EUR-Lex -  61985CC0277 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Sir Gordon Slynn fremsat den 8. marts 1988. - CANON INC. M. FL. MOD RAADET FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER ANTIDUMPINGTOLD PAA ELEKTRONISKE SKRIVEMASKINER. - FORENEDE SAGER 277/85 OG 300/85.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

++++

Hoeje Domstol .

De relevante retsregler og sagernes forhistorie m.v .

Canon Incorporated of Japan ( herefter benaevnt "Canon Inc .") er et selskab, der fremstiller optiske og elektroniske produkter . Selskabet fremstillede oprindelig fotografiapparater, men gik senere ind paa markedet for avanceret kontorudstyr og begyndte at fremstille elektroniske skrivemaskiner i 1982-83 . I de fleste medlemsstater saelges Canon-produkter gennem 100%-ejede datterselskaber . Canons tre vigtigste forhandlerselskaber i EF er etableret i Det Forenede Kongerige (( Canon ( UK ) Ltd, herefter benaevnt "Canon Det Forenede Kongerige ")), Tyskland ( Canon Rechner Deutschland GmbH, herefter benaevnt "Canon Tyskland ") og Frankrig ( Canon France SA, herefter benaevnt "Canon Frankrig ") og importerer direkte fra Japan .

Ved forordningen om midlertidig told blev der indfoert en midlertidig antidumpingtold paa 33,3% paa importen af elektroniske skrivemaskiner fremstillet af Canon Inc . Tolden blev opkraevet efter denne sats, og ved forordningen om endelig told blev der paalagt en endelig told paa 35 %. Hvad angaar disse forordninger og grundforordningen, som de blev udstedt med hjemmel i, henviser jeg til mit forslag til afgoerelse i de forenede sager 260/85 og 106/86, Tokyo Electric Company mod Raadet ( herefter benaevnt "TEC-sagen ").

Ved staevning ( sag 277/85 ), indgivet til Domstolens Justitskontor den 10 . september 1985, anlagde Canon Frankrig, Canon Tyskland og Canon Det Forenede Kongerige sag mod Raadet med paastand om annullation af forordningen om endelig told for deres vedkommende og om, at Raadet tilpligtes at betale sagsoegernes omkostninger . Ved staevning ( sag 300/85 ), indgivet til Domstolens Justitskontor den 4 . oktober 1985, anlagde Canon Inc . sag mod Raadet med tilsvarende paastande, idet de to staevninger har stort set det samme indhold .

Ved endnu et processkrift ( sagerne 277/85 R og 300/85 R ), der blev indgivet den 7 . oktober 1985, fremsatte samtlige fire selskaber begaering om en suspension af forordningen om endelig told . Sagerne blev forenet, og ved kendelse, afsagt af Domstolens praesident den 18 . oktober 1985, blev begaeringen om foreloebige forholdsregler ikke taget til foelge, idet afgoerelsen om omkostningerne i forbindelse hermed blev udsat, jfr . Sml . 1985, s . 3491 .

Raadet har ikke nedlagt nogen egentlig paastand om afvisning af sag 277/85, men har i sit svarskrift i denne sag gjort gaeldende, a ) at det maa anses for tvivlsomt, hvorvidt der er hjemmel for importoerer til at anlaegge sager af den paagaeldende art, og b ) at det ikke tjente noget formaal for datterselskaberne i EF at anlaegge en selvstaendig sag i forhold til den af det japanske moderselskab anlagte . Raadet har paa denne baggrund nedlagt paastand om, at sagsoegerne i sag 277/85 under alle omstaendigheder tilpligtes at betale dets omkostninger i denne sag, idet disse er blevet paafoert Raadet uden rimelig grund og anledning .

Ved kendelse af 11 . november 1985 forenede Domstolen sagerne 277 og 300/85 . Jeg vil i det foelgende omtale samtlige fire sagsoegere kollektivt som "Canon", medmindre andet fremgaar .

Kommissionen og Cetma har interveneret til stoette for Raadets paastande .

Canon har fremsat fem anbringender til stoette for annullationspaastanden . Det goeres herved gaeldende : 1 ) at der ikke er blevet foretaget en passende sammenligning mellem den normale vaerdi og eksportprisen, 2 ) at fastlaeggelsen af den normale vaerdi er behaeftet med fejl, 3 ) at fastlaeggelsen af eksportprisen er behaeftet med fejl, 4 ) at der er sket en forkert opgoerelse af skaden, og 5 ) at der foreligger proceduremangler .

Formaliteten

Det er noedvendigt indledningsvis at droefte spoergsmaalet om, hvorvidt sag 277/85 kan antages til realitetsbehandling . Retsstillingen er i dag den, at eksportoerer af et produkt omfattet af en antidumpingretsakt kan anfaegte denne, navnlig naar de udtrykkeligt er naevnt i retsakten, saaledes som det er tilfaeldet med Canon Inc . Importoerer tilknyttet en saadan eksportoer ( i modsaetning til uafhaengige importoerer ) kan ligeledes anfaegte en saadan retsakt, navnlig naar eksportprisen - som her - er blevet beregnet paa grundlag af deres salgspriser frem for eksportoerens, jfr . sag 118/77, ISO mod Raadet, Sml . 1979, s . 1277, sag 307/81, Alusuisse mod Raadet og Kommissionen, Sml . 1982, s . 3463, og de forenede sager 239 og 275/82, Allied Corporation mod Kommissionen, Sml . 1984, s . 1005 . Da sagsoegerne i sag 277/85 er 100%-ejede datterselskaber af Canon Inc ., og da eksportprisen i den anfaegtede forordning blev beregnet paa grundlag af deres priser, kan de efter min opfattelse anlaegge sag til proevelse af forordningen .

Paa den anden side overlapper den sag, som Canon Inc . senere selv anlagde ( 300/85 ), i hoej grad sag 277/85, hvilket er et forhold, som der boer tages hensyn til ved afgoerelsen om sagsomkostningerne .

Realiteten

Foerste anbringende : tilsidesaettelse af forpligtelsen til at foretage en passende sammenligning mellem den normale vaerdi og eksportprisen

Til stoette for dette anbringende har Canon anfoert foelgende : 1 ) I henhold til grundforordningens artikel 2, stk . 9, skulle Kommissionen foretage en passende sammenligning mellem eksportprisen og den normale vaerdi . Kommissionen tilsidesatte under hele forloebet af proceduren denne grundlaeggende forpligtelse ved at anvende beregningsmetoder, som henholdsvis oppustede den normale vaerdi og reducerede eksportprisen . Sammenligningen mellem disse to stoerrelser foerte uundgaaeligt til en helt uantagelig dumpingmargen, nemlig 76,5 %. En korrekt vurdering af de faktiske omstaendigheder i overensstemmelse med grundforordningen ville have foert til det resultat, at der ikke forelaa nogen dumping . Sagsoegerne fastholder, at dumpingmargenen i Canons tilfaelde var nul . 2 ) Ved den af Kommissionen anvendte fremgangsmaade skete der en yderligere tilsidesaettelse af artikel 2, stk . 9, derved, at der ikke blev foretaget en sammenligning ab fabrik og i samme handelsled . 3 ) Kommissionen anlagde en forkert fortolkning af artikel 2, stk . 10, for saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvilke justeringer der skulle foretages med henblik paa fastlaeggelsen af den normale vaerdi . Artikel 2, stk . 10, kan ikke have forrang frem for princippet i artikel 2, stk . 9, om, at der skal foretages en passende sammenligning . Endvidere savner den fortolkning, som Kommissionen anlagde, for saa vidt angaar de former for justeringer, der er udtrykkeligt naevnt i artikel 2, stk . 10, grundlag og er ulogisk . Foelgelig var den af Kommissionen foretagne sammenligning mellem den normale vaerdi og eksportprisen behaeftet med fejl .

Af de grunde, jeg har angivet i mit forslag til afgoerelse i TEC-sagen, kan jeg ikke tilslutte mig den opfattelse, at artikel 2, stk . 9 ( hverken i sig selv eller sammenholdt med artikel 2, stk . 10 ) opstiller noget absolut krav med hensyn til sammenligningen . Som det fremgaar af dommene i minikuglelejer-sagerne, er fastlaeggelsen af den normale vaerdi og fastlaeggelsen af eksportprisen to selvstaendige procedureled, for hvilke der gaelder forskellige regler, nemlig henholdsvis artikel 2, stk . 3-7, og artikel 2, stk . 8, i grundforordningen . Bestemmelserne om sammenligningen i artikel 2, stk . 9 og 10, bliver foerst relevante, efter at henholdsvis eksportprisen og den normale vaerdi er blevet fastlagt i overensstemmelse med de naevnte forskellige regler . Bestemmelserne om sammenligningen gaar ikke forud for disse regler, men regulerer spoergsmaalet om de justeringer, der kan foretages for at tage hoejde for saerlige forhold ( forskelle i varens fysiske egenskaber, forskelle i maengde, forskelle med hensyn til salgsvilkaar og forskelle med hensyn til importafgifter og indirekte skatter ) med det formaal, at eksportprisen og den normale vaerdi sammenlignes paa et ensartet grundlag .

Det foelger heraf, at artikel 2, stk . 9, ikke skaber nogen forpligtelse til at fastlaegge den normale vaerdi og eksportprisen efter samme fremgangsmaade eller efter "symetriske" metoder, og Domstolen fastslog dette i dommene i minikuglelejer-sagerne . I oevrigt strider ideen om "symetriske" metoder mod ordlyden af artikel 2, stk . 3-7, og artikel 2, stk . 8, hvorefter der gaelder forskellige beregningsmetoder .

Canon henviser i naervaerende sammenhaeng til praksis i USA, herunder navnlig til "export sales price offset" (" ESP offset "), som Department of Commerce regner med, naar eksportprisen ( der i amerikansk ret betegnes "US price ") fastlaegges i form af en beregnet pris . Naar der gaas frem paa denne maade, kan de generelle salgsomkostninger fratraekkes i den normale vaerdi ( der i amerikansk ret betegnes "fair market value ") i et omfang svarende til de generelle salgsomkostninger, der er blevet fratrukket i eksportprisen . De amerikanske domstole synes at have anerkendt lovligheden af denne praksis, som er blevet offentliggjort som en forvaltningsregel i "Code of Federal Regulation" (( 19 CFR § 353.15, litra c ) )), men som ikke fremgaar af den amerikanske antidumpinglovgivning, idet der synes at vaere tale om en lempelig praksis, som Department of Commerce foelger, uden at ordningen er udtrykkeligt hjemlet i antidumpinglovgivningen . Ordningens karakter af en administrativ praksis, som kan aendres, goer, at argumentet i naervaerende sammenhaeng svaekkes .

Under alle omstaendigheder kan den naevnte praksis ikke uden videre overfoeres til den ordning, der gaelder i EF . De to antidumpingordninger er for forskellige med hensyn til den maade, de anvendes paa, og der savnes hjemmel til en saadan overfoersel . Det hedder i tredje betragtning til grundforordning "ved anvendelsen af disse regler er det for at opretholde den ligevaegt mellem rettigheder og forpligtelser, som det var hensigten at tilvejebringe ved disse aftaler (( navnlig GATT og kodeksen )), vaesentligt, at Faellesskabet tager hensyn til sine vigtigste handelspartneres fortolkning af reglerne, saaledes som den fremgaar af lovgivningen eller gaeldende praksis ". Dette betyder dog ikke, at faellesskabsmyndighederne i vaesentlig grad er forpligtet til at inddrage disse forhold . I det hoejeste kan en praksis som den amerikanske "ESP offset"-ordning derfor vaere et element, som faellesskabsmyndighederne vil kunne hente inspiration fra ved anvendelsen af grundforordningen . Den omstaendighed, at der foreligger en bestemt praksis i USA, der endog i EF-sammenhaeng kun kan tillaegges den naevnte vaegt, kan ikke skabe grundlag for den antagelse, at grundforordningens bestemmelser om sammenligningen, jfr . navnlig artikel 2, stk . 9, gaar forud for bestemmelserne i artikel 2, stk . 3-7, om den normale vaerdi .

Hvad angaar argumentet om, at sammenligningen ikke blev foretaget ab fabrik, kan der af de grunde, jeg har angivet i mit forslag til afgoerelse i TEC-sagen, ikke gives Canon medhold heri . Jeg bemaerker herved navnlig, at Canon ligesom TEC saelger i Japan gennem et tilknyttet selskab, Canon Sales Company ( herefter benaevnt "Canon Sales "), i hvilket Canon Inc . ejer 51,38% af aktiekapitalen . Dette kan efter min opfattelse ikke faa indflydelse paa retsvirkningerne af bestemmelserne i grundforordningen om fastlaeggelsen af den normale vaerdi .

