FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT G. REISCHL
FREMSAT DEN 23. FEBRUAR 1983 ( 1 )
Høje Domstol.
Den sag, som jeg i dag tager stilling til, drejer sig om det stålkvotasystem, der efter udløbet af beslutning nr. 2794/80 (EFT L 291 af 31. 10. 1980, s. 1) blev indført ved Kommissionens beslutning nr. 1831/81 af 24. juni 1981 (EFT L 180 af 1. 7. 1981, s. 1). Denne beslutning — der trådte i kraft den 1. juli 1981 og var gældende for tiden fra den 1. juli 1981 til den 30. juni 1982 — blev flere gange ændret og udbygget, nemlig ved beslutning nr. 1832/81 (EFT L 184 af 4. 7. 1981, s. 1), der trådte i kraft den 4. juli 1981, ved beslutning nr. 2804/81 (EFT L 278 af 1. 10. 1981, s. 1), der trådte i kraft den 1. oktober 1981, og ved beslutning nr. 533/82 (EFT L 65 af 9. 3. 1982, s. 6) der trådte i kraft den 9. marts 1982.
Jeg skal ikke i alle enkeltheder gennemgå indholdet af det nye system.
Med henblik på denne sag er det tilstrækkeligt kort at bringe følgende i erindring.
Beslutningen omfattede ikke længere fire produktgrupper, men yderligere grupperne V og VI, der tidligere faldt ind under gruppe IV. Produktionskvotaer blev efter beslutningen ikke længere fastsat for råstål og — hvad angår de nævnte produktgrupper — kun for enkelte af de produkter, der var omfattet af dem, idet de vigtigste stålproducenter i øvrigt havde indgået en aftale om frivillig produktionsbegrænsning.
Hvad angår gruppe I — der er den eneste, der har interesse i denne sag — skete der en underopdeling i grupperne a)-d). Gruppe a) kom til at omfatte både coils og varmvalsede bånd til videre forarbejdning og en række afledede produkter; i grupperne b)-d) var kun afledede produkter nævnt, der ikke var omfattet af beslutning nr. 2794/80. Ifølge beslutning nr. 1831/81 skulle der fastlægges kvotaer for de produkter, der var opført i disse grupper.
Der blev indført en vigtig nydannelse for beregningen af referenceproduktionen for gruppe I. Efter beslutning nr. 1831/81 var to tal af betydning, hvoraf det aritmetiske gennemsnit beregnedes. Det første tal var det aritmetiske gennemsnit af produktionen i tre perioder: året 1974, der tolv kalendermåneder fra juli 1977 til juni 1980, i hvilke produktionssummen for de fire grupper valsede produkter I-IV, som fastlagt i artikel 2 i beslutning nr. 2794/80, havde været højest, samt de tolv måneder fra juli 1970 til juni 1980. Det andet tal var en årlig referencemængde, som beregnedes ud fra de kvotaer, som var tildelt i forbindelse med beslutning nr. 2794/80 for fjerde kvartal af 1980 og for første kvartal af 1981 under hensyntagen til foretagne tilpasninger. Herved blev — med hensyn til enkelthederne henviser jeg til retsmøderapporten — referenceproduktionen sammensat på ny på grundlag af produktionskvotaerne, og der blev foretaget en tilsvarende beregning for andet og tredje kvartal af 1981.
Således som det allerede var tilfældet efter beslutning nr. 2794/80, blev der ikke kun indført produktionsbegrænsninger, men det blev også bestemt, at kun en del af den reducerede produktion måtte leveres til det fælles marked. Beregningen heraf blev imidlertid ikke længere overladt virksomhederne, men skulle foretages af Kommissionen, og i denne forbindelse spillede den referencemængde, der skulle fastsættes efter artikel 8 en rolle.
I overensstemmelse hermed bestemte artikel 9, at Kommissionen hvert kvartal fastsatte reduktionssatserne til beregning af produktionskvotaerne og den del af disse kvotaer, som kunne leveres til det fælles marked. Kommissionen skulle efter artikel 5 hvert kvartal fastsætte produktionskvotaerne for hver virksomhed samt den del af kvotaerne, som kunne leveres til det fælles marked, og den skulle efter artikel 9 meddele hver virksomhed dennes referenceproduktioner og referencemængder samt dennes produktionskvotaer og dele af kvotaerne, som kunne leveres på det fælles marked.
Det skal også nævnes, at en tilpasning af referenceproduktionerne i tilfælde, hvor der forelå usædvanlige vanskeligheder, ikke længere kunne foretages generelt, men blev underlagt bestemte betingelser; hvad angår grupperne la-Id skulle den samlede referenceproduktion være under 1 mio t pr. år, og for mindst 75 % af produkterne skulle der være anvendt en reduktionssats på over 20 %. Desuden blev der ved beslutning nr. 533/82 indført en særlig lempelsesklausul — artikel 14 b) — for producenter, hvis samlede produktion af de produkter, som var nævnt i artikel 1 i beslutning nr. 1831/81, i 1981 ikke havde oversteget et bestemt omfang, og hvis produktion af produkter i gruppe IV, V og VI udgjorde en bestemt andel af deres samlede produktion. For disse producenter gjaldt der i andet kvartal af 1982 en lavere reduktionssats for produktionskvotaerne og den del af kvotaerne, der kunne leveres til det fælles marked, for så vidt angik gruppe V.
For tredje kvartal af 1981, som denne sag angår, blev der i henhold til disse bestemmelser fastsat reduktionssatser med henblik på fastsættelsen af produktionskvotaerne og reduktionssatser med henblik på fastsættelsen af den del af produktionskvotaerne, der kunne leveres til det fælles marked, ved Kommissionens beslutning nr. 1831/81 af 3. juli 1981 (EFT L 184 af 4. 7. 1981, s. 6).
På dette grundlag blev der den 28. juli 1981 givet sagsøgeren en meddelelse, jfr. artikel 9 i beslutning nr. 1831/81, hvoraf fremgik de referenceproduktioner og referencemængder samt de produktions-kvotaer og andele af kvotaerne, der kunne leveres til det fælles marked, som med hensyn til grupperne la, Ib og Ic skulle gælde for tredje kvartal af 1981. Meddelelsen blev efter sagsøgerens anmodning herom senere ændret ved Kommissionens meddelelse af 31. august 1981, hvori det hed, at den årlige referenceproduktion for gruppe la blev forhøjet, idet der blev taget hensyn til en månedlig produktion, der ved en fejl ikke var blevet lagt til grund, hvilket førte til en mindre forhøjelse af produktionskvotaen for produktgruppe la.
Klöckner-Werke har den 8. september 1981 på grund af disse meddelelser anlagt sag for Domstolen og har nedlagt følgende påstande:
»1.
Principalt: beslutningerne af 28. juli 1981 og 31. august 1981 annulleres.
2.
Subsidiært:
a)
De fastsatte produktionskvotaer annulleres, i det omfang de for produktgrupperne la og Ib ligger under bestemte størrelser; noget højere tal er dog senere blevet nævnt i replikken.
b)
Produktionskvotaen for gruppe la annulleres, i det omfang den omfatter koldvalsede plader på over 3 mm.
c)
Produktionskvotaerne annulleres i det omfang, produktionen bevisligt er beregnet til tredjelande,
og
d)
beslutningerne annulleres i det omfang, de fastlægger hvilken del af produktionskvotaerne, som kan leveres til det fælles marked.«
Kommissionen har påstået afvisning af de subsidiære påstande 2 a) og c) og har påstået frifindelse, for så vidt angår den principale påstand og de subsidiære påstande 2 b) og d).
