FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. DARMON
FREMSAT DEN 27. SEPTEMBER 1984 ( *1 )
Høje Domstol.
1.
Idet jeg for så vidt angår de faktiske omstændigheder og retsformandlingerne henviser til fremstillingen i retsmøderapporten, skal jeg her alene anføre de omstændigheder, jeg finder afgørende for bedømmelsen af nærværende sag.
Den 1. oktober 1982 besluttede Revisionsretten at afholde en intern udvælgelsesprøve med henblik på at besætte en stilling som ekspeditionssekretær i stillingsgruppe A 5/A 4, hvis arbejdsopgaver — med referat til en overordnet tjenestemand — ville omfatte rådgivning samt gennemførelse af undersøgelser inden for områderne intern administration og budget.
For at kunne deltage i udvælgelsesprøven skulle ansøgerne navnlig opfylde to betingelser.
Den første betingelse var alternativt udformet. Ansøgerne skulle herefter:
—
enten være i besiddelse af et eksamensbevis udstedt efter afslutningen af fire års studier på universitetsniveau inden for et eller flere nærmere angivne områder,
—
eller dokumentere at have faglig erfaring på tilsvarende niveau, hvorved det anførtes, at en sådan erfaring anses for opnået ved en tidligere beskæftigelse: på hel tid, og som normalt forudsætter en universitets-eksamen, »forudsat at beskæftigelsen mindst har været af samme varighed som det tidsrum, der kræves for at gennemføre en med eksamensbevis afsluttet universitetsuddannelse«, som den, den forudsatte faglige erfaring skal kompensere.
Den anden betingelse skulle opfyldes af alle sagsøgere. Disse skulle have mindst seks års faglig erfaring, opnået ved en beskæftigelse på overordnet niveau med lignende arbejdsopgaver som den opslåede stillings.
I forhold til den første betingelse anførtes det, at —
—
der tages herved hensyn til faglig erfaring, der er opnået efter erhvervelsen af eksamensbevis"
—
»såfremt ansøgeren ikke har universitetseksamen, kræves 6 års faglig erfaring ud over den faglige erfaring, der kompenserer den manglende eksamen« (i dette sidste tilfælde skulle ansøgeren altså i alt dokumentere mindst ti års faglig erfaring).
2.
Den 7. december 1982 opstillede udvælgelseskomiteen listen over de tre ansøgere, den havde fundet egnet til den opslåede stilling, placeret efter deres kvalifikationer. På denne liste, som de ansatte fik underretning om den følgende dag, var Calvin Williams kun nr. 2. Øverst stod Hartmut Schwiering, som Revisionsretten derefter besluttede at udnævne.
Dette resultat og den efterfølgende udnævnelse kom ikke som en overraskelse for Williams. Han havde nemlig allerede den 16. november 1982 hos en notar i Luxembourg deponeret en liste med navnene på seks ansøgere i seks udvælgelsesprøver — blandt disse Schwiering — som Williams var sikker på ville blive de foretrukne som resultat af de pågældende pøver, som han betegnede som »skinprøver«.
Williams' forudsigelser skulle vise sig at være rigtige.
Finansinspektøren nægtede at give udnævnelsen af Schwiering påtegning om godkendelse med den begrundelse, at Schwiering ikke opfyldte de i meddelelsen om udvælgelsesprøven fastsatte betingelser for at få adgang til prøverne. Revisionsretten forelagde herefter inspektøren en ny afgørelse, nr. 2239 af 1. 2. 1983, med en supplerende begrundelse, men den 28. februar 1983 nægtede inspektøren på ny at give godkendelses-påtegning. Ved beslutning af 24. marts 1983 bestemte Revisionsretten, at den ville satte sig ud over det nævnte afslag og opretholdt herved »beslutning ... nr. 2239 af 1. februar 1983 om udnævnelse af Schwiering som tjenestemand på prøve i lønklasse A 5«.
Den 5. maj 1983 indgav Williams i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage over den sidstnævnte beslutning. Revisionsretten afviste klagen den 5. september 1983.
3.
Williams anlagde herefter nærværende sag, der blev registreret på Domstolens justitskontor den 18. november 1983, med påstand om, at
—
Schwiering's udnævnelse annulleres,
—
sagen henvises til ansættelsesmyndigheden under Revisionsretten med henblik på opfyldelsen af den dom, der afsiges,
—
Revisionsretten tilpligtes at betale sagsøgeren et ikke nærmere fastsat beløb som godtgørelse for ideel skade og 500000 LFR i erstatning for økonomisk tab; »dette krav frafaldes, såfremt sagsøgeren udnævnes i den pågældende stilling«.
4.
Revisionsretten har nedlagt påstand om afvisning af sagen og har til støtte herfor anført dels, at søgsmålet er anlagt for sent, dels at der savnes retlig interesse.
