Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . College van Beroep voor het Bedrijfsleven har anmodet Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af spoergsmaalet, om artikel 24, stk . 3, i Kommissionens forordning ( EOEF ) nr . 685/69 ( 1 ), som aendret ved forordning ( EOEF ) nr . 1746/84 ( 2 ), er ugyldig, for saa vidt den bestemmer, at den aarlige rentesats, der anvendes ved beregningen af stoetten til privat oplagring af smoer, fastsaettes til 7% for smoer oplagret i Forbundsrepublikken Tyskland og til 9,5% for smoer oplagret i Det forenede Kongerige, mens den for smoer oplagret i de andre medlemsstater fastsaettes til 10,5 %.
2 . Den forelaeggende ret oensker navnlig afgjort, om forordningen er i strid med
a ) artikel 10, stk . 1, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 985/68 af 15 . juli 1968 om fastsaettelse af almindelige regler for interventionsforanstaltninger paa markedet for smoer og floede ( 3 og/eller
b ) EOEF-traktatens artikel 40, stk . 3, og/eller
c ) EOEF-traktatens artikel 30 og/eller
d ) principperne om et enhedsmarked og ens priser, som begge ligger til grund for den faelles markedsordning for mejeriprodukter, og/eller
e ) EOEF-traktatens artikel 190, fordi den er ufuldstaendigt eller fejlagtigt begrundet og/eller
f ) retssikkerhedsprincippet og/eller
g ) andre bestemmelser i EOEF-traktaten eller et eller flere af traktatens grundlaeggende principper .
3 . Jeg foreslaar, at de argumenter, der stoettes paa principperne om et enhedsmarked og ens priser (( spoersmaal d )*)) behandles sammen med de andre argumenter, som de haenger sammen med (( spoergsmaalene a ) og c )*)), og at der foerst herefter tages stilling til problemet vedroerende begrundelsen (( spoergsmaal e )*)).
1 . Den anfaegtede bestemmelses gyldighed i forhold til artikel 10, stk . 1, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 985/68 og princippet om ens priser .
4 . Inden jeg gaar naermere ind paa sagsoegernes anbringender, skal jeg kort gennemgaa baggrunden for stoetten til privat oplagring af smoer .
a)*Baggrunden for stoette til privat oplagring af smoer
5 . Domstolen har allerede fastslaaet, at "ordningen med stoette til privat oplagring af smoer efter artikel 6, stk . 2, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 804/68 af 27 . juni 1968 ( 4 ) er en af de interventionsforanstaltninger, som i denne forordning indfoertes til gennemfoerelse af de i traktatens artikel 39 anfoerte maal for den faelles landbrugspolitik ."
6 . Herefter bemaerkede Domstolen, at det i Raadets ovennaevnte forordning nr . 985/68 i sjette betragtning anfoeres, at disse foranstaltninger "skal goere det muligt at foelge markedssituationens udvikling", og i sidste betragtning - saerlig med henblik paa privat oplagring - at foranstaltningerne "skal bidrage til at tilvejebringe ligevaegt paa markedet" ( 5 ).
7 . Det er utvivlsomt for at naa disse maal, at det bestemmes, at smoerret kun kan indleveres til oplagring i maanederne med stor maelkeproduktion, dvs . i perioden fra 1 . april til 15 . september samme aar . Udlevering af smoerret skal ske i loebet af efteraaret og vinteren . Formaalet med stoetten til privat oplagring er saaledes hovedsagelig at udligne saesonsvingningerne for produktion og priser og goere det muligt midlertidigt at fjerne en del af overskudssmoerret fra markedet .
8 . I betragtningerne til forordning ( EOEF ) nr . 985/68 praeciseres det yderligere, at interventionspolitikken skal "tillade en saa rationel oplagring som mulig" ( tredje betragtning ) og at "der boer fastsaettes faellesskabsbestemmelser til sikring af den rette funktion" af privat oplagring ( forordningens sidste betragtning ).
9 . Artikel 10, stk . 1, 2 . punktum, i forordning ( EOEF ) nr . 985/68 bestemmer, at "saafremt markedet paa det tidspunkt, hvor udbringelse fra lageret finder sted, har udviklet sig ugunstigt paa en maade, som ikke kunne forudses, kan stoettebeloebet forhoejes ."
10 . Artikel 10, stk . 2, bestemmer, at "saafremt markedssituationen kraever det, kan stoettebeloebet aendres, for saa vidt angaar fremtidige kontrakter ."
11 . I artikel 29 i forordning ( EOEF ) nr . 685/69 om gennemfoerelsesbestemmelser for interventioner for smoer og floede, som aendret ved forordning ( EOEF ) nr . 704/83 ( 6 ), har Kommissionen yderligere understreget den indbyrdes sammenhaeng mellem offentlig og privat oplagring, idet den knytter disse to systemer sammen med en mekanisme, der kan minde om "forbundne kar ".
12 . Artikel 29 bestemmer, at stoetten til privat oplagring forhoejes eller nedsaettes, saafremt der, mens smoerret er oplagret, foretages en aendring af den pris, som interventionsorganerne benytter ved opkoeb af smoer .
13 . Domstolen har fastslaaet gyldigheden af saadanne aendringer, som finder sted under oplagringen, da "den ved grundforordning ( EOEF ) nr . 804/68 tilsigtede overensstemmelse mellem det ydede stoettebeloeb og det faktiske prisniveau" ikke ville kunne naas ved slutningen af lagerperioden, "hvis en aendring af opkoebsprisen ved frakoerselen fra lager skulle resultere i et tab eller omvendt i en uberettiget fortjeneste navnlig i forhold til handlende, som har benyttet sig af interventionsorganernes opkoebsordning i samme produktionsaar"7 .
14 . Jeg kan saaledes allerede her fastslaa :
a ) at hele ordningen med privat oplagring er udformet med det formaal i videst muligt omfang at tage hensyn til markedsudviklingen, og
b ) at oplagringen ikke boer give de erhvervsdrivende uberettiget fortjeneste .
