Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 . Fri bevaegelighed for personer _ arbejdstagere _ opholdsret for familiemedlemmer _ bevarelse af faelles bolig for familien _ ingen noedvendig betingelse _ selvstaendig ret til ophold paa grundlag af artikel 11 i forordning nr . 1612/68 _ ikke antaget
( Raadets forordning nr . 1612/68 , art . 10 og 11 )
2 . Fri bevaegelighed for personer _ arbejdstagere _ opholdsret for familiemedlemmer _ aegtefaeller _ samlivsophaevelse
( Raadets forordning nr . 1612/68 , art . 10 )
Sammendrag
1 . Det er en forudsaetning for den i artikel 10 i forordning nr . 1612/68 omhandlede opholdsret for vandrende arbejdstageres familiemedlemmer , at arbejdstageren med henblik paa modtagelsen af sin familie raader over en bolig , som svarer til de krav , der anses for normale , jfr . stk . 3 , hvorimod der ikke opstilles noget krav om , at der til stadighed foreligger en faelles bolig for familien .
Forordningens artikel 11 hjemler kun en ret for den vandrende arbejdstagers familiemedlemmer til paa hele den paagaeldende medlemsstats omraade at udoeve enhver form for loennet beskaeftigelse , og bestemmelsen hjemler ikke nogen opholdsret , der er uafhaengig af , om de i artikel 10 opstillede betingelser er opfyldt .
2 . Artikel 10 i forordning nr . 1612/68 , hvorefter den vandrende arbejdstagers aegtefaelle har ret til at tage ophold hos arbejdstageren , finder anvendelse , saa laenge aegteskabet ikke er blevet oploest ved en afgoerelse fra den dertil kompe tente myndighed . Dette er ikke tilfaeldet , naar aegtefaellerne blot har ophaevet samlivet , ogsaa selv om de har til hensigt senere at lade sig skille .
Dommens præmisser
1 Ved kendelse a 18 oktober 1983 , indgaaet til Domstolen den 5 . december 1983 , har Bundesverwaltungsgericht , 1 . afdeling , i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artiklerne 10 og 11 i Raadets forordning nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet ( EFT L 257 , s . 2 ).
2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en tvist mellem Aissatou Diatta , der er senegalisisk statsborger , og Land Berlin , repraesenteret af Berlins politidirektoer ( Polizeipraesident ).
3 Diatta indgik aegteskab med en fransk statsborger , der bor og arbejder i Vestberlin . Hun har dér udoevet sit erhverv uden afbrydelser siden februar 1978 .
4 Efter i nogen tid at have boet sammen med sin aegtefaelle ophaevede hun samlivet den 29 . august 1978 med henblik paa at blive skilt , og hun har siden boet i en anden bolig .
5 Ved udloebet af sin opholdstilladelse ansoegte Diatta om forlaengelse , men den 29 . august 1980 afslog Berlins politidirektoer ansoegningen med den begrundelse , at Diatta ikke laengere kunne anses for medlem af nogen EF-borgers familie , og at hun ikke laengere opretholdt nogen faelles bolig med sin mand . Afslaget blev opretholdt af Verwaltungsgericht under henvisning til aegtefaellernes manglende faelles bolig . Derimod ansaa denne retsinstans den familiemaessige tilknytning for bestaaende . Sagsoegeren ankede den paagaeldende dom til Oberverwaltungsgericht , der stadfaestede den , hvorefter sagsoegeren indbragte sagen for Bundesverwaltungsgericht .
6 Dette er baggrunden for , at Bundesverwaltungsgericht har forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal :
1 ) Skal artikel 10 , stk . 1 , i forordning nr . 1612/68 fortolkes saaledes , at en aegtefaelle til en arbejdstager , der er statsborger i en medlemsstat og er beskaeftiget paa en anden medlemsstats omraade , anses for at have bopael »hos ... [arbejdstageren]« , selv om han varigt har ophaevet samlivet , men bebor en anden bolig i samme omraade?
