FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
P. VERLOREN VAN THEMAAT
FREMSAT DEN 21. OKTOBER 1982 ( 1 )
Høje Domstol,
1. I Vismans-sagen, som jeg skal behandle i dag, har Tariefcommissie, Amsterdam, forelagt Domstolen følgende spørgsmål:
»Skal ordlyden af pos. 07.05 B I i bilag A til Rådets forordning (EØF) nr. 2792/79 af 10. december 1979 (EFT L 328), som er ’bønner af arten Phaseolus mungo... fri’, forstås således, at fritagelsen for indførselstold gælder:
—
bønner af den sort, der betegnes ’green gram’,
—
bønner af den sort, der betegenes ’black gram’, eller
—
bønner af begge de nævnte sorter?«
Den forelæggende ret anser først og fremmest dette spørgsmål for tvivlsomt, fordi der i den for retten forelagte sagkyndige erklæring og i den deri citerede videnskabelige litteratur foruden andre betegnelser anvendes udtrykket »Phaseolus mungo« for såvel bønner af sorten »green gram« som for bønner af sorten »black gram«, ganske vist i første tilfælde efterfulgt af den nærmere betegnelse »Roxb.« og i andet tilfælde af den nærmere betegnelse »L«. Tvivlen forstærkes yderligere af et andet videnskabeligt værk, som Kommissionen har citeret fra. Også ifølge dette værk er et af de mange navne, som anvendes for sorten »black gram«, »Phaseolus mungo L.«. Den omstændighed, at der i sidstnævnte værk ud over de seks forskellige navne, som anføres for sorten »green gram«, ikke også nævnes navnet »Phaseolus mungo Roxb.«, tillægger Kommissionen i sit indlæg ikke nogen afgørende betydning, da Dr. Westphal's disputats, hvorfra der også citeres i den nederlandske sagkyndige erklæring, også nævner sidstnævnte synonym. Af den citerede litteratur vil jeg da også være tilbøjelig til at drage den konklusion, at den i intet tilfælde giver tilstrækkelig støtte for at antage, at betegnelsen »Phaseolus mungo« uden nærmere præcisering med bogstavet »L.« (for Linnaeus) udelukkende kan vedrøre sorten »black gram«.
Denne konklusion bestyrkes af Kommissionens svar på Domstolens spørgsmål om grundene til valget af udtrykket »Phaseolus mungo« i det pågældende forordningsbilag. Disse grunde viser sig udelukkende at være, at udtrykket blev anvendt i nogle udviklingslandes anmodninger om, at der blev bevilget en toldpræference for bønner af denne art. Intet tyder således på, at der har ligget et indgående studium af den videnskabelige litteratur til grund for formuleringen af fritagelsen.
Tværtimod fremgår det af Kommissionens skriftlige indlæg, at fritagelsen først og fremmest blev indført af hensyn til Indien — hvor der produceres bønner af såvel sorten »green gram« som af sorten »black gram« — i den hensigt at anvende en vid betegnelse, der omfatter begge bønnesorter. Som nævnt udelukker den videnskabelige litteratur heller ikke klart en sådan fortolkning.
2. De relevante retsakter
Domstolens svar må ud over de videnskabelige betegnelser og baggrunden for fritagelsen naturligvis også baseres på en nærmere gennemgang af de relevante retsakter.
I denne forbindelse vil jeg allerførst bemærke, at den relevante pos. 07.05 i den fælles toldtarif selv uden nærmere præcisering taler om »Phaseolus-arter«, et begreb, der klart omfatter begge bønnesorter.
I bilaget til forordning nr. 2792/79 tales der i den fritagelsesbestemmelse, som denne sag drejer sig om, om »Phaseolus mungo«. Dette udtryk er i den senere forordning nr. 3603/81 erstattet af det nævnte, mere generelle udtryk i den fælles toldtarif. Ifølge Kommissionens svar på Domstolens andet spørgsmål — som uddybet under den mundtlige forhandling — var baggrunden for denne terminologiske ændring udelukkende af rent praktisk art, nemlig anvendeligheden, og ikke en principiel ændring.
I de officielle EF-bemærkninger til udtrykket tales der om mungobønner (Phaseolus mungo) og guldbønner (Phaseolus aureus eller ratiatus). Det hedder endvidere: »Visse af disse bønner sælges undertiden under handelsbetegnelsen ’green soja beans’ eller ’green beans’«. Kommissionen ser i disse bemærkninger et udtryk for uklarheden i den videnskabelige litteratur og har bemærket, at det navnlig er anvendelsen af ordet »mungo-bønner« i forbindelse med det latinske udtryk »Phaseolus mungo«, der giver anledning til tvivl, idet det netop er bønner af sorten »green gram«, der sædvanligvis benævnes »mungo-bønner«, mens det i bemærkningerne dermed sidestillede udtryk »Phaseolus mungo« i modsætning til »Phaseolus aureus« netop snarere synes at sigte på bønner af arten »black gram«. Efter min mening kan disse bemærkninger ikke desto mindre fortolkes på meningsfuld måde, hvis »Phaseolus mungo« (uden nærmere specifikation ved tilføjelse af bogstavet L.) i overensstemmelse med den af den forelæggende ret citerede litteratur fortolkes vidt og omfatter begge de pågældende sorter. Bemærkningernes andet afsnit angår da, i overensstemmelse med den sproglige betydning, heller ikke udelukkende guldbønner (som jo efter den samstemmende opfattelse i litteraturen ikke »til tider«, men udelukkende omfatter sorten »green gram«). Afsnittet omfatter ligeledes mungo-bønner, om hvilke det kun hvis der anlægges en vid fortolkning kan siges, »at visse af disse bønner... undertiden [sælges] under handelsbetegnelsen ’green soja beans’ eller ’green beans’«.
3. Konklusion
Navnlig på grundlag af baggrunden for fritagelsesbestemmelsen, på grundlag af bestemmelsens ordlyd, som ikke indeholder nogen begrænsende kvalifikation af »Phaseolus mungo«, som det forekommer i litteraturen, og på grundlag af de nævnte bemærkninger til fritagelsesbestemmelsen, der ligesom de netop nævnte fortolkningsmetoder giver en række argumenter for en ny fortolkning, foreslår jeg, at det præjudicielle spørgsmål besvares som foreslået af Kommissionen. At hensigten har været at føre en velvillig politik på dette område støttes også af den nævnte ændring i fritagelsesbestemmelsen i 1981 og de nærmere skriftlige og mundtlige oplysninger, som Kommissionen har givet om ændringen. Også jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer Tariefcommissie's spørgsmål således :
»Ordlyden af pos. 07.05 B I i bilag A til forordning (EØF) nr. 2792/79, som er: »bønner af arten ’Phaseolus mungo’... fri« skal forstås således, at fritagelsen for indførselstold gælder såvel bønner af den sort, der betegnes ’green gram’, som bønner af den sort, der betegnes ’black gram’.«
( 1 ) – Oversat fra nederlandsk.
Full & Egal Universal Law Academy