Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
A - Faktiske omstaendigheder
1 Sagsoegeren i den sag, som mit forslag til afgoerelse i dag vedroerer, blev ansat ved Revisionsretten som midlertidig ansat i henhold til en kontrakt af 12 . januar 1982 . Ifoelge kontrakten skulle han goere tjeneste i en stilling som fuldmaegtig med indplacering i loenklasse A*7/1 . Denne kontrakt loeb - efter forlaengelse - indtil den 31 . december 1983 .
2 I december 1983 tog sagsoegeren del i en slags udvaelgelsesproeve (" screening "), som skulle foere til indgaaelse af kontrakter vedroerende stillinger i loenklasse A*7/A*6 . Ifoelge en udtalelse fra udvaelgelseskomiteen kunne sagsoegeren imidlertid ikke anses for egnet til loenklasse A*7/A*6; man foreslog derfor indgaaelse af en toaarig kontrakt med ansaettelse i loenklasse B*3/B*2 .
3 I overensstemmelse hermed blev der den 21 . december 1983 indgaaet en ny kontrakt, der skulle loebe indtil den 31 . december 1985, og hvorefter sagsoegeren skulle udoeve de funktioner, der varetages af en overassistent (" assistant "), og indplaceres i loenklasse B*3/3 . Det er imidlertid ubestridt, at sagsoegeren gjorde tjeneste i en stilling i loenklasse A*7, og han skulle - efter hvad han selv har oplyst - udfoere de samme opgaver som efter den tidligere kontrakt .
4 Efter at det i en udtalelse fra hans kontorchef af november 1984 var blevet attesteret, dels at han foretog revision af Faellesskabets egne indtaegter og deltog i kontrolbesoeg hos Kommissionen i Bruxelles og hos myndighederne i medlemsstaterne, og dels, at han "var ansat i en fast stilling i loenklasse A*7, selv om han var indplaceret i en lavere loenklasse" ( dette blev ogsaa bekraeftet i et notat af 13 . november 1984 fra et medlem af Revisionsretten til dens formand ), forelagde sagsoegeren den 14 . januar 1985 en formel ansoegning for formanden for Revisionsretten i medfoer af vedtaegtens artikel 90 . I ansoegningen anmodede han - under paaberaabelse af, at han var ansat i en fast stilling i loenklasse A*7 og ogsaa gjorde tjeneste i overensstemmelse hermed - om, at hans loen blev afpasset efter loenklasse A*7 med tilbagevirkning til den 1 . januar 1984, og om udbetaling af restancerne inklusive renter til den saedvanlige rentesats . Desuden paaberaabte han sig artikel 10, stk . 3, i Ansaettelsesvilkaarene for de oevrige ansatte, hvori det hedder :
"Hvis en midlertidig ansat goer tjeneste i en stilling i en hoejere loenklasse end den, han er blevet ansat i, skal der indgaas en tillaegskontrakt til ansaettelseskontrakten",
samt artikel 15, stk . 2, som for det tilfaelde, at en ansat i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 10, stk . 3, placeres i en stilling, der svarer til en hoejere loenklasse, foreskriver, at han skal indplaceres i overensstemmelse med vedtaegtens artikel 46 ( altsaa under iagttagelse af reglerne om forfremmelse ).
5 Til at begynde med havde han ikke held med sit anliggende . I en afgoerelse truffet af formanden for Revisionsretten den 7 . februar 1985 ( hvori der tales om en "klage" fra sagsoegerens side ), blev "klagen" for det foerste betegnet som for sent indgivet ( fordi fristen nemlig allerede skulle vaere udloebet i marts 1984 ). For det andet blev "klagen" ogsaa betegnet som ubegrundet under henvisning til, at sagsoegeren efter den 1 . januar 1984 ikke gjorde tjeneste i en stilling i en hoejere loenklasse, men udelukkende var betroet opgaver, som maatte henfoeres til den kategori, der var naevnt i ansaettelseskontrakten, ogsaa selv om han beklaedte en stilling, der i budgettet var betegnet som en stilling i loenklasse A*7 .
