FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT A. TRABUCCHI
FREMSAT DEN 21. JANUAR 1976 ( 1 )
Høje Ret.
1.
I april 1971 fjernede det tyske firma Miritz fra Göttingen fra sit åbne toldlager en vis mængde citronskalsdestillater, som var importeret fra Italien, for at bringe dem i fri omsætning. Det drejer sig om et ekstrakt af forskellige aromastoffer i en alkoholopløsning, der henhører under position nr. 33.04 II, og som anvendes som grundlag for fremstillingen af de alkoholholdige drikke under position nr. 22.06.
Den 18. maj 1971 krævede hovedtoldkontoret i Göttingen på grund af varens alkoholindhold, at firmaet betalte den »udligningsafgift« (Ausgleichsabgabe), som var indført ved artikel 1, stk. 1 i den tyske lov af 23. december 1970 om opkrævning af en særlig udligningsafgift ved indførsel af spiritus (Gesetz über die Erhebung einer besonderen Ausgleichsabgabe auf eingeführten Branntwein). Sagsøgeren bestred lovligheden af denne opkrævning for Finansgericht i Hamburg både efter den nationale ret og fællesskabsretten. Denne retsinstans gav i dom af 28. juli 1972 sagsøger medhold på grundlag af den nationale ret.
Hovedtoldkontoret i Göttingen ankede herefter til Bundes-Finanzhof og gjorde gældende, at opkrævningen af den nævnte udligningsafgift i medfør af loven af 23. december 1970 var fuldt ud berettiget både efter den nationale ret og fællesskabsretten.
Under disse omstændigheder har den tyske øverste finansdomstol anmodet Dem om at tage stilling til følgende punkter:
1.
Er det i strid med traktatens artikel 12 at indføre en afgift, som kun pålægges indførsler på spiritus og vinspiritusholdige produkter fra andre medlemsstater, og hvis størrelse svarer til de samlede afgifter, som spiritusmonopolet pålægger de tilsvarende indenlandske produkter, uden at disse udtrykkeligt er underlagt den samme udligningsafgift?
2.
Såfremt der svares benægtende, strider opkrævningen af denne afgift mod EØF-traktatens artikel 37, stk. 2?
3.
Såfremt der svares bekræftende på et af de to første spørgsmål, er opkrævningen af denne afgift lovlig under hensyn til EØF-traktatens artikel 37, stk. 4?
Det fremgår i øvrigt af de oplysninger, som er givet af de implicerede parter, især af den tyske regering og af Kommissionen, at den pågældende afgift, hvis formål er at udligne forskellen mellem prisen på alkohol, som fremstilles i Forbundsrepublikken, og den lavere salgspris i andre medlemsstater, på ingen måde, hverken formelt eller økonomisk, svarer til den almindelige afgift, som belaster de tilsvarende nationale produkter. Under retsmødet har repræsentanten for Forbundsrepublikken bekræftet, at resultatet, når der ses bort fra den komplicerede tekniske ordning, der anvendes i denne henseende, bliver, at denne afgift altid er lig med forskellen mellem den pris, som monopolet betaler de nationale producenter, og den lavere pris, som betales i den eksporterende medlemsstat.
Denne afgift minder om den »særafgift« ved import af honningkager, som Domstolens dom i de forenede sager 2 og 3/1962 drejede sig om, Kommissionen mod storhertugdømmet Luxembourg og kongeriget Belgien (Sml. 1954-1964, s. 339 ff.) og den »særlige afgift« på køleskabe, som Domstolens dom i sag 13/63 angik, regeringen for Den italienske Republik mod Kommissionen (Sml. 1954-1964, s. 433 ff.).
Den adskiller sig således fra afgiften i sag 45/75 (Rewe), hvor det drejede sig om en afgift, som opkrævedes i medfør af loven af 1922 for at udligne den skattemæssige byrde, der påhvilede de nationale produkter, og monopolets administrationsomkostninger (Monopol-Ausgleich), medens afgiften i denne sag er en selvstændig støtteforanstaltning, der skal udligne prisforskellen mellem indenlandske og udenlandske produkter.
