RETSMØDERAPPORT
i sag 233/83 ( *1 )
I — Faktiske omstændigheder og skriftveksling
1.
Den 20. januar 1981 vedtog Rådet på grundlag af Kommissionens forslag af 9. december 1980 forordning (EØF) nr. 187/81 (EFT L 21 af 24.1.1981, s. 18) om tilpasning af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte i De europæiske Fællesskaber samt om justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner.
Under henvisning til denne forordning vedtoges den 10. februar 1981 forordning (EØF) nr. 397/81 (EFT L 46 af 19.2.1981, s. 1) om fastsættelse af løntabeller samt af øvrige lønelementer.
De to nævnte forordninger afveg fra Kommissionens forslag, og denne anlagde den 16. marts 1981 sag med påstand om annullation af forordning nr. 187/81 samt af artiklerne 1, afsnit a), 2, afsnit a) og afsnit b), og artikel 11, første afsnit, i forordning nr. 397/81.
Ved dom af 6. oktober 1982 (sag 59/81, Kommissionen mod Rådet, Sml. s. 3329) annullerede Domstolen forordning nr. 187/81 samt de ovennævnte bestemmelser i forordning nr. 397/81.
Under henvisning til denne dom vedtog Rådet på grundlag af Kommissionens forslag af 29. oktober 1982 forordning (EØF) nr. 3139/82 af 22. november 1982. I medfør af forordningen opgjorde og udbetalte Kommissionen derefter lønefterbetalingerne, uden at disse efterbetalinger var forhøjet med morarenter.
Denne afgørelse, der fremgik af lønsedlen for december 1982, påklagede sagsøgerne i medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2.
Klagerne blev afvist udtrykkeligt eller — i enkelte tilfælde — stiltiende.
2.
Efter afvisningen af klagerne anlagde sagsøgerne nærværende sag, der er registreret på Domstolen den 13. oktober 1983.
Skriftvekslingen er forløbet forskriftsmæssigt.
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
II — Parternes påstande
1.
Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
—
Det statueres, at søgsmålet kan antages til behandling i realiteten, og der gives sagsøgerne medhold.
—
Sagsøgernes lønsedler for december 1982 annulleres som ulovlige, for så vidt som de indeholder en udregning af den lønefterbetaling, som blev foretaget i medfør af Rådets forordning nr. 3139/82 af 22. november 1982, uden at denne efterbetaling var forhøjet med renter som erstatning for det formuetab, der var påført sagsøgerne; om fornødent annulleres endvidere den udtrykkelige og stiltiende afvisning àf de af sagsøgerne indgivne klager i medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2.
—
Sagsøgte tilpligtes at erstatte sagsøgerne det påførte formuetab, idet Domstolen fastsætter rentebeløbet, der bør opgøres efter den sædvanligvis anvendte sats, beregnet af de enkeltvis forfaldne efterbetalinger og indtil betaling sker.
—
I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, tilpligtes sagsøgte at afholde samtlige sagens omkostninger samt, jfr. procesreglementets artikel 73, litra b), at godtgøre de nødvendige udgifter, som parterne har afholdt med henblik på sagens behandling, især rejse- og opholdsudgifter samt salær til advokat.
2.
Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
—
Sagsøgte frifindes.
—
Sagsøgerne tilpligtes at afholde sagens omkostninger.
—
Det noteres, at sagsøgtes retsstilling er forbeholdt i enhver henseende.
III — Parternes anbringender og argumenter
Formaliteten
1.
Sagsøgerne har anført, at søgsmålet klart vedrører en akt, der indeholder et klagepunkt som omhandlet i tjenestemandsvedtægtens artikel 91, og de har herved henvist til, at Domstolen i dommen af 21. februar 1974 (de forenede sager 15-33/73 mil., R. Kortner-Schots mil., Sml. 1974, s. 177-193) har fastslået, at lønsedlerne kan betragtes som en afgørelse, at der kan støttes ret på dem over for institutionen, samt at de, såfremt de indeholder et klagepunkt, kan gøres til genstand for et søgsmål.
Sagsøgerne har endvidere anført, at søgsmålet er indgivet rettidigt og efter gennemførelse af en klagesag, samt at de ubestrideligt har søgsmålsinteresse, for så vidt som deres vederlag blev berørt af den omhandlede afgørelse, der indebærer et klagepunkt i forhold til sagsøgerne.
2.
Kommissionen har anført følgende argumenter og anbringender:
a)
Efter Kommissionens opfattelse kan en lønseddel gøres til genstand for et søgsmål, såfremt lønsedlen fremtræder som en beslutning angående vederlaget (Domstolens dom af 21. februar 1974, de forenede sager 15-33/73 mil., R. Kortner-Schots mil., Sml. s. 177-193).
I den foreliggende sag var de anfægtede lønsedler ikke udtryk for nogen afgørelse truffet af sagsøgte, men var en ren gennemførelsesforanstaltning vedrørende Rådets forordning nr. 3139/82.
Lønsedlerne var således foranstaltninger til gennemførelse af en rådsvedtagelse, og sagsøgte kan ikke herved antages at have truffet en afgørelse, der kan betragtes som et klagepunkt i henhold til sagsøgerne.
Søgsmålet bør følgelig afvises, for så vidt som der herunder påstås annullation af lønsedlerne.
b)
Kommissionen har i øvrigt anført, at sagsøgerne ved det anlagte erstatningssøgsmål i virkeligheden søger at opnå, at Rådets forordning nr. 3139/82 annulleres, idet forordningen efter sagsøgernes opfattelse ikke indebærer en tilstrækkelig tilpasning.
Kommissionen har anført, at sagsøgerne, der ikke har anfægtet den nævnte forordning inden udløbet af den fastsatte frist, ikke via et erstatningssøgsmål kan bøde på det forhold, at et annullationssøgsmål måtte være afvist, og opnå samme økonomiske resultat, som hvis de havde anlagt et annullationssøgsmål (sag 59/65, H. Schreckenberg mod Kommissionen for Det europæiske Atomenergifællesskab, Sml. 1965-1968, s. 327; sag 4/67, A. Collignon mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1965-1968, s. 415; de forenede sager 15-33/753 mil., Kortner-Schots mil. mod Rådet og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber og Europa-Parlamentet, Sml. 1974, s. 177-193).
3.
