FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT G. REISCHL
FREMSAT DEN 9. MARTS 1983 ( 1 )
Høje Domstol.
Sagsøgeren i den sag, hvis forelæggelse skal behandles idag, købte i 1973 i henhold til Kommissionens forordning nr. 1259/72 om afsætning af smør til nedsatte priser til visse forarbejdningsvirksomheder inden for Fællesskabet (EFŢ 1972 II, s. 539) af det tyske interventionsorgan nedsat smør for at forarbejde det til smørfedt. Smørret blev med dette formål for øje udført til Belgien, og der blev i denne forbindelse udbetalt nedsatte monetære udligningsbeløb i henhold til den nævnte forordnings artikel 20, der bestemmer følgende :
»De udligningsbeløb, der finder anvendelse på smør, smørfedt samt smørfedt med tilsætning af sukker..., er med hensyn til smørandelen lig med de udligningsbeløb, der er fastsat i medfør af forordning (EØF) nr. 974/71, multipliceret med koefficienten 0,3.«
Efter fremstillingen af smørfedtet blev dette igen indført i Forbundsrepublikken Tyskland, og herved — denne gang var der tale om opkrævning af monetært udligningsbeløb — blev den i henhold til artikel 20 i forordning nr. 1259/72 nedsatte sats endnu engang anvendt.
Efter at det var blevet fastslået, at det firma i Tyskland, som varen var blevet solgt til, for en dels vedkommende ikke havde anvendt den i overensstemmelse med de fastsatte formål og frister, blev der fra sagsøgeren efteropkrævet udligningsbeløb svarende til forskellen og til det fulde monetære udligningsbeløb. Af denne årsag kom det til en retssag for Finanzgericht Düsseldorf og under denne sag til forelæggelsessag 217/78 ( 2 ). Ved dom af 28. juni 1979 blev følgende kendt for ret:
»Den endelige anvendelse af de i artikel 20 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1259/72 af 16. juni 1972 og i artikel 20 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 232/75 af 30. januar 1975 foreskrevne nedsatte udligningsbeløb forudsætter, at den pågældende vare — især når henses til dens anvendelsesformål — har den nedsatte værdi, som den tillægges i henhold til disse forordninger. Såfremt importøren ikke inden for de i artikel 6 i disse forordninger foreskrevne frister har fremlagt bevis for, at varen er blevet anvendt til det formål, som er en forudsætning for nedsættelsen af udligningsbeløbene, er den efterfølgende opkrævning af disse hjemlet i de almindelige regler vedrørende ordningen med monetære udligningsbeløb som indført ved Rådets forordning nr. 974/71 af 12. maj 1971.«
Derefter statuerede Finanzgericht Düsseldorf i maj 1980, at efteropkrævningen af monetære udligningsbeløb ved indførslen af smørfedtet i Forbundsrepublikken Tyskland var sket med rette.
Allerede tidligere (februar 1978) og senere (maj 1981) krævede sagsøgeren betaling af forskellen mellem det ved udførslen af smørret ydede nedsatte monetære udligningsbeløb og det fulde udligningsbeløb på tidspunktet for udførslen. Da dette blev afslået af Hauptzollamt Hamburg-Jonas med den begrundelse, at ansøgningerne herom var indgivet for sent, blev der endnu engang anlagt sag, denne gang ved Finanzgericht Hamburg.
Den pådømmende ret har indtaget det standpunkt, at den forsinkede ansøgning ikke kunne bevirke, at sagsøgerens krav måtte afvises. Det er imidlertid ikke sikkert, om det vil være i overensstemmelse med den tyske toldforvaltnings praksis også ved udførsel af smør bestemt til forarbejdning at efterbetale monetære udligningsbeløb, når det nedsatte smør ikke er blevet anvendt i overensstemmelse med de fastsatte frister og formål. For dette kunne det efter rettens mening tale, at det ifølge den nævnte præjudicielle afgørelse i tilfælde af en anvendelse af smørret, som ikke er i overenstemmelse med de fastsatte formål og frister, er den sædvanlige markedspris, der er afgørende, og herefter — navnlig fordi det næppe forekommer berettiget at behandle de af en virksomhed foretagne ind- og udførsler forskelligt — skal der vel ikke ske anvendelse af de nedsatte udligningsbeløb, men af udligningsbeløbene ifølge de almindelige regler i forordning nr. 974/71. På den anden side har retten betænkeligheder, fordi udbetaling af det fulde monetære udligningsbeløb i et sådant tilfælde ikke udtrykkeligt er foreskrevet, og den mener, at udbetaling af det fulde monetære udligningsbeløb måske — fordi en anden anvendelse af det nedsatte smør skulle være udelukket — kunne være i strid med den nævnte forordnings mening og formål, ligesom det også må befrygtes, at efterbetaling af monetære udligningsbeløb kunne fremme misbrug.
