FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
MARCO DARMON
fremsat den 20. februar 1986 ( *1 )
Høje Domstol.
1.
Denne sag, som vedrører en medlemsstats tilsidesættelse af sine forpligtelser efter EØF-traktaten, er anlagt, fordi Den italienske Republik ikke rettidigt, det vil sige inden den 31. juli 1980, har vedtaget de nødvendige bestemmelser til gennemførelse af Rådets fjerde direktiv af 25. juli 1978 (78/660/EØF) »på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer«. Forordningen vedrører navnlig »samordningen af de enkelte medlemsstaters bestemmelser vedrørende opstilling og indhold af årsregnskab og årsberegning, værdiansættelsesmetoder samt offentliggørelse af disse dokumenter, blandt andet for så vidt angår aktieselskaber og anpartsselskaber ...« (første betragtning) samt kommanditaktieselskaber (artikel 1).
Ifølge artikel 55, stk. 1, skal medlemsstaterne inden to år efter direktivets meddelelse vedtage de nødvendige bestemmelser til gennemførelse af direktivet, idet medlemsstaterne ifølge samme bestemmelse er forpligtet til straks at underrette Kommissionen om iværksættelsen af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.
2.
Kommissionen modtog intet svar fra den italienske regering hverken på sin skrivelse nr. SG (82)D/13781 af 19. oktober 1982, hvori regeringen, da den havde undladt at underrette Kommissionen om gennemførelsen af direktivet i national ret, opfordredes til at fremsætte sine bemærkninger i den anledning, eller på sin begrundede udtalelse af 14. juni 1984, hvori den anmodede den italienske regering om inden for en frist af to måneder at efterkomme direktivet; herefter anlagde Kommissionen, som således havde overholdt den i traktatens artikel 169 foreskrevne administrative procedure, den 21. januar 1985 denne traktatbrudssag.
Den italienske regering har i sit svarskrift blot anført, at »man var langt fremme« med udarbejdelsen af de nødvendige bestemmelser til gennemførelse af direktivet, og at den håbede, at bestemmelserne kunne vedtages inden for en rimelig frist.
3.
Domstolen har herefter anmodet Kommissionen om at meddele, hvilke foranstaltninger de andre medlemsstater havde truffet til gennemførelse af direktivet med angivelse af datoen for bestemmelsernes vedtagelse, og den italienske regering om at oplyse, hvor langt man nu var nået i den i svarskriftet nævnte procedure til gennemførelse af direktivet.
Det fremgår af Kommissionens svar, at seks medlemsstater har vedtaget nationale gennemførelsesbestemmelser, nemlig :
—
Danmark (to love af 10. juni 1981);
—
Det forenede Kongerige (»Companies Act« af 30. oktober 1981);
—
Frankrig (lov af 30. april 1983; anordning af 27. april 1982 om offentliggørelse af den nye regnskabsstruktur; anordning af 22. november 1983);
—
Belgien (to love af 1. juli 1983 og 5. december 1984; kongelige anordninger af 12. september 1983);
—
Nederlandene (lov af 7. december 1983; anordninger af 22. og 23. december 1983);
—
Luxembourg (lov af 4. maj 1984).
I øjeblikket verserer der for Domstolen to traktatbrudssager mod Forbundsrepublikken Tyskland (sag 18/85) og Irland (sag 16/85). For den første stats vedkommende er der tale om en lov af 19. december 1985 vedrørende opfyldelsen af Rådets fjerde, syvende og ottende direktiv vedrørende koordinering af selskabsretten, der skulle træde i kraft den 1. januar 1987. For så vidt angår Irland, behandler Parlamentet (Dail) i øjeblikket et lovudkast, som skulle kunne vedtages og træde i kraft i løbet af første halvår 1986.
Endelig er der i medfør af EØF-traktatens artikel 169 indledt en traktatbrudsprocedure mod Den hellenske Republik.
Den italienske regering har anført, at lovudkastet endnu er under udarbejdelse, selv man er nået langt. Under retsforhandlingerne har den oplyst, at situationen er uændret.
4.
Det antal søgsmål, som Kommissionen har rejst i forbindelse med gennemførelsen i national ret af det pågældende direktiv, og det forhold, at ingen af medlemsstaterne har været i stand til at overholde den fastsatte frist, understreger vanskelighederne ved at opfylde en retsakt vedrørende et meget teknisk spørgsmål, som omfatter et særlig vigtigt område inden for erhvervslivet, hvor navnlig handelsselskaberne spiller en afgørende rolle.
Det kan imidlertid fastslås, at Den italienske Republik — som i øvrigt erkender det — end ikke har taget skridt til at opfylde den forpligtelse, som påhviler den i medfør af EØF-traktatens artikel 189. Det fremgår af Domstolens faste praksis, som Kommissionen har henvist til, og som for nylig blev stadfæstet i en ny dom (6. november 1985, 131/84, Kommissionen mod Den italienske Republik, Sml. 1985, s. 3531), at
»en medlemsstat ikke kan påberåbe sig bestemmelser, fremgangsmåder eller forhold i sin nationale retsorden til støtte for, at forpligtelser og frister i henhold til direktiver ikke overholdes« (præmis 6).
5.
Herefter skal jeg sammenfattende foreslå, at Domstolen
—
statuerer, at Den italienske Republik har undladt at opfylde de forpligtelser, der påhviler den i medfør af EØF-traktaten, idet den ikke rettidigt har vedtaget de nødvendige bestemmelser til gennemførelse af Rådets direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1985;
—
tilpligter Den italienske Republik at betale sagens omkostninger.
( *1 ) – Oversat fra fransk.
Full & Egal Universal Law Academy