Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
I den for tribunal de première instance de Liège' s verserende sag, der har givet anledning til naervaerende anmodning om en praejudiciel afgoerelse, er sagsoegerne sytten franske statsborgere, der i forskellige tidsrum har modtaget undervisning paa Liège' s kommunes tekniske skoles vaabentekniske afdeling ( section armurerie de l' Institut communal d' enseignement technique de la fine mécanique, de l' armurerie et de l' horlogerie de Liège ). De har alle som udenlandske studerende maattet betale en saerlig studieafgift ( herefter benaevnt "minerval ") for de undervisningsaar foer undervisningsaaret 1985, hvor de har vaeret indskrevet ved naevnte skole . Det foerste undervisningsaar, hvor en eller flere af sagsoegerne var indskrevet dér, var tilsyneladende 1979-1980 . Sagsoegerne anlagde den 20 . marts 1985, altsaa ganske kort tid efter Domstolens dom af 13 . februar 1985 i sag 293/83 ( Gravier mod Byen Liège, Sml . s . 593 ) sag mod den belgiske stat med krav om tilbagebetaling som foreloebig forholdsregel af de beloeb i studieafgift, de havde betalt foer den 13 . februar 1985 . Byen Liège er efter ad citation den 12 . juni 1985 indtraadt i sagen .
Denne sag blev afbrudt ved vedtagelsen af den belgiske lov af 1985, hvis bestemmelser jeg har gennemgaaet i mit forslag til afgoerelse i sag 293/85, Kommissionen mod Belgien ( det direkte soegsmaal ), og som jeg ikke i detaljer vil omtale paa ny i dette forslag . Naervaerende sag drejer sig kun om bestemmelserne i den belgiske lovs artikel 63 ( hvorefter muligheden for at kraeve studieafgiften tilbagebetalt kun bestaar for elever eller studerende, der har anlagt sag med paastand herom foer afsigelsen af dommen i Gravier-sagen, sammenholdt med artikel 69 ( hvorefter studieafgiftsfritagelse i henhold til artikel 16, stk . 1, kun kan opnaas i tiden efter den 1 . oktober 1983 ) samt endelig om artikel 71 ( hvorefter bestemmelser om pligt til at betale studieafgift har virkning fra den 1 . september 1976 og den i artikel 59, stk . 2, omhandlede fritagelse traeder i kraft den 1 . januar 1985 ).
I loven fra 1985 findes ingen saerlig bestemmelse om ikrafttraedelsesdatoen for lovens artikel 63, og bestemmelsen heri har saaledes ikke vaeret gaeldende i tiden fra den 13 . februar 1985 og indtil lovens ikrafttraeden .
Praesidenten for tribunal de première instance de Liège har stillet Domstolen de to foelgende spoergsmaal vedroerende den fortolkning af Traktaten, som Domstolen har givet i Gravier-dommen, for paa grundlag af besvarelsen heraf at kunne afgoere, om artikel 63 i den belgiske lov er i overensstemmelse med faellesskabsretten :
"De Europaeiske Faellesskabers Domstol har i dom af 13 . februar 1985 i sag 293/83, Gravier, udtalt, at der foreligger en ved Traktatens artikel 7 forbudt forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, saafremt studerende, der er statsborgere i andre medlemsstater, som betingelse for at faa adgang til fagundervisning skal betale en afgift, et indskrivningsgebyr eller en studieafgift, der ikke skal betales af indenlandske studerende .
1 ) Finder denne fortolkning af Traktaten kun anvendelse paa ansoegninger om adgang til faglig undervisning, der er indgivet efter dommens afsigelse, eller finder den ogsaa anvendelse i tidsrummet 1 . september 1976 - 31 . december 1984?
2 ) Er det i tilfaelde af, at naevnte fortolkning ogsaa finder anvendelse i sidstnaevnte periode forud for domsafsigelsen, i overensstemmelse med faellesskabsretten, at elever og studerende fra andre medlemsstater, som i urigtig formening om skyld har betalt en afgift, et indskrivningsgebyr eller en studieafgift, fratages retten til at kraeve tilbagebetaling heraf, saafremt de ikke foer datoen for naevnte doms afsigelse har anlagt tilbagesoegningssag?
