personer, der delvis har arbejdet i den nævnte stats og delvis i en international eller supranational institutions tjeneste. Sagsøgeren, Meyer-Burckhardt, der er pensioneret tjenestemand fra EØF-Kommissionen, havde før sin tiltræden ved denne stilling været beskæftiget i meget lang tid i den tyske forvaltning. Han ser sig nu stillet over for den kendsgerning, at hans modtagelse af pension fra Kommissionen, efter den pågældende tyske lovgivning, har bevirket, at hans tyske tjenestemandspension er blevet nedsat ganske betragteligt i den periode, han henviser til.
Det væsentlige i sagen er, at sagsøgeren kræver erstatning fra Kommissionen for en påstået undladelse af at indlede en fremgangsmåde mod Forbundsrepublikken efter EØF-traktatens artikel 169, efter at Bundesverwaltungsgericht, hvis afgørelser ikke kan appelleres i henhold til tysk lov, har nægtet at anvende traktatens artikel 177 og forelægge Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende tyske lovgivning er i overensstemmelse med fællesskabsretten.
Sagens faktiske omstændigheder er følgende. Sagsøgeren er født i 1908. Efter i 32 år at have været beskæftiget i den tyske forvaltning blev han bevilget orlov af de tyske myndigheder for at kunne tiltræde en stilling ved den daværende EØF-Kommission med virkning fra 1. juli 1958. Han har anført, at hans 32 år som tjenestemand på dette tidspunkt berettigede ham til en pension svarende til 72 % af den løn, som i henhold til Forbundsrepublikkens lovgivning er pensionsgivende.
Han var beskæftiget i Kommissionen til 1967, hvor han på grund af invaliditet blev bevilget afsked fra Kommissionen med virkning fra 30. juni 1967 og fra Forbundsrepublikkens administration med virkning fra 31. marts 1967. Herefter begyndte han at oppebære pensioner — som han stadig oppebærer — både fra Kommissionen og fra Forbundsrepublikken. Hans pension fra Kommissionen svarer til 60 % af hans grundløn, hvilket var maksimumsbeløbet efter artikel 77 og 78 i den tjenestemandsvedtægt, som var gældende på tidspunktet for hans afsked. Denne pension har han hele tiden oppebåret. Derimod har hans pension fra Forbundsrepublikken varieret.
I begyndelsen beregnede Forbundsrepublikken denne pension ved ikke blot at tage hensyn til sagsøgerens beskæftigelse i den tyske forvaltning men også til hans beskæftigelse i Kommissionen og ydede ham en pension svarende til 75 % af den pensionsgivende løn. Imidlertid vedtoges den 19. juni 1968 i Tyskland en lov (»Gesetz zur Änderung beamtenrechtlicher und besoldungsrechtlicher Vorschriften« BGBl 1968 I s. 848), hvorved der skete ændringer i Bundesbeamtengesetz, loven om tjenestemænds løn- og ansættelsesforhold. Ved ændringsloven indsattes en ny § 160 b) i Bundesbeamtengesetz.
Det bestemmes i denne paragraf, at en pensioneret tjenestemands tyske pension, når han oppebærer ydelser som følge af sin beskæftigelse ved en international eller supranational institution, nedsættes med 2,14 % for hvert år, han har været beskæftiget ved nævnte institution. Videre bestemmes det, at betalingen af den pensionerede tjenestemands tyske pension fuldstændigt ophører, når han oppebærer den maksimale invalidepension på grundlag af sin beskæftigelse ved institutionen. Reglens virkninger mildnes i et vist omfang ved ændringslovens § 10, der tillader, at de, som allerede oppebærer en pension på lovens ikrafttrædelsestidspunkt, vedblivende kan oppebære en tysk pension svarende til 12 % af den pensionsgivende løn.
Fra 1. oktober 1968 blev sagsøgerens tyske pension derfor nedsat til 12 % af den pensionsgivende løn.