Sagsøgerne har i replikken anført følgende:
a)
Efter sagsøgernes opfattelse ville ethvert søgsmål, som de kunne have anlagt med påstand om annullation af forordning nr. 3139/82, være blevet afvist med henvisning til denne retsakts karakter af forordning, og de har anført, at Kommissionen selv nedlagde påstand om afvisning — som Domstolen tog til følge — i forbindelse med søgsmål, hvorunder der var nedlagt påstand om annullation af en rådsforordning (dom af 10. november 1981, sag 532/79 mil., Amesz mod Kommissionen og Rådet, Sml. s. 2569, samt dom af 4. oktober 1979, sag 48/79, Ooms mod Kommissionen, Sml. s. 3121).
b)
Ifølge sagsøgerne har de anfægtede lønsedler, der indeholder foranstaltninger til gennemførelse af Rådets forordning nr. 3139/82, ikke bevirket, at sagsøgerne blev stillet på samme måde, som de ville have været, dersom det vederlag, de havde krav på, var blevet betalt rettidigt, og lønsedlerne udgør således afgørelser truffet af sagsøgte, der indeholder et klagepunkt i forhold til sagsøgerne, og kan følgelig anfægtes ad rettens vej, jfr. tjenestemandsvedtægtens artikel 91.
Sagsøgerne har anført, at Kommissionen ikke påstod afvisning af søgsmålene under sag 3/83, Abrias mil. mod Kommissionen, sag 543/79, Birke mil. mod Kommissionen og sag 737/79, Battaglia mod Kommissionen (domme af 15. december 1982, Sml. s. 4425 og s. 4497), den første vedrørende en påstand om annullation af de lønsedler, hvorved der blev fratrukket et ekstraordinært krisefradrag — dvs. annullation af en forordning — den anden vedrørende en påstand om annullation af lønsedlerne med den begrundelse, at den lønafregning, der herved var foretaget i henhold til Rådets forordninger, hvilede på et mangelfuldt retsgrundlag.
Sagsøgerne har tillige anført, at såfremt man tiltrådte Kommissionens opfattelse, ville det under retstvister af samme art betyde, at enhver af de tjenestemænd, der mener, at en rådsforordning vedrørende tilpasningen af deres vederlag har påført dem et tab, ikke alene — og uanset at Kommissionen har indstævnet Rådet under et annullationssøgsmål for Domstolen — måtte indgive en række klager, eventuelt over flere år; de pågældende måtte tillige anlægge en række sager ved Domstolen for ikke at risikere, at fristerne udløb.
Sagsøgerne har anført, at Domstolen tidligere har fastslået, at denne opfattelse ikke kan tiltrædes, idet den udtalte:
»Henset til omstændighederne i den foreliggende sag (de månedlange drøftelser mellem Rådet, Kommissionen og repræsentanterne for personaleorganisationerne; den forsinkelse, hvormed Rådets forordninger var blevet tilpasset osv...), kunne sagsøgeren afvente udstedelsen af forordning nr. 3087/78 og navnlig, at denne konkret blev bragt i anvendelse på ham, inden han indgav en klage til ansættelsesmyndigheden og derefter anlagde sag ved Domstolen« (jfr. den nævnte dom af 15. december 1982).
4.
Kommissionen har i duplikken afstået fra yderligere procedure vedrørende den rejste formalitetsindsigelse.
Realiteten
— Påstanden om annullation
1.
Sagsøgerne har i stævningen anført to anbringender.
a)
Sagsøgerne gør gældende, at sagsøgte har overtrådt tjenestemandsvedtægtens artikel 65, stk. 1. Efter sagsøgernes opfattelse følger det af denne bestemmelse, at de efterbetalinger, der tilkom sagsøgerne i medfør af Rådets forordning nr. 3139/82, skulle være forhøjet med et beløb, der gav erstatning for udhulingen af pengenes værdi, for herved at give sagsøgerne den samme stilling, som de ville have haft, såfremt den løn, de havde krav på, var blevet udbetalt forskriftsmæssigt, dvs. betalt til sagsøgerne under overholdelse af de gældende betingelser og tidsfrister.
Ifølge sagsøgerne har den sagsøgte institution således efterfølgende forringet EF-tjenestemændenes faktiske købekraft, for så vidt angår perioden 1. juli 1979 til 31. december 1982, og hermed tilsidesat princippet om parallelitet mellem lønforhøjelserne for sagsøgerne og for nationale tjenestemænd.
b)
Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at den sagsøgte institution har overtrådt tjenestemandsvedtægtens artikel 62. De har anført, at artikel 62, stk. 1, fastslår, at tjenestemanden på grundlag af sin udnævnelse har ret til det vederlag, der svarer til hans lønklasse og -trin, at artikel 16 i vedtægtens bilag VII bestemmer, at vederlaget udbetales tjenestemanden den 15. i hver måned for den løbende måned, samt at artikel 62, stk. 2, præceptivt bestemmer, at tjenestemanden ikke kan give afkald på retten til vederlag.
Af det anførte følger efter sagsøgernes opfattelse modsætningsvis, at den, som det påhviler at opfylde forpligtelsen i forhold til tjenestemanden — dvs. den institution der er ansættelsesmyndighed — ikke kan anses for berettiget til at standse udbetalingen af tjenestemændenes vederlag eller nedsætte dettes størrelse.
Det er herefter sagsøgernes opfattelse, at den sagsøgte institution har formindsket den købekraft, som de har krav på, idet lønefterbetalingerne fandt sted med en forsinkelse på op til tredive måneder for dėn længste periodes vedkommende og alene med et beløb svarende til den nominelle løn, uden at der var taget hensyn til pengeforringelsen.
2.
Kommissionen har i svarskriftet anført følgende anbringender og argumenter:
a)
Med hensyn til sagsøgernes anbringende om, at sagsøgte har overtrådt tjenestemandsvedtægtens artikel 65, stk. 1, har Kommissionen anført, at det i vedtægtens artikel 65, stk. 1, bestemmes, at Rådet hvert år på grundlag af en rapport udarbejdet af Kommissionen undersøger lønningsniveauet for de EF-ansatte. På grundlag af den nævnte rapport skal Rådet »undersøge« spørgsmålet om en eventuel tilpasning af lønningerne inden for rammerne af Fællesskabets økonomiske og sociale politik; herunder hører den lønpolitik, der føres af Fællesskabets institutioner. I henhold til artikel 65, stk. 3, træffer Rådet efter forslag fra Kommissionen »afgørelse« på grundlag af nævnte undersøgelse.
Efter Kommissionens opfattelse overlader den omhandlede bestemmelse det således til Rådet at fastsætte de midler og den fremgangsmåde, der findes bedst egnet med henblik på gennemførelsen af en lønpolitik, der er i overensstemmelse med kriterierne i artikel 65 (sag 81/72, Kommissionen mod Rådet, dom af 5. juni 1973, Sml. s. 575), hvorved bestemmelsen giver Rådet et vidt skøn med hensyn til Fællesskabernes økonomiske og sociale politik (samme dom, s. 584).
Kommissionen har taget til efterretning, at artikel 65 er fundet at være til hinder for, at Rådet nedsætter EF-lønningernes købekraft med gennemsnitligt 1,6%, skønt købekraften af lønningerne i den offentlige sektor i medlemsstaterne i referenceperioden er steget med 1,6% (sag 59/81, Kommissionen mod Rådet, dom af 6. oktober 1982, Sml. s. 3329, 3356 ff.).