2 ) Skal artikel 11 i forordning nr . 1612/68 fortolkes saaledes , at en aegtefaelle ( der ikke selv er statsborger i en medlemsstat ) til en statsborger i en medlemsstat , som udoever erhverv paa en anden medlemsstats omraade , har opholdsret i denne medlemsstat , uanset om vedkommende opfylder betingelserne for opholdsret i henhold til forordningens artikel 10 , naar den paagaeldende oensker at udoeve en loennet beskaeftigelse paa medlemsstatens omraade?
7 Ved de to af Bundesverwaltungsgericht forelagte spoergsmaal soeges i det vaesentlige klarlagt , om de af artikel 10 i forordning nr . 1612/68 omfattede medlemmer af en vandrende arbejdstagers familie noedvendigvis til stadighed skal bo sammen med arbejdstageren for at have ret til ophold i medfoer af denne bestemmelse , og om artikel 11 hjemler en selvstaendig ret til ophold i forhold til den i artikel 10 omhandlede .
8 Artikel 10 i forordning nr . 1612/68 er saalydende :
»1 ) Foelgende personer har uanset nationalitet ret til at tage bopael hos en arbejdstager , der er statsborger i en medlemsstat og er beskaeftiget paa en anden medlemsstats omraade :
a ) hans aegtefaelle og deres efterkommere i lige linje , der er under 21 aar eller forsoerges af ham ;
b ) arbejdstagerens og hans aegtefaelles slaegtninge i opstigende linje , naar disse forsoerges af ham .
2)Medlemsstaterne skal lette tilflytningen for familiemedlemmer , som ikke er naevnt i stk . 1 , men som forsoerges af eller i hjemlandet er optaget i den naevnte arbejdstagers husstand .
3)Det er en forudsaetning for anvendelsen af stk . 1 og stk . 2 , at arbejdstageren for sin familie raader over en bolig , der svarer til de krav , der anses for normale for indenlandske arbejdstagere i det omraade , hvor han er beskaeftiget ; denne bestemmelse maa ikke medfoere forskelsbehandling mellem indenlandske arbejdstagere og arbejdstagere fra andre medlemsstater.«
9 Forordningens artikel 11 lyder saaledes :
»I tilfaelde , hvor en statsborger i en medlemsstat har loennet beskaeftigelse eller selvstaendig virksomhed paa en anden medlemsstats omraade , har aegtefaellen og boern , der er under 21 aar eller forsoerges af ham , ret til at udoeve enhver loennet beskaeftigelse paa hele denne medlemsstats omraade , selv om de ikke har statsborgerret i en medlemsstat.«
10 Sagsoegeren i hovedsagen har gjort gaeldende , at artikel 10 ikke indeholder noget udtrykkeligt krav om en faelles bolig , idet bestemmelsen kun kan antages at kraeve , at den vandrende arbejdstager stiller en bolig til raadighed for medlemmerne af sin familie , »der svarer til de krav , der anses for normale« . Baggrunden for disse regler er et oenske om at sikre den offentlige orden og sikkerhed ved at forhindre indvandring af personer , der lever under utilfredstillende forhold . Det udelukker imidlertid ikke , at aegtefaellen eller et andet familiemedlem ved at leje en egen bolig skaffer sig yderligere plads . Det anfoeres endvidere , at der i forordning nr . 1612/68 ikke kan indfortolkes et krav om , at det aegteskabelige samliv opretholdes . Det tilkommer saaledes ikke indvandringsmyndigheden at afgoere , om en forsoning stadig er mulig . Hertil kommer , at hvis man undtagelsesfrit kraevede , at aegtefaellerne opretholder en faelles bolig , ville arbejdstageren til enhver tid , ved at naegte aegtefaellen adgang til boligen , kunne faa ham eller hende udvist . Endelig goeres det gaeldende , at forordningens artikel 11 skaber en videregaaende ret til ophold end den , som hjemles i artikel 10 , og at artikel 11 noedvendigvis forudsaetter , at aegtefaellen kan vaelge at oprette en anden bolig .
