FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
G. F. MANCINI
FREMSAT DEN 29. SEPTEMBER 1983 ( 1 )
Høje Domstol.
1.
Domstolen skal i nærværende sag tage stilling til en påstand om skadeserstatning, Ente italiano di servizio sociale (herefter benævnt EISS) har nedlagt mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber. EISS klager over ikke at have modtaget en del af en støtte, der var bevilget af Den europæiske Socialfond (herefter benævnt ESF), og kræver yderligere betaling af renter på grund af det pågældende beløbs forsinkede betaling.
De faktiske omstændigheder er følgende. Den italienske Republik havde til Kommissionen indgivet ansøgning om støtte fra ESF til et fagligt uddannelsesprogram for »arbejdstager af begge køn i alderen mellem 21 og 45 år, der er arbejdsledige og har usikre beskæftigelsesforhold«. Ved beslutning af 27. december 1973 imødekom Kommissionen ansøgningen, idet foranstaltningerne dog begrænsedes til at angå »ca. 1150 unge arbejdsledige fra Mezzogiorno, hvis genbeskæftigelse som socialmedarbejdere eller — rådgivere påtænkes i Mezzogiorno eller i områder med høj indvandringsprocent af arbejdstagere fra Mezzogiorno«. Beslutningen angav EISS som den for foranstaltningen ansvarlige institution og fastsatte det samlede tilskud fra ESF til 1726207592 lire. Beløbet, der var fordelt på årene 1973 og 1974, udgjorde halvdelen af de budgetterede omkostninger, hvorved det var forudsat, at det italienske arbejds- og socialministerium skulle afholde de resterende 50 %. Senere anmodede Den italienske Republik om ændring af tilskuddets fordeling på de nævnte to regnskabsår på grund af forsinkelser, der indløb i den pågældende foranstaltnings gennemførelse. Anmodningerne blev imødekommet af Kommissionen med beslutninger af 30. december 1974 og 18. maj 1976; den første beslutning nævner imidlertid ikke det for 1973 bevilgede tilskud og indskrænker sig til at fordele det oprindelige tilskud for nævnte år på årene 1974 og 1975. Kontrolundersøgelser foretaget på stedet den 25. juni og den 3. juli 1974 af tjenestemænd fra Kommissionen og arbejdsministeriet havde nemlig vist, at de foranstaltninger, der gennemførtes i 1973, var helt eller delvis i strid med betingelserne, der opstilledes i den beslutning, hvormed støtteansøgningen blev imødekommet.
Efter denne beslutning skulle — som lige nævnt — foranstaltningen være til fordel for »unge arbejdsledige i Mezzogiorno«. Kontrolundersøgelsen viste imidlertid:
a)
at mange deltagere for længst var kommet ud over ungdommen,
b)
at andre ikke var arbejdsledige, da de efter overenskomster indgået af EISS var beskæftiget og aflønnet som socialrådigvere ved arbejdsministeriets decentrale kontorer, Alitalia og andre organisationer,
c)
at andre igen ikke var hjemmehørende i Mezzogiorno,
d)
at kursernes antal, indhold og forløb ikke var i overensstemmelse med det planlagte.
Resultatet af kontrolundersøgelserne blev med en nærmere redegørelse meddelt arbejdsministeriet af Kommissionen ved skrivelser af 25. juli 1974 og 16. januar 1981.
Med stævning af 5. december 1981 har EISS anlagt sag ved Domstolen med påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for sit tab ved a) den manglende betaling af det restbeløb, der after artikel 2, stk. 2, i beslutningen af 27. december 1973 burde være udbetalt i april måned 1978, b) det yderligere tab, der er påført sagsøgeren af rentebyrden, som følge af, at sagsøgeren måtte optage et større banklån ved det førnævnte beløbs udeblivelse.
2.
Indledningsvis skal erindres om de dagældende bestemmelser om tildeling af støtte fra ESF. Grundlaget herfor er Rådets afgørelse af 1. februar 1971 om reformen af Den europæiske Socialfond (EFT 1971 I, s. 48), dennes gennemførelsesforordning nr. 2396/71, forordning nr. 2397/71 om de ydelser, hvortil Den europæiske Socialfond kan give tilskud (begge i EFT 1971 III, s. 804 og s. 808) samt forordning nr. 858/72 om visse administrative og finansielle bestemmelser om Den europæiske Socialfonds virksomhed (EFT 1972 II, s. 339).
Fremgangsmåden ved tilskud fra ESF var i korthed følgende: a) ansøgninger om tilskud indgives af medlemsstaterne til Kommissionen; b) er ansøgningen efter Kommissionens opfattelse i overensstemmelse med ESF's målsætning og fortrins-berettiget, meddeler Kommissionen medlemsstaten en beslutning efter udtalelse fra Udvalget for ESF. Denne beslutning er det grundlag, den pågældende foranstaltning må bedømmes efter, og den pålægger den ansøgende stat en række forpligtelser. Navnlig forpligter staten sig til at afholde udgifter af samme størrelse som det beløb, Kommissionen anmodes om til dækning af omkostningerne ved foranstaltningen, til at indsamle oplysninger herom og kontrollere deres rigtighed, til at anmode ESF om dels at udbetale acontobeløb, efterhånden som foranstaltningen afvikles, dels at udbetale af restbeløbet, samt til at lette de kontrolundersøgelser, Kommissionen foretager for at efterprøve, om de gennemførte eller igangværende foranstaltninger, er i overensstemmelse med gældende regler.
