Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
A - Faktiske omstaendigheder
1 . Saaledes foreligger de faktiske omstaendigheder i den traktatbrudssag, som jeg her skal tage stilling til .
2 . Den 20 . marts 1975 havde Den italienske Republik vedtaget lov nr.*70/1975 om en nyordning af offentlige organer og personalets ansaettelsesforhold . Artikel 36, stk . 3 og 4, bestemmer blandt andet, at kontraktansatte ved Consiglio nazionale delle ricerche ( det nationale Forskningsraad - herefter benaevnt "CNR ") overfoeres til faste stillinger, hvis de har de noedvendige kvalifikationer og opfylder de foreskrevne forudsaetninger . Saafremt overfoersel til faste stillinger ikke er mulig, fordi der ikke er tilstraekkelig mange stillinger til raadighed, viderefoeres det naevnte personales ansaettelseskontrakt paa ubestemt tid, og de ansatte afloennes efter niveauet for den faste stilling, der svarer til kvalifikationerne .
3 . Artikel 5, stk . 3, i lov nr . 70/1975 henviser til lovbestemmelserne om vilkaarene for ansaettelse i statens tjeneste, militaeret dog undtaget . Det drejer sig blandt andet om vedtaegterne for offentligt ansatte, der i artikel 2 bestemmer, at alene italienske statsborgere kan opnaa ansaettelse i statens tjeneste .
4 . Ifoelge anordning nr . 82 af 1 . marts 1945, der har lovskraft, er CNR en juridisk person, der som selvstaendigt statsorgan er underlagt konseilspraesidenten . Det paahviler blandt andet CNR at koordinere statens aktiviteter paa de forskellige videnskabelige omraader, at fastsaette tekniske normer, at indsamle bibliografisk og dokumentarisk materiale samt at drive selvstaendig forskning .
5 . Alt efter den videnskabelige forsknings saerlige behov kan CNR til saerlig avancerede forskningsopgaver i henhold til artikel 36, stk . 1, i lov nr . 70/1975 ansaette udenlandsk personale paa kontrakt, dog ikke ud over fem aar .
6 . Artikel 36, stk . 3 og 4, i lov nr . 70/1975 er hidtil ikke anvendt paa udenlandsk forskere, som er ansat ved CNR . Da de ikke er i besiddelse af italiensk statsborgerskab, kan de efter de italienske myndigheders opfattelse ikke overfoeres til faste stillinger . I stedet blev de naevnte forskeres ansaettelsesforhold forlaenget ved kontrakter paa tid .
7 . I 1981 forsoegte CNR i det mindste paa grundlag af kontrakter paa ubestemt tid at viderefoere ansaettelsesforholdet for de forskere, der kom fra andre af Faellesskabets medlemsstater; det stoedte imidlertid paa modstand fra de tilsynsfoerende myndigheder, som ogsaa for kontrakter paa ubestemt tid stillede krav om italiensk statsborgerskab .
8 . I 1983 anlagde et antal forskere sag mod CNR ved Tribunale amministrativo di Lazio til proevelse af, om deres nye arbejdskontrakter paa tid var lovlige . CNR blev frifundet, hvorefter en forsker indbragte sagen for den oeverste administrative domstol ( Consiglio di Stato ), som endnu ikke har afsagt dom i sagen .
9 . Det forhold, at forskere fra andre medlemsstater ikke kan overfoeres til faste stillinger, har flere konsekvenser :
10 . Dels er deres sikkerhed i ansaettelsen mindre end de italienske medarbejderes, da man med udlaendinge kun indgaar arbejdskontrakter paa tid . Dels er de udelukket fra forfremmelse, da italiensk statsborgerskab ogsaa er en forudsaetning for at deltage i udvaelgelsesproever, der danner grundlag for forfremmelse .
11 . Derimod har det ikke entydigt kunnet fastslaas, om der ogsaa foreligger forskelsbehandling med hensyn til afloenning, da det ikke var helt klart, hvad der skal forstaas ved "efterfoelgende etablering af en karriere", som boer foere til en anden afloenning .
12 . Kommissionen for De europaeiske Faellesskaber har som foelge heraf indledt en traktatbrudsprocedure mod Den italienske Republik . Kommissionen har anfoert, at de omtvistede bestemmelser er i strid med forbudet mod forskelsbehandling efter EOEF-traktatens artikel 48 og artikel 7 i forordning nr . 1612/68 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet ( 1 ).
13 . Da Den italienske Republik hverken besvarede Kommissionens aabningsskrivelse af 2 . august 1984 eller tog stilling til den begrundede udtalelse af 18 . marts 1985, jfr . EOEF-traktatens artikel 169, har Kommissionen indbragt sagen for Domstolen .