Den 6. december 1968 anlagde sagsøgeren sag ved Verwaltungsgericht Freiburg med påstand om annullation af den lovbundne forvaltningsakt, hvorved hans tyske pension var blevet nedsat til 12 % af den pensionsgivende løn.
Herefter skete der tilsyneladende intet videre i sagsøgerens sag før 1. juli 1972, da Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 1473/72 (JO 1972, L 160) trådte i kraft. Herved ændredes blandt andet tjenestemandsvedtægtens artikel 77 og 78, idet maksimumspensionen hævedes til 70 % af grundlønnen, men samtidig indførtes der en beregningsmåde for invalidepensioner, hvorefter sagsøgeren kun havde krav på en pension udregnet på grundlag af 10 års tjeneste. Under hensyn til hans »velerhvervede rettigheder« fortsatte Kommissionen imidlertid med at udbetale ham hans 60 %-pension, og da dette ikke længere er den maksimale fællesskabspension, fradrager de tyske myndigheder nu kun 21,4 % (dvs. 10 gange 2,14 %) i hans 75 %-grundpension, således at han oppebærer en tysk pension på 53,6 % af den pensionsgivende løn. Sagsøgeren har, måske klogeligt, ikke søgt at anfægte dette. Hans påstand begrænser sig til perioden 1. oktober 1968 — 30. juni 1972.
Den 24. februar 1972 afsagde Bundesverwaltungsgericht dom i Ganschow-sagen (II C 32/70, sagens bilag 2). Sagen drejede sig om anvendelsen af § 160, litra b) i Bundesbeamtengesetz på en hr. Ganschow, der også var pensioneret tjenestemand fra Kommissionen. Han havde gjort gældende, at bestemmelsen stred mod fællesskabsretten, og anmodet om, at Bundesverwaltungsgericht stillede Domstolen en række spørgsmål i medfør af EØF-traktatens artikel 177. Bundesverwaltungsgericht afviste en sådan forelæggelse under henvisning til, at der ikke var rejst noget fællesskabsretligt spørgsmål, som gav anledning til tvivl. Det må bemærkes, at det var første punktum i § 160, litra b), der fandt anvendelse i Ganschow's tilfælde, og herefter nedsættes en tysk tjenestemandspension med 2,14 % for hvert år, modtageren har gjort tjeneste i en international eller supranational institution, dvs. den regel, der nu finder anvendelse på Meyer-Burckhardt, og som denne ikke anfægter.
Ved sin afgørelse lagde Bundesverwaltungsgericht en tidligere af samme ret truffet afgørelse samt visse afgørelser fra hhv. andre tyske retter og fra det franske Conseil d'État til grund. Bundesverwaltungsgericht anførte, at denne praksis gav udtryk for den opfattelse, at en ret i en medlemsstat, hvis afgørelse i henhold til national ret ikke kan appelleres, ikke i medfør af artikel 177, stk. 3 er forpligtet til at forelægge Domstolen et fællesskabsretligt spørgsmål, hvis besvarelse ikke giver anledning til nogen som helst tvivl. Jeg mener ikke, at det tilkommer mig i detajler at diskutere den praksis, som Bundesverwaltungsgericht lagde til grund. Men i betragtning af visse bemærkninger fra Meyer-Burckhardt mener jeg, at det er på sin plads at sige, at den således udtrykte indstilling efter min mening er rigtig, da jeg er af den opfattelse, at artikel 177 angår virkelige spørgsmål og ikke problemer, der kan rejses af en af parterne, og hvis løsning er entydig. Når dette er sagt, anser jeg det for rigtigt at tilføje, at de nationale retter efter min mening bør udvise stor forsigtighed, før de vedrørende et bestemt fællesskabsretligt spørgsmål når til den konklusion, at dets besvarelse er helt utvivlsom.