I forelaeggelseskendelsen fastslaas, at det er ubestridt, at vedkommende tekniske skole i Liège er en fagskole . Dette er ikke noedvendigvis ensbetydende med, at de saerlige kurser, de forskellige sagsoegere har fulgt, repraesenterer faglig undervisning . Det maa paa linje med mit forslag til afgoerelse i det direkte soegsmaal her fastslaas, at der er anledning til snarere at undersoege, hvilken undervisning end hvilken undervisningsanstalt, der er tale om . Den belgiske regering har i sine bemaerkninger anfoert to grunde, der efter dens mening maa medfoere, at den i sagen omhandlede undervisning ikke kan anses for faglig undervisning . For det foerste er der - haevdes det - tale om undervisning paa universitetsniveau; og for det andet er det ikke godtgjort, at der ikke i Frankrig, hvor sagsoegerne er statsborgere, gives en tilsvarende undervisning . Ingen af disse grunde har afgoerende betydning . Af definitionen i Gravier-dommen fremgaar klart, at en undervisning kan anses for faglig undervisning uden hensyn til uddannelsesniveauet og elevernes eller de studerendes alder . Afgoerende er, at den omhandlede undervisning er kompetencegivende inden for en profession, et fag eller en bestemt stilling, og dette er sagens kerne . Saafremt en uddannelse opfylder kravet herom, er der tale om faglig undervisning ogsaa selv om denne gives paa "universitetsniveau", og det er herved uden betydning, at faglig undervisning ikke saa ofte foregaar paa almindelige universiteter eller tilsvarende laereanstalter som paa f.eks . tekniske skoler eller paa andre hoejere laereanstalter . Den belgiske regering har paaberaabt sig praemis 24 i Gravier-dommen hvori Domstolen udtaler, at "adgangen til faglig uddannelse ... isaer (( kan )) fremme den frie bevaegelighed for personer over alt i Faellesskabet, ..., idet de herved gives lejlighed til at videreuddanne sig og udvikle deres saerlige evner i den medlemsstat, hvor den faglige undervisning foerer til den oenskede specialisering ." Jeg har understreget ordet "isaer ". For efter min opfattelse skal denne praemis ikke fortolkes som en fravigelse af forbudet mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet for saa vidt angaar betingelserne for adgang til faglig undervisning; den indeholder blot en naermere fremstilling af en af grundene til de studerendes valg af én uddannelse frem for en anden .
Afgoerelsen om, hvorvidt en undervisning kan betegnes som faglig undervisning, afhaenger efter min opfattelse slet ikke af, om den gives i et andet land . Jeg har i mit forslag til afgoerelse i Gravier-sagen udtrykt den opfattelse, at faglig uddannelse falder inden for Traktatens anvendelsesomraade, "uden at (( den uddannelsessoegende )) afkraeves bevis for, at der (( foreligger )) en objektiv grund for hans valg af en bestemt skole eller et bestemt land til at gennemfoere sin uddannelse i ". Jeg kan ikke anerkende en argumentation om, at den uddannelsessoegende boer foere bevis for, at han umuligt har kunnet modtage vedkommende undervisning i sit eget land .
Idet jeg indtil videre ser bort fra spoergsmaalet om, hvorvidt Domstolen i det foreliggende tilfaelde kan begraense raekkevidden af sin dom, vil jeg foreslaa, at det foerste spoergsmaal besvares saaledes, at den i Gravier-dommen fastlagte regel ( dvs . reglen om, at "paalaeggelse af en afgift, et indskrivningsgebyr eller en studieafgift som betingelse for adgangen til at foelge faglig undervisning for studerende, der er statsborgere i andre medlemsstater, mens en tilsvarende afgift ikke paalaegges indenlandske studerende, udgoer en forskelsbehandling, som udoeves paa grundlag af nationalitet, og som er forbudt ved Traktatens artikel 7 ") finder anvendelse paa ansoegninger om adgang til faglig uddannelse, indgivet saavel efter som foer dommens afsigelse . Denne dom udtalte bestemt ikke alene, hvad der skulle gaelde for fremtiden, men fastslog blot, hvad der var almindeligt gaeldende ret .
