Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 . Tilnaermelse af lovgivningerne _ bortskaffelse af olieaffald _ direktiv 75/439 _ restriktioner for den fri erhvervsudoevelse og den fri konkurrence _ lovlighed _ betingelser
( Raadets direktiv 75/439 )
2 . Tilnaermelse af lovgivningerne _ bortskaffelse af olieaffald _ direktiv 75/439 _ national lovgivning vedroerende afbraending _ forenelighed _ kriterier
( Raadets direktiv 75/439 )
Sammendrag
1 . De ved direktiv 75/439 fastsatte foranstaltninger maa ikke hindre samhandelen inden for Faellesskabet , men hvor de ikke desto mindre kan have en restriktiv virkning paa den fri erhvervsudoevelse og den fri konkurrence , maa de ikke vaere af diskriminerende art og maa kun indebaere saadanne absolut uundgaaelige restriktioner , som er begrundet i det almene hensyn , som miljoebeskyttelsen udgoer .
2 . I det omfang , det paahviler medlemsstaterne at forbyde enhver form for bortskaffelse af olieaffald , der kan skade miljoeet , er en national lovgivning , som forbyder afbraending af olieaffald , medmindre afbraendingen foretages af autoriserede erhvervsdrivende paa anlaeg , der er saerlig indrettet hertil , ikke uforenelig med direktiv 75/439 .
Dommens præmisser
1 Ved dom af 23 . marts 1983 , indgaaet til Domstolen den 24 . oktober s.aa ., har Tribunal de grande instance de Créteil i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen og gyldigheden af Raadets direktiv 75/439 af 16 . juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald ( EFT L 194 , s . 31 ) for at kunne afgoere , om det franske dekret nr . 79-981 af 21 . november 1979 om genvinding af olieaffald ( JORF af 23 . november 1979 , s . 2900 ) og de hertil udstedte gennemfoerelsesbestemmelser er forenelige med faellesskabets regler under hensyn til , at de franske bestemmelser indeholder et forbud mod at anvende olieaffald som braendstof .
2 I henhold til de naevnte franske bestemmelser har anklagemyndigheden ved Tribunal de grande instance de Créteil nedlagt paastand om oploesning af foreningen »Association de défense des brûleurs d ' huiles usagées« ( herefter benaevnt ADBHU ) under henvisning til , at dens hovedformaal er lovstridigt . Dens formaal ifoelge vedtaegterne er saaledes at forsvare interesserne hos fabrikanter , handlende og andre brugere af varmeovne og varmeanlaeg , der kan drives saavel ved braendselsolie som ved affaldsolie , hvilket sidste er forbudt efter de franske bestemmelser .
3 Ifoelge artiklerne 2-4 i direktiv 75/439 skal medlemsstaterne traeffe de noedvendige foranstaltninger for at sikre indsamling og bortskaffelse af olieaffald uden skade lige virkninger , for saa vidt muligt ved genbrug . Direktivets artikel 5 bestemmer , at »saafremt de i artiklerne 2 , 3 og 4 fastsatte maal ikke kan naas paa anden vis , traeffer medlemsstaterne de foranstaltninger , der er noedvendige , for at én eller flere virksomheder foretager indsamling og/eller bortskaffelse af det olieaffald , som de faar tilbudt fra indehavere , eventuelt i det omraade , som i givet fald tildeles dem af den kompetente myndighed« . Efter artikel 6 , stk . 1 , boer »alle virksomheder , som bortskaffer olieaffald , opnaa tilladelse« hertil . Endelig bestemmer artiklerne 13 og 14 , at der i.h.t . princippet om , at »forureneren betaler« , kan ydes en godtgoerelse til de virksomheder , som foretager indsamling og/eller bortskaffelse af olieaffald til gengaeld for de forpligtelser , medlemsstaterne paalaegger disse virksomheder i henhold til direktivets artikel 5 ; godtgoerelsen maa dog ikke overstige de aarlige , faktiske konstaterede omkostninger .