Efter at Kommissionen har gjort opmærksom på, at en formfejl i beslutning nr. 1831/81 er blevet berigtiget ved beslutning nr. 2804/81, idet der i artikel 1, andet afsnit, 5. led, foran ordene »koldtvalsede plader på 3 mm og derover« er blevet indføjet »varmtvalsede bredbånd til fremtilling ...«, har sagsøgeren i replikken udtalt, at den principale påstand i samme omfang er bortfaldet, og at der kun skal træffes afgørelse om sagens omkostninger. Denne afgørelse bør efter sagsøgerens fremstilling under den mundtlige forhandling ganske vist gå Kommissionen imod.
Jeg tager følgende stilling til sagen.
A — Den principale påstand
Den principale påstand begrundes med fire forskellige grupper af anbringender:
—
Den mindstebeskæftigelse, der påbydes i EKSF-traktatens artikel 58, er ikke opnået;
—
der er ikke taget hensyn til følgerne af forbudet mod statsstøtte i EKSF-traktatens artikel 4, litra c);
—
der er retsstridigt fastsat leverings-kvotaer for eksporten og for afsætningen til det fælles marked;
—
Ministerrådets samtykke til kvotaordningen foreligger ikke.
I — Det første anbringende
Tre aspekter må her utvivlsomt holdes ude fra hinanden.
1.
I stævningen gik det mest fremtrædende anbringende ud på, at der retsstridigt manglede en bestemmelse i den generelle beslutning nr. 1831/81, som kunne sikre de berørte virksomheder en mindstebeskæftigelse eller en mindsteudnyttelse af deres aktuelle kapacitet i forhold til den gennemsnitlige udnyttelsesgrad for alle virksomheder, således som den fulgte af de reducerede referenceproduktioner. Denne mangel hævdedes at indebære en tilsidesættelse af traktatens artikel 58, stk. 2, der opstiller et krav om, at arbejdspladserne bevares ved at beskæftigelsen opretholdes på et dertil svarende niveau. Af samme grund stemmer beslutning nr. 1831/81 ikke overens med grundtanken om social retfærdighed, således som den kommer til udtryk i en række artikler i traktaten, og heller ikke med det overordnede mål i artikel 2, nemlig at bevare stabiliteten i beskæftigelsen. Desuden kunne forholdet betragtes som en tilsidesættelse af forbudet mod forskelsbehandling. I replikken har sagsøgeren yderligere begrundet nødvendigheden af en sådan bestemmelse — der ville have ført til højere kvotaer for sagsøgeren — under henvisning til en almindelig retstanke, hvorefter der også under tvangsfuldbyrdelsen skal tillægges de berørte en minimumsbeskyttelse. Derudover har sagsøgeren i andre sager (311/81 ( 2 ) og 136/82 ( 3 )) henvist til den allerede nævnte artikel 14 b), som blev indført ved beslutning nr. 533/82, og som angik armeringsstål; bestemmelsen er efter sagsøgerens opfattelse udtryk for, at Kommissionen har anerkendt en grundsætning, der endog går videre end den, der er blevet anført af sagsøgeren.
Hvad dette første aspekt af det første anbringende angår, er det mit indtryk, at det ikke længere er nødvendigt at gå nærmere ind på de synspunkter, der herved er udviklet. Efter at de er blevet fremsat — også i replikken i sag 136/82 ( 3 ) af juni 1982 — blev der nemlig den 7. juli 1982 afsagt dom i sag 119/81 ( 4 ) hvori der blev taget stilling til et tilsvarende anbringende. I dommen henvises der med hensyn til påstanden om, at Kommissionen som grundlag for sit kvotasystem burde have taget hensyn ikke blot til den faktiske produktion, men også til produktionskapaciteten, til udtalelserne i dommen i sag 14/81 ( 5 ), hvorefter valget af den faktiske produktion som kriterium er i overensstemmelse med EKSF-traktatens artikel 58, fordi man med dette kriterium undgår den sikkerhed, som vurderingen af produktionskapaciteten uundgåeligt medfører, og fordi det indebærer en mulighed for at begrænse den samlede produktion uden af den grund at ændre de enkelte virksomheders stilling på markedet (præmis 28). Endvidere bragte Kommissionen rent faktisk ikke artikel 58, stk. 2, første afsnit, andet punktum, i anvendelse og den lod heller ikke kravet om så vidt muligt at bevare arbejdspladserne ude af betragtning, idet der skal tages hensyn til virksomhedernes udnyttelsesgrad inden for rammerne af artikel 4, nr. 3 (præmis 14). Ifølge artikel 58 er Kommissionen desuden på ingen måde forpligtet til at sikre den enkelte virksomhed ste mindsteproduktion, ligesom bestemmelsen ikke har til formål at sikre virksomhederne en mindstebeskæftigelse i forhold til deres kapacitet (præmis 13).
Sagsøgeren meddelte derefter i et særskilt processkrift af august 1982, at anbringendet om, at Kommissionen er forpligtet til at sikre alle virksomhederne en mindsteudnyttelse, frafaldtes. Den sagsøgende virksomhed har herefter alene gjort gældende, at det kræves, at den får en mindstekvota — der ikke er nærmere opgjort — som giver den mulighed for at overleve, og har under den mundtlige forhandling påberåbt sig det særlige retsinstitut nødret. Imidlertid er dette en anden tanke end den oprindelige, og jeg skal straks vende tilbage til den i et særligt afsnit.
Herefter skal det blot fastslås, at når det ikke drejer sig om at sikre sagsøgeren en mindsteudnyttelse i forhold til samtlige virksomheders gennemsnitlige udnyttelsesgrad, er det næppe heller nødvendigt at undersøge spørgsmålet om, hvor stor den præcise afstand er mellem virksomhedens udnyttelsesgrad og Fællesskabets gennemsnit. I denne sammenhæng er også det problem, der behandles i sag 303/81 ( 6 ) — om kapaciteten af sagsøgerens valseværk II blev korrekt ansat, samt om der skal tages hensyn til kapaciteten af valseværk I — af betydning. Efter ændringen i anbringendet er det desuden klart, at sikkert også den subsidiære påstand 2 a) er bortfaldet, idet sagsøgerens oprindelige opfattelse åbenbart ligger til grund for denne subsidiære påstand, som bringer til udtryk, hvorledes de nødvendige mindstekvotaer skal beregnes ifølge sagsøgerens vurdering af sin kapacitet.
2.
I forbindelse med nødreftargumentet, som jeg nu skal behandle, har sagsøgeren gjort gældende, at det nye kvotasystem — blandt andet fordi tilpasningerne af referenceproduktionen efter beslutning nr. 2794/80 kun kommer til anvendelse i betydelig mindre grad — for sagsøgerens virksomhed har medført så små kvotaer, at dens eksistens er truet. Virksomheden har under den mundtlige forhandling for lukkede døre forsøgt at påvise dette. Den har — af den nævnte grund skal jeg ikke opgive tal — henvist til en beretning fra et revisionsfirma, hvoraf det fremgår, hvilke kolossale yderligere tab der ville være opstået, såfremt produktionskvotaerne — set i forhold til den gennemsnitlige udnyttelse i Fællesskabet — var blevet overholdt. Sagsøgeren har også henvist til størrelsen af sin ansvarlige indskudskapital og sine reserver, mangelen på skjulte reserver, opbygningen af virksomhedens pensionsfond og til det forhold, at andre værker inden for koncernen allerede er taget ud af drift. Sagsøgeren savner med henblik på en sådan nødssituation — således må man vel forstå sagsøgerens anbringende — en klausul i kvotasystemet, der kunne gøre det muligt at forhøje produktions-kvotaen til et niveau, hvor det var udelukket, at en moderne og trods alt sund virksomhed ville gå til grunde.
