FulLegal · İçtihat Detay

Uluslararasi Mahkemeler 14.11.1985 DA

EUR-Lex - 61982CC0173 - DA

Avrupa Adalet Divanı

Karar Metni

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

CARL OTTO LENZ

fremsat den 14. november 1985 ( *1 )

Høje Domstol.

I — Den fælles forhistorie for de tre rets-. sager

De sager, som jeg i dag tager stilling til, drejer sig i det væsentlige om vanskeligheder, som sagsøgeren, der er ekspeditionssekretær i lønklasse A 5, har haft med at opnå forfremmelse til lønklasse A 4 inden for sin stillingsgruppe. I sag 186/84 er der ydermere rejst spørgsmål om gyldigheden af den tjenstlige bedømmelse af sagsøgeren for perioden 1. juli 1977-30. juni 1979.

Inden jeg sammenfatter de faktiske omstændigheder i de tre sager, finder jeg det hensigtsmæssigt i korthed at skitsere de enkelte faser i forfremmelsesproceduren ( 1 ), som den forløber ved Kommissionen.

Under fase ét opstiller administrationen en oversigt over alle tjenestemænd, der kan forfremmes i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 45, stk. 2, dvs. listen over de forfremmelsesegnede tjenestemænd.

Fase to består i, at det enkelte generaldirektorat eller lignende enhed blandt de tjenestemænd, der er opført på listen over forfremmelsesegnede tjenestemænd, udvælger dem, som generaldirektoratet foreslår forfremmet.

I fase tre indtræder et paritetisk sammensat forfremmelsesudvalg. For udvalget foreligger listen over de forfremmelsesegnede tjenestemænd, de personlige aktmapper samt generaldirektoraternes begrundede forslag vedrørende forfremmelser. Udvalget er ikke bundet af disse forslag, men kan selv stille forslag.

Det er forfremmelsesudvalgets opgave at foretage en udvælgelse blandt de forfremmelsesegnede tjenestemænd på grundlag af en sammenligning af deres fortjenester og herefter udarbejde et forslag til en liste over tjenestemænd, der anses for mest forfremmelsesværdige. Kommissionen har udarbejdet evalueringsmetoder til brug ved udvælgelsen på grundlag af en sammenligning af tjenestemændenes fortjenester ( 2 ). Ved evalueringen benyttes et pointsystem, hvorunder der gives points for placeringen på listen med generaldirektoraternes forslag, vurderingerne i de tjenstlige bedømmelser, ancienniteten i lønklassen, ancienniteten i tjenesten samt tjenestemandens alder.

Således gives der til de højest, næsthøjest og tredjehøjest prioriterede tjenestemænd på listerne med generaldirektoraternes forslag — afhængig af listernes længde — henholdsvis 70, 45 og 20 points; for de tjenstlige bedømmelser kan der højst tildeles 28 points, for anciennitet i lønklassen kan der gives 28 points, for anciennitet i tjenesten 20 points, og for alder 65 points. Der gives bonuspoints til tjenestemænd, der har været i samme lønklasse i mindst 15 år (4 points) eller allerede i prøvetiden blev indplaceret i lønklasse A 5 (7 points). Endelig får tjenestemænd, der har været optaget på forfremmelsesudvalgets forslagsliste, men ikke er blevet forfremmet, 25 bonuspoints. Ved hjælp af dette pointsystem udarbejder forfremmelsesudvalget sit forslag i form af en liste over de tjenestemænd, som udvalget anser for forfremmelsesværdige. Denne liste fremsender udvalget sammen med en begrundet rapport til ansættelsesmyndigheden.

Som fase fire opstiller ansættelsesmyndigheden listen over de tjenestemænd, der findes mest forfremmelsesværdige.

Som fase fem gennemfører ansættelsesmyndigheden forfremmelser inden for de budgetmæssige rammer. Herved kan ansættelsesmyndigheden imidlertid kun forfremme tjenestemænd, der er opført på den under fase fire udarbejdede liste.

Jeg kommer herefter til de faktiske omstændigheder.

Sagsøgeren, der er født i 1927, blev den 1. oktober 1969 ansat ved Kommissionen som ekspeditionssekretær på prøve (lønklasse 5, løntrin 3) i henhold til den procedure, som tjenestemandsvedtægtens artikel 29, stk. 2, hjemler i særlige tilfælde, dvs. uden at have bestået en udvælgelsesprøve. Den 1. april 1970 blev han fastansat. Han gjorde tjeneste i en række forskellige afdelinger under generaldirektorat VI (landbrug), fra 1973 i afdeling VIA. 3 »Internationale landbrugsorganisationer«.

Som led i en omorganisering af generaldirektoratet for landbrug, som Kommissionen besluttede den 22. november 1978, blev sagsøgeren i henhold til skrivelse af 13. marts 1979 med virkning fra 15. januar 1979 overflyttet til afdeling VIB. 3 »Retsforskrifter vedrørende vegetabilske produkter og dyrs ernæring« ( 3 ).I modsætning til de andre dokumenter, der befinder sig i sagsøgerens personlige aktmappe, er denne skrivelse ikke påført nogen kvittering for modtagelsen. Medens den tjenstlige bedømmelse af sagsøgeren for perioden 1. juli 1977-30. juni 1974 ( 4 ) oprindelig angav, at sagsøgeren blev overflyttet pr. 15. januar 1979, fremgår det af en senere berigtigelse, at overflytningen først skete den 12. marts 1980.

I en skrivelse af 10. januar 1979 til generaldirektøren for generaldirektoratet for landbrug ( 5 ) samt i en skrivelse af 19. januar 1979 tilgeneraldirektøren for generaldirektoratet for personale og administration ( 6 ) anførte sagsøgeren, at han havde forstået, at man agtede at overflytte ham til det nyoprettede direktorat B under generaldirektoratet for landbrug. Idet han henviste til sit tidligere arbejdsområde — forhandlinger inden for GATT vedrørende ikke-toldmæssige handelshindringer (tekniske handelshindringer) — anmodede han om at blive overflyttet til generaldirektorat III, direktorat A, der bl.a. beskæftigede sig med afviklingen af tekniske handelshindringer. Til dette generaldirektorat havde man i 1977 overført de hermed beslægtede sagsområder fra direktorat H under generaldirektoratet for landbrug, hvor sagsøgeren indtil da havde gjort tjeneste. Det kommissionsmedlem, der på daværende tidspunkt var ansvarlig for landbrug og fiskeri, modtog fra sagsøgeren en kopi af den nævnte skrivelse af 10. januar 1979 til generaldirektøren for generaldirektoratet for landbrug.

Den 20. februar 1979 blev sagsøgeren på vej til arbejde ramt af en ulykke, der medførte en invaliditet på oprindelig 35%, senere 50%.

Ved skrivelse af 12. marts 1980 ( 7 ) meddelte generaldirektøren for generaldirektoratet for landbrug sagsøgeren, at det med virkning fra 15. januar 1979 var besluttet at placere ham i afdelingen »Retsforskrifter vedrørende vegetabilske produkter og dyrs ernæring«. Denne nye placering betød, at sagsøgeren måtte gøre tjeneste i en anden bygning, hvilket Kommissionens lægetjeneste imidlertid frarådede ved skrivelse af 8. april 1980 ( 8 ).

Da sagsøgeren tiltrådte tjenesten på sit nye arbejdssted den 16. juni 1980, gjorde han opmærksom på, at det var væsentligt vanskeligere for ham at færdes til det nye arbejdssted end til hans gamle kontor, hvilket han fandt var i strid med henstillingerne fra Kommissionens lægetjeneste ( 9 ). Som følge af henstillinger fra lægetjenesten og personaleadministrationen i 1981 blev det herefter bestemt, at sagsøgeren skulle transporteres mellem hjemmet og arbejdsstedet i en af Kommissionens tjenestebiler ( 10 ).

Pr. 1. april 1982 blev sagsøgeren overflyttet til generaldirektorat XI »Miljø, forbrugerbeskyttelse og nuklear sikkerhed«, afdeling B 1 »Fysisk beskyttelse af forbrugerne«. Efter at sagsøgerens nye generaldirektorat i 1983 og 1984 havde foreslået ham forfremmet, blev han med virkning fra 1. januar 1984 forfremmet til lønklasse A 4.

II — Sag 173/82

Sagsøgeren, der allerede ved ansættelsen var blevet indplaceret i lønklasse A 5, blev i 1977 og 1978 af sit generaldirektorat foreslået forfremmet til lønklasse A 4. Han var opført som nr. 17 på en liste, der omfattede 18 tjenestemænd ( 11 ). Mellem 1979 og 1982 foreslog hans generaldirektorat ham ikke længere forfremmet. Det bemærkes imidlertid, at listerne med forslag for 1979-1982 var kortere, de omfattede ikke længere 18 tjenestemænd som i 1977 og 1978, men henholdsvis 8, 6, 8 og 11 tjenestemænd.

Forfremmelsesudvalget optog ikke sagsøgeren på sin liste med forslag for 1977 og 1978, hvilket betød, at han ikke kunne forfremmes.