Den 23. maj 1973, dvs. før Verwaltungsgericht Freiburg havde afsagt dom i sagsøgerens egen sag, rettede han under henvisning til tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 1 en anmodning til Kommissionen om, at Kommissionen anlagde sag mod Forbundsrepublikken efter EØF-traktatens artikel 169 for at få den overtrædelse af EØF-traktatens artikel 177, stk. 3, som han påstod, at Bundesverwaltungsgericht havde gjort sig skyldig i, bragt til ophør (sagens bilag 5). I det væsentlige begrundede sagsøgeren sin anmodning med Bundesverwaltungsgericht's afgørelse i Ganschowsagen og hans frygt for, at der ville blive truffet en lignende afgørelse i hans sag.
Den 28. juni 1973 afviste Verwaltungsgericht Freiburg at tage sagsøgerens påstand til følge (sagens bilag 3) og den 30. august 1973 indbragte sagsøgeren ved direkte appel sagen for Bundesverwaltungsgericht, som han imidlertid nu har anmodet om at udsætte behandlingen af appellen, indtil Domstolen har truffet afgørelse i hans sag.
Da sagsøgeren ikke havde modtaget svar fra Kommissionen på sin anmodning af 23. maj 1973 inden de 4 måneder, som er foreskrevet i tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 1, indgav han klage over afslaget på anmodningen til Kommissionen under udtrykkelig henvisning til nævnte vedtægts artikel 90, stk. 2, (sagens bilag 7). Klagen blev modtaget i Kommissionen den 11. oktober 1973.
Ved skrivelse af 18. oktober 1973 afviste Kommissionen udtrykkeligt sagsøgerens anmodning (sagens bilag 6), og ved skrivelse af 7. februar 1974 afviste den udtrykkeligt hans klage (sagens bilag 8).
Kommissionens begrundelse for at afvise sagsøgerens anmodning var kort angivet, og i afvisningen af klagen henholdt man sig blot til denne. Den gik for det første ud på, at en sådan fremgangsmåde som den, sagsøgeren ønskede indledt, efter Kommissionens opfattelse ville indebære fare for uafhængigheden hos de retsmyndigheder, der behandlede sagerne, og for det andet, at der under ingen omstændigheder var retligt grundlag for en sådan fremgangsmåde.
Det er min opfattelse, at disse grunde, for at sige det mildt, var uheldigt affattet.
Hvis det var Kommissionens mening at give udtryk for, at en fremgangsmåde mod en medlemsstat i henhold til artikel 169 ikke kan anvendes, når en af dennes retter ikke efterkommer artikel 177, stk. 3, tager Kommissionen efter min opfattelse fejl. Det er almindeligt antaget af Domstolen, at alle en medlemsstats organer, hvad enten de er administrative, lovgivende eller dømmende, skal efterleve fællesskabsrettens regler. Artikel 177, stk. 3 indeholder en forpligtelse, der binder medlemsstaterne på samme måde som enhver anden forpligtelse, de har påtaget sig i henhold til traktaten, og som bekendt påhviler det deres retsmyndigheder at kontrollere, at de efterlever denne. Jeg mener, at en medlemsstat lige så godt kan blive udsat for en fremgangsmåde efter artikel 169 for ikke at have efterlevet denne forpligtelse, som den kan for ikke at have efterlevet en hvilken som helst anden.
På den anden side er det klart, at Kommissionen bør være varsom med at indlede en fremgangsmåde mod en medlemsstat på grund af, at en af dennes retter ikke har efterlevet artikel 177. Hvis Kommissionen i sin skriftlige begrundelse ville give udtryk for, at den i sine overvejelser af, hvorvidt den skulle gøre brug af sin utvivlsomme beføjelse i henhold til artikel 169, var kommet til det resultat, at det i den foreliggende sag var utilrådeligt, ja uberettiget at indlede en sådan fremgangsmåde, er dette efter min mening det rigtige resultat.
Hvorom alting er, sagsøgeren anfægtede ikke afvisningen af klagen.