Eftersom Domstolen ikke har ment, at disse to sager bør forenes, ikke engang med henblik på den mundtlige forhandling, skal jeg omhyggelig undgå at »blande tingende sammen«, men dog lægge den største vægt på de betragtninger, som generaladvokat Reischl nylig fremførte i Rewe-sagen, og på generaladvokat Dutheillet de Lamothe's forslag til afgørelse i sag 13/70, Cinzano (Recueil 1970, s. 1098), om dette monopols særdeles indviklede struktur, som jeg ikke kan fremstille bedre end dem.
Lad mig blot minde om, at det tyske monopol, før loven af 23. december 1970 trådte i kraft, havde eneret til import til Forbundsrepublikken Tyskland af ethylalkohol og ethylalkoholholdige produkter. Før denne lov blev udligningsbeløbets funktion sikret gennem denne eneret, der i praksis virkede som et importforbud, når bortses fra visse varer.
En henstilling fra Kommissionen til den tyske forbundsregering umiddelbart før overgangsperiodens udløb (EFT-specialudgave, anden serie (VI), s. 32; org. ref. JO L 31, 1970, s. 20) har en vis sammenhæng med denne lov.
Kommissionen anførte i denne henstilling, at »den ubetingede åbning af det tyske marked for produkterne fra de andre medlemsstater før ikrafttrædelsen af den fælles markedsordning kunne … få skadelig indflydelse på salget af tysk ethylalkohol af landbrugsmæssig oprindelse såvel som på tysk akvavits konkurrencedygtighed og dermed på beskæftigelsen af og levestandarden for producenterne af visse landbrugsråvarer«. Kommissionen har under henvisning til artikel 37, stk. 4 anført, at det kunne være nødvendigt at træffe særlige forholdsregler indtil den fælles markedsordnings ikrafttræden, og at det er lovligt at opkræve en udligningsafgift ved import af alkohol og alkoholholdige drikke.
For at efterkomme denne henstilling åbnede den tyske forbundsregering sine grænser, men gjorde alligevel import af alkoholholdige produkter betinget af betaling af afgiften, hvad der efter Kommissionens mening i teorien nok tillod import til Forbundsrepublikken Tyskland, men i praksis fratog en sådan transaktion enhver økonomisk interesse.
Endelig skal jeg gøre opmærksom på, at denne lov blev vedtaget efter Domstolens dom i ovennævnte Cinzano-sag, hvorefter
»En afgift, som opkræves ved indførsel af produkter fra andre medlemsstater, og som er knyttet til et statsligt monopol og anvendes første gang efter traktatens ikrafttræden, strider ikke mod artikel 37, stk. 2, for så vidt som denne nye opkrævning kun påhviler det importerede produkt i samme omfang som de indenlandske produkter, der omfattes af monopolet«.
Skønt den pågældende udligningsafgift er indført ved en særlig lov, er den dog efter sin opbygning og karakter knyttet til monopolsystemet; og for så vidt som den omfatter alkohol, som fremstilles af landbrugsprodukter, udgør den — akkurat som monopolet — en del af en national markedsordning for de pågældende landbrugsprodukter.
Ummiddelbart før udløbet af den i EØF-traktatens artikel 38, stk. 3 fastsatte frist blev råalkohol, fremstillet af landbrugsprodukter, ved Rådsforordning nr. 7 a af 18. december 1959 optaget i bilag II og således anerkendt som et landbrugsprodukt i den i artiklerne 38 og 46 forudsatte betydning. Domstolen har nemlig i dom af 29. maj 1974 i sag 185/73 König (Sml. 1974, s. 617) udtalt, at gyldigheden af denne forordning ikke påvirkedes af den omstændighed, at den først blev offentliggjort mere end ét år efter denne frists udløb.
2.
I første række må det konstateres, om den pågældende afgift er en »ny« foranstaltning i den i artikel 37, stk. 2 forudsatte betydning, der falder ind under forbudet i artikel 37, stk. 1 eller ind under artiklerne om fjernelse af told og kvantitative restriktioner mellem medlemsstaterne. Med andre ord har artikel 37, stk. 2 direkte virkning med hensyn til en sådan afgift?