4 Med henblik paa gennemfoerelsen af dette direktiv har den franske regering den 21 . november 1979 udstedt ovennaevnte dekret nr . 79-981 om genvinding af olieaffald med tilhoerende gennemfoerelsesbestemmelser af samme dato . I medfoer heraf er det franske territorium opdelt geografisk , og der er blevet indfoert en ordning , der kraever godkendelse saavel af de virksomheder , der indsamler , som de virksomheder , der bortskaffer olieaffald . Ifoelge artikel 3 i dekret nr . 79-981 skal indehavere af olieaffald enten overgive olieaffaldet til indsamlingsvirksomheder , der er godkendt i medfoer af samme dekrets artikel 4 , eller direkte overgive det til en bortskaffelsesvirksomhed , som har opnaaet godkendelse dertil i henhold til dekretets artikel 8 , eller forestaa bortskaffelsen paa egen haand , saafremt de selv er indehavere af en saadan godkendelse . Ifoelge dekretets artikel 6 er indsamlingsvirksomhederne forpligtet til at overgive det indsamlede olieaffald til de godkendte bortskaffelsesvirksomheder . Artikel 7 bestemmer , at »bortskaffelse af olieaffald kan kun ske enten ved recirkulation eller regenerering paa oekonomisk rimelige betingelser eller ved at anvende olieaffaldet som braendstof inden for industrien« . Det sidste er naermere praeciseret i artikel 2 , stk . 2 , i den bekendtgoerelse til gennemfoerelse af dekretet , der indeholder naermere regler vedroerende bortskaffelsen af olieaffald , og hvori det hedder , at bortskaffelsen ved afbraending skal ske i »anlaeg , som er godkendt i miljoebeskyttelsesmaessig henseende« .
5 Da de franske bestemmelser er vedtaget til gennemfoerelse af direktiv 75/439 , har ADBHU rejst det spoergsmaal ved den nationale ret , om direktivet indeholder hjemmel til at forbyde afbraending af olieaffald . Endvidere er der blevet udtrykt tvivl om , hvorvidt direktivet er i strid med visse af faellesskabsrettens almindelige retsgrundsaetninger .
6 Dette har foranlediget Tribunal de grande instance de Créteil til at udsaette sagen og anmode Domstolen om at traeffe en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen og gyldigheden af direktiv 75/439/EOEF , herunder navnlig praecisere :
»_ om direktivet strider mod de ved EOEF-traktaten indfoerte principper om handelsfrihed , frie varebevaegelser , fri konkurrence , dels under hensyn til , at direktivets artikel 5 og 6 giver medlemsstaternes kompetente myndigheder befoejelse til at fastlaegge de geografiske omraader , inden for hvilke myndighederne kan godkende én eller flere virksomheder til at indsamle og bortskaffe olieaffald , dels under hensyn til , at direktivets artikler 13 og 14 indeholder hjemmel til ydelse af stoette ;
_om direktivet i oevrigt indeholder hjemmel til at forbyde afbraending af olieaffald.«
Direktivets gyldighed
7 Formuleringen af det foerste praejudicielle spoergsmaal rejser tvivl om direktivets gyldighed som helhed , idet der dog navnlig sigtes til de bestemmelser , der eventuelt giver hjemmel til at give virksomheder eneret til at indsamle olieaffald inden for et bestemt geografisk omraade , paalaegger forpligtelse til forudgaaende godkendelse af bortskaffelsesvirksomhederne , og som giver mulighed for at yde godtgoerelse til de virksomheder , der foretager indsamling og bortskaffelse af olieaffald .
8 Det er derfor paakraevet at foretage en gennemgang dels af direktivets bestemmelser om ordningen med inddeling i geografiske omraader ( artikel 5 ) og forudgaaende godkendelse af bortskaffelsesvirksomhederne ( artikel 6 ), dels af bestemmelserne vedroerende ydelse af godtgoerelse ( artiklerne 13 og 14 ).
Direktivets artikler 5 og 6
9 Den nationale ret har spurgt , hvorvidt godkendelsesordningen er i strid med principperne om fri erhvervsudoevelse , frie varebevaegelser og fri konkurrence , uden yderligere at uddybe dette spoergsmaal . Det skal herved bemaerkes , at principperne om frie varebevaegelser og den fri konkurrence samt om den fri erhvervsudoevelse alle er grundrettigheder , der som saadanne udgoer generelle retsprincipper i faellesskabsretten , som det paahviler Domstolen at vaerne om . De naevnte bestemmelser i direktivet skal derfor undersoeges paa baggrund af disse principper .
10 Hvad angaar spoergsmaalet om , hvorvidt ordningen m.h.t . godkendelse af virksomheder til indsamling af olieaffald inden for bestemte geografiske omraader er i strid med princippet om de frie varebevaegelser , har Kommissionen , Raadet og den italienske regering i deres indlaeg ved Domstolen fremhaevet , for det foerste , at direktivets artikel 5 kun undtagelsesvis giver hjemmel til at oprette geografiske omraader , nemlig i det tilfaelde , hvor det ikke i praksis er muligt at etablere en mindre restriktiv ordning . For det andet goer de gaeldende , at direktivet , saaledes som det kraeves efter traktaten , ikke som helhed hindrer den frie bevaegelighed for olieaffald .