6 Derefter henvendte sagsoegeren sig den 16 . april 1985 til formanden for Revisionsretten med en ansoegning, som han selv betegnede som en klage . Under henvisning til et dokument, som han foerst havde faaet kendskab til kort tid forinden ( nemlig i januar 1985 ) ( der er tale om et dokument med titlen "Retningslinjer for personaleforvaltningen", hvori kriterierne for indplacering behandles ), gjorde han gaeldende, at de opgaver, der var overdraget ham, ifoelge dette dokument var opgaver, som varetages af en "revisor/fuldmaegtig" i stillingsgruppe A*7/A*6 . Der skulle altsaa, efter at han var begyndt at goere tjeneste i loenklasse B*3, have vaeret truffet en afgoerelse i henhold til artiklerne 10 og 15 i Ansaettelsesvilkaarene for de oevrige ansatte, og han skulle saaledes fra dette tidspunkt indplaceres efter vedtaegtens artikel 46 . Det var derimod ikke rigtigt af Revisionsretten at paaberaabe sig, at fristen var udloebet, da den jo havde gjort sig skyldig i en vedvarende undladelse .
7 Derefter traf formanden for Revisionsretten den 18 . juli 1985 en ny afgoerelse, som tilbagekaldte og traadte i stedet for afgoerelsen af 7 . februar 1985 . I den nye afgoerelse erkendtes det - som allerede i afgoerelsen af 7 . februar 1985 - at sagsoegeren siden kontraktens indgaaelse havde beklaedt "en fast stilling paa budgettet i loenklasse A*7 ". I afgoerelsen naevntes det endvidere, at der ville blive indgaaet en tillaegskontrakt, hvorefter sagsoegeren fra den 14 . januar 1985 skulle indplaceres i loenklasse A*7/2 . Denne skulle vaere gaeldende indtil den 31 . juli 1985; fra den 1 . august 1985 skulle sagsoegeren beklaede en stilling i kategori B . I oevrigt blev klagen imidlertid afvist under henvisning til, at den frist, der var afgoerende for perioden fra den 1 . januar 1984 til indgivelsen af klagen, var udloebet den 31 . marts 1984 .
8 Derefter anlagde sagsoegeren sag ved staevning indgaaet til Domstolen den 8 . oktober 1985, hvori han nedlagde foelgende paastande :
- Ansaettelsesmyndighedens afgoerelse annulleres, for saa vidt det heri anfoeres, at ansoegningen af 14 . januar 1985 er for sent indgivet;
- det statueres, at sagsoegerens krav - som i oevrigt er anerkendt af Revisionsretten - paa indgaaelse af en tillaegskontrakt i henhold til Ansaettelsesvilkaarene for de oevrige ansatte, er opretholdt med denne ansoegning;
- foelgelig tilpligtes Revisionsretten at overholde de bestemmelser i vedtaegten, der finder anvendelse paa midlertidigt ansatte;
- subsidiaert statueres det, at Revisionsretten har begaaet en administrativ fejl, hvorfor den tilpligtes at afhjaelpe denne fejl ved at udbetale erstatning svarende til den af Revisionsretten anerkendte loenforskel, nemlig forskellen mellem loenklasse B*3, loentrin 3, og loenklasse A*7, loentrin 2, for perioden 1 . januar 1984 - 14 . januar 1985 .
9 Da Revisionsretten ligesom tidligere staar fast paa det standpunkt, at sagsoegeren ikke laengere kan forfoelge spoergsmaalet om indplacering i en hoejere loenklasse med virkning fra kontraktens indgaaelse, fremsatte den i medfoer af procesreglementets artikel 91 begaering om, at der foerst traeffes afgoerelse om formaliteten, og nedlagde paastand om afvisning af sagen .