Den 23. juni 1982 indgav sagsøgeren en klage ( 12 ) over generaldirektoratets afgørelse, hvorefter han ikke skulle foreslås forfremmet, og den 28. juni 1982 anlagde han sag. Den 28. juni 1982 indgav sagsøgeren tillige en begæringtil Domstolen om, at den ved en foreløbig forholdsregel anordnede proceduren for forfremmelse af tjenestemænd til lønklasse A 4 i 1982 udsat. Ved kendelse af 29. november 1982 ( 13 ) bestemte Domstolen, at begæringen ikke skulle tages til følge, og anførte som begrundelse herfor, at en forsinkelse af forfremmelsesproceduren ville være i strid med tjenestens interesse og med princippet om god forvaltning. Domstolen bemærkede endvidere, at sagsøgeren intet havde fremført, der umiddelbart kunne begrunde den begærede foreløbige forholdsregel; under alle omstændigheder var der intet til hinder for på passende måde at oprette den skade, som sagsøgeren eventuelt måtte lide.

Den 17. september 1982 ( 14 ) afviste Kommissionen klagen med den begrundelse, at generaldirektoraternes forslag alene udgjorde forberedende akter, der ikke påvirkede tjenestemændenes retsstilling og derfor ikke udgjorde klagepunkter. Kommissionen anførte, at alene ansættelsesmyndighedens afgørelse om at forfremme en gruppe tjenestemænd som afslutning på forfremmelsesproceduren kan påklages samt anfægtes ved søgsmål, hvorunder der også vil være adgang til at påtale eventuelle mangler ved de forberedende akter. Denne klageafgørelse påstås annulleret under sag 173/82.

Efter at forfremmelsesudvalget havde afgivet sin indstilling til Kommissionen ( 15 ), udfærdigede denne den 22. juli 1982 listen over de tjenestemænd, der i kraft af deres fortjeneste kunne komme i betragtning med henblik på forfremmelse til lønklasse A 4, og offentliggjorde listen den 6. august 1982 ( 16 ). I replik af 17. november 1982 i sag 173/82 nedlagde sagsøgeren en supplerende påstand om annullation af denne liste.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Annullation af Kommissionens afgørelser, hvorefter sagsøgeren:

ikke skulle optages på generaldirektoratets liste med forslag og

heller ikke skulle optages på listen over de mest forfremmelsesværdige tjenestemænd.

Den af forfremmelsesudvalget gennemførte procedure med henblik på forfremmelser til lønklasse A 4 i 1982 annulleres i det hele.

Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande :

Sagen afvises; subsidiært frifindes sagsøgte.

Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Efter Kommissionens opfattelse skal sagen afvises, eftersom søgsmålets genstand, såvel efter den oprindelige som efter den udvidede påstand, alene er en forberedende akt. Kun den endelige afgørelse — konkret den afgørelse der ligger til grund for listen over tjenestemænd forfremmet til lønklasse A4 — kan anfægtes ved søgsmål.

Det bemærkes indledningsvis, at det af Kommissionen anførte kan tiltrædes, for så vidt som søgsmål, hvis genstand er rent forberedende akter, efter Domstolens praksis afvises. Dette fastslog Domstolen bl.a. i kendelse af 9. juni 1980 i sag 123/80 ( 17 ) og i dommen af 1. juli 1964 i sag80/63 ( 18 ). I den sidstnævnte sag udtalte Domstolen bl.a:

»Tjenestemandsvedtægtens artikel 91, stk. 1, omhandler tvistigheder mellem Fællesskabet og en person, der er omfattet af vedtægten, om lovligheden af en akt, ’der indeholder et klagepunkt mod denne person’. Kun akter, der direkte kan påvirke de ansattes retsstilling, kan indeholde et klagepunkt.«

I den omtalte sag fastslog Domstolen, at påstanden ikke kunne antages til realitetsbehandling, for så vidt som den vedrørte en udtalelse fra et integrationsudvalg, selv om ansættelsesmyndigheden var bundet af udvalgets udtalelse. En akt, der indeholdt et klagepunkt i forhold til sagsøgeren, forelå ifølge Domstolen først med opsigelsesbeslutningen, der byggede på udvalgets udtalelse.

I sag 123/80 var der klart tale om en forberedende akt, idet sagsøgeren havde påstået annullation af udkastet til en afgørelse, der var blevet meddelt ham, således at han kunne afgive en udtalelse, før afgørelsen blev truffet.

Det kan i lyset af det anførte som udgangspunkt utvivlsomt antages, at de forslag, som generaldirektoraterne fremsætter som led i forfremmelsesproceduren, generelt har en betydelig vægt. Navnlig når en tjenestemand er opført øverst på listen med forslag, er det sandsynligt, at forfremmelsesudvalget vil stille sig positivt til forfremmelse.

Imidlertid er generaldirektoraternes forslag uforbindende og forberedende foranstaltninger, eftersom forfremmelsesudvalget ikke er bundet til at foretage udvælgelsen blandt de tjenestemænd, der er indstillet af generaldirektoraterne. En tjenestemand, der ikke er foreslået af vedkommende generaldirektorat, kan forelægge sin sag for forfremmelsesudvalget, hvilket sagsøgeren også har eiort.

Først med den liste, som ansættelsesmyndigheden skal udfærdige over de mest forfremmelsesværdige tjenestemænd, foreligger der en endelig foranstaltning, idet en tjenestemand, der ikke nævnes på listen, ikke kan forfremmes ( 19 ) (det samme gælder i øvrigt med hensyn til den liste, der udarbejdes over de forfremmelsesegnede tjenestemænd, eftersom den, der ikke nævnes på listen, ikke kan komme med i forfremmelsesproceduren).

Min konklusion er herefter, at sag 173/82 skal afvises for så vidt angår den oprindelige påstand.

Såfremt Domstolen alligevel måtte finde, at sagen kan antages til pådømmelse — det fremgår muligvis af dommen af 11. juli i sag 236/82 ( 20 ), at formalitetsbetingelserne netop i tjenestemandssager ikke er særlig strenge — bemærkes, at der i så fald i det mindste bør ske afvisning, for så vidt som der ved den supplerende pastand er sket en udvidelse af sagsgenstanden. Der er herved ikke tale om nye søgsmålsgrunde og indsigelser, der først er kommet frem under skriftvekslingen, og som kan admitteres i henhold til procesreglementets artikel 42, stk. 2. Med påstanden om annullation af proceduren i forfremmelsesudvalget samt af listen over de mest forfremmelsesværdige tjenestemænd er der tværtimod tale om en ny sagsgenstand, jfr. artikel 38, stk. 1, litra c), som jeg agter at drøfte i forbindelse med det andet søgsmål (sag 157/83).

Ex tuto skal jeg derfor også tage stilling til sagens realitet:

Sagsøgeren har som første anbringende anført, at generaldirektøren for det generaldirektorat, hvor sagsøgeren på daværende tidspunkt var placeret, udarbejdede forslag til forfremmelser, selv om bedømmelsen i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 43 hverken var afsluttet for 1977-1979 ellerfor 1979-1981; en sammenligning af fortjenester, som foreskrevet i tjenestemandsvedtægtens artikel 45 har således ikke kunnet finde sted.

Kommissionen har gjort gældende, at det fremgår af Domstolens praksis, at såfremt der i strid med reglerne ikke er udfærdiget en bedømmelse, bærer vedkommende tjenestemand bevisbyrden for, at dette har haft væsentlig betydning for forfremmelsesproceduren. Det skal med andre ord bevises, at de omtvistede afgørelser ville have fået et andet indhold, såfremt de pågældende bedømmelser havde foreligget ved afgørelsen. Efter Kommissionens opfattelse har sagsøgeren imidlertid intet anført, der kan støtte en sådan antagelse.

I henhold til Domstolens faste praksis ( 21 ) udgør den udtalelse om tjenestemanden, der i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 43 skal udfærdiges mindst hvert andet år, en uundværlig del af vurderingen af tjenestemanden, hver gang den overordnede myndighed skal »tage stilling til tjenestemandens karriere«. I henhold til vedtægtens artikel 45, stk. 1, kan forfremmelser inden for gruppen af tjenestemænd, der kommer i betragtning ved forfremmelse, således udelukkende foretages efter sammenligning af deres fortjenester og de afgivne udtalelser om dem. Med hensyn til sammenligningen af kandidaternes fortjenester har Domstolen fastslået, at de krav, som efter artikel 45 herved må stilles, ikke er opfyldt, såfremt der for nogle var udfærdiget bedømmelser i henhold til artikel 43, medens dette ikke var tilfældet for andre.

I den nævnte dom opstillede Domstolen imidlertid ikke — modsat Kommissionens opfattelse — et princip om, at sagsøgeren har bevisbyrden for, at den omstændighed, at bedømmelsen ikke forelå, har haft afgørende indflydelse på forfremmelsesproceduren. I sag 156/79 fandt Domstolen, at det på grundlag af selve sagens oplysninger måtte antages, at sagsøgeren ikke ville have opnået en forfremmelse, selv om bedømmelsen var blevet udfærdiget rettidigt.

Sag 263/81 drejede sig ikke om en forfremmelse, men om en ansøgning om en stilling inden for samme stillingsgruppe som sagsøgerens. Under henvisning hertil bemærkede Domstolen, at det ikke fulgte af Domstolens praksis, at alle ansøgere på tidspunktet, hvor afgørelsen om udnævnelse træffes, skal befinde sig på nøjagtigt samme trin, for så vidt angår deres bedømmelsesrapport.