Den 18. april 1974 rejste han udtrykkeligt i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 1 (sagens bilag 10) et krav over for Kommissionen. Herved forlangte han, at Kommissionen betalte ham en erstatning på 122486,88 DM, hvilket efter hans beregning (sagens bilag 1) var det pensionsbeløb, han med urette ikke havde modtaget mellem den 1. oktober 1968 og den 30. juni 1972. Det blev anført, at kravet gjordes gældende i henhold til EØF-traktatens artikel 215, stk. 2 og tjenestemandsvedtægtens artikel 24. Sidstnævnte artikels to første stykker lyder således:
»Fællesskaberne yder deres tjenestemænd bistand, især ved retsforfølgning mod personer, der har fremsat trusler, krænkelser, injurier, ærerørige beskyldninger eller foretaget angreb på person eller formue, rettet mod tjenestemanden eller dennes familie på baggrund af hans stilling eller hverv.
De erstatter solidarisk det påførte tab, i det omfang tjenestemanden ikke har fremkaldt det forsætligt eller ved grov uagtsomhed og i det omfang, han ikke kan opnå erstatning fra den skadevoldende person.«
De to sidste stykker i artiklen vedrører fællesskabsinstitutionernes forpligtelse til at give tjenestemændene mulighed for at videreuddanne sig fagligt og til at tage hensyn til denne videreuddannelse ved forfremmelser.
Under henvisning både til traktatens artikel 215 og til tjenestemandsvedtægtens artikel 24 gjorde sagsøgeren (ligesom i nærværende sag) i det væsentlige gældende, at han havde lidt tab på grund af Kommissionens undladelse af at indlede en fremgangsmåde mod Forbundsrepublikken for dens angivelige overtrædelse af fællesskabsretten. Disse af sagsøgeren påståede overtrædelser skulle ikke blot være begået af Bundesverwaltungsgericht selv men også af forbundsregeringen, hvis advokat efter sagsøgerens appel til nævnte ret havde fremsat en begæring (sagens bilag 4) om, at de af sagsøgeren foreslåede spørgsmål ikke blev forelagt Domstolen. Efter sagsøgerens for mening medvirkede forbundsregeringen herved til de overtrædelser af traktaten, som Bundesverwaltungsgericht var skyldig i.
Måske i foregribelse af et anbringende, som jeg senere må behandle, gav sagsøgerens anmodning klart udtryk for, at et erstatningssøgsmål er et selvstændigt retsmiddel uafhængigt af annullationssøgsmålet.
På ny modtog sagsøgeren intet svar fra Kommissionen inden for de fire måneder, som foreskrives i tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 1, hvorfor han den 1. september 1974 indgav klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2 over det stiltiende afslag på hans anmodning (sagens bilag 12). Imidlertid modtog han en udtrykkelig afvisning af sin anmodning den 7. november 1974 (sagens bilag 9).
Da klagen forblev resultatløs, anlagde sagsøgeren den foreliggende sag mod Kommissionen den 31. januar 1975.
Som det under de foreliggende omstændigheder kunne forventes, har Kommissionen anført en række grunde til, at klagen må afvises.
I så henseende forekommer det første problem mig at hidrøre fra den omstændighed, at sagsøgeren på samme tid påberåber sig EØF-traktatens artikel 215, stk. 2, og tjenestemandsvedtægten. Det er min opfattelse, at en sagsøger ikke ved denne Domstol har en sådan mulighed.
Jeg vil bortse fra den vanskelighed, at tjenestemandsvedtægten har hjemmel i alle tre grundtraktater, hvorimod artikel 215 er særlig for EØF-traktaten. Til støtte for sagsøgeren kunne det hævdes, at der i de to andre grundtraktater findes artikler svarende til artikel 215, nemlig artikel 180 i Euratom-traktaten og artikel 40 i EKSF-traktaten — skønt sidstnævnte er affattet væsentligt anderledes. Til støtte for sagsøgeren kunne det måske også siges, at han som tidligere tjenestemand i den oprindelige EØF-Kommission fra før fusionstraktaten trådte i kraft, er berettiget til udelukkende at påberåbe sig EØF-traktatens og tjenestemandsvedtægtens bestemmelser, for så vidt som disse sidste har hjemmel i nævnte traktat, og at problemer, der hidrører fra eksistensen af de to andre Fællesskaber, ikke vedrører ham.