Kommissionen har heroverfor i første række anført, at der efter ændringen i argumentationen foreligger et nyt anbringende, der må afvises, fordi det er fremsat for sent. Hvad angår realiteten i sagsøgerens opfattelse har Kommissionen først påberåbt sig dommen i sag 119/83 ( 7 ), hvorefter Kommissionen ikke har nogen almindelig og undtagelsesfri forpligtelse til at sikre en mindsteproduktion. Endvidere ville det overbelaste systemet at anlægge de rentabilitetssynspunkter, som sagsøgeren har anført. Enhver kvotaforhøjelse medfører nemlig, at andre virksomheders kvotaer må udmåles lavere, hvorved disse muligvis ville falde under rentabilitetsgrænsen, således at disse virksomheder på deres side ville kunne gøre et krav på kvotaforhøjelse gældende. Med henblik på en sanering af enkelte virksomheder kommer desuden andre midler på tale end udmålingen af kvotaerne; Kommissionen har særlig henvist til støttereglerne i beslutning nr. 2320/81 (EFT L 228 af 13. 8. 1981, s. 14), der giver medlemsstaterne ret til i en overgangsperiode at udbetale virksomhederne statsstøtte med henblik på omstrukturering. Endelig har Kommissionen også i faktisk henseende udtrykt tvivl om, hvorvidt det er godtgjort, at sagsøgeren befandt sig i en nødretstilstand, der specielt kan føres tilbage til kvotasystemet; Kommissionen har i denne forbindelse både henvist til størrelsen af sagsøgerens tab, der allerede viste sig før indførelsen af kvotasystemet, og til, at den fremlagte erklæring intet siger om hele koncernens forhold, altså om en eventuel udligning ved hjælp af positive resultater på andre områder inden for selskabet eller gennem ekstraordinære indtægter.
a)
Kommissionens formalitetsindsigelser er efter min opfattelse ikke berettigede; sagsøgerens nye argumentation skal altså ikke nødvendigvis lades ude af betragtning som for sent fremsat. Det må rent faktisk anerkendes, at de væsentlige kendsgerninger, der fremgår af den nævnte erklæring, allerede er blevet forelagt Domstolen med stævningen, ligesom det også må indrømmes, at ændringen i den retlige argumentation, der udledes heraf, ikke ligger så fjernt fra sagsøgerens oprindelige argumentation, at dette kan begrunde, at der skulle foreligge en ganske ny argumentation, der vanskeliggør sagsøgtes varetagelse af sine interesser og forhaler sagens gang. Det kan heller ikke udelukkes, at den nye argumentation lader et så væsentligt forhold træde for dagen, at det forekommer at være på sin plads at tage hensyn til det ex officio.
b)
Man kan således uden videre forestille sig, at kvotasystemet kan føre til alvorlige vanskeligheder, ja endog bringe enkelte virksomheder i eksistenstruende nød, som det ville stride mod elementære retfærdighedsbegreber at afhjælpe. Derfor indeholder beslutning nr. 1831/81 da også den allerede omtalte lempelsesklausul i artikel 14, og derfor blev der senere indført yderligere særklausuler, nemlig ved beslutning nr. 2804/81 en artikel 14 a), der var møntet på Grækenland, og ved beslutning nr. 533/82 den ligeledes allerede nævnte artikel 14 b), der var specielt udformet for armerings-stålproducenter. Imidlertid er det af betydning, at beslutning nr. 1831/81 til forskel fra den tidligere gældende beslutning nr. 2794/80 ikke indeholder en generel lempelsesklausul, hvorfor besternte virksomheder — såsom sagsøgeren — der ikke opfylder de restriktive kriterier i de nævnte bestemmelser, ikke kan opnå en ekstraordinær tilpasning af produktionskvotaerne.
Der kan efter min opfattelse ikke findes fornuftige grunde for en sådan begrænsning af lempelsesklausulen.
Dette gør det utvivlsomt berettiget at tale om en væsentlig mangel ved det nye kvotasystem og måske endog — dette kan dog i sidste ende stå åbent — om en tilsidesættelse af forbudet mod forskelsbehandling, fordi virksomheder over en bestemt størrelse og med et bestemt produktionsprogram i tilfælde af, at de kommer i nød, ikke kan regne med nogen som helst produktionsbonus.
c)
Nu skal der ganske vist ikke i enkeltheder og definitivt tages stilling til, om en generel lempelsesklausul, dersom en sådan havde været fastsat i beslutning nr. 1831/81, rent faktisk ville have omfattet sagsøgerens tilfælde, altså om vi rent faktisk i sagsøgerens tilfælde har at gøre med en nødretstilstand, som kvotasystemet er en væsentlig årsag til. Ifølge de tal, der er blevet fremlagt for os, kan dette i hvert fald ikke udelukkes, og man må ikke mindst i denne henseende huske på, hvad jeg har anført i sag 303/81 ( 8 ) vedrørende udmålingen af sagsøgerens aktuelle kapacitet og dermed også sagsøgerens udnyttelsesgrad i sammenligning med andre virksomheder.
Efter min opfattelse er det herefter utvivlsomt berettiget at anullere beslutningen vedrørende sagsøgerens produktionskvotaer med den begrundelse, at det er med urette, at der ikke i det nye kvotasystem findes en generel lempelses-klausul, der ville have gjort det muligt at mildne den produktionsbegrænsning, der er pålagt sagsøgeren, på samme måde som det — efter hvad vi har faet oplyst — åbenbart også var på sin plads i beslutning nr. 2794/80.
d)
Det er i øvrigt heller ikke mit indtryk, at de argumenter, som Kommissionen i denne forbindelse har anført til sit forsvar, ganske holder stik.
aa)
Det er således givetvis med urette, at Kommissionen henholder sig til dommen i sag 119/81 ( 9 ). Det må nemlig ikke overses, at den udtalelse i dommen, som Kommissionen har citeret — at artikel 58 ikke forpligter Kommissionen til at sikre den enkelte virksomhed en mindsteproduktion — blev fremsat i forbindelse med bedømmelsen af kvotasystemet ifølge beslutning nr. 2794/80, hvor der trods alt kunne drages omsorg for en mindstebeskæftigelse i medfør af lempelsesklausulen i artikel 14, fordi det afgørende ifølge denne bestemmelse var en sammenligning af udnyttelsesgraden med Fællesskabets gennemsnit.
bb)
Jeg finder det overhovedet heller ikke overbevisende, når Kommissionen frygter, at man — hvis man anerkender sagsøgerens tankegang — må regne med et sammenbrud af hele systemet. Det drejer sig jo ikke om i ethvert tilfælde at sikre virksomhedernes rentabilitet, men alene om at afhjælpe nødstilfælde, som virksomhederne kan komme i på grund af kvotasystemet. Men når dette forekom at være acceptabelt inden for rammerne af det system, der gjaldt i begyndelsen, så er det vanskeligt at indse, hvorledes en tilsvarende lempelsesklausul ifølge det system, der var gældende efter beslutning nr. 1831/81, skulle kunne true dets bæreevne.
cc)
Endelig forekommer det mig, at heller ikke henvisningen til støttereglerne i beslutning nr. 2320/81 er berettiget. Ifølge denne beslutning har medlemsstaterne — rent bortset fra, om sådanne midler står til rådighed — nemlig ikke ret til at anvende almindelige støtteforanstaltninger i tilfælde, hvor der foreligger nød; tværtimod ligger hovedvægten på finansiering af omstruktureringsforanstaltninger. Sådanne foranstaltninger kan imidlertid netop i sagsøgerens tilfælde vanskeligt komme i betragtning, fordi virksomheden — som det uden modsigelse er blevet anført — for længst har omstruktureret sit valseværk i Bremen, som sagen først og fremmest angår, i overensstemmelse med Fællesskabets stålpolitik.