Hvad endelig angår sag 24/79 bemærkes, at når sagsøgerens påstand om annullation af de skete forfremmelser ikke blev taget til følge ved dommen, skyldtes dette alene, at Domstolen fandt, at det ikke ville stå i forhold til den konstaterede fejl at annullere forfremmelserne af 40 tjenestemænd, der faktisk var blevet forfremmet. I stedet tilpligtedes Kommissionen at betale et beløb i erstatning i anledning af de begåede tjenstlige fejl, selv om sagsøgeren ikke havde nedlagt påstand herom.

Selv om Kommissionen ikke kan finde støtte i Domstolens praksis, er jeg alligevel af den opfattelse, at generaldirektoratets liste med forslag ikke bør annulleres, fordi bedømmelsen ikke forelå.

Det må utvivlsomt betragtes som en grov tjenstlig fejl fra Kommissionens side, at bedømmelsen ikke forelå, og dette hverken for bedømmelsesperioden 1977-1979 eller perioden 1979-1981; på den anden side må det konstateres, at selv i et generaldirektorat med ca. 700 tjenestemænd udgør de ekspeditionssekretærer i lønklasse A 5, der kommer i betragtning ved forfremmelse, ikke en meget stor gruppe. Det fremgår af stillingsoversigten til Kommissionens budget for 1982 ( 22 ), sammenholdt med fortegnelsen over tjenestegrenene for samme år, at der på det omhandlede tidspunkt må have været ca. 40-50 ekspeditionssekretærer i lønklasse A 5 i generaldirektoratet for landbrug. De pågældende tjenestemænd var således ikke flere, end at vedkommende generaldirektør veddrøftelser med sine direktører og kontorchefer kunne danne sig et indtryk af de pågældende tjenestemænds kvalifikationer, indsats og tjenstlige adfærd, selv om den i tjenestemandsvedtægtens artikel 43 foreskrevne bedømmelse endnu ikke forelå.

Sagsøgeren har dernæst anført, at den eneste grund til, at han ikke længere blev optaget på listen med generaldirektoratets forslag, var, at generaldirektøren for hans generaldirektorat var af den opfattelse, at han ikke længere kunne udføre det arbejde, som man kunne forvente af ham. Til grund for denne opfattelse lå — hævder sagsøgeren — en formening hos sagsøgte om, at han ikke kunne bestride den stilling, der var tildelt ham, fordi det indebar helbredsmæssige risici for sagsøgeren at færdes til og fra den bygning, hvor hans kontor befandt sig.

Kommissionen har bestridt dette og anført, at generaldirektorat VI henset til de begrænsede muligheder for forfremmelse generelt opstillede kortere lister med forslag fra og med 1979. Fra oprindeligt 18 forslag i 1977 og 1978 blev listen for 1980 reduceret til 6 forslag, for derefter i 1982 at blive udvidet til 11 forslag. Kommissionen har dernæst anført, at generaldirektoraternes forslag til forfremmelse blev offentliggjort, før de blev forelagt forfremmelsesudvalget, således at de tjenestemænd, der ikke var foreslået forfremmet, havde mulighed for at henvende sig direkte til forfremmelsesudvalget. Sagsøgeren benyttede denne mulighed.

Efter min opfattelse kan det af Kommissionen her anførte tiltrædes. Sagsøgeren har ikke fremført nogen væsentlige argumenter til støtte for dette anbringende. For så vidt angår de bevæggrunde, som sagsøgeren har tillagt generaldirektøren for vedkommende generaldirektorat, har sagsøgeren udelukkende henvist til skrivelser, som han selv har skrevet; de kan ikke anerkendes som bevis i så henseende.

I øvrigt har Kommissionen efter min opfattelse godtgjort, at listerne med forslag blev nedskåret som følge af de begrænsede forfremmelsesmuligheder. Der er ingen holdepunkter for at antage, at sagsøgeren — samtidig med at der blev fremsat færre forslag vedrørende forfremmelse — kunne kræve at blive optaget blandt de foreslåede tjenestemænd, dels fordi der havde vist sig at være færre forfremmelsesmuligheder, dels fordi det ikke kan udelukkes, at ekspeditionssekretærer i lønklasse A 5 med lavere anciennitet kunne blive optaget i gruppen af tjenestemænd, der kunne forfremmes i henhold til artikel 45.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen også forkaster det andet anbringende.

Sagsøgeren har for det tredje gjort gældende, at Kommissionen har begået magtfordrejning; han har til støtte for dette anbringende for det første henvist til, hvad han har anført vedrørende det andet anbringende, og tillige anført, at generaldirektøren for vedkommende generaldirektorat havde indtaget en uvenlig eller endog fjendtlig holdning over for ham. Navnlig havde generaldirektøren ikke givet ham tilladelse til at overføre 19 feriedage, som han ikke havde taget i de foregående år, til senere ferieår.

Kommissionen har anført, at den med hensyn til sagsøgerens arbejdssted fulgte henstillingerne fra lægetjenesten. Vedrørende det forhold, at feriedagene ikke blev overført, har Kommissionen anført, at det fremgår af artikel 4, stk. 1, i tjenestemandsvedtægtens bilag V, at der normalt kun kan overføres indtil 12 feriedage, medmindre tjenestemanden af tjenstlige årsager ikke har kunnet tage sin ferie. Sagsøgeren havde således intet krav på overførelse af feriedage herudover. Der var i øvrigt ikke tale om 19, men derimod om 12 1/2 dag til overførsel, således at sagsøgeren kun har mistet en halv feriedag.

Som allerede nævnt i forbindelse med det andet klagepunkt, har sagsøgeren ikke bevist, at hans generaldirektør havde en fjendtlig grundholdning. For så vidt som sagsøgeren som et yderligere indicium herfor har henvist til, at han fik afslag på at overføre sin ferie til det følgende år, skal jeg blot henvise til, at det i artikel 4, stk. 1, i tjenestemandsvedtægtens bilag Vbestemmes, at hvis en tjenestemand kun har taget en del af sin årlige ferie af grunde, der ikke kan betegnes som tjenstlige, kan overførslen af ferie til det følgende år ikke overstige 12 feriedage. At tjenstlige grunde skulle have været til hinder for, at sagsøgeren tog sin ferie, har han heller ikke selv hævdet.

Sammenfattende foreslår jeg herefter, at sag 173/82 afvises.

Selv om sagsøgeren efter min opfattelse således ikke skal gives medhold, foreslår jeg, at det alligevel pålægges den vindende part, Kommissionen, at betale sagens omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 3, 2. afsnit. Nærværende sag er nemlig i det væsentlige foranlediget af en grov tjenstlig fejl fra Kommissionens side, nemlig det forhold, at bedømmelserne for 1977-1979 og 1979-1981 ikke forelå. I henhold til artikel 6, stk. 1, i de af Kommissionen vedtagne almindelige gennemførelsesbestemmelser af 27. juli 1979 skulle bedømmelsen senest have været forelagt sagsøgeren den 30. november 1979. I virkeligheden skete dette imidlertid først den 24. februar 1981, dvs. med næsten 15 måneders forsinkelse. Det kan endvidere ikke antages, at Kommissionens tjenestemænd kan dispensere fra fristerne i henhold til gennemførelsesbestemmelserne, idet disse henset til den menneskelige hukommelse har deres fulde berettigelse.

Det står herefter fast, at på det tidspunkt, da de under sagen omtvistede forfremmelsesforslag blev fremsat, vedrørte den seneste foreliggende bedømmelse af sagsøgeren en periode, der sluttede den 30. juni 1977, dvs. fem år tilbage i tiden. Kommissionen har ikke givet nogen acceptabel begrundelse for denne betydelige og uforklarlige forsinkelse, hvorfor jeg finder det rimeligt, at den tilpligtes at betale sagens omkostninger.

III — Sag 157/83

Den 22. juli 1982 opstillede Kommissionen listen over de tjenestemænd, der i første række kom i betragtning med henblik på forfremmelse til lønklasse A 4. Den 27. oktober 1982 ( 23 ) indgav sagsøgeren en klage over, at han ikke var opført på denne liste for 1982. Klagen blev afvist ved afgørelse af 16. februar 1983 ( 24 ). Med hensyn til begrundelsen henholdt Kommissionen sig til sin klageafgørelse af 17. september 1982 og bemærkede yderligere, at der i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 45 ikke tilkom tjenestemændene nogen subjektiv ret til forfremmelse, idet forfremmelsen sker på grundlag af en udvælgelse efter sammenligning af de mest forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenster.

Den 11. januar 1983 offentliggjorde Kommissionen listen over de tjenestemænd, der var blevet forfremmet som resultat af forfremmelsesproceduren for 1982 ( 25 ). Under henvisning til at han ikke var nævnt på denne liste, indgav sagsøgeren den 23. februar 1983 en klage ( 26 ), som Kommissionen afviste ved afgørelse af 10. maj 1983 ( 27 ).

Det anførtes som begrundelse for denne afgørelse, at sagsøgeren ikke var blevet optaget på listen over de mest forfremmelsesværdige tjenestemænd; følgelig havde Kommissionen heller ikke kunnet forfremme ham. I sag 157/83 har sagsøgeren påstået denne afgørelse annulleret.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Annullation af afgørelsen om ikke at opføre sagsøgeren på listen over tjenestemænd, der i 1982 blev forfremmet til A 4, samt om fornødent annullation af de skete forfremmelser.

Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande :

Frifindelse.

Sagsøgeren tilpligtes at betales sagens omkostninger.

Sagsøgeren har i sagen fremført de samme retlige betragtninger som i sag 173/82. For så vidt angår andet og tredje anbringende kan jeg derfor i det hele henvise til, hvad jeg har anført i forbindelse med sag 173/82 ( 28 ).

Jeg skal alene tage nærmere stilling til det første anbringende, for så vidt som det nu vedrører en senere fase i sagens udvikling.

Sagsøgeren har som sit første anbringende gjort gældende, at bedømmelserne af ham for perioderne 1977-1979 og 1979-1981 endnu ikke var udfærdiget på det tidspunkt, da generaldirektoraterne fremsatte forslagene til forfremmelse.

Kommissionen har vedrørende dette anbringende henholdt sig til den samme argumentation, som den allerede fremførte i forbindelse med sag 173/82.

I sag 173/82 antog jeg, at selv om det måtte anses for en grov tjenstlig fejl fra Kommissionens side, at de to bedømmelser ikke forelå, havde generaldirektoratet alligevel været i stand til at danne sig et indtryk af de ekspeditionssekretærer i lønklasse A 5, der kom i betragtning, og havde på dette grundlag kunnet udarbejde forslag til forfremmelse. Jeg konstaterede i denne forbindelse, at de tjenestemænd, der ville komme i betragtning, ikke kunne antages at udgøre en så stor gruppe, at generaldirektoratets ledelse ikke havde mulighed for at bedømme tjenestemændenes kvalifikationer, indsats og tjenstlige adfærd, selv om bedømmelserne for enkelte tjenestemænd endnu ikke forelå.

Spørgsmålet er herefter, om denne argumentation også holder stik for så vidt angår de efterfølgende faser i forfremmelsesproceduren. Jeg bemærker i denne forbindelse, at det fremgår af det endelige referat af 14. juli 1982 ( 29 ) fra Det paritetiske Forfremmelsesudvalg, at udvalget tog stilling til spørgsmålet om forfremmelse for samtlige tjenestemænd i lønklassserne A 7, A 6 og A 5. Det er uoplyst, hvor mange tjenestemænd udvalget gjorde til genstand for konkret drøftelse; derimod vides det, hvor mange faste stillinger i lønklasserne A 7-A 5 Kommissionen rådede over i regnskabsåret 1982: alene i Kommissionens administration var der flere end 1200; lægger man hertil yderligere de ansatte ved Det fælles Forskningscenter samt medarbejderne i de underordnede organer, når man op på over 1600 stillinger.

Selv om næppe alle stillingerne turde have været besat på det relevante tidspunkt, og selv om ikke alle disse tjenestemænd kunne forfremmes, så må gruppen af tjenestemænd, der kom i betragtning med henblik på forfremmelse, alligevel have været så stor, at forfremmelsesudvalget ikke længere kunne træffe sine afgørelser på grundlag af et personligt kendskab til de berørte tjenestemænd. Det var herefter ubetinget nødvendigt for forfremmelsesudvalget at råde over de tjenstlige bedømmelser af tjenestemændene for at kunne bedømme de enkelte tjenestemænds fortjenester.

Bedømmelsen af sagsøgeren forelå imidlertid ikke for forfremmelsesudvalget, og dette var følgelig afskåret fra at lade de analytiske vurderinger af sagsøgeren indgå i dets overvejelser som foreskrevet.

Under den mundtlige forhandling anførte Kommissionen ganske vist, at man, såfremt en bedømmelse ikke foreligger, automatisk lægger den forrige bedømmelse til grund, samt at man, såfremt denne ikke er helt igennem positiv, generelt tildeler vedkommende tjenestemand 28 points, hvilket er maksisum.

Jeg skal hertil for det første bemærke, at i 1982 savnedes også bedømmelsen for den forrige periode (juli 1977-juni 1979). Dernæst har Kommissionen alene fremsat generelle bemærkninger om behandlingen af sådanne tilfælde; den har ikke godtgjort, at den omhandlede metode — som i øvrigt heller ikke ses at være foreskrevet i de almindelige gennemførelsesbestemmelser fra 1981 ( 30 ) — også faktisk blev anvendt af forfremmelsesudvalget i sagsøgerens tilfælde.

Forfremmelsesudvalgets referat ( 31 ) indeholder under alle omstændigheder intet om, at man har fulgt denne metode, men anfører alene i almindelige vendinger, at udvalget har drøftet sagsøgerens sag, samt at sagsøgeren har opnået en ny placering, der skulle give ham mulighed for at bevise sine fortjenester med henblik på fremtidig forfremmelse.

Selv om man generelt kunne hævde, at de points, der kan opnås under den analytiske vurdering (maksimum: 28), ikke er afgørende i et bedømmelsessystem, hvorunder der kan opnås over 200 points, kan det imidlertid ikke udelukkes, at selv en ganske lille pointforskel kan være bestemmende for, om vedkommende tjenestemand i sidste ende optages på listen med udvalgets forslag.

Jeg anser det i øvrigt for overordentligt tvivlsomt, om det er foreneligt med tjenestemandsvedtægtens artikel 45, stk. 1, hvorefter forfremmelsen udelukkende sker på grundlag af en udvælgelse efter sammenligning af tjenestemændenes fortjenester, at man tillægger den analytiske vurdering en så begrænset betydning under forfremmelsesproceduren. Efter min opfattelse harmonerer det ikke med den nævnte forskrift, at der for den analytiske vurdering i alt kun kan opnås 28 points, dvs. ca. 15% af det mulige antal points, medens allerede levealderen i sig selv kan give op til 65 points. Ved dommen af 1. juli 1976 i sag 62/75 ( 32 ) — hvorunder der tilmed var tale om et moment, der i højere grad afspejler indsatsen, nemlig placeringen på generaldirektoratets liste over forslag — lod Domstolen det henstå som tvivlsomt, om ikke generaldirektørernes vurdering tillægges for stor vægt i forhold til de andre momenter i bedømmelsen; der var herved tale om en tidligere bedømmelsesordning, hvorunder indsatsen endog indgik med en større vægt i vurderingen.

Dernæst forstår jeg ikke, hvorfor man stiller bedømmelserne udmærket, meget godt og godt på samme niveau, idet der for hver af disse uden nogen differentiering gives to points ( 30 ). Jeg kan ikke forstå, hvorfor Kommissionen i 1979 indførte et mere nuanceret bedømmelsessystem, når dettes slutfacit knapt nok tillægges betydning i den situation, hvor det har betydning, nemlig i forbindelse med forfremmelse. Jeg skal dog ikke forfølge dette spørgsmål yderligere, da sagsøgeren ikke har anfægtet dette forhold.

Med hensyn til det forhold, at bedømmelsen ikke forelå, henviser jeg til Domstolens dom af 30. oktober 1974 i sag 188/73 ( 33 ), hvor Domstolen i præmisserne 25 og 26 udtalte følgende :

»Artikel 45 bestemmer, at forfremmelse udelukkende sker på grundlag af en udvælgelse efter sammenligning både af fortjenesterne hos de tjenestemænd, der kan komme i betragtning, og af de udtalelser, der er afgivet om dem; selv om ansættelsesmyndigheden på dette område har en udstrakt skønsbeføjelse, forudsætter udøvelsen heraf af samme grund en nøje undersøgelse af aktsamlingerne...«

Det fremgår, at en sådan undersøgelse ikke har kunnet finde sted, og at forfremmelsesproceduren følgelig er behæftet med en mangel.

Jeg er imidlertid — uanset denne konklusion — ikke af den opfattelse, at Kommissionens afgørelser om forfremmelser til lønklasse A 4 i 1982 skal annulleres.

Det bemærkes for det første, at der i henhold til Domstolens praksis tilkommer ansættelsesmyndigheden et vidt skøn, når den træffer afgørelse om forfremmelser. Dette betyder, at den tjenestemand, der kommer i betragtning med henblik på forfremmelse, vel har krav på, at ansættelsesmyndighedens afgørelse træffes på grundlag af et korrekt udøvet skøn, men derimod ikke et retligt krav på selve forfremmelsen. Der er i nærværende sag ingen holdepunkter for at antage, at sagsøgeren ville være blevet forfremmet, såfremt den tjenstlige bedømmelse havde foreligget. Sagsøgerens påstand om, at Kommissionens afgørelse om forfremmelse annulleres, for så vidt som sagsøgeren ikke blev forfremmet, kan følgelig ikke tages til følge.

Efter det standpunkt jeg her har forsvaret ( 34 ), skal der ikke nødvendigvis ske annullation som påstået.

En tjenestemand, der opfylder betingelserne for at komme i betragtning ved forfremmelse, kan anfægte listen over de mest forfremmelsesværdige tjenestemænd samt søge at sikre sine rettigheder ved en begæring om en foreløbig forholdsregel, før selve forfremmelsen har fundet sted; efter dette tidspunkt er det imidlertid ikke længere muligt at anfægte forfremmelsen af andre tjenestemænd.

