FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT J.-P. WARNER
FREMSAT DEN 16. JUNI 1976 ( 1 )
Høje Ret.
Domstolen vil erindre, at Rådet den 4. december 1972 udstedte forordning (Euratom, EKSF, EØF) nr. 2530/72, der indførte »særlige og midlertidige foranstaltninger vedrørende ansættelse af tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber som følge af nye medlemsstaters tiltrædelse samt tjenestemænds udtræden af tjenesten i disse Fællesskaber«.
Kapitel II i forordningen foreskrev »særlige og midlertidige foranstaltninger« for tjenestemænds udtræden af tjenesten for at gøre plads for ansættelse af tjenestemænd fra nye medlemsstater. Den bestemte særligt i artikel 2, stk. 3, at tjenestemænd kunne udtræde af tjenesten efter ansøgning.
Sagsøger i denne sag, F. C. L. M. Crijns, benyttede sig af disse foranstaltninger. Han er hollænder, og da forordningen trådte i kraft, gjorde han tjeneste i Kommissionen i løntrin A 4. Ved beslutning af 4. april 1974 accepterede Kommissionen hans ansøgning om udtrædelse af tjenesten fra den 30. juni 1973. Fra 1. september 1973 har han været ansat ved Katholieke Hogeschool i Tilburg i Nederlandene.
Det spørgsmål, der skal behandles i denne sag, er beregningen af den ydelse, som Crijns ifølge forordningens artikel 3 er berettiget til at få udbetalt fra Kommissionen efter hans udtræden af tjenesten.
Stk. 1 i artiklen foreskriver, at »den tjenestemand, der berøres af den i artikel 2, stk. 1, omhandlede foranstaltning har
a)
i en periode på et år ret til en månedlig godtgørelse lig med det senest oppebårne vederlag;
b)
i en periode, der fastsættes på grundlag af tabellen i stk. 2, ret til en månedlig godtgørelse på
—
80 % af grundlønnen i de følgende 30 måneder.
—
70 % af grundlønnen i den efterfølgende periode.« (EFT-specialudgave 1972; org.ref. JO L 272 af 5. 12. 1972.)
Den bestemmer ligeledes:
»Den grundløn, der skal tages i betragtning ved fastsættelse af godtgørelserne i dette stykke, er den grundløn, der er gældende den første dag i den måned, for hvilken godtgørelsen skal udbetales«.
Efter min opfattelse er der ingen tvivl om, at benævnelserne »vederlag« og »grundløn« (skønt Kommissionens anbringender i nogen grad indebærer en påstand om det modsatte) betyder det samme i denne forordning som i vedtægten. Således må det være, ikke alene fordi forordning nr. 2530/72 udtrykkeligt både i betragtningerne i mange af artiklerne knytter sig til vedtægten, men tillige fordi disse benævnelser ikke er defineret anderledes noget andet sted. Domstolen vil erindre, at vedtægtens artikel 62 blandt andet bestemmer, at »vederlaget omfatter en grundløn, familietillæg og godtgørelser«.
Som det allerede anføres i artikel 3, stk. 1, indeholder stk. 2 i samme artikel en tabel, der ud fra tjenestemandens alder gør det muligt at fastsætte, hvor længe han kan modtage godtgørelsen i stk. 1, litra b). I denne sag er hverken stk. 2 eller tabellen inddraget.
Artikel 3, stk. 3 foreskriver, at den i stk. 1 hjemlede godtgørelse skal korrigeres, alt efter i hvilket land modtager har bopæl. Jeg finder det bemærkelsesværdigt, at stk. 3 udtrykkelig anerkender, at modtageren af en godtgørelse kan bo i hvilket som helst land, selv uden for Fællesskaberne.