15 . Det foelger af disse principper, at rentesatsen i henhold til artikel 24, stk . 3, litra d ), i Kommissionens forordning ( EOEF ) nr . 685/69 loebende skal tilpasses udviklingen paa de finansielle markeder . Dette bestrides ikke af sagsoegerne i hovedsagen, som, for deres vedkommende, kraever anvendelse af den "normale" sats paa 10,5%, som blev fastsat i den omtvistede forordning ( EOEF ) nr . 1746/84, der aendrede artikel 24 i forordning ( EOEF ) nr . 685/69, i stedet for satserne paa 11% eller endog 13%, som tidligere var i kraft .
16 . Det skal herefter afgoeres, om princippet om, at man i videst muligt omfang skal foelge den oekonomiske udvikling, ogsaa kan berettige, at der for medlemsstaterne fastsaettes uens rentesatser, hvilket sagsoegerne bestrider .
17 . Det kan umiddelbart haevdes, at Kommissionen, naar den har pligt til at fastsaette stoettebeloebet under hensyntagen til udviklingen paa smoermarkedet og lageromkostningerne samt til at aendre beloebet i overensstemmelse med interventionsprisens udsving, ligeledes har pligt til at fastsaette stoettebeloebet under hensyntagen til de faktiske lageromkostninger, som en erhvervsdrivende maa afholde, hvad enten oplagringen finder sted i det ene eller det andet land, naar disse lageromkostninger varierer maerkbart .
18 . Heroverfor har sagsoegerne imidlertid fremfoert en raekke anbringender, som jeg nu skal tage stilling til .
b)*Sagsoegernes anbringender
19 . Sagsoegerne i hovedsagen har foerst paaberaabt sig artikel 10, stk . 1, i forordning ( EOEF ) nr . 985/68, som bestemmer, at "stoerrelsen af stoetten til den private oplagring fastsaettes for Faellesskabet under hensyntagen til lageromkostningerne og den paaregnelige udvikling af priserne paa frisk smoer og paa lagersmoer ."
20 . Det maa indroemmes, at anvendelsen af ental, "stoerrelsen af stoetten", og af formuleringen "fastsaettes for Faellesskabet" kan give det indtryk, at Raadet havde i tankerne at fastsaette ét beloeb for samtlige medlemsstater . Det var i oevrigt det, der skete i en laengere aarraekke ( jfr . f.eks . den oprindelige affattelse af artikel 24 i forordning ( EOEF ) nr . 685/69 ).
21 . Mens der i tredje betragtning til Raadets forordning ( EOEF ) nr . 804/68 tales om en "ordning, der for hele Faellesskabet omfatter en indikativpris for maelk, én taerskelpris for hvert ledeprodukt og én interventionspris for smoer", tales der hverken i forordning ( EOEF ) nr . 804/68 eller i forordning ( EOEF ) nr . 985/68 om ét beloeb for stoetten til privat oplagring .
22 . Niende betragtning til forordning ( EOEF ) nr . 985/68 lyder saaledes :
"det er noedvendigt, at den stoette til privat oplagring af smoer og floede, som er omhandlet i forordning ( EOEF ) ( EOEF ) nr . 804/68, artikel 6, stk . 2, ydes i henhold til faellesskabsbestemmelser, der isaer fastsaetter de noejagtige betingelser for ydelse af stoette; for at sikre ensartethed i systemet inden for Faellesskabet er det noedvendigt at foreskrive en i henhold til faellesskabsbestemmelser oprettet lagerkontrakt og en ensartet fremgangsmaade ved beregningen af stoettebeloebet i overensstemmelse med lageromkostningerne og markedsudviklingen ."
23 . Raadet laegger i denne betragtning helt klart vaegt paa ensartethed i systemet og paa den ensartede beregning af stoettebeloebet, uden at det noedvendigvis heraf maa foelge, at beregningen skal give samme resultat for hele Faellesskabet . Dette gaelder saa meget mindre, som der udtrykkeligt henvises til lageromkostningerne, hvilket med rimelighed maa kunne opfattes som de faktiske omkostninger .
24 . I denne forbindelse er det yderligere interessant at bemaerke, at man foerst med virkning fra 1973 ( 8 ), ved den foerste udvidelse af Faellesskabet, lod rentesatserne indgaa i ordningen . Kommissionen fastslog dengang, at "paa grund af de forskellige prisniveauer ved koeb af smoer, som anvendes af de nye medlemsstaters interventionsorganer, er udgifter til finansiering af oplagret smoer forskellige efter det anvendte prisniveau; derfor maa der skelnes mellem egentlige oplagringsomkostninger, som anvendes paa hele Faellesskabet, og finansieringsomkostninger, hvis stoerrelse beregnes i forhold til den i medlemsstaten anvendte pris ved koeb af smoer ."
25 . Historisk set svingede finansieringsomkostningerne saaledes foerst i takt med de forskellige interventionspriser i de nye medlemsstater . Foerst senere rettede udsvingene sig efter de forskellige rentesatser .
26 . Jeg mener, at ovennaevnte betragtning kan opfattes som en bekraeftelse af princippet om, at finansieringsomkostningerne skal refunderes med det faktisk afholdte beloeb .
27 . Hvis ordlyden af artikel 10, stk . 1, skulle forstaas saaledes, at det var helt udelukket at indfoere forskellige stoettebeloeb for medlemsstaterne, ville det yderligere have vaeret til hinder for den gradvise tilnaermelse mellem interventionspriserne i de nye og de gamle medlemsstater, som faktisk blev indledt i 1973 .
28 . Sagsoegerne har imidlertid gjort gaeldende, at naar der i Faellesskabet bestaar én indikativpris og én interventionspris, maa der ligeledes fastsaettes ét beloeb for stoette til privat oplagring, da "den offentlige intervention og den private oplagring i lige hoej grad skal goere det muligt at naa op paa indikativprisen ."
29 . Jeg skal her fremsaette foelgende betragtninger :
a ) jeg har allerede understreget, at der ikke i de relevante forordninger er tale om ét stoettebeloeb til privat oplagring, men udelukkende om et ensartet system og en ensartet beregning af stoettebeloebet i overensstemmelse med lageromkostningerne og markedsudviklingen;
b ) en faelles interventionspris laegges under alle omstaendigheder til grund ved beregningen af lageromkostningerne for smoer som den "koebspris for smoer, udtrykt i national valuta, som interventionsorganet i den paagaeldende medlemsstat anvendte *..." ( 9 ). Interventionsprisen kan saaledes ogsaa i tilfaelde af privat oplagring fuldt ud varetage sin funktion som mindstepris;
c ) indikativprisen er et maal, som man aldrig kan vaere sikker paa at naa, da den er afhaengig af et stort antal faktorer, der svinger i takt med udviklingen i tid og sted ( produktionen i et omraade, udbud i forhold til oplagring, efterspoergsel, import osv .). Det er det formindskede udbud af smoer som foelge af interventionskoeb eller privat oplagring, som skal paavirke markedsprisen i opadgaaende retning mod indikativprisen . Stoerrelsen af stoetten til privat oplagring har ingen direkte indflydelse paa indikativprisen .