For så vidt som sagsøgeren dernæst har nedlagt påstand om, at de øvrige forfremmelser til lønklasse A 4 om fornødent annulleres, bemærkes indledningsvis, at sagsøgeren under den mundtlige forhandling har tilkendegivet, at han ikke ubetinget opretholder denne påstand; han har dog ikke formelt frafaldet den.

En annullation af Kommissisonens afgørelse, hvorefter 51 andre tjenestemænd forfremmedes til lønklasse A 4 i 1982, ville utvivlsomt være en urimeligt byrdefuld foranstaltning i forhold til de pågældende tjenstemænd. Jeg henviser i denne forbindelse til den tidligere nævnte dom af 5. juni 1980 i sag 24/79 ( 35 ), hvori Domstolen udtalte følgende :

»Domstolen finder, at en annullation af forfremmelserne af de fyrre tjenestemænd, som faktisk blev forfremmet til B 2, udgør en foranstaltning, som ikke står i forhold til den begåede fejl, og at det vil være vilkårligt at annullere forfremmelsen af den eneste tjenestemand i generaldirektorat VII, som faktisk blev forfremmet til B 2.«

I sag 24/79 nøjedes Domstolen imidlertid ikke med denne konstatering, men anførte i umiddelbar tilknytning hertil følgende:

»Da det imidlertid drejer sig om en sag, hvori Domstolen har fuld prøvelsesret, har den, selv i mangel af påstande herom, beføjelse til ikke blot at foretage annullation, men også til ex officio at tilpligte sagsøgte at betale en erstatning for den ikke-økonomiske skade, som dens tjenestefejl har forvoldt. Tilkendelsen af en sådan erstatning udgør i nærværende sag den form for godtgørelse, som bedst tilgodeser såvel sagsøgerens interesser som de tjenstlige krav.«

Jeg foreslår, at Domstolen i den foreliggende sag følger dette fortilfælde.

I dommen af 5. juni 1980 bemærkede Domstolen, at der ved vurderingen af den lidte skade måtte tages hensyn til, at sagsøgeren kunne deltage i en fremtidig forfremmelsesprocedure, hvis forskriftsmæssige forløb det påhvilede Kommissionen at sikre. Under hensyn hertil skønnede Domstolen ved udmålingen af den lidte skade efter ret og billighed, at tilkendelsen af et beløb på 20000 BFR udgjorde en rimelig erstatning til sagsøgeren.

Sagsøgeren var i nævnte sag tjenestemand i lønklasse B 3 og var i 1978 ikke blevet forfremmet til B 2.

For en tjenestemand i lønklasse A 5, der i 1982 ikke blev forfremmet til A 4, anser jeg en erstatning på 40000 BFR for rimelig under hensyn til forskellen i tjenstlig indplacering samt lønudviklingen.

Sammenfattende foreslår jeg herefter, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren 40000 BFR i erstatning for den manglende bedømmelse, og at Kommissionen i øvrigt frifindes samt tilpligtes at betale sagens omkostninger.

IV — Sag 186/84

Sag 186/84 drejer sig om den tjenstlige bedømmelse af sagsøgeren for perioden 1. juli 1977-30. juni 1979 ( 36 ). Den første udgave af denne bedømmelse forelå den 10. februar 1981, og den blev i september og december 1981 ændret på enkelte punkter. Efter en række drøftelser blev bedømmelsen indbragt for appelbedømmeren, der — efter at have hørt bedømmelsesudvalget ( 37 ) den 7. juli 1983 — stadfæstede den tjenstlige bedømmelse uændret og uden at angive nogen begrundelse ( 38 ).

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen ved beslutning af 27. juli 1979 havde givet forfremmelsesproceduren en ny udformning. De analytiske vurderinger blev således formuleret på en mere nuanceret måde: under det gamle bedømmelsessystem blev kvalifikationer, indsats og tjenstlig adfærd vurderet efter skalaen »over normalen«, »normal« og »under normalen«. Under det nye värderingssystem er de analytiske vurderinger af kvalifikationer, indsats og tjenstlig adfærd opdelt i underpunkter; karakterskalaen er udvidet til 5 trin: udmærket, meget godt, godt, acceptabelt og utilfredsstillende. ( 39 )

Det foreskrives i artikel 5 i beslutningen af 27. juli 1979, at enhver ændring af en analytisk vurdering i forhold til den foregående vurdering skal begrundes. I »Vejledning i bedømmelse af tjenestemænd«, der er udgivet af Kommissionens generaldirektorat for personale og administration, findes imidlertid på s. 46 en fodnote, i henhold til hvilken der for så vidt angår bedømmelsesperioden 1977-1979 ikke er pligt til at angive en begrundelse for ændringer af de analytiske vurderinger i forhold til den foregående bedømmelse. Samme opfattelse kommer til udtryk i en udateret skrivelse fra kommissionsmedlemmet for personale og administration ( 40 ), for så vidt som det heri på side 1, sidste afsnit, udtales, at det nye system adskiller sig væsentligt fra det tidligere, hvorfor alle parter til en vis grad bør undlade at sammenligne de tidligere bedømmelser, for så vidt angår de analytiske vurderinger (»... et reclame donc que tous les intéressés fassent dans une certaine mesure, abstraction des notations précédentes en ce qui concerne les appréciations analytiques«).

Det fremgår af en sammenligning af bedømmelsen for 1977-1979 med den foregående bedømmelse, at medens punkterne kvalifikationer, indsats og tjenstlig adfærd alle havde fået karakteren »over normalen« som led i den analytiske vurdering under den foregående bedømmelse, blev der ved bedømmelsen af de samme punkter for perioden 1977-1979 givet karakteren »godt«; dog blev der ved bedømmelsen af indsatsen kun givet karakteren »acceptabel« for underpunktet »evne til at tilpasse sig tjenestens krav«.

Begge bedømmelser blev udfærdiget af samme tjenestemand efter høring af sagsøgerens nærmeste foresatte, der også var den samme; der blev ikke givet nogen begrundelse for den lavere karakter under analytisk vurdering, der fremgik af nedrykningen fra det øverste af tre skalatrin under det gamle system til det midterste af fem trin under det nye system.

I henhold til artikel 7, stk. 3, i beslutningen af 27. juli 1979 kan den ved bedømmelsen omhandlede tjenestemand, såfremt han efter at have indbragt sagen for appelbedømmeren ikke er enig i dennes bedømmelse, forelægge sagen for Det paritetiske Bedømmelsesudvalg. Udvalget påtaler i sin udtalelse af 15. juni 1983 ( 41 ) for det første, at fristerne for de forskellige faser i bedømmelsen ikke var blevet overholdt. Dernæst konstaterede udvalget, at der ikke var anført nogen begrundelse for den væsentlige ændring af de analytiske vurderinger, og at heller ikke den generelle vurdering indeholdt nogen begrundelse for de analytiske vurderinger. For så vidt angik bedømmelsens indhold bemærkede udvalget, at det var tvivlsomt, om bedømmelsen udelukkende var foretaget på grundlag af referenceperioden. Endelig anmodede udvalget appelbedømmeren om en nærmere begrundelse for de givne karakterer, navnlig karakteren »acceptabel« for »evne til at tilpasse sig tjenestens krav«.

Medens appelbedømmeren i en uunderskrevet og udateret udtalelse til bedømmelsesudvalget ( 42 ) fremsatte nogle ganske almindelige betragtninger omkring bedømmelsen af sagsøgeren, indeholder bedømmelsen som endeligt udfærdiget af appelbedømmeren ingen begrundelse.

Sagsøgeren indgav den 3. oktober 1983 en klage ( 43 )over den endelige bedømmelse, hvorved han i det væsentlige henholdt sig til, hvad Det paritetiske Bedømmelsesudvalg havde anført.

I Kommissionens klageafgørelse ( 44 ), der blev truffet den 18. april 1984 efter skriftlig procedure, erkendte Kommissionen for det første, at den ikke havde overholdt fristerne for bedømmelsen. Med hensyn til bedømmelsens indhold henholdt Kommissionen sig til den tidligere omtalte udtalelse, som appelbedømmeren havde afgivet til bedømmelsesudvalget. Kommissionen anførte dernæst, at den ikke kunne handle i bedømmerens sted og ændre vurderingen i bedømmelsen. Endelig anførte Kommissionen, at karaktererne »udmærket«, »meget godt« og »godt« under forfremmelsesproceduren blev evalueret ens, idet de alle gav 2 points ( 45 ). Bedømmelsen havde derfor ikke kunnet belaste sagsøgeren under forfremmelsesproceduren, med den ene undtagelse, at karakteren »acceptabel« kun gav 1 point.

Under sag 186/84 har sagsøgeren påstået Kommissionens afgørelse annulleret.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Annullation af bedømmelsen for perioden 1977-1979 samt af appelbedømmerens afvisning af at ændre bedømmelsen på nærmere angivne punkter.

Subsidiært tilpligtes sagsøgte at betale sagsøgeren erstatning som følge af, at den omtvistede bedømmelse blev udfærdiget for sent, med et beløb der fastsættes af Domstolen.

Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande :

Frifindelse.

Afgørelsen om sagens omkostninger træffes efter de herom gældende regler.