Allerede den 15. juli 1964 (sag 6/64 Costa, Sml. 1954-1964, s. 531 ff.) har Domstolen anerkendt, at artikel 37, stk. 2 har direkte virkning, og Domstolen har forlængst statueret, at artikel 12 virker på samme måde.
Desuden har generaladvokaterne i deres forslag til afgørelse i sagerne 82/71 (Sail, Recueil 1972, s. 141) 45/75 (Rewe) og 59/75 (Manghera), som stadig verserer, ligeledes tillagt artikel 37, stk. 1 »direkte virkning« efter den 1. januar 1970, og jeg er enig med dem heri.
Der er ingen tvivl om, at afgiften, som indførtes i slutningen af 1970 og med virkning fra 1. januar 1971, bedømt efter det generelle forbud i artikel 12 mod at indføre afgifter med tilsvarende virkning som told, som Bundesfinanzhofs første spørgsmål angår, må anses for uforenelig med denne bestemmelse.
Men da det drejer sig om en foranstaltning, som er snævert forbundet med et statsligt monopols funktion, må man frem for alt se den i sammenhæng med den særlige bestemmelse, som specielt regulerer monopolerne, og som i øvrigt i stykke 2 henviser til nævnte artikel 12. Dette stykke bestemmer nemlig, at medlemsstaterne afholder sig fra at indføre nye foranstaltninger, som strider mod de i stk. 1 anførte principper, eller som begrænser rækkevidden af de artikler, der angår afskaffelsen af told og kvantitative restriktioner mellem medlemsstaterne.
På grund af denne specielle bestemmelse er den tyske rets første spørgsmål om fortolkning af artikel 12 omfattet af det andet og det tredje spørgsmål, som begge vedrører fortolkningen af artikel 37.
Det første problem er at kvalificere afgiften efter »standstill«-bestemmelsen i stykke 2, dels i forhold til den i stykke 1 omhandlede forskelsbehandling og især hvad angår told og foranstaltninger med tilsvarende virkning.
Når en afgift erstatter et generelt forbud mod import uden om et statsligt handelsmonopol, og derfor i det mindste formelt indebærer en mindre streng restriktion end den foregående, skal den så ikke snarere betragtes som en foranstaltning til reorganisering af monopolet, end som en »ny« restriktiv foranstaltning?
Dette spørgsmål havde måske været aktuelt, hvis afgiften var indført i overgangsperioden med en nøje tidsbegrænset gyldighed som et led i den i stykke 1 foreskrevne tilpasning af det statslige monopol. Men vi ved, at den pågældende foranstaltning blev vedtaget uden at være knyttet til nogen frist et godt stykke tid efter den frist, som traktaten foreskriver for denne tilpasning. Den er derfor ikke berettiget som et led i en udvikling, som allerede nu burde være afsluttet. Efter overgangsperiodens udløb er det i øvrigt ikke længere overtrædelsen af »standstill«-forpligtelsen på toldområdet, som har betydning, men snarere at der fortsat i forbindelse med monopolet findes bestemmelser, som, skønt de er ændret, strider mod traktatens regler om frie varebevægelser i Fællesskabet.
Men for at konstatere, om traktaten indeholder et absolut forbud mod en afgift af den omhandlede art, må man undersøge anvendelsesområdet for stykke 4, som lyder således: »I tilfælde af, at et statsligt handelsmonopol indebærer en regulering, der tilsigter at lette afsætningen eller sikre en bedre udnyttelse af landbrugsprodukter, skal der ved anvendelse af bestemmelserne i denne artikel sikres tilsvarende garantier for de pågældende producenters beskæftigelse og levestandard, idet hensyn tages til det tempo, hvori den mulige tilpasning og nødvendige specialisering kan gennemføres.«.
Skønt formuleringen af denne bestemmelse i nogle af dens versioner er temmelig vag, især den italienske, som kan forlede en til at tro, at lovgiver snarere har villet gøre den til en programerklæring end en forskrift, mener jeg, at den i overensstemmelse med andre versioner (som f.eks. den tyske) bør fortolkes således, at den pålægger myndigheder både de kompetente nationale og de kompetente fællesskabsmyndigheder, der er ansvar lige for gennemførelsen af bestemmelserne i artikel 37, en egentlig forpligtelse.
