Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . Ved staevning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 25 . oktober 1985, har Rudolf Misset, der har vaeret tjenestemand i Raadet for De Europaeiske Faellesskaber, anlagt sag med paastand om annullation af a ) beslutningen af 9 . januar 1985, hvorved Raadets generalsekretaer meddelte ham en irettesaettelse i henhold til tjenestemandsvedtaegtens artikel 86, stk . 2, litra b ), og artikel 87, stk . 1, og b ) generalsekretaerens afgoerelse af 19 . juli 1985 om at afvise den klage, som sagsoegeren havde indbragt over denne sanktion .
De faktiske omstaendigheder i sagen er foelgende . I loebet af sommeren 1984 var Misset, som var jurist-lingvist i loenklasse LA 7, fravaerende fra sit arbejde i alt 32 dage, naermere bestemt fra den 18 . juli til og med den 3 . august, fra den 12 . august til og med den 7 . september samt den 17 . september . Hvad angaar den foerste fravaersperiode, haevdede sagsoegeren at have vaeret syg, men undlod rettidigt at fremlaegge en laegeattest herom, som foreskrevet i artikel 59, stk . 1, andet afsnit ( jeg bemaerker her, at Misset anlagde sag til proevelse af den afgoerelse, hvorved dette forhold blev bebrejdet ham, og at denne sag blev afvist af Domstolen som for sent anlagt, dom af 15 . januar 1987, sag 152/85, Sml . s . 223 ). Klagepunktet mod sagsoegeren, for saa vidt angaar den anden fravaersperiode, er, at han ikke genoptog sit arbejde paa trods af, at han - angiveligt som foelge af oekonomiske vanskeligheder - ikke gennemfoerte en rejse til det land, Graekenland, hvor han i form af tjenestefrihed havde faaet tilladelse til at deltage i et sprogkursus . Endelig skyldtes fravaeret den 17 . september ifoelge Misset, at han tog fejl med hensyn til antallet af sine feriedage .
Den 25 . september havde sagsoegeren en samtale med fem overordnede, chefen for den nederlandske sprogafdeling, T' Kindt, chefen for sprogtjenesten, Motte, generaldirektoer Weinstock, direktoer Gueben og ekspeditionssekretaer Pisters . Som det fremgaar af en skrivelse fra Weinstock, som blev fremsendt samme dag til Gueben, understregede Weinstock alvoren af Misset' s optraeden og meddelte ham, at han agtede at indstille til generalsekretaeren, at denne i sin egenskab af ansaettelsesmyndighed traf en disciplinaer foranstaltning over for ham . Tilsyneladende forsoegte Misset ikke ved denne lejlighed at forsvare fravaersperioderne . Nogle dage senere ( den 9 . oktober 1984 ) meddelte Gueben sagsoegeren, at han havde besluttet, at denne foreloebig ikke ville kunne deltage i nogen form for faglig uddannelse, hvilket skulle gaelde "indtil det bliver afklaret, hvilke foelger det vil faa", at sagsoegeren havde misbrugt den tjenestefrihed, han havde faaet med henblik paa at deltage i det naevnte sprogkursus i Graekenland .
Den 8 . januar 1985 blev Misset efter at have faaet meddelelse herom telefonisk nogle timer forinden indkaldt af generalsekretaeren til en samtale for at blive hoert, idet Gueben, Motte og T' Kindt var tilstede under samtalen . Generalsekretaeren meddelte sagsoegeren, at han agtede at paalaegge ham en disciplinaer sanktion i form af en irettesaettelse og spurgte ham, om han havde noget at fremfoere i denne forbindelse . Da Misset fik det indtryk, at generalsekretaeren allerede havde besluttet at paalaegge ham den naevnte sanktion, hvorfor han betragtede det som formaalsloest at fremfoere noget til sit forsvar, meddelte han, at han ikke havde nogen bemaerkninger . Den 9 . januar meddelte ansaettelsesmyndigheden formelt sagsoegeren en irettesaettelse . En af sagsoegeren den 4 . april 1985 indbragt klage over denne foranstaltning blev afvist af generalsekretaeren den 19 . juli 1985 .