Sagsøgeren har for det første anført, at Kommissionens genemførelsesbestemmelser til tjenestemandsvedtægtens artikel 43, med hjemmel i hvilke vejledningen i bedømmelse af tjenestemænd er udstedt, blev vedtaget den 27. juli 1979 og således med tilbagevirkende gyldighed for perioden 1. juli 1977-30. juni 1979. Efter sagsøgerens opfattelse må en administrativ bestemmelse ikke gives tilbagevirkende gyldighed.

Kommissionen har heroverfor anført, at det udtrykkeligt fremgår af beslutningen af 27. juli 1979, at den vedrører referenceperioden 1977-1979. De nye gennemførelsesbestemmelser indebar i øvrigt ikke, at bestående forhold blev reguleret med tilbagevirkende gyldighed; derimod gav bestemmelserne bedømmerne en vejledning om, hvorledes de for fremtiden skulle bedømme tjenestemændenes indsats i den forløbne periode.

Jeg er enig med Kommissionen i, at gennemførelsesbestemmelserne som vedtaget i juli 1979 ikke er forskrifter med tilbagevirkende gyldighed i egentlig forstand. Bestemmelserne griber ikke ind i tjenestemændenes rettigheder med tilbagevirkende gyldighed, men giver blot de ansvarlige for bedømmelsen et mere nuanceret skema til brug ved bedømmelsen af tjenestemændenes indsats i en forudgående periode.

Endvidere bemærkes, at der ikke i forvaltningsretten gælder et lige så ubetinget forbud mod retsregler med tilbagevirkende gyldighed som det, der f.eks. kendes i straf; feretten.

Selv om det havde været hensigtsmæssigt, at de ansvarlige for bedømmelsen allerede under referenceperioden, dvs. allerede fra 1. juli 1977-30. juni 1979, havde haft kendskab til de bedømmelseskriterier, de skulle anvende ved bedømmelsen af deres underordnede, kan jeg ikke se noget retsstridigt i, at Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser vedrørende de tjenstligebedømmelser af tjenestemænd, der skal udfærdiges umiddelbart efter vedtagelsen af gennemførelsesbestemmelserne. Det første anbringende må følgelig afvises.

Sagsøgeren har for det andet anført, at bedømmelsen ikke omtaler alle de høringer, som burde have fundet sted under hensyn til sagsøgerens forskellige placeringer. Bedømmelsen blev udfærdiget af assisterende generaldirektør Pizzutti den 19. februar 1981, da han ikke længere var chef for direktorat VI A »Internationale spørgsmål vedrørende landbrug«. I øvrigt havde sagsøgerens daværende kontorchef, Marinucci, efter 1. januar 1979 ikke kunnet tildele sagsøgeren nogen som helst arbejdsopgaver.

Kommissionen har anført, at eftersom sagsøgeren ikke som planlagt blev forflyttet den 15. januar 1979, havde den ansvarlige for bedømmelsen ikke kunnet høre andre tjenestemænd end dem, der var tilknyttet direktoratet »Internationale spørgsmål vedrørende landbrug«.

Det fremgår af punkterne 12 og 13 i den anfægtede bedømmelse, at bedømmelsen var blevet udfærdiget af assisterende generaldirektør Pizzutti, der samtidig var chef for direktoratet »Internationale spørgsmål vedrørendelandbrug«, efter høring af den daværende chef for afdeling VIA. 3 »Internationale landbrugsorganisationer«, Marinucci. Bedømmeren hørte således den tjenestemand, der i det mindste indtil 1. januar 1979 var sagsøgerens nærmeste foresatte, hvilket han i øvrigt også var i referenceperioderne for de to foregående bedømmelser.

For så vidt som sagsøgeren har anført, at Marinucci ikke længere var tilknyttet den nævnte afdeling fra den 1. januar 1979 og frem til 20. februar 1979, da sagsøgeren blev ramt af uheldet og blev invalid, bemærkes, at høringsforskrifterne findes at være overholdt, og at bedømmelsen i så henseende må anses for retmæssig, henset til at Marinucci i 18 måneder af referenceperioden — og forud herfor igennem flere år — havde været sagsøgerens foresatte.

I øvrigt har sagsøgeren ikke nærmere angivet, hvem den ansvarlige for bedømmelsen burde havde hørt.

Også dette anbringende må derfor afvises.

Sagsøgeren har for det tredje anført, at der var tale om en væsentlig ændring af de analytiske vurderinger i forhold til den foregående bedømmelse, uden at der imidlertid blev angivet nogen som helst begrundelse herfor.

Kommissionen har heroverfor anført, at der i 1979 var blevet indført et nyt bedømmelsessystem, hvorfor det var umuligt eller i det mindste meget vanskeligt at foretage en meningsfuld sammenligning med de tidligere bedømmelser. Af samme grund henstillede Kommissionen udtrykkeligt, at bedømmerne ikke sammenlignede med de foregående bedømmelser. Når det i artikel 5 i gennemførelsesbestemmelserne af 27. juli 1979pålägges bedømmerne at motivere enhver ændring af de analytiske vurderinger, kan dette kun gælde vurderinger, der er foretaget efter de samme kriterier. I overensstemmelse hermed anføres det tillige på s. 46 i vejledningen i bedømmelse af tjenestemænd, at for så vidt angår referenceperioden 1977-1979, har bedømmerne ingen pligt til at begrunde ændringer af vurderingerne. Efter Kommissionens opfattelse har kommissionsmedlemmet for personale og administration i en skrivelse til personalet endvidere givet udtryk for lignende synspunkter ( 46 ).

Jeg bemærker i denne forbindelse for det første, at der er en iøjnefaldende forskel mellem bedømmelsen af sagsøgeren for perioden juli 1977-juni 1979 og de tidligere bedømmelser af ham. Medens han i 1973-1977 for hvert af punkterne kvalifikationer, indsats og tjenstlig adfærd opnåede den højeste placering på en karakterskala, der omfattede tre trin, så fik han for perioden juli 1977-juni 1979 på grundlag af en karakterskala med fem trin for disse punkter mellemkarakteren »god«, svarende til det tredje trin, med den ene undtagelse, at han for punkt II »Indsats«, under punkt 4. »Evne til at tilpasse sig tjenestens krav« alene opnåede karakteren »acceptabel«, dvs. kun den fjerdehøjeste eller næstlaveste karakter på karakterskalaen.

Det bemærkes dernæst, at den konkret omtvistede bedømmelse såvel som de to foregående bedømmelser var blevet udfærdiget af samme bedømmer efter høring af samme kontorchef.

Kommissionen har utvivlsomt som udgangspunkt ret, for så vidt som den med støtte i Domstolens praksis har anført, at tjenestemandsvedtægtens artikel 25, stk. 2, hvorefter enhver afgørelse, der indebærer et klagepunkt, skal begrundes, ikke finder anvendelse på tjenstlige bedømmelser, idet samme artikels stk. 3 fastslår, hvilke afgørelser bestemmelsen herved omfatter. ( 47 ) Tjenestemandsvedtægtens artikel 25, stk. 3, omhandler imidlertid alene afgørelser, der skal bekendtgøres ved opslag i bygningerne, der huser den institution, som tjenestemanden er tilknyttet, samt offentliggøres. Man kan derfor rejse det spørgsmål, om artikel 25, stk. 3, faktisk skal betragtes som en udtømmende opregning af samtlige de foranstaltninger, der i givet fald kan indebære et klagepunkt i forhold til tjenestemændene.

Det er dog ikke nødvendigt at tage stilling til dette spørgsmål, eftersom det udtrykkeligt foreskrives i artikel 5, stk. 2, i gennemførelsesbestemmelserne, som Kommissionen vedtog den 27. juli 1979, at de ansvarlige for bedømmelsen skal begrunde ændringer af de analytiske vurderinger.

Kommissionsmedlemmet for personale og forvaltning kunne heller ikke give de ansvarlige for bedømmelsen dispensation fra dette begrundelseskrav - hvis man da vil antage, at dette er meningen med de ganske generelle vendinger i den udaterede skrivelse IX/2418/69-F ( 48 ). En dispensation fra afgørelser, der var truffet af Kommissionen som et kollegialt organ, kunne kun være givet i kraft af en særlig bemyndigelse, der imidlertid — som anført af Kommissionen under den mundtlige forhandling — ikke forelå.

Så meget desto mindre kunne der dispenseres fra dette begrundelseskrav med hjemmel i en fodnote på de gule sider i vejledningen i bedømmelse af tjenestemænd fra 1979. Denne vejledning, der er udgivet af Kommissionens generaldirektorat for personale og administration, omfatter efter et titelblad og en indholdsfortegnelse et forord forfattet af det kommissionsmedlem, hvorunder generaldirektoratet for personale og administration hørte, efterfulgt af de gennemførelsesbestemmelser, som Kommissionen vedtog den 27. juli 1979, samt — på gule sider fra s. 13 ff. — en praktisk vejledning vedrørende udfærdigelsen af bedømmelserne. Vejledningen omfatter således en samling tekster af forskellig retlig karakter, uden at det klart angives, hvem der er forfatteren til de »gule sider«, dvs. s. 13 ff. Heller ikke Kommissionen gjorde det under den mundtlige forhandling klart, hvem den pågældende forfatter er, men efter publikationens opbygning må det antages, at teksten fra og med side 13 er formuleret af Kommissionens administration. Det er under alle omstændigheder klart, at de »gule sider«, der er gengivet i tilslutning til Kommissionens beslutning af 27. juli 1979, ikke udgør en del af Kommissionens beslutning, eftersom denne ikke indeholder en henvisning til nogen form for forklarende bemærkninger.