Under den i stykke 1 foreskrevne tilpasning af monopolerne, skal de nationale myndigheder, når der er tale om monopoler af den i stykke 4 omhandlede karakter, følge de kriterier, som denne bestemmelse fastsætter, når de nærmere skal fastlægge den nye regulering, der skal fjerne enhver forskelsbehandling mellem medlemsstaternes statsborgere med hensyn til forsynings- og afsætningsvilkårene.
Kommissionen og Rådet skal overholde de samme krav, både når det som i artikel 43, stk. 3 drejer sig om at lade en fællesmarkedsordning afløse en national ordning, som monopolet er en del af (og til forskel fra artikel 43 består forpligtelsen, selv om staten sætter sig imod), og når der er tale om at vedtage foranstaltninger, som skal lette tilpasningen af selve den nationale ordning, hvilket kan indebære iværksættelse af forskellige former for intervention, såvel på nationalt som på fællesskabsplan.
3.
Jeg kan nu undersøge, om bestemmelsen i stykke 4 kan bevirke, at en afgift af den her omhandlede art undtages det i stk. 1 og 2 indeholdte forbud mod efter overgangsperiodens udløb at vedtage eller at opretholde foranstaltninger, som strider mod fællesmarkedets grundlæggende regler og principper, som f.eks. forbudet mod at pålægge varer afgifter for overskridelse af Fællesskabets indre grænser og forbudet mod forskelsbehandling på grund af nationalitet.
Denne bestemmelse indeholder formelt slet ikke de karakteristiske træk for Fællesskabets beskyttelsesklausuler, som angår usædvanlige eller midlertidige forholdsregler (netop fordi de er undtagelser fra fællesmarkedets grundlæggende regler og principper), og som normalt foreskriver en forudgående — eller i det mindste en efterfølgende — kontrol i form af en tilladelse fra Fællesskabets udøvende myndighed for at holde undtagelserne inden for de grænser, som er strengt nødvendige for at opnå det lovligt tilsigtede mål.
Da der i det foreliggende tilfælde ikke er nogen grænser, ville det, hvis man skulle tillægge stykke 4 virkninger som en undtagelsesbestemmelse, medføre, at enhver medlemsstat med hensyn til de monopoler som vedrører landbrugsvirksomhed, praktisk taget ville have frihed til i det uendelige at opretholde en situation, som strider mod forskriften i stykke 1; men dette er hverken foreneligt med den virkning, som traktatens forfattere ved at fastsætte en ufravigelig og bestemt frist, ønskede at give denne regel, eller med den afgørende betydning, som i traktatens ordning må tillægges forbudet mod forskelsbehandling på grund af nationalitet og den fuldstændige gennemførelse af bestemmelserne om de frie varebevægelser.
En sådan konsekvens ville gå ud over bestemmelsens funktion, som er at afbøde virkningerne af alt for voldsomme forandringer af forholdene på tidspunktet ved traktatens ikrafttræden.
Den logiske konsekvens af en anden fortolkning end den, jeg har anbefalet, måtte være, at man tillod, at en tilstand, som strider imod de grundlæggende bestemmelser opretholdes: netop en stats undladelse af at handle i overensstemmelse med den forpligtelse, som artikel 37 pålagde den, dvs. netop den omstændighed, at den ikke i overgangsperioden har tilpasset sit monopol til de nævnte bestemmelser i overensstemmelse med kravene i stykke 4, ville også begrunde vedtagelsen af nye undtagelsesforanstaltninger.
Jeg kan ikke godtage denne konsekvens, når, som vi har set det, bestemmelsens indhold ikke forpligter hertil, og den utvivlsomt vanskeligt kan forenes med Fællesskabets system. Jeg mener, at stykke 4 må anses for et direktiv til de ovenfor nævnte myndigheder, som har til formål at fastlægge de kriterier, som disse skal lade sig lede af ved gennemførelsen af de øvrige forskrifter i artikel 37. Ud fra denne opfattelse skal de garantier for de pågældende producenters beskæftigelse og levestandard, som den pågældende bestemmelse henviser til, tilstræbes og gennemføres ved ordninger og regler, som er forenelige med grundprincipperne i de to første stykker i artikel 37, og især med det absolutte forbud mod forskelsbehandling mellem medlemsstaternes statsborgere og med kravet om at undgå enhver foranstaltning, som kan begrænse rækkevidden af de artikler, der angår afskaffelse af told og kvantitative restriktioner. Lad mig hertil bemærke, at artikel 37, stk. 2 ikke indeholder nogen sondring, som kan give bestemmelserne om forbudet mod kvantitative restriktioner forrang frem for de bestemmelser, som angår afskaffelse af told.