2 . Til stoette for sin annullationspaastand har Misset fremsat to anbringender, hvorved han goer gaeldende, a ) at der er sket en tilsidesaettelse af princippet om retten til forsvar, som er knaesat i artikel 87 i og bilag IX til vedtaegten, og b ) at begrundelsen til beslutningen er mangelfuld og selvmodsigende . Det foerste anbringende omfatter fem klagepunkter . Misset goer gaeldende, a ) at han ikke modtog nogen skriftlig meddelelse om, hvad der blev bebrejdet ham, og om, at man i denne forbindelse agtede at indlede en disciplinaer forfoelgning mod ham, b ) at han blev indkaldt for sent til samtalen den 8 . januar 1985, c ) at han som foelge af, at han ikke fik meddelelse om baggrunden for indkaldelsen og blev indkaldt med for kort varsel, ikke havde mulighed for i tilstraekkeligt omfang at forberede sit forsvar og lade sig bistaa af en advokat, d ) at han ikke blev hoert som foreskrevet i vedtaegtens artikel 87, og e ) at han ikke modtog noget referat af sin samtale med generalsekretaeren .
Hele sagsoegerens argumentation stoetter sig paa den opfattelse - hvorved han paaberaaber sig dommen af 17 . december 1981 ( Demont mod Kommissionen, sag 115/80, Sml . s . 3147 ) - at principperne om retten til forsvar og om kontradiktion skal overholdes, ikke alene for saa vidt angaar procedurer for disciplinaerraadet, jfr . reglerne herom i bilag IX til vedtaegten, men ogsaa i forbindelse med den saerlige procedure, som gaelder i henhold til vedtaegtens artikel 87, stk . 1, for saa vidt angaar disciplinaere sanktioner i form af skriftlig advarsel eller irettesaettelse .
Raadet bestrider rigtigheden af denne fortolkning . Sagsoegte goer gaeldende, at der ikke i forbindelse med den procedure, som jeg vil betegne som "forenklet", er nogen ufravigelig pligt til at iagttage samtlige de retsbeskyttelsesgarantier, som er foreskrevet i bilag IX . Det anfoeres at fremgaa af dommen i Demont-sagen, at tjenestemanden blot har krav paa "de vaesentlige befoejelser, der foelger af retten til forsvar ". Under henvisning til Domstolens dom af 11 . juli 1985, de forenede sager 255 og 256/83 ( R . mod Kommissionen, Sml . s . 2473, praemisserne 17 og 18 ), goer Raadet endvidere gaeldende, at der ikke foreligger nogen bestemmelse, hvorefter der bestaar en pligt til at give skriftlig meddelelse om, at en disciplinaer forfoelgning vil blive indledt .
3 . Efter min opfattelse strider det af Raadet anfoerte mod ordlyden af de naevnte bestemmelser og de reale hensyn, der ligger til grund for dem, saaledes som Domstolen har fortolket bestemmelserne i dommen i Demont-sagen . I praemis 9 i denne dom hedder det saaledes, at "der ... hverken i vedtaegtens artikel 87, vedtaegtens bilag IX, eller i de to naevnte bestemmelser betragtet under ét, (( er )) grundlag for at anlaegge en sondring mellem de forsvarsmidler, der tilkommer tjenestemanden under disciplinaersagen, beroende paa om sagen indbringes for disciplinaerraadet, eller beroende paa den mere eller mindre alvorlige karakter af den sanktion, som kan taenkes anvendt mod tjenestemanden ". I praemis 10 i dommen udtalte Domstolen endvidere, at den modsatte fortolkning ville foere til et "uantageligt resultat", idet "tjenestemanden under enhver anden disciplinaersag end de i ... bilag IX omhandlede ville blive beroevet de vaesentlige befoejelser, der foelger af retten til forsvar, og dermed i realiteten ville blive beroevet denne ret" ( min understregning ).