Det kan således under ingen omstændigheder antages, at Kommissionens administration ved at indsætte en fodnote på s. 46 i vejledningen i bedømmelse af tjenestemænd kunne dispensere fra begrundelseskravet i henhold til artikel 5, stk. 2, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser.

Eftersom Domstolen i sin førnævnte dom af 25. november 1976 fastslog, at tjenstlige bedømmelser i hvert fald skulle begrundes, såfremt dette var foreskrevet i de gennemførelsesbestemmelser, der var vedtaget af vedkommende fællesskabsinstitution, hvilket klart er tilfældet her, er det ikke nødvendigt yderligere at tage stilling til, om ikke allerede tjenestemandsvedtægtens artikel 25 i hvert fald indebærer et krav om begrundelse, når den tjenstlige bedømmelse indeholder en lavere karakter end tidligere.

Hvad særlig angår bedømmelserne for referenceperioden 1977-1979 skal det imidlertid yderligere bemærkes, at der her foreligger særlige omstændigheder som følge af overgangen fra et simpelt til et mere nuanceret karaktergivningssystem.

Det kunne således hævdes, at der muligvis ikke kræves en nærmere begrundelse i det tilfælde, hvor en mindre forskel i bedømmelsen alene skyldes, at systemet er blevet nuanceret, som f.eks. når en tjenestemand, der under det gamle system på alle punkter opnåede den højeste karakter af tre, efter det nye system kun opnår den næsthøjeste af fem karakterer. I et sådant tilfælde kunne der som en fyldestgørende begrundelse for den ændrede vurdering være henvist til indførelsen af det nye system.

Er forholdet imidlertid det, at en ændring af karaktererne ikke udelukkende skyldes, at systemet er blevet mere nuanceret, men er et udtryk for, at tjenestemandens indsats betragtes som klart ringere, burde en sådan lavere placering utvivlsomt have været begrundet.

Eftersom den under sagen omtvistede bedømmelse imidlertid ikke indeholder nogen som helst begrundelse for den i det hele mærkbart lavere placering, der endog er væsentlig lavere for så vidt angår underpunktet »Evne til at tilpasse sig tjenestens krav«, må dette anbringende tages til følge, hvilket indebærer, at den tjenstlige bedømmelse af sagsøgeren for perioden 1977-1979 skal annulleres.

Under den mundtlige forhandling forsøgte Kommissionen efterfølgende at give en begrundelse for sagsøgerens lavere karakter vedrørende den analytiske vurdering. Kommissionen gjorde navnlig gældende, at generaldirektoratet for landbrug, som sagsøgeren havde været tilknyttet på daværende tidspunkt, ved slutningen af 1978 og begyndelsen af 1979 befandt sig i en vanskelig situation, eftersom udformningen af landbrugspolitikken havde været genstand for dyb uoverensstemmelse i Ministerrådet, samtidig med at det havde været nødvendigt at omstrukturere generaldirektotatet for landbrug. Der var endvidere blevet udnævnt en ny generaldirektør, der først havde måttet hævde sin autoritet inden for generaldirektoratet. På dette tidspunkt gjorde sagsøgeren indsigelse mod at blive placeret i en anden afdeling under generaldirektoratet, hvilket havde skabt yderligere vanskeligheder for den nyudnævnte generaldirektør for generaldirektoratet for landbrug på et tidspunkt, da generaldirektoratet havde stået over for alvorlige vanskeligheder.

Det kan ikke afvises, at det forholder sig som anført. Det fremgår faktisk af to skrivelser fra sagsøgeren af 10. og 19. januar 1979, at det under en samtale var blevet meddelt ham, at han ville blive omplaceret inden for generaldirektoratet for landbrug.

Det står imidlertid fast, at generaldirektoratet for personale og administration først traf den egentlige afgørelse om omplacering den 13. marts 1979, dvs. på et tidspunkt da sagsøgeren allerede var invalid efter uheldet den 20. februar 1979. Sagsøgeren har i øvrigt bestridt at have modtaget denne afgørelse, og i sagsøgerens aktmappe er dokumentet vedrørende denne afgørelse — i modsætning til andre dokumenter — ikke påført sagsøgerens kvittering for modtagelsen. I henhold til tjenstemandsvedtægtens artikel 26, stk. 2, kan afgørelsen herefter ikke gøres gældende over for sagsøgeren.

Det bemærkes yderligere, at skrivelsen fra generaldirektøren for generaldirektoratet for landbrug af 12. marts 1980 ( 49 ), hvori sagsøgeren anmodes om at tiltræde tjenesten i sin nye afdeling, intet indeholder om, at der allerede skulle være givet sagsøgeren meddelelse om omplaceringen inden for generaldirektoratet for landbrug.

Kommissionens anbringende, hvorefter sagsøgerens »evne til at tilpasse sig tjenestens krav« skulle være utilfredsstillende, kan følgelig ikke lægges til grund i nærværende sag. Et sådant anbringende måtte i øvrigt også afvises som for sent fremsat, da det hverken er gjort gældende under klageproceduren eller under skriftvekslingen ved Domstolen.

Sagsøgeren har for det fjerde anført, at bedømmeren og appelbedømmeren byggede deres vurdering på forhold, der ikke lå inden for referenceperioden idet de vedrørte tiden efter den 30. juni 1979. Sagsøgeren har anført, at da han ikke har aktindsigt, må han i det mindste bygge på en formodning herom.

Kommissionen har heroverfor anført, at der i sagen ikke findes noget, der støtter sagsøgerens anbringende.

Eftersom sagsøgeren faktisk intet har anført til støtte for sit fjerde anbringende, må dette afvises.

Sagsøgeren har for det femte anført, at bedømmeren såvel som appelbedømmeren udøvede magtfordrejning, idet de udfærdigede, henholdsvis godkendte en bedømmelse, der nødvendigvis ville afskære sagsøgeren fra at bliveforfremmet fra lønklasse A 5 til lønklasse A 4.

Sagsøgeren har til støtte for dette anbringende henholdt sig til de samme antagelser, som han allerede har fremført i forbindelse med det fjerde anbringende.

Over for dette anbringende har Kommissionen anført, at sagsøgeren intet har anført til støtte for anbringendet om magtfordrejning.

Eftersom sagsøgeren også til støtte for sit femte anbringende kun har henholdt sig til antagelser, der ikke er påvist at have nogen støtte i sagens faktiske omstændigheder, må også dette anbringende afvises.

Sagsøgeren har for det sjette anført, at appelbedømmeren i sin endelige stillingtagen til bedømmelsen af 7. juli 1983 ( 50 ) heller ikke har anført nogen begrundelse for de lavere karakterer vedrørende den analytiske vurdering, hvilket er i strid med tjenestemandsvedtægtens artikel 25. Sagsøgeren erkender, at appelbedømmeren ikke var forpligtet til at følge udtalelsen fra Det paritetiske Bedømmelsesudvalg, men han var bundet af udvalgets opfattelse, hvorefter der gjaldt et begrundelseskrav.

Kommissionen har vedrørende dette anbringende henholdt sig til Domstolens tidligere nævnte praksis, hvorefter begrundelseskravet ikke gælder for tjenstlige bedømmelser.

Det bemærkes i denne forbindelse for det første, at Kommissionens almindelige gennemførelsesbestemmelser af 27. juli 1979ikke udtrykkeligt pålägger appelbedømmeren at begrunde sin afgørelse. I henhold til punkt. C. 2.2 på side 67 i vejledningen i bedømmelse af tjenestemænd påhviler det imidlertid appelbedømmeren at tage selvstændig stilling til bedømmelsessagen, såfremt Det paritetiske Bedømmelsesudvalg giver den bedømte tjenestemand medhold.

Dette var faktisk situationen under den foreliggende sag, for så vidt som Det paritetiske Bedømmelsesudvalg havde påpeget en række svage punkter i bedømmelsen af sagsøgeren.

Som allerede anført blev der ikke givet nogen begrundelse for nedplaceringen af sagsøgeren under de analytiske vurderinger, hvilket er i strid med artikel 5, stk. 2, i Kommissionens almindelige gennemførelsesbestemmelser af 27. juli 1979. Selv om man ville indtage det standpunkt, at der ikke allerede af tjenestemandsvedtægtens artikel 25 følger en pligt til at begrunde ringere bedømmelsesresultater, men at dette kræver en særlig hjemmel — som den der findes her — så må der stilles følgende krav til appelbedømmeren: principielt påhviler det ham ikke at anføre en begrundelse for sin afgørelse, når han tiltræder indholdet af en bedømmelse, der i sig selv er korrekt. Vil appelbedømmeren imidlertid stadfæste en bedømmelse, der er behæftet med formelle mangler — såsom manglende begrundelse for nedplaceringen under de analytiske vurderinger — påhviler det ham at angive den manglende begrundelse i en afgørelse om stadfæstelse.