Derfor blev sagen udsat ved kendelse af 31. marts 1982, og i medfør af EØF- traktatens artikel 177 blev følgende spørgsmål forelagt til præjudiciel afgørelse:
»Skal Rådets forordning nr. 974/71 af 12. maj 1971 om ordningen med monetære udligningsbeløb, jfr. forordning (EØF) nr. 1259/72, fortolkes således, at det af de almindelige regler om anvendelse af monetære udligningsbeløb følger, at forskellen op til det fulde udligningsbeløb skal udbetales efterfølgende, når der ved udførsel af smør fra lager er udbetalt det nedsatte udligningsbeløb i medfør af artikel 20, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1259/72, men det af smørret fremstillede smørfedt ikke er blevet anvendt i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 1259/72's formål og frister, hvorfor der efter genindførsel er foretaget efteropkrævning af forskellen indtil det fulde udligningsbeløb, eller bortfalder en sådan efterfølgende betaling af forskellen op til det fulde udligningsbeløb?«
Herved har sagsøgeren i hovedsagen og Hauptzollamt anset en bekræftende besvarelse af spørgsmålets første del for rigtig, mens Kommissionen er af den modsatte opfattelse.
Min stillingtagen til dette spørgsmål er følgende:
1.
Af stor, om end ikke afgørende hjælp er visse udtalelser i dommen i sag 217/78 ( 3 ), navnlig hvis man — uanset, at tysk var processprog — benytter den franske udgave, som umiddelbart tydeliggør resultatet af voteringen.
a)
Dommen indeholder for det første den principielle konstatering, at anvendelsen af lavere udligningsbeløb efter artikel 20 i forordning nr. 1259/72 ikke er omfattet af foranstaltningerne til fremme af tildeling og afsætning af oplagret smør, men falder ind under de almindelige regler, som er fastsat ved forordning nr. 974/71 (præmis 11).
Herefter forekommer det korrekt, når sagsøgeren bemærker, at den nævnte artikel 20 i virkeligheden ikke falder inden for forordning nr. 1259/72's rammer, og at den derfor heller ikke skal fortolkes under hensyntagen til denne forordnings formål, hvilket i øvrigt også den omstændighed tyder på, at den monetære udligning i betragtningerne til forordningen først nævnes i slutningen uden nogen henvisning til forordningens formål, alene under fremhævelse af det princip, at der skal tages hensyn til de pågældende produkters værdi. Derefter forekommer det også betydningsfuldt, at der i den foreliggende sag er henvist til, at den monetære udligning — da den objektivt og værdineutralt kun skal bevirke en udligning af prisfaldet — ifølge princippet i artikel 1 i forordning nr. 974/71 skal være ens ved opkrævning og udbetaling, og at begge tilfælde dermed skal behandles lige ifølge ordlyden af artikel 20 i forordning nr. 1259/72.
b)
Endvidere bliver det i den nævnte dom ikke blot fremhævet, at fastsættelsen af de monetære udligningsbeløb afhænger af priserne på de pågældende produkter, hvortil der henvises i betragtningerne til forordning nr. 1259/72 med ordene: Med hensyn til de udligningsbeløb, der er fastsat i medfør af forordning nr. 974/71, bør værdien af de pågældende produkter tages i betragning (præmis 12). Det hedder navnlig i tilslutning hertil ganske generelt, at når produkterne ikke er blevet anvendt efter det foreskrevne formål eller ikke inden for den i artikel 6 i forordning nr. 1259/72 fastsatte frist er blevet anvendt i overensstemmelse med det fastsatte formål — som er en betingelse for nedsættelsen af udligningsbeløbene — kan denne vare ikke anses for at have den kontraktsmæssige værdi, som tillægges den på grundlag af den i forordning nr. 1259/72 nævnte mindstesalgspris, men skal betragtes som smør, der er afsat til den normale markedspris. Hertil knyttes den konklusion, at i så fald skal i overensstemmelse med den monetære udlignings princip — handelsværdiens afgørende betydning — de for smør, der afsættes til en sådan pris, gældende udligningsbeløb anvendes, og forskellen mellem de normale og de oprindeligt opkrævede nedsatte udligningsbeløb skal efieropkræves (redresser), hvilket i den tyske udgave af dommen med henblik på de tilgrundliggende faktiske omstændigheder blev gengivet for snærvert med »nachfordern«.
