EUR-Lex -  61981CJ0230 - DA - DOMSTOLENS DOM AF 10 FEBRUAR 1983. - STORHERTUGDOEMMET LUXEMBOURG MOD EUROPA-PARLAMENTET. - EUROPA-PARLAMENTETS HJEMSTED OG ARBEJDSSTED. - SAG 230/81.

Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

1 . Annullationssoegsmaal _ Europa-Parlamentets afgoerelser _ afgoerelser som paa én gang og uadskilleligt beroerer omraaderne for de tre traktater _ retsmidler mod saadanne afgoerelser _ hjemmel

( EKSF-traktaten , art . 38 , stk . 1 )

2 . Annullationssoegsmaal _ Europa-Parlamentets afgoerelser _ sag anlagt af en medlemsstat i medfoer af EKSF-traktatens artikel 38 _ betingelser for antagelse til realitetsbehandling

( EKSF-traktaten , art . 38 , stk . 1 )

3 . Europaeiske Faellesskaber _ institutionernes hjemsted _ fastlaeggelse _ medlemsstaternes kompetence _ udoevelse _ pligt

( EKSF-traktaten , art . 77 ; EOEF-traktaten , art . 216 ; Euratom-traktaten , art . 189 )

4 . Europaeiske Faellesskaber _ institutionernes hjemsted _ fastlaeggelse _ medlemsstaternes kompetence _ Europa-Parlamentets kompetence til at fastlaegge sin forretningsorden _ betingelser for udoevelse _ gensidig forpligtelse til at respektere de respektive kompetencer _ raekkevidde

( EKSF-traktaten , art . 25 ; EOEF-traktaten , art . 5 og 142 ; Euratom-traktaten , art . 112 ; Fusionstraktaten , art . 37 )

5 . Europaeiske Faellesskaber _ institutionernes hjemsted _ fastlaeggelse _ medlemsstaternes kompetence _ beroerer ikke Parlamentets kompetence til af traeffe afgoerelser

( EKSF-traktaten , art . 25 ; EOEF-traktaten , art . 5 og 142 ; Euratom-traktaten , art . 112 ; Fusionstraktaten , art . 37 )

6 . Europaeiske Faellesskaber _ Europa-Parlamentet _ plenarforsamlingens moedested _ fastlaeggelse _ medlemsstaternes meningstilkendegivelser _ praksis tilblevet paa Europa-Parlamentets eget initiativ _ raekkevidde

( EKSF-traktaten , art . 25 ; EOEF-traktaten , art . 5 og 142 ; Euratom-traktaten , art . 112 , Fusionstraktaten , art . 37 ; afgoerelse truffet af repraesentanterne for medlemsstaternes regeringer af 8 . april 1965 , art . 1 )

7 . Europaeiske Faellesskaber _ institutionernes hjemsted _ Europa-Parlamentets opretholdelse af den noedvendige infrastruktur paa de forskellige arbejdssteder _ betingelser

( EKSF-traktaten , art . 25 ; EOEF-traktaten , art . 5 og 142 , Euratom-traktaten , art . 112 ; Fusionstraktaten , art . 37 ; afgoerelse truffet af repraesentanterne for medlemsstaternes regeringer af 8 . april 1965 , art . 4 )

Sammendrag

1 . Da Europa-Parlamentet er en faelles institution for de tre Faellesskaber , handler det derfor ogsaa inden for rammerne af de tre traktater , herunder EKSF-traktaten , naar det traeffer bestemmelse om sin forretningsorden og sit sekretariats organisation . Foelgelig finder Domstolens kompetence og de retsmidler , som er fastsat i EKSF-traktatens artikel 38 , stk . 1 , anvendelse paa retsakter , der som den anfaegtede paa én gang og uadskilleligt beroerer omraaderne for de tre traktater .

2 . EKSF-traktatens artikel 38 , stk . 1 , som omhandler annullation af afgoerelser fra Parlamentet eller Raadet »efter begaering af en af medlemsstaterne eller af Den Hoeje Myndighed« , knytter ikke medlemsstaternes eller Den Hoeje Myndigheds ret til at anlaegge sag til yderligere krav om , at der foreligger soegsmaalsinteresse eller -kompetence .

Det foelger heraf , at retsmidlet efter artikel 38 , stk . 1 , staar aabent for den enkelte medlemsstat , og at besvarelsen af spoergsmaalet om , hvorvidt en sag anlagt i henhold til denne artikel kan antages til realitetsbehandling , ikke afhaenger af , om andre medlemsstater eller Kommissionen ligeledes er parter i sagen for Domstolen .

3 . Ifoelge EKSF-traktatens artikel 77 samt EOEF-traktatens artikel 216 og Euratom-traktatens artikel 189 tilkommer det medlemsstaternes regeringer at fastlaegge institutionernes hjemsted . Ved at give medlemsstaterne kompetence til at fastlaegge hjemstedet overlader de paagaeldende bestemmelser ansvaret for paa dette omraade at udfylde traktaternes institutionelle regler for herved at sikre Faellesskabernes virksomhed . Det foelger heraf , at medlemsstaterne ikke alene har ret , men ogsaa pligt til at udoeve denne kompetence .

4 . Medlemsstaternes regeringer skal respektere Parlamentets kompetence til at fastlaegge sin forretningsorden og skal drage omsorg for , at saadanne beslutninger ikke griber forstyrrende ind i Parlamentets virksomhed , naar de traeffer beslutninger om fastlaeggelse af institutionernes foreloebige arbejdssteder , idet medlemsstaterne og Faellesskabets institutioner er gensidigt forpligtet til loyalt samarbejde , jfr . navnlig EOEF-traktatens artikel 5 .

