Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
Afgiftsbestemmelser _ harmonisering af lovgivningerne _ omsaetningsafgift _ det faelles mervaerdiafgiftssystem _ fritagelser i henhold til det sjette direktiv _ fritagelser for ydelser praesteret af det offentlige postvaesen _ fritagelse for ydelser praesteret af andre organer for det offentlige postvaesens regning _ ikke mulighed herfor i saadanne tilfaelde
( Raadets direktiv 77/388 , art . 13 A , stk . 1 , litra a ))
Sammendrag
Artikel 13 A , stk . 1 , litra a ), i det sjette direktiv om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter fritager ydelser , praesteret af det offentlige postvaesen i begrebets organisatoriske forstand for mervaerdiafgift , men derimod ikke ydelser , der udfoeres for postvaesenets regning af andre organer .
Dommens præmisser
1 Ved staevning , indgivet til Domstolens justitskontor den 16 . april 1984 , har Kommissionen for De europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om , at det anerkendes , at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat de forpligtelser , der paahviler den i henhold til traktaten , ved at fritage »tjenesteydelser , der i henhold til lov praesteres af transportvirksomheder for Deutsche Bundespost« , for mervaerdiafgift .
2 Kommissionen har ved at bruge denne formulering gentaget ordlyden af § 4 , nr . 7 , i den tyske lov om omsaetningsafgift ( »Umsatzsteuergesetz« af 26 . 11 . 1979 , BGBl . I , s . 1953 ). Kommissionen er af den opfattelse , at denne bestemmelse fastsaetter en fritagelse , der gaar ud over , hvad der er tilladt medlemsstaterne efter artikel 13 ( der har overskriften »Afgiftsfritagelser i indlandet« ) i Raadets sjette direktiv af 17 . maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaet- ningsafgifter _ Det faelles mervaerdiafgiftssystem : Ensartet beregningsgrundlag ( direktiv 77/388 , EFT 145 , s . 1 ), ( herefter benaevnt direktivet ). Del A i denne artikel med overskriften »Fritagelser til fordel for visse former for virksomhed af almen interesse« hjemler i sit stk . 1 , at »medlemsstaterne [fritager] ... a ) tjensteydelser og hertil knyttede leveringer af goder , praesteret af det offentlige postvaesen , bortset fra personbefordring og telekommunikation...« .
3 Kommissionen har til stoette for sit soegsmaal i det vaesentlige henholdt sig til , at de fritagelser , der hjemles ved direktivets artikel 13 , er udtoemmende , at ovennaevnte artikels stk . 1 , litra a ), efter sin ordlyd alene omfatter tjensteydelser , der praesteres af det offentlige postvaesen , ikke de , der praesteres af andre for det offentlige postvaesen , samt at ingen anden bestemmelse i artikel 13 kan begrunde den anfaegtede fritagelse i henhold til Umsatzsteuergesetz .
4 Den tyske regering har bestridt Kommissionens ordrette fortolkning . Selv om udtrykket »die oeffentlichen Posteinrichtungen« i den tyske version ganske vist naermest synes at henvise til postvaesenet som organisation , kan det tilsvarende udtryk i den franske version , »les services publics postaux« , lige saa vel vaere brugt i materiel betydning og henvise til den helhed af aktiviteter , der tjener postmaessige formaal . Saaledes forstaaet udelukker bestemmelsens ordlyd ikke fritagelsen for de ovennaevnte aktiviteter , der ikke udfoeres direkte af postvaesenet , i naervaerende tilfaelde af Deutsche Bundespost , men indirekte og for Deutsche Bundespost ' s regning af andre virksomheder , i det foreliggende tilfaelde af de tyske jernbaner og luftfartsselskabet »Lufthansa« . Da bestemmelsens ordlyd saaledes ikke er entydig i alle sproglige versioner , skal denfortolkes i forhold til den almindelige opbygning af og formaalet med den ordning , som bestemmelsen er en del af .