Denne dom, hvori det i slutningen af præmis 14 helt generelt udtales, at en sådan berigtigelse, i den tyske tekst igen for snævert oversat med »Nachforderung«, har sit retsgrundlag i de almindelige regler om monetære udligningsbeløb, taler herefter faktisk for den af sagsøgeren i hovedsagen og af Hauptzollamt hævdede opfattelse, navnlig hvis man erindrer, at Kommissionen allerede i den sag har hævdet det standpunkt, at efteropkrævning og efterudbetaling af monetære udligningsbeløb, efter at artikel 20 i forordning nr. 1259/72 først er blevet anvendt, skal behandles helt forskelligt.
2.
Det egentlige spørgsmål, som herefter opstår i denne sag, er altså, om de generelle konstateringer i den anførte dom efter det fremførte i denne sag må korrigeres, hvilket ganske vist kun korrekt kunne gøres af den samlede domstol, også når der i udredningerne i dommen i sag 217/78 ( 4 ), for så vidt de går ud over den daværende hovedsags problematik, kun er tale om obiter dicta.
Jeg ser dog ingen anledning til en sådan korrigering, hvorved flere overvejelser kommer i betragtning.
a)
Der synes at være enighed om, at der efter den af Kommissionen fremførte opfattelse under bestemte omstændigheder kan ske en merbeskatning af smørkøbere, når nedsat smør købes i et land med hård valuta og anvendes i strid med det fastsatte formål i et land med svag valuta, eller når der efter køb af smørret i et land med hård valuta sker en førsteforarbejdning i et land med svag valuta, og varen derefter igen indføres i et land med hård valuta og dér anvendes i strid med det fastsatte formål. Dette anser jeg — i modsætning til Kommissionen — af forskellige grunde ikke for antageligt.
i)
Man kan afgjort ikke blot — som Kommissionen har gjort — henvise til, at der ved en anvendelse af smørret i strid med det fastsatte formål — Kommissionen anvender her udtrykket »bedrageri« — ikke er nogen beskyttelsesværdig interesse i undgåelse af en højere afgift. Den, der argumenterer således, overser, at smørrets første køber ikke ubetinget nødvendigvis er identisk med den person, som anvender smørret i strid med det fastsatte formål, og at merbeskatningen på den monetære udlignings område derfor meget vel kan ramme den forkerte.
ii)
Endvidere er det ganske vist rigtigt, at der ifølge ordningen i forordning nr. 1259/72 i tilfælde af anvendelse i strid med det fastsatte formål ikke gælder en bestemt begrænsning for efteropkrævning af afgifter, fordi sikkerhedsstillelses-bestemmelserne nemlig er udformet sådan, at ikke blot forskellen mellem mindstesalgsprisen og markedsprisen, men også et yderligere beløb kan komme i betragtning, og fordi den faktisk tilbudte og betalte pris desuden ofte ligger over mindstesalgsprisen. Når de egentlige kontrol- og sanktionsbestemmelser i forordning nr. 1259/72 imidlertid — som Kommissionen selv har fremhævet — må anses for at være tilstrækkelige til at sikre deres formål, ses det ikke, hvorledes yderligere sanktioner på det monetære område skulle være berettiget i tilfælde af en formålsstridig anvendelse af smørret.
iii)
Ikke mindst kan der over for den antagelse, at det sidstnævnte faktisk skulle være tilsigtet, henvises til, at der i artikel 20 mangler en ordning som den i artikel 18 nævnte (hensyntagen til force majeure ved sanktionen sikkerhedsstillelsens fortabelse). Man måtte desuden indrømme, at de konsekvenser, som Kommissionen anser for rigtige, ville være diskriminerende, fordi sådanne yderligere sanktioner kun ville komme på tale ved grænseoverskridelse — hvis smørret eksporteres fra et land med hård valuta, før det anvendes i strid med det fastsatte formål — mens kautionens fortabelse ville forblive den eneste sanktion ved formålsstridig anvendelse i den stat, i hvilken smørret — uden nogen grænseoverskridelse — blev købt. Dette kan imidlertid vanskeligt anses for sagligt korrekt.
b)
På den anden side er det også under sagen blevet klart, at efterfølgende udbetaling af monetære udligningsbeløb — som der er tale om i hovedsagen — vel ikke er egnet til så at sige at modvirke formålet med forordning nr. 1259/72. Dette — nemlig at sikkerhedsstillelsens fortabelse i forbindelse med efterfølgende opkrævning af monetære udligningsbeløb mindst skal være tilstrækkelig til, selv ved efterfølgende udbetaling af monetære udligningsbeløb, at udelukke uberettiget gevinst — har sagsøgeren påvist ved forskellige eksempler, og også Kommissionen har erkendt, at efterfølgende udbetaling af monetære udligningsbeløb under normale omstændigheder på ingen måde fører til en monetær gevinst.