Disse to formalitetsindsigelser må afvises. Det kan nemlig ikke med rette antages, som hævdet af Revisionsretten, at »udnævnelsen af Schwiering blot er den automatiske følge af offentliggørelsen af listen over egnede ansøgere den 8. december 1982«, og at udnævnelsen følgelig alene er »en bekræftende retsakt uden egne retsvirkninger, der ikke kan udgøre et klagepunkt«. I henhold til artikel 1 i tjenestmandsvedtægtens bilag III, der vedrører udvælgelsesproceduren, skal ansættelsesmyndigheden, når den giver meddelelse om udvælgelsesprøver, specificere
»...
d)
de til de stillinger, der skal besættes, nødvendige diplomer og andre kvalifikationsbeviser eller praktiske erfaringer ...«
Det er korrekt, at udvælgelseskomiteen i henhold til nævnte bilags artikel 5 har kompetence til at udfærdige »listen over de ansøgere, der opfylder de betingelser, der er fastsat i meddelelsen om udvælgelsesprøven«.
Denne bestemmelse kan dog ikke fortolkes således, at den fratager ansættelsesmyndigheden beføjelsen til — eller ligefrem pligten til — at efterprøve, hvorvidt denne eller hin ansøger, som udvælgelseskomiteen har optaget på listen over egnede ansøgere, virkelig opfylder de betingelser med hensyn til eksamensbevis eller praktiske erfaringer, som ansættelsesmyndigheden selv har fastsat.
Det er herefter datoen for udnævnelsen, der er begyndelsestidspunktet for fristen på tre måneder i henhold til artikel 90, stk. 2.
Som det fremgår af retsmøderapporten er der blevet truffet tre beslutninger om udnævnelsen af Schwiering, nemlig henholdsvis 17. december 1982 og 1. februar og 24. marts 1983.
Den første af disse beslutninger kan ikke antages at medføre retsvirkninger. Den må nemlig anses for stiltiende tilbagekaldt ved beslutningen af 1. februar 1983 (nr. 2239), der blev forelagt finansinspektøren tillige med et forklarende notat nr. 2237 samt nye dokumenter vedrørende Schwiering's kvalifikationsbeviser og faglige erfaring, og som finansinspektøren den 28. februar 1983 på ny afslog at give godkendelsespåtegning.
Det er dette andet afslag på godkendelsespåtegning, og ikke det første, som Revisionsretten ved sin beslutning af 24. marts 1983 vedtog at sætte sig ud over, idet den anførte følgende:
»for så vidt som finansinspektøren den 28. februar 1983 — journalnr. CDV/CPF a-70/83 — har afslået at meddele godkendelsespåtegning vedrørende forslaget om afholdelse af de udgifter, der følger af ansættelsesmyndighedens beslutning nr. 2239 af 1. februar 1983 om udnævnele af H. Schwiering som tjenestemand på prøve i lønklasse A 5, bemærkes, at det desuagtet har sit forblivende ved den nævnte beslutning«.
Det er også beslutningen af 1. februar 1983, som Revisionsrettens præsident henviste til i skrivelsen af 5. september 1983 til Williams, hvorved denne klage blev afvist.
Selv om 1. februar og ikke 24. marts 1983 lægges til grund som begyndelsesdato, kan Williams' klage ikke betragtes som indgivet for sent, eftersom det ikke er godtgjort, og ikke engang påstået, at sagsøgeren havde kendskab til beslutningen om udnævnelse af Schwiering før den 4. maj 1983.
Der er heller ikke tale om manglende retlig interesse for så vidt angår det af sagsøgeren anlagte søgsmål, eftersom Williams i tilfælde af annullation af Schwiering's udnævnelse på ny kan søge om den ledige stilling.
5.
Opfyldte Schwiering betingelserne for at deltage i udvælgelsesprøven?
Revisionsretten har anført, at den, når den handler om ansættelsesmyndighed, »ikke er kompetent til at efterprøve grundlaget for udvælgelseskomiteens beslutning om at give en ansøger adgang til udvælgelsesprøven«.
Efter først at have givet udtryk for dette forbehold — der som nævnt må underkastes visse begrænsninger — har Revisionsretten imidlertid anført, at Schwiering opfyldte betingelserne for adgang til udvælgelsesprøven, og har til støtte herfor anført skiftende begrundelser.
Domstolen har derfor anmodet Revisionsretten om at oplyse, på hvilket grundlag den i sidste ende har ment, at Schwiering var berettiget til at deltage i den pågældende udvælgelsesprøve. Revisionsretten har »af respekt for udvælgelseskomiteernes uafhængighed og objektivitet« i så henseende henholdt sig til et notat, som udvælgelseskomiteens formand Mart har udfærdiget den 16. april 1984 som svar på Domstolens spørgsmål, og som Revisionsretten henholder sig til, idet den i det hele tilslutter sig det i dokumentet anførte. Det anføres i notatet, at
»A.