Parlamentet er ifoelge sin kompetence til selv at fastlaegge sin forretningsorden efter EKSF-traktatens artikel 5 samt EOEF-traktatens artikel 142 og Euratom-traktatens artikel 112 befoejet til at traeffe de foranstaltninger , der er noedvendige for at sikre en god og forskriftsmaessig arbejdsgang i Parlamentet . Imidlertid skal Parlamentet ifoelge den samme gensidige forpligtelse til loyalt samarbejde paa sin side respektere medlemsstaternes kompetence til at fastlaegge institutionernes hjemsted og de i sammenhaeng hermed forudgaaende foreloebige vedtagelser .

5 . Medlemsstaternes regeringers kompetence til at fastlaegge institutionernes hjemsted beroerer ikke Europa-Parlamentets egen kompetence til at droefte samtlige spoergsmaal af interesse for Faellesskaberne til at vedtage beslutninger herom og til at opfordre regeringerne til at handle .

Europa-Parlamentet kan ikke antages at have overskredet sin kompetence , blot fordi det har vedtaget en beslutning »om hjemstedet for Det europaeiske Faellesskabs institutioner , saerligt for Europa-Parlamentet« , hvori der tages stilling til spoergsmaalet om arbejdsstedet .

6 . Artikel 1 i afgoerelsen vedroerende den foreloebige placering af visse af Faellesskabernes institutioner og tjenester samt udenrigsministrenes erklaeringer i forbindelse med de grundlaeggende traktaters ikrafttraeden var klart udtryk for medlemsstaternes regerings oenske om , at »Forsamlingen skulle moedes i Strasbourg« .

Den senere praksis med at holde undertiden op til halvdelen af Parlamentets plenarmoeder i Luxembourg , som var blevet til paa initiativ af Parlamentet selv , og som hverken udtrykkeligt eller stiltiende var blevet godkendt af medlemsstaterne , kan ikke antages at have skabt saedvane , som supplerer medlemsstaternes afgoerelser paa omraadet og forpligter Parlamentet til at holde en del af sine plenarmoeder i Luxembourg .

Medlemsstaternes regeringers erklaering om at opretholde status quo , som var resultatet af konferencen om institutionernes hjemsted , som fandt sted i 1981 , maa tages som udtryk for deltagernes oenske om ikke at aendre den gaeldende retstilstand . Denne erklaering kan derfor ikke hindre Parlamentet i at opgive en praksis , som det selv tidligere har indfoert .

7 . Saa laenge Europa-Parlamentet mangler et hjemsted eller et fast arbejdssted , maa Parlamentet paa de andre arbejdssteder end det , hvor sekretariatet er placeret , kunne opretholde den infrastruktur , der er noedvendig for udfoerelsen af de opgaver , der ifoelge traktaterne er tildelt det .

Dog vil enhver beslutning om helt eller delvis , retligt eller faktisk at overflytte Parlamentets generalsekretariat eller tjenester vaere i strid med artikel 4 i afgoerelsen vedroerende den foreloebige placering af visse af Faellesskabernes institutioner og tjenester og de garantier , som afgoerelsen skulle sikre storhertugdoemmet Luxembourg i henhold til artikel 37 i traktaten om oprettelse af et faelles Raad og en faelles Kommission for De europaeiske Faellesskaber .

Dommens præmisser

1 Ved staevning indgivet til Domstolens justitskontor den 7 . august 1981 har storhertugdoemmet Luxembourg i medfoer af EKSF-traktatens artikel 38 , subsidiaert EOEF-traktatens artikel 173 og Euratom-traktatens artikel 146 , anlagt sag med paastand om annullation af Europa-Parlamentets beslutning af 7 . juni 1981 om hjemstedet for Det europaeiske Faellesskabs institutioner , saerlig for Europa-Parlamentet ( EFT C 234 af 14 . 9 . 1981 , s . 22 ).

2 Ifoelge EKSF-traktatens artikel 77 , EOEF-traktatens artikel 216 og Euratom-traktatens artikel 189 fastlaegges hjemstedet for Faellesskabets institutioner ved overenskomst mellem medlemsstaternes regeringer . Medlemsstaternes regeringer har imidlertid ikke truffet afgoerelse om fastlaeggelse af hjemstedet for Europa-Parlamentet og de oevrige institutioner , men blot truffet afgoerelse om institutionernes foreloebige tjenestesteder .

3 Ifoelge afgoerelse truffet af medlemsstaternes udenrigsministre den 25 . juli 1952 i forbindelse med EKSF-traktatens ikrafttraeden placeredes Den Hoeje Myndighed og Domstolen til at begynde med i Luxembourg , mens Forsamlingen holdt sine foerste plenarmoeder i Strasbourg . Forsamlingens sekretariat blev imidlertid placeret i Luxembourg , hvor Raadet for Det europaeiske Kul- og Staalfaellesskab holdt sine moeder , og hvor baade Raadets og den Hoeje Myndigheds tjenestegrene var placeret . Udenrigsministrene blev paa et moede den 7 . januar 1958 i forbindelse med EOEF- og Euratom-traktatens ikrafttraeden enige om , »at samle alle de seks medlemsstaters europaeiske institutioner paa samme sted , naar dette under hensyn til traktatens bestemmelser er muligt i praksis« , og besluttende blandt andet , at »Forsamlingen holder sine moeder i Strasbourg« . Da de i traktaterne omhandlede Raad og Kommissioner placeredes i Bruxelles , lagde Europa-Parlamentets udvalg og politiske gruppers sig fast paa den praksis at holde en stor del af deres moeder i denne by .

4 Traktaten af 8 . april 1964 om oprettelse af et faelles Raad og en faelles Kommission for De europaeiske Faellesskaber , som traadte i kraft den 1 . juli 1967 , medfoerte en omgruppering af institutionernes tjenestegrene og dermed en overflytning af personale fra EKSF ' s Hoeje Myndighed til Bruxelles . Traktatens artikel 37 bestemmer , at repraesentanterne for medlemsstaternes regeringer vedtager »de noedvendige bestemmelser for at loese visse problemer , som saerlig vedroerer storhertugdoemmet Luxembourg , og som er fremkommet ved oprettelsen af et faelles Raad og en faelles Kommission for De europaeiske Faellesskaber« , uden i oevrigt at aendre anvendelsen af EKSF-traktatens arti- kel 77 , EOEF-traktatens artikel 216 og Euratom-traktatens artikel 189 .