Hverken bestemmelsens ordlyd eller baggrund synes altså at kunne begrunde en restriktiv fortolkning af forbudene i artikel 37, hvorefter disse begrænses til kun at gælde for kvantitative restriktioner og i henhold til stykke 4 altså ikke for told og foranstaltninger med tilsvarende virkning inden for landbrugssektoren.
Jeg ville også mene, at selv om artikel 37 under overgangsperioden har kunnet hjemle undtagelser fra forbudet mod kvantitative restriktioner, var det i intet tilfælde meningen, at den skulle påvirke anvendeligheden af de almindelige bestemmelser om forbudet mod og den gradvise afskaffelse af told og afgifter med tilsvarende virkning. Vedtagelsen af en sådan foranstaltning kan derfor ikke, ikke engang for landbrugsprodukter, begrundes i, at den er knyttet til et statsligt monopols virksomhed.
4.
Denne konklusion, som følger af en fortolkning af traktaten, er i øvrigt i overensstemmelse med det princip, Domstolen har lagt til grund i oven for nævnte dom i sag 48/74 Charmasson (Sml. 1974, s. 1383). I denne dom har Domstolen statueret, at den nationale markedsordning, for så vidt som dens funktion afviger fra de grundlæggende regler om de frie varebevægelser i Fællesskabet, kun er tilladt indtil overgangsperiodens udløb, og at den nationale ordning i løbet af nævnte periode i videst muligt omfang skal tilpasses fællesmarkedets krav for at lette gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik. Den omstændighed, at den fælles politik endnu ikke er gennemført inden for den i traktatens artikel 40, stk. 1 fastsatte frist, kan på ingen måde begrænse medlemsstaternes forpligtelse til i overgangsperioden at tilpasse den nationale ordning til reglerne om oprettelsen af det fælles marked. Domstolen fandt tværtimod en sådan tilpasning for så meget mere nødvendig, som mangelen på en fælles landbrugspolitik er uforenelig med påbudet i traktatens artikel 3, litra d).
Denne fortolkning, som blev givet under en sag, som især angik traktatens artikel 33 om fjernelse af de kvantitative restriktioner mellem medlemsstaterne, må gælde i samme grad for det almindelige princip om forbud mod told og foranstaltninger med tilsvarende virkning, uden hvilket der skabes risiko for, at formålet med forbudet mod kvantitative restriktioner ikke nås. Endvidere gælder denne bestemmelse a fortiori for de nye restriktive foranstaltninger, som vedtages efter overgangsperiodens udløb.
Rådets beslutning af 20. december 1969, som generaladvokat Reischl nævnte som eksempel, og som i forbindelse med gen nemførelsen af en fælles landbrugspolitik udtrykkeligt fastsatte undtagelser for visse stater med hensyn til pålæggelse af udligningsafgifter og opretholdelse af en midlertidig ordning med mindstepriser efter overgangsperiodens udløb, strider ikke mod et af traktaten følgende princip, som er fremhævet i Charmasson-dommen, og hvorefter de fundamentele principper, som ligger til grund for fællesmarkedet, efter den pågældende periodes udløb i deres helhed også skal gælde for landbrugssektoren, uafhængigt af om der findes en fælles markedsordning. Dette princip udelukker nemlig ikke fuldstændigt muligheden for midlertidige undtagelser, når disse udtrykkelig er fastsat ved en Rådsbeslutning, der er vedtaget i forbindelse med en række foranstaltninger, som tilsigter gradvis at indføre en fælles markedsordning, når særlige omstændigheder før udløbet af overgangsperioden midlertidigt og for velafgrænsede sektorer eller områder har nødvendiggjort, at fællesskabsreglen delvis mildnes. Med andre ord tillades disse undtagelser i det væsentlige som beskyttelsesforanstaltninger og er derfor underkastet alle de begrænsninger og almindelige kriterier, som gælder for usædvanlige forholdsregler af undtagelseskarakter. Man kan altså ikke af den ovenfor nævnte afgørelse udlede, at medlemsstaterne har frihed til ensidigt og på ubestemt tid at opretholde en tilstand, som siden er kommet i åbenbar modstrid med en traktatbestemmelse med direkte virkning.
