EUR-Lex -  61982CC0013 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

F. CAPOTORTI

FREMSAT DEN 6. OKTOBER 1982 ( 1 )

Høje Domstol.

1. 

De franske retter har endnu engang forelagt Domstolen spørgsmålet, om en række EF-forordninger om fastsættelse af visse midlertidige foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne, som skal finde anvendelse på fartøjer, der fører Spaniens flag, er gyldige i forhold til tidligere folkeretlige forpligtelser, og om de i bekræftende fald kan gøres gældende over for spanske statsborgere, for så vidt de nævnte forordninger har indført visse betingelser for spanske fartøjers fiskeri i den franske økonomiske zone.

Domstolens domme af 8. december 1981 i henholdsvis sag 181/80 (Arbelaiz-Emazabel) og de forenede sager 180 og 266/80 (Crujeiras Tome og Yurrita), jfr. Smi. 1981, s. 2961 henholdsvis 2997, udgør den relevante praksis vedrørende dette spørgsmål. De forenede sager 137 og 140/81 (Campandeguy Sagarzazu og Echevarría Sagasti) og de forenede sager 138 og 139/81 (Marticorena-Otazo og Prego Paranda) er senere blevet indbragt for Domstolen. Jeg har i begge disse grupper af sager fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 27. maj 1982, men Domstolen har endnu ikke afsagt dom.

Det bemærkes, at de her omhandlede spørgsmål svarer til de spørgsmål, som lå til grund for de forenede sager 180 og 266/80. De faktiske omstændigheder udviser også stor lighed. Det eneste nye punkt i nærværende sager er en række nye argumenter fremført af de tiltalte i de for de nationale retter verserende sager til støtte for den opfattelse, at de ovennævnte forordninger er ugyldige.

2. 

De faktiske omstændigheder kan sammenfattes således:

A —

Tribunal de grande instance de Lorient og Tribunal de grande instance de Quimper idømte ved en række domme afsagt i perioden 1980-1981 Arantzamendi-Osa og andre spanske fiskere bøder for at have drevet fiskeri i farvandet mellem 12 og 200 sømil fra den franske atlanterhavskyst uden den licens, der kræves efter EF-reglerne om fiskeri fra fartøjer, der sejler under spansk flag. De tiltalte ankede de pågældende domme til Cour d'appel de Rennes, hvorunder de gjorde gældende, at de pågældende EF-regler — hvis overholdelse søges sikret ved bestemmelser i fransk kriminalretlig lovgivning — er ugyldige, idet de er i strid med tidligere folkeretlige forpligtelser. Cour d'appel de Rennes besluttede ved en række domme af 3. december 1981 at udsætte de pågældende sager og forelægge Domstolen det ovenfor gengivne spørgsmål.

B —

I andet halvår af 1981 blev Dorca Marina og en række andre spanske fiskere ved Tribunal de grande instance de Bayonne tiltalt for at have fisket uden EF-licens i farvandet mellem 12 og 200 sømil fra den franske atlanterhavskyst. Tribunal de grande instance de Bayonne besluttede ved en række domme afsagt i perioden 17. september-5. november 1981 at udsætte sagerne og at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål svarende til det af Cour d'appel de Rennes forelagte.

3. 

De anfægtede rådsforordninger fortsatte alle som betingelse for udøvelse af fiskeri i medlemsstaternes 200-sømile-zone fra fartøjer, der sejler under spansk flag, at der om bord forefindes en licens, der er udstedt af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, og at de tilladte fangstkvoter overholdes. Hver af de pågældende forordninger har en begrænset gyldighedsperiode, hvorfor den relevante forordning skifter fra sag til sag under hensyn til tidspunktet for de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tiltalen. Indholdsmæssigt indeholder de pågældende forordninger imidlertid ikke afvigelser af betydning for behandlingen af nærværende præjudicielle sager. I øvrigt må det tages i betragtning, at det af de nationale retter forelagte spørgsmål omhandler de midlertidige EF-foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne som helhed. Den seneste af de her omhandlede forordninger (forordning nr. 1569 af 1. 6. 1981) adskiller sig imidlertid på visse punkter fra de øvrige forordninger; jeg skal senere komme nærmere ind på denne omstændighed.