Det andet spoergsmaal fra den nationale ret maa besvares saaledes, at kun Domstolen har kompetence til at begraense en saadan doms tidsmaessige gyldighed, og at det strider mod faellesskabsretten, at studerende der har betalt indskrivningsgebyrer i urigtig formening om skyld, af en medlemsstat ved lovgivning eller retsafgoerelser fratages retten til at kraeve beloebet tilbagebetalt, saafremt de ikke foer afsigelsen af Gravier-dommen har anlagt tilbagesoegningssag ( jfr . Domstolens dom i sag 68/79, Hans Just I/S mod Ministeriet for Skatter - og Afgifter, Sml . 1980, s . 501; Amministrazione delle finanze dello Stato mod Ariete, Sml . 1980, s . 2545; Amministrazione delle finanze dello Stato mod San Giorgio, Sml . 1983, s . 3595 ). Praesidenten for tribunal de première instance de Liège er derfor tilsyneladende naaet til det resultat, at artikel 63 i loven fra 1985 faktisk foerer til at tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld bliver vanskeligere for udenlandske studerende end for belgiske studerende . Efter min mening goer bestemmelsen i naevnte artikel af de grunde, jeg har angivet vedroerende det direkte soegsmaal, det faktisk umiddelbart umuligt for visse studerende at faa tilbagebetalt beloeb, de har erlagt i urigtig formening om skyld .
Naar virkningerne af Gravier-dommen fastlaegges paa denne maade for saa vidt angaar al faglig uddannelse ( i modsaetning til universitetsuddannelser ), og naar Domstolen ikke kan begraense disse virkninger tidsmaessigt for saa vidt angaar den faglige undervisning, der er givet paa andre undervisningsanstalter end universiteter, skal der ske tilbagebetaling af beloeb betalt fra 1976 alene med den begraensning, der foelger af belgisk rets almindelige regler vedroerende foraeldelse af fordringer . Der er som jeg har paavist det i forbindelse med det direkte soegsmaal gode grunde til at antage, at forholdene for studerende, der har modtaget faglig uddannelse i alt fald paa andre laereanstalter end universiteter, fuldstaendig reguleres af Gravier-dommen, hvorefter de sagsoegende studenter i naervaerende sag saa vidt ses maa gives medhold i deres paastande . Antallet af beroerte studerende er vist nok noget mindre ( 642 paa saadanne undervisningsinstitutioner, over for et meget stoerre antal mulige ansoegere paa universiteter ), saaledes at udgifterne bliver tilsvarende mindre . Hertil kommer, at der ikke er nogen vaesentlig forskel mellem de studerende, afhaengig af, hvornaar de paabegyndte deres studier, hvorfor at det findes utilfredsstillende at bestemme, at nogle af dem kan rejse tilbagesoegningskrav, mens andre ikke kan .
Det forekommer mig imidlertid endnu mindre tilfredsstillende at gennemfoere en sondring mellem de forskellige former for faglig uddannelse paa grundlag af uddannelsesinstitutionens art, altsaa alt efter om der er tale om undervisning paa universiteter eller paa andre undervisningsanstalter .
