KENDELSE AFSAGT AF FORMANDEN FOR DOMSTOLENS ANDEN AFDELING
AF 2. JULI 1975 ( 1 )
Raphael de Dapper m. fl
mod Europa-Parlamentet
Sag 54/75 R
I sag 54/75 R
RAPHAEL DE DAPPER, CORNELIS VOLGER, LÉON BODSON, tjenestemænd ved Europa-Parlamentet,
sagsøgere,
repræsenteret af Victor Biel, advokat ved retten i Luxembourg, og med valgt adresse i Luxembourg på advokat Biel's kontor, 18 A, rue des Glacis,
mod
EUROPA-PARLAMENTET
sagsøgte,
repræsenteret af Alex Bonn, advokat ved retten i Luxembourg, og med valgt adresse i Luxembourg på advokat Bonn's kontor, 22, Côte-d'Eich,
HAR FORMANDEN FOR ANDEN AFDELING
afsagt følgende
KENDELSE
Sagsfremstilling
De faktiske omstændigheder, som har givet anledning til tvisten i hovedsagen, og forhandlingernes forløb kan resumeres således:
Den 18. marts 1975 fandt der valg sted til Europa-Parlamentets personaleudvalg. Ved meddelelse af 19. marts 1975 offentliggjorde forsamlingen af tilforordnede ved denne institution valgresultaterne med forbehold af eventuelle klager.
Ved brev af 4. april 1975 indgav 10 tjenestemænd ved Europa-Parlamentet (heriblandt de tre sagsøgere) en klage for den nævnte forsamling vedrørende dette valg; de gjorde heri gældende, dels at der havde fundet ulovligheder sted i forbindelse med valgets tilrettelæggelse, og dels at der var forekommet uregelmæssigheder under valghandlingerne. De påstod derfor annullation af valget af 18. marts 1975.
I mødet den 22. april 1975 erklærede forsamlingen af tilforordnede énstemmigt, at valget var gyldigt, og stadfæstede resultatet.
Ved skrivelse af 5. maj 1975 indgav de 10 tjenestemænd i henhold til personalevedtægtens artikel 90 en klage til formanden for Europa-Parlamentet.
Ved stævning, indgivet til Domstolens justitskontor den 16. juni 1975, anmodede de tre sagsøgere Domstolen om at pålægge Parlamentet at efterprøve »handlingernes lovlighed og forskriftsmæssighed med alle de deraf følgende konsekvenser, især at valgresultatet af 18. marts 1975 er ugyldigt«.
Ved en anmodning, der var vedlagt stævningen, har sagsøgerne i henhold til personalevedtægtens artikel 91, stk. 4, anmodet Domstolen om at pålægge Parlamentet ikke at anerkende personaleudvalgets retlige eksistens, sålænge der ikke er truffet en realitetsafgørelse.
De anmoder endvidere om, at stemmesedlerne, som formanden for forsamlingen af tilforordnede har i sin varetægt, indgives til Domstolens justitskontor til videre foranstaltning og til efterprøvelse under sagen.
Europa-Parlamentet har, ved skrivelse indgivet til justitskontoret den 26. juni 1975, erklæret, at det overlader afgørelsen til rettens skøn, både hvad angår spørgsmålet, om sagen kan antages til realitetsbehandling, og om den har fornødent grundlag.
Parterne har afgivet sagsforklaringer i retsmødet den 2. juli.
Præmisser
1
Sagsøgerne begrunder den hastende karakter af deres anmodninger med »ønsket om, at alle de nærværende parter så hurtigt som muligt undgår de utallige vanskeligheder, som nødvendigvis vil opstå ved iværksættelsen af alle de procedurer, hvori personaleudvalget skal udføre sin vedtægtsmæssige opgave.«
2
Parlamentet hævder, at en suspension af hele personaleudvalgets virksomhed, mens man afventer en afgørelse af sagens realitet, i alvorlig grad vil hindre institutionens gnidningsløse funktion.
3
Såfremt sagsøgerne skulle få medhold i sagens realitet, vil det forhold, at valget den 18. marts 1975 bliver ugyldigt, ikke nødvendigvis medføre ugyldighed af de procedurer, i hvilke personaleudvalget skal udøve sin vedtægtsmæssige virksomhed;
4
hvis sagsøgerne ikke får medhold, kan der derimod aldrig rådes bod på den forstyrrelse af institutionens gnidningsløse funktion, som manglen af et personaleudvalg i det mellemliggende tidsrum vil forårsage;
5
hvis man indstillede personaleudvalgets virksomhed nu, mens man afventede en realitetsafgørelse, ville man i det mellemliggende tidsrum fratage tjenestemændene enhver repræsentation inden for institutionen;
6
anmodningen om suspension af Europa-Parlamentets personaleudvalg kan derfor ikke tages til følge;
7
hvad stemmesedlerne angår, bestemmes det imidlertid, at de skal indleveres til Domstolens justitskontor.
8
På sagens nuværende stade bør der tages forbehold for sagsomkostningerne.
Ud fra disse grunde bestemmer
FORMANDEN FOR ANDEN AFDEL ING
i form af en mellemafgørelse
1.
Anmodningen om suspension af Europa-Parlamentets personaleudvalg kan ikke tages til følge.
2.
Stemmesedlerne fra valget til Europa-Parlamentets personaleudvalg den 18. marts 1975 indleveres til Domstolens justitskontor.
3.
Der tages forbehold for omkostningerne.
Således bestemt i Luxembourg den 2. juli 1975.
A. Van Houtte
Justitssekretær
A. J. Mackenzie Stuart
Formand for anden afdeling
( 1 ) – Processprog: Fransk.
Full & Egal Universal Law Academy