14 . Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande :
a ) Det statueres, at Den italienske Republik ikke har overholdt de forpligtelser, der paahviler den i henhold til EOEF-traktatens artikel 48 og artikel 7, stk . 1 og 4, i Raadets forordning nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968, idet den med hensyn til beskaeftigelse og oevrige arbejdsvilkaar diskriminerer forskere, som er statsborgere i andre EF-stater, og som arbejder ved Consiglio nazionale delle ricerche ( Det nationale Forskningsraad ) i forhold til forskere med italiensk statsborgerskab, der er ansat ved naevnte raad .
b ) Den italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger .
15 . Sagsoegte har ikke i svarskriftet udtrykkeligt tilbagevist sagsoegerens paastande, men blot fremhaevet, at de paagaeldende forskeres kontraktsmaessige ansaettelsesforhold fortsaetter paa tid med en afloenning, der svarer til afloenningen af forskere i faste stillinger . I oevrigt soeges en loesning, der goer det muligt ogsaa at overfoere de naevnte forskere til faste stillinger, hvorfor sagen er genstandsloes .
16 . Dette synspunkt har sagsoegte gentaget i duplikken og yderligere gjort gaeldende, at den italienske regering har vedtaget et lovforslag, hvorefter forskere fra andre medlemsstater skal kunne overfoeres til faste stillinger .
17 . Ikke desto mindre har sagsoegte i duplikken nedlagt paastand om frifindelse, idet sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger .
18 . Under den mundtlige forhandling har sagsoegte begrundet paastanden om frifindelse . Under henvisning til CNR' s opgaver anfoeres, at de naevnte forskeres ansaettelsesforhold ikke er omfattet af EOEF-traktatens artikel 48, da de falder ind under undtagelsesbestemmelsen i artikel 48, stk . 4, hvorefter bestemmelserne i artikel 48 ikke gaelder for ansaettelser i den offentlige administration .
19 . Tjenestemaend ved CNR har jo adgang til de hoejeste stillinger ved denne institution, som varetager statens almene interesser . Derfor er det berettiget at kraeve, at disse ansatte skal vaere italienske statsborgere .
20 . Jeg skal, for saa vidt det er relevant, i min efterfoelgende stillingtagen til sagen behandle parternes oevrige argumenter; i oevrigt henviser jeg til retsmoederapporten .
B - Stillingtagen til sagen
21 . Paa grundlag af skriftvekslingen og den mundtlige forhandling kan det fastslaas, at forskere fra andre medlemsstater i det mindste i to henseender udsaettes for forskelsbehandling i forhold til nationale forskere .
22 . De kontraktansaettes paa bestemt tid, hvorfor deres ansaettelsesforhold er mere usikkert end de nationale forskeres . Yderligere er de udelukket fra at deltage i udvaelgelsesproever, som er en forudsaetning for forfremmelse .
23 . Det skal foerst undersoeges, om forbudet mod forskelsbehandling efter EOEF-traktatens artikel 48, stk . 2, finder anvendelse paa de paagaeldende forskere fra andre EF-medlemsstater, eller om forskerstillingerne ved CNR maa betragtes som ansaettelse i den offentlige administration, som ikke er omfattet af forbudet mod forskelsbehandling efter artikel 48, stk . 2, men derimod af undtagelsesbestemmelsen i artikel 48, stk . 4 .
24 . Det bemaerkes for det foerste, at i henhold til Domstolens dom af 12 . februar 1974 i sag 152/73 ( 2 ) kan raekkevidden af den i artikel 48, stk . 4, fastsatte undtagelse ikke afgraenses under hensyn til karakteren af retsforholdet mellem arbejdstageren og den administration, hvor han er ansat . For nylig har Domstolen i dommen af 3 . juni 1986 i sag 307/84 ( 3 ) fastslaaet, at adgangen til visse stillinger ikke kan begraenses, fordi de personer, der ansaettes i disse stillinger, i en given medlemsstat er omfattet af en vedtaegt, der giver adgang til ansaettelse som tjenestemand . Hvis anvendelsen af traktatens artikel 48, stk . 4, var afhaengig af karakteren af retsforholdet mellem arbejdstageren og administrationen, ville det betyde, at medlemsstaterne fik mulighed for frit at bestemme, hvilke stillinger der er omfattet af denne undtagelsesbestemmelse, og derved kunne de ensidigt fastlaegge EF-rettens gyldighedsomraade . Det kunne medfoere, at den samme beskaeftigelse i forskellige medlemsstater var underlagt forskellige bestemmelser, for saa vidt angaar EOEF-traktatens artikel 48, hviket er i strid med EF-retten .