Udvælgelseskomiteen har lagt til grund, at Schwiering ikke er i besiddelse af en universitetsuddannelse, idet den pågældende ansøger ikke har godtgjort at have et eksamensbevis, der dokumenterer, at han har gennemført en universitetsuddannelse;
B.
Derimod har udvælgelseskomiteen lagt til grund, at Schwiering har mindst 48 måneders faglig erfaring på et niveau, der svarer til en universitetsuddannelse«.
Det fremgår af Mart's notat, at pr. 15. oktober 1982, der i henhold til meddelelsen om udvælgelsesprøven var sidste frist for indgivelsen af »ansøgninger vedlagt kopi af diplomer eller kvalifikationsbeviser samt dokumentation for faglig erfaring«, har udvælgelseskomiteen godskrevet Schwiering
—
ikke alene perioden 1. januar 1974 — 30. november 1977, hvorunder han arbejdede som personlig sekretær for Leicht, som dengang var formand for finansudvalget i Bundestag, samt den efterfølgende faglige erfaring opnået ved Revisionsretten indtil 15. oktober 1982, dvs. i alt et tidsrum på otte år, ni måneder og femten dage,
—
men tillige perioden oktober 1971 — 1. januar 1974, hvorunder han studerede jura ved universitetet i Bonn, dvs. syvogtyve måneder.
"Udvælgelseskomiteen (anfører Mart vedrørende dette punkt) var af den opfattelse, at de dele af det juridiske studium, som Schwiering havde gennemført, måtte betragtes som ligestillet med faglig erfaring og således udgøre en del af den krævede erfaring, med den begrundelse, at såfremt Schwiering straks var begyndt at arbejde i stedet for at påbegynde en uddannelse, ville der efter Revisionsrettens administrative praksis på daværende tidspunkt med hensyn til indplacering af personalet i almindelighed ikke have været nogen betænkeligheder ved at betragte dette som relevant erfaring
Det er således på grundlag af denne ligestilling — og dermed medregning af den periode, hvorunder Schwiering studerede, såvel som de perioder, hvorunder han havde forskelligt arbejde — at udvælgelseskomiteen har ment at kunne lægge til grund, at ansøgeren havde de ti års erhvervserfaring, der i alt krævedes, dersom eksamensbevis ikke forelå.
En sådan ligestilling er fuldstændig i strid med de førnævnte bestemmelser i meddelelsen om udvælgelsesprøven. Man kan nemlig ikke pr. definition anse det for en beskæftigelse, »der normalt forudsætter en universitetseksamen«, at en person har studeret netop med det formål at opnå en sådan eksamen. Det fremgår herefter, at selv om der kunne tages hensyn til ansættelsen som personlig medarbejder for Leicht, kunne Schwiering ikke pr. 15. oktober 1982 godtgøre at have de ti års faglig erfaring, der i alt kræves i hans tilfælde for at få adgang til udvælgelsesprøven.
Det følger heraf, at beslutningen af 1. februar 1983 om udnævnelse af Schwiering som tjenestemand på prøve i lønklasse A 5 såvel som, om fornødent, beslutningen af 24. marts 1983 om opretholdelse af den nævnte beslutning uanset finansinspektørens afslag på godkendelsespåtegning den 28. februar 1983 skal annulleres.
6.
Dersom Domstolen følger mit forslag til afgørelse og antager William's søgsmål til realitetsbehandling samt giver ham medhold for så vidt angår påstanden om annullation af udnævnelsen af Schwiering i den pågældende stilling, bør Revisionsretten afholde sagens omkostninger.
Er der grund til at gå videre? Det mener jeg ikke. Som anført af sagsøgte giver selv det at være anført øverst på listen over egnede ansøgere ikke automatisk et krav på at blive udnævnt. Ansættelsesmyndigheden kan enten iværksætte en ny ansættelsesprocedure eller ved en begrundet beslutning afslå at udnævne den første på listen.
Williams har ikke dokumenteret et virkeligt tab og har derfor intet retligt krav på erstatning.
7.
Jeg foreslår følgelig, at
—
Williams' søgsmål fremmes til realitetsbehandling.
—
beslutningen af 1. februar 1983 og, om fornødent, beslutningen af 24. marts 1983 om udnævnelse af Schwiering som tjenestemand på prøve i lønklasse A 5 annulleres,
—
der gives ikke Williams medhold i erstatningspåstanden,
—
det pålægges Revisionsretten at afholde nærværende sags omkostninger.
( *1 ) – Oversat fra fransk.
Full & Egal Universal Law Academy