Canon har i naervaerende sammenhaeng navnlig gjort gaeldende, at sammenligningen ikke blev foretaget i samme handelsled . Det hedder imidlertid (( i den engelske version af )) betragtning 24 til forordningen om endelig told : "All comparisons were made at ex works level ". Dette opfatter jeg som synonymt med "ex factory" (( ab fabrik )). Efter min opfattelse har Canon ikke godtgjort, at eksportprisen eller den normale vaerdi blev fastlagt i et andet led end ab fabrik, det vaere sig engros eller detail . Argumentet om, at der ikke fuldt ud blev foretaget justeringer, for saa vidt angaar salgs - og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger og fortjeneste hos det japanske forhandlerselskab, drejer sig ikke saa meget om handelsleddet som om rimeligheden af de generalomkostninger og fortjenester, der blev inddraget ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi .

Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt der blev foretaget en korrekt sammenligning, drejer tvisten sig i mine oejne ikke om handelsleddet, men om de justeringer, som Canon haevder burde have vaeret foretaget efter grundforordningens artikel 2, stk . 10 . Det hedder i betragtning 24 til forordningen om endelig told : "Med henblik paa at foretage en rimelig sammenligning mellem normale vaerdi og eksportpriserne tog Kommissionen i paakommende tilfaelde hensyn til forskelle, der paavirkede prisernes sammenlignelighed, saasom forskelle i fysiske egenskaber og salgsvilkaar, for saa vidt det paa tilfredsstillende maade kunne godtgoeres, at der forelaa en direkte sammenhaeng mellem disse forskelle og de paagaeldende salg, hvilket var tilfaeldet for forskelle i kreditvilkaar, garantier, teknisk service, provisioner, loen til saelgere, emballerings -, transport -, forsikrings -, haandterings - og ekstraomkostninger ." Canon finder disse justeringer utilstraekkelige og goer gaeldende, at der skulle have vaeret foretaget yderligere, idet det navnlig anfoeres, at den normale vaerdi burde have vaeret nedsat for at tage hoejde for administrationsomkostninger og reklameudgifter . Faellesskabsmyndighederne afslog saadanne yderligere justeringer (" Der blev ikke gjort indroemmelser for indirekte omkostninger og generalomkostninger "), og begrundelsen herfor er noeje angivet i betragtningerne 24-26 til forordningen om endelig told . Begrundelsen var i det vaesentlige, at det ikke var blevet godtgjort, at de administrationsomkostninger og reklameudgifter, for hvilke Canon oenskede justeringer, havde en direkte sammenhaeng med "de paagaeldende salg", saaledes som det er en forudsaetning efter grundforordningen .

Efter min opfattelse var det i overensstemmelse med grundforordningen, at det blev afvist at foretage de paagaeldende justeringer . I henhold til grundforordningens artikel 2, stk . 9, skal eksportprisen og den normale vaerdi sammenlignes paa et ensartet sammenligningsgrundlag, for saa vidt angaar bl.a . "salgsvilkaar ". Saafremt der ikke er tale om et ensartet sammenligningsgrundlag, gaelder det i denne forbindelse i henhold til artikel 2, stk . 10, at der i hvert enkelt tilfaelde alt efter omstaendighederne skal tages behoerigt hensyn til forskelle, der paavirker prisernes sammenlignelighed, idet det hedder, at "med hensyn til fastsaettelsen af justeringerne anvendes foelgende retningslinjer ". Det fremgaar aabenbart heraf, at artikel 2, stk . 10, detaljeret regulerer spoergsmaalet om anvendelsen af de i artikel 2, stk . 9, fastlagte principper, og at bestemmelsen i tvivlstilfaelde skal fortolkes i overensstemmelse med disse principper .

De eneste tilfaelde, hvor der kan tages hensyn til administrationsomkostninger og reklameudgifter efter artikel 2, stk . 9 og 10, er tilfaelde, hvor saadanne falder ind under begrebet "salgsvilkaar", som artikel 2, stk . 10, litra c ), indeholder detaljerede regler om . Det hedder i bestemmelsen : "justeringerne begraenses til forskelle, som har direkte tilknytning til de paagaeldende salg ...; der vil almindeligvis ikke blive foretaget justeringer for forskelle i administrations - og generalomkostninger, herunder forsknings - og udviklingsomkostninger eller omkostninger til reklame ." Det fremgaar af betragtning 24 til forordningen om endelig told, at faellesskabsmyndighederne foretog justeringer for forskelle i salgsvilkaar, naar det blev dokumenteret, at der forelaa en direkte tilknytning til "de paagaeldende salg", f.eks . hvad angaar kreditvilkaar, garantier og emballerings -, transport - og haandteringsomkostninger . Heroverfor staar administrationsomkostninger og reklameudgifter, som er af general art, og som i henhold til artikel 2, stk . 10, litra c ), principielt ikke kan komme i betragtning .

Ved at gaa frem som beskrevet i betragtningerne 24-26 til forordningen om endelig told handlede faellesskabsmyndighederne efter min opfattelse i overensstemmelse med den naturlige mening med ordlyden af artikel 2, stk . 10, litra c ). Jeg kan ikke tilslutte mig den opfattelse, at faellesskabsmyndighederne fortolkede denne bestemmelse for restriktivt . Kriteriet "direkte tilknytning" eller "direkte sammenhaeng", som de gik ud fra, er netop det, der er naevnt i bestemmelsens indledning . Jeg er uenig i, at anvendelsen af dette kriterium skaber en konflikt mellem artikel 2, stk . 10, litra c ), og artikel 2, stk . 9 . Artikel 2, stk . 9, indeholder bestemmelse om justeringer, for saa vidt angaar "salgsvilkaar ". Saafremt der hermed overhovedet menes noget som helst, maa der med begrebet sigtes til konkrete handler og konkrete koebekontrakter, og det er i fuld overensstemmelse hermed, at der i henhold til artikel 2, stk . 10, litra c ), skal vaere en "direkte tilknytning til de paagaeldende salg ". Den alternative fortolkning, som Canon forfaegter, og som ville give mulighed for at inddrage mange flere former for omkostninger, kan efter min opfattelse ikke forenes med ordet "salgsvilkaar", og efter denne fortolkning giver ordet ingen mening . Endvidere stemmer en naturlig fortolkning af artikel 2, stk . 10, litra c ), godt overens med ordningen i henhold til grundforordningen som helhed . Mens justeringer paa sammenligningsstadiet - efter en saadan fortolkning - er begraenset til omkostninger med direkte tilknytning til konkrete handler, tages omkostninger uden en saadan tilknytning - som f.eks . generalomkostninger - i betragtning ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi . Naar den normale vaerdi fastlaegges i form af en beregnet vaerdi, gaelder det udtrykkeligt, at der skal inddrages "en rimelig margen til daekning af salgs - og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger ". Hvad angaar tilfaelde, hvor den normale vaerdi fastlaegges paa grundlag af en faktisk hjemmemarkedspris, gaelder det inden for forretningsverdenen, at prisen normalt er blevet fastsat saaledes, at der skabes daekning for almindelige generalomkostninger .

Canon henviser endelig til ordet "almindeligvis" i saetningen, "der vil almindeligvis ikke blive foretaget justeringer for forskelle i administrations - og generalomkostninger", og til ordet "retningslinjer" i foerste afsnit af artikel 2, stk . 10 . Det er rigtigt, at det ikke er hensigten med artikel 2, stk . 10, litra c ), at opstille nogen absolut regel, idet der er tale om en retningslinje, saaledes at der kan goeres undtagelser fra reglen . Det erkendes netop i saavel betragtning 24 som betragtning 25, at der kun er tale om en hovedregel, hvorfor den anvendte fremgangsmaade ikke kan anfaegtes paa det naevnte grundlag . Hertil kommer, at en forventning om justeringer af den omhandlede art ikke er berettiget, medmindre den, der angiveligt vil drage fordel af dem, fremlaegger den fornoedne dokumentation . Andet punktum i artikel 2, stk . 10, lyder saaledes : "Saafremt en beroert part anmoder om en saadan hensyntagen, maa den bevise, at dens anmodning er berettiget ." Det maatte derfor paahvile Canon at dokumentere, at de omkostninger, for hvilke der oenskedes justeringer, som en undtagelse havde en direkte tilknytning til "de paagaeldende salg ". Canon har i denne sag ikke kunnet godtgoere, at dette var tilfaeldet, hvorfor det anfoerte ikke kan laegges til grund ( jfr . dommen i sag 258/84, Nippon Seiko mod Raadet, som jeg har omtalt i mit forslag til afgoerelse i TEC-sagen, praemis 45 ).

Jeg er herefter af den opfattelse, at Canons foerste anbringende til stoette for en annullation ganske maa forkastes .

Andet anbringende : fejlagtig fastlaeggelse af den normale vaerdi

Ved sit andet anbringende til stoette for en annullation har Canon anfoert foelgende . 1 ) Kommissionen skulle i henhold til grundforordningens artikel 2, stk . 3, litra a ), og artikel 2, stk . 3, litra b ), fastlaegge den normale vaerdi, enten paa grundlag af Canon Inc .' s priser paa hjemmemarkedet, eller - saafremt den afviste denne fremgangsmaade paa grundlag af artikel 2, stk . 7 - paa basis af produktionsomkostninger ab fabrik . Ved at fastlaegge den normale vaerdi paa grundlag af Canon Sales' priser tilsidesatte Kommissionen denne forpligtelse . 2 ) Under alle omstaendigheder burde der vaere sket en fastlaeggelse af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi paa grundlag af produktionsomkostningerne som foelge af den ringe afsaetning af elektroniske skrivemaskiner fremstillet af Canon paa det japanske marked og paa grund af dette markeds saerlige karakter . Afsaetningen paa hjemmemarkedet af de to modeller, hvis normale vaerdi blev fastlagt paa grundlag af den faktiske hjemmemarkedspris, repraesenterede kun 1,4% af det samlede omfang af Canons eksport til Faellesskabet . 3 ) De af Kommissionen anvendte metoder til fastlaeggelse af den normale vaerdi var urimelige og stred mod grundforordningens artikel 2, stk . 3, 9 og 10, navnlig af foelgende grunde : a ) Hvad angaar de to modeller, hvis normale vaerdi blev fastlagt paa grundlag af hjemmemarkedsprisen, afviste Kommissionen at nedsaette priserne i det omfang, der var noedvendigt for at naa frem til priser ab fabrik . Den saaledes fastlagte saakaldte normale vaerdi blev derfor kunstigt hoej . b ) For saa vidt angaar de fire modeller, hvis normale vaerdi blev fastlagt i form af en beregnet vaerdi, regnede Kommissionen med urette med dobbelt saa hoeje produktions - og administrationsomkostninger hos Canon Inc . som de faktiske, idet den inddrog supplerende elementer . c ) Med hensyn til disse fire modeller var den fortjenstmargen paa 47% af omkostningerne ( 32,39% af omsaetningen ), der blev lagt oven i de faktiske produktionsomkostninger, samt de angivelige supplerende omkostninger udtryk for vildt overdrevne ansaettelser . d ) For alle seks modellers vedkommende foerte Kommissionens metode til fastlaeggelse af den normale vaerdi til et resultat, der ikke svarede til en pris ab fabrik .

Det er aabenbart, at faellesskabsmyndighederne var berettiget til at anse Canon Sales for "forbundet" med Canon Inc ., jfr . grundforordningens artikel 2, stk . 7, og dermed til inden for rammerne af deres skoensmaessige befoejelser at se bort fra Canon Inc .' s priser over for Canon Sales ved fastlaeggelse af den normale vaerdi . Canon har ikke godtgjort, at der blev handlet uden for rammerne af disse skoensmaessige befoejelser, eller at disse befoejelser blev udoevet paa retsstridig maade . Det anfoerte om, at den normale vaerdi burde have vaeret fastlagt paa grundlag af Canon Inc .' s priser over for Canon Sales, kan derfor ikke laegges til grund .