Det er særligt stk. 4, hvis fortolkning er omstridt. Desværre er den autentiske engelske tekst så kortfattet, ind til det danske, skønt denne uklarhed ikke berører nogen af den foreliggende tvists afgørende punkter. Ved fortolkningen af dets udtryk udvider jeg dets engelske tekst således, at det i højere grad er i overensstemmelse med de andre officielle sprogs tekster. Således udvidet lyder det som følger:
»De indtægter, som den pågældende oppebærer i sin nye stilling i den i stk. 1, litra b) omhandlede periode fradrages den for denne periode fastsatte godtgørelse i det omfang, disse indtægter og godtgørelsen tilsammen overstiger tjenestemandens seneste samlede vederlag, udregnet på grundlag af den løntabel, der er gældende den første dag i den måned, for hvilken godtgørelsen skal udbetales. Dette vederlag korrigeres med den i stk. '3 omhandlede koefficient.«
Domstolen vil bemærke, at tre faktorer gør sig gældende i den i samme stykke beskrevne beregning, nemlig (i) »de indtægter, som den pågældende oppebærer i sin nye stilling«, (ii) »den i stk. 1, litra b) omhandlede godtgørelse« og (iii) »tjenestemandens seneste samlede vederlag.« Striden i denne sag drejer sig om indholdet af de to første faktorer.
Men inden jeg gør rede for arten af denne strid, må jeg citere artikel 3, stk. 5, der ligeledes er vigtig:
»Retten til familietillæggene opretholdes i fuldt omfang i tilfælde, hvor tjenestemanden modtager godtgørelsen i henhold til stk. 1. Artikel 67, stk. 2 i vedtægten finder anvendelse«. EFT-specialudgave 1972; org.ref. JO L 272 af 5. 12. 1972.).
Vedtægtens artikel 67, stk. 2 bestemmer, at tjenestemænd, der oppebærer de i stk. 1 nævnte familietillæg skal meddele, hvilke tillæg af samme art, de får fra anden side; disse fratrækkes de tillæg, der betales i henhold til vedtægten.
Som jeg før nævnte, udtrådte Crijns af Kommissionens tjeneste den 30. juni 1973. I henhold til forordning nr. 2530/72, artikel 3, stk. 1, litra a) modtog han det første år herefter en godtgørelse, der svarede til hans seneste vederlag. Herom opstod og opstår intet problem.
Kommissionen skrev imidlertid den 22. oktober til Crijns med en redegørelse for sin beregning af den godtgørelse han var berettiget til ifølge artikel 3, stk. 1, litra b) fra 1. juli 1974 under hensyn til det »loft«, der foreskrives i artikel 3, stk. 4 (bilagt i stævningen).
Der er ingen strid om, hvorledes Kommissionen ved denne beregning fastsatte Crijns' seneste vederlag. Lad det være tilstrækkeligt at. sige, at det fastsattes ved at sammenlægge hans grundløn, familietillæg, udlandstillæg med den justering, han var berettiget til. I alt beløb det sig til 119218 FB.
Striden drejer sig om de to andre faktorer i beregningen. I hver af disse inkluderede Kommissionen familietillæg.
Ved beregningen af den godtgørelse, Crijns var berettiget til ifølge artikel 3, stk. 1, litra b) før anvendelse af loftet (hvilket jeg vil kalde hans »artikel 3, stk. 1, b) bruttogodtgørelse«) inkluderede Kommissionen således ikke blot 80 % af hans grundløn som anført i selve artikel 3, stk. 1, litra b), hvilket beløb sig til 58702 FB, og korrektionen med justeringskoefficienten i artikel 3, stk. 3 til 14423 FB, men tillige familietillæggene indeholdt i hans »seneste vederlag«, der lød på 12003 FB. Kommissionen trak herfra (antagelig i henhold til eller hvad man antog var i henhold til artikel 3, stk. 5) 6168 FB, der var de familietillæg, som Crijns havde ret til i henhold til nederlandsk lovgivning. Resultatet heraf blev 78970 FB.
Ved beregningen af Crijns' indtægt fra hans nye arbejde lagde Kommissionen igen hans nederlandske familietillæg på 6158 FB til hans nuværende honorarer på 46193 FB fra hans nye arbejde. Det samlede beløb udgjorde 52351 FB, skønt dette beløb ikke ligefrem fremgik af Kommissionens beregning grundet den ret besynderlige måde, den blev fremlagt på.