30 . Det kan herefter fastslaas, at hverken princippet om ens priser eller artikel 10, stk . 1, i forordning ( EOEF ) nr . 985/68, som boer fortolkes udvidende, er til hinder for anvendelsen af forskellige rentesatser, hvilket er i fuld overensstemmelse med systemets logiske opbygning .
31 . Det skal herefter afgoeres, om det i det her foreliggende tilfaelde var berettiget at anvende forskellige rentesatser, og altsaa om Kommissionens forordning ( EOEF ) nr . 1746/84 var tilstraekkelig og korrekt begrundet .
2 . Var forordning ( EOEF ) nr . 1746/84 tilstraekkelig og korrekt begrundet?
32 . Kommissionen har i betragtningerne til forordning ( EOEF ) nr . 1746/84 anfoert foelgende grunde :
a ) "I betragtning af stigningen i smoerproduktionen og -lagrene boer der ikke gives et yderligere incitament til oplagring; udviklingen i de faktiske rentesatser i de medlemsstater, hvor der er oplagret betydelige maengder, er praeget af et fald i disse rentesatser ."
Disse argumenter gaelder lige saa vel det lineaere fald som det differentierede fald i de rentesatser, der tages i betragtning .
b ) "Rentesatserne i visse medlemsstater ligger langt under rentesatserne i resten af Faellesskabet; der boer derfor fastsaettes betydelig lavere satser for Faellesskabets deltagelse i oplagringen i disse medlemsstater :
- for dels at undgaa at berige de erhvervsdrivende uden grund
- og dels undgaa kunstige og spekulationsbetonede forsendelser af produkter fra omraader, hvor en afsaetning paa markedet ville vaere mulig, til medlemsstater, der har de laveste rentesatser ."
33 . Lad mig foerst bemaerke, at ingen af disse grunde er i strid med princippet om, at oplagringen skal vaere saa rationel som mulig ( tredje betragtning til forordning ( EOEF ) nr . 985/68 ) for at bidrage til at tilvejebringe ligevaegt paa markedet ( tiende betragtning til forordning ( EOEF ) nr . 985/68 ). Kravet om, at den private oplagring skal fungere tilfredsstillende, ( tiende betragtning til forordning ( EOEF ) nr . 985/68 ) udelukker enhver tanke om spekulationsbetonede transaktioner, som kan foere til uberettiget berigelse . Fastsaettelsen af stoetten til privat oplagring under hensyntaggen til lageromkostningerne for smoer og den paaregnelige udvikling af priserne ( forordningens artikel 10 ) indebaerer, at der i fastsaettelsen skal indgaa saa vaesentlige faktorer som udsvingene i stoerrelsen af smoerproduktionen og -lagrene samt de skiftende faktiske rentesatser paa kreditmarkedet .
34 . Parterne er i oevrigt enige om, at der er sket en almindelig stigning i produktionen og oplagringen af smoer ( jfr . punkt 13 i sagsoegernes indlaeg og punkterne 26 og 27 i Kommissionens indlaeg ).
35 . Sagsoegerne i hovedsagen har heller ikke bestridt, at der inden for Faellesskabet var indtraadt et generelt fald i de faktiske satser, idet de ikke anfaegter den af Kommmissionen fastsatte generelle nedsaettelse .
36 . De har ogsaa anerkendt, at de faktiske satser er lavere i Nederlandene end i andre medlemsstater ( jfr . punkt 43 i deres skriftlige indlaeg ).
37 . Derimod kan sagsoegerne ikke tilslutte sig,
- at de af Kommissionen trufne foranstaltninger kan formindske incitamentet til oplagring;
- at der kan vaere tale om uberettiget berigelse, eller
- at der er gennemfoert spekulationsbetonede forsendelser af smoer .
38 . a)*De har for det foerste gjort gaeldende, at Kommissionen fejlagtigt er gaaet ud fra det princip, at en ensartet rentegodtgoerelse fremmer oplagringen i visse medlemsstater ( punkt 62 i deres skriftlige indlaeg ).
39 . Jeg finder det imidlertid ikke utaenkeligt, at den erhvervsdrivende, hvis den private oplagring giver mulighed for udbetaling af en hoejere rente end markedsrenten, tilskyndes til at oplagre udelukkende for at udnytte den finansielle fordel, som denne forskel indebaerer, og som hverken salg paa markedet eller salg til interventionsorganet giver ham mulighed for .
40 . Det kunstige incitament til oplagring goer sig navnlig gaeldende i de medlemsstater, hvor forskellen er stoerst .
41 . De statistiske oversigter, som Kommissionen har fremlagt paa Domstolens anmodning, bekraefter rigtigheden af disse argumenter . Det kan nemlig konstateres, at 34,8% af det i Faellesskabet privat oplagrede smoer i 1983 befandt sig i Nederlandene og kun 15,7% i Frankrig, hvilket i al fald maa give anledning til undring . I 1984 var de samme tal 30,9% for Nederlandenes vedkommende og 13,6% for Frankrigs . I 1986 ( 10 maaneder ) var Nederlandenes andel faldet til 13,2%, mens Frankrigs var steget til 16,9 %.
42 . Det maa indroemmes, at der ikke konstateredes et tilsvarende fald i den private oplagring i Tyskland eller Det forenede Kongerige, hvilket kunne tyde paa, at der enten er andre faktorer end rentesatsen, som har spillet en vaesentlig rolle, eller at de rentesatser, som Kommissionen fastsatte for disse lande, endnu var for hoeje .