I henhold til grundforordningens artikel 2, stk . 3, litra a ), forstaas ved den normale vaerdi "den sammenlignelige pris, der faktisk er betalt eller skal betales i normal handel for samme vare til forbrug i eksport - eller oprindelseslandet ". Efter min opfattelse maa denne bestemmelse fortolkes saaledes, at der hermed ogsaa kan vaere tale om de priser, som en producents forhandlerselskab anvender over for sine kunder . De priser, som Canon Sales anvendte over for sine kunder, var utvivlsomt priser "i normal handel" i den i den naevnte bestemmelse forudsatte betydning, og faellesskabsmyndighederne kunne lovligt tage udgangspunkt i disse priser ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi, saaledes som de gjorde ( jfr . betragtning 8 til forordningen om endelig told ). Det af Canon anfoerte, hvorefter den normale vaerdi, saafremt den ikke blev fastlagt paa grundlag af Canon Inc .' s priser, enten skulle fastlaegges i form af en beregnet vaerdi eller paa grundlag af prisen ved eksport til tredjelande, jfr . artikel 2, stk . 3, litra b ), maa efter min opfattelse forkastes .

Den taerskel paa 5%, som blev fastlagt, for saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvor stor en afsaetning der skulle vaere for, at dette kunne tjene som grundlag for fastlaeggelsen af den normale vaerdi, jfr . betragtning 4 til forordningen om endelig told, er ikke alene lovlig, den fremmer ogsaa retssikkerheden .

Taersklen blev fastsat til 5% af "eksportmaengden til Faellesskabet", og Canon goer som et argument gaeldende, at praksis i USA er at se bort fra en afsaetning paa hjemmemarkedet, saafremt mindre end 5% af eksporten sker til andre lande end USA . Af de grunde, jeg allerede har angivet, kan der kun laegges begraenset vaegt paa amerikansk praksis . Inden for dette forbehold bemaerker jeg i foerste raekke, at den naevnte amerikanske praksis stoetter, at taersklen blev fastsat til 5%, idet jeg i oevrigt er uenig i, at det noedvendigvis er eksporten til andre lande end det, som rammes af den angivelige dumping, der er relevant . Paa det foreliggende grundlag mener jeg, at det er et mere rimeligt udgangspunkt for sammenligningen at basere sig paa eksporten til det land ( eller oekonomiske faellesskab ), der beroeres af dumpingen . Jeg ser saaledes intet grundlag for at betvivle lovligheden af den i betragtning 4 omhandlede taerskel paa 5 %.

Det er blevet oplyst, at der for de to Canon-modellers vedkommende, nemlig modellerne AP 400 og AP 500, var en afsaetning i Japan, der i referenceperioden oversteg taersklen . Canon har anfoert, at afsaetningen paa hjemmemarkedet af disse to modeller kun repraesenterede 1,4% af det samlede omfang af Canons eksport af elektroniske skrivemaskiner til Faellesskabet . Dette er irrelevant, idet Canon herved sammenligner afsaetningen af kun disse modeller i Japan med afsaetningen af seks modeller i EF . Procentsatsen maa fastlaegges model for model . Raadet har anfoert, at afsaetningen paa hjemmemarkedet af modellen AP 400 repraesenterede 7,6% af eksportmaengden til Faellesskabet, mens procentsatsen for modellen AP 500 var 8,7 . Som svar paa nogle spoergsmaal fra Domstolen har Canon fremlagt fortrolige oplysninger om afsaetningen, der efter min opfattelse i vaesentlig grad bekraefter rigtigheden af de naevnte procentsatser . Det af Canon anfoerte maa derfor forkastes .

Selv om det er rigtigt, at elektroniske skrivemaskiner med alfabetisk tastatur indtager en saerstilling i Japan, fordi sproget ikke skrives med latinske bogstaver, giver dette - i modsaetning til, hvad Canon haevder - ikke noget grundlag for ikke at anvende grundforordningens artikel 2, stk . 3, litra a ), paa saedvanlig maade . Saafremt afsaetningen paa hjemmemarkedet naar et tilstraekkeligt niveau, kan jeg ikke se, hvorledes dette kan faa nogen indvirkning paa betingelserne i henhold til lovgivningen, hvorefter den normale vaerdi kan fastlaegges paa grundlag af en faktisk hjemmemarkedspris .

Canon goer gaeldende, at den normale vaerdi burde have vaeret fastlagt paa grundlag af prisen ved eksport til det amerikanske marked . Dette holder ikke stik, for saa vidt angaar de to modeller, hvis normale vaerdi - efter min opfattelse med rette - blev fastlagt paa grundlag af faktiske hjemmemarkedspriser . Hvad angaar de oevrige modeller, forstaar jeg artikel 2, stk . 3, litra b ), saaledes, at faellesskabsmyndighederne har en skoensmaessig befoejelse til at vaelge mellem enten at fastlaegge den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi eller at tage udgangspunkt i priserne ved eksport ved tredjelande . Canon har ikke godtgjort, at denne skoensmaessige befoejelse blev misbrugt, og Raadet har redegjort for aarsagerne til den af faellesskabsmyndighederne anvendte fremgangsmaade i afsnit 2 af betragtning 4 til forordningen om endelig told . Det af Canon om spoergsmaalet anfoerte maa derfor forkastes .

Hvad angaar Canons tredje raekke af argumenter, sammenblander sagsoegerne herved spoergsmaal angaaende justeringer med henblik paa sammenligningen med spoergsmaal, der vedroerer fastlaeggelsen af den normale vaerdi . Som jeg allerede har naevnt, maa disse spoergsmaal behandles saerskilt, og dem, der vedroerer sammenligningen, har jeg i det vaesentlige allerede taget stilling til ovenfor og i mit forslag til afgoerelse i TEC-sagen .

Hvad angaar de to modeller, hvis normale vaerdi blev fastlagt paa grundlag af faktiske hjemmemarkedspriser, anfoerer Canon : "( Kommissionen ) afviste at tage udgangspunkt i Canon Inc .' s priser over for Canon Sales, for saa vidt angaar hjemmemarkedet . Den insisterede paa at gaa videre med hensyn til handelsleddet og basere sig paa de priser, som Canon Sales anvendte over for sine kunder . Disse priser var betydeligt hoejere som foelge af de saerlige forhold paa markedet og de hoeje omkostninger i forbindelse med salg af elektroniske skrivemaskiner ." Dette synes efter min opfattelse at bekraefte, at faellesskabsmyndighederne lovligt kunne basere sig paa Canon Sales' priser, idet det fremgaar, at Canon Inc .' s priser over for Canon Sales var betydeligt lavere end de faktiske priser paa markedet og derfor snarere maatte anses som interne overdragelsespriser end som priser i normal handel . Jeg har endvidere allerede redegjort for aarsagerne til, at de "saerlige forhold paa markedet" ikke understoetter det af Canon anfoerte . Hvad endelig angaar baggrunden for, at markedspriserne er hoejere, har Cetma bl.a . anfoert, at det er en kendt sag, at fortjenstmargenerne paa det beskyttede og delvis af karteller praegede japanske marked er hoeje . Jeg finder det ufornoedent at drage nogen udtrykkelige konklusioner om aarsagerne til de hoeje priser . Det afgoerende her er, at Canon erkender, at priserne for de paagaeldende produkter paa det japanske marked var hoeje . Det er ikke blevet haevdet, at det, der blev lagt til grund paa dette punkt, var forkert . Der var absolut ikke som haevdet tale om "den ene urimelighed oven paa den anden", idet den anvendte fremgangsmaade for saa vidt tvaertimod var lovlig og retmaessig .

Canon har endvidere rejst spoergsmaal om fratraekning af Canon Sales' salgsomkostninger, herunder navnlig selskabets reklameudgifter i forbindelse med markedsfoering af skrivemaskiner i Japan . Det er vanskeligt at forstaa, hvorfor dette spoergsmaal rejses . Bestemmelsen i artikel 2, stk . 3, litra a ), om den normale vaerdi indeholder intet vedroerende spoergsmaalet . I henhold til bestemmelsen forstaas ved den normale vaerdi "den sammenlignelige pris, der faktisk er betalt eller skal betales i normal handel ". Prisen "i normal handel" er prisen ved det foerste salg udadtil, og da eksportprisen tilsvarende blev fastlagt paa grundlag af prisen ved det foerste salg udadtil, er prisen for saa vidt "sammenlignelig ". Jeg ser intet grundlag for her at fortolke ordet "sammenlignelig" saaledes, at der skal fratraekkes yderligere beloeb . Efter artikel 2, stk . 3, litra a ), er det den pris, som konstateres, der er relevant . Yderligere justeringer eller nedsaettelser som omhandlet kan kun foretages efter reglerne i artikel 2, stk . 9 og 10 . Disse bestemmelser vedroerer sammenligningen og ikke fastlaeggelsen af den normale vaerdi . Der var ingen muligheder for at fratraekke Canon Sales' salgsomkostninger efter artikel 2, stk . 3, litra a ). Faellesskabsmyndighedernes fremgangsmaade med hensyn til salgsomkostninger kan ikke bevirke, at deres fastlaeggelse af den normale vaerdi paa grundlag af faktiske hjemmemarkedspriser, for saa vidt angaar de to omhandlede modeller, var ugyldig .

Selv om naervaerende klagepunkt undersoeges i lyset af de bestemmelser, der rent faktisk er relevante, kan der ikke gives Canon medhold . Canon anfoerer : "Kommissionen afslog at fratraekke samtlige Canon Sales' omkostninger paa trods af, at Canon Sales udelukkende drev salgsvirksomhed ". Faellesskabsmyndighederne var imidlertid ikke - saaledes som Canon haevder - forpligtet til at fratraekke alle Canon Sales' salgsomkostninger . I mit forslag til afgoerelse i TEC-sagen har jeg redegjort for aarsagerne til, at jeg er af den opfattelse, at eksportoerer ikke - blot fordi de inden for én og samme virksomhedsgruppe har opdelt henholdsvis produktions - og salgsopgaver mellem forskellige selvstaendige juridiske personer - kan forlange, at omkostninger fratraekkes som omhandlet .

Canon anfoerer endvidere, at Kommissionen "afslog at fratraekke en rimelig fortjenstmargen for forhandleren som en parallel til, hvad der blev fratrukket i priserne hos Canons datterselskaber i EF ". Efter min opfattelse kan der ikke ske en saadan fratraekning efter artikel 2, stk . 3, litra a ), og heller ikke efter artikel 2, stk . 3, litra b ), i ). Begrebet "en rimelig fortjenstmargen" omtales i relation til den normale vaerdi kun i artikel 2, stk . 3, litra b ), ii ), i forbindelse med spoergsmaalet om fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi . Denne bestemmelse kan aldrig finde anvendelse her, hvor den normale vaerdi er blevet fastlagt paa grundlag af en faktisk hjemmemarkedspris . Endnu engang gaelder det, at det anfoerte er irrelevant og ikke kan faa nogen indflydelse paa spoergsmaalet om gyldigheden af faellesskabsmyndighedernes fastlaeggelse af den normale vaerdi af de paagaeldende to modeller paa grundlag af faktiske hjemmemarkedspriser . For det andet bemaerker jeg, at selv hvad angaar tilfaelde, hvor den normale vaerdi fastlaegges i form af en beregnet vaerdi, savnes der belaeg for, at der skal anvendes parallelle metoder ved beregningen af henholdsvis den normale vaerdi og eksportprisen, idet jeg herved henviser til det ovenfor anfoerte og mit forslag til afgoerelse i TEC-sagen .

Canon har saaledes ikke paavist nogen fejl ved den metode, som faellesskabsmyndighederne anvendte ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi af de to modeller, for hvis vedkommende der blev taget udgangspunkt i faktiske hjemmemarkedspriser .

Hvad angaar de fire andre modeller, er jeg af de grunde, jeg har angivet i mit forslag til afgoerelse i TEC-sagen, uenig i, at faellesskabsmyndigheder ikke i henhold til grundforordningen kunne fastlaegge en normal vaerdi i form af et "surrogat" og herved anse forhold i forbindelse med en faktisk hjemmemarkedspris for retningsgivende .

Det af Canon anfoerte, hvorefter der ikke ved den fulgte fremgangsmaade skete nogen passende sammenligning ab fabrik, vedroerer spoergsmaalet om sammenligningen og ikke spoergsmaalet om beregningen af den normale vaerdi og maa, selv om det vurderes i relation til spoergsmaalet om sammenligningen, forkastes af de grunde, jeg har angivet ovenfor og i mit forslag til afgoerelse i TEC-sagen .

Det anfoerte om, at der blev handlet retsstridigt, for saa vidt angaar de omkostninger, der blev inddraget ved fastlaeggelsen af den beregnede normale vaerdi, fordi der ikke blev forholdt paa samme maade med disse som i forbindelse med eksportprisen, maa forkastes af de ovenfor angivne grunde .