5.
De kompetente myndigheders undladelser af inden for den fastsatte periode gradvis at tilpasse de statslige monopoler til traktatens krav kan givet gøre det vanskeligere nu at nå de mål, som er fastsat i stykke 4. Det drejer sig her om en ulempe, som ikke skyldes en mangel ved det system, traktatens forfattere har indført, men som skyldes det forhold, at de forpligtelser, de har skabt, ikke er opfyldt. Man kan heller ikke se bort fra, at Kommissionen selv har en del af ansvaret, hvilket den åbent har indrømmet. Det er nemlig kun få måneder siden, at Kommissionen meddelte forbundsregeringen sin nye indstilling til de forhold, som det drejer sig om i denne sag, hvilket utvivlsomt kun har levnet forbundsregeringen begrænset tid til at vedtage de fornødne foranstaltninger. Denne særlige om stændighed fik Kommissionen til at anmode Domstolen om at bevilge Forbundsrepublikken en henstand, for at den kunne opfylde sine forpligtelser i denne henseende.
Skønt jeg er klar over de praktiske vanskeligheder, der er forbundet med beskyttelsen af betydelige økonomiske og sociale interesser, som berører en gruppe nationale arbejdstagere, kan jeg ikke se, hvorledes Domstolen ved en præjudiciel fortolkning af traktaten kan udsætte virkningen af regler, som fra overgangsperiodens udløb har direkte virkning, endog i en konkret sag eller i hvert fald i en særlig situation, uden herved at trænge ind på et område, som ikke hører under dens kompetence.
Som bekendt giver de beføjelser, som er tillagt Domstolen i artikel 177 ikke denne ret til at anvende reglerne på et konkret tilfælde. Hertil kommer, at bestemmelserne i EØF-traktatens artikel 174, som i det væsentlige omhandler Domstolens mulighed for at begrænse den tilbagevirkende gyldighed af en dom, der annullerer en forordning, for at der navnlig kan tages hensyn til velerhvervede rettigheder, ikke på nogen måde kan udstrækkes ud over den sagsart, med henblik på hvilken den er affattet, til også at gælde for retsakter, som ikke er fællesskabsretlige, men nationale foranstaltninger, og ovenikøbet ikke for at begrænse rækkevidden af dens dom for fortiden, men netop for fremtiden.
Når man fortolker loven, er det givet både nyttigt og nødvendigt at tage hensyn til den økonomiske og sociale virkelighed og dens krav, men der er grænser, som Domstolen ikke kan overskride, medmindre den, idet den trænger ind på lovgivers kompetenceområde, ønsker at påtage sig en anden rolle end den, den har fået tillagt. Praktiske overvejelser, som, omend de er vigtige, dog altid er begrænset til individuelle og tilfældige forhold, må ikke i den grad påvirke et retsorgan i udførelsen af dets særlige opgave, som alene er at fortolke loven, at det tvinges til at vende op og ned på den ordning, som traktatens forfattere har indført.
Derimod vil det påhvile den udøvende fællesskabsmyndighed ved udførelsen af de opgaver og beføjelser, som den har fået tildelt ved traktaten, at undersøge ved hjælp af hvilket middel forbundsregeringen bedst kan imødegå de forudselige vanskeligheder: ved hjælp af nødforanstaltninger, hvis disse midlertidigt synes nødvendige for at mindske de negative virkninger, som en fuldstændig anvendelse af traktaten medfører for de pågældende nationale virksomheder, og indtil der er fundet en passende løsning på de problemer, der rejser sig i denne henseende, en løsning, som vil kunne findes inden for rammerne af en markedsordning, som det er op til Rådet at indføre. Fællesskabsinstitutionerne bør udføre disse opgaver med så meget mere omhu, som de ved deres tidligere passivitet har bidraget til, at den nuværende kritisable situation stadig består.