43 . b)*Det er i oevrigt paa ingen maade urimeligt at antage, at en godtgoerelse af finansieringsomkostningerne med et for stort beloeb kan medfoere, at de erhvervsdrivende, som har udnyttet tilbuddet om privat oplagring, fordi de fik godtgjort hoejere omkostninger end de faktisk afholdte, opnaaede en uberettiget berigelse eller en "uberettiget fortjeneste", jfr . Domstolens ovennaevnte dom af 23 . februar 1978 . Denne gevinst kan de enten "stikke i lommen" eller anvende til at nedsaette salgsprisen for deres smoer, i hvilket tilfaelde de opnaar en konkurrencefordel paa samfundets bekostning, hvilket heller ikke kan accepteres .
44 . c)*For saa vidt angaar spekulationsbetonede forsendelser, fremgaar det af sagsoegernes indlaeg, at der rent faktisk finder saadanne forsendelser sted, uden at det dog dog anerkendes, at de er "spekulationsbetonede ". Ifoelge sagsoegerne skyldes den foroegede private oplagring af smoer i de medlemsstater, hvor rentesatsen er forholdsvis lav ( Nederlandene, Forbundsrepublikken Tyskland, Det forenede Kongerige ) et bevidst valg fra den enkelte virksomheds side, efter at den har vurderet foelgende faktorer :
- antallet af frysehuse,
- afstanden til frysehusene og transportomkostningerne,
- smoerprisen paa oplagringstidspunktet,
- omkostningerne ved oplagring og udlevering fra lager,
- salgstransaktionerne i forbindelse med oplagringen,
- forsikringspraemierne,
- finansieringsomkostningerne under oplagringen,
- risikoen for en forringelse af kvaliteten,
- den valuta, hvori oplagringen skal finansieres,
- godtgoerelser fra EOEF som reducerer kostprisen .
45 . Finansieringsomkostningerne er saaledes kun én af de faktorer, virksomhederne tager i betragtning . Denne faktor alene er ikke afgoerende, anfoerer sagsoegerne .
46 . Alle disse faktorer spiller dog ubestrideligt en vaesentlig rolle .
47 . Jeg er imidlertid overbevist om, at en nettoforskel mellem den af Faellesskabet anvendte rentesats og markedsrenten i et bestemt land i en situation, hvor fordelene og ulemperne ved privat oplagring af smoer i det paagaeldende land opvejer hinanden, og de fleste af de naevnte faktorer er gunstige for en oplagring i dette land, maa tilskynde en virksomhed til at oplagre sit smoer netop her .
48 . Sagsoegerne anerkender det i oevrigt selv indirekte, idet de i besvarelse af et spoergsmaal fra Domstolen har anfoert, at det "er klart, at i det oejeblik en faellesskabsforanstaltning indebaerer en nedsaettelse af rentesatsen for privat oplagring i en bestemt medlemsstat i forhold til rentesatsen i andre medlemsstater, bliver det mindre attraktivt at laegge smoer paa lager i den foerste stat ."
49 . Det er uden betydning for denne argumentation, om man betegner en beslutning, som hovedsagelig stoettes paa forskellen mellem rentesatserne, som "spekulationsbetonet" eller ikke .
50 . Jeg skal endelig bemaerke, at sagsoegernes argument, som stoettes paa ordlyden af det foerste punktum i anden betragtning til forordning ( EOEF ) nr . 1746/84, udelukkende kan forklares ved en uheldig formulering af den nederlandske tekst . Selv om man heraf kunne faa den opfattelse, at det er medlemsstaterne, som paatager sig finanieringsomkostningerne ved privat oplagring, er det i virkeligheden den paagaeldende virksomhed, som det rigtigt fremgaar af affattelsen i de andre sprog . ( Der skulle i den nederlandske tekst have staaet "... een bijdrage in de in elke Lid-Staat gemaakte financieringskosten" i stedet for "door elke Lid-Staat ").
51 . For saa vidt angaar Kommissionens forordning ( EOEF ) nr . 1746/84, kan det saaledes sammenfattende fastslaas, at "de betragtninger, der er lagt til grund af den faellesskabsmyndighed, som har udstedt retsakten *... klart og utvetydigt *... (( skal fremgaa )) af begrundelsen, saaledes at den beroerte kan saette sig ind i baggrunden for den trufne foranstaltning og Domstolen udoeve sin kontrol" ( 10 ), og at betragtningerne ikke kan haevdes at vaere forkerte .
3 . Er de forskellige rentesatser forenelige med EOEF-traktatens artikel 40, stk . 3?
52 . I henhold til traktatens artikel 40, stk . 3, der blot er en udmoentning af det almindelige lighedsprincip, som er et af faellesskabsrettens grundlaeggende principper, boer den faelles markedsordning "udelukke enhver form for forskelsbehandling af Faelleskabets producenter eller forbrugere ."
53 . Sagsoegerne har her med rette henvist til Domstolens faste praksis, hvorefter der foreliggger forskelsbehandling, naar ensartede forhold behandles forskelligt, eller naar forskellige forhold behandles ens .
54 . Domstolen har navnlig stadfaestet dette princip i dommen af 13 . december 1984 ( 11 ). Praemis 28 lyder saaledes :
"Indledningsvis bemaerkes, at forbuddet mod forskelsbehandling af Faellesskabets producenter eller forbrugere, som er nedfaeldet i traktatens artikel 40, stk . 3, andet afsnit, ligesom forbuddet mod forskelsbehandling, der udoeves paa grundlag af nationalitet, i traktatens artikel 7, stk . 1, indebaerer, at ensartede situationer ikke maa behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke maa behandles ens, medmindre en forskelsbehandling er objektivt begrundet . De forskellige led i de faelles markedsordninger, beskyttelsesforanstaltninger, tilskud, stoette mv . kan derfor kun differentieres efter regioner og andre produktions - eller forbrugsvilkaar paa grundlag af objektive kriterier, som sikrer en forholdsmaessig fordeling af fordele og ulemper mellem de beroerte, uden at der sondres mellem medlemsstaternes territorier ."
55 . Det bemaerkes for det foerste, at vi her staar over for en forskelsbehandling, som hviler paa et objektivt kriterium, idet Kommissionen gik ud fra de faktiske rentesatser, som gjaldt paa de forskellige medlemsstaters kreditmarked .
56 . Der kan heller ikke vaere tale om forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, da rentesatsen i hvert enkelt tilfaelde maa anses for "saerlige omstaendigheder paa hele det omhandlede nationale marked", jfr . Domstolens dom af 2 . juli 1974 ( 12 ). Vi staar her i virkeligheden over for en differentiering paa grundlag af valuta og ikke en differentiering efter forskellige medlemsstater .