5 Paa grundlag af denne bestemmelse traf repraesentanterne for medlemsstaternes regeringer i forbindelse med undertegnelsen af naevnte traktat en afgoerelse vedroerende den foreloebige placering af visse af Faellesskabernes institu tioner og tjenester ( JO L 152 , 1967 , s . 18 ), som traadte i kraft samme dag som traktaten af 8 . april 1965 . Afgoerelsens artikel 1 lyder saaledes :

»Luxembourg , Bruxelles og Strasbourg forbliver foreloebige tjenestesteder for Faellesskabernes institutioner« .

Afgoerelsen bestemmer , at Raadet holder visse af sine moeder i Luxembourg , og at visse faellesskabsinstitutioner , -organer og -tjenester placeres i Luxembourg . Om Parlamentet indeholder artikel 4 foelgende bestemmelse :

»Det europaeiske Parlaments generalsekretariat og dets tjenester er fortsat placeret i Luxembourg« .

Artikel 12 lyder saaledes :

»Med forbehold af ovenstaaende bestemmelser beroerer denne afgoerelse ikke saadanne foreloebige arbejdssteder for De europaeiske Faellesskabers institutioner og tjenester , som er et resultat af regeringernes tidligere afgoerelser . . . « .

6 Fra juli maaned 1967 har det vaeret Parlamentets praksis at holde en del af sine moedeperioder i Luxembourg ; Parlamentets moededage i Luxembourg naaede i perioden 1975-1978 endog op paa ca . halvdelen af det samlede antal moededage . De bygninger , som de luxembourgske myndigheder opfoerte til Parlamentet , kom efter Parlamentets anmodning til at rumme de noedvendige faciliteter til afholdelse af Parlamentets plenarmoeder samt afholdelse af Parlamentets udvalgs og politiske gruppers moeder . Den franske regering protesterede i 1971 , 1973 og 1978 over for Parlamentet i anledning af denne praksis med at holde moedeperioder i Luxembourg .

7 Efter undertegnelsen af akten om almindelige direkte valg af repraesentanterne i Forsamlingen redegjorde Parlamentets generalsekretaer i skrivelse af 6 . juli 1977 til Raadets formand for de praktiske problemer , som Parlamentet stod overfor i forbindelse med det direkte valg til Parlamentet og foroegelsen af antallet af parlamentsmedlemmer , fordi Parlamentet udoevede sin virksomhed fra tre forskellige arbejdssteder . I sit svar af 22 . september 1977 meddelte Raadets formand Parlamentet , at der ikke ifoelge medlemsstaternes regeringer var anledning til hverken retligt eller faktisk at aendre den nugael dende situation omkring Forsamlingens foreloebige arbejdssteder , nemlig Strasbourg samt Luxembourg , hvor Parlamentets generalsekretariat og tjenester fortsat er placeret , mens parlamentsudvalgene normalt holder deres moeder i Bruxelles med det minimum af infrastruktur , som er noedvendigt til afvikling af disse moeder .

8 Efter det almindelige direkte valg til Parlamentet , holdt dette sine foerste moeder i perioden juli 1979-juni 1980 i Strasbourg . Efter faerdiggoerelsen af den nye store parlamentsbygning i Luxembourg , som var blevet opfoert efter Parlamentets oenske , blev i perioden juni 1980-februar 1981 fire moeder henlagt til Luxembourg .

9 Den 20 . november 1980 vedtog Parlamentet en beslutning , hvori Parlamentet , som var bekymret over de materielle vilkaar for og udgifterne i forbindelse med sit arbejde , og som oenskede , at den foreloebige ordning vedroerende dets arbejdssteder blev bragt til ophoer , anmodede medlemsstaternes regeringer om senest den 15 . juni 1981 at traeffe afgoerelse om Parlamentets hjemsted . Beslutningen fastslog videre , at Parlamentet i mangel af en saadan afgoerelse ikke ville have andet valg end selv at traeffe de noedvendige foranstaltninger til forbedring af dets egne arbejdsvilkaar .

10 Parlamentets plenarforsamling afviste den 12 . januar 1981 praesidiets forslag til moedekalender med den begrundelse , at der ifoelge moedekalenderen skulle holdes to moedeperioder i Luxembourg i aarets foerste halvdel . Parlamentet besluttede at forelaegge plenarforsamlingen en anden moedekalender for 1981 og at holde sin julisession i Strasbourg . I overensstemmelse med denne beslutning blev et forslag vedroerende moedekalenderen og moedested for 1981 , ifoelge hvilket alle Parlamentets moedeperioder for andet halvaar 1981 skulle holdes i Strasbourg , forelagt Parlamentet og godkendt af dette den 13 . marts 1981 .

11 Paa foranledning af en note fra den franske regering om de praktiske problemer i forbindelse med Forsamlingens udoevelse af de befoejelser , som er tillagt den ved traktaterne , som foelge af spredningen af Parlamentets tjenestesteder , afholdt repraesentanterne for medlemsstaternes regeringer i slut ningen af 1980 og i begyndelsen af 1981 en konference om hjemstedet for Faellesskabernes institutioner . Konferencen viste , at der stadig bestod divergerende opfattelser , og repraesentanterne fandt , at den bedste loesning blandt de foreslaaede kompromiser var at opretholde status quo , det vil sige fastsaettelsen af en raekke foreloebige arbejdssteder . Medlemsstaternes stats- og regeringschefer vedtog foelgelig enstemmigt paa Det europaeiske Raads moede i Maastricht den 23 . og 24 . marts 1981 »at opretholde status quo , for saa vidt angaar de europaeiske institutioners foreloebige arbejdssteder« . Denne beslutning blev taget til efterretning paa konferencen om hjemstedet for Faellesskabernes institutioner , som sluttede den 30 . juni 1981 , og under hvilken medlemsstaternes regeringer erklaerede , at fastlaeggelsen af institutionernes hjemsted alene tilkom dem . Det blev paa konferencen videre konstateret , at beslutningen paa Maastricht-moedet blev truffet under udoevelse af denne kompetence og ikke praejudicerede fastlaeggelsen af institutionernes hjemsted .