Det fremgaar efter min opfattelse klart af disse udtalelser, at Domstolen anser samtlige de retsbeskyttelsesgarantier, der indgaar i princippet om retten til forsvar, som "vaesentlige befoejelser", og at det ville vaere udtryk for vilkaarlighed, saafremt man tillagde princippet om kontradiktion en mere begraenset raekkevidde, for saa vidt angaar den forenklede procedure . Den eneste forskel mellem de to former for disciplinaer forfoelgning er jo, at ved proceduren for disciplinaerraadet boer tjenestemandens rettigheder sikres "med desto stoerre strenghed" ( praemis 11 i dommen, min understregning ), idet denne form for disciplinaer forfoelgning kan foere til mere alvorlige sanktioner . Hele problemet indskraenker sig derfor til et spoergsmaal om den naevnte stoerre strenghed, og anderledes kan det da heller ikke vaere, saafremt man laegger udtalelsen i praemis 12 i dommmen til grund, nemlig at retten til forsvar er et "grundlaeggende retsprincip", der som saadant i enhver henseende skal overholdes paa alle punkter .
For det andet er Raadets henvisning til dommen i sagen R . mod Kommissionen ikke relevant, idet problemet i denne sag ikke var, at sagsoegeren ikke havde faaet skriftlig meddelelse om klagepunkterne mod ham, men at han ikke havde faaet udleveret de relevante sagsakter . De her omhandlede forpligtelser har saaledes ikke den samme karakter . Ganske vist har den paagaeldende tjenestemand i henhold til artikel 2 i bilag IX krav paa at blive gjort bekendt med sagens akter, men det er klart, at han selv maa tage initiativ hertil . "Saa laenge (( tjenestemanden )) ikke selv har indgivet anmodning derom", er administrationen saaledes ikke forpligtet til at tilstille ham sagens akter ( praemisserne 17 og 18 i den naevnte dom ).
4 . Misset' s klagepunkter maa vurderes i lyset af disse principper . Som bekendt goer sagsoegeren i foerste raekke gaeldende, at han ikke forud fik nogen skriftlig meddelelse om administrationens klagepunkter mod ham og om, at man paa grundlag af disse agtede at indlede en disciplinaer forfoelgning .
Der maa gives sagsoegeren medhold i det anfoerte . Som jeg lige har redegjort for, har en tjenestemand i forbindelse med den forenklede procedure krav paa de retsbeskyttelsesgarantier, der fremgaar af bilag IX . Han skal saaledes ikke alene "forinden hoeres", som foreskrevet i artikel 87, stk . 1, andet punktum, men har derudover efter artikel 1 i bilag IX krav paa en skriftlig meddelelse fra ansaettelsesmyndigheden, "i hvilken de forhold, der paaklages, og eventuelt de omstaendigheder, under hvilke de er begaaet, klart angives" ( tilsvarende regler gaelder i oevrigt i mange nationale retsordener, jfr . for italiensk rets vedkommende Virga : Diritto amministrativo, bind 1, I principi, Milano 1983, s . 148 til 150, og for fransk rets vedkommende Salon og Savignac : La fonction publique, Paris 1985, s . 273 til 275 ).
Naar Misset ikke fik nogen meddelelse som omhandlet, er hans rettigheder derved blevet kraenket, hvilket beroerer gyldigheden af den disciplinaere forfoelgning mod ham . Det er herefter ufornoedent at undersoege de oevrige klagepunkter henhoerende under det foerste anbringende samt det andet anbringende fra sagsoegeren, idet det allerede anfoerte er tilstraekkeligt til, at det maa fastslaas, at den paa grundlag af den disciplinaere forfoelgning trufne beslutning boer annulleres .
5 . Jeg skal herefter sammenfattende foreslaa, at den af Rudolf Misset anlagte sag antages til realitetsbehandling, og at Raadets generalsekretaers beslutning af 9 . januar 1985 om at paalaegge sagsoegeren en disciplinaer sanktion i form af en irettesaettelse som anfoert annulleres .
Raadet, der har tabt sagen, boer doemmes til at betale sagens omkostninger .
(*) Oversat fra italiensk .
Full & Egal Universal Law Academy