57 . a)*Sagsoegerne har imidlertid gjort gaeldende, at der foreligger ulovlig forskelsbehandling, fordi forholdene i virkeligheden er ens for virksomheder, som laegger smoer paa lager i lande med hoejt renteniveau, og andre virksomheder . De virksomheder, som foretager privat oplagring af smoer i lande med hoejt renteniveau, kan nemlig frit vaelge valuta . De vil ikke have vanskeligheder ved at laane penge i en valuta, for hvilken der gaelder en forholdsvis lav rentesats, og samtidig faa godtgjort finansieringsomkostningerne paa grundlag af den hoejere sats, som gaelder i det land, hvor smoerret oplagres .
58 . Jeg mener i denne forbindelse, at saafemt langt de fleste virksomheder, der foretager privat oplagring i lande med hoeje rentesatser, rent faktisk optager laan i en valuta, der er praeget af en lav rentesats, uden af den grund at blive belastet med omkostninger, som ophaever forskellen mellem rentesatserne, staar man over for en forskellig behandling af ensartede forhold, og der vil saaledes vaere tale om forskelsbehandling .
59 . Det maa imidlertid godtgoeres, at det med sikkerhed forholder sig saaledes, uden at der kan rejses den ringeste tvivl herom .
60 . Den teoretiske mulighed for at optage laan i en lavrentevaluta, er efter min opfattelse ikke tilstraekkeligt bevis for, at der foreligger ulovlig forskelsbehandling . Naar alt kommer til alt, har de nederlandske smoerproducenter ogsaa mulighed for at oplagre varer i f.eks . Belgien og saaledes opnaa en godtgoerelse til en rentesats paa 10,5%, selv om de har optaget laan i Nederlandene til 7 %. Det er saaledes op til dem selv at undgaa den forskelsbehandling, som de paaberaaber sig .
61 . Det bemaerkes ligeledes, at den logiske konklusion paa sagsoegernes argumentation maa vaere, at Kommissionen for hele Faellesskabet burde have fastsat en rentesats paa under 7 %. Over for den nederlandske ret har sagsoegerne imidlertid kraevet en godtgoerelse paa grundlag af en rentesats paa 10,5 %. Paa dette punkt er deres argumentation saaledes selvmodsigende .
62 . Det vaesentlige i denne sammenhaeng er imidlertid, at vi ikke har noget bevis for, at de virksomheder, som oplagrer smoer i lande med valuta, der er karakteriseret ved hoeje rentesatser, i virkeligheden optager de noedvendige laan i en valuta med lav rentesats . Der er tvaertimod saerdeles god grund til at antage, at det ikke forholder sig saaledes . Den tyske mark og den nederlandske gylden er nemlig opskrevet adskillige gange i de sidste ti aar . En saadan revaluering, der sker under en laanekontrakts loebetid, kan imidlertid fuldstaendig ophaeve fordelen ved et laan optaget i en af disse valutaer af en virksomhed, der oplagrer smoer i en medlemsstat, hvis valuta er praeget af hoejere rentesatser .
63 . De samme argumenter gaelder ikke for engelske pund, men den af Kommissionen fastsatte rentesats for denne valuta ( 9,5 %) afviger kun med ét point fra den "normale" sats ( 10,5 %), hvilket formentlig goer transaktionen mindre attraktiv .
64 . Naar alt saaledes tages i betragtning, mener jeg, at det ikke kan tages for givet, at de virksomheder, som oplagrer smoer i hoejrentelande, generelt optager laan i valuta med lav rentesats .
65 . Det kan naturligvis ikke helt udelukkes, at det forholder sig saaledes i visse saerlige tilfaelde . Men, selv om det maatte vise sig, at artikel 24, stk . 3, i forordning ( EOEF ) nr . 685/69 med senere aendringer ikke udelukker enhver mulighed for en for hoej godtgoerelse af finansieringsomkostningerne, vil den givet goere det i langt de fleste tilfaelde . Den fjerner nemlig muligheden for den forskelsbehandling, som ubestrideligt fandt sted under den tidligere ordning til fordel for virksomheder, som oplagrede smoer i medlemsstater, hvor kortfristede laan kunne optages forholdsvis gunstigt . Det er derfor med rette, at Kommissionen har anfoert, at princippet om ligebehandling af samtlige erhvervsdrivende inden for Faellesskabet overholdes bedre efter den nye ordnings ikrafttraeden .
66 . Det skal herefter undersoeges, om Kommissionen ikke burde have indfoert en ordning, der gjorde det muligt at anvende den rentesats, som faktisk betales af den paagaeldende erhvervsdrivende paa den enkelte lagerkontrakt . Denne loesning, som teoretisk set er mulig, er i strid med sagsoegernes oenske om, at renten fastsaettes forud til en bestemt sats . Som Kommissionen har anfoert, ville en saadan loesning utvivlsomt ogsaa medfoere en urimelig administrativ byrde . Jeg mener derfor ikke, at det kan bebrejdes Kommissionen, at den ikke har indfoert en saadan ordning .
67 . b)*Sagsoegerne har yderlige gjort gaeldende, at den nye ordning foerte til en konkurrenceforvridning, som netop ikke opstod under den tidligere ordning .
68 . De har henvist til, at der er en tendens til, at markedsprisen for smoer svinger i takt med bruttointerventionsprisen med fradrag af finansieringsomkostningerne i forbindelse med den tid, der gaar, inden interventionsorganet udbetaler godtgoerelsen, som beregnes paa grundlag af den faktiske rente, der gaelder for kortfristede laan i den paagaeldende medlemsstat . Paa det for sagen relevante tidspunkt blev finansieringsomkostningerne godtgjort mellem 120 og 140 dage, efter at interventionsorganet havde overtaget smoerret .
69 . Sagsoegerne har anfoert, at markedsprisen efter denne beregning er lavere i lande med hoeje rentesatser end i lavrentelande . Sagsoegerne opfatter denne prisforskel som en konkurrencefordel, der ved privat oplagring tidligere blev udlignet paa grund af en faelles rentegodtgoerelse .