3.
Det tredje aspekt af det første anbringende — der efter de overvejelser, som sagsøgerens nødretsanbringende hatgivet anledning til, egentlig slet ikke behøver at blive behandlet — grunder sig på det forhold, at systemet efter beslutning nr. 1831/81 i sammenligning med systemet efter beslutning nr. 2794/80 har medført en mærkbar forværring for sagsøgeren og for en række andre virksomheder. I den anledning er det blevet kritiseret, at dette er sket uden tilstrækkelig begrundelse.
I denne sammenhæng skal der erindres om bemærkningerne i sagsfremstillingen vedrørende beregningen af referenceproduktionerne, som produktionskvotaerne afhænger af. Ifølge beslutning nr. 1831/81 er udregningen af et aritmetisk gennemsnit af forskellige værdier af betydning; groft taget er der tale om den faktiske produktion i bestemte perioder og referenceproduktionen efter beslutning nr. 2794/80, og dette har åbenbart den virkning, at de tilpasninger af referenceproduktionen, der skulle foretages efter beslutning nr. 2794/80 ifølge beslutning nr. 1831/81 fik mindre betydning. Det er ikke herved nødvendigt i enkeltheder at undersøge, hvorvidt de tal, der er blevet nævnt af sagsøgeren, er korrekte; sagsøgeren har som bekendt anført, at med en gennemsnitsydelse af alle valseværker for varmvalsede bredbånd på 52 % i andet kvartal af 1981 var gennemsnitsudnyttelsen for sagsøgerens valseværk II på 39 % i det samme kvartal, mens den efter beslutning nr. 1831/81 i tredje kvartal af 1981, hvor gennemsnitsudnyttelsen var på 48 %, var faldet til 29,6 %. Det er nemlig ubestridt, at sagsøgeren og en række andre virksomheder i samme situation rent faktisk er blevet stillet ringere efter beslutning nr. 1831/81. Kommissionen har hertil anført, at det var formålet med beslutning nr. 1831/81 så nøjagtigt som muligt at afspejle de produktionsresultater, som virksomhederne havde opnået på grundlag af markedsudviklingen og at lade perioder, hvor der var sket en særlig udtalt produktionstilbagegang, ude af betragtning. Især skulle der korrigeres for afvigelser fra det gennemsnitlige produktionsniveau, som var indtrådt som følge af individuelle tilpasninger af referenceproduktionerne, og som i særlig høj grad var kommet tyske virksomheder til gode, nemlig for så vidt angår produktgruppe I i et omfang af 32 %, hvorimod virksomheder i andre medlemsstater enten var gået glip af tilpasninger eller kun havde opnået dem i et omfang på mellem 3, 5 eller 15 %. Derved var det opnået, at virksomheder, hvis referenceproduktion ikke var blevet forhøjet efter beslutning nr. 2794/80, fik tildelt højere referenceproduktioner under den nye ordning, mens andre virksomheder efter betragtelige forhøjelser måtte regne med lavere referenceproduktioner; man fjernede således gennem en delvis inddragelse af for store begunstigelser påviselige skævheder.
Det drejer sig her ganske åbenbart om en væsentligt nydannelse i kvotasystemet og ikke om en detalje af underordnet betydning. Herfor kræves der utvivlsomt en begrundelse og ikke blot i form af en redegørelse for sagsøgerens individuelle situation — således synes Kommissionen at have opfattet den fremsatte indvending — men en begrundelse for de generelle virkninger af det nye system for en række virksomheder. En sådan begrundelse i adækvat form ses imidlertid rent faktisk ikke at foreligge. Den eneste passus i betragtningerne, der her kommer i betragtning, er punkt 4, tredje afsnit, hvor det hedder:
»Det forekommer nødvendigt for disse 4 produktgrupper at fastlægge referenceperioder, som tager hensyn til de tildelte kvotaer og tilpasningen af den for produktionen af varmvalsede bredbånd i medfør af beslutning nr. 2794/80/EKSF samt til erfaringerne fra forvaltningen af det ved denne beslutning indførte system.«
Selv om kravene til begrundelsen for en generel beslutning givetvis ikke kan sættes for højt, er det dog vanskeligt at forestille sig, at der med henvisningen til de indvundne »erfaringer«i sig selv kan foreligge en tilstrækkelig begrundelse. Man kan således — fordi der ikke er givet en passende begrundelse for den nye beregning af referenceproduktionerne — anse denne del af beslutning nr. 1831/81 som retsstridig; herved bortfalder retsgrundlaget for den individuelle kvotameddelelse til sagsøgeren, som referenceproduktionen jo var et væsentligt element i.
Man kan måske — synspunktet forekommer mig ganske forsvarligt — også gå et skridt videre og fastslå, at der ikke foreligger nogen saglig begrundelse for den nævnte nydannelse. Fornøjelsen af referenceproduktionen efter artikel 4, nr. 3, i beslutning nr. 2794/80, der alene er af interesse for den foreliggende sag, blev i sin tid fundet rigtig af gode, driftsøkonomiske grunde — så vidt muligt at tilnærme produktionen i alle virksomhederne til den gennemsnitlige udnyttelse i Fællesskabet — for således at gennemføre den i artikel 58 nedfældede tankegang, nemlig så vidt muligt at bevare arbejdspladserne. Der henvises i dommen i sag 119/81 ( 10 ) til dette forhold med den bemærkning, at Kommissionen, da den indførte kvotasystemet og inden for rammerne af artikel 4, stk. 3, i beslutning nr. 2794/80 tog hensyn til udnyttelsesgraden af produktionskapaciteten, ikke tilsidesatte kravet om opretholdelse af beskæftigelsen i videst muligt omfang (præmis 14). Beslutning nr. 1831/81 tager kun i meget afsvækket form hensyn til dette krav, nemlig ved udregningen af et aritmetisk gennemsnit. Desuden blev de i artikel 14 fastsatte tilpasningsmuligheder betragteligt indskrænket, fordi de kun kom i betragtning for en bestemt del af referenceproduktionen. Herefter — jeg skal senere omtale problemet angående fordrejningen af produktionsvilkårene gennem statsstøtte, som der heller ikke er taget hensyn til — kan man med rette stille det spørgsmål, om systemet ifølge beslutning nr. 1831/81 hviler på »et rimeligt grundlag«; dette spørgsmål vil vanskeligt kunne besvares bekræftende.
Til fordel for en annullation af den til sagsøgeren rettede kvotameddelelse taler altså ikke kun den omstændighed, at der ikke blev givet nogen begrundelse for den nye beregning af referenceproduktionen, men også den kendsgerning, at man ved beslutning nr. 1831/81 har forsømt det anliggende, der ifølge artikel 58 er af betydning, nemlig at drage omsorg for en passende bevarelse af arbejdspladserne gennem tilstrækkelig udnyttelse af kapaciteten.