25 . Som Domstolen har udtalt, navnlig i dommen af 17 . december 1980 i sag 149/79 ( 4 ), maa det for at afgoere, om bestemte stillinger er stillinger i den offentlige administration i den i EOEF-traktatens artikel 48, stk . 4, forudsatte betydning, undersoeges, "om de paagaeldende stillinger er eller ikke er typiske for den offentlige forvaltnings saerlige virksomhed, naar den er blevet overdraget udoevelsen af offentlig myndighed og ansvaret for varetagelsen af statens almene interesser ". At begge disse forudsaetninger, nemlig udoevelsen af offentlig myndighed og ansvaret for varetagelsen af statens almene interesser, samtidig skal vaere opfyldt, fremgaar af Domstolens dom af 3 . juli 1986 i sag 66/85 ( 5 ), hvor Domstolen netop fastholdt ovennaevnte udtalelse fra dommen i sag 149/79, skoent den forelaeggende ret havde fundet det tilstraekkeligt, at blot den ene forudsaetning var opfyldt .
26 . Under den mundtlige forhandling har sagsoegte under henvisning til CNR' s opgaver gjort gaeldende, at de her ansatte forskere er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i EOEF-traktatens artikel 48, stk . 4 .
27 . Jeg kan ikke tilslutte mig denne opfattelse, da en henvisning til en offentlig institutions opgaver ikke paa nogen maade indebaerer, at alle de ansatte er blevet overdraget udoevelsen af offentlig myndighed og ansvaret for varetagelsen af statens almene interesser . Det er hoejst sandsynligt, at CNR' s ledelse og overordnede ansatte har saadanne befoejelser; sagsoegte har imidlertid ikke tilbagevist sagsoegerens argument, hvorefter de beroerte forskere faktisk udfoerer forskningsopgaver . Sagsoegte har navnlig ikke godtgjort, at de paagaeldende forskere varetager ledelsesfunktioner i laboratorierne eller raadgiver staten i videnskabelige spoergsmaal . Yderligere kan man ikke tilbagevise sagsoegerens argument, hvorefter det af det forhold, at forskerne allerede laenge har vaeret ansat ved CNR, maa udledes, at sagsoegte stiltiende anerkender, at hverken statens almene interesser eller forvaltningens saerlige opgaver i den foreliggende sag er bragt i fare .
28 . Heller ikke det forhold, at de andre medlemsstaters forskere ifoelge national ret, saafremt de engang fastansaettes, har krav paa forfremmelse til de hoejeste stillinger ved CNR, kan ifoelge Domstolens praksis anfoeres til stoette for at anvende undtagelsesbestemmelsen i EOEF-traktatens artikel 48, stk . 4 . Domstolen har allerede tilbagevist dette argument, jfr . ovennaevnte dom af 17 . december 1980 i sag 149/79 ( 6 ). Ifoelge dommen finder undtagelsesbestemmelsen i artikel 48, stk . 4, kun anvendelse paa visse stillinger inden for den offentlige administration og ikke paa offentligt ansatte i almindelighed .
29 . Foelgelig er stillingerne ved CNR principielt omfattet af forbudet mod forskelsbehandling i EOEF-traktatens artikel 48, stk . 2 .
30 . Saafremt forskere i andre medlemsstater udelukkende paa grund af deres nationalitet udsaettes for forskelsbehandling i forhold til nationale forskere, overtraedes ovennaevnte forbud mod forskelsbehandling . Denne konklusion aendres ikke af det forhold, at de paagaeldende forskere indtil nu har faaet deres ansaettelsestid forlaenget paa grundlag af kontrakter paa bestemt tid . Deres ansaettelse blev nemlig ikke forlaenget paa betingelser, som i alle henseender svarer til de ansaettelsesvilkaarene for indenlandske statsborgere .
31 . Det kan saaledes fastslaas, at Den italienske Republik ikke har overholdt de forpligtelser, der paahviler den i henhold til EOEF-traktatens artikel 48, stk . 2, og artikel 7, stk . 1 og 4, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet, idet den med hensyn til beskaeftigelse og oevrige arbejdsvilkaar diskriminerer forskere, som er statsborgere i andre EF-stater, og som arbejder ved Consiglio nazionale delle ricerche i forhold til forskere med italiensk statsborgerskab, der er ansat ved naevnte raad .
C - Forslag til afgoerelse
32 . Jeg skal foreslaa, at Domstolen giver sagsoegeren medhold, og at sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger .
(*) Oversat fra tysk .
( 1 ) EFT 1968 II, s.*467 .
( 2 ) Dom af 12 . februar 1974 i sag 152/73, Sotgiu mod Deutsche Bundespost, Sml . s.*153 .
( 3 ) Dom af 3 . juni 1986 i sag 307/84, Kommissionen for De europaeiske Faellesskaber mod Den franske Republik, Sml . s . 1725, 1734 .
( 4 ) Dom af 17 . december 1980 i sag 149/79, Kommissionen mod kongeriget Belgien, Sml . s.*3881 .
( 5 ) Dom af 3 . juli 1986 i sag 66/85, Deborah Lawrie-Blum mod Land Baden - Wuerttemberg, Sml . s.*2121, 2139 .
( 6 ) Loc . cit ., praemisserne 20 ff .
Full & Egal Universal Law Academy