70 . Denne argumentation beviser under alle omstaendigheder, at de erhvervsdrivende med fordel kunne oplagre smoer alene med det formaal at sikre sig en slags stoette, som gjorde det muligt for dem ved eksport til andre medlemsstater at tilbyde smoerret til nedsat pris . Det var imidlertid ikke maalet med indfoerelsen af rentegodtgoerelsen, jfr . artikel 24, stk . 3, i forordning ( EOEF ) nr . 685/69, som udelukkende skulle udligne de af de erhvervsdrivende afholdte finansieringsomkostninger, men derimod ikke forbedre deres konkurrencedygtighed i andre medlemsstater . Det kan saaledes ogsaa af dette argument udledes, at den tidligere ordning indebar et kunstigt incitament til oplagring .
71 . c)*Sagsoegerne goer endelig gaeldende, at de forskellige rentesatser er i strid med traktatens artikel 40, stk . 3, andet punktum, da de indebaerer en forskelsbehandling mellem paa den ene side smoerproducenterne og paa den anden side producenterne af andre landbrugsprodukter, idet der endnu ikke i nogen anden sektor er indfoert forskellige rentesatser ved stoette til privat oplagring .
72 . Jeg skal her goere opmaerksom paa, at pligten til at sikre en stabilisering af markederne ikke indebaerer en pligt til at indfoere ensartede interventionsordninger for samtlige sektorer eller samtlige produkter . Den forudsaetter tvaertimod, at foranstaltningerne tilpasses hver enkelt sektors og hver enkelt produkts saerlige behov .
73 . Som et saerlig slaaende eksempel kan jeg naevne, at smoer daarligt kan sammenlignes med ostesorter som Kefalotyri og Kasseri, som kun fremstilles i en enkelt medlemsstat, som kun i meget ringe omfang eksporteres, og som igennem hele oplagringsperioden skal opbevares "i lokaler, hvor temperaturen er hoejst +16°C" ( 13 ). Oplagringen af saadanne produkter medfoerer altsaa absolut ikke de samme finansieringsomkostninger .
74 . Ifoelge Domstolens allerede naevnte praksis foreligger der da heller ikke forskelsbehandling, naar forskellige forhold behandles forskelligt .
4 . Bestemmelsens gyldighed i forhold til princippet om et enhedsmarked og traktatens artikel 30
75 . Sagsoegerne har med rette anfoert, at ogsaa faellesskabslovgiveren skal overholde EOEF-traktatens artikler 30-34 samt princippet om et enhedsmarked .
76 . a)*Sagsoegerne mener, at de forskellige rentesatser er i strid med princippet om et enhedsmarked, idet man herved fraviger en af forudsaetningerne herfor, nemlig ens priser .
77 . Jeg mener imidlertid under punkt 1 at have paavist, at kravet om ens priser ikke er tilsidesat i det foreliggende tilfaelde .
78 . b)*Sagsoegerne har herefter gjort gaeldende, at de forskellige rentesatser kan paavirke en virksomheds beslutning om, i hvilket land den oplagrer sine produkter, og de kan saaledes foere til kunstige handelsstroemme, som maa betragtes som en forstyrrelse af det faelles marked .
79 . Da denne argumentation fra sagsoegernes side hviler paa den tanke, at de virksomheder, som oplagrer produkter f.eks . i Belgien eller Frankrig kan opnaa rentegodtgoerelse til en sats af 10,5% og samtidig optage laan i DM eller gylden til 7%, bekraefter de saaledes Kommissionens opfattelse, hvorefter der inden indfoerelsen af forskellige rentesatser kunne opstaa saadanne kunstige handelsstroemme mod Tyskland, Nederlandene og eventuelt Det forenede Kongerige, hvor man automatisk opnaaede en godtgoerelse til 11% ved optagelse af laan til en lavere sats .
80 . Som anfoert ovenfor kan problemet maaske ikke helt loeses ved forskellige rentesatser, men de har helt sikkert bidraget til en delvis loesning . En nederlandsk producent kan faktisk vaere fristet til at oplagre sit smoer i Belgien eller Frankrig, da han formentlig ikke vil have vanskeligheder ved at optage et laan i gylden i sin saedvanlige bank . Men saafremt gylden revalueres i forhold til den anden valuta, falder vaerdien udtrykt i gylden af det oplagrede smoer . Ville han vaere villig til at loebe en saadan risiko? Vi staar her over for samme usikkerhed som i de tilfaelde, hvor den franske producent oplagrer sit smoer i Frankrig og optager et laan i gylden .
81 . Det er under alle omstaendigheder helt klart, at det for at undgaa transaktioner af denne art i hele Faellesskabet er noedvendigt at anvende den i samtlige medlemsstater gaeldende laveste rentesats, hvilket er i strid med, hvad sagsoegerne stiller krav om .
82 . c)*Sagsoegerne har endelig anfoert, at forskellige rentesatser maa betragtes som "en foranstaltning med tilsvarende virkning som indfoerselsrestriktioner, som er omfattet af forbuddet efter EOEF-traktatens artikel 30, da den begraenser importen ."
83 . Jeg maa indroemme, at jeg har meget svaert ved at se, hvilken import der begraenses i det foreliggende tilfaelde . Som netop anfoert vil der ifoelge sagsoegernes egen opfattelse opstaa kunstige handelsstroemme mod hoejterentelande som Frankrig . Imidlertid har sagsoegerne lidt laengere henne i strid hermed anfoert, "at en nederlandsk virksomhed, hvis finansieringsomkostningerne ikke godtgoeres, ikke kan afsaette sit smoer i Frankrig, ligesom den i andre lande stilles ringere end de franske virksomheder, som her kan saelge deres smoer til en lavere pris ."
84 . Her forveksler sagsoegerne helt klart kostpris og markedspris . Jeg har allerede naevnt, at markedsprisen er lidt lavere i hoejrentelande . For det foerste har det intet at goere med Kommissionens indfoerelse af forskellige rentesatser ifoelge den anfaegtede bestemmelse . For det andet er det ikke af den grund noedvendigvis saaledes, at en nederlandsk producent har svaerere ved at saelge sit smoer i Frankrig end en fransk producent . Det afhaenger foerst og fremmest af producenternes kostpris .
85 . Det bemaerkes yderligere, at der maa sondres skarpt mellem privat oplagring og import . Der eksporteres store maengder smoer fra én medlemsstat til en anden, uden at de paa noget tidspunkt har vaeret privat oplagret med stoette .