11 Raadet og Kommissionen har paa den ene side erkendt , at en godkendelsesordning principielt har en restriktiv virkning paa den fri erhvervsudoevelse , men paa den anden side gjort gaeldende , at den ved direktivets artikel 6 hjemlede ordning forfoelger et formaal i almenhedens interesse , som skal sikre , at bortskaffelsen af olieaffaldet ikke skader miljoeet .
12 Herom bemaerkes for det foerste , at princippet om den fri erhvervsudoevelse ikke gaelder ubetinget , men er underkastet visse begraensninger , der er begrundet i de hensyn , Faellesskabet forfoelger i almenhedens interesse , forudsat at selve det vaesentlige indhold i dette princip ikke beroeres heraf .
13 Der findes intet holdepunkt for at antage , at disse begraensninger er overskredet med udstedelsen af direktivet . Direktivet udgoer nemlig et led i miljoebeskyttelsen , som er et af Faellesskabets grundlaeggende formaal . Det fremgaar navnlig af den tredje og ottende betragtning til direktivet , at enhver ordning om bortskaffelse af olieaffald boer have som formaal at beskytte miljoeet mod de skadelige virkninger som foelge af udtoemning , opbevaring og behandling af olieaffald . Det fremgaar endvidere , naar man sammenholder alle direktivets bestemmelser , at der ved direktivet er draget omsorg for at sikre overholdelsen af proportionalitetsprincippet og forbudet mod forskelsbehandling i de tilfaelde , hvor visse restriktioner har vist sig noedvendige . Saaledes giver navnlig direktivets artikel 5 hjemmel til at indfoere en ordning med opdeling i geografiske omraader »saafremt de i artiklerne 2 , 3 og 4 fastsatte maal ikke kan naas paa anden vis« .
14 Hvad for det andet angaar princippet om de frie varebevaegelser bemaerkes , at direktivets bestemmelser maa fortolkes paa baggrund af den syvende betragtning til direktivet , ifoelge hvilken ordningen for behandlingen af olieaffaldet ikke maa haemme samhandelen inden for Faellesskabet . Saaledes som Domstolen allerede tidligere i sin dom af 10 . marts 1983 ( sag 172/82 , Inter-Huiles , Sml . s . 555 ) har fastslaaet vedroerende denne ordning med opdeling i geografiske omraader , indebaerer en saadan eneret ikke uden videre en bemyndigelse for medlemsstaternes regeringer til at stille hindringer i vejen for eksporten . En saadan afskaermning af markederne er nemlig ikke hjemlet i Raadets direktiv og er i strid med direktivets maalsaetninger .
15 Af det anfoerte foelger , at de ved direktivet fastsatte foranstaltninger ikke maa hindre samhandelen inden for Faellesskabet , men hvor de ikke desto mindre kan have en restriktiv virkning paa den fri erhvervsudoevelse og den fri konkurrence , maa de ikke vaere af diskriminerende art og maa kun indebaere saadanne absolut uundgaaelige restriktioner , som er begrundet i det almene hensyn , som miljoebeskyttelsen udgoer . Direktivets artikler 5 og 6 kan derfor ikke anses for at vaere i strid med de naevnte grundlaeggende principper i faellesskabsretten .
Direktivets artikler 13 og 14
16 De naevnte artikler indeholder hjemmel til at yde de virksomheder , der indsamler og/eller bortskaffer olieaffald , godtgoerelse for de erlagte tjenesteydelser .
17 Det fremgaar af forelaeggelsesdommen , at spoergsmaalet er , hvorvidt denne godtgoerelse er i strid med de krav , der foelger af konkurrencefriheden , navnlig hvorvidt den er i strid med traktatens artikler 92-94 , som forbyder statsstoette .
18 Herom har Kommissionen og Raadet i deres indlaeg med rette gjort gaeldende , at der ikke er tale om statsstoette i den betydning , der er forudsat i EOEF-traktatens artikler 92 ff ., men om et beloeb , der udgoer et vederlag for indsamlings- eller bortskaffelsesvirksomhedernes ydelse .
19 Endvidere boer det understreges , at det fremgaar af direktivets artikel 13 , stk . 2 , at » ... naevnte godtgoerelse ikke maa skabe betydelige fordrejninger af konkurrencevilkaarene eller kunstige handelsmoenstre for produkter« .
20 De naevnte bestemmelser i direktivet kan derfor ikke anses for at vaere i strid med princippet om den frie konkurrence .