Derimod — anfører Kommissionen — følger det på ingen måde af nævnte artikel, at Fællesskabets institutioner skal forhøje EF-lønningernes købekraft i ganske samme omfang som købekraftsstigningen af lønningerne i den offentlige sektor i medlemsstaterne.
Ifølge Kommissionen giver artikel 65 ikke tjenestemændene noget som helst retligt krav på en lønstigning, der giver fuld dækning for udhulingen af pengenes købekraft, eftersom bestemmelsen ikke hjemler automatiske forhøjelser, men derimod en fremgangsmåde for tilpasning af vederlagene, der inddrager andre faktorer end forringelsen af købekraften og giver Rådet et vidt skøn.
Tjenestemandsvedtægtens artikel 65, stk. 1, ses herefter ikke at indeholde nogen bestemmelse, hvorefter de i forordning nr. 3139/82 omhandlede lønefterbetalinger skulle være forhøjet med morarenter som erstatning for den købekraftsforringelse, der skete mellem januar 1981 og december 1982.
b)
For så vidt angår anbringendet om, at vedtægtens artikel 62, stk. 2, er overtrådt, har Kommissionen anført, at vedtægtens artikel 62 har den retsvirkning, at såfremt en tjenestemand måtte have givet samtykke til et vederlag, der er lavere end det, der følger af vedtægten, betragtes et sådant samtykke som ugyldigt.
Efter Kommissionens opfattelse følger det på ingen måde af den nævnte artikel, at indholdet af lønkravet ikke kan ændres inden for rammerne af vedtægtens bestemmelser (f. eks. i henhold til artikel 65); artikel 62 omhandler i øvrigt ikke den situation, at vederlaget ændres i strid med vedtægtens bestemmelser — hvilket der ikke er tale om i nærværende sag — uden at tjenestemanden har samtykket i en sådan ændring.
3.
Sagsøgerne har i replikken omtalt den historiske baggrund for EF-institutionernes lønpolitik og anført, at den dialog, der i denne sammenhæng finder sted mellem personalet og Rådet på grundlag af et gensidigt tillidsforhold, ville miste sin mening, dersom Rådet frit kunne vedtage ulovlige forordninger. Sagsøgerne har anført, at de aldrig har bestridt, at forordning nr. 3139/82 er lovlig, men at de alene har anfægtet de afgørelser, som ansættelsesmyndigheden har truffet til gennemførelse af forordningen.
a)
Med hensyn til anbringendet om, at tjenestemandsvedtægtens artikel 65, stk. 1, er overtrådt, har sagsøgerne fremhævet, at det påhviler Rådet hvert år at undersøge tjenestemændenes lønningsniveau og herved fastsætte de midler og den fremgangsmåde, der findes bedst egnet under hensyn til kriterierne i vedtægtens artikel 65 (dom af 5. juni 1973, sag 81/72, Kommissionen mod Rådet, Sml. s. 575, 583), samt at Rådet skal træffe sin afgørelse inden for rammerne af Fællesskabets økonomiske og sociale politik.
Sagsøgerne har herved anført, at efter at Rådet i dette øjemed havde vedtaget forordning nr. 3139/82, hvorved der blev givet en lønforhøjelse, der ganske svarede til købekraftsstigningen for medlemsstaternes tjenestemænd, påhvilede det Kommissionen at gennemføre denne forordning ved gennemførelsesforanstaltninger, der var i overensstemmelse med det af Rådet fastsatte, dvs. at Kommissionen ved udbetalingen af lønefterbetalingerne skulle tage hensyn til udhulingen af pengenes værdi og følgelig forhøje disse beløb med renter efter gældende ret i de pågældende tjenestelande.
Dette har Kommissionen ikke gjort, og den har følgelig efter sagsøgerens opfattelse handlet i strid med den politik, som Rådet har ønsket at forfølge med forordning nr. 3139/82, og har dermed tilsidesat tjenestemandsvedtægtens artikel 65, stk. 1, eftersom Fællesskabets institutioner i deres egenskab af ansættelsesmyndighed skal træffe gennemførelsesforanstaltninger, der i ånd og bogstav er i overensstemmelse med den forordning, som Rådet har vedtaget i sin egenskab af lovgiver.
Sagsøgerne har endvidere anført, at parallelitetsprincippet i henhold til Domstolens praksis er retligt bindende, jfr. dom af 18. marts 1975 (sag 72/74, Union Syndicale mod Rådet, Sml. s. 401), hvor dette princip beskrives som »en reel stigning i købekraften for Fællesskabets lønninger, svarende til stigningen for de offentlige lønninger i medlemsstaterne«.
Sagsøgerne har anført, at dette princip, der var grundlæggende for den ordning, der blev indført i 1972, indgår — formuleret på samme måde — i den ordning, som Rådet vedtog den 26. juni 1976, og at Domstolen i dom af 6. oktober 1982 i sag 59/81 underkendte Rådets opfattelse og fastslog, at Rådets forordning nr. 187/81 var vedtaget i strid med dette princip.
Sagsøgerne har anført, at dette princip binder Fællesskabets institutioner, hvilket følger af bestemmelsen i tjenestemandsvedtægtens artikel 65, stk. 1, andet afsnit, såvel som af Domstolens praksis samt af den praksis, Rådet har fulgt på grundlag af forslag fra Kommissionen; til belysning heraf har sagsøgerne fremlagt et talmateriale, der hævdes at være udtryk for en »retssædvane«, som Kommissionen selv hævdede som retligt bindende under retsforhandlingerne for Domstolen i sag 59/81, hvorfor den ikke nu kan handle i strid hermed.
b)
For så vidt angår overtrædelsen af vedtægtens artikel 62, har sagsøgerne anført, at de ikke benægter, at Rådet inden for rammerne af vedtægtens bestemmelser samt efter gennemførelse af dialogen kan ændre indholdet af lønkravet, et spørgsmål som i øvrigt ikke reguleres i den omhandlede artikel; derimod påtaler sagsøgerne den forsinkelse, hvormed lønefterbetalingerne skete, hvilket må tilregnes Kommissionen som en fejl, idet den i gennem flere måneder anvendte den ulovlige forordning nr. 187/81, som den selv havde anfægtet under et søgsmål for Domstolen.
4.
Kommissionen har i duplikken anført følgende argumenter.
a)
Vedrørende anbringendet om overtrædelse af vedtægtens artikel 65, stk. 1, har den anført, at der hverken i henhold til denne artikel eller i henhold til Rådets beslutning af 26. juni 1976 om metoden for den årlige tilpasning af vederlagene gælder et princip, hvorefter EF-lønningerne skal stige i ganske samme omfang som lønningerne i medlemsstaterne, men alene, at udviklingen skal ske parallelt.