Hvad dernæst angår de »tidligere folkeretlige forpligtelser«, som ifølge de tiltalte medfører, at de nævnte forordninger er ugyldige, henvises der i præmisserne til forelæggelsesdommene fra Tribunal de grande instance de Bayonne til Genève-konventionen af 29. april 1958 om fiskeri på det åbne hav og bevarelse af dets levende rigdomskilder, London-konventionen af 9. marts 1964 om fiskeri og den franskspanske fiskeriaftale af 20. marts 1967, dvs. præcis de samme retskilder, som blev påberåbt i de tidligere sager, og som Domstolen allerede har haft lejlighed til at gennemgå i de nævnte domme af 8. december 1981.

Det skal bemærkes, at Domstolen i disse domme fastslog, at det hverken er »nødvendigt at undersøge, om bestemmelserne i London-konventionen, som ifølge ordlyden kun finder anvendelse i området indtil 12 sømil fra basislinjerne, eventuelt ligeledes gælder i området mellem 12 og 200 sømil, eller om den midlertidige EF-bevaringsordning opfyldte betingelserne — som f.eks. den forudgående høring — ifølge Genève-konventionen«. Denne opfattelse tog udgangspunkt i den omstændighed, at »den midlertidige ordning, som Fællesskabet har indført i medfør af sine egne bestemmelser, indgår i det samarbejde, der er indledt mellem Fællesskabet og Spanien for dels at løse problemerne i forbindelse med bevaringsforanstaltningerne og udvidelsen af fiskerizonerne, dels gensidigt at sikre fiskerne adgang til de farvande, der omfattes af sådanne foranstaltninger. Dette samarbejde trådte under hensyn til det stadigt voksende behov for foranstaltninger til bevarelse af havets biologiske ressourcer og den generelle udvikling i folkeretten på havfiskeriområdet i stedet for den tidligere gældende ordning i disse fiskerizoner«. Domstolen sluttede heraf, at den midlertidige EF-ordning »indgik ... i den gradvise udformning af det nye samarbejde mellem Fællesskabet og Spanien på havfiskeriområdet, som erstattede den tidligere gældende fiskeriordning for det åbne hav«, hvorfor »spanske fiskere ikke kan påberåbe sig tidligere folkeretlige forpligtelser mellem Frankrig og Spanien til støtte for, at de af Fællesskabet udstedte midlertidige forordninger ikke finder anvendelse, når disse to grupper af bestemmelser er uforenelige« (jfr. præmisserne 17-20 til Crujeiras Tomeog Yurrita-dommen; jfr. tilsvarende præmisserne 29-31 til Arbelaiz-Emazabel-dommen).

Under hensyn til denne praksis — som selv om den omhandler bestemte forordninger i virkeligheden vedrører den midlertidige fiskeriordning som helhed, som Fællesskabet har anvendt over for spanske fartøjer siden 1977 — mener jeg ikke, det er nødvendigt at gentage de betragtninger, som jeg fremførte i mit forslag til afgørelse af 15. september 1981 i sagerne 180, 181 og 266/80 (Sml. 1981, s. 2984), og som jeg har gentaget i mit forslag til afgørelse af 27. maj 1982 i sagerne 137-140/81. Videre hviler Domstolens to domme af 8. december 1981 på et solidt grundlag, og de forelæggende retter har ikke fremført nye omstændigheder med hensyn til forholdet mellem den i den pågældende periode gældende EF-fiskeriordning og de »tidligere folkeretlige forpligtelser«. Derfor mener jeg, at nærværende sager bør afgøres efter samme retningslinjer som i Domstolens tidligere praksis, både hvad angår spørgsmålet om forordningernes gyldighed og spørgsmålet, om forordningerne kan gøres gældende over for spanske fiskere.

4. 