Hvorom alting er: betragter man EØF-traktaten alene, er det for mig helt klart, at der rent processuelt må sondres mellem sager om »skadeserstatning« i medfør af artikel 215, stk. 2, hvilken bestemmelses anvendelse er tillagt denne Domstol ved artikel 178, og sager i henhold til tjenestemandsvedtægten, som Domstolen har kompetence til at behandle i henhold til artikel 179. Sondringen er blevet respekteret i den relevante afledede lovgivning. Således kan i henhold til Domstolens procesreglement sager i medfør af artikel 179 pådømmes af en afdeling (således som det sker i denne sag), mens sager efter artikel 179 skal pådømmes af Domstolens plenum. Sondringen er også forudsætningsvis anerkendt i mange af Domstolens og dens afdelingers domme samt i generaladvokaternes forslag til afgørelse. Jeg skal ikke trætte Domstolen med en opregning. Jeg må blot minde om, at generaladvokat Trabucchi udtrykkeligt nævnte den i det forslag til afgørelse, han fremsatte den 26. juni 1975 i sag 4 og 30/74 Scuppa mod Kommissionen (endnu ikke offentliggjort). At 2. afdeling ikke i den pågældende sag fulgte generaladvokat Trabucchi i hans tolkning af de faktiske omstændigheder, rokker ikke ved rigtigheden af, hvad han sagde på dette punkt.
Jeg er derfor af den opfattelse, at den foreliggende sag, set i sammenhæng med dens forgængere, må anses for anlagt af sagsøgeren i henhold til artikel 179 og tjenestemandsvedtægten og ikke i medfør af artikel 178 og 215. Reelt gør dette ingen forskel, fordi det er klart, at Domstolen i sager i medfør af artikel 179 har den samme kompetence til at tilkende erstatning, som den har i sager efter artikel 178 — se for eksempel sag 23/69 Fiehn mod Kommissionen (Rec. 1970, bind 2, s. 547), sag 79/71 Heinemann mod Kommissionen (Rec. 1972, bind 2, s. 579), sag 10 og 47/72 di Pillo mod Kommissionen (Sml. 1973, s. 763) og sag 15 etc./ 1973 Schots og andre mod Rådet og andre (Sml. 1974, s. 177).
Kommissionen har anført, at søgsmålet, i det omfang det støttes på artikel 179, er for sent anlagt. Til støtte for dette anbringende henviser Kommissionen til en række sager fra Domstolens praksis, hvoraf det fremgår, at en sagsøger, der har forpasset fristen til at kræve annullation af en forvaltningsakt, ikke kan omgå denne frist ved at anlægge erstatningssag på grundlag af den samme forvaltningsakt: se for eksempel sag 59/65 Schreckenberg mod Kommissionen E.C.R. 1966, s. 543 (Rec. 1966, s. 786), sag 4/67 Muller mod Kommissionen, E.C.R. 1967, s. 365 (Rec. 1967, s. 470) og sag 15 etc./73 (allerede nævnt). I denne sag mener Kommissionen, at sagsøgeren på tidspunktet for klagens indgivelse havde forpasset fristen til at kræve annullation af afvisningen af sin første klage, og at han kan ikke omgå denne hindring ved at anlægge erstatningssag.