Når Kommissionen sammenlagde Crijns' artikel 3, stk. 1,, b) bruttogodtgørelse på 78970 FB med hans indtægt fra den nye stilling på 52351 FB, begge tal ifølge Kommissionens beregning, kom den til et beløb på 131321 FB. Dette oversteg Crijns' »seneste vederlag« på 119218 FB med 12103 FB. Derfor besluttede Kommissionen, at Crijns' artikel 3, stk. 1, b) godtgørelse skulle reduceres med dette beløb i kraft af artikel 3, stk. 4.
Den 20. december 1974 indgav Crijns en klage imod nævnte beslutning i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2 (bilag 2 i stævningen).
I denne klage påstod han (som han stadig gør), at hans artikel 3, stk. 1, b) bruttogodtgørelse skulle have været beregnet ved ganske enkelt til 80 % af hans grundløn dvs. 58702 FB at lægge justeringskoefficientens beløb på 14423 FB, hvilket ville udgøre 73125 FB, og at familietillæggene ikke skulle have været medregnet. Herudover anførte han, at man ved beregningen af hans indtægt fra det nye arbejde til brug for førnævnte opgørelse ikke skulle' have sammenlagt hans nederlandske familietillæg på 6158 FB med hans honorarer på 46193 FB. Han drog den slutning, at det var ved summen af 73125 FB og 46193 FB, det vil sige ved 119318 FB, at loftet måtte lægges. Eftersom denne sum kun oversteg hans »seneste vederlag« på 119218 FB med (nøjagtig) 100 FB, var 100 FB det korrekte beløb at fratrække hans artikel 3, stk. 4 godtgørelse.
Den 13. juni 1975 skrev en af Kommissionens næstformænd til Crijns, at hans klage var afvist (bilag 3 i stævningen), og den 8. september 1975 anlagde Crijns denne sag.
Jeg er med nogen tøven kommet til den konklusion, at Crijns er berettiget til at få medhold i sit søgsmål. Jeg tror, min tøven skyldes den tiltalende måde, hvorpå sagen fremlagdes af Kommissionen.
Forholdet var i en nøddeskal følgende. Eftersom det »seneste vederlag«, der skal tages i betragtning ved den i artikel 3, stk. 4 hjemlede beregning, omfattede familietillæg, måtte dette også gælde for beregningens to andre faktorer, thi ellers ville lige ikke blive sammenlignet med lige.
Jeg bliver forhåbentlig ikke regnet for uhøflig, dersom jeg ikke går i detaljer med hvert af Kommissionens anbringender til støtte herfor. Jeg finder, at der er to grunde til at forkaste disse anbringender.
Den første består i, at de kun kan anerkendes ved en utilladelig krænkelse af artikel 3's ordlyd. Med hensyn til dette er jeg enig i det af Crijns' advokat anførte, at Kommissionen pressede Domstolen, for at den skulle fortolke artiklen, ikke i overensstemmelse med, hvad der rent faktisk stod skrevet, men med det, Kommissionen nu mente, der burde have stået.
Vedrørende ordlyden opstår naturligvis to spørgsmål.
Det første, og efter min mening det letteste, drejer sig om, hvorvidt henvisningen i artikel 3, stk. 4 til den i artikel 3, stk. 1, litra b) omhandlede godtgørelse (dvs. »artikel 3, stk. 1, b) bruttogodtgørelsen) kan fortolkes som en henvisning til et beløb, der indeholder familietillæg. Det er ikke tilfældet efter min opfattelse. Med vedtægtens terminologi, og særlig vedtægtens artikel 62's definition af »vederlag« som omfattende »grundløn, familietillæg og godtgørelser« in mente, og ligeledes ihukommende modsætningen mel lem artikel 3, stk. 1, litra a), der benytter udtrykket »vederlag« og artikel 3, stk. 1, litra b), der anvender udtrykket »grundløn« og berettiger modtageren til en godtgørelse på først 80 %, herefter 70 % af denne løn, så er det efter min mening umuligt at fortolke artikel 3, stk. 1, litra b) som en bestemmelse, der i sig selv berettiger en modtager til en godtgørelse, hvori der er inkluderet et familietillæg. Familietillæg behandles nemlig særskilt i artikel 3, stk. 5. Jeg overser ikke den betydningsmæssige vanskelighed, der opstår, fordi artikel 3, stk. 5, 1.ste punktum ganske kortfattet henviser til »godtgørelsen i henhold til stk. 1«, således at den i relation til en godtgørelse i henhold til artikel 3', stk. 1, litra a) forekommer tantologisk. Efter min opfattelse kan man ikke heraf udlede, at den tillige er tantologisk i relation til en godtgørelse efter artikel 3, stk. 1, litra b). Jeg tror, at den virkelige forklaring på de første punktums kortfattethed er, at den skal stå som indledning til den følgende sætning, som henviser til vedtægtens artikel 67, stk. 2, der gælder såvel for en af artikel 3, stk. 1, litra a) som en i artikel 3, stk. 1, litra b) hjemlet godtgørelse.