86 . lad os nu antage, at to smoerproducenter eller smoerleverandoerer konkurrerer paa det franske marked, og at der i begge tilfaelde er tale om smoer, der har vaeret privat oplagret med stoette . Den nederlandske producent, som inden eksporten til Frankrig har oplagret sit smoer i Nederlandene, har modtaget en lidt lavere stoette end sin franske konkurrent, men han har ogsaa betalt en lidt lavere rente . Hvis den franske producent derimod ogsaa har optaget laan i gylden, vil han opnaa en godtgoerelse, der overstiger finansieringsomkostningerne, og saaledes en konkurrencefordel .
87 . Heroverfor kan der imidlertid anfoeres to indvendinger . For det foerste er det langt fra sikkert, at den franske producent vil loebe den risiko at optage laan i en valuta, som har vaeret opskrevet adskillige gange . For det andet er det vanskeligt at se, hvorfor den nederlandske producent, saafremt han som udgangspunkt oensker at saelge sit smoer i Frankrig, ikke fra starten oplagrer sit smoer i denne medlemsstat for at opnaa det i Frankrig gaeldende stoettebeloeb og samtidig finansiere oplagringen i gylden . I saa fald vil han ikke blive ringere stillet ( herefter kan han som alternativ reeksportere smoerret til Nederlandene for at udnytte den i dette land gaeldende hoejere markedspris ).
88 . Det kan herefter fastslaas, at der ikke foreligger noget afgoerende bevis for, at eksport af smoer fra medlemsstater med lave rentesatser til medlemsstater med hoeje rentesatser begraenses af Kommissionens foranstaltning .
89 . For fuldstaendighedens skyld vil jeg imidlertid ogsaa se paa spoergsmaalet, om indfoerelsen af forskellige rentesatser kan begraense eksporten til lavrentelande . Efter min opfattelse er det af nedenstaaende grunde ikke tilfaeldet .
90 . Naar den franske smoerproducent konstaterer, at markedsprisen i Nederlandene er hoejere, vil han soege at afsaette smoerret her . Hvis han oensker at oplagre smoerret privat i Nederlandene, er transaktionen neutral, idet han ganske vist betaler lavere renter, men til gengaeld opnaar en tilsvarende lavere stoette . Hvis oplagringen har fundet sted i Frankrig med finansiering i gylden, kan han opnaa en konkurrencefordel i Nederlandene, som svarer til den fordel, den nederlandske erhvervsdrivende har ved at oplagre smoer i Frankrig . Det ses saaledes absolut ikke, hvorledes smoerimporten til Nederlandene begraenses af den af Kommissionen trufne foranstaltning .
91 . Det forhold, at den franske eksportoer ikke kan levere smoer til et interventionsorgan i Nederlandene, beror paa, at Faellesskaberne ikke har indfoert et faelles kontrolmaerke ( artikel 8, stk . 4, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 985/68 ), og det har derfor absolut intet at goere med differentieringen af rentesatserne .
92 . Man kan undre sig over, hvorfor privat oplagring i en anden medlemsstat, som oprindeligt ogsaa var forbudt ( 14 ), nu er tilladt . Grunden hertil er formentlig, at produkter, som har vaeret privat oplagret, ikke kan saelges til et interventionsorgan, men skal afsaettes paa markedet . Forbuddet mod privat oplagring i en anden medlemsstat kan derfor til en vis grad anses for en begraensning af handelssamkvemmet .
93 . Under alle omstaendigheder mener jeg, at det herefter kan fastslaas, at anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om et enhedsmarked og overtraedelse af artikel 30 ikke kan laegges til grund .
5 . Tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
a)*Problemet med det allerede oplagrede smoer
94 . Der kan kun opstaa et problem i relation til retssikkerhedsprincippet og princippet om den berettigede forventning, hvis Kommissionen havde ladet de nye satser gaelde for smoer, som allerede laa paa lager . Det er imidlertid ikke tilfaeldet, da forordning ( EOEF ) nr . 1746/84 i artikel 2 udtrykkeligt bestemmer, at den kun anvendes for smoer, der oplagres efter forordningens ikrafttraeden .
95 . Den af sagsoegerne naevnte CNTA-dom af 15 . maj 1975 ( 15 ) kan ikke betragtes som et praejudikat paa dette omraade, da de paagaeldende virksomheder havde forpligtet sig endeligt, for saa vidt de allerede havde modtaget eksportlicenser og stillet sikkerhed . De havde forpligtet sig endeligt over for interventionsorganet og kunne kun frigoere sig mod at miste den stillede sikkerhed . I den foreliggende sag havde visse af sagsoegerne ganske vist indgaaet kontrakter med andre erhvervsdrivende med henblik paa salg af smoerret, men de havde endnu ikke lagt smoerret paa lager og da slet ikke indgivet en ansoegning om stoette til oplagring eller underskrevet en kontrakt med interventionsorganet .
b)*Problemet vedroerende de inden ordningens aendring indgaaede kontrakter
96 . Som allerede naevnt havde sagsoegerne i sag 425/85 ( An Board Bainne Ltd og J . Wijffels BV ), saa vidt ses, indgaaet kontrakter vedroerende salg af smoer, til fast pris .
97 . De havde til hensigt inden leveringen at lade smoerret oplagre i Nederlandene ( hvad de rent faktisk ogsaa gjorde ). Det kan antages, at de paa tidspunktet for fastsaettelsen af salgsprisen, maj 1984, tog hensyn til, at de kunne regne med at faa deres finansieringsomkostninger godtgjort med et hoejere beloeb paa grund af den forskel, der dengang bestod mellem rentesatsen paa det nederlandske kreditmarked og den faste, faelles rentesats, der gjaldt ifoelge faelleskabsordningen .
98 . Offentliggoerelsen af forordning ( EOEF ) nr . 1746/84 vendte formentlig op og ned paa deres forventninger . Maaske ville de have aftalt en anden pris, hvis de havde vidst, at den rentesats, som laegges til grund ved beregningen af stoetten til privat oplagring, ville blive nedsat til 7 %.