12 Parlamentet vedtog den anfaegtede beslutning den 7 . juli 1981 . I beslutningen fastslaar Parlamentet blandt andet , at det ikke drager medlemsstaternes regeringers rettigheder og pligter paa dette omraade i tvivl . Parlamentet henviser imidlertid til de vanskeligheder , som skyldes , at Parlamentet udoever sin virksomhed paa tre forskellige steder , og som goer det noedvendigt at koncentrere Parlamentets virksomhed paa et bestemt sted , og anfoerer at Parlamentet noedsages til selv at forbedre sine arbejdsvilkaar , da medlemsstaternes regeringer ikke har overholdt fristen den 15 . juni 1981 . Efter at have fastslaaet sin ret »til at holde moeder og arbejde det sted , det selv vaelger« , opfordrer Parlamentet i beslutningen medlemsstaternes regeringer til at opfylde deres forpligtelser i henhold til traktaterne og fastlaegge et enkelt hjemsted for institutionerne . Parlamentet anser det saaledes for absolut noedvendigt at koncentrere arbejdet paa ét sted , og vedtager

» . . .

3 . indtil der er fastlagt et enkelt moedested for Europa-Parlamentet ,

a ) at afholde sine plenarmoeder i Strasbourg ;

b)normalt at holde udvalgenes og de politiske gruppers moeder i Bruxelles ;

c)at arbejdsomraadet for Parlamentets sekretariat og tekniske tjeneste skal behandles naermere , saa det er i overensstemmelse med det under a ) og b ) naevnte , isaer med henblik paa at undgaa , at en stor del af Parlamentets personale konstant skal rejse ,

at der i den forbindelse er grund til , i et saa stort omfang som muligt , at anvende de mest moderne telekommunikationsmidler , baade hvad angaar de personlige kontakter og dokumentsforsendelserne ,

at anvende de mest udviklede former for teknik med henblik paa at lette samarbejdet mellem institutionerne , mens landevejs- , jernbane- og flyveforbindelserne mellem de vigtigste centre for faellesskabsaktiviteterne boer forbedres ,

at Parlamentets kompetente organer under formandens og det udvidede praesidiums overopsyn fastsaetter bestemmelser for , hvilke foranstaltninger , der skal traeffes , og anslaar omkostningerne herved ; at de inden aarets udgang skal forelaegge Parlamentet en rapport indeholdende de forslag , de finder noedvendige.«

Formaliteten

13 Parlamentet har over for storhertugdoemmet Luxembourgs paastand om annullation af den omhandlede beslutning fremfoert en raekke formalitetsindsigelser , som foerst maa gennemgaas .

1 . Adgangen til at anfaegte en retsakt fra Europa-Parlamentet

14 Ifoelge Europa-Parlamentet skal sagen afvises , idet hverken EKSF-traktatens artikel 38 , EOEF-traktatens artikel 173 eller Euratom-traktatens artikel 136 hjemler adgang til at anfaegte Parlamentets retsakter i naervaerende sag . For saa vidt angaar EKSF-traktatens artikel 38 , skyldes dette , at Parlamentet med den anfaegtede beslutning samtidigt og under ét har benyttet sig af de befoejelser , som er tillagt det i de tre traktater , hvorfor beslutningen ikke kan annulleres alene med henblik paa EKSF-traktatens anvendelsesomraade . Parlamentet har videre henvist til magtfordelingsprincippet og fastslaaet , at den anfaegtede beslutning er udstedt i henhold til Parlamentets kompetence til selv at fastlaegge sin forretningsorden .

15 Ifoelge den luxembourgske regering kan EKSF-traktatens artikel 38 paaberaabes , medmindre der er tale om retsakter vedroerende et sagsomraade , som udelukkende henhoerer under EOEF-traktatens artikel 173 og Euratom-traktatens artikel 136 , hvorpaa soegsmaalet subsidiaert stoetter sig , fortolkes vidt under hensyn til Parlamentets udvidede befoejelser for at undgaa , at der opstaar huller i den retsbeskyttelse , som Domstolen skal sikre .

16 EKSF-traktatens artikel 38 , stk . 1 , bestemmer , at »efter begaering af en af medlemsstaterne eller af Den Hoeje Myndighed kan Domstolen ophaeve Raadets eller Forsamlingens afgoerelser« . Der kan derfor ikke rejses tvivl om medlemsstaternes ret til at indbringe Parlamentets retsakter , udstedt i henhold til denne traktat , for Domstolen . I medfoer af EKSF-traktatens artikel 38 , stk . 3 , kan der imidlertid herved kun paaberaabes inkompetence eller kraenkelse af vaesentlige formforskrifter .

17 Ifoelge EOEF-traktatens artikel 173 , stk . 1 , og Euratom-traktatens artikel 146 , stk . 1 , »proever [Domstolen] lovligheden af Raadets og Kommissionens retsakter . . . « og har i denne henseende kompetence til at udtale sig om klager , »der af en medlemsstat , af Raadet eller af Kommissionen indbringes . . . « . Disse bestemmelser tager ikke udtrykkeligt hoejde for den mulighed , at Parlamentet som sagsoeger eller sagsoegt er part i en sag for Domstolen .