Domstolen kan efter min mening begraense virkningen af sin dom i den foreliggende sag, selv om der foreligger grunde, der omvendt taler for det synspunkt, at problemet er definitivt afgjort ved Gravier-dommen . Det maa med rette kunne goeres gaeldende, at det maa vaere rimeligt i et vist omfang at begraense tilbagesoegningsadgangen, saaledes at der tages hensyn til udviklingen i holdningen til faglig uddannelse, til de udgifter, tilbagebetalingen medfoerer for de stater og undervisningsanstalter, som den paahviler, og til den omstaendighed, at kun nogle faa studerende hidtil har ment, at det var umagen vaerd at rejse tilbagesoegningskrav, og jeg er naermest instillet paa at foelge dette synspunkt . Efter min mening maa man derfor rimeligvis kunne begraense tilbagesoegningsadgangen paa samme maade som for universitetsstuderende, saaledes som jeg foreslog det i mit forslag til afgoerelse i det direkte soegsmaal . Dette indebaerer, at tilbagesoegning kun tilkendes de studerende, der modtog faglig undervisning paa andre uddannelsesinstitutioner end universiteter den 13 . februar 1985, eller som senere har modtaget saadan undervisning eller havde anlagt sag med paastand om tilbagebetaling af studieafgift for hele deres studieforloeb foer fremsaettelsen af naervaerende forslag til afgoerelse . Det siger sig selv, at afgoerelser om tilbagesoegning i de studerendes favoer, der allerede er truffet, staar fast . Dette resultat udgoer naturligvis et kompromis, der som saadant ikke er fuldstaendigt tilfredsstillende . Jeg finder det mindre uacceptabelt end de yderligtgaaende synspunkter, hvorefter enten samtlige studerende har krav paa at faa tilbagebetalt beloeb, der er erlagt i urigtig formening om skyld fra 1976 at regne, eller Gravier-dommen kun kan tillaegges virkning fra datoen for dommens afsigelse .
Saafremt den nationale ret herefter naar til det resultat, at sagsoegerne har fulgt en faglig uddannelse og har betalt naevnte studieafgift, maa sagsoegernes krav om tilbagebetaling af beloeb betalt som studieafgift anerkendes .
En andet spoergsmaal, der er blevet droeftet under sagen, vedroerer forholdene for den stat eller de stater, der direkte har betalt eller refunderet den studieafgift, deres statsborgere er blevet afkraevet paa de belgiske undervisningsinstitutioner . Det er - haevdes det - urimeligt, at studerende, der faktisk ikke har betalt studieafgiften, faar denne godtgjort . Artikel 63 indeholder intet om denne situation . Af Just-dommen fremgaar imidlertid, at Faellesskabsretten ikke er til hinder for at der ved belgisk rets almindelige regler ( dvs . de nationale regler, der finder anvendelse i lignende rent indenlandske sager ) om ugrundet berigelse, sker en begraensning eller udelukkelse af tilbagebetaling af studieafgift i saadanne tilfaelde ( jfr . mit forslag til afgoerelse i de forenede sager 331, 376 og 378/85, Jules Bianco' s soenner mod generaldirektoeren for told og indirekte skatter ).
Jeg foreslaar herefter Domstolen at besvare spoergsmaalene fra praesidenten for tribunal de première instance de Liège paa foelgende maade : en afgift eller et indskrivningsgebyr, der paalaegges studerende, der er statsborgere i andre medlemsstater som betingelse for adgang til at foelge videregaaende faglig undervisning og som ikke tilsvarende paalaegges indenlandske studerende, udgoer en forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, som er forbudt ved Traktatens artikel 7, saavel hvor der er tale om en uddannelse, der er paabegyndt foer den 13 . februar 1985 som i tiden derefter; det er endvidere i strid med faellesskabsretten ved national lov at fratage studerende, der har betalt indskrivningsgebyr i aarene 1976-1984 i urigtig formening om skyld, retten til at soege dette gebyr tilbagebetalt eller at begraense tilbagesoegningsadgangen, saaledes at kun studerende, der har rejst sag om tilbagesoegning foer den 13 . februar 1985, kan faa gebyret tilbagebetalt . Omvendt findes det rimeligt at statuere, at tilbagebetaling af indskrivningsgebyr, der er erlagt i urigtig formening om skyld, kun kan ske til studerende, som har deltaget i videregaaende faglig uddannelse ( uden for et universitet ) den 13 . februar 1985, eller som har paabegyndt denne uddannelse senere, eller som foer fremsaettelsen af dette forslag til afgoerelse har anlagt sag om tilbagesoegning af betalt indskrivningsgebyr, der kan kraeves tilbagebetalt for hele deres uddannelsesforloeb .
Det tilkommer den nationale ret at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger i forhold til hovedsagens parter . De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber kan ikke godtgoeres .
(*) Oversat fra engelsk .
Full & Egal Universal Law Academy