21 Det foerste praejudicielle spoergsmaal maa herefter besvares saaledes , at gennemgangen af artiklerne 5 , 6 , 13 og 14 i Raadets direktiv 75/439 af 16 . juni 1975 intet har frembragt , der kan rejse tvivl om direktivets gyldighed .
Fortolkning af direktivet
22 Det fremgaar af forelaeggelsesdommen og sagens akter i oevrigt , at den franske ordning indeholder et forbud mod enhver anden form for afbraending af olieaffald end den afbraending , der foretages paa industrielle anlaeg .
23 Det andet led i den forelaeggende rets praejudicielle spoergsmaal , er , om direktiv 75/439 , som de franske bestemmelser er vedtaget til gennemfoerelse af , indeholder hjemmel til at udstede et forbud mod afbraending af olieaffald .
24 De tyske , franske og italienske regeringer samt Kommissionen har gjort gaeldende , at spoergsmaalet maa besvares bekraeftende , og har til stoette herfor anfoert , at en ukontrolleret afbraending af olieaffald udgoer en vaesentlig aarsag til luftforurening og at forbudet mod at afbraende olieaffald i anlaeg , som ikke yder de noedvendige garantier , er i overensstemmelse med direktiv 75/439 ' s maalsaetninger . Den italienske regering har tilfoejet , at bortskaffelsen af olieaffald ved forbraending boer reguleres og kontrolleres gennem godkendelsen af de personer , der autoriseres dertil .
25 Som ovenfor anfoert er direktivets hovedformaal at sikre bortskaffelse af olieaffald uden skadelige virkninger for miljoeet , saaledes som direktivets artikel 2 paalaegger medlemsstaterne .
26 Direktivet bestemmer navnlig i artikel 3 , at »medlemsstaterne traeffer de noedvendige foranstaltninger for , at bortskaffelse af olieaffald saa vidt muligt sker ved genanvendelse ( regenerering og/eller forbraending med andre formaal end tilintetgoerelse)« , og i artikel 4 , at medlemsstaterne forbyder enhver opbevaring , udtoemning eller behandling af olieaffald , der medfoerer skadelige virkninger for vand , jord og luft .
27 Med henblik paa at sikre overholdelsen heraf bestemmer direktivets artikel 6 , at alle virksomheder , som bortskaffer olieaffald , skal opnaa en tilladelse hertil , som udstedes af den kompetente nationale myndighed , om fornoedent efter at der er foretaget en undersoegelse af virksomhedens anlaeg , der skal danne grundlag for fastsaettelsen af kravene som foelge af den tekniske udvikling .
28 Udover en saadan forebyggende kontrol er der foreskrevet en raekke efterfoelgende kontrolforanstaltninger i direktivets artikler 11 og 12 , hvorefter virksomhederne skal meddele en raekke oplysninger vedroerende bortskaffelsen og oplagringen af olieaffaldet eller dettes reststoffer , og hvorefter der skal udoeves en regelmaessigt tilbagevendende kontrol med virksomhederne , navnlig med hensyn til overholdelsen af de betingelser , der er fastsat i tilladelsen .
29 Det fremgaar af de naevnte bestemmelser i direktivet , at det paalaegger medlemsstaterne at forbyde enhver form for bortskaffelse af olieaffald , der kan skade miljoeet , og at det er i dette oejemed , direktivet paalaegger medlemsstaterne at indfoere en ordning med forudgaaende godkendelse og en efterfoelgende og effektiv kontrol hermed .
30 Det andet spoergsmaal maa herefter besvares saaledes , at et forbud mod at afbraende olieaffald paa anden maade end foreskrevet i en ordning som den franske , ikke er i strid med direktiv 75/439 .
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
31 De udgifter , der er afholdt af den tyske , franske og den italienske regering samt af Kommissionen og Raadet for De europaeiske Faellesskaber , der har afgivet indlaeg ved Domstolen , kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til parterne i hovedsagen udgoer et led i den sag , der verserer for den nationale ret , tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
vedroerende de spoergsmaal , som er forelagt af Tribunal de grande instance de Créteil ved dom af 23 . marts 1983 , for ret :
1 ) Gennemgangen af artiklerne 5 , 6 , 13 og 14 i Raadets direktiv 75/439 af 16 . juni 1975 har intet frembragt , der kan rejse tvivl om direktivets gyldighed .
2 ) Et forbud mod at afbraende olieaffald paa anden maade end foreskrevet i en ordning som den franske , er ikke i strid med direktiv 75/439 .
Full & Egal Universal Law Academy