FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
SIR GORDON SLYNN
FREMSAT DEN 22. JUNI 1982 ( 1 )
Høje Domstol
I denne sag har Kommissionen i medfør af traktatens artikel 169 nedlagt påstand om, at det statueres, at storhertugdømmet Luxembourg har undladt at opfylde forpligtelser, der påhviler det i henhold til traktaten, ved ikke at have vedtaget de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme Rådets andet direktiv om harmonisering af selskabsretten (direktiv 77/91 af 13.12.1976, EFT L 26, 1977, s. 1) inden for den frist, som er fastsat herfor i direktivets artikel 43. Denne frist udløb den 16. december 1978, to år efter den dato, direktivet blev meddelt i medlemsstaterne.
Storhertugdømmet Luxembourg har ikke, hverken under skriftvekslingen eller i sit mundtlige indlæg, benægtet at have tilsidesat sin forpligtelse til at gennemføre direktivet. Det har imidlertid anført, at begrundelsen herfor dels er forpligtelsens komplicerede karakter og dels vanskeligheden ved at forene de forholdsvis begrænsede ændringer af hensyn til den lovharmonisering, som direktivet kræver, med nogle mere omfattende ændringer, som er planlagt i fremtiden. Den 9. februar 1979 forelagde premierministeren Conseil d'Etat en rapport herom og den 21. januar 1981 fremsattes i deputeretkammeret lovforslag med henblik på gennemførelse af direktivet. I juni og september 1981 henstillede regeringsmedlemmer eller regeringsrepræsentanter indtrængende over for kammeret, at sagen hastede. Lovforslaget er imidlertid stadig under behandling.
Af Domstolens hidtil afsagte domme på området fremgår, at det er helt fast retspraksis, at en medlemsstat ikke kan påberåbe sig omstændigheder eller praksis i sin nationale retsorden som begrundelse for ikke at overholde forpligtelser, som er pålagt det ved et direktiv.
Jeg mener følgelig, at der bør afsiges dom i overensstemmelse med Kommissionens påstand, og at storhertugdømmet Luxembourg bør tilpligtes at afholde sagens omkostninger.
( 1 ) – Oversat fra engelsk.
Full & Egal Universal Law Academy