11 Sagsoegte i hovedsagen , Land Berlin , har gjort gaeldende , at artikel 10 i forordning nr . 1612/68 udelukkende er begrundet i hensynet til de vandrende arbejdstageres interesser og deres mobilitet , idet bestemmelsen sikrer , at deres familiebaand kan opretholdes . Der er derfor intet grundlag for at antage , at der bestaar en opholdsret for vandrende arbejdstageres familiemedlemmer ud over den , som er begrundet i , at disse lever sammen med arbejdstageren . Om artikel 11 goeres det gaeldende , at bestemmelsen ikke hjemler nogen ret til ophold , men kun en ret til at tage beskaeftigelse .
12 Regeringerne for Forbundsrepublikken Tyskland , Det forenede Kongerige og Nederlandene har paa linje hermed gjort gaeldende , at det foelger af ordlyden og de reale hensyn bag forordningens artikel 10 , at aegtefaellen kun har ret til ophold , saafremt han eller hun bor i den vandrende arbejdstagers bolig . Det fremgaar af femte betragtning til forordning nr . 1612/68 , at formaalet med bestemmelsen er at goere det muligt for arbejdstageren at leve sammen med sin familie . Der kan imidlertid ikke antages at foreligge familieforening , naar aegtefaellerne opgiver det aegteskabelige samliv . Der er i artiklerne 10 og 11 i forordning nr . 1612/68 taget hoejde for sondringen i artikel 48 , stk . 3 , mellem ret til arbejde og ret til ophold . Rigtigheden af denne fortolkning bestyrkes af den maade , som artiklerne 10 og 11 i forordning nr . 1612/68 er blevet til paa , idet grundlaget herfor er artiklerne 17 og 18 i Raadets forordning nr . 38/64 af 25 . marts 1964 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet ( JO 62 , s . 965 ). Det fremgik udtrykkeligt af artikel 18 i forordning nr . 38/64 , at der ikke var nogen selvstaendig ret til ophold for det familiemedlem , der ikke kunne stoette ret paa artikel 17 .
13 Kommissionen har gjort gaeldende , at det er almindeligt anerkendt , at den grundlaeggende ret til fri bevaegelighed , der er omhandlet i traktatens artikler 48 ff ., ogsaa gaelder den vandrende arbejdstagers familie . Kommissionen anfoerer , at EF-borgernes ret til frit at kunne bevaege sig herefter ikke kan vaere afhaengig af den maade , aegtefaellerne oensker at indrette deres aegteskabelige samliv paa , ved at der stilles krav om , at aegtefaellerne deler bolig . Det anfoeres i denne forbindelse navnlig , at ikke alle medlemsstater og enkeltpersoner har samme opfattelse af aegteskabet . Det er aarsagen til , at artikel 10 ikke kan antages at opstille et saadant krav . Formaalet med artikel 10 er her kun at sikre , at indvandrere har raadighed over en normal bolig , hvilket er begrundet i administrative krav om , at udlaendinges boliger opfylder visse sundheds- og pladsmaessige normer . Det fremgaar ligeledes af artikel 3 , stk . 3 og 4 , i Raadets direktiv 68/360 af 15 . oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer ( EFT 1968 II , s . 477 ), at retten til at faa udstedt opholdstilladelse kun er undergivet den ene materielle betingelse , at der foreligger et aegteskab , idet der ikke yderligere kan stilles krav om faelles bolig . Under retsmoedet har Kommissionen gjort en mere vidtraekkende opfattelse gaeldende , nemlig at opholdsretten for den vandrende arbejdstagers familiemedlemmer , ligesom deres ret til paa hele opholdsstatens omraade at udoeve en loennet beskaeftigelse , ikke bortfalder , saafremt der efter indrejsen i den paagaeldende stat sker en ophaevelse af den familiemaessige tilknytning .
14 Ved besvarelsen af de forelagte spoergsmaal maa der tages hensyn til den sammenhaeng , som forordning nr . 1612/68 er et led i .