5 Hvad angaar opbygningen af bestemmelserne i direktivet , har den tyske regering for det foerste gjort gaeldende , at de fritagelser , der hjemles ved andre bestemmelser i artikel 13 , A , stk . 1 , angaar materielle former for virksomhed , der defineres i henhold til de formaal , der forfoelges med dem . Det ville fuldstaendig modsige opbygningen af stk . 1 , dersom litra a ) skulle fortolkes saaledes , at den kun omfatter de former for virksomhed , der udfoeres af bestemte forvaltningsorganer , men ikke alle virksomheder , hvormed postmaessige opgaver loeses .
6 Den tyske regering har for det andet anfoert , at den af Kommissionen foreslaaede fortolkning beroever ordene i naevnte litra a ) enhver betydning , idet det offentlige postvaesen som offentligretligt organ allerede er fritaget i henhold til direktivets artikel 4 , stk . 5 , ligesom personbefordring og telekommunikation ved bilag D , som artikel 4 , stk . 5 , henviser til , undtages fra denne afgiftsfritagelse .
7 Vedroerende formaalet med de fritagelser , der er foreskrevet ved artikel 13 , A , stk . 1 , i direktivet , har den tyske regering gjort gaeldende , at denne bestemmelse tilsigter at fritage en raekke materielt bestemte former for virksomhed af almen interesse for at undgaa en prisforhoejelse for de med disse former for virksomhed praesterede tjenesteydelser . Det ville vaere i strid med dette formaal at laegge afgift paa transporttjenesteydelserne , der udfoeres for Deutsche Bundespost , hvormed forfoelges noejagtig det samme formaal som med de former for virksomhed , der udfoeres direkte af Deutsche Bundespost .
8 Derimod tilsigter direktivet paa ingen maade at harmonisere medlemsstaternes lovgivning paa det postmaessige omraade , men overlader disse friheden til at fastsaette organisationsformen herfor . Imidlertid gaelder det om den fortolkning , der er foreslaaet af Kommissionen , at den enten vil medfoere en saadan faktisk harmonisering eller en ulige behandling af medlemsstaterne paa grundlag af organisationsformen for deres postvaesen , hvilket vil vaere i strid med direktivets principielle formaal , nemlig at indfoere et ensartet beskatningsgrundlag og en ligeartet opkraevning af Faellesskabets egne indtaegter i alle medlemsstater .
9 Den tyske regering er af den opfattelse , at den eneste mulighed for at sikre lighedsprincippet og give den anfaegtede bestemmelse i direktivet en ensartet betydning er at fortolke denne saaledes , at den hviler paa et materielt begreb vedroerende postmaessig virksomhed , uafhaengigt af , om denne udoeves af postvaesenet i snaever forstand eller af andre organer , naar blot den nationale retsorden gennem straffe- , post- og civillovgivningen sikrer , at disse andre organers virksomhed behandles paa noejagtig samme maade , som hvis den var blevet udfoert af postvaesenet i snaever forstand . Dette er tilfaeldet , for saa vidt angaar de transportopgaver , som de tyske jernbaner og »Lufthansa« udfoerer for Deutsche Bundespost . Det drejer sig i virkeligheden her om »indirekte postvirksomhed« .
10 Ved sagens afgoerelse skal der foerst foretages en gennemgang af ordlyden af den anfaegtede direktivbestemmelse i samtlige sproglige versioner . Bestemmelsen begrunder ikke blot en ret , men en pligt for alle medlemsstater bortset fra Den hellenske Republik , der endnu ikke har indfoert moms , til at fritage : »die von den oeffentlichen Posteinrichtungen ausgefuehrten Dienstleistungen« ( den tyske version ); »the supply by the public postal services...« ( den engelske version ); »tjenesteydelser ... praesteret af det offentlige postvaesen...« ( den danske version ); »les prestations de services ... effectuées par les services publics postaux« ( den franske version ), tiw paroxéw yphresivn ... oi opoíew pragmatopoioýntai apó tiw dhmósiew taxydromikéw yphresíew ... « ( den graeske version ), »quando sono effettuate dai servizi pubblici postali , le prestatzioni di servizi..« ( den italienske version ); »de door openbare postdiensten verrichte diensten...« ( den nederlandske version ).
