FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT G. REISCHL
FREMSAT DEN 11. NOVEMBER 1975 ( 1 )
Høje Ret.
Den sag, der verserer for Sozialgericht Augsburg, og som danner grundlag for den anmodning, som skal behandles i dag, drejer sig om et krav på ydelse af ef-terladtepension i henhold til den tyske pensionsforsikring for arbejdere. Kravet er indtalt af fru Borella, der er italiensk statsborger med bopæl i Italien.
Borellas ægtefælle havde foruden 119 italienske gyldige forsikringsmåneder tilbagelagt 10 tyske forsikringsmåneder, som også skal medregnes. Han havde nemlig i perioden 24. marts 1941 til 3. januar 1942 indbetalt bidrag for ni måneder til den tyske invalideforsikringsordning; en måned blev ifølge tysk ret anerkendt som afbrydelsesperiode. Borella modtog herfor og i henhold til en afgørelse af 9. april 1965 pension på grund af erhvervsudyg-tighed med virkning fra den 1. april 1964 og på grundlag af en afgørelse af 21. september 1972 pension for tabt erhvervsevne fra den 1. juli 1972.
Den 20. september 1973 døde Borella. Den 23. oktober 1973 indsendte fru Borella en anmodning om enkepension. Den blev afvist af Landesversicherungsanstalt Schwaben med den begrundelse, at den afdøde ægtefælle i Tyskland havde tilbagelagt forsikringsperioder på mindre end et år.
Fru Borella indbragte som følge heraf sagen for Sozialgericht Augsburg.
Retten kom ved prøvelsen af sagens faktiske omstændigheder til det resultat, at i henhold til § 1263, stk. 2 i Reichsversi-cherungsordnung skal der ydes pension til efterladte, når den afdøde på tidspunktet for sin død havde krav på (»zustand«) en pension i henhold til en forsikring, også selv om dette krav alene udsprang af en afgørelse, som var behæftet med mangler. — På den anden side måtte retten tage hensyn til en indsigelse fra Landes-versicherungsanstalt, der støttede sig på artikel 48, stk. 1 i forordning nr. 1408/71, idet der var tale om en ny forsikringsbegi-venhed, som var indtrådt efter denne forordnings ikrafttræden. Landesversiche-rungsanstalt gjorde nemlig gældende, at ifølge denne artikel er den tyske institution ikke forpligtet til at udrede ydelser, eftersom den samlede varighed af de forsikringsperioder, som den afdøde havde tilbagelagt i henhold til tysk lovgivning, er mindre end et år.
På denne baggrund udsatte retten sagen ved kendelse af 28. maj 1975 og forelagde i henhold til EØF-traktatens artikel 177 følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:
Skal artikel 48, stk. 1 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT-specialudgave, 1971 (II), s. 366; org. ref. ABl. L 149) fortolkes således, at institutionen i en medlemsstat er forpligtet til at udrede ydelser til de efterladte efter en forsikret, der bor i en anden medlemsstat, og som har statsborgerskab i denne, når de forsikringsperioder, som den forsikrede har tilbagelagt efter denne medlemsstats lovgivning, er under et år, selv om den afdøde forsikrede på grundlag af disse forsikringsperioder efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 1408/71 havde krav på ydelser indtil sin død?
De bemærkninger, man ud fra et fællesskabsretligt synspunkt kan fremsætte hertil kan rummes i få ord.
Artikel 48, stk. 1 i forordning nr. 1408/71 lyder således:
»Hvis den samlede længde af de efter en medlemsstats lovgivning tilbagelagte forsikringsperioder er under et år, og hvis der, når alene disse perioder lægges til grund, ikke er erhvervet til ydelser i medfør af bestemmelserne i den nævnte lovgivning, er institutionen i den pågældende stat, uanset bestemmelserne i artikel 46, stk. 2, ikke forpligtet til at udrede ydelser på grundlag af de nævnte perioder.«
Således som det under retssagen er fremstillet fra forskellig side, er denne bestemmelses formål ganske klart. Socialforsikringens bekostelige forvaltningsapparat skal ikke sættes i gang, hvor der blot er tale om krav, der hidrører fra ganske korte forsikringsperioder. På den anden side er denne formålsbestemmelses begrænsning ganske vist også klar: der er ikke — hvilket også ville have været tænkeligt — tale om uden videre at udelukke krav på ydelser ved korte forsikringsperioder, dvs. om at undgå at fastsætte minipensioner, som nærmest bliver opspist af de bank- og postgebyrer, som opstår ved deres overførsel; bestemmelsen gælder derimod blot for krav, til hvis stiftelse det er nødvendigt at sammenlægge forsikringsperioder fra forskellige medlemsstater. Dette følger klart af henvisningen til artikel 46, stk. 2, hvis franske udgave med anvendelsen af ordet »non-obstant« (»uanset«) gør det klarere, at artikel 48, stk. 1 indeholder en undtagelse til artikel 46, stk. 2. Lige så klar i denne forstand er den afsluttende del af artikel 48, stk. 1. Ifølge den gælder det som en negativ betingelse for at udelukke kravet, at der efter de for pågældende institution gældende regler ikke må være erhvervet ret til ydelser på grundlag af alene de forsikringsperioder, som er tilbagelagt i den pågældende institutions medlemsstat.