Hertil har sagsøgeren svaret, at Kommissionens opfattelse ikke, som det fremgår af andre domme fra Domstolen, kan anerkendes, hvor sagsøgeren ikke har locus standi med henblik på annullationssøgsmål, idet et erstatningssøgsmål er et selvstændigt retsmiddel, der kan anvendes uafhængigt af en bestående ret til at kræve annullation — se for eksempel sag 4/69 Lütticke mod Kommissionen (Rec. 1971, bind 1, s. 325), sag 5/71 Aktien-Zuckerfabrik Schöppenstedt mod Rådet (Rec. 1971, bind 2, s. 975), sag 9 og 11/71 Compagnie d'Approvisionnement, de Transport et de Crédit SA og Grands Moulins de Paris SA mod Kommissionen (Rec. 1972, bind 1, s. 391), sag 43/72 Merkur mod Kommissionen (Sml. 1973, s. 1055) og sag 153/73 Holtz & Willemsen GmbH mod Rådet og Kommissionen (Sml. 1974, s. 675). Alle disse sager var naturligvis anlagt i medfør af artikel 178, men det samme princip finder anvendelse i sager anlagt i medfør af artikel 179 fremgår af sag 10 og 47/72 (allerede nævnt).
Sagsøgeren har anført, at sag 48/65 Lütticke mod Kommissionen, E.C.R. 1966, s. 19 (Rec. 1966, s. 27) i denne henseende viser, at private ikke har locus standi til at anfægte gyldigheden af en beslutning fra Kommissionen om ikke at indlede en fremgangsmåde mod en medlemsstat i henhold til artikel 169. Hans erstatningssøgsmål må derfor behandles selvstændigt, og det tidspunkt, inden for hvilket han var berettiget til at anlægge det, må anses for at være uden forbindelse med datoen for Kommissionens afvisning af hans første klage.
Jeg er tilbøjelig til at mene, at sagsøgeren på dette særlige punkt har ret. Men de anbringender, han udleder heraf, forekommer mig i sig selv at måtte medføre sagens afvisning.
Generaladvokat Gand påviste i sag 48/65, efter hans egen mening på overbevisende måde, hvorfor private umuligt kunne være berettiget til at anfægte gyldigheden af en beslutning fra Kommissionen om ikke at indlede en fremgangsmåde mod en medlemsstat i henhold til artikel 169. En stor del af generaladvokat Gand's argumentation forekommer også mig at føre til den konklusion, at private ikke kan anlægge erstatningssag mod Kommissionen på grundlag af en sådan beslutning. Dersom Domstolen antog sådanne søgsmål til behandling, ville dette især indebære, at den, uden at den pågældende medlemsstat var part, og uden at denne nød nogen sådan beskyttelse, som en medlemsstat har efter artikel 169, skulle afgøre, om denne medlemsstat havde overtrådt traktaten eller ej.
Adskillige af Domstolens afgørelser gør det klart, at sagsøger for at få medhold i en erstatningspåstand må bevise tre ting:
1.
at han har lidt et tab;
2.
at tabet er forårsaget af den sagsøgte institutions handling;
3.
at handlingen var culpøs.
Når jeg siger, at adskillige af Domstolens afgørelser giver udtryk for denne antagelse, tænker jeg både på sager i henhold til artikel 178 og sager i henhold til artikel 179. Fra gruppe 1 vil jeg som eksempel anføre sag 4/69 og sag 153/73 (begge allerede nævnt). Fra sidstnævnte kategori vil jeg som eksempel nævne sag 23/69 og, sag 79/71 (også de er omtalt før).
Jeg overser heller ikke, at Domstolen i sag 9 og 11/71 (allerede nævnt) forudsætningsvis udtalte, at den under de rette omstændigheder ville indrømme sagsøger om ikke skadeserstatning så dog i hvert fald en godtgørelse, selv om der ikke var handlet culpøst fra sagsøgtes side, hvilket skulle kunne ske på grundlag af den franske grundsætning om »rupture de l'égalité devant les charges publiques« ( 2 ). Men der er indet, der tyder på, at sagsøgeren påberåber sig eller kunne få anerkendt et sådant krav i den foreliggende sag.