II — Det andet anbringende
Det anbringende, der her er gjort gældende om, at der ikke er taget hensyn tilfølgerne af forbudet mod statsstøtte, skal jeg efter resultatet af mine foregående overvejelser og i øvrigt også som følge af de andre anbringender kun behandle subsidiært og dermed forholdsvis summarisk.
Jeg behøver ikke i enkeltheder at fremstille argumentationen herom, idet den i det væsentlige er sammenfaldende med den, der blev udviklet under sag 119/81 ( 11 ). Sagsøgeren har nu yderligere påberåbt sig de afgifter, der i USA opkræves for stålindførsler fra Fællesskabet afhængigt af den ydede statsstøtte; på dette grundlag kunne man få en forestilling om omfanget af de konkurrenceforvridninger, der i Fællesskabet er blevet fremkaldt af statsstøtten.
Hvad dette angår, er det mit indtryk, at alt nødvendigt herom allerede er blevet sagt i dommen i sag 119/81 1.
På den ene side fremgår det af dommen, at en række af de argumenter, som Kommissionen har anført til sit forsvar, ikke holder stik. Dette gælder Kommissionens henvisning til nogle nyere beslutninger vedrørende støtte, nemlig beslutning nr. 257/80 (EFT L 29 af 6. 2. 1980, s. 5) og beslutning nr. 2320/81, der trådte i stedet for den førstnævnte beslutning. Denne henvisning og dermed også henvisningen til de sager, der er indledt på grundlag af disse beslutninger, kan dog ikke være afgørende, fordi sagsøgeren henholder sig til støtte, som har fordrejet produktionsforholdene i år, der ligger endnu længere tilbage, og reelt ikke har været omfattet af de nævnte beslutninger. Det samme gælder Kommissionens synspunkt om, at sådanne sagsforhold alene omfattes af EKSF-traktatens artikel 88, mens der ikke kan tages hensyn til dem efter artikel 58, idet det i den nævnte dom udtrykkeligt blev udtalt, at Kommissionen ved udformningen af kvotaordningen kan tage hensyn til forhold, der er uforenelige med EKSF-traktatens artikel 4, litra c).
På den anden side — og dette må anføres mod sagsøgeren — blev det imidlertid også fremhævet i dommen, at Kommissionen i forbindelse med de i artikel 58 foreskrevne foranstaltninger ikke var forpligtet til at tage hensyn til skævheder, der var opstået på jern- og stålmarkedet som følge af ydelse af støtte, der eventuelt var uforenelig med traktaten, ligesom det ikke kunne forlanges, at antikriseforanstaltningerne ifølge artikel 58 anvendes til at afhjælpe virkningen af ulovlig støtte ydet af medlemsstaterne (præmis 19). Forvaltningen af artikel 58 kræver hurtig handling, som der nødvendigvis må lægges relativt enkle kriterier til grund for, og det er uforeneligt hermed at tage hensyn til omstændigheder som tildeling af statsstøtte, som det kræver særligt komplicerede undersøgelser at vurdere. Man vil også kun vanskeligt kunne antage, at situationen i denne henseende har stillet sig væsentligt anderledes ved indførelsen af beslutning nr. 1831/81 end ved indførelsen af beslutning nr. 2794/80. Det er ganske vist rigtigt, at der i og for sig var rigelig tid til at beskæftige sig med spørgsmålet om statsstøtten, medens den sidstnævnte beslutning var gældende. Det må imidlertid anerkendes, at også kvotasystemet efter beslutning nr. 1831/81 måtte tilvejebringes forholdsvis hurtigt, fordi det først sent viste sig, at en fortsættelse af systemet på frivillig basis ikke uden videre kunne tilvejebringes. Endvidere må det vel også anerkendes, at det inden for rammerne af det ændrede system ville have krævet komplicerede undersøgelser og beregninger, der ikke kunne foretages på kort tid, at tage hensyn til statsstøtte på adækvat måde.
Desuden blev det i den nævnte dom i sammenhæng med den principielle mulighed for at tage hensyn til statsstøtte i forbindelse med et system efter artikel 58 understreget, at støtten skulle være behørigt [påvist] efter den foreskrevne procedure. Dette — åbenbart tænkes der her på de pågældende medlemsstaters mulighed for at tage til genmæle — var ikke sket ved udstedelsen af beslutning nr. 1831/81, og jeg kan heller ikke forestille mig, at den indvending, at sådanne procedurer ikke rettidigt var afsluttet ved udstedelsen af den nævnte beslutning, kan begrunde, at der herefter i forbindelse med kvotasystemet også burde tages hensyn til statsstøtte, der ikke er behørigt påvist.
Med anbringendet om, at der ikke er taget hensyn til ulovlig statsstøtte — her foresværer det sagsøgeren, at der i det mindste gives virksomheder, der ikke modtager statsstøtte, en bonus inden for rammerne af kvotasystemet — kan der således næppe i nærværende sag opnås noget, selv om man uden videre må indrømme, at den nævnte mangel — som jeg allerede har antydet det — væsentligt kan bidrage til det indtryk, at systemet efter beslutning nr. 1831/81 savner et »rimeligt grundlag«.
III — Det tredje anbringende
Jeg sammenfatter her — fordi der efter sagsøgerens opfattelse består en snæver forbindelse mellem dem — anbringenderne om, at produktionen på utilladelig måde er blevet begrænset i det omfang, hvor den er bestemt til eksport, og om, at Kommissionen med urette har fastsat leveringskvotaer for det fælles marked, to anbringender, der — hvis de tages — til følge — viser, at det havde været nødvendigt at udforme den generelle beslutning anderledes og dermed også fastsætte kvotaerne anderledes.
1. Begrænsning af eksporten
Det er for sagsøgeren af særlig betydning, at der ved den almindelige produktionsbegrænsning, som fastsat ved beslutning nr. 1831/81, indirekte er sket en begrænsning også af udførslerne, eftersom der — bortset fra lagerbeholdninger — kun kan udføres, hvad der af den løbende produktion ikke er blevet afsat inden for Fællesskabet, altså netop resten af den lovlige produktion efter kvotasystemet. Efter den grundlæggende tankegang i EKSF-traktaten, hvorefter reguleringen af udenrigshandelen er medlemsstaternes anliggende (artikel 73), er det sagsøgerens opfattelse, at dette ikke er tilladeligt. Sagsøgeren har herved henvist til artikel 3, litra f), i EKSF-traktaten, hvorefter Fællesskabets institutioner er forpligtet til at fremme udviklingen af den internationale vareudveksling, og til EKSF-traktatens artikel 61, hvorefter der blandt andet — under strenge betingelser — kan fastsættes mindste- og højestepriser for udførsel, mens der ikke med et eneste ord i artikel 58 tales om højeste mængder for udførslen. Kommissionen kan kun med mening indføre kvotaer i tilfælde, hvor den har mulighed for også at påvirke udbuddet fra anden side på det pågældende marked, hvilket ikke er tilfældet i tredjelande. Det meningsløse i et forsøg på fra Kommissionens side på verdensplan at yde et bidrag ved hjælp af fællesskabskvotaerne til at tilvejebringe markedsligevægt i tredjelande, uden at Fællesskabet i øvrigt får en modydelse, viser sig f.eks. i USA's reaktion, der desuden har gjort det nødvendigt at indgå en særlig overenskomst i medfør af EKSF-traktatens artikel 95. Efter sagsøgerens opfattelse havde det — ud over at sagsøgeren savner en begrundelse for, at udførslerne er inddraget i kvotasystemet — i stedet været rigtigt at udforme kvotasystemet således, at der blev fastsat kvotaer for den planlagte afsætning på det fælles marked, altså for det påregnelige hjemmemarkedsbehov, og at der i den faktiske produktion blev set bort fra partier, der påviseligt blev udført. Sagsøgeren er dog — på grund af faren for reimport — af den opfattelse, at en række lande, såsom Schweiz og Østrig og måske også alle vesteuropæiske lande, skulle undtages fra denne mulighed for at fratrække eksporten, hvorimod dette — på grund af den eksisterende prissituation og transportomkostningerne- ikke ville være påkrævet for eksport til andre verdensdele.
