ANDET FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
G. REISCHL
FREMSAT DEN 11. JULI 1977 ( 1 )
Høje Ret.
Vedrørende den retlige bedømmelse af de irske foranstaltninger, som der forhandles om i den foreliggende sag, kan jeg henholde mig til mit første forslag til afgørelse af 21. maj 1977.
1.
For så vidt som der under retsforhandlingerne i dag blev fremsat den tanke, at man kan adskille den anden irske bekendtgørelse fra den første, som indeholder et almindeligt fiskeriforbud for de pågældende havområder og således isoleret betragtet ikke indebærer forskelsbehandling, vil jeg hertil supplere med følgende retlige overvejelse. Kommissionen og den irske regering var under den mundtlige forhandling i dag enige om, at et totalt fangstforbud ikke er nødvendigt til bevarelse af fiskeressourcerne. Dette totale fangstforbud, som er indeholdt i den første irske bekendtgørelse, kunne derfor ifølge min opfattelse isoleret betragtet, dvs. uden supplerende foranstaltninger, stride mod princippet om forholdet mellem mål og midler og således også være i strid med traktaten.
2.
I mit forslag til afgørelse af 21. maj 1977 har jeg desuden henvist til, at ved vurderingen af nødvendigheden af en foreløbig forholdsregel, eller mere nøjagtigt, ved konstateringen af en betydelig og uoprettelig skade er det nødvendigt af foretage en interesseafvejning. Jeg kom dengang til det resultat, at der endnu ikke bestod tilstrækkelig klarhed over omfanget og vægten af de skader, som truer de nederlandske og franske fiskerierhverv. Den nederlandske regerings intervention og de tal, som Kommissionen i mellemtiden har forelagt, har givet værdifulde oplysninger vedrørende dette punkt. Jeg anser det nu for sandsynliggjort, at den nederlandske fiskerflåde — 42 trawlere er direkte berørt — og den nederlandske fiskeforarbejdningsindustri ved en fortsat fuldstændig udelukkelse fra fiskeri i de farvande, som er omfattet af de irske foranstaltninger, især i de for dem afgørende måneder juli til september, trues af en betydelig og vel uoprettelig skade. På den anden side forekommer det mig i denne sammenhæng bemærkelsesværdigt, at den vidtgående udelukkelse af tredjestater fra fiskeriet, således som Kommissionen har anført, i høj grad har bidraget til en aflastning for fiskeressourcerne ved Irland. Under hensyn hertil tøver jeg nu ikke mere med at foretage interesseafvejningen således, at jeg nu anser udsættelsen af de irske foranstaltninger ved en foreløbig forholdsregel for påkrævet.
3.
Domstolen har ved sin kendelse af 22. maj 1977 betegnet en sådan udsættelse som principielt berettiget. Domstolen fandt imidlertid, at dette princip ikke skulle føres ud i praksis straks, men ønskede, at den irske regering, de øvrige interesserede medlemsstater og Kommissionen skulle gives lejlighed til at forhandle om en alternativ ordning. Disse anstrengelser har ført til, at alle de interesserede medlemsstater har indgivet fiskeplaner, hvorom der dog, trods alle de efter Irlands ønske meddelte oplysninger og supplerende bemærkninger, indtil nu ikke har kunnet opnås enighed. Kommissionen, som i princippet anser disse fiskeplaner for tilfredsstillende, har subsidiært nedlagt påstand om, at Domstolen pålægger den irske regering at ophæve sine foranstaltninger og erstatte dem med disse fiskeplaner. Jeg anser ikke en sådan fremgangsmåde for gennemførlig i den foreliggende sag. Fiskeplanerne rejser en mængde detailspørgsmål, som Domstolen i hvert fald ikke under en summarisk sagsbehandling kan udrede. Ifølge Kommissionen kan de heller ikke uden videre og uforandret gennemføres i form af en anden, med traktaten overensstemmende, foranstaltning. Det kan altså ikke være Domstolens opgave at gennemføre denne alternative løsning ved en foreløbig forholdsregel.
4.
Alligevel bør tanken om at erstatte de irske foranstaltninger med fiskeplanerne ikke lades fuldstændig ude af betragtning. Da den nye irske regering først er trådt til for seks dage siden og således åbenbart endnu ikke har været i stand til at færdigbehandle spørgsmålet om at antage fiskeplanerne som alternativ løsning, anser jeg det for berettiget at tage denne omstændighed i betragtning ved fastlæggelsen af tidspunktet for udsættelsen af de irske foranstaltninger. Hertil mener jeg, at en frist på 10 til 14 dage er passende.
Jeg foreslår derfor, at den irske regering ved en foreløbig forholdsregel pålægges at ophæve de omtvistede foranstaltninger inden for en frist af 10 til 14 dage.
( 1 ) – Oversat fra tysk.
Full & Egal Universal Law Academy