18 Ifoelge konventionen af 25 . marts 1957 vedroerende faelles institutioner for De europaeiske Faellesskaber udoeves den myndighed og de befoejelser , som de tre traktater tillaegger Forsamlingen og Domstolen »paa de i disse traktater fastlagte betingelser . . . « . De i denne henseende eksisterende forskelle i traktaterne forsvandt saaledes ikke ved oprettelsen af faelles institutioner .

19 Da Parlamentet er en faelles institution for de tre Faellesskaber , handler det derfor ogsaa inden for rammerne af de tre traktater , herunder EKSF-traktaten , naar det traeffer bestemmelse om sin forretningsorden og sit sekretariats organisation . Foelgelig finder Domstolens kompetence og de retsmidler , som er fastsat i EKSF-traktatens artikel 38 , stk . 1 , anvendelse paa retsakter , der som den anfaegtede paa én gang og uadskilleligt beroerer omraaderne for de tre traktater .

20 Da EKSF-traktatens artikel 38 , stk . 1 , finder anvendelse i naervaerende sag , er det ikke noedvendigt at gennemgaa spoergsmaalet , om principperne om overholdelse af lov og ret og om Domstolens legalitetskontrol , jfr . EOEF-traktatens artikel 164 og Euratom-traktatens artikel 136 , maa foere til , at EOEF-traktatens artikel 173 og Euratom-traktatens artikel 146 skal fortolkes saaledes , at Parlamentet kan vaere part i en sag for Domstolen .

21 Indsigelsen maa foelgelig forkastes .

2 . Storhertugdoemmet Luxembourgs soegsmaalskompetence

22 Parlamentet har gort gaeldende , at sagen skal afvises , fordi den er anlagt af en enkelt medlemsstat , mens det tilkommer alle medlemsstaternes regeringer at fastlaegge hjemstedet ved overenskomst . En saadan sag maa derfor anlaegges af medlemsstaterne i faellesskab eller af Kommissionen . Videre er det i strid med »estoppel«-reglen at anlaegge sag , idet medlemsstaterne , herunder Luxembourg , har udvist passivitet ved at undlade at foretage det noedvendige for at naa til en aftale om Parlamentets hjemsted , hvilket udelukker Luxembourg fra at foretage retsskridt .

23 Den luxembourgske regering har anfoert , at medlemsstaterne ikke ifoelge EKSF-traktatens artikel 38 skal godtgoere soegsmaalskompetence eller -interesse . Hver medlemsstat har under alle omstaendigheder soegsmaalskompetence og har foelgelig ret til individuelt at anlaegge sag for Domstolen . Folkerettens »estoppel«-regel finder ikke anvendelse i faellesskabsretten . Videre kan den luxembourgske regering ikke holdes ansvarlig for medlemsstaternes regeringers eventuelle passivitet , idet det ikke kan tilskrives den luxembourgske regering , at de droeftelser , som regeringen aktivt har del i , har vaeret resultatloese .

24 Det maa fremhaeves , at EKSF-traktatens artikel 38 , stk . 1 , omhandler annullation af afgoerelser fra Parlamentet eller Raadet »efter begaering af en af medlemsstaterne eller af Den Hoeje Myndighed« . Til forskel fra , hvad der gaelder ifoelge bestemmelserne om virksomhedernes og sammenslutningers retsmidler , jfr . f.eks . EKSF-traktatens artikel 33 , stk . 2 , er en medlemsstats eller Den Hoeje Myndigheds ret til at anlaegge sag ikke knyttet til yderligere krav om , at der foreligger soegsmaalsinteresse eller -kompetence .

25 Det foelger heraf , at den retlige adgang i artikel 38 , stk . 1 , staar aaben for den enkelte medlemsstat , og at besvarelsen af spoergsmaalet om , hvorvidt en sag anlagt i henhold til denne artikel kan antages til realitetsbehandling , ikke afhaenger af , om andre medlemsstater eller Kommissionen ligeledes er parter i sagen for Domstolen .

26 Den omstaendighed , at medlemsstaterne i faellesskab eventuelt har undladt at goere brug af deres kompetence , kan derfor ikke udelukke , at sagen vedroerende Parlamentets paastaaede tilegnelse af denne kompetence antages til realitetsbehandling . Da der er tale om spoergsmaal vedroerende Faellesskabets institutionelle struktur , kan afgoerelsen af , om en medlemsstats soegsmaal kan realitetsbehandles , i oevrigt ikke afhaenge af tidligere undladelser eller fejl fra medlemsstaternes regeringers side .

27 Denne indsigelse maa derfor ligeledes forkastes .

3 . Den anfaegtede beslutnings juridiske beskaffenhed

28 Ifoelge Parlamentet udgoer den anfaegtede beslutning ikke en afgoerelse som omhandlet i EKSF-traktatens artikel 38 , idet beslutningen udelukkende vedroerer Parlamentets og dets tjenestegrenes interne organisation og derfor er uden retsvirkninger . Ifoelge Parlamentet drejer det sig om en retsakt , der er udstedt i henhold til Parlamentets befoejelser til selv at fastlaegge sin forretningsorden , og som desuden i fuldt omfang holder sig inden for de rammer , som er afstukket i medlemsstaternes regeringers afgoerelser .

29 Ifoelge den luxembourgske regering har Parlamentet med den anfaegtede beslutning selv i medlemsstaternes regeringers sted villet traeffe afgoerelse om hjemstedet . Den luxembourgske regering bestrider i oevrigt , at retsakter vedroerende forretningsordenen som saadanne unddrager sig Domstolens proevelse .

30 Det bemaerkes i denne forbindelse , at vurderingen af den anfaegtede beslutnings retsvirkninger er uadskilleligt forbundet med en bedoemmelse af dens indhold samt af spoergsmaalet , om kompetencereglerne er overholdt . Foelgelig maa sagen behandles i realiteten .