a)
Hvad dette anbringende angår, må det først medgives, at det ikke kan afvises, eventuelt fordi sagsøgeren ikke har den fornødne interesse. Sagsøgeren har rent faktisk ikke blot gjort gældende, at virksomheden under hensyn til den gældende ordning har ført en anden produktionspolitik og ikke har gjort sig yderligere salgsanstrengelser i tredjelande, men har tillige henvist til, at virksomheden for tredje kvartal af 1981 indgav en ansøgning om forhøjelse af kvotaerne på grund af større udførsler, og at denne i september blev afslået, fordi der ikke fandtes en lempelses-klausul som den, der var indeholdt i artikel 14 i beslutning nr. 2794/80, der havde stillet en sådan mulighed åben.
b)
I øvrigt afdækker sagsøgerens argumentation i det mindste et yderligere aspekt af den allerede kritiserede udformning af lempelsesklausulen i artikel 14 i beslutning nr. 1831/81 i form af, at den afskærer virksomheder over en bestemt størrelse fra at øge udførslerne. Derimod kan argumentationen næppe i det hele føre til, at kvotasystemet betegnes som retsstridigt.
aa)
Man kommer således ikke uden om, at den af sagsøgeren anbefalede alternative løsning om muligt ville være endnu mere indgribende end det gældende system, fordi udførsler til bestemte lande overhovedet skulle holdes udenfor, hvis jeg har forstået argumentationen rigtigt; den kan altså ikke anføres til støtte for, at den kritiserede indirekte begrænsning af udførslerne skulle være urimeligt vidtgående.
bb)
Hvad sagsøgerens øvrige argumenter angår, er det vel ikke længere nødvendigt at behandle dem i alle enkeltheder, eftersom Domstolen allerede i dommen i sag 119/81 1, hvor sagsøgerens argumentation i det væsentlige var den samme, har udtalt sig om det problem, der her er rejst.
Det blev i dommen fastslået, at der i det omfang, hvor fastsættelsen af produktionskvotaerne virkede restriktivt på eksportmulighederne, var tale om en naturlig følge af den mekanisme, der fastlægges i traktatens artikel 58 (præmis 24). Det påhviler Kommissionen at vurdere, hvorvidt udenrigshandelen skal tages i betragtning i forbindelse med indførelsen af foranstaltninger i medfør af artikel 58; i den forbindelse skal Kommissionen tage hensyn dels til Fællesskabets egne behov på stålmarkedet, dels til Fællesskabets interesser i forhold til tredjelande (præmis 25). Endelig kan det ikke udledes af artikel 58, at Kommissionen er forpligtet til at holde den produktion, som visse virksomheder foretrækker at afsætte på et eksportmarked, uden for kvotasystemet (præmis 25).
Heraf fremgår det indirekte, at de henvisninger, som sagsøgeren fremsatte allerede i sag 119/81 ( 12 ), til EKSF-traktatens artikel 73, artikel 3, litra f), — hvorved sagsøgeren i øvrigt overser artikel 3 a)— og til artikel 61 lige så lidt har betydning som den kendsgerning, at det, for så vidt angår bestemte tredjelande, kan være nødvendigt at indgå særlige overenskomster ud over kvotasystemet, der jo kun medfører en generel styring.
cc)
Til slut blot en kort bemærkning vedrørende anbringendet om den manglende begrundelse, der ganske vist — hvis jeg må have lov til at indskyde det — efter min opfattelse næppe er begrundet i denne sammenhæng. Det kan herved være et åbent spørgsmål, om ikke allerede antydningerne i betragtning nr. 5 til beslutning nr. 1831/81 sammenholdt med betragtning nr. 6 i beslutning nr. 2794/80 — hvor der sondres mellem leveringer til det fælles marked og til andre lande — kan anses som tilstrækkelige til at begrunde, at det er nødvendigt at inddrage udførslerne under kvotasystemet. I hvert fald vil man kunne tilslutte sig, hvad min kollega VerLoren van Themaat allerede har udtalt vedrørende et tilsvarende argument i sag 119/81 ( 12 ), nemlig at det er tilstrækkeligt, at der i præamblen omtales en verdensomspændende lirise, og at det erkendes, at et kvotasystem for produktionen i laaft af selve systemet også påvirker eksportmulighederne. Man kan altså sige, at i og med begrundelsen for kvotasystemet er der automatisk også givet en tilstrækkelig begrundelse for systemets mulige indvirkning på udførslen.
2. Leveringskvotaer for det fælles marked
Sagsøgeren har med sit andet anbringende inden for rammerne af den tredje søgsmålsgrund gjort gældende, at Kommissionen ved fastsættelsen af reglerne om den del af den begrænsede produktion, der måtte afsættes på det fælles marked, har overskredet sine beføjelser, idet der i EKSF-traktatens artikel 58 alene tales om fastsættelse af produkti- ojwkvotaer, men ikke om leveringskvotaer. Efter sagsøgerens opfattelse er det ikke acceptabelt at udvide artikel 58 — under henvisning til bestemmelsens formål — til at omfatte andre midler end dem, der omtales deri. Det drejer sig nemlig utvivlsomt ikke om at skabe ligevægt mellem udbud og efterspørgsel, idet kun udbudssiden og endog til dels kun denne omfattes af EKSF-traktatens område, således at det højst kan siges, at Kommissionen ved hjælp af artikel 58 skal yde et bidrag til at skabe den nævnte ligevægt. Heller ikke en henvisning til begrebet »implied powers«, som der efter retspraksis gælder overordentlig restriktive kriterier for, kommer på tale som begrundelse. Dette gælder især, fordi spørgsmålet om leveringerne principielt blev behandlet i forbindelse med udarbejdelsen af traktaten — nemlig i § 29 i konventionen om overgangsbestemmelserne, der ganske vist kun havde gyldighed i et begrænset tidsrum — og at man ikke desto mindre, altså åbenbart ganske bevidst, gav afkald på regler herom i artikel 58. Man skulle altså rettelig have begrænset kvotaordningen til produktionssiden, og man skulle — dersom man ikke fandt dette tilstrækkeligt — enten have tænkt på supplerende foranstaltninger fra medlemsstaternes side eller på en anvendelse af EKSF-traktatens artikel 95.