Canon har navnlig henvist til, at Kommissionen afslog at fratraekke reklameudgifter hos Canon Sales . Reklameudgifter er imidlertid ikke relevante i forbindelse med spoergsmaalet om fastlaeggelsen af den normale vaerdi, idet saadanne omkostninger foerst kan faa betydning med henblik paa at skabe et ensartet prissammenligningsgrundlag, jfr . artikel 2, stk . 10, og i henhold til artikel 2, stk . 10, litra c ), foretages der som hovedregel ikke justeringer for forskelle i administrations - og generalomkostninger, herunder omkostninger til reklame . Canon har ikke paavist, at denne hovedregel ikke burde finde anvendelse i naervaerende sammenhaeng . Det anfoerte maa derfor forkastes, ikke alene i relation til spoergsmaalet om den normale vaerdi, men ogsaa i relation til spoergsmaalet om sammenligningen .

Canon har endvidere forsoegt at inddrage spoergsmaalet om de angivelige reklameudgifter i en droeftelse af problemet om den fortjenstmargen, der blev regnet med ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi . Canon anfoerer foelgende : "Fortjenstmargenen paa 47% fremkom ved i Canon Sales' pris over for forhandlere at fratraekke samtlige Canon Sales' og Canon Inc .' s omkostninger . For saa vidt angaar Canon Sales, undlod Kommissionen imidlertid at tage hensyn til Canon Sales' faktiske omkostninger i forbindelse med salg af elektroniske skrivemaskiner . Kommissionen valgte at beregne Canon Sales' fortjeneste ved salg af elektroniske skrivemaskiner ud fra den forudsaetning, at selskabet ikke havde ( for at naevne ét eksempel ) meget hoeje reklameudgifter . Dette gjorde en meget betydelig forskel . Udgifter til reklame repraesenterede 7% af Canon Sales' samlede omsaetning . For saa vidt angaar elektroniske skrivemaskiner isoleret set, repraesenterede de faktiske dokumenterbare reklameudgifter imidlertid 26% af omsaetningen . Ved saaledes at gaa ud fra den forkerte procentsats ansatte man fortjenesten alt for hoejt ." Naar fortjenesten i forbindelse med en faktisk afsaetning paa hjemmemarkedet skal fastlaegges, kan dette kun ske ved, at man fra salgsprisen fratraekker omkostningerne . Dette er ikke blevet bestridt . Canons argument er, at det beloeb for omkostninger, der blev fratrukket, skulle have vaeret hoejere . Det hedder herom i Canons replik : "( Kommissionen ) tog ikke hensyn til Canon Sales' faktiske omkostninger til reklame og promotion, for saa vidt angaar elektroniske skrivemaskiner, og baserede sine konklusioner paa oplysninger omfattende samtlige de produkter, som Canon Sales beskaeftiger sig med, paa trods af de paaviselige og hoeje omkostninger ved markedsfoering af elektroniske skrivemaskiner . Som det fremgik af den dokumentation, der blev overgivet Kommissionen, var reklameudgifterne i forbindelse med elektroniske skrivemaskiner naesten tre gange saa hoeje som reklameudgifterne i forbindelse med samtlige produkter, udtrykt som en procentdel af omsaetningen . Havde Kommissionen taget hensyn til den aabenbare omstaendighed, at disse omkostninger reducerede Canon Sales' fortjenester i forbindelse med salg af elektroniske skrivemaskiner, ville den fortjenstmargen, der blev regnet med for Canon ( og andre eksportoerer uden nogen afsaetning paa hjemmemarkedet ), have vaeret betydeligt lavere ."

Jeg gaar saerligt grundigt ind paa denne problematik, fordi den fortjenstmargen paa 47%, der blev fastlagt, for saa vidt angaar Canon-produkter - saaledes som det fremgaar af, hvad jeg lige har citeret - blev lagt til grund i alle tilfaelde ( bortset fra Brothers og Silver Seikos ), hvor den normale vaerdi under naervaerende procedure blev fastlagt i form af en beregnet vaerdi . Spoergsmaalet er saaledes af betydning for alle de andre eksportoerer ( undtagen Brother og Silver Seiko ), som eksporterede produkter, hvis normale vaerdi blev fastlagt i form af en beregnet vaerdi, og ikke kun for Canon .

Selv om reklameudgifter blot naevnes som "ét eksempel", er de af Canon omtalte omkostninger i realiteten begraenset til omkostninger til reklame og promotion . Der er ikke for Domstolen fremlagt oplysninger om andre omkostninger . Som jeg ser det, har Canon derfor overhovedet ikke rejst spoergsmaal om andre omkostninger end omkostninger til reklame og promotion .

Hvad naermere angaar omkostninger til reklame og promotion, har Canon ikke fremlagt nogen dokumentation, der stoetter det anfoerte . I duplikken har Raadet derimod anfoert foelgende : "Reklameudgifterne, som angivet af Canon, omfattede 198 saerskilte udgiftsposter . Da disse blev naermere undersoegt, blev foelgende konstateret : der forelaa kun dokumentation, for saa vidt angaar 59 ud af de 198 forskellige udgiftsposter; for stoerstedelen af de 59 udgiftsposters vedkommende var det ikke klart, hvorvidt dokumentationen ( blot fotokopier af, hvad der fremstaar som annoncer ) i virkeligheden havde sammenhaeng med de af Canon opregnede poster; 30 ud af de 59 udgiftsposter vedroerte udelukkende de elektroniske skrivemaskiner, som ikke var omfattet af undersoegelsen, som tolden ikke ramte ( artikel 1, stk . 3, i forordning nr . 1698/85 ), og for hvis vedkommende der ikke var blevet fastlagt nogen fortjeneste; flere af udgiftsposterne vedroerte udelukkende andre produkter end elektroniske skrivemaskiner, naermere bestemt saakaldte 'DW' s' , AP 89 (' floppy disk units' ) og skaerme; en raekke af udgiftsposterne vedroerte baade elektroniske skrivemaskiner omfattet af undersoegelsen og andre produkter som f.eks . skaerme; det trykte materiale ( prislister, tekniske brochurer ), som nogle af de af Canon naevnte andre udgiftsposter synes at angaa, vedroerer ikke alene de af undersoegelsen omfattede elektroniske skrivemaskiner, men ogsaa en 'floppy disk unit' , skaerme, smaa skrivemaskiner, der ikke var omfattet af undersoegelsen, ekstraudstyr og andre produkter; ingen af de 198 udgiftsposter var understoettet af fakturaer, hvoraf det ville have kunnet fremgaa, hvilke beloeb der rent faktisk var blevet betalt til tredjemaend . Det er endvidere ikke klart, hvorvidt nogen af de angivelige omkostninger var et resultat af, at én del af Canon-gruppen fakturerede en anden del . De bilag, som Canon vedlagde, viste sig kun at vaere interne haandskrevne angivelser, som ikke kunne anses som nogen overbevisende dokumentation ." Det fremgaar heraf, at Canon ikke har fremlagt noget til stoette for det anfoerte om, at faellesskabsmyndighederne ikke tog behoerigt hensyn til omkostninger til reklame og promotion ved fastlaeggelsen af fortjenstmargenen paa 47 %. Argumentet om, at fortjenstmargenen blev fejlagtigt fastlagt, maa derfor forkastes .

En yderligere grund til, at argumentet maa forkastes - men en grund, der kun gaelder Canon og ikke de andre eksportoerer - er, at Canon tilsyneladende accepterede de naevnte omkostningsansaettelser ( herunder for saa vidt angaar reklameudgifter ), naar disse blev lagt til grund med henblik paa de salgs - og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger, der blev regnet med ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi . Lavere salgs - og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger foerer til en lavere beregnet normal vaerdi, hvilket er til Canons fordel . Det er imidlertid naeppe rimeligt, at Canon anfaegter ansaettelserne, for saa vidt angaar én del af en beregning, der er til ugunst for sagsoegerne, naar ansaettelserne accepteres i forbindelse med en anden del af beregningen, som sagsoegerne anser for fordelagtig .

Hvad endvidere angaar spoergsmaalet om de salgs - og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger, som blev inddraget ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, anfoerer Canon, at faellesskabsmyndighederne burde have taget udgangspunkt i generalomkostningerne i forbindelse med salg til eksport og ikke de generalomkostninger, der har sammenhaeng med afsaetningen paa det japanske marked, idet sagsoegerne goer gaeldende, at en saadan regel fremgaar af Kommissionens forordning nr . 3453/81 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af visse typer garn af bomuld med oprindelse i Tyrkiet ( EFT 1981 L 347, s . 19 ). Dette er efter min opfattelse ikke korrekt, i hvert fald for saa vidt denne forordning blev afloest af Raadets forordning nr . 789/82 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa de naevnte varer ( EFT 1982 L 90, s . 1 ). Selv om man laegger vaegt paa begge disse to forordninger, er det aabenbart, at de vedroerer et saerligt tilfaelde, hvor faellesskabsmyndighederne raadede over saa faa oplysninger om afsaetning paa hjemmemarkedet, at de var noedsaget til at basere sig paa oplysninger vedroerende salg til eksport og tage udgangspunkt i disse ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi . Forordningerne opstiller ikke nogen regel som den, Canon forfaegter, og naar der - som her - foreligger rigelige oplysninger om de generalomkostninger, der goer sig gaeldende paa hjemmemarkedet, er det uantageligt, at faellesskabsmyndighederne skulle vaere forpligtet til at se bort fra disse og i stedet tage udgangspunkt i generalomkostningerne i forbindelse med eksport .

Hvad endelig angaar spoergsmaalet om den "rimelige fortjenstmargen", der skal inddrages ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi, indeholder grundforordningens artikel 2, stk . 3, litra b ), ii ), foelgende bestemmelse : "Som hovedregel og under forudsaetning af, at der normalt opnaas fortjeneste ved salg af varer inden for samme generelle kategori paa oprindelseslandets hjemmemarked, maa tillaegget for fortjenesten ikke overstige denne normale fortjeneste ." Canon goer gaeldende, at "det derfor ville have vaeret mere rimeligt, saafremt Kommissionen havde undersoegt fortjenstmargenerne inden for kontorudstyrssektoren i Japan som helhed ". For det foerste har dette ingen stoette i bestemmelsens ordlyd, hvori det ikke hedder, at fortjenstmargenen skal vaere den, der gaelder ved salg af varer inden for samme generelle kategori, idet det blot er angivet, at fortjenstmargenen ikke maa overstige den, der goer sig gaeldende inden for denne kategori . Som jeg udtalte i mit forslag til afgoerelse i TEC-sagen, gaelder det endvidere, at der ved varer inden for "samme generelle kategori" efter en logisk forstaaelse og i lyset af begrebet "samme vare" i artikel 2, stk . 2 og 12, maa forstaas elektroniske skrivemaskiner, og jeg er uenig i, at nogen bredere kategori af kontorudstyr i denne forbindelse kan tjene som grundlag . Det anfoerte maa derfor forkastes, ligesom der ikke kan laegges vaegt paa de forskellige angivelser vedroerende fortjenester, som Canon i denne forbindelse har omtalt .

Det, der kraeves i henhold til artikel 2, stk . 3, litra b ), ii ), er, at fortjenstmargenen skal vaere "rimelig", og som jeg anfoerte i mit forslag til afgoerelse i TEC-sagen, er det rimeligt at basere sig paa faktiske fortjenstmargener paa hjemmemarkedet . Ifoelge betragtning 16 til forordningen om endelig told blev det anset for rimeligt ved fastlaeggelsen af den beregnede vaerdi af de paagaeldende fire Canon-modeller at laegge den fortjenstmargen til grund, som Canon opnaaede i forbindelse med salg af de to andre modeller paa hjemmemarkedet . Efter min opfattelse var dette et rimeligt udgangspunkt ved fastlaeggelsen af den normalt opnaaede fortjeneste, og fremgangsmaaden var i overensstemmelse med grundforordningen . Canon anfoerer, at "de interne regnskaber i loebet af perioden viste en fortjeneste paa 7,2%, for saa vidt angaar elektroniske skrivemaskiner ". De naevnte regnskaber er ikke blevet fremlagt for Domstolen . Det er ikke klart, hvilke modeller de omfattede, eller hvorvidt de indbefattede salg til eksport . Der er ikke blevet fremlagt nogen oplysninger om, hvorledes man naaede frem til den naevnte procentsats, eller om, hvorvidt der i beregningen indgik faktorer, som vil kunne vaere irrelevante i naervaerende sammenhaeng . Begrebet "interne regnskaber" er vagt, men man faar en fornemmelse af, at der kun er tale om regnskaber for Canon Inc . og ikke regnskaber for Canon-gruppen som helhed, saaledes at regnskaberne af de grunde, jeg allerede har angivet, ikke udgoer et rimeligt grundlag . Jeg bemaerker herved navnlig, at saafremt procentsatsen paa 7,2 er baseret paa en overdragelsespris mellem Canon Inc . og Canon Sales, og saafremt procentsatsen kun repraesenterer Canon Inc .' s fortjeneste og ikke ogsaa Canon Sales' , kan der ikke tages udgangspunkt i denne margen ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi i form af en beregnet vaerdi . Naar henses til, at der ikke er blevet fremlagt nogen dokumentation for Domstolen, er det anfoerte af tvivlsom vaerdi og kan ikke skabe grundlag for en underkendelse af den fastlaeggelse af fortjenesten, som faellesskabsmyndighederne foretog .