Artikel 48, stk. 1 finder følgelig klart ikke anvendelse, når et krav blot er afhængigt af, at der findes et andet krav, og når det er tilstrækkeligt, blot at anvende en bestemt procentsats for at fastsætte det. Her kan det ganske vist ikke altså siges, at kravet på ydelsen udelukkende hidrører fra perioder, som er tilbagelagt i den medlemsstat, hvor den institution, som skal fastslå kravet, ligger; dette gælder således navnlig, når det krav, hvoraf den efterladtes krav afledes, afhang af medregningen af udenlandske forsikringsperioder, således som det var tilfældet for pensionskra-vet fra sagsøgerens afdøde ægtefælle med hensyn til de tyske betingelser vedrørende karenstid. Det er dog ikke dette, som er afgørende, men derimod erkendelsen af, at det for at fastslå kravet på efter-ladtepension ikke var nødvendigt at foretage nogen beregning som nævnt i artikel 45 og 46 i forordning nr. 1408/71, dvs. nogen efterprøvelse af forsikringsperioder og disses varighed.
Som vi har hørt under sagen — den tilsvarende efterprøvelse påhviler ganske vist den forelæggende domstol, da der er tale om at fortolke national ret —, forholder det sig åbenbart således i det foreliggende tilfælde. Sagsøgerens ægtefælle havde indtil sin død krav på en tysk pension. Dette fremgik af den dengang endnu gældende artikel 28, stk. 2 i forordning nr. 4, hvorefter en mindsteforsikringsperiode på 6 måneder var afgørende.
Denne retstilstand gjaldt også efter at forordning nr. 4 med virkning fra den 1. oktober 1972 var blevet afløst af artikel 48, stk. 1 i forordning nr. 1408/71 med dennes mindsteperiode på et år. At dette var lovligt, lader sig — som Kommissionen har godtgjort — påvise ved hjælp af en modsætningsslutning fra artikel 94, stk. 5 i forordning nr. 1408/71, sammenholdt med samme forordnings 7. betragtning.
Sagsøgerindens tyske pensionskrav afhænger således åbenbart alene af § 1263, stk. 2 i Reichsversicherungsordnung, hvorefter der ydes efterladtepension, når afdøde på dødstidspunktet i medfør af en forsikring havde krav på pension. Denne bestemmelse skal selvfølgelig — også dertil har Kommissionen med rette henvist — fortolkes i lyset af europæisk ret; dens anvendelse kan således ikke indskrænkes til tyske rettighedsindehavere, men gælder i betragtning af det påbud om ligebehandling, som indeholdes i fællesskabsforordningerne om socialforsikringsretten også for vandrende arbejdstagere og disses efterladte. Men da man ved fastsættelsen af efterladtepensionen sikkert ikke kan lade udstrækningen af tilbagelagte forsikrings- eller bopælsperioder være afgørende, kan der heller ikke være tale om at afvise kravet ved at henvise til artikel 48, stk. 1 i forordning nr. 1408/71.
Uden at der er grund til at komme ind på videre overvejelser — beskyttelse af den berettigede forventning, undgåelse af retstab etc. — kan det af Sozialgericht Augsburg forelagte spørgsmål besvares således:
Artikel 48, stk. 1 i forordning nr. 1408/71 kan ikke finde anvendelse, når der efter en medlemsstats lovgivning er krav på ydelser, som kan fastsættes, uden at det er nødvendigt i henhold til artikel 45 i denne forordning at medregne forsikrings-eller bopælsperioder, som er tilbagelagt i henhold til retsforskrifterne i en anden medlemsstat.
( 1 ) – Oversat fra tysk.
Full & Egal Universal Law Academy