a)
Det skal vedrørende dette anbringende først fastslås, at der i denne sag — i modsætning til, hvad der var tilfældet i tidligere sager — næppe kan være tvivl om, at dette tema kan antages til realitetsbehandling. Et tilsvarende anbringende kunne ikke behandles i sag 119/81 ( 13 ), der angik beslutning nr. 2794/80; begrundelsen herfor var, at leveringskvotaer og dermed bestemmelserne i artiklerne 7 og 9 i den generelle beslutning ikke havde spillet nogen rolle ved fastsættelsen af de produktionskvotaer, der dengang alene var genstand for de individuelle meddelelser til virksomhederne. Dette kan ikke hævdes på samme måde i denne sag, fordi beslutning nr. 1831/81 er anderledes udformet. En begrænsning af leveringerne er ikke blot fastsat i den generelle beslutning, men der tilgik desuden også virksomhederne individuelle, bindende meddelelser herom. Det må for så vidt utvivlsomt medgives, at denne begrænsning umiddelbart berører virksomhederne i samme grad som meddelelserne om produktionskvotaerne, og at den således på samme måde unmiddelbart kan anfægtes, uden at der er behov for at afvente et bødepålæg for at kunne få foretaget en domstolsprøvelse.
b)
Det er imidlertid mit indtryk — og også dette skal jeg i korthed påvise — at anbringendet vedrørende leveringskvotaerne lige så lidt som anbringendet om den utilladelige begrænsning af udførslerne kan medføre, at kvotasystemet betragtes som retsstridigt.
aa)
Jeg har allerede tilbagevist et for sagsøgerens standpunkt væsentligt argument om, at der af det retsstridige i at inddrage den produktion, der er bestemt for eksport, under kvotaordningen ikke kan udledes en begrundelse for, at det skulle være nødvendigt at afgrænse de mængder, der måtte leveres til det fælles marked. Når det — som påvist — rent faktisk ikke var en retlig mangel at fastsætte generelle produktionsbegrænsninger, herunder også for udførslerne, så er en opdeling efter afsætningsmålet helt åbenbart nødvendig, idet systemets hovedformål, nemlig at tilpasse udbuddet til tilbagegangen i efterspørgslen på det fælles marked, i modsat fald givetvis ikke kunne realiseres.
bb)
Det er også med rette, at Kommissionen har gjort gældende, at man egentlig ikke kan tale om »leveringskvo-taer«, idet afgrænsningen kun angår produktionskvotaerne. Leveringerne fra lagerbeholdninger, altså fra tidligere produktion, blev således rent faktisk ikke begrænset, og der kan derfor ikke være tale om, at Kommissionen har tilladt sig at gribe ind over for omfanget af lagerbeholdningerne.
Med hensyn til det væsentlige led i sagsøgerens argumentation, der støttes på § 29 i konventionen om overgangsbestemmelserne, har Kommissionen ligeledes med rette anført, at man ikke må overse, at der i den nævnte bestemmelse ikke er tale om generelle regler om leveringskvotaer, men om en begrænsning af nettoforøgelsen af leveringerne fra en region til en anden inden for det fælles marked. Imidlertid afviger reglerne i artikel 5 og artikel 8 i beslutning nr. 1831/81 klart herfra, de angår nemlig leveringer til det fælles marked som sådant og ikke en styring af leveringerne inden for dette område.
cc)
Efter min opfattelse står vi endelig ikke ret beset over for et problem vedrørende »implied powers«, men alene over for en anvendelse af EKSF-traktatens artikel 58, der er meningsfuld og i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.
Det er bestemmelsens formål effektivt at imødegå en krise, der skyldes en tilbagegang i efterspørgslen, ved at drage omsorg for, at udbuddet tilpasses efterspørgslen. Når der herved — hvilket som anført er tilladeligt — foretages samlede produktionsbegrænsninger, der også omfatter udførslerne, er det let at forestille sig, hvorledes det tilstræbte mål kan komme i fare ved, at partier, der egentlig er bestemt for tedjelandes markeder — i tilfælde af afsætningsvanskeligheder på disse — finder vej ind på det fælles marked. For at imødegå denne situation står der kun to udveje åbne: enten en af myndighederne foretaget reduktion af produktionen, der svarer til tilbagegangen i efterspørgslen i tredjelande, eller indførelse af en mekanisme, der indirekte bevirker, at virksomhederne i tilfælde af en tilbagegang i efterspørgslen i tredjelande af sig selv tilpasser deres produktion og således holder udbuddet på det fælles marked konstant. Formålet med det kritiserede system er alene at benytte den sidstnævnte mulighed, dvs. at yderligere produktionsreduktioner fra myndighedernes side, som der ellers uden videre var mulighed for, undgås i bestemte situationer.
Således opfattet kan det ikke drages i tvivl, at systemet samtidig med at proportionalitetsprincippet overholdes, holder sig inden for grænserne af artikel 58, og at der ikke kan være tale om, at man har bevæget sig ind på områder, der ligger uden for traktaten, og hvor det havde været på sin plads at benytte fremgangsmåden i artikel 95.
IV — Det fjerde anbringende
Sagsøgeren er endelig af den opfattelse, at der ikke foreligger et forskriftsmæssigt samtykke fra Ministerrådet til kvotasystemet i beslutning nr. 1831/81, og derfor heller ikke et gyldigt retsgrundlag for den meddelelse, som sagsøgeren bestrider.
Dette anbringende spillede allerede en rolle i sag 119/81 ( 14 ), altså med hensyn til beslutning nr. 2794/80. Dengang var det først og fremmest sagsøgerens opfattelse — og dette har også i denne sag stået i forgrunden i begyndelsen — at det ikke er tilstrækkeligt, at Rådet har givet sit samtykke til, at det var hensigten at indføre et kvotasystem, altså til spørgsmålet, »om« systemet skulle indføres, idet samtykket tværtimod skal gives til et fuldt udarbejdet udkast til beslutning, hvilket imidlertid åbenbart ikke er sket. Sagsøgeren har til støtte herfor i det væsentlige henholdt sig til en fortolkning af artikel 58, til lignende forhold i national forvaltnings- og forfatningsret og til kravet om, at der skal gives kvotabeslutningen en legitimation i sociologisk forstand.
Det forekommer mig, at sagsøgeren har opgivet dette ekstreme standpunkt under behandlingen af denne sag. I hvert fald blev det ikke anerkendt i dommen i sag 119/81 ( 15 ), efter at min kollega VerLoren van Themaat allerede overbevisende havde betvivlet standpunktets rigtighed og på grundlag af en gennemgang af artikel 58 havde fremhævet, at selv om et samtykke alene til, »om« kvotasystemet skulle indføres, ikke var tilstrækkeligt, var det dog tilstrækkeligt, at der blev givet samtykke til hovedtrækkene; det kunne desuden fastslås, at dette var sekt i sagen.
Selv om sagsøgeren ikke har bestridt, at Ministerrådets samtykke som sådant er givet — hvilket også ville have været vanskeligt i betragtning af de fremlagte meddelelser fra Rådets generalsekretariat til pressen vedrørende rådsmøderne den 4. og 24. juni 1981 og den i EFT C 196 af 4. august 1981, s. 6, trykte meddelelse fra Rådets formand, hvorefter Rådet den 4. juni 1981 afgav den udtalelse, som Kommissionen havde anmodet om — har sagsøgeren alligevel forlangt, at alt materiale, der blev forelagt Rådet, samt protokollaterne og båndoptagelsen af det pågældende rådsmøde skal fremlægges i sagen; kun på denne måde lader det sig efter sagsøgerens opfattelse med sikkerhed fastslå, at Rådets samtykke rent faktisk har haft det indhold, der er nødvendigt og omfatter alt væsentligt, og at der ikke derefter er sket en ændring i Kommissionens forlæg på vigtige punkter, eventuelt i form af afvigelser fra påbud eller betingelser fra Rådets side.