Realiteten

31 Den luxembourgske regering har i overensstemmelse med EKSF-traktatens artikel 38 stoettet sit soegsmaal paa to anbringender om inkompetence og vaesentlige formmangler .

1 . Inkompetence

32 Den luxembourgske regering har for det foerste gjort gaeldende , at Europa-Parlamentet ikke har kompetence til at traeffe afgoerelse med hensyn til institutionens hjemsted , idet kompetencen hertil udelukkende tilkommer medlemsstaterne . Den anfaegtede beslutning omhandler baade efter sin titel og efter sit indhold Parlamentets hjemsted , der imidlertid er et spoergsmaal , som dette ikke har nogen som helst befoejelse til at afgoere uden hensyn til medlemsstaternes afgoerelser paa dette omraade og disses afgoerelsers indhold . Videre bryder den anfaegtede beslutning med regeringernes vedtagelser om institutionernes foreloebige arbejdssteder , som er truffet som led i udoevelsen af deres kompetence til at fastlaegge hjemstedet . Parlamentet har med opgivelsen af henlaeggelsen af moedeperioder til Luxembourg sat sig ud over medlemsstaternes stats- og regeringschefers beslutning om at opretholde status quo , truffet i Maastricht den 23 . og 24 . marts 1981 samt paa konferencen om hjemstedet for Faellesskabernes institutioner den 30 . juni 1981 . Med vedtagelsen om at aendre Parlamentets sekretariats og tjenesters arbejdsomraade , saa de er i overensstemmelse med beslutningen om at holde plenarmoederne i Strasbourg og de forskellig udvalgs og politiske gruppers moeder i Bruxelles , har Parlamentet overtraadt artikel 4 i afgoerelsen af 8 . april 1965 .

33 Parlamentet har anfoert , at medlemsstaternes regeringer ikke har gjort brug af deres kompetence til at fastlaegge hjemstedet , og at der ikke kan vaere tale om et indgreb i deres kompetence hertil . Under alle omstaendigheder maa den anfaegtede beslutning tages dels som en politisk praeget opfordring til medlemsstaternes regeringer om at traeffe visse foranstaltninger vedroerende hjemstedet , dels som en foranstaltning vedroerende forretningsordenen truffet i henhold til EOEF-traktatens artikel 142 , Euratom-traktatens artikel 112 og EKSF-traktatens artikel 25 . Denne foranstaltning er i overensstemmelse med medlemsstaternes regeringers afgoerelser vedroerende de foreloebige arbejdssteder , herunder navnlig for saa vidt angaar plenarmoederne udenrigsministrenes erklaeringer af henholdsvis 25 . juli 1952 og 7 . januar 1958 . Afholdelsen af udvalgenes og de politiske gruppers moeder i Bruxelles svarer til praksis paa omraadet , som ikke er reguleret . Parlamentet har ikke med den anfaegtede beslutning truffet afgoerelse vedroerende placeringen af generalsekretariatet , idet beslutningen udelukkende omhandler tilrettelaeggelsen af institutionens arbejdsomraade samt anvendelsen af moderne tekniske hjaelpemidler . Videre omhandler dette spoergsmaal ikke institutionens hjemsted , men Parlamentets forretningsorden . Parlamentet har ret for ikke at sige pligt til at traeffe de foranstaltninger vedroerende forretningsordenen , som en forsvarlig forvaltning kraever .

a ) Kompetencen med hensyn til fastlaeggelsen af hjemsted og arbejdssted

34 For at traeffe afgoerelse vedroerende dette anbringende maa det foerst afgoeres , hvilken kompetence der bliver tale om for henholdsvis medlemsstaternes regeringer og Europa-Parlamentet paa det omhandlede omraade .

35 Det bemaerkes herved , at det ifoelge EKSF-traktatens artikel 77 samt EOEF-traktatens artikel 216 og Euratom-traktatens artikel 189 tilkommer medlemsstaternes regeringer at fastlaegge institutionernes hjemsted . Ved at give medlemsstaterne kompetence til at fastlaegge hjemstedet overlader de paagaeldende bestemmelser medlemsstaterne ansvaret for paa dette omraade at udfylde traktaternes institutionelle regler for herved at sikre Faellesskabernes virksomhed . Det foelger heraf , at medlemsstaterne ikke alene har ret , men ogsaa pligt til at udoeve denne kompetence .

36 Det staar fast , at medlemsstaternes regeringer endnu ikke har opfyldt deres forpligtelse til at fastlaegge institutionernes hjemsted i overensstemmelse med traktaternes bestemmelser herom . Medlemsstaternes regeringer har dog , som de ovenfor omtalte faktiske omstaendigheder viser , ved flere lejligheder truffet beslutninger om fastlaeggelsen af institutionernes foreloebige arbejdssteder i henhold til deres kompetence til at fastlaegge hjemstedet og _ for saa vidt angaar afgoerelsen af 8 . april 1965 _ i henhold til den udtrykkelige kompetenceregel i artikel 37 i traktaten om oprettelse af et faelles Raad og en faelles Kommission for De europaeiske Faellesskaber , der er naevnt ovenfor .

37 Det maa imidlertid fastslaas , at medlemsstaternes regeringer skal respektere Parlamentets kompetence til at fastlaegge sin forretningsorden , naar de traeffer foreloebige beslutninger , idet medlemsstaterne og Faellesskabets institutioner er gensidigt forpligtet til loyalt samarbejde , jfr . navnlig EOEF-traktatens arti- kel 5 . Medlemsstaternes regeringer skal drage omsorg for , at saadanne beslutninger ikke griber forstyrrende ind i Parlamentets virksomhed .