Det fremgår af retsforhandlingerne for den nationale ret i sagerne 13-28/82, at de spanske fartøjers fiskeri uden licens fandt sted henholdsvis den 2. og den 14. februar 1981, dvs. i en periode (1. februar til 3. marts 1981), hvor der ikke gjaldt EF-regler om fastsættelse af midlertidige foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne. Forordning nr. 3305 af 17. december 1980 forlængede således gyldighedsperioden fra den 31. december 1980 til den 31. januar for fiskerilicenser udstedt til spanske fartøjer i medfør af forordning nr. 1719/80 af 30. juni 1980. Licensordningen blev først genindført med virkning fra den 4. marts ved den senere forordning nr. 554/81 af 27. februar 1981. På baggrund af denne særlige situation er der rejst spørgsmål om de spanske fiskere i den pågældende periode, hvor Fællesskabets licensordning var afbrudt, måtte gå ud fra, at de frit kunne drive fiskeri i de pågældende fiskerizoner.

Jeg har indgående behandlet dette spørgsmål i mit forslag til afgørelse af 27. maj 1982 i sagerne 137-140/81 (punkterne 3, 4, 5 og 6). Lad mig gentage, at det efter min opfattelse »tilkommer den nationale ret at vurdere betydningen af«, at der ikke i perioden 1. februar til 3. marts 1981 gjaldt særlige EF-regler om fiskerilicenser, og at »den nationale ret ... ikke [har] ... anmodet Domstolen om en fortolkning af EF-retsreglerne i forhold til spanske fartøjers fiskeri i det pågældende tidsrum«. Jeg mener fortsat, at Domstolen, hvis den tager stilling til dette spørgsmål, sætter sig »i den nationale rets sted ... [ved at] gennemgå spørgsmålet vedrørende retsanvendelsen«, mens den nationale ret »har anmodet om en retlig prøvelse af gyldigheden af bestemte forordninger«. Lad mig gentage, at jeg ikke mener, at »Domstolen [skal] ... acceptere dette forslag fra parternes side om at gå ud over de præjudicielle spørgsmål«.

Med hensyn til realitetsspørgmålet mener jeg under alle omstændigheder ikke, at spanske fiskere i perioder, hvor der ikke er fastsat EF-regler om bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne, har ret til at drive fiskeri i medlemsstaternes farvande. Jeg støtter denne opfattelse på 200-sømilezonens særlige karakter i overensstemmelse med gældende folkeret, ligesom gennemgangen af fiskeriaftalen mellem Fællesskabet og Spanien af 15. april 1980 bekræfter dette. Jeg skal i denne forbindelse henvise til mit tidligere nævnte forslag til afgørelse af 27. maj og blot tilføje, at parterne ikke har fremført nye omstændigheder til støtte for deres respektive opfattelser.

5. 

For så vidt angår sagerne 50-58/82 anfører de tiltalte i de for den nationale ret verserende sager, at de omhandlede EF-forordninger, som finder anvendelse på spanske fartøjer, ligeledes er ugyldige som følge af krænkelse af en række grundlæggende rettigheder og principper: lighedsgrundsætningen, det kontradiktoriske princip, retten til arbejde og retten til at udøve et bestemt erhverv samt forbudet mod at pålægge sanktioner med tilbagevirkende kraft.

Disse ugyldighedsindsigelser kan uden videre gendrives, idet de falder helt uden for det af de franske retter forelagte spørgsmål, som udelukkende omhandler problemet om de pågældende EF-forordningers gyldighed i forhold til de tidligere folkeretlige forpligtelser. Ikke desto mindre skal jeg kort gennemgå de påberåbte indsigelser for at vise, at de ikke kan lægges til grund.

A —

Lighedsgrundsætningen påberåbes i forbindelse med den opfattelse, hvorefter de pågældende EF-forordninger diskriminerer de spanske fiskere i forhold til fiskerne i Fællesskabets medlemsstater, idet kravet om licens udelukkende gælder spanske fiskere. Denne opfattelse er blevet imødegået under henvisning til, at licensordningen udelukkende skal sikre, at fangstkvotaordningen overholdes. Kvotaordningen gælder ligeledes Fællesskabets fiskere, men over for disse fiskere sikres reglernes overholdelse gennem kontrol af de landede fangster. Denne ugyldighedsindsigelse kan også kraftigt imødegås på anden vis, idet det kan anføres, at ingen af de grundlæggende menneskerettigheder forpligter Fællesskabet til at sikre spanske statsborgere samme rettigheder som Fællesskabets borgere med hensyn til udnyttelsen af den økonomiske zone ud for medlemsstaterne kyster. Både artikel 14 i den europæiske menneskerettighedskonvention og de tilsvarende bestemmelser i de to internationale konventioner om menneskerettigheder (artikel 2, stk. 1, i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder; artikel 2, stk. 2, i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder) fastslår, at nydelsen af de i de internationale konventioner anerkendte rettigheder skal sikres uden forskelsbehandling. Imidlertid anerkender hverken Europakonventionen eller de internationale konventioner retten til at fiske i de enkelte landes økonomiske zone! Hvad dernæst angår princippet om borgernes lighed for loven og borgernes krav om lige retsbeskyttelse (artikel 26 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder) er det rigtigt, at denne konvention sikrer borgerne formel ligestilling i forhold til retsordenen som helhed, men udelukkende for at hindre lovgiveren i at udøve vilkårlig forskelsbehandling, dvs. forskelsbehandling, der ikke er objektivt begrundet.