Kommissionen har nærmere anført, at når Rådet træffer afgørelse, skal det med henblik på at gennemføre det mål, der følger af grundprincippet, i henhold til 1976-metoden tage hensyn til fem faktorer (udviklingen i leveomkostningerne beregnet ved det »fælles indeks«, udviklingen i realindkomsten for medlemsstaternes tjenestemænd, reallønmassen pro persona i den offentlige administration, generelle faktorer af økonomisk og social karakter samt behovene for nyansættelser og fællesskabspersonalets struktur). I forbindelse med vedtagelsen af denne metode udtalte Rådet, at det ikke havde til hensigt at begrænse sin skønsbeføjelse ud over, hvad der følger af vedtægtens artikel 65, samt at Rådet ikke på noget tidspunkt havde tilsigtet at anvende et princip om identitet med de nationale tjenestemænds løn, men alene et parallelitetsprincip.
Kommissionen har endvidere anført, at Domstolen i dommen af 6. oktober 1982 i sag 59/81 (præmis 21 og 22) fastslog, at Rådet ved udøvelsen af sit skøn ikke kan undlade at tage hensyn til et af de kriterier, der nævnes i artikel 65, stk. 1, andet afsnit; derimod skal Rådet i henhold til dommen ikke kun tage hensyn til lønudviklingen i medlemsstaterne.
Kommissionen har endvidere anført, at sag 72/74, som sagsøgerne har henvist til, ikke er relevant, idet den nugældende metode ikke er den samme som 1976-metoden, at Domstolen ikke i sag 59/81 statuerede, at der forelå en krænkelse af et bindende parallelitetsprincip, men alene, at vedtægtens artikel 65, stk. 1 var overtrådt, at den retssædvane, som Kommissionen gjorde gældende i sag 59/81, er opstået ved den gentagne anvendelse af parallelitetsprincippet, men ikke af identitetsprincippet, at de EF-ansatte realløn i perioden 1975-1979 steg med 4,4% sammenlignet med 4% i den offentlige sektor i medlemsstaterne, hvilket er udtryk for paralleliteten, men ikke for nogen identitet, at forordning nr. 3139/82 ikke indeholder nogen bestemmelse om betaling af et beløb til erstatning for forringelsen af pengeværdien i forbindelse med udbetalingen af lønefterbetalingerne, og at Fællesskabets institutioner følgelig savnede hjemmel til at betale et sådant beløb på eget initiativ, og at der, selv om man anerkendte princippet om identitet mellem lønudviklingen for de EF-ansatte og i medlemsstaterne, ikke på grundlag af dette princip i tilfælde af, at tilpasningerne fastsættes med forsinkelse, kan kræves taget hensyn til forringelsen af pengenes værdi, medens forsinkelsen har varet.
b)
For så vidt angår overtrædelsen af vedtægtens artikel 62, har Kommissionen anført, at denne bestemmelse ikke omhandler spørgsmålet om en eventuel forhøjelse af vederlagene, eftersom bestemmelserne om fastsættelse af vederlagenes størrelse findes i tjenestemandsvedtægtens artikler 64, 65 og 66, medens artikel 62 alene vedrører retten til vederlaget.
— Påstanden om erstatning uden for kontrakt
1.
Sagsøgerne har i stævningen anført følgende:
a)
Den 20. januar 1980 anmodede Rådet Kommissionen om senest den 30. juni 1980 at forelægge Rådet en undersøgelse af, hvorledes metoden vedrørende tilpasning af EF-tjenestemændenes vederlag havde virket i praksis, ledsaget af forslag til ændringer, således at Rådet kunne træffe afgørelse inden udgangen af 1980. Kommissionen skulle tillige udarbejde en rapport, på grundlag af hvilken Rådet senest ultimo september kunne foretage den årlige undersøgelse af lønningsniveauet.
Sagsøgerne har anført, at Kommissionen ikke rettidigt fremlagde den undersøgelse, som Rådet havde anmodet om, og at Kommissionen først den 27. november 1980 fremlagde rapporten for 1980, jfr. tjenestemandsvedtægtens artikel 65, stk. 1, hvorved Kommissionen imidlertid gentagne gange gjorde Rådet opmærksom på, at man for så vidt angik 1980 var nødt til at anvende den indtil videre gældende metode for tilpasning og inden for de heri fastsatte tidsrammer; dette forslag havde personalerepræsentanterne erklæret sig indforstået med.
Sagsøgerne har anført, at Rådet uanset den holdning, som Kommissionen og personaleorganisationerne havde indtaget, vedtog forordning nr. 187/81, som senere blev annulleret af Domstolen.
Efter sagsøgernes opfattelse er der som følge af Kommissionens manglende omhu og det forhold, at Rådet vedtog en ulovlig forordning, påført dem et tab, der ikke kan anses for erstattet ved, at de alene fik udbetalt den nominelle løn, der følger af vedtægtens artikel 65, stk. 1, idet der i erstatningsøjemed burde være truffet sådanne foranstaltninger, at sagsøgerne blev stillet på samme måde, som de ville have været, såfremt hele den løn, de havde krav på, var betalt rettidigt.
Sagsøgerne er herefter af den opfattelse, at de af Kommissionen og Rådet begåede fejl — for Kommissionens vedkommende overskridelsen af de fastsatte frister og anvendelsen af en forordning, som den selv havde påstået annulleret, og for Rådets vedkommende vedtagelsen af en ulovlig forordning samt undladelsen af at træffe enhver foranstaltning til, at den årlige undersøgelse af lønningsniveauet kunne gennemføres i løbet af september — henset til vedtægtens artikel 65, stk. 1, udgør et myndighedsmisbrug, der har forårsaget det af sagsøgerne lidte tab, og at sagsøgte som følge af denne årsagsforbindelse skal yde sagsøgerne erstatning.
b)
Sagsøgerne har til støtte for denne opfattelse og dermed for deres påstand henvist til Domstolens egen praksis såvel som til praksis ved andre internationale og nationale forvaltningsdomstole.
Sagsøgerne har anført, at Domstolen i dommen af 2. juli 1981 (sag 185/80, Garganese mod Kommissionen, Sml. s. 1785) tilkendte morarenter af en ydelse, der var betalt for sent, nemlig efter de foreskrevne forfaldsterminer, og at Domstolen ved dommen af 6. oktober 1982 (sag 9/81, Williams mod Revisionsretten, Sml. s. 3301) statuerede, at der skulle betales renter fra de respektive forfaldsdatoer af de løntillæg, der tilkom sagsøgeren som følge af en ændring af hans løntrin med tilbagevirkende gyldighed.
Sagsøgerne har endvidere henvist til kendelse nr. 6 af 27. februar 1947 afsagt af den administrative ankeinstans ved Den internationale Arbejdsorganisation, hvored Institut international de cooperation intellectuelle blev tilpligtet at betale erstatning som følge af forsinkelsen med udbetalingen af de beløb, der tilkom sagsøgeren, samt til afgørelse nr. 105 af 10. januar 1980 fra klagenævnet ved NATO, hvorved denne internationale organisation blev kendt pligtig at betale renter som erstatning for det tab, der var påført dens tjenestemænd som følge af forsinkelsen med betalingen af de lønninger m. v., som de havde krav på.