Det første spørgsmål, som må stilles, er, om sagsøgeren har lidt materiel skade. Det hævder han naturligvis, at han har, og han specificerede kravet til 122486,88 DM. Men har han lidt dette tab? Hans sag verserer stadig for Bundesverwaltungsgericht, og jeg tvivler på, at det er tilladeligt at formode noget som helst om, hvilken afgørelse nævnte ret vil træffe.
Lad os imidlertid til sagsøgerens fordel antage, at Bundesverwaltungsgericht's afgørelse går ham imod, og at nævnte ret under sagsbehandlingen afslår at forelægge Domstolen de fællesskabsretlige spørgsmål, sagsøgeren har foreslået.
Det nævnte spørgsmål bliver da, om den heraf følgende skade, eller under alle omstændigheder det tilsvarende tab, som er påført sagsøgeren, kan antages at være forårsaget af Kommissionens handlemåde.
Jeg har forstået det således, at Kommissionens første forpligtelse efter EØF-traktatens artikel 169 ville være at undersøge, om Forbundsrepublikken Tyskland havde tilsidesat en forpligtelse i henhold til traktaten. Før Kommissionen kommer til en sådan konklusion, må den i henhold til artikel 169 give Forbundsrepublikken lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger. Hvad indholdet af disse bemærkninger ville have været, og hvilken virkning de ville have haft på Kommissionen som kollegium, kan man kun gisne om.
Lad os imidlertid forudsætte, at Kommissionen var kommet til det resultat, at Forbundsrepublikken havde overtrådt traktaten, og at den (Kommissionen) anså det for hensigtsmæssigt at gå videre med sagen. Kommissionen ville da i henhold til artikel 169 have fremsat en »begrundet udtalelse« om sagen.
Hvordan ville de tyske myndigheder, herunder Bundesverwaltungsgericht, da have reageret? Det er der naturligvis ingen, der véd, fordi det bl.a. afhænger af indholdet af denne hypotetiske udtalelse.
Under alle omstændigheder lyder artikel 169 således: »Retter den pågældende stat sig ikke efter den fremsatte udtalelse inden for den frist, der er fastsat af Kommissionen, kan denne indbringe sagen for Domstolen«.
I hvert fald kunne sagsøgeren således højst forvente, at Kommissionen på ny kunne ønske at udøve et skøn, nemlig om hvorvidt sagen skulle indbringes for Domstolen.
Lad os antage, at den gjorde det. Hvem kan overhovedet sige noget om, hvad Domstolens afgørelse ville være gået ud på? I det mindste kan man sige, at det langt fra er klart, at sagsøgeren har ret, når han hævder, at den bestemmelse i Bundesbeamtengesetz, som han anfægter, strider mod fællesskabsretten.
Selv om det således med sagsøgeren antages, at han har lidt det af ham påståede tab, er årsagssammenhængen mellem dette tab og Kommissionens handlemåde så spinkel, at den næsten ikke kan ses.
Antages dette, er det næppe nødvendigt at undersøge, om Kommissionens handlemåde var culpøs. Imidlertid anser jeg det for rigtigt, at Kommissionen højst var forpligtet til nøje at behandle sagsøgerens anmodning. Den kan ikke over for ham have haft pligt til at udøve sin skønsbeføjelse efter artikel 169 på en særlig måde, med den virkning at han kunne sagsøge Kommissionen for en overtrædelse heraf.
Jeg må derfor komme til den konklusion, at sagen bør afvises, men at sagsøgeren i betragtning af, at den er indbragt i henhold til artikel 179, vedrørende sagsomkostningerne bør nyde godt af artikel 70 i Domstolens procesreglement.
( 1 ) – Oversat fra engelsk.
( 2 ) – »Forskelsbehandling med hensyn til afgifter til det offentlige«.
Full & Egal Universal Law Academy