Forbudet mod forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, er således navnlig ikke til hinder for, at statens egne borgere og udlændinge på en række punkter — især inden for offentlig ret — behandles forskelligt i lovgivningen, blot sådanne bestemmelser er velbegrundet (hvilket utvivlsomt er tilfældet, for så vidt angår det i fiskeriordningen fastsatte krav om licens og den hermed forbundne fangstkvotaordning).

B —

Ifølge de tiltalte er det kontradiktoriske princip blevet tilsidesat, idet Kommissionens administrative sanktioner over for spanske fiskere (licensens tilbagekaldelse og suspension af udstedelsen af nye licenser for en bestemt periode) pålægges, uden at der gives de berørte adgang til forudgående at gøre deres opfattelse gældende. Dette er i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6, der som bekendt bestemmer, at enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, er berettiget til at forsvare sig personligt eller ved bistand af en sagfører (artikel 6, stk. 3, litra c)). Samtidig hermed påberåbes Domstolens dom af 27. oktober 1977 i sag 121/76, Moli (Smi. 1977, s. 1971), hvori Domstolen fastslog »det almindelige princip, ifølge hvilket enhver administrativ myndighed er forpligtet til at give den pågældende adgang til at udtale sig, når den træffer en foranstaltning, som vil kunne krænke individuelle interesser alvorligt« (præmis 29).

Der er ikke hold i denne indsigelse. For det første må det fastslås, at Europakonventionens artikel 6 udelukkende finder anvendelse inden for retsplejen; menneskerettighedskommissionen præciserede dette i sin rapport af 25. januar 1976 udarbejdet i forbindelse med sagen Irland mod Det forenede Kongerige. For det andet kan personer, som er pålagt sanktioner af Kommissionen, altid indbringe klage over de pågældende beslutninger i medfør af EØF-traktatens artikel 173, sek. 2. Behandlingen af en sådan klage giver klageren adgang til at udtale sig. Ganske vist drejer det sig om en potentiel behandling, idet det er de berørte personer, som må tage initiativet hertil, ligesom behandlingen sker efterfølgende, for så vidt den først kan finde sted efter udstedelsen af den skadevoldende foranstaltning, men dette er berettiget under hensyn til, at Kommissionen for at undgå, at Fællesskabets interesser lider skade, må kunne handle hurtigt. Videre gælder det som bekendt, at forskellige administrative (og retlige) indgreb sker uden høring af de berørte parter, hvorfor behandlingen og dermed adgangen til at fremsætte udtalelser udsættes til et senere tidspunkt.

Endelig mener jeg ikke, henvisningen til Moli-dommen er relevant, idet Domstolen heri fastslog et princip, som gælder i forholdet mellem administrationen og dens anstatte, og som ikke uden videre kan overføres på forholdet mellem administrationen og borgerne i almindelighed.

C —

Retten til at arbejde og friheden til økonomiske initiativer er efter min mening ligeledes påberåbt med urette i nærværende sager. Retten til at arbejde, som gælder generelt, består i »ethvert menneskes ret til at kunne tjene til livets ophold ved beskæftigelse, som det selv frit vælger eller påtager sig« (artikel 6, sek. 1, i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder). Det er imidlertid klart, at de talrige begrænsninger og betingelser — faktiske eller retlige — som gælder for udøvelsen af denne ret, ikke kan anses som stridende mod det pågældende princip! Selv om EF-reglerne begrænser de spanske fiskeres fiskeri i visse havområder, er det således uden for enhver tvivl, at de pågældende fiskeres ret til at tjene til livets ophold ved fiskeri ikke hermed berøres.