10 Den 27 . november 1986 er der blevet afholdt mundtlig forhandling vedroerende dette stridsspoergsmaal .
B - Stillingtagen
11 Min mening herom er foelgende :
12 1 ) De nedlagte paastande goer det klart, at det for sagsoegeren drejer sig om en tilbagevirkende aendring af hans retsstilling . Han er af den opfattelse, at der med virkning fra den 1 . januar 1984 skulle have vaeret indgaaet en tillaegskontrakt til hans kontrakt af 21 . december 1983 i medfoer af artikel 10, stk . 2, i Ansaettelsesvilkaarene for de oevrige ansatte, og han oensker - i overensstemmelse med de opgaver, der er overdraget ham - i virkeligheden en anden udformning af kontrakten fra foerste faerd .
13 Da vedtaegtens afsnit VII om klageadgang i henhold til ansaettelsesvilkaarenes artikel 46 finder tilsvarende anvendelse ( altsaa ogsaa fristreglerne i artiklerne 90 og 91 ), er det ikke saa underligt, at Revisionsretten har givet udtryk for, at en aendring af eller et tillaeg til den med sagsoegeren indgaaede ansaettelseskontrakt fra det tidspunkt, hvor den fik virkning, ikke kan forlanges for et tidsrum, der ligger mere end et aar tilbage . Dette kan i givet fald, siger Revisionsretten, ske inden for tremaanedersfristen i artikel 90, hvad enten der skulle indgives en klage inden for den frist, eller der foerst skulle indgives en ansoegning . I dette tilfaelde ansaa sagsoegeren sidstnaevnte for at vaere paa sin plads under henvisning til, at der ikke var tale om at anfaegte grundlaget for tjenesteforholdet, men om at straebe mod et tillaeg til dette . Til stoette for sagsoegtes opfattelse kan der henvises til den faste praksis, der gaar ud paa, at en tjenestemand ikke kan udvirke, at fristerne begynder at loebe paa ny ved senere at indgive en ansoegning, hvormed der i grunden tilstraebes en aendring af en akt, der indeholder et klagepunkt mod ham, naar han har forsoemt at anfaegte denne rettidigt ( jfr . f.eks . dommene i sagerne 127/84 ( 1 ), 191/84 ( 2 ), 231/84 ( 3 ) og 153/85 ( 4 )).
14 Heroverfor kan det heller ikke - som sagsoegeren har gjort - goeres gaeldende, at der egentlig er tale om fremsaettelse af et krav paa efterbetaling, som er omfattet af Domstolens fulde proevelsesret, og at fristerne dermed er uden betydning . Der kan heller ikke henvises til, at der i tjenestemandsvedtaegten ikke findes nogen foraeldelsesfrist for loenkrav, og at der - fordi vedtaegtens artikel 85 indeholder en regel om varig ret til tilbagesoegning af fejlagtigt udbetalte beloeb - maa gaelde noget lignende for tjenestemaend og andre ansattes krav paa efterbetaling . Den ordning, der kan udledes af tjenestemandsvedtaegten, er nemlig ganske entydig i denne henseende og maa ogsaa anses for rigtig af hensyn til retsbeskyttelsen og retssikkerheden . Naar der er tale om en bebyrdende retsakt fra en offentlig myndighed, og der tilstraebes en fjernelse eller aendring af dens retsvirkninger ex tunc, kan dette alene ske ved, at den anfaegtes rettidigt og ikke paa et vilkaarligt tidspunkt derefter ( det er ikke noedvendigt her at foretage en yderligere undersoegelse af, om det ved et saakaldt vedvarende skyldforhold til enhver tid kan forlanges, at der aendres for fremtiden, da Revisionsretten jo faktisk i det foreliggende tilfaelde har handlet i overensstemmelse hermed ).
15 2 ) Det er imidlertid ogsaa afklaret i retspraksis, at en bebyrdende afgoerelse absolut kan tages op til fornyet behandling efter udloeb af de naevnte frister, naar der foreligger nye omstaendigheder, hvis der blot rettidigt indgives en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, efter at de nye relevante omstaendigheder er dukket op ( jfr . dommene i sagerne 191/84, 231/84 og 153/85 ). Saadanne faktiske omstaendigheder opstod netop i sammenhaeng med kritikken af tjenestemaendenes indplacering . Domstolen erklaerede, at det trods fristernes udloeb var retligt velbegrundet at undersoege dem, naar der paa et senere tidspunkt var offentliggjort en beslutning om indplaceringskriterier eller en bekendtgoerelse af stillingsbeskrivelser . Jeg kan i den forbindelse henvise til dommene i sagerne 28/64 ( 5 ), 9/81 ( 6 ), 190/82 ( 7 ) og 231/84 .
