Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . J . J . Geist, der er ingenioer med speciale i atomkraft, tiltraadte tjenesten ved Kommissionen den 1 . april 1962 . Han indstillede paa eget initiativ al erhvervsmaessig beskaeftigelse i 1976 og blev efter ansoegning pensioneret med virkning fra 1 . august 1984 .
2 . Han har anlagt sag med paastand om annullation af to afgoerelser truffet af Kommissionen i dennes egenskab af ansaettelsesmyndighed, nemlig
- for det foerste afgoerelsen af 27 . juli 1984, hvorefter han fik tildelt invalidepension paa grundlag af vedtaegtens artikel 78, stk . 3, mens afgoerelsen efter hans opfattelse burde vaere truffet i henhold til artikel 78, stk . 2, og
- for det andet afgoerelsen af 10 . august 1984, hvorefter sagsoegerens ret til vederlag i overensstemmelse med Invaliditetsudvalgets udtalelse blev genoprettet med virkning fra 1 . juni 1983, skoent en raekke laegelige dokumenter vedroerende perioden 1 . februar - 31 . maj 1983 ifoelge sagsoegeren ikke var blevet forelagt Udvalget .
3 . Geist har imidlertid ogsaa gjort gaeldende, at Invaliditetsudvalget ikke var forskriftsmaessigt sammensat . Jeg skal foerst tage stilling til det punkt .
I - Invaliditetsudvalgets sammensaetning
4 . Jeg mener, at dette anbringende boer afvises fra paakendelse . Kommissionen har med rette gjort gaeldende, at anbringendet hviler paa et retsgrundlag, som er uden forbindelse med de i klagen fremfoerte grunde . Domstolens praksis vedroerende forbindelsen mellem indholdet af en klage i henhold til vedtaegtens artikel 91 og formuleringen af paastande og soegsmaalsgrunde er netop blevet stadfaestet og uddybet i dommen i sagen Rihoux m.fl . mod Kommissionen ( 1 ). Det fremgaar heraf, at tjenestemanden "for Domstolen dels kun kan nedlaegge paastande, som har samme genstand som de i klagen anfoerte, dels kun kan fremsaette indsigelser, der hviler paa samme grundlag som de i klagen anfoerte . Disse indsigelser kan for Domstolen uddybes ved fremfoerelse af anbringender og argumenter, som ikke noedvendigvis figurerer i klagen, men som staar i noeje forbindelse hermed ".
5 . De af Geist i staevningen nedlagte paastande har ganske vist ikke aendret klagens genstand, men den soegsmaalsgrund, at Invaliditetsudvalget har vaeret ulovligt sammensat, udgoer et nyt klagepunkt, som ikke var anfoert i klagen .
II - Afgoerelsen af 27 . juli 1984
6 . Jeg skal her erindre om, at en tjenestemand, der er ramt af vedvarende invaliditet, som anses for fuldstaendig, og medfoerer, at han er ude af stand til at goere tjeneste i en stilling i hans stillingsgruppe, i medfoer af artikel 78 er berettiget til invalidepension ( stk . 1 ), som svarer til den alderspension, som han ville vaere berettiget til ved det fyldte 65 . aar, hvis han var forblevet i tjenesten indtil denne alder ( stk . 3 ).
7 . Geist fik tildelt invalidepension beregnet paa grundlag af artikel 78, stk . 3 . Som foelge af hans anciennitet svarede pensionen imidlertid til 70% af hans senest oppebaarne grundloen . Det er den hoejeste sats i henhold til vedtaegten, hvad enten der er tale om en ren og skaer alderspension eller om invalidepension som foelge af erhvervsbetinget invaliditet .
8 . Kan man da - spoergsmaalet blev rejst under den mundtlige forhandling - af denne grund anerkende sagsoegerens soegsmaalsret? Efter hans opfattelse skal spoergsmaalet besvares bekraeftende, da Invaliditetsudvalgets anerkendelse af, at invaliditeten skyldes en erhvervssygdom, ville goere det muligt for ham efter en ad hoc procedure - der endnu ikke var indledt paa datoen for den mundtlige forhandling - at faa udbetalt et engangsbeloeb, jfr . vedtaegtens artikel 73, stk . 2, litra b ). Denne procedure, der er fastsat i artiklerne 16 ff . i ordningen om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemaend ved De europaeiske Faellesskaber, vedtaget til gennemfoerelse af vedtaegtens artikel 73, er, siges det, i saa fald naesten kun en ren formalitet .
9 . Dette argument, der stoettes paa procesbesparende hensyn, tager udgangspunkt i en fejlagtig forstaaelse af det indbyrdes forhold mellem artikel 73 og artikel 78 . Selv om de to bestemmelser begge vedroerer begrebet "erhvervssygdom", skal den foerste sikre daekning af risikoen i forbindelse med udfoerelsen af tjenestemandens opgaver samt retten til ydelser og erstatning i tilfaelde af skade opstaaet i forbindelse hermed . Den anden bestemmelse vedroerer udelukkende fastsaettelsen af uarbejdsdygtigheden og retten til pension . At der foreligger erhvervssygdom, giver kun mulighed for at forhoeje den pension, som principielt allerede er sikret . Erhvervssygdomme, der kun er et af parametrene i forbindelse med anvendelsen af artikel 78, er en afgoerende forudsaetning for anvendelsen af artikel 73 .