99 . Det er imidlertid en mulighed, som de maatte tage i betragtning, ifoelge artikel 10, stk . 2, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 985/68, der bestemmer, at "saafremt markedssituationern kraever det, kan stoettebeloebet (( til privat oplagring )) aendres for saa vidt angaar fremtidige kontrakter ."
100 . Den omstaendighed, at der i det foreliggende tilfaelde ikke skete en generel nedsaettelse af satsen, men at nedsaettelsen var differentieret, aendrer intet ved det forhold, at en eventuel reduktion af satsen var en af de muligheder, som den erfarne og fornuftige handlende maatte regne med .
101 . Domstolen har tidligere udtalt :
"Anvendelsesomraadet for princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (( maa )) ikke udvides i en saadan grad, at princippet generelt forhindrer, at en ny ordning kan finde anvendelse paa fremtidige virkninger af situationer, der er opstaaet under den tidligere ordning, hvilket navnlig gaelder inden for et omraade som de faelles markedsordninger, hvor det netop er noedvendigt af hensyn til opfyldelsen af disses formaal, at der foretages en konstant tilpasning i forhold til aendringerne i den oekonomiske situation inden for de enkelte landbrugssektorer ". ( 16 )
102 . Paa baggrund af denne praksis kan det vaere vanskeligt at forstaa, at Kommissionens svar paa et spoergsmaal fra Parlamentet, navnlig naar svaret blev afgivet syv maaneder ( 17 ) foer offentliggoerelsen af den anfaegtede retsakt, kan skabe "begrundet forventning hos en privatperson" ( 18 ).
103 . Jeg skal endnu engang goere opmaerksom paa, at Kommissionen kunne have truffet den samme foranstaltning for hele Faellesskabet . I saa fald ville sagsoegernes oekonomiske interesser vaere paavirket paa samme maade . Dette anbringende kan saaledes heller ikke laegges til grund .
6 . Forordning nr . 1746/84' s forenelighed med EOEF-traktatens artikel 67, stk . 1
104 . Indirekte stoettes forordning ( EOEF ) nr . 1746/84 ubestrideligt paa den opfattelse, at de virksomheder, som oplagrer smoer i en bestemt medlemsstat, daekker deres finansieringsomkostninger ved at optage laan i denne medlemsstats valuta til den laveste rentesats, som gaelder i denne valuta for en saadan operation .
105 . Forordningen er imidlertid paa ingen maade til hinder for, at en virksomhed optager et laan i en anden valuta til en anden rente .
106 . Der sker saaledes ingen begraensning af kapitalens frie bevaegelighed, og anbringendet om overtraedelse af artikel 67, stk . 1, kan derfor heller ikke laegges til grund .
107 . Inden jeg fremsaetter forslag til afgoerelse, oensker jeg at give udtryk for den opfattelse, at anvendelsen af forskellige rentesatser ved beregningen af en stoette, som skal udligne de af de erhvervsdrivende afholdte omkostninger, og som indgaar i en ordning til regulering af markederne, ikke kan paavirke faellesskabsinstitutionernes fastsaettelse af rentesatser paa andre omraader ( eksempelvis strafrenter ved for sen betaling af boede ).
Forslag
108 . Jeg skal herefter sammenfattende foreslaa, at en gennemgang af de af College van Beroep voor het Bedrijfsleven forelagte spoergsmaal intet har frembragt, som kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 24, stk . 3, i Kommissionens forordning ( EOEF ) nr . 685/69, som aendret ved forordning ( EOEF ) nr . 1746/84 .
(*) Oversat fra fransk .
( 1 ) Kommissionens forordning nr . 685/69 af 14 . april 1969 om gennemfoerelsesbestemmelser for interventioner paa markedet for smoer og floede, EFT 1969 I, s.*182 .
( 2 ) Kommissionens forordning nr . 1746/84 af 21 . juni 1984 om aendring af forordning nr . 685/69, EFT L*164 af 22.6.1984, s.*32 .
( 3 ) EFT 1968 I, s.*247 .
( 4 ) Raadets forordning nr . 804/68 af 27 . juni 1968 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter, EFT 1968 I, s.*169 .
( 5 ) Dom af 23 . februar 1978 i sag 92/77, An Board Bainne mod Landbrugsministeren, Sml . s.*497, praemis 16 og 17 .
( 6 ) Kommissionens forordning nr . 704/83 af 28 . marts 1983, EFT L*82, s.*13 .
( 7 ) Dom af 23 . februar 1978 i sag 92/77, Sml . s . 497 og 513, praemis 21 og 22 .
( 8 ) Kommissionens forordning nr . 982/73 af 9 . april 1973 om aendring af forordning nr . 685/69, EFT L*97, s.*33, anden betragtning .
( 9 ) Artikel 24, stk . 3, litra c ), i Kommissionens forordning nr . 685/69 af 14 . april 1969, som aendret ved Kommissionens forordning nr . 704/83 af 28 . marts 1983 .
( 10 ) Jfr . navnlig dom af 22 . januar 1986, 250/84, Eridania zuccherifici nationali SpA mod Cassa conguaglio zucchero, praemis 37 og 38, Sml . s.*117 og 134 .
( 11 ) Sag 106/83, Sermide, Sml . s.*4209 .
( 12 ) Sag 50/73, Holz & Willemsen, Sml . 1974 s.*696, praemis 13 .
( 13 ) Artikel 2, litra d ), i Kommissionens forordning nr . 1328/84 af 14 . maj 1984 om stoette til privat oplagring af ostene Kefalotyri og Kasseri, EFT L*129 af 15.5.1984, s.*19 .
( 14 ) Artikel 8, stk . 4, i forordning nr . 985/68 .
( 15 ) Sag 74/74, CNTA mod Kommissionen, Sml . 1975, s.*533 .
( 16 ) Dom af 14 . januar 1987, sag 278/84, Forbundsrepublikken Tyskland mod Kommissionen, Sml . s.*0000 praemis 36; dom af 16 . maj 1979, i sag 84/78, Tomadini, Sml . s.*1801 .
( 17 ) Svar af 21 . oktober 1983 paa Pol Marck' s spoergsmaal nr . 731/83, EFT C*335 af 12.12.1983, s.*6 .
( 18 ) Dom af 11 . marts 1987, sag 265/85, Van den Bergh en Jurgens og Van Dijk Food Products mod Kommissionen, Sml . s.*0000, praemis 44 .
Full & Egal Universal Law Academy