6.
Hvis Domstolen skulle være af en anden opfattelse og finde, at artikel 37, stk. 4 tillader en stat, som har et monopol, ved opkrævning af udligningsafgifter på importerede produkter ensidigt at hæve prisen på de sidstnævnte produkter, så den svarer til prisen for de produkter, som er omfattet af monopolet, må det i hvert fald undgås, at det indførte produkt som følge af afgiften stilles dårligere end det tilsvarende indenlandske produkt, hvad angår den endelige pris.
Med henblik herpå og i betragtning af de indlæg, som er afgivet under sagen, skal den pågældende foranstaltning opfylde følgende betingelser:
1.
Når afgiftsbeløbets størrelse fastsættes, skal det være den reelle gennemsnitspris for det nationale produkt, der tages i betragtning som første referencepunkt, og ikke gennemsnitsprisen for marginalprodukterne, som det er tilfældet i denne sag. Jeg gør opmærksom på, at den pågældende lov på dette punkt går ud fra de priser, der anvendes af destillerier med en årlig gennemsnitsproduktion på 500 hl, skønt Kommissionen i sin henstilling af 1969 havde angivet, at det indenlandske prisniveau skulle have været fastsat på grundlag af den gennemsnitlige produktionspris for destillerier med en kapacitet på 10000 hl.
Det andet referencepunkt bør heller ikke, som i den nuværende sag, være den mindstepris, som anvendes i oprindelsesstaten eller eksportstaten, men, hvis man ønsker at gå ud fra et skønsmæssigt kriterium og ikke ud fra det beløb, der betales i hvert enkelt tilfælde, den gennemsnitlige pris, der anvendes i denne stat. Men de overpriser, der henvises til i den tyske lov, kan derimod give den indenlandske produktion en stærkere beskyttelse end den, som var formålet med prisudligningen.
2.
For stadig at undgå en uberettiget forskelsbehandling bør man tage hensyn til de transportomkostninger, som det indførte produkt belastes med indtil indførselsstatens grænse.
3.
Med henblik på at opnå en virkelig og ikke blot tilsyneladende ligestilling mellem salgsprisen for de importerede produkter og de indenlandske produkter, skal man også tage de fordele i betragtning, som monopolet under en eller anden form i givet fald bibringer procenter af og handlende med tilsvarende nationale produkter.
Man kan også overveje, om man ikke skulle begrænse afgiftens anvendelsesområde til de produkter, som er direkte omfattet af monopolet, for at undgå at skabe hindringer for den fri bevægelse af de varer, som ikke er nødvendige for, at den nationale markedsordning, som er knyttet til selve monopolet, kan fungere. Ifølge dette kriterium ville det altså f.eks. være for vidtgående at anvende udligningsafgiften på citronskalsessens for at beskytte indenlandske producenter af kartofler, der skal afsættes som alkohol.
At disse betingelser skal overholdes følger af det almindelige princip, som fremgår af Domstolens retspraksis vedrørende beskyttelsesklausuler, og hvorefter der ved anvendelsen af undtagelsesbestemmelser skal vælges sådanne interventionsmidler, som medfører mindst mulig forstyrrelse af fællesmarkedets funktion.
På denne baggrund foreslår jeg, at Domstolen besvarer Bundesfinanzhof's spørgsmål ved at kende for ret, at EØF-traktatens artikel 37 efter overgangsperiodens udløb ikke længere tillader, at der opkræves en variabel afgift ved import af produkter fra en anden medlemsstat for at udligne forskellen mellem produktets salgspris i eksportlandet og den højere pris, som det statslige monopol betaler indenlandske producenter af det tilsvarende produkt.
Staterne kan ikke i medfør af artikel 37, stk. 4 ensidigt undlade at overholde de principper og bestemmelser, som stk. 1 og 2 henviser til.
Såfremt Domstolen skulle mene, at artikel 37, stk. 4 bør fortolkes anderledes, foreslår jeg subsidiært, at grænserne for denne bestemmelses anvendelse angi ves således, som jeg har beskrevet ovenfor.
( 1 ) – Oversat fra italiensk.
Full & Egal Universal Law Academy