15 Forordningen indgaar i en raekke forskellige regelsaet , hvis formaal det er at bidrage til , at de i traktatens artikel 48 opstillede maal kan foeres ud i livet . Forordningen skal derfor bl.a . goere det muligt for arbejdstagerne frit at bevaege sig paa andre medlemsstaters omraader og tage ophold dér for at udoeve en beskaeftigelse .
16 Med henblik herpaa bestemmes det i forordningens artikel 10 , at ogsaa visse af den vandrende arbejdstagers familiemedlemmer kan indrejse i den medlemsstat , hvor arbejdstageren har slaaet sig ned , og tage ophold hos ham .
17 Naar henses til den sammenhaeng , bestemmelsen indgaar i , og de maal , der soeges naaet herved , boer den ikke fortolkes indskraenkende .
18 Ifoelge forordningens artikel 10 , hvorefter den vandrende arbejdstagers familiemedlemmer har ret til at tage ophold hos arbejdstageren , er det ikke nogen betingelse , at det paagaeldende familiemedlem til stadighed bor hos ham , men kun , jfr . bestemmelsens stk . 3 , at arbejdstageren med henblik paa modtagelsen af sin familie raader over en bolig , der svarer til de krav , der anses for normale . Der kan saaledes ikke antages at vaere noget stiltiende krav om , at der til stadighed foreligger en faelles bolig for familien .
19 En saadan fortolkning er i oevrigt i overensstemmelse med de reale hensyn bag forordningens artikel 11 , der hjemler en ret for familiemedlemmerne til paa hele den paagaeldende medlemsstats omraade at paatage sig enhver form for loennet beskaeftigelse , ogsaa selv om denne beskaeftigelse udoeves langt fra den vandrende arbejdstagers opholdssted .
20 Det tilfoejes , at de aegteskabelige baand ikke kan anses for brudt , saa laenge aegteskabet ikke er blevet oploest ved en afgoerelse fra den dertil kompetente myndighed . Dette er ikke tilfaeldet , naar aegtefaellerne blot har ophaevet samlivet , ogsaa selv om de har til hensigt senere at lade sig skille .
21 Hvad angaar artikel 11 i forordning nr . 1612/68 , fremgaar det af selve ordlyden , at den ikke hjemler nogen selvstaendig ret til ophold for den vandrende arbejdstagers familiemedlemmer , men kun en ret til paa hele den paagaeldende medlemsstats omraade at udoeve enhver form for loennet beskaeftigelse . Forordningens artikel 11 kan derfor ikke antages at hjemle en opholdsret , der er uafhaengig af , om de i artikel 10 opstillede betingelser er opfyldt .
22 De af Bundesverwaltungsgericht forelagte spoergsmaal maa herefter besvares saaledes , at de af artikel 10 i forordning nr . 1612/68 omfattede medlemmer af en vandrende arbejdstagers familie ikke noedvendigvis til stadighed skal bo sammen med arbejdstageren for at have ret til ophold i medfoer af denne bestemmelse , men forordningens artikel 11 hjemler ingen selvstaendig ret til ophold i forhold til den i artikel 10 omhandlede .
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
23 De udgifter , der er afholdt af de deltagende regeringer og af Kommissionen for De europaeiske Faellesskaber , der har afgivet indlaeg for Domstolen , kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag , der verserer for den nationale ret , tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
vedroerende de spoergsmaal , som er forelagt den af Bundesverwaltungsgericht ved kendelse af 18 . oktober 1983 , for ret :
De af artikel 10 i forordning nr . 1612/68 omfattede medlemmer af en vandrende arbejdstagers familie skal ikke noedvendigvis til stadighed bo sammen med arbejdstageren for at have ret til ophold i medfoer af denne bestemmelse , men forordningens artikel 11 hjemler ingen selvstaendig ret til ophold i forhold til den i artikel 10 omhandlede .
Full & Egal Universal Law Academy