Det andet spørgsmål drejer sig om, hvorvidt henvisningen i artikel 3, stk. 4 til »de indtægter, som den pågældende oppebærer i sin nye stilling« skal fortolkes som indeholdende familietilskud. I Crijns' tilfælde er der enighed om, at de familietillæg, han i henhold til nederlandsk lovgivning er berettiget til, er forbundet med hans stilling, ja endog et kendetegn herfor. Men naturligvis er det ikke hovedreglen i alle medlemsstaterne, endsige ikke-medlemsstaterne, at familietillæg nødvendigvis er forbundet med stillingen. I retsmødet gav jeg som eksempel England, hvor nogle stillinger (for eksempel i hæren) medfører særlige familietillæg, men hvor sådanne tillæg almindeligvis betales af staten til alle og enhver, der har småbørn (og indkomst under en vis grænse), hvad enten der er tale om ansatte, selvstændige, pensionerede eller arbejdsløse. Jeg selv finder det vanskeligt at tro, at forfatterne af forordning nr. 2530/72 skulle have ønsket, at en forhenværende tjenestemand, der får familietillæg i kraft af sin stilling, skulle medregne disse i medfør af artikel 3, stk. 4, medens den, der får sine tillæg i kraft af et almindeligt regelsæt uden forbindelse med sin stilling, ikke skulle. Jeg er også her af den opfattelse, at det er korrekt, at forfatterne af forordningen har ønsket at behandle familietillæggene for sig i artikel 3, stk. 5, og at uberettigede dobbeltydelser særligt skal forhindres af vedtægtens artikel 67, stk. 2.
Jeg sagde før, at der var to grunde til at forkaste Kommissionens anbringender. Efter min mening består den anden grund i, at disse anbringender, for så vidt de er baseret på det almindelige udsagn, at det lige skal sammenlignes med det lige, gjorde forfatterne af forordningen langt mere logiske end de ønskede at være. En forhenværende tjenestemands »seneste vederlag«, om end tilpasset gældende lønsatser og korrigeret efter bopælslandet, er nødvendigvis kun et groft mål for, hvad hans maximumsgodtgørelse skulle beløbe sig til. For eksempel kan det forekomme, at den fortsat omfatter et udlandstillæg, skønt han var vendt tilbage til sit hjemland. Omvendt vil den ikke omfatte udlandstillæg, dersom han har været ansat ved Fællesskaberne i sit hjemland og herefter bosætter sig i udlandet. Den omfatter ligeledes stadig familietillæg, selv efter at hans børn er blevet voksne og uafhængige. Omvendt omfatter den intet familietillæg, dersom han indgår ægteskab og får børn efter at have arbejdet for Fællesskaberne som ungkarl. Stillet over for sådanne mulige uregelmæssigheder, som ingen fortolkning kan afhjælpe, er Domstolens eneste fornuftige udvej efter min mening at holde sig til vedtægtens ordlyd.
Sluttelig mener jeg, at Domstolen, med hensyn til de af Crijns nedlagte påstande, bør kende for ret:
1.
Ved anvendelsen af forordning nr. 2530/72, artikel 3, stk. 4 medregnes familietillæg hverken ved beregningen af den deri nævnte godtgørelse eller af tjenestemandens indtægt fra en ny stilling;
2.
Kommissionens beslutning af 22. oktober 1974 om metoden for beregning af Crijns' godtgørelse i henhold til nævnte artikel, annulleres; og
3.
Kommissionen idømmes sagsomkostningerne.
( 1 ) – Oversat fra engelsk.
Full & Egal Universal Law Academy