FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
P. VERLOREN VAN THEMAAT
FREMSAT DEN 17. JUNI 1982 ( 1 )
Høje Domstol.
I sag 275/81, Koks mod Raad van Arbeid, Hertogenbosch, er jeg så fuldstændig enig i Kommissionens indlæg, at jeg helt tilslutter mig dette. Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare det stillede spørgsmål som foreslået af Kommissionen. Jeg vil dertil kun føje den bemærkning, at der efter min mening heller ikke af Raad van Arbeid's svar på det af Domstolen stillede spørgsmål fremgår nogen vanskeligheder med hensyn til opkrævningen af bidrag, hvilket bør betænkes ved Domstolens besvarelse af det stillede spørgsmål. Bidragsbestemmelserne synes i dette tilfælde at være helt parallelle med bestemmelserne vedrørende ydelserne. Bidragsbetalinger, som ikke giver ret til ydelser, kan i lyset af Domstolens praksis heller ikke anses for ønskelige. Det omvendte tilfælde, at der tildeles ydelser, for hvilke der ikke er blevet betalt bidrag, kan som bekendt forekomme.
Spørgsmålet, om de nederlandske lovvalgsregler i den kongelige anordning af 19. oktober 1976 (Stb. 557) er i overensstemmelse med fællesskabsretten, behøver i Kokssagen i modsætning til i sag 276/81 (Kuypers) ikke at blive behandlet udtrykkeligt, som Kommissionen også har fremført i sit skriftlige indlæg. Som Kommissionen med rette bemærker i dette skriftlige indlæg, er grunden til udelukkelsen af fru Koks jo ikke, at hun skulle være omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat, men at hendes mand (for så vidt ikke i strid med bestemmelserne i forordning nr. 3) ikke var forsikret i henhold til den i dette tilfælde relevante nederlandske lovgivning.
( 1 ) – Oversat fra nederlandsk.
Full & Egal Universal Law Academy