Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 . Tjenestemaend _ erstatning for erhvervssygdomme og -ulykker _ invalidepension _ forskellige ydelser _ forskellige fremgangsmaader
( Tjenestemandsvedtaegten , art . 73 og 78 )
2 . Tjenestemaend _ invalidepension _ fastsaettelse af pensionens stoerrelse i medfoer af vedtaegtens artikel 78 , stk . 3 _ adgang hertil _ betingelser
( Tjenestemandsvedtaegten , art . 78 , stk . 2 og 3 )
Sammendrag
1 . Det fremgaar af en sammenligning mellem vedtaegtens artikler 73 og 78 , at ydelserne i henhold til de to ordninger er af forskellig art og indbyrdes uafhaengig . Denne opfattelse bekraeftes af artikel 25 i Ordning om daekningen af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme , der bestemmer , at det forhold , at en vedvarende invaliditet i medfoer af ordningen er anerkendt , »paa ingen maade [foregriber] anvendelsen af vedtaegtens artikel 78 , eller omvendt« , selv om den er total .
Heraf foelger , at konstateringen baade af den vedvarende og fuldstaendige invaliditet , der medfoerer , at tjeneste manden er ude af stand til at goere tjeneste i en stilling i hans stillingsgruppe , og af aarsagen til denne invaliditet , ikke skal ske paa grundlag af daekningsordningen , men efter de vilkaar og den fremgangsmaade , der er foreskrevet i reglerne om pensionsordningen , i naervaerende tilfaelde vedtaegtens bilag VIII .
2.Det paahviler tjenestemanden at anmode om at blive omfattet af vedtaegtens artikel 78 , stk . 2 , og naar en saadan anmodning ikke foreligger , er administrationen ikke af egen drift forpligtet til under procedure om pensionering paa grund af invaliditet at undersoege og afgoere aarsagen til invaliditeten .
Det findes derfor ikke kritisabelt , at administrationen har fastsat en tjene stemands alderspension i overensstemmelse med vedtaegtens artikel 78 , stk . 3 , naar den paagaeldende ikke havde kraevet at faa fastslaaet , at hans invaliditet skyldtes en erhvervssygdom , jf . samme artikels stk . 2 .
Dommens præmisser
1 Ved staevning , indgivet til Domstolens justitskontor den 21 . september 1981 , har K ., forhenvaerende ekspeditionssektretaer ved Raadet for De europaeiske Faellesskaber , anlagt sag med paastand om annullation af afgoerelse af 13 . juli 1981 fra Raadets generalsektretaer , hvorefter sagsoegerens tilfaelde ikke omfattes af artikel 78 , stk . 2 , i vedtaegten for tjenestemaend i De europaeiske Faellesskaber . I medfoer af denne bestemmelse udgoer invalidepensionen for en tjenestemand , der er ramt af vedvarende invaliditet , som anses for fuldstaendig , og som medfoerer , at den paagaeldende er ude af stand til at goere tjeneste i en stilling i hans stillingsgruppe , 70 % af tjenestemandens grundloen , bl.a . i det tilfaelde , hvor invaliditeten skyldes en erhvervssygdom .
2 Sagsoegeren , der pr . november 1973 blev ansat om ekspeditionssekretaer i loenklasse A 5 ved Raadet , blev efter 1977 underkastet laegebehandling af forskellig art , herunder neurologisk behandling og kirurgiske indgreb . Da han i tiden fra den 10 . januar 1977 til den 11 . januar 1980 havde haft sygeorlov i 393,5 dage , besluttede Raadet den 17 . januar 1980 at forelaegge sagen for invaliditetsudvalget i medfoer af vedtaegtens artikel 59 , stk . 1 , 4 . afsnit .
3 Efter en gennemgang af sygejournalen og en undersoegelse ved en speciallaege i neurologi fandt invaliditetsudvalget den 24 . oktober 1980 , at sagsoegeren var »ramt af vedvarende invaliditet , som anses for fuldstaendig , og medfoerer , at han er ude af stand til at goere tjeneste i en stilling i hans stillingsgruppe« .
4 Sagsoegeren blev ved afgoerelse af 28 . november 1980 fra Raadets generalsekretaer pensioneret med virkning fra den 1 . december 1980 efter vedtaegtens artikel 53 .
5 Den 10 . februar 1981 indbragte sagsoegeren i medfoer af vedtaegtens artikel 90 , stk . 2 , en klage . Heri kraevede han , at pensionen blev fastsat til 70 % af hans grundloen i medfoer af vedtaegtens artikel 78 , stk . 2 , idet han haevdede , at det var i forbindelse med udoevelsen af tjenesten , at de vanskeligheder broed frem , der foerte til anerkendelsen af hans invaliditet .