Tilsvarende betragtninger kan gøres gældende med hensyn til friheden til økonomiske initiativer, »hvis udøvelse ikke er sikret inden for et bestemt område«, jfr. mit forslag til afgørelse i Hauer-sagen (sag 44/79, Sml. 1979, s. 3764, punkt 10). De omhandlede forordninger fastsætter regler for udnyttelsen af fiskeressourcerne i bestemte havområder, men det står de spanske fiskere frit enten at fiske i de pågældende områder — under overholdelse af de i de nævnte forordninger fastsatte betingelser — eller i andre havområder.

D —

Endelig har sagsøgerne i de for Tribunal de grande instance de Bayonne verserende sager nedlagt indsigelse om overtrædelse af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 7 under henvisning til, at forordning nr. 1569/81 af 1. juni 1981 med tilbagevirkende kraft forstærker de sanktioner, som Kommissionen kan pålægge i tilfælde af overtrædelse af EF-fiskeribestemmelserne. Forordningens artikel 13 fastlægger således strengere sanktioner end i de tidligere forordninger (licensens tilbagekaldelse og udsættelse af udstedelsen af nye licenser; begge sanktioner kan udstrækkes til at gælde rederens øvrige fartøjer). Bestemmelsen har tilbagevirkende kraft, idet hele forordningen anvendes fra den 1. januar 1981, mens den forudgående forordning nr. 554/81, som skulle anvendes indtil den 31. maj 1981, udtrykkeligt blev ophævet.

Selv om disse aspekter af EF-reglerne er beklagelige, kan de imidlertid ikke anses at være i strid med den pågældende bestemmelse i den europæiske konvention af den enkle grund, at denne udelukkende omhandler straf. Det fremgår tilstrækkeligt klart af artikel 7, stk. 1, andet punktum (»ej heller må der pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da den strafbare lovovertrædelse blev begået«), at princippet ikke kan udstrækkes til også at gælde administrative sanktioner. Den europæiske kommission for menneskerettigheder har udtalt sig i denne retning i sine afgørelser af sagerne 4274/69 og 4519/70 (Annuaire de la Convention européenne des droits de l'homme, bind 13, s. 889 ff, navnlig s. 890; jfr. ligeledes bind 14, s. 616 ff, navnlig s. 622).

6. 

Tilbage står at gennemgå en yderligere ugyldighedsindsigelse, som de tiltalte fiskere under de straffesager, der ligger til grund for sagerne 50-58/82, har fremført mod de omtvistede forordninger. Ifølge denne indsigelse er der ikke overensstemmelse mellem disse forordninger og fiskeriaftalen af 15. april 1980 mellem Fællesskabet og Spanien, som fandt midlertidig anvendelse fra den pågældende dato (i henhold til aftalens artikel 12), og som trådte definitivt i kraft den 22. maj 1981.

Lad mig først bemærke, at de franske retter, som har forelagt Domstolen spørgsmålet, om de midlertidige EF-regler om bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne er gyldige, og om de kan gøres gældende over for spanske statsborgere, givet ikke har tænkt på aftalen mellem Fællesskabet og Spanien ved henvisningen til »de tidligere folkeretlige forpligtelser«. Dette følger klart af forelæggelsesdommenes præmisser. Det bemærkes, at aftalen kun åbenlyst er »tidligere« i forhold til forordning nr. 1569/81, som blev udstedt den 1. juli 1981 (dvs. ni dage efter aftalens ikrafttræden), mens den først trådte i kraft efter udstedelsen af de fleste af de her omhandlede EF-regler (det er tvivlsomt, om aftalen kan anvendes som målestok ved afgørelsen af spørgsmålet om gyldigheden af de forordninger, som blev udstedt i den periode aftalen fandt midlertidig anvendelse).