16 Sagsoegeren mente da ogsaa navnlig, at der for hans vedkommende forelaa saadanne omstaendigheder . Han paaberaabte sig i den forbindelse sin foresattes vidnesbyrd af november 1984, notatet fra en af Revisionsrettens medlemmer af 13 . november 1984 ( hvori det blev bekraeftet, at sagsoegeren var ansat i en fast stilling i loenklasse A*7 ) og til et dokument med titlen "Retningslinjer for personaleforvaltningen", som var blevet tilsendt ham af personaleudvalget i januar 1985 . ( Af den heri under B II, tredje led, anfoerte definition maatte det sluttes, at sagsoegeren varetog A*7-opgaver .) Desuden henviste han til, at afgoerelsen af 7 . februar 1985, hvorved hans ansoegning var blevet afvist, var blevet ophaevet ved og afloest af afgoerelsen af 18 . juli 1985, som anerkendte, at hans krav var velbegrundet .
17 Der kan heller ikke vaere tvivl om, at sagen er anlagt inden for den fastsatte frist, hvis de naevnte omstaendigheder eller en af dem maa anses for nye omstaendigheder i den i retspraksis forudsatte betydning .
18 Man maa ligeledes gaa ud fra, at der saa ikke blot kan forlanges en aendring med virkning for fremtiden, men ogsaa en ny behandling af den oprindelige indplacering . Dette fremgaar efter min opfattelse tydeligt af dommen i sag 231/84 .
19 Det afgoerende spoergsmaal er altsaa, om vi i sagsoegerens tilfaelde virkelig har at goere med nye omstaendigheder, der bevirkede, at problemet om den korrekte indplacering af sagsoegeren kunne bringes frem i januar 1985 .
20 a)*Efter min opfattelse maa dette benaegtes, for saa vidt angaar afgoerelsen af 18 . juli 1985 vedroerende sagsoegerens klage . Af den kan det ganske vist udledes, at Revisionsretten anerkender, at sagsoegeren udoever A*7-funktioner og vel at maerke har gjort det fra begyndelsen, fordi der intetsteds tales om en aendring af funktionerne fra et bestemt tidspunkt . Derfor forekommer det aldeles uforstaaeligt, at Revisionsrettens repraesentant bestred dette faktum under den mundtlige forhandling . Men aabenbart var afgoerelsen af 18 . juli ikke den faktor, der udloeste sagsoegerens sagsanlaeg . Afgoerelsen var tvaertimod en reaktion paa sagsoegerens ansoegning, og der kan derfor vanskeligt heri ses en ny faktisk omstaendighed, der retfaerdiggoer sagsoegerens sagsanlaeg .
21 b)*Efter Revisionsrettens mundtlige forklaring maa det betvivles, at dokumentet med titlen "Retningslinjer for personaleforvaltningen" kommer i betragtning som en "ny omstaendighed ". Ganske vist ser det ud til, at man for sagsoegerens vedkommende i afgoerelsen af 18 . juli 1985 gik frem efter dette dokument ( dvs . idet man indsaa, at han varetager funktioner som "revisor" i loenklasse A*7, fordi han "deltager i undersoegelsen og udfaerdigelsen af revisionsberetningen *..."), ligesom det ogsaa er interessant, at Revisionsretten under den mundtlige forhandling indroemmede, at dette dokument kunne have foert til misforstaaelser hos personalet med hensyn til indplaceringen . Afgoerende er imidlertid, at det eftertrykkelig blev forsikret, at det dokument, hvori formanden for Revisionsrettens ideer var blevet nedfaeldet, aldrig var blevet godtaget af Revisionsretten . Det har altsaa aldrig haft retsvirkninger, og praksis har heller ikke udviklet sig i overensstemmelse hermed . Herefter kan dokumentet vanskeligt sidestilles med de beslutninger om generelle indplaceringskriterier, som spillede en rolle i de andre sager og dér blev anset for relevante nye omstaendigheder .