38 Paa den anden side er Parlamentet ifoelge sin kompetence til selv at fastlaegge sin forretningsorden efter EKSF-traktatens artikel 25 samt EOEF-traktatens artikel 142 og Euratom-traktatens artikel 112 befoejet til at traeffe de foranstaltninger , der er noedvendige for at sikre en god og forskriftsmaessig arbejdsgang i Parlamentet . Imidlertid skal Parlamentet ifoelge den ovenfor naevnte gensidige forpligtelse til loyalt samarbejde paa sin side respektere medlemsstaternes regeringers kompetence til at fastlaegge institutionernes hjemsted og de i sammenhaeng hermed forudgaaende foreloebige vedtagelser .

39 Det maa videre understreges , at den kompetence , medlemsstaternes regeringer har paa dette omraade , ikke beroerer Parlamentets egen kompetence til at droefte samtlige spoergsmaal af interesse for Faellesskaberne , til at vedtage beslutninger herom og til at opfordre regeringerne til at handle .

40 Det foelger heraf , at Europa-Parlamentet ikke kan antages at have overskredet sin kompetence , blot fordi det har vedtaget en beslutning »om hjemstedet for Det europaeiske Faellesskabs institutioner , saerligt for Europa-Parlamentet« , hvori der tages stilling til spoergsmaalet om arbejdsstedet . For at afgoere om Parlamentet har vaeret imkompetent til at traeffe den anfaegtede beslutning , maa beslutningens indhold , herunder navnlig beslutningens § 3 , gennemgaas i lyset af den ovenfor naevnte forpligtelse til at respektere medlemsstaternes og Parlamentets respektive kompetencer paa omraadet .

b ) Plenarmoederne

41 For det foerste bestemmer den anfaegtede beslutning i § 3 , litra a ), at Europa-Parlamentet , indtil der er fastlagt et enkelt moedested for Parlamentet , holder sine plenarmoeder i Strasbourg .

42 Det bemaerkes herved , at Parlamentets moedeperiode ikke udtrykkeligt er naevnt i afgoerelsen af 8 . april 1965 , men at det i afgoerelsens stk . 1 er bestemt , at »Luxembourg , Bruxelles og Strasbourg forbliver foreloebige tjenestesteder for Faellesskabernes institutioner« . I sin tid var imidlertid afholdelsen af Parlamentets plenarmoeder den eneste af faellesskabsinstitutionernes aktiviteter , som saedvanligvis foregik i Strasbourg . Allerede udenrigsministrenes erklaeringer i forbindelse med saavel EKSF-traktatens som EOEF- og Euratom-traktatens ikrafttraeden var et klar udtryk for medlemsstaternes regeringers oenske om , at »Forsamlingen skulle moedes i Strasbourg« .

43 I tiden efter 1967 er det ganske vist blevet Parlamentets praksis at holde undertiden op til halvdelen af sine plenarmoeder i Luxembourg . Den luxembourgske regering har paa grundlag af denne praksis og afgoerelsen fra 1981 om at opretholde status quo gjort gaeldende , at beslutningen om at holde samtlige plenarmoeder i Strasbourg strider mod medlemsstaternes vedtagelser paa omraadet .

44 Det skal imidlertid bemaerkes , at denne praksis var blevet til paa initiativ af Europa-Parlamentet selv , og hverken udtrykkeligt eller stiltiende var blevet godkendt af medlemsstaterne . Den franske regering har endog gentagne gange udtrykkeligt erklaeret , at denne praksis er i strid med medlemsstaternes afgoerelser , og anmodet om at faa den aendret . Den luxembourgske regering kan derfor ikke med rette goere gaeldende , at der gennem naevnte praksis er skabt en saedvane i dens favoer , som supplerer medlemsstaternes afgoerelser paa omraadet og forpligter Parlamentet til at holde en del af sine plenarmoeder i Luxembourg .

45 Dette resultat lader sig ikke aendre gennem en henvisning til de resultater , der blev opnaaet paa konferencen om institutionernes hjemsted , som fandt sted i 1981 . Under hensyn til de bestaaende meningsforskelle , som disse resultater baerer praeg af , og den omstaendighed , at de tidligere trufne afgoerelser ikke herved blev aendret , maa erklaeringen om at opretholde status quo , som blev konferencens resultat , tages som udtryk for deltagernes oenske om ikke at aendre den gaeldende retstilstand . Denne erklaering kan derfor ikke hindre Parlamentet i at opgive en praksis , som det selv tidligere har indfoert .

46 Foelgelig strider Parlamentets beslutning om for fremtiden at holde samtlige plenarmoeder i Strasbourg derfor ikke mod medlemsstaternes regeringers vedtagelser paa omraadet , og Parlamentet har ikke hermed overskredet sin kompetence .

c ) Udvalgenes og de politiske gruppers moeder i Bruxelles

47 For det andet bestemmer den anfaegtede beslutning i § 3 , litra b ), at Europa-Parlamentets udvalgs og politiske gruppers moeder saedvanligvis skal holdes i Bruxelles .

48 Det bemaerkes herved , at afholdelsen af moeder i Bruxelles er en praksis , der grunder sig paa Europa-Parlamentets autonomi , og som ikke paa noget tidspunkt er blevet kritiseret af medlemsstaterne .

49 Foelgelig kan det fastslaas , at Parlamentet ikke har overskredet sin kompetence ved at bekraefte denne praksis i den anfaegtede beslutnings § 3 , litra b ).

d ) Placeringen af Europa-Parlamentets generalsekretariat og tjenester

50 For det tredje anfoeres det i den anfaegtede beslutnings § 3 , litra c ), at arbejdsomraadet for Parlamentets sekretariat og tekniske tjeneste skal behandles naermere , saa det er i overensstemmelse med afholdelsen af plenarmoeder i Strasbourg og afholdelsen af udvalgenes og de politiske gruppers moeder i Bruxelles , isaer med henblik paa at undgaa , at en stor del af Parlamentets personale konstant skal rejse .

51 Det bemaerkes herved foerst , at artikel 4 i medlemsstaternes regeringers afgoerelse af 8 . april 1965 bestemmer , at »Det europaeiske Parlaments generalsekretariat og dets tjenester . . . fortsat [er] placeret i Luxembourg« .