11 Ganske vist kan i nogle af disse versioner ordene »det offentlige postvaesen« , isoleret betragtet og i materiel forstand forstaas saaledes , at de omfatter samtlige postmaessige virksomheder ; imidlertid viser opbygningen af hele saetningen enty digt , at ordene betegner de forvaltningsorganer , der udfoerer de tjenesteydelser , der skal fritages . For at vaere omfattet af bestemmelsens ordlyd , skal tjenesteydelserne derfor udfoeres af en instans , der kan betegnes som en del af »det offentlige postvaesen« i begrebets organisatoriske forstand . Dette er eksempelvis ikke tilfaeldet , naar der er tale om en transportvirksomhed , der uden nogen kontakt med publikum blot udfoerer transporten over lang afstand mellem to postkontorer .
12 Stillet over for en saa entydig bestemmelse kan man ikke anvende en hjemlet afgiftsfritagelse paa virksomhed , der forfoelger de samme formaal , men som udfoeres af organer , der ikke kan anses som dele af »det offentlige postvaesen« i begrebets organisatoriske forstand , medmindre der foreligger andre tvingende fortolkningsholdepunkter for en saadan udvidelse i forhold til bestemmelsens ordlyd .
13 Et saadant holdepunkt fremgaar ikke af en sammmenligning med de oevrige bestemmelser i det samme stykke . De fritagelser , der er foreskrevet i disse bestemmelser , beskrives dér paa en meget forskellig maade . Selv om disse afgiftsfritagelser ganske vist gaelder for virksomhed der forfoelger bestemte formaal , anfoerer de fleste af disse bestemmelser ligeledes de erhvervsdrivende , der er bemyndiget til at udfoere de afgiftsfritagne tjenesteydelser . Det er saaledes ikke rigtigt , at ydelserne er defineret med henvisning til rent materielle eller funktionelle begreber .
14 Hvad angaar forholdet mellem artiklerne 4 og 13 i direktivet , skal det indledningsvis fremhaeves , at den foerste bestemmelse vedroerer begrebet afgiftspligtige personer , mens den anden hjemler afgiftsfritagelse for en raekke tjenesteydelser eller levering af goder . Artikel 4 , stk . 5 , bestemmer i sit foerste afsnit , at offentligretlige organer ikke anses som afgiftspligtige personer , for saa vidt angaar virksomhed eller transaktioner , som de udoever eller foretager i deres egenskab af offentlig myndighed . Det sidste afsnit i samme stykke bemyndiger medlemsstaterne til at ligestille virksomhed , der udoeves af de organer , som er fritaget for afgift i medfoer af artikel 13 , med virksomhed udoevet i egenskab af offentlig myndighed .
15 Heraf foelger at selv om den postmaessige virksomhed er overdraget offentligretlige organer , er artikel 13 og henvisningen til denne bestemmelse i artikel 4 , stk . 5 , sidste afsnit , noedvendige for at fritage disse former for virksomhed i deres helhed , hvoraf kun en del kan anses som virksomhed udoevet i egenskab af offentlig myndighed i udtrykkets snaevre forstand . Det er saaledes ikke rigtigt , at afgiftsfritagelsen som hjemlet ved artikel 13 beroeves enhver betydning , dersom den alene finder anvendelse paa virksomhed , der udfoeres af et offentligretligt organ .