Canons andet anbringende til stoette for en annullation, hvorved det goeres gaeldende, at fastlaeggelsen af den normale vaerdi er behaeftet med fejl, maa herefter ganske forkastes, baade for saa vidt angaar de to modeller, hvis normale vaerdi blev fastlagt paa grundlag af faktiske hjemmemarkedspriser, og hvad angaar de modeller, hvis normale vaerdi blev fastlagt i form af en beregnet vaerdi .

Tredje anbringende : fejlagtig fastlaeggelse af eksportprisen

Ved sit tredje anbringende til stoette for en annullation har Canon gjort gaeldende, at de af Kommissionen anvendte metoder til fastlaeggelse af eksportprisen var urimelige og forkerte og derfor stred mod artikel 2, stk . 8, og artikel 2, stk . 9 . Kommissionen naaede frem til eksportprisen ved at fratraekke, hvad der svarede til generalomkostningerne hos Canon Inc .' s datterselskaber i EF, samt en formodet fortjeneste . Kommissionen burde have fastlagt eksportprisen efter en metode svarende til den, der blev anvendt ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi .

Da Canon Frankrig, Canon Tyskland og Canon Det Forenede Kongerige var 100%-ejede datterselskaber, var der aabenbart en forbindelse mellem disse selskaber og Canon Inc ., jfr . grundforordningens artikel 2, stk . 8, litra b ), og efter min opfattelse var faellesskabsmyndighederne derfor berettiget til efter denne bestemmelse at fastlaegge eksportprisen i form af en beregnet pris "paa grundlag af den pris, til hvilken den indfoerte vare foerste gang videresaelges til en uafhaengig koeber ". Jeg kan ikke tilslutte mig den opfattelse, at faellesskabsmyndighederne var forpligtet til at fastlaegge eksportprisen paa grundlag af prisen mellem Canon Inc . og Canon-datterselskaberne i EF .

Naar eksportprisen som her fastlaegges paa grundlag af prisen ved det foerste egentlige salg, gaelder det i henhold til artikel 2, stk . 8, litra b ), at der skal "foretages ... justeringer under hensyn til samtlige omkostninger, der er paaloebet mellem indfoersel og videresalg, herunder samtlige skatter og afgifter, samt til en rimelig fortjenstmargen ". Canon anfaegter ikke denne bestemmelse, men goer gaeldende, at den paa en raekke punkter blev anvendt forkert . For det foerste goeres det gaeldende, at det savnede berettigelse at laegge en fortjenstmargen paa 5% til grund som en rimelig fortjenstmargen i stedet for den fortjenstmargen paa 3%, som Canon foreslog . Canon har ikke fremlagt nogen dokumentation eller anfoert noget til stoette herfor . Raadet har derimod forklaret, at fortjenstmargenen paa 5% blev fastlagt paa grundlag af fortjenstmargenerne hos uafhaengige importoerer, og anfoert, at det var rimeligt at tage udgangspunkt i disse, som udgjorde det mest objektive grundlag, der var til raadighed med henblik paa at naa frem til en passende ansaettelse af prisen ved eksport i form af det foerste egentlige salg . Denne fremgangsmaade maa antages at ligge inden for rammerne af de skoensmaessige befoejelser, som faellesskabsmyndighederne har ved fastlaeggelsen af en "rimelig fortjenstmargen ". Da Canon intet har anfoert til stoette for en underkendelse af denne, maa det anfoerte om en fejlagtig fastlaeggelse forkastes .

For det andet goer Canon gaeldende, at Kommissionen begik en fejl ved at "afvise at tage hensyn til renteindtaegter hos Canon-datterselskaber samt i forbindelse med dens behandling af kontantrabatter, hvortil kommer fejl paa andre punkter ". Hvad der naermere menes hermed, er ikke blevet forklaret, ligesom ingen dokumentation er blevet fremlagt . Efter min opfattelse er det ikke blevet paavist, at faellesskabsmyndighederne har begaaet nogen fejl i denne sammenhaeng .

For det tredje goer Canon gaeldende, at reklameudgifterne i forbindelse med lanceringen af visse modeller i Det Forenede Kongerige, Tyskland og Frankrig skulle have vaeret fordelt over et stoerre antal modeller og et stoerre geografisk omraade . Disse udgifter skulle endvidere have vaeret afskrevet over en laengere periode end den konkrete periode paa tolv maaneder, hvori de blev afholdt .

I henhold til grundforordningens artikel 2, stk . 11, skal omkostningsberegninger som hovedregel baseres paa tilgaengelige regnskabsmaessige oplysninger, "almindeligvis og om noedvendigt fordelt proportionalt med omsaetningen for hver vare og hvert marked, der tages i betragtning ". Den paagaeldende reklameindsats vedroerte konkret tre konkrete modeller . Reklameindsatsen kan naturligvis have medfoert en stoerre bevidsthed hos offentligheden i almindelighed med hensyn til elektroniske skrivemaskiner, men dette er ikke noget tilstraekkeligt argument til stoette for en fravigelse af hovedreglen, og efter min opfattelse kunne faellesskabsmyndighederne lovligt fordele reklameudgifterne paa de paagaeldende modeller . Canon haevder at have udviklet "et marked i EF", men de tre datterselskaber havde hver isaer faaet indroemmet eneforhandlingsrettigheder i de respektive medlemsstater, hvilket er ensbetydende med, at det "marked, der tages i betragtning", rent faktisk i hvert tilfaelde var et nationalt marked . Faellesskabsmyndighederne begik derfor ikke nogen fejl ved at fordele reklameudgifterne paa hver af de paagaeldende lande . Da udgifterne blev afholdt i loebet af undersoegelsesperioden, maatte de anses som omkostninger i denne . Jeg er derfor af den opfattelse, at reklameudgifterne blev korrekt fordelt paa de modeller, geografiske omraader og perioder, som de vedroerte, saaledes at det af Canon om disse omkostninger anfoerte maa forkastes .

Hvad endelig angaar det af Canon anfoerte, hvorefter eksportprisen skulle have vaeret fastlagt efter en metode svarende til den, der blev anvendt ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi, er der her blot tale om en gentagelse, og af de grunde, jeg har angivet ovenfor og i mit forslag til afgoerelse i TEC-sagen, kan der ikke gives Canon medhold paa dette punkt .

Jeg er herefter af den opfattelse, at Canons tredje anbringende til stoette for en annullation, dvs . anbringendet vedroerende eksportprisen, ikke kan laegges til grund .

Fjerde anbringende : fejlagtig opgoerelse af skaden

Der blev i Canons tilfaelde konstateret en dumpingmargen paa 76,50%, men det noejagtige omfang af skade blev bestemt til kun 35,03 %. Da antidumpingtolden i henhold til grundforordningens artikel 13, stk . 3, ikke maa overstige den laveste af disse to stoerrelser, var det omfanget af skaden, der var afgoerende for satsen for den told, der blev indfoert for Canons vedkommende . Efter en nedrunding til den naermeste hele procentsats blev der truffet bestemmelse om en toldsats paa 35 %.

Canons fjerde anbringende til stoette for en annullation er, at den opgoerelse af skaden, der skete ved forordningen om endelig told, var behaeftet med fejl, og Canon har fremsat en halv snes argumenter til stoette for dette anbringende . En raekke af disse argumenter er baseret paa en sagkyndig rapport, som Dr . Jackson har udarbejdet for Canon . Ved Dr . Jacksons materiale soeges EF-producenternes tab af markedsandele i den relevante periode bagatelliseret og faldet i deres fortjenester forklaret paa grundlag af produkternes "livscyklus", samtidig med at vanskeligheder for Triumph-Adler og Olympia ved at overgaa fra fremstilling af mekaniske og elektromekaniske skrivemaskiner til fremstilling af elektroniske skrivemaskiner fremhaeves .

Raadet har under henvisning til en erklaering fra en sagkyndig, Reis, bestridt holdbarheden af den naevnte rapport, for saa vidt angaar en raekke grundlaeggende spoergsmaal . Det anfoeres herved navnlig, at Dr . Jackson soeger at forklare prisbevaegelser, fortjenester og andre omstaendigheder ud fra det naevnte livscyklusbegreb, men at han i henseende til en aktuel cyklus kun kan anlaegge en subjektiv vurdering, idet der kun kan gives en paalidelig bedoemmelse efter afslutningen af en given cyklus . Hertil kommer, at han udelukkende ser paa livscyklussen for en kategori af produkter, naermere bestemt kategorien elektroniske skrivemaskiner som helhed, selv om en noejagtig bedoemmelse forudsaetter en sondring mellem livscyklussen for henholdsvis en kategori af produkter, delkategorier heraf ( for saa vidt disse kan bestemmes ) og konkrete modeller eller maerker . I modsaetning til, hvad Dr . Jackson anfoerer, gaelder det, at naar en markedsandel vokser langsomt paa et marked i hurtig vaekst, er det ikke ved den omstaendighed, at markedsandelen er stigende, udelukket, at der foreligger dumping, idet markedsandelen uden dumpingen maaske ville vaere vokset hurtigere . Dr . Jackson beskaeftiger sig med "indtaegter" ( dvs . omsaetning ) eller priser, men det afgoerende er fortjenesten . Hans diagrammer savner kildeangivelser ( nogle kilder er dog angivet i replikken ). Diagrammerne omfatter ikke samtlige EF-medlemsstater . Dr . Jackson taler om "company performance", men dette er irrelevant for den her omhandlede problematik, dvs . hvorvidt det paagaeldende produkt blev solgt til dumpingpriser . Den omstaendighed, at et selskab er udsat for andre - maaske endda mere alvorlige - problemer, udelukker ikke, at det ogsaa lider skade som foelge af dumping, ligesom det anfoerte er uden betydning for spoergsmaalet om beviset for, at der sker dumping . Ved at lade det samme diagram - jfr . navnlig diagram F - omfatte angivelser om forskellige forhold tilsloerer Dr . Jackson, at Canons og de andre japanske producenters omsaetning af elektroniske skrivemaskiner ogsaa ifoelge hans egne angivelser paa alle relevante tidspunkter var i stadig vaekst, hvorimod de tre EF-producenters omsaetning faldt i 1983 og 1984 . Selv Dr . Jacksons diagrammer, jfr . diagrammerne D, F, G, H, I og J, udviser faldende afsaetning og fortjenester for producenterne i EF, som kun kan forklares ved underbydning, men derimod ikke ud fra Dr . Jacksons "livscyklus"-teori . Paa dette punkt udviser de diagrammer vedroerende rentabiliteten, som Raadet fremlagde under den mundtlige forhandling i forbindelse med behandlingen af begaeringen om foreloebige forholdsregler, et endnu mere alvorligt fald i rentabiliteten paa grundlag af EF-producenternes egne fortrolige angivelser . Det erkendes, at nogle af Dr . Jacksons angivelser har karakter af skoensmaessige ansaettelser, og de hidroerer alle fra "udefrakommende" kilder . Faellesskabsmyndighederne raadede over fortrolige oplysninger, der stammede fra EF-producenterne selv, og som Dr . Jackson ikke kunne have kendskab til . Det er derfor ikke overraskende, at denne klart tager fejl paa en raekke punkter som f.eks . Triumph-Adlers markedsandel ( diagram K ), omfanget af "OEM"-maskiner solgt af de tre EF-selskaber ( der aldrig repraesenterede mere end 11%, og ikke som haevdet "omkring halvdelen ") og faldet i rentabiliteten for producenterne i EF ( 63,4% over to aar, dvs . betydeligt mere end Dr . Jacksons angivelser ).