52 Da udvalgenes og de politiske gruppers moeder holdes i Bruxelles , har Parlamentet indfoert den praksis at lade en raekke af sine tjenestemaend og andre ansatte goere tjeneste dér . Raadets formand har i skrivelse af 22 . september 1977 givet udtryk for medlemsstaternes regeringers opfattelse og taget til efterretning , at Parlamentet i Bruxelles opretholder »det minimum af infrastruktur , der er noedvendigt til afvikling af disse moeder« .

53 Paa baggrund af medlemsstaternes og Parlamentets forpligtelse til under udoevelsen af deres befoejelser at respektere de respektive kompetenceomraader maa ovennaevnte artikel 4 fortolkes saaledes , at den ikke er til hinder for , at Parlamentet traeffer en raekke foranstaltninger , som er noedvendige af hensyn til dets virksomhed .

54 Det foelger heraf , at saa laenge Europa-Parlamentet mangler et hjemsted eller et fast arbejdssted , maa Parlamentet paa de andre arbejdssteder end det , hvor sekretariatet er placeret , kunne opretholde den infrastruktur , der er noedvendig for udfoerelsen af de opgaver , der ifoelge traktaterne er tildelt det . Inden for disse begraensninger kan opretholdelsen af en saadan infrastruktur uden for det sted , hvor sekretariatet er placeret , derfor vaere i overensstemmelse med de ovenfor omtalte principper , ved hvilke de respektive befoejelser paa omraadet er reguleret .

55 Det maa imidlertid tilfoejes , at overflytning af personale ikke kan overskride de naevnte begraensninger , da enhver beslutning om helt eller delvist , retligt eller faktisk at overflytte Parlamentets generalsekretariat eller tjenester er i strid med artikel 4 i afgoerelsen af 8 . april 1965 og de garantier , som afgoerelsen skulle sikre storhertugdoemmet Luxembourg i henhold til artikel 37 i traktaten om oprettelse af et faelles Raad og en faelles Kommission for De europaeiske Faellesskaber , jfr . ovenfor .

56 Paa baggrund af disse betragtninger skal det undersoeges , om den anfaegtede beslutning med bestemmelsen om , at arbejdsomraadet for sekretariatet og den tekniske tjeneste »skal behandles naermere« med henblik paa opfyldelsen af de krav , arbejdet i Luxembourg , Bruxelles og Strasbourg stiller , holder sig inden for de graenser , der gaelder for Parlamentets befoejelse til at fastlaegge sin forretningsorden .

57 Selv om visse af den anfaegtede beslutnings betragtninger ligesom omstaendighederne omkring beslutningens vedtagelse og forskellige udtalelser under parlamentsdebatterne kan tages til indtaegt for den opfattelse , at den anfaegtede beslutning faktisk omhandler overflytning af i al fald en del af generalsekretariatets personale til de oevrige arbejdssteder , maa der dog ligeledes tages hensyn til indholdet af de tre sidste afsnit i § 3 , litra c ), som bl.a . anbefaler at anvende telekommunikationsmidler og de mest udviklede former for teknik med henblik paa at lette samarbejdet mellem institutionerne og at forbedre landevejs- , jernbane- og flyforbindelserne mellem de vigtigste centre for faellesskabsaktiviteterne . Paa baggrund af disse tre afsnit og de erklaeringer , som Parlamentets repraesentanter under sagens behandling har afgivet for Domstolen , maa udtalelsen om , at sekretariatets og tjenesternes arbejde »skal behandles naermere« , forstaas saaledes , at det ikke indebaerer en afgoerelse vedroerende konkrete foranstaltninger , herunder navnlig vedroerende overflytning af personale . Der skal foerst senere tages stilling til konkrete foranstaltninger , og disse maa traeffes under hensyn til ovennaevnte befoejelser .

58 Det kan paa grundlag af denne fortolkning fastslaas , at den anfaegtede beslutnings § 3 , litra c ), ikke griber ind i medlemsstaternes regeringers afgoerelser vedroerende det paagaeldende omraade , herunder navnlig artikel 4 i ovennaevnte afgoerelse af 8 . april 1965 . Parlamentet har derfor ikke med denne bestemmelse overskredet sin kompetence .

59 Anbringendet om inkompetence maa derfor forkastes .

2 . Vaesentlige formmangler

60 Den luxembourgske regering har videre gjort gaeldende , at den anfaegtede beslutning er behaeftet med vaesentlige formmangler og henviser herved til , at der ikke foreligger overenskomst mellem medlemsstaterne om fastlaeggelse af hjemstedet , samt at Parlamentet ikke inden vedtagelsen af den anfaegtede beslutning har hoert sit retsudvalg .

61 Det er herved tilstraekkeligt at fastslaa , at den luxembourgske regering ikke har godtgjort , at Parlamentet i forbindelse med vedtagelsen af den anfaegtede beslutning har overtraadt vaesentlige formforskrifter .

62 Anbringendet maa derfor forkastes .

63 Af det anfoerte foelger , at sagsoegte maa frifindes .

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

64 I henhold til procesreglementets artikel 69 , stk . 2 , doemmes den tabende part til at afholde sagens omkostninger . I henhold til artikel 69 , stk . 3 , kan Domstolen imidlertid ophaeve sagsomkostningerne helt eller delvist , hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter , eller hvor der foreligger ganske saerlige grunde .

65 Der foreligger i naervaerende sag saerlige grunde , idet en raekke punkter i den anfaegtede beslutning og visse omstaendigheder omkring dens vedtagelse har kunnet give anledning til rimelig tvivl . Der boer derfor goeres brug af muligheden for i medfoer af procesreglementets artikel 69 , stk . 3 , at ophaeve sagsomkostningerne .

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1 . Sagsoegte frifindes .

2 . Hver part baerer sine omkostninger .

Full & Egal Universal Law Academy