16 I oevrigt bevarer den ved artikel 13 hjemlede afgiftsfritagelse sin fulde betydning i det tilfaelde , hvor en medlemsstat overdrager den postmaessige virksomhed til et forvaltningsorgan , der ikke er et offentligtretligt organ . Herved har direktivet netop undgaaet at oeve indflydelse paa postvaesenets organisationsform i medlemsstaterne . Den postmaessige virksomhed forbliver fritaget , selv om den udoeves af et koncessioneret selskab . Bestemmelsen begraenser alene afgiftsfritagelsen til de tjenesteydelser , der praesteres af posten , hvad enten dette er et offentligtretligt organ , eller et koncessioneret selskab , og udelukker tjenesteydelser , der praesteres for postvaesenet af andre virksomheder .
17 Hvad angaar formaalet med de i artikel 13 hjemlede afgiftsfritagelser , skal det fastslaas , at denne artikel paa ingen maade naevner alle former for virksomhed af almen interesse , men alene saadanne iblandt disse , der noeje er opregnet og beskrevet paa detaljeret maade . Betragtningerne til direktivet anfoerer alene herved , at »der boer udarbejdes en faelles liste over fritagelser med henblik paa en sammenlignelig opkraevning af de egne indtaegter i samtlige medlemsstater« , men de giver ingen begrundelse for de valg , der er truffet blandt de forskellige former for virksomhed af almen interesse . Kommissionen har anfoert , at alene Forbundsrepublikken Tyskland fritager tjenesteydelser , der praesteres af transportvirksomheder for postvaesenet .
18 Herefter er de argumenter , som den tyske regering har anfoert vedroerende formaalene med afgiftsfritagelsen og lighedsprincippet , ikke egnet til at stoette den fortolkning , som den tyske regering har foreslaaet .
19 Det skal tilfoejes , at udtrykket »indirekte postvirksomhed« , der anvendes af den tyske regering , ikke optraeder i den almindelige momsordning , som den er hjemlet ved direktivet , og som foreskriver beskatning af levering af goder og tjenesteydelser , der udfoeres af en afgiftspligtig person , uden at grundlaget for beskatningen af denne omsaetning paavirkes af ydelser , der er praesteret af andre erhvervsdrivende for den afgiftspligtige person , og som saaledes indirekte udgoer en del af den afgiftspligtige transaktion .
20 Det maa derfor fastslaas , at den tyske regering ikke har anfoert fortolkningsholdepunkter til stoette for en udvidelse af afgiftsfritagelsen , der er hjemlet ved artikel 13 , A , stk . 1 , litra a ), der gaar ud over bestemmelsens ordlyd . Da heller ingen anden bestemmelse i direktivet har bemyndiget Forbundsrepublikken Tyskland til at fravige det almindelige beskatningssystem , der er hjemlet ved dette direktiv , saerlig dets artikel 2 , for saa vidt angaar tjenesteydelser , der udfoeres mod betaling af transportvirksomheder for Deutsche Bundespost , er det saaledes godtgjort , at der foreligger traktatbrud som anfoert af Kommissionen .
21 Det maa derfor fastslaas , at ved at fritage tjenesteydelser , der i henhold til lov praesteres af transportvirksomheder for Deutsche Bundespost , for mervaerdi- afgift , har Forbundsrepublikken Tyskland tilsidesat de forpligtelser , der paahviler den i henhold til EOEF-traktaten og Raadets sjette direktiv af 17 . maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter _ Det faelles mervaerdiafgiftssystem : Ensartet beregningsgrundlag .
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
22 I henhold til procesreglementets artikel 69 , stk . 2 , doemmes den part , der taber sagen , til at afholde sagens omkostninger . Sagsoegte har tabt sagen og boer derfor afholde sagens omkostninger .
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
1 ) Ved at fritage tjenesteydelser , der i henhold til lov praesteres af transportvirksomheder for Deutsche Bundespost , for mervaerdiafgift , har Forbundsrepublikken Tyskland tilsidesat de forpligtelser , der paahviler den i henhold til EOEF- traktaten og Raadets sjette direktiv af 17 . maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter _ Det faelles mervaerdiafgiftssystem : Ensartet beregningsgrundlag .
2 ) Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagens omkostninger .
Full & Egal Universal Law Academy