Ifoelge Reis blev producenterne i EF ikke overhalet af den ny teknologi i forbindelse med elektroniske skrivemaskiner, idet de tvaertimod var foregangsmaend paa dette omraade, og Canon har ikke bestridt, at elektroniske skrivemaskiner blev lanceret for foerste gang i EF af Olivetti, nemlig i 1978 . Reis oplyser, at de foerste elektroniske skrivemaskiner, der blev markedsfoert i Forbundsrepublikken Tyskland, blev lanceret i 1979 af Olivetti, Triumph-Adler og Olympia . Den foerste japanske producent, der markedsfoerte elektroniske skrivemaskiner dér, var Brother i 1981, og Canon fulgte ikke efter foer i 1982 . Da det var producenterne i EF af elektroniske skrivemaskiner, der var foregangsmaend og udviklede markedet, drog de japanske producenter, som kom ind paa markedet senere, fordel af EF-producenternes investeringer uden at have baaret de med skabelsen og udviklingen af markedet forbundne omkostninger . Ifoelge Reis maa de japanske selskabers succes med hensyn til at traenge ind paa markedet i EF og udvikle deres markedsandel bl.a . tilskrives meget vaesentlig stoette fra oekonomisk staerke moderselskaber i Japan, bevidst udnyttelse af EF-industriens investeringer med henblik paa at udvikle et marked for en ny kategori af produkter, teknisk set gode og holdbare - men dog ikke overlegne - produkter samt en aggressiv prispolitik .

Paa det her omhandlede meget tekniske og komplicerede omraade er det ikke overraskende, at sagkyndige er uenige, men alt i alt finder jeg Reis' reaktion paa Dr . Jacksons rapport overbevisende .

Canons foerste argument i forbindelse med spoergsmaalet om skaden er, at opgoerelsen af denne er ensidig, og at Kommissionen ikke foretog en fuldstaendig og upartisk vurdering er markedet som helhed . Jeg er imidlertid af den opfattelse, at grundforordningens artikel 4 ikke opstiller noget krav om, at faellesskabsmyndighederne noedvendigvis skal foretage en gennemgribende analyse af forholdene inden for industrien i EF . Faellesskabsmyndighederne skal afgoere, hvorvidt dumpingimporten forvolder skade, og dette var, hvad de gjorde her .

I naervaerende sammenhaeng henviser Canon til, hvorledes der fra faellesskabsmyndighedernes side blev forholdt med EF-producenternes "OEM"-koeb . De paagaeldende skrivemaskiner blev af faellesskabsmyndighederne medregnet til den japanske eksport, hvilket var korrekt, idet Canon heller ikke anfaegter dette . Canon er endvidere enig i, at EF-producenternes andel af markedet i EF - som angivet i betragtning 32 til forordningen om midlertidig told - faldt fra omkring 63% i 1982 til omkring 51% i 1983-84, idet der herved sigtes til skrivemaskiner fremstillet i EF . Det ville ikke have vaeret korrekt, saafremt der var blevet forholdt anderledes med "OEM"-maskiner, og Canons klagepunkt indskraenkes til, at faellesskabsmyndighederne "ikke vedgik", at den markedsandel, som de konstaterede for japansk-fremstillede maskiner, omfattede en andel bestaaende af "OEM"-maskiner . Dette klagepunkt savner efter min opfattelse grundlag . Faellesskabsmyndighederne benaegtede ikke paa noget tidspunkt, at en del af importen var import paa "OEM"-basis, og de behandlede for saa vidt denne import korrekt ( hvilket Canon ikke benaegter ). Det fremgaar, at Canon havde fuldt kendskab til faellesskabsmyndighedernes fremgangsmaade ( og Canon har ikke anfoert at vaere blevet fejlinformeret ). Man kan ikke i betragtningerne til en forordning gaa ind paa alle detaljer, og det er efter min opfattelse ikke i forbindelse med et spoergsmaal af sekundaer betydning som det her omhandlede noedvendigt altid at give en detaljeret begrundelse i betragtningerne .

Canon er endvidere kommet ind paa, at "kapacitetsproblemer" var en del af forklaringen paa den lave stigning i EF-producenternes afsaetning . Dette er ikke blevet understoettet . Raadet har paa overbevisende maade paavist, at producenterne i EF ikke paa noget tidspunkt mellem 1980 og slutningen af 1983 udnyttede deres kapacitet fuldt ud .

Canons andet argument er, at Kommissionen baserede sig paa misvisende eller irrelevante faktorer og saa bort fra andre, som tydede paa, at den angivelige dumping ikke forvoldte skade . Sagsoegerne goer med bestemthed gaeldende, at opgoerelsen af skaden naesten udelukkende skete paa grundlag af prisen, den markedsandel, som importen repraesenterede, samt oekonomiske faktorer, der ikke kan tillaegges nogen vaegt, idet Kommissionen ikke kan antages at have forsoegt at sondre mellem henholdsvis de tab, der skyldtes strukturelle problemer hos producenterne i EF, og den negative indvirkning fra konkurrencen fra Japan . Der blev endvidere ikke taget hensyn til stigende produktion, stigende afsaetning, stoerre omsaetning, kapacitetsudnyttelse eller mindre lagre, og Kommissionen gav i modstrid med kodeksens artikel 3, stk . 4, uden videre importen fra Japan skylden for de negative foelger for industrien i EF, der udsprang af den teknologiske udvikling og industriens utilstraekkelige produktivitet, som paa samme tidspunkt skadede denne . Der var tale om en teknologisk revolution, der sammen med disse selskabers egen for lave produktivitet som foelge af de teknologiske aendringer naesten overrumplede Olympia og Triumph-Adler .

Kodeksens artikel 3 indeholder bestemmelse om opgoerelsen af skaden . Formaalet med grundforordningens artikel 4 er at gennemfoere artikel 3 i faellesskabsretten . Hverken Canon ( eller nogen anden sagsoeger i naervaerende sager ) har gjort gaeldende, at grundforordningens artikel 4 paa noget punkt skulle stride mod kodeksens artikel 3 . Spoergsmaalet om lovligheden af den anfaegtede opgoerelse af skaden maa afgoeres paa grundlag af grundforordningens artikel 4 . Det kunne vaere noedvendigt at stoette sig paa kodeksen, saafremt der var et paaviseligt behov for paa nogle punkter at klargoere retsstillingen i henhold til grundforordningen, men et saadant tilfaelde foreligger ikke her . Det er saaledes ikke som haevdet af Canon den rette fremgangsmaade at traeffe afgoerelse af om naervaerende problemstilling paa grundlag af kodeksens artikel 3, idet spoergsmaalet udelukkende maa vurderes paa grundlag af grundforordningens artikel 4 .

Grundforordningens artikel 4, stk . 1, er af afgoerende betydning, for saa vidt angaar spoergsmaalet om aarsagssammenhaeng . I henhold til denne bestemmelse kan det kun laegges til grund, at der foreligger skade, saafremt dumpingimporten forvolder ( eller truer med at forvolde ) vaesentlig skade for industrien i Faellesskabet "gennem virkningerne af" dumpingen . Det hedder i bestemmelsen, at skade forvoldt af andre faktorer, der ligeledes har en skadelig indvirkning paa industrien i Faellesskabet, ikke maa "tilskrives dumpingimporten ".

Det er aabenbart, at der skete import til dumpingpriser . Efter min opfattelse har Canon ikke godtgjort, at der blev begaaet nogen fejl ved konstateringen af, at Canon solgte sine produkter i EF til dumpingpriser, og at dumpingmargenen var 76 %. I henhold til artikel 4, stk . 1, er spoergsmaalet herefter, hvorvidt denne dumpingimport paafoerte industrien i EF skade "gennem virkningerne af" dumpingen, og i bekraeftende fald, hvor stor en skade .

De foreliggende oplysninger taler med stor vaegt imod rigtigheden af det af Canon anfoerte, hvorefter Olympia og Triumph-Adler blev skadet af en teknologisk revolution frem for af dumpingimporten fra Japan . Det af Dr . Jackson om dette spoergsmaal anfoerte er efter min opfattelse blevet modbevist ved anden dokumentation . Den ny teknologi kom ikke som nogen overraskelse for producenterne i EF, idet de selv var ophavsmaend til den . Olivetti, saavel som Olympia og Triumph-Adler, indledte den naevnte teknologiske aendring, de japanske produkter fulgte efter .

De foreliggende oplysninger taler endvidere imod rigtigheden af det af Canon anfoerte, hvorefter industrien i EF blev skadet af en egen lav produktivitet frem for af dumpingimport fra Japan . Det fremgaar af de forelagte oplysninger, at producenterne i EF paa trods af, at de var de foerste paa markedet, blev forhindret i at foroege deres produktivitet paa grund af dumpingimport i stort omfang fra Japan .

Hvad angaar det, Canon betegner som de "strukturelle problemer" hos industrien i EF, fremgaar det af de foreliggende oplysninger, at Olympia og Triumph-Adler overgik fra fremstilling af mekaniske og elektromekaniske skrivemaskiner til fremstilling af elektroniske langsommere end Olivetti og i denne forbindelse gennemfoerte betydelige investeringer . Oplysningerne stoetter derimod ikke det af Canon anfoerte, hvorefter faldet i deres markedsandel og fortjenester skyldtes deres egen politik .

Det savner grundlag at haevde, at Kommissionen ikke gjorde noget forsoeg paa at sondre mellem indvirkningerne af dumpingimporten fra Japan og eventuelle indvirkninger af, hvad Canon betegner som de "strukturelle problemer" hos industrien i EF . Skaden blev navnlig opgjort paa grundlag af oplysninger om underbydning, som normalt skyldes konkurrence udefra frem for interne problemer hos producenten selv . I modsaetning til, hvad Canon haevder, var den herved anvendte metode velegnet til at ansaette den skade, der skyldtes dumping, samtidig med at der blev set bort fra en eventuel skade hidroerende fra andre faktorer, herunder navnlig faktorer med tilknytning til EF-producenternes interne arrangementer . Det fremgaar klart af formuleringen paa dette punkt i forordningen om endelig told, at man opererede med en sondring mellem skade som foelge af dumpingimporten og skade som foelge af andre faktorer . Det hedder saaledes i betragtning 38 : "... det (( fremgaar )) af den endelige undersoegelse ..., at dumpingimporten af elektroniske skrivemaskiner med oprindelse i Japan, betragtet uafhaengigt af andre faktorer, maa anses for at have forvoldt vaesentlig skade . Ingen andre faktorer, saasom maengde og pris for andre indfoerte varer, som ikke solgtes til dumpingpriser, eller nedgang i efterspoergslen, ansaas at have medvirket til den konstaterede skade ." Med ordene "den konstaterede skade" i denne betragtning sigtes der ikke som haevdet af Canon til "samtlige problemer for industrien i Faellesskabet", idet det er aabenbart, at ordene skal laeses i lyset af de foregaaende betragtninger, saaledes at der sigtes til "den ovenfor beskrevne og analyserede skade", dvs . den skade, der skyldtes dumpingimporten fra Japan . Det er aabenbart, at det ikke som haevdet af Canon ved betragtningen bestrides, at der forelaa "strukturelle problemer", idet det blot fremgaar, at faellesskabsmyndighederne foretog en bestemmelse af den skade, som dumpingimporten fra Japan konkret forvoldte, og konstaterede, at ingen andre faktorer bidrog til denne saerlige skade . Denne fremgangsmaade er i fuld overensstemmelse med grundforordningens artikel 4, stk . 1 .

Grundforordningens artikel 4, stk . 2, er en vigtig bestemmelse, der opregner de faktorer, som skal inddrages ved undersoegelsen af skaden . Man boer notere sig, at det i bestemmelsen hedder, at hverken en enkelt eller flere af de opregnede faktorer noedvendigvis er udslagsgivende for afgoerelsen . De naevnte faktorer er :

a ) omfanget af dumpingimporten ..., isaer hvorvidt den er steget betydeligt enten absolut eller i forhold til produktionen eller forbruget i Faellesskabet;

b ) priserne paa dumpingimporten ..., isaer hvorvidt der tilbydes en vaesentlig lavere pris i forhold til prisen for samme vare i Faellesskabet;

c ) foelgevirkningerne for den paagaeldende erhvervsgren vurderet paa baggrund af de faktiske eller mulige tendenser inden for relevante oekonomiske faktorer saasom :

- produktion,

- kapacitetsudnyttelse,

- lagre,

- salg,

- markedsandel,

- priser ( dvs . pristryk eller hindring af prisstigninger, som ellers ville have fundet sted ),

- fortjeneste,

- forrentning af investeret kapital,

- likviditet,

- beskaeftigelse .