Under alle omstændigheder mener jeg ikke, at den ovenfor nævnte opfattelse er korrekt. De pågældende hævder, at aftalen mellem Fællesskabet og Spanien sikrer spanske fiskere adgang til den særlige økonomiske zone i overensstemmelse med det ligevægtsprincip og det forbud mod forskelsbehandling, som er nedlagt i aftalens artikel 3, stk. 1, litra b), ligesom aftalen anerkender de pågældende fiskeres historiske fiskerirettigheder i henhold til tidligere folkeretlige forpligtelser, mens EF-forordningerne (navnlig forordning nr. 554/81 af 27. 2. 1981) er i strid med begge disse principper. Jeg er imidlertid fortsat af den opfattelse (som jeg allerede har fremført i mit forslag til afgørelse af 27. 5. 1982 i sagerne 137, 138, 139 og 140/81), at fiskeriaftalen mellem Fællesskabet og Spanien ikke anerkender nogen »fri adgang til den anden parts fiskerizoner. Denne adgang kræver tilladelse, som ... forudsætter fastlæggelsen af fangstmængderne for den anden parts fiskerfartøjer«, og udstedelse af licenser. Det bemærkes i denne forbindelse, at formålet med de i artikel 3, stk. 1, litra b), fastsatte konsultationer er at tilvejebringe en tilfredsstillende ligevægt mellem hver parts fangstmuligheder i den fiskerizone, der hører under den anden parts jurisdiktion. Hver part fastlægger imidlertid ensidigt fangstmængderne for den anden parts fiskerfartøjer (og de zoner, hvori disse fangster kan tages), og denne fastlæggelse forudsætter afholdelse af fælles konsultationer (jfr- atter artikel 3, stk. 1, litra b)).

Den franske regering har under den mundtlige forhandling med rette henvist til aftalens artikel 7, hvorefter »hver part ... inden for den fiskerizone, der henhører under dens jurisdiktion, i overensstemmelse med folkeretten [kan] træffe de fornødne foranstaltninger til at sikre, at den anden parts fartøjer overholder bestemmelserne i denne aftale«. Blandt de folkeretlige regler, der kan være tale om (bl.a. i henhold til henvisningen i artikel 7), indgår utvivlsomt artikel 56, stk. 1, litra a), i konventionsudkastet fra De forenede Nationers tredje havretskonference, hvorefter kyststater i den særlige økonomiske zone har eneret med hensyn til udforskning, udnyttelse, bevarelse og regulering af naturressourcerne, biologiske eller ikkebiologiske, i havet og på havbunden. Denne klare anerkendelse af kyststatens eksklusive ret til at udnytte og fastsætte foranstaltninger til bevarelse af ressourcerne i den særlige økonomiske zone er tilstrækkelig til at tilbagevise de spanske fiskeres påståede historiske rettigheder. Lad mig herved yderligere henvise til mine betragtninger under punkt 6 i ovennævnte forslag til afgørelse af 27. maj 1982.

7. 

På grundlag af disse betragtninger foreslår jeg sammenfattende, at Domstolen som svar på de af Cour d'appel de Rennes ved domme af 3. december 1981 (de forenede sager 13-28/82) og Tribunal de grande instance de Bayonne ved domme af henholdsvis 17. september 1982 (sag 50/82), 22. oktober 1981 (sagerne 51, 52 og 58/82) og 5. november 1981 (sagerne 53, 54, 55, 56 og 57/82) forelagte præjudicielle enslydende spørgsmål kender for ret:

a)

Gennemgangen af Rådets forordninger om fastsættelse af visse midlertidige foranstaltninger til bevarelse og regulering af fiskeressourcerne, som skal finde anvendelse på fartøjer, der fører Spaniens flag, har intet frembragt, der kan rejse tvivl om forordningernes gyldighed;

b)

forordningerne kan derfor gøres gældende over for spanske statsborgere.

Hvis Domstolen finder at skulle træffe afgørelse med hensyn til spørgsmålet om afbrydelsen af fiskerilicensordningen mellem 1. februar og 3. marts 1981 foreslår jeg, at Domstolen kender følgende for ret:

I perioden 1. februar til 3. marts 1981, hvor ordningen om udstedelse af licenser til spanske fiskere var afbrudt, havde de pågældende fiskere ikke ret til at drive fiskeri i medlemsstaternes territorialfarvande og i de respektive særlige økonomiske zoner, som er omfattet af fællesskabsbestemmelserne til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne.

( 1 ) – Oversat fra italiensk.

Full & Egal Universal Law Academy