Der er heller ikke tvingende anledning til at følge sagsøgeren på dette punkt. Vi ved, at Kommissionen i den anmodning, som den rettede til Rådet den 22. maj 1981, og som er blevet fremlagt sammen med den anmodning, der angik beslutning nr. 2794/80, ikke kun fremsatte en almindelig hensigtserklæring, men også gav en fremstilling af alle væsentlige punkter i systemet. Kommissionen har også med rette fremhævet, at sagsøgeren ikke har kunnet påvise forskelle mellem beslutningen og Kommissionens forlæg og heller ikke har anført tungtvejende grunde for, at der på vigtige punkter ikke skulle være overensstemmelse. Nar imidlertid Domstolen i et tilsvarende sagsforhold, der angik beslutning nr. 2794/80, i sag 119/81 1 har udtalt, at det ikke bestrides, at Rådet blev konsulteret af Kommissionen i medfør af EKSF-traktatens artikel 58, og at det rent faktisk gav sin tilslutning til det forslag om forholdsregler, som Kommissionen havde forelagt (præmis 7), og når Domstolen har tilbagevist anbringendet herom og sagsøgerens anmodning om bevisførelse ved at udtale, at sagsøgeren ikke har været i stand til at fremføre noget, der kunne rejse tvivl om, at Rådet har modtaget de nødvendige oplysninger og givet sit samtykke (præmis 8), så kan jeg ikke indse, hvorledes forholdet nu skulle kunne bedømmes anderledes, så meget mere som den omstændighed, at ingen medlemsstat har ytret kritik og talt om en overskridelse af Kommissionens kompetencer, også i denne sag kan anses som et vægtigt indicium for, at beslutning nr. 1831/81 er udstedt forskriftsmæssigt.
Dette gælder i øvrigt ikke kun for beslutning nr. 1831/81, men også for ændringsbeslutningen nr. 1832/81. Her blev nemlig — efter hvad vi har fået forsikring om — den samme fremgangsmåde fulgt, og herom har sagsøgeren i øvrigt ikke fremført særlige omstændigheder.
Β — De subsidiære påstande
For fuldstændighedens skyld skal der også fremsættes nogle korte bemærkninger til de subsidiære påstande, der er anført i stævningen.
I —
Hvad den subsidiære påstand 2a) angår, har jeg allerede antydet, at den efter ændringen af den første søgsmålsgrund må formodes ikke længere at være opretholdt, idet sagsøgeren derefter ikke har henvist til den gennemsnitlige udnyttelse i Fællesskabet, som virksomhedens egne udnyttelse skulle have været tilpasset til.
Der er altså ikke anledning til yderligere at gå ind på problemerne i forbindelse hermed. Endvidere er der næppe heller anledning til med henblik på afgørelsen vedrørende sagens omkostninger at tage hensyn til, at påstanden stiltiende er frafaldet. Hvis man følger min opfattelse, må der gives medhold i den principale påstand, og herefter skal Kommissionen pålægges samtlige sagens omkostninger, fordi sagsøgeren i det væsentlige vinder sagen.
II —
Ifølge den subsidiære påstand 2 b) skal produktionskvotaen for gruppe la annulleres, i det omfang den omfatter koldvalsede plader på over 3 mm. Herom hedder det i stævningen, at så længe Rådet ikke enstemmigt har foretaget en udvidelse af bilag I til EKSF-traktaten, indebærer artikel 1 i beslutning nr. 1831/81 — hvorefter gruppe la blandt andet omfatter »koldvalsede plader på 3 mm og derover (som valseplader eller i ruller)« — en overtrædelse af traktatens artikler 81 og 84, jfr. det nævnte bilag I, idet EKSF-traktaten efter disse bestemmelser kun omfatter »koldtvalsede plader under 3 mm tykkelse«.
Kommissionen har heroverfor anført, at den nævnte definition er blevet berigtiget ved beslutning nr. 2804/81 af 23. september 1981. Ifølge beslutningens artikel 1, nr. 9, indføjes blandt andet i artikel 1, andet afsnit, 5. led, i beslutning nr. 1831/81 ordene »varmtvalsede bredbånd til fremstilling...« før ordene »koldtvalsede plader på 3 mm og derover«. Herefter har sagsøgeren erklæret, at sagens genstand er bortfaldet på dette punkt, og at der derfor kun skal træffes afgørelse vedrørende sagens omkostninger.
Dette kan man dog efter min opfattelse af sagen afstå fra, fordi den subsidiære påstand herefter ingen betydning har. Er man derimod af den opfattelse, at sagsøgte må frifindes for den principale påstand, måtte det vel med hensyn til den subsidiære påstand 2 b) anerkendes, at Kommissionen har givet anledning til søgsmålet, og det måtte derfor overvejes i det mindste at pålægge den en del af sagsøgerens omkostninger.
III —
Hvad endelig angår de subsidiære påstande 2 c) og d) skal det bemærkes, at den fremførte argumentation — som jeg har påvist det i forbindelse med behandlingen af den principale påstand — vanskeligt kan anses som rigtig. I hvert fald måtte der ske frifindelse for disse påstande, hvorfor man kan afstå fra nærmere at gå ind på de formalitetsindsigelser, som Kommissionen har fremsat.
C — Jeg skal sammenfatte mit forslag således:
Efter min opfattelse må der gives medhold i en del af de anbringender, der er blevet fremført vedrørende den generelle beslutning nr. 1831/81. Dette medfører, at der savnes et gyldigt retsgrundlag for den kvotabeslutning, der er blevet meddelt sagsøgeren, og at den derfor må annulleres. Når sagen får dette udfald, skal Kommissionen desuden pålægges at betale sagens omkostninger.
( 1 ) – Oversat fra tysk.
( 2 ) – Sag 311/81, Klückncr-Wcrkc AG mod Kommission for De europæiske Fællesskaber
( 3 ) – Sag 136/82, Klöckner-Werke AG mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber.
( 4 ) – Dom af 7. 7. 1982 i sag 119/81, Klockner-Werke AG mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1982, s. 2627.
( 5 ) – Dom af 3. 3. 1982 ι sag 14/81, Alpha Steel Ltd mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1982, s. 749.
( 6 ) – Sag 303/81, Klöckner-Werke AG mod Kommissionen for De europæiske Fælleskaber.
( 7 ) – Dom af 7. 7. 1982 i sag 119/81, Klockner-Werke AG mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1982, s. 2627.
( 8 ) – Sag 303/81, Klöckner-Werke AG mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber.
( 9 ) – Dom af 7. 7. 1982 i sag 119/81, Klöckner-Werke AG mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1982, s. 2627.
( 10 ) – Dom af 7. 7. 1982 i sag 119/81, Klöckner-Werke AG mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1982, s. 2627.
( 11 ) – Dom af 7. 7. 1982 i sag 119/81, Kløckner-Werke AG mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1982, s 2627.
( 12 ) – Dom af 7. 7. 1982 i sag 119/81, Klöckner-Werke AG mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1982, s. 2627.
( 13 ) – Dom af 7. 7. 1982 i sag 119/81, Klockner-W'erke AG mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1982, s. 2627.
( 14 ) – Dom af 7. 7. 1982 ¡ sag 119/81, Klöckner-Werke AG mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Smi. 1982, s. 2627.
( 15 ) – Dom af 7. 7. 1982 ι sag 119/81. Klockner-Werke AG mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1982, s. 2627.
Full & Egal Universal Law Academy