Man kan ikke anfaegte, at faellesskabsmyndighederne tog hensyn til priser og markedsandele, idet disse forhold udtrykkeligt er naevnt i artikel 4, stk . 2, som vaerende relevante faktorer . Det savner grundlag at betegne de naevnte forhold som "misvisende eller irrelevante faktorer ". Der er tale om et faktum . Man kan forestille sig, at der nogle gange vil kunne blive begaaet fejl eller ske en forkert udlaegning af de faktiske omstaendigheder, men dette er ikke blevet haevdet her . Det er ikke blevet godtgjort, hvorledes markedsandelene eller priserne i sig selv kunne vaere "misvisende", og disse faktorer er pr . definition ikke irrelevante .

Det fremgaar klart af betragtningerne 30-38 til forordningen om endelig told og af betragtningerne 30-33 til forordningen om midlertidig told ( der bekraeftes ved forordningen om endelig told, jfr . betragtning 32 til denne ), at faellesskabsmyndighederne noeje undersoegte de tre spoergsmaal, som de var forpligtet til at inddrage i vurderingen i henhold til artikel 4, stk . 2, litra a ), b ) og c ). Hvad naermere angaar de i artikel 4, stk . 2, litra c ), opregnede faktorer, var faellesskabsmyndighederne efter min opfattelse ikke forpligtet til at gennemgaa hver eneste af disse, idet der kun er tale om eksempler ( jfr . ordet "saasom ") paa oekonomiske faktorer, som kan vaere et tegn paa "foelgevirkninger for den paagaeldende erhvervsgren ". En inddragelse af faktorerne kapacitet og lagre fremgaar ikke udtrykkeligt af betragtningerne til nogen af forordningerne, men efter min opfattelse laa det inden for graenserne af faellesskabsmyndighedernes skoensmaessige befoejelser at undlade at naevne disse faktorer, saafremt de fandt, at andre udgjorde et tilstraekkeligt grundlag for vurderingen . Hvad angaar stigende produktion, stigende afsaetning og stigende omsaetning, savner det af Canon anfoerte aabenbart grundlag, idet disse forhold er omtalt i betragtningerne . For saa vidt Canon maatte vaere af den opfattelse, at disse forhold blev bedoemt forkert, bemaerker jeg, at den stigende afsaetning ( eller omsaetning ) maa sammenholdes med den omstaendighed, at afsaetningen ikke steg lige saa hurtigt som efterspoergslen paa markedet, der var i hurtig vaekst . Hertil kommer, at der maa laegges betydelig vaegt paa en faldende rentabilitet som foelge af underbydning i en situation med stigende afsaetning . Efter min opfattelse kunne faellesskabsmyndighederne med rette anlaegge den vurdering, som de gjorde i begge sammenhaenge, og det af Canon anfoerte maa forkastes .

Canons tredje argument er blot en gentagelse af det om det sidste af de naevnte spoergsmaal anfoerte, dvs . at EF-producenternes afsaetning steg i den relevante periode, og argumentet maa af de samme grunde forkastes .

Canons fjerde argument er, at faldet i rentabiliteten er et normalt markedsfaenomen, saaledes at det savnede grundlag af gaa ud fra, at et fald i rentabiliteten var en skade, som skyldtes dumpingimport fra Japan .

Dette argument hviler paa en generel teori om produkternes "livscyklus", og det, der i det hoejeste kan vaere relevant i naervaerende sammenhaeng, er livscyklussen for konkrete modeller . For det andet er det meget mere sandsynligt, at fortjenesterne i forbindelse med elektroniske produkter er stoerst, ikke paa tidlige stadier som haevdet, men naar produkterne har faaet fodfaeste paa markedet, og de oprindelige udviklings - og markedsfoeringsomkostninger er blevet daekket ind . Jeg kan ikke tilslutte mig den opfattelse, at faldet i rentabiliteten var et normalt markedsfaenomen, for saa vidt angaar de paagaeldende elektroniske skrivemaskiner i den paagaeldende periode .

Jeg er ogsaa uenig i, at faellesskabsmyndighederne "gik ud fra", at faldet i rentabiliteten skyldtes dumpingimport fra Japan . Tvaertimod angav faellesskabsmyndighederne i forordningerne en udfoerlig begrundelse for, at de lagde til grund, at "lavprisimporten har haft til foelge, at faellesskabsproducenternes rentabilitet er faldet betydeligt" ( betragtning 31 til forordningen om midlertidig told ).

Det er vigtigt at notere sig, hvor stort et fald i rentabiliteten der indtraf som foelge af dumpingen . Det hedder herom i betragtning 31 til forordningen om endelig told : "Det konstateredes, at saafremt rentabiliteten i hele den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet i 1982, dvs . det aar, da en meget omfattende import af japanske skrivemaskiner satte ind, saettes til 100 ( indeks ), er rentabiliteten ( udtrykt i procent af omsaetningen foer skat ) faldet til 36,6 ( indeks ) i den betragtede periode ... Selv om der tages hensyn til saesonudsving, har den kvartalsvis opgjorte rentabilitet af salget i Faellesskabet i undersoegelsesperioden regelmaessigt ligget under et niveau, der kan sikre denne erhvervsgrens fortsatte bestaaen ".

Det blev saaledes konstateret, at fortjenesterne hos industrien i EF var blevet presset saa langt ned, at industrien risikerede en nedlaeggelse . Jeg mener ikke, at dette kan bortforklares med, at der er tale om et normalt markedsfaenomen . Hertil kommer, at de fra begge sider fremlagte oplysninger stemmer overens, for saa vidt det fremgaar, at det er afgoerende noedvendigt for et selskab, der har lanceret et teknisk set nyt produkt ( som f.eks . en elektronisk skrivemaskine ), hurtigt at tjene de betydelige beloeb ind igen, som selskabet saedvanligvis har investeret i forskning, udvikling og markedsfoering i forbindelse med det nye produkt, og at opnaa yderligere fortjeneste til brug for finansieringen af den naeste tekniske forskningsfase . Det var paa dette kritiske tidspunkt, at producenterne i EF som foelge af dumpingen ikke opnaaede de fortjenester, som de havde afgoerende behov for . Saafremt det anfoerte vedroerende produkternes "livscyklus" derfor overhovedet har nogen berettigelse, er det efter min opfattelse i form af, at det paaviser, at faldet i rentabiliteten som foelge af dumpingen i dette tilfaelde var saerligt oedelaeggende .

Canons femte argument er, at det er uklart, hvilke oplysninger Kommissionen raadede over, for saa vidt angaar spoergsmaalet om prismaessig konkurrence . Dette stoettes ikke af indholdet af de paagaeldende to forordninger . Det hedder i betragtning 31 til forordningen om midlertidig told : "Videresalgspriserne for dumpingvarerne var i undersoegelsesperioden generelt lavere end faellesskabsproducenternes priser, afhaengigt af model og marked . Selv om der i perioder ikke var tale om underbud, var importpriserne generelt mellem 11,4 og 30% lavere end faellesskabsproducenternes priser, og i visse tilfaelde indtil 48,5% lavere ." Dette blev gentaget i forordningen om endelig told ( betragtning 32 ), men paa dette stadium af proceduren fandt faellesskabsmyndighederne det ufornoedent naermere at undersoege spoergsmaalet om underbydningen . Baggrunden herfor er angivet i betragtning 33 paa foelgende maade : "Det ansaas ikke for paakraevet at foretage en detaljeret undersoegelse af prisunderbuddene paa de japanske importvarer, da faellesskabsproducenternes priser var blevet trykket af priserne paa de japanske varer ." Baade den afgoerelse, dette er udtryk for, og begrundelsen for den er efter min opfattelse rimelig . Det ville saaledes have vaeret nyttesloest for faellesskabsmyndighederne yderligere at undersoege spoergsmaalet om underbydningens omfang i forhold til de faktiske priser, fordi EF-producenternes priser allerede var blevet presset nedad som foelge af den udbredte dumping af japanske produkter, der havde fundet sted gennem en lang periode, saaledes at en sammenligning ikke ville kunne foere til noget meningsfyldt resultat ( i stedet fastlagde faellesskabsmyndighederne priser inden for EF, saaledes som disse ville have vaeret, saafremt der ikke var sket noget fald som foelge af dumpingimporten, og som jeg anfoerte i mit forslag til afgoerelse i TEC-sagen, var dette et lovligt alternativt grundlag for sammenligningen ). Det fremgaar efter min opfattelse af de naevnte udfoerlige og berettigede begrundelser i de to forordninger, at Canons femte argument savner grundlag .

Canons sjette argument er, at der blev handlet forkert, for saa vidt angaar henholdsvis effektive og ineffektive producenter i EF . Canon goer gaeldende, at det savner grundlag, at sagsoegerne var aarsag til en skade for to selskaber ( nemlig Triumph-Adler og Olympia ), "hvis vanskeligheder skyldtes andre forhold af gammel dato ". Som jeg har anfoert ovenfor i forbindelse med det andet argument vedroerende skaden, beskaeftigede Raadet sig i forordningerne ikke med EF-producenternes "vanskeligheder", men undersoegte den skade, og kun denne, som blev paafoert industrien i EF af dumpingimporten fra Japan, idet Raadet kun indfoerte en told, som ikke gik ud over, hvad der var noedvendigt for at fjerne denne skade . Af denne grund maa argumentet forkastes .

Jeg bemaerker endvidere, at det af Canon anfoerte vedroerende de vanskeligheder hos de "ineffektive" producenter i EF, som skyldtes andre faktorer end dumpingen, drejer sig om aarsagssammenhaeng . I henhold til grundforordningens artikel 4 kraeves det imidlertid ikke, at dumpingen skal vaere den eneste aarsag eller i det mindste hovedaarsagen til den paagaeldende skade . Det er netop et af de vaesentligste kendetegn ved den nugaeldende kodeks, hvorved denne adskiller sig fra forgaengeren, den foerste antidumpingkodeks ( fra 1967 ), at det kriterium er blevet opgivet, at dumpingimporten "kan paavises at vaere hovedaarsagen" til skaden, idet dette kriterium er blevet afloest af det, at der blot skal vaere tale om, at dumpingen "forvolder skade ". Artikel 3, stk . 4, i den nugaeldende kodeks indeholder udtrykkelig bestemmelse om, at "der kan vaere andre faktorer" som f.eks . den teknologiske udvikling og produktiviteten inden for den indenlandske industri, men det eneste krav i denne forbindelse er, at "skade forvoldt af saadanne andre faktorer (( ikke maa )) tilskrives dumpingimporten ". Den naevnte bestemmelse er loyalt gennemfoert ved grundforordningens artikel 4, stk . 1 . Retsstillingen i dag er saaledes den, at en eksportoer ikke kan paaberaabe sig en ineffektivitet som den, Canon henviser til, i den forstand, at dette skulle bryde et led i en aarsagssammenhaengskaede, hvorefter det skulle vaere udelukket, at der paahviler eksportoeren et ansvar .

Canons syvende argument er, at det var med urette, at Kommissionen opgjorde skaden paa grundlag af forholdene hos saavel effektive som ineffektive producenter . Det er imidlertid aabenbart, at faellesskabsmyndighederne i henhold til grundforordningens artikel 4 ved opgoerelsen af skaden skal tage udgangspunkt i forholdene for industrien i EF, saaledes som de foreligger .

Det maa antages, at Canon ved dette argument soeger at anfaegte den stillingtagen fra Raadets side, der er angivet i betragtning 41 til forordningen om endelig told, hvori det bl.a . hedder :

"Ved noejagtigt at maale forskellige producenters effektivitet er Raadet ikke overbevist om, at det noedvendigvis er i Faellesskabets interesse, at en paastaaet mindre effektiv producents situation lades ude af betragtning, naar man staar over for uredelig handelspraksis . Raadet finder, at det rimeligt vil afspejle Faellesskabets interesser, at alle tre faellesskabsproducenter medregnes ved fastsaettelsen af skadeophaevelsesniveauet i stedet for producenten med den paastaaede laveste ydelse ."