Af dette følger, at for at opnå refusion af afholdte udgifter, burde EISS have foranlediget, at de foranstaltninger, den var ansvarlig for, gennemførtes i overensstemmelse med Kommissionens beslutninger og de gældende fællesskabsregler vedrørende tilskud fra ESF. Iagttagelsen af nævnte regler kunne være efterprøvet på grundlag af det materiale, den italienske regering har indsamlet, og ved hjælp af kontrolundersøgelser på stedet.
3.
I replikken har EISS nærmere anført, at søgsmålet angår skadeserstatning efter EØF-traktatens artikel 215, stk. 2. Hermed bliver jeg fri for at tage stilling til Kommissionens afvisningspåstand, der støttes på, at søgsmålet må opfattes som et passivitetssøgsmål efter traktatens artikel 175.
Betingelserne for, at Fællesskabets institutioner kan ifalde ansvar, er ved flere lejligheder blevet præciseret i Domstolens praksis. Ansvaret forudsætter — siges det i nævnte retspraksis — »opfyldelsen af en række betingelser vedrørende retsstridigheden af den adfærd, som institutionerne hævdes at have udvist, nemlig at der foreligger en skade, og at der er årsagsforbindelse mellem adfærden og den påberåbte skade« (se sidst dom af 4. 3. 1980, sag 49/79, Pool mod Rådet, Sml. 1980, s. 569, præmis 7).
EISS er imidlertid af den opfattelse, at skadeforvoldelsen fremkommer ved, at man havde en berettiget forventning om, at de bevilgede beløb ville blive udbetalt. Mere subtilt er sagsøgerens argumentation for, at Kommissionens adfærd er ulovlig. Når Kommissionen godkender medlemsstaternes ansøgninger om støtte — siger sagsøgeren — er der ikke overladt Kommissionen nogen skønsbeføjelse; med andre ord: Kommissionen modtager blot ansøgningerne og skal godkende dem uden forbehold, og de planer, medlemsstaterne vedlægger ansøgningerne, bliver en bestanddel af Kommissionens beslutninger. Beslutningen af 27. december 1973 skal læses i lyset heraf; det vil herefter være åbenbart, at de bemærkninger, Fællesskabets tjenestemænd er fremkommet med om de af EISS gennemførte foranstaltninger, er uberettigede. EISS har nemlig samvittighedsfuldt overholdt betingelserne i den plan, den italienske regering havde bilagt ansøgningen. Det er således Kommissionen, der godkendte ansøgningen, der har handlet retsstridigt ved på grundlag af disse undersøgelser at nedsætte det bevilgede beløb.
Denne argumentation forekommer mig aldeles grundløs. Det er for det første ikke rigtigt, at Kommissionen ikke er udstyret med nogen skønsbeføjelse i forbindelse med godkendelsen af medlemsstaternes ansøgninger. Det er det modsatte, der er rigtigt, og som bevis herfor er det tilstrækkeligt at henvise til de regler, der gælder for tilskud fra ESF. Reglerne tildeler, som just nævnt, Kommissionen en række beføjelser: den skal efterprøve, om den ansøgte støtte falder inden for det virkefelt, Rådet har tildelt ESF; den skal bedømme, om støtten er forenelig med Fællesskabets økonomiske og sociale målsætninger; den skal helt eller delvis godkende medlemsstaternes ansøgninger; den skal fastsætte betingelserne for at yde støtten. I den foreliggende sag er det utvivlsomt, at den italienske ansøgning kun blev godkendt delvis, idet Kommissionen indskrænkede den omfattede personkreds til at gælde »unge arbejdsledige fra sydlige områder« i forhold til den i ansøgningen omhandlede meget videre personkreds.
Da grundlaget for EISS' argumentation hermed forsvinder, overgår samme skæbne alle de følger, EISS drager heraf. Således er henvisningen til medlemsstatens planer uvedkommende, da grundlaget for bedømmelsen af betingelserne for og indholdet af foranstaltninger jo er og kun kan være den fællesskabsretlige beslutning. På samme måde savner påstanden om, at Kommissionens tjenestemænd »fejlagtigt« har bedømt den af EISS iværksatte foranstaltning, ethvert grundlag.
Hvad det sidstnævnte angår, er den opfattelse, EISS forfægter, i åbenbar strid med en udtrykkelig skreven bestemmelse. Førnævnte forordning nr. 858/72 bestemmer nemlig vedrørende Kommissionens kontrolbeføjelse, at dens befuldmægtigede ved undersøgelser på stedet kan efterprøve: »a) om den administrative praksis er i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne; b) om nødvendige bevisdokumenter foreligger, og om de er i overensstemmelse med de foranstaltninger, der finansieres af fonden; c) under hvilke betingelser de foranstaltninger, der finansieres af fonden, gennemføres og kontrolleres« (artikel 5, stk. 2). Efter samme forordning kan Kommissionen suspendere udbetalingen af støtte til en foranstaltning, hvis der ved kontrol viser sig at bestå uregelmæssigheder eller væsentlige ændringer i karakteren af eller forudsætningerne for denne foranstaltning (artikel 4, stk. 3).
Det er imidlertid godtgjort, at forskellen mellem det beløb, der blev bevilget, og det, der faktisk blev udbetalt EISS, udelukkende beror på de uoverensstemmelser, der viste sig ved de kontrolundersøgelser, jeg flere gange har nævnt. EISS er eneansvarlig herfor. Det er således ikke berettiget at hævde, at Kommissionen handlede retsstridigt.
4.
I betragtning af det således anførte vil jeg foreslå, at Kommissionen for De europæiske Fællesskaber frifindes for de påstande, der er nedlagt af Ente italiano di servizio sociale i stævning af 5. december 1981, samt at den tabende part tilpligtes at bære sagens omkostninger i medfør af procesreglementets artikel 69, stk. 2.
( 1 ) – Oversat fra italiensk.
Full & Egal Universal Law Academy