Sagsøgerne har endelig anført en række domme afsagt af Belgiens kassationsret vedrørende forvaltningens erstatningsansvar, såfremt den ved en ulovlig retsakt har kunnet påføre borgeren et tab, samt vedrørende princippet om, at opgørelsen af tabet i den enkelte sag sker på grundlag af forholdene på tidspunktet for domsafsigelsen, hvorved der skal tages hensyn til pengeforringelsen for at sikre en fuldstændig erstatning af det lidte tab, hvilket sker ved, at der ydes en erstatning for pengeforringelsen i tillæg til den erstatning, der skal erstatte tabet.
Efter sagsøgernes opfattelse fremgår det af det anførte, at efter de erstatningsprincipper, der gælder i medlemsstaternes retssystemer, og som er lagt til grund i Domstolens praksis og i praksis ved andre internationale og nationale retsinstanser, kan myndighederne for det første drages til ansvar for lovstridig adfærd, og skadelidte for det andet kræve en erstatning, der stiller ham på samme måde, som han havde været stillet, såfremt fejlen ikke var begået.
Efter sagsøgernes opfattelse opnår de ved betalingen af de krævede renter således blot erstatning for det tab, som de faktisk har lidt som følge af værdiforringelsen af den løn, som de fik udbetalt, sammenlignet med dennes værdi, såfremt de havde modtaget den på forfaldstidspunktet i henhold til tjenestemandsvedtægten.
c)
Sagsøgerne er af den opfattelse, at der med henblik på en retfærdig og rimelig opgørelse af tabet skal svares renter efter de satser, der gælder i henhold til lovgivningen i det land, der er sagsøgernes tjenestested, dvs. Belgien; disse satser udgjorde — efter flere forudgående forhøjelser — 8% indtil den 31. juli 1981 og 12% fra den 1. august 1981.
Sagsøgerne har anført, at det fremgår af Domstolens nyere praksis (dom af 18. marts 1982, Chaumont-Barthel mod Parlamentet, sag 103/81, Sml. s. 1003), at renterne påløber fra det tidspunkt, da vederlaget skulle være betalt af administrationen, dvs. konkret
—
fra januar 1981 for efterbetalingerne vedrørende andet halvår 1980,
—
for efterbetalinger vedrørende perioden herefter fra den enkelte månedlige forfaldsdag, jfr. herved artikel 1 i forordningen af 22. november 1982,
—
fra januar 1982 for efterbetalingerne vedrørende andet halvår 1981,
—
for efterbetalingerne vedrørende perioden herefter fra den enkelte månedlige forfaldsdag, jfr. herved artikel 3 i den ovennævnte forordning.
2.
Kommissionen har i svarskriftet anført følgende argumenter.
a)
For så vidt angår den fejl, som den hævdes at have begået, har Kommissionen anført, at det ikke kan lægges den til last, at den anvendte forordning nr. 187/81, indtil forordning nr. 3139/82 forelå.
Kommissionen har anført, at den ikke kunne undlade at anvende forordning nr. 187/81, så længe Domstolen ikke havde truffet afgørelse vedrørende Kommissionens søgsmål, samt at Kommissionen, for så vidt angår perioden mellem dommen af 6. oktober 1982 og vedtagelsen af forordning nr. 3139/82, i henhold til konklusionen i nævnte dom fortsat skulle anvende forordning nr. 187/81.
Den forsinkelse, hvormed Kommissionen forelagde sin rapport for Rådet, har Kommissionen forklaret med en henvisning til, at man i 1981 overvejede en ændring af »metoden«.
Kommissionen har nærmere anført, at i forbindelse med vedtagelsen af Rådets forordning nr. 161/80 af 21. januar 1980 blev Kommissionen anmodet om inden den 1. juli 1980 at forelægge Rådet en undersøgelse af, hvorledes 1976-metoden havde virket i praksis, tillige med et forslag til en hensigtsmæssig ændring. Ultimo juni 1981 forelagde Kommissionen den ønskede undersøgelse tillige med forslag til ændringer.
Kommissionen har anført, at det beroede på denne omfattende opgave, at rapporten først blev fremsendt til Rådet den 27. november, og forsinkelsen skyldes således ikke, at Kommissionen udviste passivitet eller trak sagen i langdrag, men at ændringen af »metoden« var forbundet med vanskeligheder. Der foreligger følgelig intet forhold, der kan tilregnes Kommissionen som en fejl.
b)
I øvrigt er det efter Kommissionens opfattelse klart, at der ikke er nogen årsagsforbindelse mellem den forsinkelse på 2-3 måneder, hvormed den afgav den årlige rapport til Rådet, og det tab, som sagsøgerne påstår at have lidt derved, at de lønefterbetalinger, som de modtog i december 1982, ikke tog hensyn til den købekraftsforringelse, der skete mellem den 1. januar 1981 og den 31. december 1982.
Kommissionen har anført, at eftersom rapporten blev afgivet den 27. november 1980, havde det stadig været muligt for Rådet at træffe afgørelse inden udgangen af 1980.
Der er dernæst ifølge Kommissionen intet grundlag for at antage, at Rådet ville have truffet en anden afgørelse end den, der fremgår af forordning nr. 187/81, såfremt Kommissionen havde afgivet rapporten tidligere.
Efter Kommissionens opfattelse er der således ingen årsagsforbindelse mellem den fejl, den hævdes at have begået, og det af sagsøgerne påståede tab.
c)
Så vidt angår påstanden om morarenter, har Kommissionen anført, at i henhold til Domstolens praksis er retten til morarenter betinget af et påkrav herom (sag 11/63, Lepape mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 461; sag 58/75, Sergy mod Kommissionen, Sml. 1976, s. 1139; sag 115/76, Leonardini mod Kommissionen, Sml. 1978, s. 735; sag 114/77, Jacquemart mod Kommissionen, Sml. 1978, s. 1697).
Kommissionen har anført, at Domstolen alene har fraveget dette princip i sager kendetegnet ved ganske særlige omstændigheder og dermed helt forskellige fra nærværende sag, nemlig
—
i dommen i Garganese-sagen, som sagsøgerne har anført, og hvor afgørelsen er begrundet på følgende måde:
»under de i sagen foreliggende omstændigheder er det rimeligt...«,
—
i dommene i Herber- og Chaumont-Barthel-sagerne, som sagsøgerne også har henvist til, og hvor der var tale om beløb, som en institution uretmæssigt havde fratrukket.
Ifølge Kommissionen fremgår det herefter, at hvad enten man i nærværende sag lægger vægt på stævningens dato eller på tidspunktet for indgivelsen af klagen, ses påkravet at være fremsat efter det tidspunkt, da hovedstolen blev betalt (december 1982), hvorfor der ikke kan tilkendes sagsøgerne nogen morarenter.