Eftersom appelbedømmeren ikke har handlet som anført, må sagsøgeren gives medhold i det sjette anbringende.

Sagsøgeren har subsidiært krævet erstatning og har til støtte herfor — som sit syvende anbringende - anført, at den tjenstlige bedømmelse af ham for perioden juli 1977-juni 1979 blev udfærdiget med en væsentlig forsinkelse, idet den først forelå endeligt den 7. juli 1983. Sagsøgeren har henskudt spørgsmålet om erstatningens størrelse til Domstolen, hvorved han dog har anført, at han anser et beløb på 100000 BFR for rimeligt.

Kommissionen har erkendt, at udfærdigelsen af bedømmelsen skete med en væsentlig forsinkelse, hvorved Kommissionen ligeledes har henskudt til Domstolen, om den vil tilkende sagsøgeren en symbolsk erstatning. Kommissionen har imidlertid bestridt, at forsinkelsen med udfærdigelsen af bedømmelsen skulle have påført sagsøgeren et tab, der kan opgøres i penge.

Som nævnt er den væsentlige forsinkelse med udfærdigelsen af den tjenstlige bedømmelse — som Kommissionen ikke har fremført nogen som helst undskyldning for — en grov tjenstlig fejl. Selv om sagsøgeren ikke har bevist, at en eventuel forfremmelse er blevet forhindret eller forsinket som følge af denne fejl, har han imidlertid godtgjort, at der er påført ham en ideel skade som følge af, at hans aktmappe hverken er i forskriftsmæssig stand eller fuldstændig. Han kan på dette grundlag kræve erstatning i tillæg til den erstatning, der allerede tilkommer ham i sag 157/83.

I dommen af 5. maj 1983 i sag 207/81 ( 51 ) fandt Domstolen, at 20000 BFR var en rimelig erstatning for forsinkelsen med udfærdigelsen af bedømmelsen. Under hensyn til, at påstanden om annullation af bedømmelsen ikke blev taget til følge ved dommen i den nævnte sag, hvorimod påstanden herom bør gives medhold i nærværende sag, vil jeg anse en erstatning på 60000 BFR for rimelig. Det må herved tages i betragtning, at efter afsigelsen af dommen i nærværende sag vil der på ny mangle en bedømmelse af sagsøgeren for perioden juli 1977-juni 1979. Det forhold, at bedømmelsen annulleres, fordi der ikke blev givetnogen begrundelse for de væsentligt lavere karakterer vedrørende den analytiske vurdering, er dernæst mere graverende, end at bedømmelsen blot er udarbejdet med forsinkelse.

V —

Under henvisning til det anførte foreslår jeg, at der i de forenede sager 173/82, 157/83 og 186/84 afsiges sålydende dom:

Sag 173/82:

Sagen afvises.

Sagsøgte betaler sagens omkostninger.

Sag 157/83:

Sagsøgte betaler sagsøgeren 40000 BFR i erstatning for den skete tjenstlige fejl.

I øvrigt frifindes sagsøgte.

Sagsøgte betaler sagens omkostninger.

Sag 186/84:

Bedømmelsen af sagsøgeren for perioden 1. juli 1977-30. juni 1979 annulleres.

Sagsøgte betaler sagsøgeren 60000 BFR i erstatning for den skete tjenstlige fejl.

Sagsøgte betaler sagens omkostninger.

( *1 ) – Oversat fra tysk.

( 1 ) – Jfr. Kommissionens beslutning af 21. december 1970 som ændret den 14. juli 1971, meddelelser fra Kommissionens administration nr. 42 af 15. maj 1975, bilag 22 til svarskriftet i sag 173/82.

( 2 ) – Jfr. meddelelser fra administrationen nr. 309 af 26. februar 1981, bilag 5 til duplikken i sag 173/82. O.a.: Dansk version i meddelelser fra administationen nr. 322 af 3. juni 1981.

( 3 ) – Jfr. skrivelse fra direkteren for direktorat IX A »personale« af 13. marts 1979, bilag 3 til svarskriftet i sag 173/82.

( 4 ) – Bilag 3 til stævningen i sag 186/84.

( 5 ) – Bilag 4 til duplikken i sag 173/82.

( 6 ) – Bilag 3 til duplikken i sag 186/84.

( 7 ) – Bilag 10 til svarskriftet i sag 173/82.

( 8 ) – Bilag 9 til replikken i sag 173/82.

( 9 ) – Jfr. bilag 13 til replikken i sag 173/82.

( 10 ) – Jfr. skrivelser af 19. marts 1981, 15. juni 1981 og 7. oktober 1981, bilag 14-16 til replikken i sag 173/82.

( 11 ) – Jfr. ovenfor s. 498, fase 2.

( 12 ) – Bilag 3 til stævningen i sag 173/82.

( 13 ) – Sml. 1982, s. 4047.

( 14 ) – Bilag 14 til svarskriftet i sag 173/82.

( 15 ) – Jfr. udvalgets referat af 14. juli 1982, bilag 15 til svarskriftet i sag 157/83.

( 16 ) – Meddelelser fra administrationen nr. 376 af 6. august 1982, bilag 19 til svarskriftet i sag 173/82.

( 17 ) – Kendelse af 9. juni 1980 i sag 123/80 og 123/80 R, B. mod Europa-Parlamentet, Sml. 1980, s. 1789 og 1793.

( 18 ) – Dom af 1. juli 1964 i sag 80/63, Robert Degreef mod Kommissonen, Śml. 1954-1964, s. 507.

( 19 ) – Jfr. dc almindelige gennemførelsesbestemmelser af 21. december 1970, bilag 22 til svarskriftet i sag 173/82.

( 20 ) – Dom af 11. juli 1985 i sag 236/82, Bräutigam mod Rådet for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1985, s 2401.

( 21 ) – Jfr. dom af 23. januar 1975 i sag 29/74, Raphael de Dapper mod Europa-Parlamentet, Sml. 1975, s. 35; dom af 5. juni 1980 i sag 24/79, Dominique Noëlle Oberthür mod Kommissionen, Sml. 1980, s. 1743; dom af 17. december 1981 i de forenede sager 156/79 og 51/80, Pierre Gratreau mod Kommissionen, Sml. 1981, s. 3139; dom af 27. januar 1983 i sag 263/81, Harald List mod Kommissionen, Sml. 1983, s. 103.

( 22 ) – EFT 1982 L 31, s. 66.

( 23 ) – Bilag 17 til svirskrift i sag 157/83.

( 24 ) – Bilag 18 til svarskrift i sag 157/83.

( 25 ) – Meddelelser fra administrationen nr. 390 af 11. januar 1983, bilag 20 til svarskriftet i sag 157/83.

( 26 ) – Bilag 19 til svarskrift i sag 157/83.

( 27 ) – Bilag 21 til svarskriftet i sag 157/83.

( 28 ) – Jfr. ovenfor afsnit IL, punkt 3. og 4.

( 29 ) – Bilag 15 til svarskriftet i sag 157/83.

( 30 ) – Jfr. meddelelser fra administrationen nr. 309 af 26. februar 1981, bilag S til duplikken i sag 173/82. O.a.: Dansk version i meddelelser fra administationcn nr. 322 af 3. juni 1981.

( 31 ) – Bilag 15, s. 4, til svarskriftet i sag 157/83.

( 32 ) – Dom af 1. juli 1976 i sag 62/75, Jan Eliza de Wind mod Kommissionen, Sml. 1976, s. 1167.

( 33 ) – Dom af 30. oktober 1974 i sag 188/73, Daniele Grassi mod Rådet for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1974, s. 1099.

( 34 ) – Jfr. ovenfor UB. 1. b).

( 35 ) – Dom af 5. juni 1980 i sag 24/79, Dominique Noelle Oberthür mod Kommissionen, Smi. 1980, s. 1743.

( 36 ) – Bilag 2 til stavningen i sag 186/84.

( 37 ) – Bilag 7 til stævningen i sag 186/84.

( 38 ) – Bilag 8 til stivningen i sag 186/84.

( 39 ) – Bilag 5 til duplikken i sag 173/82.

( 40 ) – Skrivelse DC/2418/69-F, bilag 4 til duplikken i sig 186/84.

( 41 ) – Bilag 7 til stævningen i sag 186/84.

( 42 ) – Bilag 10 c til stævningen i sag 186/84.

( 43 ) – Bilag 9 til stævningen i sag 186/84.

( 44 ) – Bilag 10 til stævningen i sag 186/84.

( 45 ) – Jfr. meddelelser fra administrationen nr. 309 af 26. februar 1981, bilag 5 til duplikken i sag 173/82. O.a.: Dansk version i meddelelser fra administationen nr. 322 af 3. juni 1981.

( 46 ) – Bilag 4 til duplikken i sag 186/84.

( 47 ) – Dom af 25. november 1976 i Sig 122/75, Benhold Küster mod Europa-Parlamentet, Sml. 1976, s. 1685.

( 48 ) – Bilag 4 til duplikken i sag 186/84.

( 49 ) – Bilag 10 til svirskrift i sag 173/82.

( 50 ) – Bilag 9 til stævningen i sag 186/84.

( 51 ) – Dora af 5. maj 1983 i sag 207/81, Kuno Ditterich mod Kommissionen, Sml. 1983, s. 1359.

Full & Egal Universal Law Academy