22 c)*Jeg anser det imidlertid for forsvarligt at foelge sagsoegerens opfattelse, for saa vidt angaar de to dokumenter af november 1984 .
23 Det maa vel kunne laegges til grund, at sagsoegeren - som angiver at have udoevet de samme funktioner som efter sin foerste ansaettelseskontrakt - fra begyndelsen maatte have det indtryk, at han var for lavt indplaceret . I staevningen taler han om at have haft en fornemmelse af, at hans indplacering ikke var korrekt . Det er ogsaa rigtigt, at det ikke i de naevnte dokumenter udtrykkeligt naevnes, at sagsoegeren udoever A*7-funktioner . Hertil maa det imidlertid for det foerste bemaerkes, at det ikke uden videre synes rimeligt at indlede en formel procedure paa grundlag af et subjektivt indtryk, som jo ogsaa kan vaere forkert; i betragtning af, at afgraensningen af funktionerne var uskarp, var indplaceringen i henhold til den foerste ansaettelseskontrakt muligvis ikke korrekt .
24 Det syntes mere rimeligt at vente, indtil der forelaa entydige beviser for kravet . De to naevnte dokumenter maa imidlertid absolut anses for saadanne beviser, da sagsoegerens funktioner jo ogsaa karakteriseres i et af dem (" revision af egne indtaegter foretaget af ham", deltagelse i talrige kontrolbesoeg ved Kommissionen ); desuden er den udtrykkeligt naevnte omstaendighed, at sagsoegeren var indehaver af en A*7-stilling, formodentlig et vigtigt indicium for, at han ogsaa udoevede en virksomhed svarende hertil ( saaledes som dette senere udtrykkelig er anerkendt i afgoerelsen af 18 . juli 1985 ).
25 Hvis dokumenterne af 1981 imidlertid maa betragtes som nye omstaendigheder, staar det fast, at sagsoegeren - med sin ansoegning af 14 . januar 1985 - har reageret herpaa inden klagefristens udloeb . Det staar ogsaa fast, at han efter afvisningen af ansoegningen har indgivet en formel klage rettidigt, og at han har anlagt sag ved Domstolen inden for den fastsatte frist, efter at der var blevet truffet en delvis negativ afgoerelse vedroerende hans klage .
26 3 ) Dette betyder, at Revisionsrettens formalitetsindsigelse ikke kan tages til foelge, men at sagen tvaertimod maa antages til realitetsbehandling .
C - Forslag til afgoerelse
27 Jeg skal derfor foreslaa, at Revisionsrettens paastand, der er nedlagt under henvisning til procesreglementets artikel 91, ikke tages til foelge, og at det udtrykkeligt fastslaas, at den af Pressler-Hoeft anlagte sag kan antages til realitetsbehandling . Da sagen saaledes ikke er afsluttet, men maa viderefoeres i realiteten, er det unoedvendigt at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger paa nuvaerende tidspunkt .
(*) Oversat fra tysk .
( 1 ) Dom af 15 . maj 1985 i sag 127/84, Esly mod Kommissionen, Sml . s.*1437 .
( 2 ) dom af 7 . maj 1986 i sag 191/84, Barcella m.fl . mod Kommissionen, Sml . s.*1541 .
( 3 ) dom af 26 . september 1985 i sag 231/84, Valentini mod Kommissionen, Sml . s.*3027 .
( 4 ) dom af 10 . juli 1986 i sag 153/85, Trenti mod Det OEkonomiske og Sociale Udvalg, Sml . s . 2427 .
( 5 ) Dom af 7 . april 1965 i sag 28/64, Mueller mod Raadet for EOEF og EKSF, Sml . 1965-1968, s.*49 .
( 6 ) dom af 6 . oktober 1982 i sag 9/81, Calvin E . Williams mod Revisionsretten, Sml . s.*3301 .
( 7 ) dom af 1 . december 1983 i sag 190/82, Blomefield mod Kommissionen, Sml . s.*3981 .
Full & Egal Universal Law Academy