Kommissionen har endelig og mest subsidiært anført, at der ikke foreligger noget som helst grundlag for at anvende en højere rentesats end den af Domstolen sædvanligvis anvendte sats på 6%.
3.
Sagsøgerne har i replikken fremsat følgende argumenter.
a)
For så vidt angår den fejl, som lægges Kommissionen til last, har sagsøgerne henvist til, at Kommissionen ikke alene forelagde Rådet sin rapport med en forsinkelse, som kunne være undgået, men at Kommissionen også anvendte en forordning, som den selv havde anfægtet som ulovlig.
Det kan efter sagsøgernes opfattelse ikke bestrides, at forsinkelsen med fremsendelsen af rapporten bevirkede, at dialogen mellem Rådet og personalerepræsentanterne blev indledt så sent, at der ikke var rimelig tid dels til at vurdere følgerne af beslutningen om at vedtage forordning nr. 187/81, dels — for så vidt angår personalerepræsentanterne — til at overbevise Rådet om, at det ikke burde træffe en sådan beslutning.
Ifølge sagsøgerne har Kommissionen således utvivlsomt udvist manglende påpasselighed, hvilket klart må tilregnes den som en fejl.
b)
For så vidt angår spørgsmålet om rentens størrelse og rentekravets begrundelse, har sagsøgerne henvist til dommen af 25. oktober 1983 i sag 107/82, AEG-Telefunken mod Kommissionen (Sml. s. 3151), hvorved Domstolen — for at forhindre at institutionernes retsakter gøres til genstand for søgsmål i rent forhalingsøjemed — fastlog, at Fællesskabets debitorer principielt må anses for pligtige at betale morarenter af de bøder, der er pålagt af Kommissionen. Sagsøgerne har anført, at Kommissionen i den pågældende sag gav udtryk for, at der kun kan være tale om at afstå fra at fuldbyrde en beslutning om pålæggelse af en bøde, såfremt skyldneren stillede kaution samt forpligtede sig til at betale renter beregnet efter Deutsche Bundesbank's diskontosats med tillæg af 1%.
Sagsøgerne har erklæret sig enige i den argumentation, som Kommissionen har fremført over for sine debitorer, og de finder, at den diskontosats, der anvendes af centralbanken i det land, der er tjenestested for de ramte tjenestemænd, med tillæg af 1%, således er en rimelig sats.
For så vidt angår Kommissionens argument om, at retten til morarenter forudsætter et påkrav herom, har sagsøgerne anført, at deres krav på at modtage vederlag har karakter af en grundrettighed.
Sagsøgerne har anført, at Frankrigs Conseil d'État i en praksis, der går langt tilbage, har fastslået, at tjenestemanden efter at have erlagt sin ydelse har erhvervet et endeligt retskrav, og at det hertil svarende beløb er forfaldet til betaling; det fremgår endvidere af denne praksis, at myndigheden ifalder ansvar, såfremt en bestemmelse om forhøjelse af tjenestemændenes vederlag vedtages med forsinkelse.
Sagsøgerne har anført, at Domstolen ved en række domme har tilpligtet Fællesskabets institutioner at betale renter fra de respektive forfaldsterminer i tillæg til de beløb, som tjenestemændene havde krav på, og som var blevet betalt for sent, og at Domstolen for nylig har fastholdt denne praksis ved dommen af 6. oktober 1982 i sagen 9/81, Williams mod Revisionsretten (Sml. s. 3301), hvorved Domstolen tilkendte tjenestemanden renter »fra de respektive forfaldsdage«.
4.
Kommissionen har i duplikken anført følgende.
a)
Den har som forklaring på den forsinkelse, hvormed den fremlagde rapporten for Rådet, henvist til, at medlemsstaterne selv havde afgivet de oplysninger, der var nødvendige med henblik på udarbejdelsen af rapporten, for sent, og den har fastholdt, at der ikke er nogen årsagsforbindelse mellem denne angivelige fejl og det påståede tab.
Kommissionen har i øvrigt anført, at den var bundet af forordning nr. 187/81, idet indbringelse af søgsmål for Domstolen i henhold til traktatens artikel 185 ikke har opsættende virkning.
Kommissionen har anført, at Domstolens dom af 6. oktober 1982 i sag 59/81 ikke giver støtte for sagsøgernes opfattelse, hvorefter det påhviler Kommissionen at yde erstatning for købekraftsforringelsen ved betaling af yderligere beløb, idet Domstolen udtalte, at »retsvirkningerne af disse forordningers bestemmelser (herunder forordning nr. 187/81) ... opretholdes, indtil Rådet har truffet de foranstaltninger, det har pligt til at træffe med henblik på opfyldelsen af denne dom«.
Kommissionen har anført, at Rådet udstedte sådanne foranstaltninger den 22. november 1982 ved forordning nr. 3139/82, og at Kommissionen få dage senere betalte lønefterbetalingerne, og at den derfor ikke kan lægges noget forhold til last.
b)
Vedrørende påstanden om morarenter har Kommissionen anført, at hvis der overhovedet kan påvises nogen almindelig retsgrundsætning vedrørende retten til morarenter, så er det principppet om, at morarenter — medmindre andet følger af en lovbestemmelse — kun kan kræves efter påkrav herom.
Kommissionen har henvist til artikel 1153 i den belgiske borgerlige lovbog, der har følgende indhold:
»For så vidt angår forpligtelser, der alene vedrører betaling af et bestemt beløb, anses tabet som følge af forsinket erlæggelse for erstattet ved betaling af de lovbestemte renter, medmindre andet er bestemt ved lov.
Den i stk. 1 nævnte erstatning kan kræves, uden at fordringshaveren skal godtgøre at have lidt et tab.
De lovbestemte renter påløber fra tidspunktet for påkravet om betaling, bortset fra tilfælde hvor de i henhold til lovgivningen påløber uden videre.«
Kommissionen har anført, at tjenestemandsvedtægten ikke indeholder nogen bestemmelse, hvorefter morarenter skal betales automatisk og uden påkrav.
For så vidt angår dommen af 25. oktober 1983 (AEG-Telefunken mod Kommissionen, sag 107/82, Sml. s. 3151), som sagsøgerne har henvist til, har Kommissionen endelig anført, at det ved dommen blev lagt til grund, at de nævnte selskaber havde opnået en væsentlig fordel ved at udskyde bødebetalingen længst muligt.
Kommissionen har anført, at denne dom er uden enhver relevans for nærværende sag, eftersom Kommissionen udbetalte de beløb, der tilkom sagsøgerne i medfør af forordning nr. 3139/82, få dage efter, at forordningen var trådt i kraft.
C. Kakouris
Refererende dommer
( *1 ) – Processprog: Fransk.