Når Kommissionen imidlertid derudover har ment, at det dog kan forholde sig anderledes under ganske bestemte omstændigheder — f.eks. når der må noteres prisstigninger på smørmarkedet fra et regnskabsår til det næste, når den person, der stiller sikkerheden, og den, der foretager den grænseoverskridende transaktion, ved hvilken der sker udbetaling eller opkrævning af monetære udligningsbeløb, ikke er identiske, eller når der sker prisstigninger i et devaluerings-land, fordi den grønne valutakurs tilpasses den normale kurs — så kan der over for Kommissionen og over for den konklusion, at dens standpunkt kan støttes på sådanne betragtninger, fremføres følgende:
i)
en i tidens løb indført smidighed i sikkerhedsstillelsesbestemmelserne skal vel netop — hvis jeg har forstået det rigtigt — tage hensyn til det førstnævnte forhold; skulle dette imidlertid ikke være muligt på fuldkommen tilfredsstillende måde, er det snarere nærliggende at ændre bestemmelserne om sikkerhedsstillelse end at tage de ulemper med i købet, som åbenbart er forbundet med den fortolkning af artikel 20 i forordning nr. 1259/72, som Kommissionen anser for rigtig.
ii)
Med henblik på det andet nævnte forhold er det dog afgjort således, at den første køber af nedsat smør, som skal stille sikkerhed, ved aftale herom overvælter denne på senere erhververe, altså også på mellemkommende brugere, som foretager en grænseoverskridende transaktion og en første forarbejdning. Det kan altså formentlig ikke tænkes, at en sådan mellemkommende bruger fra et land med en svag valuta — i tilfælde af en senere fastslået formålsstridig anvendelse af smørret — uden at være ramt af tab af sikkerhedsstillelsen kun får forskellen op til det fulde monetære udligningsbeløb efterbetalt og således nyder en uberettiget fordel.
iii)
Endlig må det med hensyn til det tredje nævnte forhold ikke blot betænkes, at det i praksis åbenbart endnu aldrig er forekommet, at monetære udligningsbeløb ved udførsel af smør til et land med svag valuta og senere formålsstridig anvendelse er blevet efteropkrævet; faktisk findes — som vi har hørt — den af Kommissionen ikke billigede praksis kun i Forbundsrepublikken Tyskland efter midlertidig udførsel til et land med svag valuta, og derved gælder desuden den betingelse, at afgørelsen om efteropkrævning først skal have fået retskraft. Også Kommissionen selv indrømmer, at de tilfælde, som den har fremhævet, er sjældne undtagelser, ved hvilke spekulationer i en valutagevinst snarere er en følge af en tilfældig udvikling. Skulle der imidlertid for så vidt faktisk ikke være mulighed for en særlig udvej — som Kommissionen anser for nødvendigt — inden for rammerne af bestemmelserne om monetær udligning, ville de af Kommissionen i sjældne undtagelsestilfælde befrygtede valutagevinster efter min mening snarere være acceptable end de andre tidligere påpegede ulemper, der er forbundet med Kommissionens opfattelse vedrørende fortolkningen af artikel 20 i forordning nr. 1259/72.
3.
Jeg foreslår derfor, at Finanzgericht Hamburg's spørgsmål som anbefalet af sagsøgeren i hovedsagen og af Hauptzollamt Hamburg-Jonas besvares således:
Forordning nr. 974/71, jfr. forordning nr. 1259/72, skal fortolkes således, at i et tilfælde, hvor der ved udførsel af smør fra lager er udbetalt det nedsatte udligningsbeløb i medfør af artikel 20 i forordning nr. 1259/72, men det af smørret fremstillede smørfedt ikke er blevet anvendt i overensstemmelse med forordning nr. 1259/72, og der derfor efter genindførsel er foretaget efteropkrævning af forskellen indtil det fulde udligningsbeløb, skal forskellen op til det fulde udligningsbeløb, der skal betales ved udførsel, også udbetales efterfølgende.
( 1 ) – Oversat fra tysk.
( 2 ) – Dom af 28. 6. 1979 i sag 217/78 — SA Nicolas Corman & Fils mod Hauptzollamt Aachen-Süd — Smi. 1979, s. 2287.
( 3 ) – Dom af 28. 6. 1979 i sag 217/78 — SA Nicolas Corman & Fils mod Hauptzollamt Aachen-Sud — Sml. 1979,s. 2287.
( 4 ) – Dom af 28. 6. 1979 i sag 217/78 — SA Nicolas Corman & Fils mod Hauptzollamt Aachen-Sud — Sml 1979, s 2287.
Full & Egal Universal Law Academy