6 Denne klage blev afvist ved den anfaegtede afgoerelse af 13 . juli 1981 med den begrundelse , at invaliditetsudvalget ikke havde fundet , at sagsoegerens vedvarende og fuldstaendige invaliditet skyldtes en erhvervssygdom , og at invalidepensionen foelgelig var blevet fastsat i medfoer af vedtaegtens artikel 78 , stk . 3 . Heri bestemmes , at naar invaliditeten har andre aarsager end de , der er naevnt i samme artikels stk . 2 , svarer invalidepensionen til den alderspension , som tjenestemanden ville vaere berettiget til ved det fyldte 65 . aar , hvis han var forblevet i tjenesten indtil denne alder .
7 Stillet over for naervaerende soegsmaal og for at finde en hurtig loesning indbragte Raadet sagen for invaliditetsudvalget , hvilket skete to gange . I erklaering nr . to , dateret den 21 . december 1981 , tilkendegav udvalget som sin opfattelse , at der bestod et aarsags- og virkningsforhold mellem arbejdet eller arbejdsvilkaarene og forvaerringen i sagsoegerens helbredstilstand , men at hans invaliditet ikke skyldtes en erhvervssygdom .
8 Den tredje erklaering , dateret den 25 . januar 1982 , afsloerer imidlertid en meningsforskel mellem laegerne . Medens to medlemmer af udvalget fandt , at sagsoegerens invaliditet ikke skyldtes en erhvervssygdom , fastslog den tredje , at sagsoegerens ikke var ramt af en erhvervssygdom , der er optaget paa den liste over erhvervssygdomme , for hvilke der ydes erstatning ( modelliste 503 ). Det fremgaar endvidere af sagens akter , at denne sidste erklaering blev udfaerdiget i to versioner , og at de tre laeger enstemmigt i den foerste version _ ligeledes underskrevet den 25 . januar 1982 , men derpaa trukket tilbage _ anerkendte , at paa trods af den sammenhaeng , der bestod mellem sagsoegerens arbejdsvilkaar og forvaerringen i hans tilstand , skyldtes invaliditeten ikke en erhvervssygdom , der var opfoert i foernaevnte liste over erhvervssygdomme .
9 Raadet har i foerste raekke gjort gaeldende , at sagsoegeren ikke har soegsmaalskompetence , fordi han ikke paa forskriftsmaessig maade har paavist , at der foreligger en erhvervssygdom i overensstemmelse med Ordning om daekningen af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemaend ved De europaeiske Faellesskaber . Ifoelge denne ordning skal tjenestemanden udfaerdige anmeldelse til institutionen om sygdommen inden en rimelig frist regnet fra dennes udbrud eller datoen for den foerste laegelige konstatering heraf . Institutionen ivaerksaetter herefter en laegelig undersoegelse og fremsender et udkast til afgoerelse til den paagaeldende , der derefter har adgang til at anmode om en udtalelse fra et ad hoc-laegeudvalg .
10 Raadets indsigelse maa forkastes , idet foernaevnte daekningsordning ikke er relevant i naervaerende sag . Ordningen blev nemlig indfoert for at gennemfoere vedtaegtens artikel 73 vedroerende tjenestemandens daekning imod risikoen for erhvervssygdom og ulykke , medens naervaerende sag er anlagt efter vedtaegtens artikel 78 vedroerende invalidepension , der er en del af den pensionsordning , der reguleres ved vedtaegtens afsnit V , kapitel 3 ( »pensioner« ). Som Domstolen har fastslaaet det i dommen af 15 . januar 1981 ( B . mod Parlamentet , sag 731/79 , Sml . 1981 , s . 107 ), fremgaar det af en sammenligning mellem vedtaegtens artikler 73 og 78 , at ydelserne i henhold til de to ordninger er af forskellig art og indbyrdes uafhaengige . Denne opfattelse bekraeftes af artikel 25 i daekningsordningen , der bestemmer , at det forhold , at en vedvarende invaliditet i medfoer af ordningen er anerkendt , »paa ingen maade [foregriber] anvendelsen af vedtaegtens artikel 78 , eller omvendt« , selv om den er total .
11 Heraf foelger , at konstateringen baade af den vedvarende og fuldstaendige invaliditet , der medfoerer , at tjenestemanden er ude af stand til at goere tjeneste i en stilling i hans stillingsgruppe , og af aarsagen til denne invaliditet , ikke skal ske paa grundlag af daekningsordningen , men efter de vilkaar og den fremgangsmaade , der er foreskrevet i reglerne om pensionsordningen , i naervaerende tilfaelde vedtaegtens bilag VIII ( »pensionsordning« ). Det fremgaar klart af artikel 13 i naevnte bilag , at det tilkommer invaliditetsudvalget at konstatere , at de paagaeldende forhold foreligger .
12 Imidlertid maa der gives Raadet medhold i , at det paahviler tjenestemanden at anmode om at blive omfattet af vedtaegtens artikel 78 , stk . 2 , og at administrationen , naar en saadan anmodning ikke foreligger , ikke af egen drift er forpligtet til under procedure om pensionering paa grund af invaliditet at undersoege og afgoere aarsagen til invaliditeten .