DOMSTOLENS DOM
30. september 1986 ( *1 )
I sag 233/83
P. Agostini mil., tjenestemænd ved Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, bistået og repræsenteret af advokat Jean-Noël Louis, rue Langeveld 51, boîte poostale 16, Bruxelles (1180), og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Nicolas Decker, 16, avenue Marie-Thérèse, boîte postale 335, Luxembourg,
sagsøgere,
mod
Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, ved Dimitrios Gouloussis, Kommissionens juridiske tjeneste, som befuldmægtiget, bistået af advokat Claude Verbraeken, 341, avenue Louise, Bruxelles (1150), og med valgt adresse i Luxembourg hos M. Beschel, Kommissionens juridiske tjeneste, Jean Monnet-bygningen, Kirchberg,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation på grund af ulovlighed
af de lønsedler, sagsøgte udstedte for december 1982, for så vidt som de indeholder beregning af den lønefterbetaling, som blev foretaget i medfør af Rådets forordning nr. 3139/82 af 22. november 1982, uden at denne efterbetaling var forhøjet med renter som erstatning for det formuetab, der var påført sagsøgerne, og
—
om fornødent af den udtrykkelige og stiltiende afvisning af de af sagsøgerne indgivne klager i medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2;
—
samt angående påstande om, at
sagsøgte tilpligtes at erstatte sagsøgerne det påførte formuetab, idet Domstolen fastsætter rentebeløbet, der bør opgøres efter den sædvanligvis anvendte sats, beregnet af de enkeltvis forfaldne efterbetalinger og til betaling sker,
sagsøgte i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, tilpligtes at afholde samtlige sagens omkostninger samt, jfr. procesreglementets artikel 73, litra b), at godtgøre de nødvendige udgifter, som parterne har afholdt med henblik på sagens behandling, især rejse- og opholdsudgifter samt salær til advokat,
har
DOMSTOLEN,
sammensat afdelingsformanden T. Koopmans, fungerende præsident, afdelingsformændene K. Bahlmann, og R. Joliét, dommerne G. Bosco, C. Kakouris, T. F. O'Higgins og F. Schockweiler,
generaladvokat: G. F. Mancini
justitssekretær: assisterende justitssekretær J. A. Pompe
på grundlag af retsmøderapporten som udsendt med henblik på retsmødet den 29. november 1984 og efter mundtlig forhandling den 19. marts 1986,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 19. marts 1986,
afsagt følgende
DOM
1
Ved stævning, indgivet til Domstolens justitskontor den 13. oktober 1983, har P. Agostini og andre tjenestemænd ved Kommissionen for De europæiske Fællesskaber anlagt sag, hvorunder de har påstået annullation af deres lønsedler for december 1982, der indeholdt beregning af den lønefterbetaling, som skete i medfør af Rådets forordning nr. 3139/82 af 22. november 1982 (EFT L 331 af 26.11.1982, s. 1), og om fornødent af den udtrykkelige eller stiltiende afvisning af sagsøgernes klager indgivet i medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2. Påstanden om annullation er begrundet med, at lønefterbetalingerne for perioden fra 1. juli 1980 ikke var forhøjet med renter, som sagsøgerne kræver opgjort og udbetalt efter den sædvanligvis anvendte sats. Endvidere påstås Kommissionen tilpligtet at betale erstatning som følge af den i mellemtiden skete forringelse af købekraften.
2
Den 20. januar 1981 vedtog Rådet i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 65 forordning nr. 187/81 om tilpasning af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte i De europæiske Fællesskaber samt om justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner (EFT L 21, s. 18); herved fulgte Rådet ikke Kommissionens forslag af 9. december 1980.
3
Under henvisning til denne forordning vedtog Rådet den 10. februar 1981 forordning nr. 397/81 om fastsættelse af løntabeller samt af øvrige lønelementer (EFT L 46, s. 1).
4
Den 16. marts 1981 anlagde Kommissionen sag med påstand om annulation af forordning nr. 187/81 samt af artiklerne 1, afsnit a), 2, afsnit a) og afsnit b), og artikel 11, første afsnit, i forordning nr. 397/81.
5
Ved dom af 6. oktober 1982 (Kommissionen mod Rådet, 59/81, Sml. s. 3329) annullerede Domstolen forordning nr. 187/81 samt de ovennævnte bestemmelser i forordning nr. 397/81.
6
Med henblik på at opfylde dommen vedtog Rådet på grundlag af Kommissionens forslag af 29. oktober 1982 forordning nr. 3139/82 af 22. november 1982.
7
I medfør af forordningen opgjorde og udbetalte Kommissionen derefter lønefterbetalingerne for perioden fra 1. juli 1980 indtil betalingstidspunktet.
8
Hver enkelt af sagsøgerne indgav derefter en enslydende klage i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, med krav om, at der blev taget hensyn til forringelsen af købekraften igennem den periode, der omfattes af efterbetalingerne i medfør af Rådets forordning nr. 3139/82; sagsøgerne krævede endvidere morarenter, som efter deres opfattelse skulle være betalt sammen med de skete lønefterbetalinger.
9
Efter at klagerne var blevet afvist udtrykkeligt eller stiltiende, anlagde sagsøgerne denne sag.
10
Ved dom, afsagt af Domstolens tredje afdeling den 4. juli 1985, blev sagen afvist, for så vidt angik påstanden om erstatning, samt henvist til Domstolens plenum med henblik på pådømmelse af sagsøgernes øvrige påstande.
11
Sagsøgerne har gjort gældende, at den enkelte ansættelsesmyndighed skal forhøje lønefterbetalingerne med morarenter, da betalingerne skete for sent.
12
Sagsøgerne har til støtte herfor henvist til tjenestemandsvedtægtens artikel 62, hvorefter tjenestemanden på grundlag af sin udnævnelse har ret til det vederlag, der svarer til hans lønklasse og -trin, og ikke kan give afkald på denne ret, samt til artikel 16, stk. 1, i tjenestemandsvedtægtens bilag VII, hvorefter vederlaget udbetales den 15. i hver måned for den løbende måned. Efter sagsøgernes opfattelse følger det af de nævnte bestemmelser, at vederlaget skal forhøjes med morarenter, dersom det betales for sent.
13
Sagsøgerne har endvidere anført, at undladelsen af at betale morarenter er i strid med ordningen i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 65, stk. 1, hvorefter der skal ske en årlig undersøgelse af lønningsniveauet for tjenestemændene og de øvrige ansatte i Fællesskaberne på grundlag af kriterier, der fremgår af de metoder, som Rådet fastsætter efter forslag fra Kommissionen. Sagsøgerne har anført, at Rådet i denne sag med udstedelsen af forordning nr. 3139/82 fastslog, at Fællesskabets tjenestemænd havde krav på en tilpasning af deres lønninger pr. 1. juli 1980. Det påhvilede herefter ansættelsesmyndigheden at betale morarenter til Fællesskabets tjenestemænd under hensyn til, at tjenestemændene fik de omhandlede beløb udbetalt med næsten to års forsinkelse i forhold til forfaldstidspunktet i henhold til vedtægten.
