FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
SIR GORDON SLYNN
FREMSAT DEN 8. MAJ 1984 ( 1 )
Høje Domstol.
I denne sag, som Kommissionen i medfør af EØF-traktatens artikel 169 har anlagt mod Den italienske Republik, er der nedlagt påstand om, at det statueres, at Italien har undladt at opfylde forpligtelser, der påhviler landet i henhold til traktaten.
I Rådets direktiv 79/32, der var rettet til alle medlemsstaterne, er der med henblik på forbrugsbeskatning bortset fra omsætningsafgift opstillet definitioner af de forskellige sorter forarbejdet tobak, der er i handelen. Ifølge direktivets artikel 9 skulle medlemsstaterne sætte de nødvendige administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser i kraft for senest den 1. januar 1980 at efterkomme direktivet, og de skulle underrette Kommissionen herom. Ifølge direktivet skulle medlemsstaterne også give meddelelse om teksten til de nationale retsforskrifter, som blev udstedt på det område, der er omfattet af direktivet.
Da Kommissionen ikke modtog nogen meddelelse fra den italienske regering,anmodede den ved en skrivelse af 1. oktober 1981 denne om at fremsætte sine bemærkninger. Den 20. november 1981 blev Kommissionen underrettet om, at et lovforslag faktisk var blevet fremsat i parlamentet. Da loven endnu ikke den 13. juli 1982 var blevet vedtaget, fremsatte Kommissionen i medfør af artikel 169 en begrundet udtalelse. Modtagelsen af denne begrundede udtalelse blev bekræftet den 28. juli 1982, men der fremkom ikke andre reaktioner, hvorfor sagen blev indbragt for Domstolen.
Under skriftvekslingen har regeringen forklaret, at lovforslaget blev fremsat i parlamentet i 1980 med henblik på en reform af forbrugsbeskatningssystemet for tobaksvarer. Loven blev ikke vedtaget i det daværende parlaments levetid, og et nyt lovforslag er blevet udarbejdet med henblik på en fremsættelse i parlamentet. Man har meddelt Domstolen, at selv om forslaget er færdigudarbejdet, er det ikke muligt at sige, hvornår det vil kunne vedtages.
Under disse omstændigheder kan der ganske enkelt ikke rejses nogen indsigelser imod Kommissionens påstande. Efter min opfattelse bør der gives Kommissionen medhold i dens påstand om, at det statueres, at Den italienske Republik har undladt at gennemføre den nødvendige lovgivning for at efterkomme direktivet, og den italienske regering bør tilpligtes at afholde Kommissionens omkostninger i sagen.
( 1 ) – Oversat fra engelsk
Full & Egal Universal Law Academy