10 . Det har Domstolen allerede fastslaaet i sagen B . mod Parlamentet ( 2 ), hvori den udtalte :
"Det fremgaar ... af en sammenligning mellem artikel 73 ( ydelser ved erhvervssygdom ) og artikel 78 ( invalidepension ), at de ydelser, som er fastsat i de to bestemmelser, er af forskellig art og indbyrdes uafhaengige, uanset at de kan oppebaeres samtidigt ."
Under henvisning til artikel 25 i Ordningen, som bestemmer, at "Det forhold, at der i medfoer af vedtaegtens artikel 73 og denne ordning er anerkendt en vedvarende, total eller delvis invaliditet, foregriber paa ingen maade anvendelsen af vedtaegtens artikel 78, eller omvendt", udtalte Domstolen videre, "at der her er tale om forskellige procedurer, som kan give anledning til saerskilte afgoerelser uden indbyrdes forbindelse ".
11 . Det kan ganske vist ikke udelukkes, at Invaliditetsudvalgets bedoemmelse ( artikel 78 ) til en vis grad kan paavirke Laegeudvalgets ( artikel 73 ) eller omvendt, men der bestaar ikke formodning herfor, og det kan heller ikke have nogen juridisk betydning, naar henses til at de to procedurer retligt er indbyrdes uafhaengige . Det paahvilede saaledes sagsoegeren paa grund af den af ham paaberaabte saavel oekonomiske som ikke-oekonomiske interesse at ivaerksaette en procedure med henblik paa anvendelse af artikel 73 . Det ville vaere udtryk for forveksling og ikke procesbesparende hensyn, saafremt man paa grundlag af artikel 78 forsoeger at erhverve en ret, som kraever anvendelse af en anden bestemmelse .
12 . Jeg mener derfor ikke, at Geist har soegsmaalsret, for saa vidt angaar afgoerelsen vedroerende hans pensionering . Spoergsmaalet blev droeftet under den mundtlige forhandling . Manglende soegsmaalsret maa antages at vaere en praeceptiv afvisningsgrund, der kan goeres gaeldende ex officio paa et hvilket som helst tidspunkt, jfr . procesreglementets artikel 92, stk . 2 .
13 . Saafremt Domstolen maatte fastslaa, at Geist har soegsmaalsret, skal jeg nu subsidiaert behandle spoergsmaalet, om Invaliditetsudvalget burde - eller i det hele taget kunne - tage stilling til, om den eller de lidelser, som det betegnede som invaliderende, var erhvervsbetinget . Jeg skal i denne forbindelse gennemgaa Invaliditetsudvalgets, henholdsvis ansaettelsesmyndighedens, kompetence .
14 . Ligesom i mit forslag til afgoerelse i sag 214/85, Gherardi Dandolo mod Kommissionen ( 3 ), skal jeg ogsaa her under henvisning til Rienzi-dommen ( 4 ) understrege, at Invaliditetsudvalget alene er kompetent til at bedoemme, om der foreligger invaliditet, samt omfanget og foelgerne heraf med henblik paa at fastslaa, om der bestaar en forbindelse mellem invaliditeten og en ulykke eller/og sygdom, hvorimod den ikke kan udtale sig om den erhvervsmaessige oprindelse heraf, da ansaettelsesmyndigheden har enekompetence paa dette omraade .
15 . Domstolen har i sagen K . mod Raadet fastslaaet, at ansaettelsesmyndigheden "ikke af egen drift er forpligtet til under en procedure om pensionering paa grund af invaliditet at undersoege og afgoere aarsagen til invaliditeten", og "at det paahviler tjenestemanden at anmode om at blive omfattet af vedtaegtens artikel 78, stk . 2" ( 5 ).
16 . Geist har anerkendt, at han oprindelig ikke havde indbragt en saadan anmodning, og, naar henses til ovennaevnte praksis, kan han ikke med rette goere gaeldende, at det paahviler administrationen som foelge af dens omsorgspligt systematisk at fremsaette supplerende forklaringer for at udfylde eventuelle lakuner i de klager, den forelaegges .