14
Kommissionen har anført, at tjenestemandsvedtægtens artikel 62 alene i generelle vendinger fastslår, at tjenestemanden har ret til vederlag, og at han ikke kan give afkald på denne ret. Dette betyder ikke, at indholdet af lønkravet ikke kan ændres inden for rammerne af vedtægtens bestemmelser, for artikel 62 omhandler overhovedet ikke vederlagets størrelse; fastsættelsen heraf sker i henhold til bestemmelserne i vedtægtens artikler 63, 64, 65 og 66. Kommissionen har endvidere anført, at efter vedtægtens artikel 65, stk. 1, fastsætter Rådet frit de midler og den fremgangsmåde, der findes bedst egnet med henblik på gennemførelsen af en lønpolitik; bestemmelsen hjemler ingen pristalsregulering eller automatiske forhøjelser, men fastlægger blot en fremgangsmåde for tilpasning og giver herved Rådet et vidt skøn. Kommissionen er herefter af den opfattelse, at den ikke i medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 65, stk. 1, af egen drift skulle forhøje lønefterbetalingerne i henhold til forordning nr. 3139/82 med morarenter, når forordningen ikke indeholdt nogen bestemmelse om betaling af sådanne renter.
15
Det bemærkes, at de af sagsøgerne påberåbte bestemmelser i tjenestemandsvedtægtens artikel 62 og i artikel 16 i vedtægtens bilag VII alene fastlægger tidspunktet for betaling af lønninger i henhold til gældende forordning. Bestemmelserne hjemler ingen renter, såfremt de forordninger, der med tilbagevirkende gyldighed fastsætter lønnen for tjenestemænd og andre ansatte, træder i kraft med forsinkelse. Tjenestemandsvedtægtens artikel 65, stk. 1, fastlægger alene en årlig undersøgelsesprocedure med henblik på tilpasning af tjenestemændenes vederlag; undersøgelsen, der indledes i september, strækker sig normalt over nogle måneder og afsluttes med en forordning, der nødvendigvis får tilbagevirkende gyldighed fra 1. juli s. å. Selv om forordningen under disse omstændigheder nødvendigvis får tilbagevirkende gyldighed, indeholder den nævnte artikel ingen bestemmelse om betaling af morarenter.
16
Det følger af det anførte, at anbringenderne om, at tjenestemandsvedtægtens artikel 62 og artikel 65, stk. 1, er tilsidesat, må forkastes.
17
Sagsøgerne har endvidere anført, at Kommissionen bør betale morarenter efter en almindelig retsgrundsætning i medlemsstaternes ret, der er anerkendt af Domstolen, og hvorefter der skal betales morarenter ved enhver forsinkelse med erlæggelsen af en pengeydelse. Efter sagsøgernes opfattelse skal ansættelsesmyndigheden betale morarenter, såfremt den forordning, der omhandles i tjenestemandsvedtægtens artikel 65, stk. 1, er blevet vedtaget med en betydelig forsinkelse i forhold til de sædvanlige tidsrammer; dette er netop tilfældet i denne sag, hvor forordning nr. 3139/82 blev vedtaget med næsten to års forsinkelse.
18
Kommissionen har anført, at medmindre renter automatisk påløber i henhold til en særlig lovbestemmelse, er retten til morarenter betinget af et forudgående påkrav herom. Denne betingelse er ikke opfyldt i nærværende sag, eftersom tjenestemandsvedtægten ikke indeholder nogen bestemmelse, hvorefter der automatisk skal betales morarenter, og sagsøgerne ikke har fremsat krav herom, før hovedstolen blev betalt.
19
Det bemærkes i så henseende, at der under alle omstændigheder kun skal betales morarenter, dersom hovedstolen lyder på et bestemt beløb, eller beløbet i det mindste kan bestemmes på grundlag af objektivt fastlagte kriterier. I den foreliggende sag blev en fordring på et bestemt beløb, henholdsvis på et beløb der kunne bestemmes, først hjemlet ved ikrafttrædelsen af forordning nr. 3139/82.
20
Der tilkommer nemlig Rådet et skøn, når det med hjemmel i tjenestemandsvedtægtens artikel 65 tilpasser vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte samt fastsætter justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner; den beløbsmæssige størrelse af disse tilpasninger etc. er derfor ganske uvis, indtil Rådet udøver de nævnte beføjelser og vedtager den omhandlede forordning. Ved den tidligere nævnte dom af 6. oktober 1982 fastslog Domstolen, at Rådet ved udøvelsen af sit skøn skal tage hensyn til visse faktorer; men Domstolen fastsatte — modsat sagsøgernes opfattelse — ikke de beløb, der faktisk tilkom tjenestemændene og de øvrige ansatte i henhold til vedtægtens artikel 65, ligeså lidt som den angav de objektive faktorer, der finder anvendelse ved den fornødne nærmere fastsættelse af disse beløb.
21
Det kan dernæst heller ikke tiltrædes, når det fra sagsøgernes side er hævdet, at forordning nr. 3139/82, som blev udstedt med tilbagevirkende gyldighed, dermed selv hjemlede den enkelte tjenestemand en fordring lydende på et bestemt beløb pr. de respektive lønforfaldsdatoer i henhold til vedtægten. Før ikrafttrædelsen af forordning nr. 3139/82 var hovedstolen nemlig ikke beløbsmæssigt fastsat, og for så vidt angår tiden efter ikrafttrædelsen, har sagsøgerne ikke hævdet, at der er udvist nogen forsinkelse med betalingen af de beløb, som forordningen hjemler krav på.
22
Det spørgsmål kunne i øvrigt rejses, om der kunne kræves morarenter, såfremt selve den beløbsmæssige fastsættelse af løntilgodehavendet var sket med en uundskyldelig forsinkelse. I den foreliggende sag vedtog Rådet imidlertid tilstrækkeligt hurtigt, nemlig den 22. november 1982, forordning nr. 3139/82 med henblik på at opfylde Domstolens førnævnte dom af 6. oktober 1982.
23
Det følger af det anførte, at der ikke skal betales morarenter i nærværende sag. Sagsøgerne kan følgelig ikke gives medhold i søgsmålet, som ved den tidligere nævnte dom, afsagt af Domstolens tredje afdeling den 4. juli 1985, blev henvist til pådømmelse i Domstolens plenum. Kommissionen for De europæiske Fællesskaber bør derfor frifindes i det hele.
Sagens omkostninger
24
Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, dømmes den part, der taber sagen, til at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 70 bærer institutionerne dog deres egne omkostninger i sager anlagt af Fællesskabets ansatte.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
1)
Sagsøgte frifindes.
2)
Hver part bærer sine omkostninger.
Koopmans
Bahlmann
Joliét
Bosco
Kakouris
O'Higgins
Schockweiler
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. september 1986.
P. Heim
Justitssekretær
Fungerende præsident
T. Koopmans
Afdelingsformand
( *1 ) – Processprog: Fransk.
Full & Egal Universal Law Academy