Denne betragtning er indeholdt i afsnittet "Faellesskabets interesser" og beskaeftiger sig udtrykkeligt med dette spoergsmaal . I henhold til grundforordningens artikel 12, stk . 1, gaelder det, at naar det er blevet paavist, at der foreligger dumping samt deraf foelgende skade, skal der indfoeres antidumpingtold, saafremt en tredje forudsaetning er opfyldt, nemlig at "det af hensyn til Faellesskabets interesser (( er )) paakraevet, at Faellesskabet griber ind ". Der foreligger ingen definition med hensyn til, hvad der skal forstaas ved Faellesskabets interesser, og det er aabenbart, at faellesskabsmyndighederne efter bestemmelsen raader over vide skoensmaessige befoejelser . Canon har ikke godtgjort, at der er sket nogen retsstridig udoevelse af disse befoejelser .

Den omstaendighed, at en del af industrien i EF er udsat for vanskeligheder, der skyldes andre forhold end dumping, goer det efter min opfattelse mere - og ikke mindre - noedvendigt at forhindre yderligere skade som foelge af den paagaeldende dumping . Det savner derfor grundlag at haevde, at beskyttelsesniveauet over for dumpingen skal fastsaettes til, hvad der er noedvendigt for en beskyttelse af kun den mest effektive producent i EF . Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt niveauet boer fastsaettes til, hvad der er noedvendigt for at beskytte den mindst effektive producent i EF, er det aabenbart, at faellesskabsmyndighederne ikke fastsatte et saadant beskyttelsesniveau . Det hedder i betragtning 41, at samtlige tre producenter i EF blev inddraget ved fastsaettelsen af beskyttelsesniveauet, og det fremgaar af betragtning 36, at den paagaeldende beregning var baseret paa et gennemsnit af produktionsomkostningerne hos samtlige producenter i EF . Naar EF-producenternes produktionsomkostninger - som her - er indbyrdes forskellige, er det ikke muligt at give dem alle den samme grad af beskyttelse mod den paagaeldende dumping, og jeg er af den opfattelse, at det er i fuld overensstemmelse med kravene i grundforordningen at indfoere en grad af beskyttelse, der betegner et gennemsnit ( saaledes som det skete her ).

Canon goer endvidere gaeldende, at der ved faellesskabsmyndighedernes handlemaade i denne sag skete en ubegrundet fravigelse af tidligere praksis . Naar imidlertid henses til de skoensmaessige befoejelser, som faellesskabsmyndighederne raader over paa dette omraade, er jeg ikke med hensyn til dette spoergsmaal overbevist om, at de var forpligtet til altid at foelge den samme praksis . Hvorom alting er, af de to forordninger, som ifoelge Canon er udtryk for en anden praksis, viser den ene ( Raadets forordning nr . 1826/84 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af vinylacetatmonomer med oprindelse i Canada, EFT 1984 L 170, s . 70, jfr . betragtning 14 ), at Raadet rent faktisk i dette tilfaelde gik frem paa samme maade som her . Canons syvende argument maa herefter forkastes .

Canons ottende argument er, at der blev regnet med en for hoej fortjenstmargen ved fastlaeggelsen af maalprisen . Paa dette punkt er det i betragtning 35 til forordningen om endelig told som begrundelse angivet, at en fortjenstmargen paa 10% blev anset for at vaere en passende fortjenstmargen med henblik paa maalsalgsprisen for produkter fremstillet i EF . Det er endvidere angivet, at faellesskabsmyndighederne fastlagde denne fortjenstmargen paa trods af en anmodning fra industrien i EF om, at den burde vaere meget hoejere ( 20% af omsaetningen eller 30% af den investerede kapital ). Canon goer gaeldende, men har ikke fremlagt nogen dokumentation til stoette herfor, at fortjenstmargenen paa 10% i vaesentlig grad oversteg nogen fortjenstmargen, som i hvert fald to af de tre selskaber, der indgav klage, paa noget tidspunkt opnaaede i forbindelse med elektroniske skrivemaskiner . Raadet har gjort gaeldende, at dette er forkert, og at to af de tre selskaber, der indgav klage, foer dumpingen blev indledt, opnaaede fortjenester ved salg af elektroniske skrivemaskiner i EF, der i vaesentlig grad oversteg 10%, idet de noejagtige talstoerrelser dog er fortrolige . Der forligger intet til stoette for rigtigheden af det af Canon anfoerte .

Canons niende argument vedroerer den maade, skadens omfang blev bestemt paa . Der er noeje redegjort herfor i betragtningerne 34-38 til forordningen om endelig told . Fremgangsmaaden var grundlaeggende set den, at prisen for det i EF fremstillede produkt blev sammenlignet prisen for det produkt, der blev importeret til markedet i EF til dumpingpriser . En told svarende til forskellen mellem de to priser ville bringe prisen for de importerede dumpingvarer op paa et niveau, hvor de ikke laengere paa retsstridig maade ville skade industrien i EF . Efter min opfattelse er denne grundlaeggende fremgangsmaade - en sammenligningen mellem priserne - en klar og ukompliceret metode til opfyldelse af maalsaetningen med grundforordningen, ligesom fremgangsmaaden maa antages at vaere i overensstemmelse med dennes bestemmelser .

I forbindelse med den naevnte sammenligning blev priserne for de importerede dumpingvarer foer sammenligningen med maalprisen for de i EF fremstillede elektroniske skrivemaskiner underkastet en justering . Ifoelge betragtning 34 var baggrunden for justeringen, at "det til forskel fra mange andre varer ikke var muligt at foretage en umiddelbar sammenligning mellem importerede modeller og modeller fremstillet i Faellesskabet paa grund af varernes mangfoldighed og forskellige tekniske specifikationer ". Canon bestrider ikke, at en direkte sammenligning model for model var umulig, ligesom sagsoegerne ikke bestrider, at det for at kunne foretage en sammenligning var noedvendigt med nogle justeringer .

Ifoelge betragtning 34 skete justeringen paa foelgende maade : "I betragtning af, at baade eksportoererne og producenterne i Faellesskabet har foretaget vurderinger i god tro af de procentuelle forskelle i vaerdien af de forskellige modeller, konkluderedes det, at det var den mest rimelige loesning generelt at anvende et tal, der laa midt mellem disse vurderinger ". Canon anfoerer, at denne fremgangsmaade savner berettigelse, og at naar man laegger sig fast paa et tal midt imellem to vaerdiansaettelser, kan dette ikke foere til et rimeligt resultat . Canon goer gaeldende, at Kommissionen i stedet burde have taget udgangspunkt i de med fremstilling af de forskellige dele forbundne omkostninger, idet dette kriterium maa antages at vaere det eneste objektivt verificerbare .

De af faellesskabsmyndighederne foretagne justeringer skulle ikke fremstaa som vaerende praecise eller statistisk set noejagtige, idet de kun var udtryk for en tilnaermelsesvis og rimelig fastlaeggelse . For saa vidt angaar de konkrete justeringer, som der er tale om, var en rimeligt tilnaermelsesvis fastlaeggelse efter min opfattelse tilstraekkelig . Det hedder i betragtning 34 : "Ved vurderingen af de tekniske forskelle mellem de modeller, der lignede hinanden mest, blev det klart, at enhver vurdering i betydeligt omfang ville vaere paavirket af subjektive skoen med hensyn til potentielle koeberes forventede reaktioner . Endvidere gav eksportoererne og producenterne i Faellesskabet udtryk for det synspunkt, at der ikke fandtes en objektiv maalestok for en detaljeret sammenligning ." Naar der inddrages et subjektivt element ved ansaettelsen af den vaerdi, som potentielle koebere maa antages at ville tillaegge forskellige egenskaber, er det pr . definition udelukket, at man naar frem til et noejagtigt resultat . Ansaettelsen kan kun vaere en tilnaermelsesvis ansaettelse . Jeg er uenig med Canon i, at saadanne ansaettelser ikke kan tjene som grundlag, ligesom de ikke kan anses for vilkaarlige . Ansaettelser blev givet af de japanske eksportoerer og af producenterne i EF, og begge parter raadede over en saa stor ekspertice og erfaring med hensyn til markedet, at de kunne have en begrundet mening om spoergsmaalet . Ansaettelserne blev foretaget i god tro, og Raadet har oplyst, at for mange af de sammenlignede modellers vedkommende var den japanske eksportoer og EF-producenten enige om det tal, der burde laegges til grund . Under disse omstaendigheder boer den fremgangsmaade at "laegge sig fast paa et tal midt imellem" to forskellige ansaettelser, naar saadanne forelaa, ikke vurderes, som om der var tale om en statistisk beregning, men betragtes som en skoensudoevelse, og fremgangsmaaden maa anses for rimelig . Efter min opfattelse er det blevet godtgjort, at den af faellesskabsmyndighederne anvendte metode foerte til tilnaermelsesvise ansaettelser, der var rimelige .

Jeg mener ikke, at faellesskabsmyndighederne var forpligtet til i stedet at basere sig paa produktionsomkostningerne . For det foerste var der tale om, at de skulle foretage en sammenligning mellem priser med henblik paa fastlaeggelsen af skaden, hvorimod opgaven ikke var at sammenligne omkostninger . For det andet er det langt fra klart, at det ville vaere praktisk muligt at fastlaegge produktionsomkostningerne i forbindelse med hver enkelt af de paagaeldende saerlige dele .

Jeg er herefter af den opfattelse, at det ikke er blevet godtgjort, at der var noget retsstridigt ved den metode, som faellesskabsmyndighederne anvendte ved fastlaeggelsen af de justeringer, der skulle foretages med hensyn til de forskellige egenskaber ved de sammenlignede produkter, og at Canons niende argument maa forkastes .

Canons tiende argument vedroerende skaden er, at Canon fik utilstraekkelige oplysninger, og at den i forordningen angivne begrundelse er utilstraekkelig . Det fremgaar med al tydelighed af de naermere oplysninger om forloebet af et moede mellem Kommissionen og Canon og om korrespondancen mellem Kommissionen og Canon, der er blevet fremlagt for Domstolen, at faellesskabsmyndighederne gav Canon alle de oplysninger, som Canon anmodede om, i det omfang dette var foreneligt med faellesskabsmyndighedernes forpligtelse efter grundforordningens artikel 8 til ikke at videregive fortrolige oplysninger .

Den i forordningen angivne begrundelse anfoeres at vaere utilstraekkelig, fordi den ikke behandler spoergsmaalet om de vanskeligheder, som industrien i EF havde som foelge af egne "strukturelle problemer ". Dette er blot en afstikker af Canons mere grundlaeggende argument vedroerende "strukturelle problemer", som jeg af de grunde, jeg lige har angivet, finder savner grundlag . Naervaerende argument maa af de samme grunde forkastes .

Jeg er herefter af den opfattelse, at Canons fjerde anbringende til stoette for en annullation, dvs . anbringendet vedroerende opgoerelsen af skaden, ikke kan laegges til grund .

Femte anbringende : procedurespoergsmaal

Ved sit femte anbringende til stoette for en annullation goer Canon gaeldende, at da ingen paapasseligt drevet virksomhed kunne have forudset de hidtil ukendte beregningsmetoder, som Kommissionen anvendte, var den anfaegtede forordning udtryk for en sanktion, der blev paalagt med tilbagevirkende kraft . De hidtil usete fremgangsmaader fra Kommissionens side gjorde, at der maatte paahvile Kommissionen, og Raadet, en forpligtelse til at iagttage saerligt strenge proceduremaessige krav, og faellesskabsinstitutionerne kraenkede denne forpligtelse . De undersoegte ikke alle relevante faktorer, de undlod at laegge tilstraekkelig vaegt paa de argumenter, der blev fremfoert over for dem, og de angav ikke nogen tilstraekkelig begrundelse for deres handlemaade .

Efter min opfattelse er det ikke blevet godtgjort, at beregningsmetoderne savnede berettigelse . Den hoeje toldsats, der blev indfoert, var blot en konsekvens af den meget betydelige dumping, som havde paafoert industrien i EF en uhyre alvorlig skade . Der er ikke blevet peget paa nogen relevant faktor, som faellesskabsmyndighederne ikke tog behoerigt hensyn til . Det er ikke blevet dokumenteret, at faellesskabsmyndighedernes handlemaade paa noget punkt var retsstridig, og betragtningerne til begge de paagaeldende forordninger indeholder en udfoerlig begrundelse for deres optraeden . Jeg mener derfor, at Canons femte anbringende til stoette for en annullation maa forkastes .

Jeg skal herefter sammenfattende foreslaa, at sagsoegte i sagerne 277 og 300/85 frifindes, og at sagsoegerne doemmes til at betale Raadets, Kommissionens og Cetmas omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med behandlingen af begaeringen om foreloebige forholdsregler .

(*) Oversat fra engelsk .

Full & Egal Universal Law Academy