17 . Geist har paaberaabt sig ovennaevnte dom, for saa vidt angaar virkningerne af hans klage af 20 . november 1984 . Ligesom Geist havde K . indbragt en klage med henblik paa at opnaa, at hans pension fastsattes paa grundlag af vedtaegtens artikel 78, stk . 2 . Domstolen ophaevede Raadets afvisning, da det paahvilede dette at lade aarsagen til invaliditeten fastslaa "med henblik paa efter omstaendighederne at tillaegge (( sagsoegeren )) en pension af den kraevede stoerrelse ". ( 6 )
18 . Sagsoegeren anmodede ganske vist i sin klage om, at Invaliditetsudvalget igen traadte sammen blandt andet med henblik paa at afgoere, om den invaliditet, han var ramt af, "skyldtes en erhvervssygdom eller en anden aarsag, som angives naermere", og han henviste her udtrykkeligt til artikel 78, stk . 2 . I modsaetning til den ovennaevnte sag kunne anmodningen her ikke have til formaal at opnaa det stoerst mulige pensionsbeloeb, da det allerede var tildelt af ansaettelsesmyndigheden . Vi staar her igen over for begrebet manglende soegsmaalsret . Jeg konkluderer derfor subsidiaert, at Geist ikke har interesse i at paastaa afgoerelsen af 27 . juli 1984 annulleret .
19 . Denne konklusion aendres ikke af det forhold, at en af sagsoegtes ansatte, Pincherle, blev hoert af Invaliditetsudvalget . Det er ganske vist en beklagelig fremgangsmaade, som er lidet forenelig med princippet om ligevaegt mellem parternes rettigheder, som Invaliditetsudvalgets sammensaetning er udtryk for . Domstolen anerkender utvivlsomt, at et udvalg sammensat af laeger "tilkalder andre laeger som konsulenter, saafremt dette forekommer udvalget hensigtsmaessigt, idet arten af de skader, der skal bedoemmes, kan noedvendiggoere en udtalelse fra en specialist" ( 7 ). Denne praksis kan dog ikke finde anvendelse, naar der er tale om at indhente udtalelser fra andre end laeger . Naar det som her drejer sig om oplysninger af retlig art, som yderligere indhentes hos en af ansaettelsesmyndigheden ansat person, var det noedvendigt, at sagsoegeren i det mindste blev opfordret til at vaere til stede under hoeringen, eventuelt ved, eller bistaaet af, sin advokat . Dette klagepunkt er imidlertid irrelevant, da der ikke er gjort indgreb i de rettigheder, som sagsoegeren kan paaberaabe sig ifoelge artikel 78 .
III - Afgoerelsen af 10 . august 1984
20 . Denne afgoerelse blev truffet paa grundlag af Invaliditetsudvalgets udtalelse, som havde fastslaaet, at attesterne udstedt efter det foregaaende Invaliditetsudvalgs moede den 31 . januar 1983 var gyldige, og at det heraf fremgik, at "Geist var uarbejdsdygtig fra 1 . juni 1983 indtil dato", det vil sige indtil den 19 . juli 1984 .
21 . Opmaerksomheden henledes ligeledes paa, at det paahvilede sagsoegeren som
- en pligt ifoelge vedtaegtens artikel 59, stk . 1, andet og tredje afsnit,
- en mulighed ifoelge artikel 9 i vedtaegtens bilag II
at fremlaegge dels for ansaettelsesmyndigheden, dels for Invaliditetsudvalget de laegeattester, som begrundede hans fravaer under den omtvistede periode . Geist goer ikke gaeldende at have anvendt denne mulighed . Han har heller ikke fremlagt kopi af de laegeattester, som han tilstillede ansaettelsesmyndigheden for at begrunde sit fravaer i den omtvistede periode .
22 . Han har endelig gjort gaeldende, at den dato, fra hvilken udbetalingen af hans loen blev genoptaget, nemlig den 1 . juni 1983, ikke var i overensstemmelse med nogen laegeattest . Det er ukorrekt, idet den laegeattest, der blev udstedt den 7 . juni 1983 af doktor Olmechette, angav, at Geist var uegnet til at udoeve sit erhverv "fra 1 . juni 1983 til 31 . august 1983 ".
23 . Foelgelig er afgoerelsen af 10 . august 1984 ikke behaeftet med mangler .
24 . Jeg skal herefter sammenfattende foreslaa, at Kommissionen frifindes, for saa vidt angaar afgoerelsen af 10 . august 1984, og at sagen i oevrigt afvises; der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 69, stk . 2, og artikel 70 .
(*) Oversat fra fransk .
( 1 ) Dom af 7 . maj 1986 i sag 52/85, Sml . s . 1555 . Se navnlig praemisserne 12 og 13 .
( 2 ) Dom af 15 . januar 1981 i sag 731/79, Sml . s . 107, navnlig praemis 9 .
( 3 ) Sag 214/85, dom af 20 . maj 1987, endnu utrykt .
( 4 ) Dom af 21 . januar 1987 i sag 76/84, Rienzi mod Kommissionen, endnu utrykt .
( 5 ) Dom af 12 . januar 1983 i sag 257/81, Sml . s . 1, praemis 12 .
( 6 ) Ovennaevnte sag 257/81, K . mod Raadet, praemis 15, min fremhaevelse .
( 7 ) Sag 265/83, B . Suss mod Kommissionen, dom af 29 . november 1984, Sml . s . 4029, praemis 12 .
Full & Egal Universal Law Academy