13 Det findes derfor ikke kritisabelt , at Raadet oprindeligt paa grundlag af afgoerelsen af 28 . november 1980 fastsatte sagsoegerens alderspension i medfoer af vedtaegtens artikel 78 , stk . 3 , naar sagsoegeren ikke havde kraevet at faa fastslaaet , at hans invaliditet skyldtes en erhvervssygdom , jf . samme artikels stk . 2 .
14 Raadet var imidlertid ikke berettiget til at afvise klagen som gjort ved afgoerelsen af 13 . juli 1981 uden at undersoege dette spoergsmaal , eftersom sagsoegeren netop ved denne klage havde kraevet , at hans pension blev fastsat i medfoer af artikel 78 , stk . 2 , idet han gjorde gaeldende , at de vanskeligheder , der havde medfoert anerkendelsen af hans invaliditet , var brudt frem i forbindelse med udoevelsen af tjenesten .
15 Under disse omstandigheder maatte det paahvile administrationen i forskriftsmaessige former at undersoege og afgoere , hvorvidt sagsoegerens invaliditet skyldtes en erhvervssygdom ifoelge den paaberaabte bestemmelse med henblik paa efter omstaendighederne at tillaegge ham en pension af den kraevede stoerrelse . En saadan fremgangsmaade var saa meget mere paakraevet i naervaerende sag , som det af Raadets egne indlaeg fremgaar , at invaliditetsudvalget indtil da ikke havde overvejet invaliditetens aarsag .
16 Til stoette for paastandene har begge parter paaberaabt sig de efterfoelgende erklaeringer fra invaliditetsudvalget af henholdsvis 21 . december 1981 og 25 . januar 1982 . Det maa herefter undersoeges , om dissse erklaeringer kan goere den anfaegtede afgoerelse fra Raadet gyldig , idet de med den klarhed , som retligt maa kraeves , godtgoer , at sagsoegerens invaliditet rent faktisk ikke skyldes en erhvervssygdom , jf . vedtaegtens artikel 78 , stk . 2 .
17 Dette spoergsmaal maa besvares benaegtende . Erklaeringen af 21 . december 1981 , der dog ikke bruger udtrykket »erhvervssygdom« , anerkender nemlig , at der foreligger et aarsags- og virkningsforhold mellem arbejdet eller arbejdsvilkaarene og forvaerringen i sagsoegerens helbredstilstand , og det samme gaelder i oevrigt erklaeringens foerste version af 25 . januar 1982 . Selv om det af den endelige version af denne sidste erklaering derimod fremgaar , at et flertal paa to laeger fandt , at sagsoegerens invaliditet ikke skyldes en erhvervssygdom , forholder det sig ikke desto mindre saaledes , at denne version ikke er saaledes begrundet , at der kan foretages en vurdering af de betragtninger , som resultatet hviler paa , ligesom der heller ikke gives nogen forklaring paa uoverensstemelsen mellem dette resultat og det , der kommer til udtryk i den anden erklaering og i den foerste version af den tredje erklaering .
18 Den omstaendighed , at én af laegerne i den anden version af den sidste erklaering i sin afvigende udtalelse henholder sig til listen over anerkendte erhvervssygdomme , der er uden relevans i naervaerende sag , giver desuden anledning til tvivl om , hvorvidt invaliditetsudvalget i tilstraekkelig grad har vaeret klar over sin opgave , hvilket gaelder saa meget mere , som Raadet selv i sine indlaeg har gjort gaeldende , at udvalget alene blev forelagt en anmodning om en uformel afklaring , og at det ikke var kompetent til at udtale sig om , hvorvidt en erhvervssygdom forelaa .
19 Heraf foelger , at afgoerelsen af 13 . juli 1981 fra Raadets generalsekretaer om afvisning af sagsoegerens klage lider en formmangel og derfor maa annulleres .
20 Herefter paahviler det Raadet , inden det traeffer afgoerelse paa ny , at forelaegge sagen for invaliditetsudvalget , der skal fastslaa , hvorvidt sagsoegerens patologiske tilstand har en tilstraekkelig direkte sammenhaeng med en speciel og typisk risiko , der foelger af de opgaver , som sagsoegeren har udfoert .
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
Ifoelge procesreglementets artikel 69 , stk . 2 , doemmes den part , der taber sagen , til at afholde sagens omkostninger . Da Raadet har tabt sagen , paalaegges det at afholde sagens omkostninger .
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN ( tredje afdeling )
1 . Afgoerelsen af 13 . juli 1981 fra Raadets generalsekretaer om afvisning af sagsoegerens klage annulleres .
2.Raadet afholder sagens omkostninger .
Full & Egal Universal Law Academy