RETSMØDERAPPORT
I sag 92/85 ( *1 )
I — Faktiske omstændigheder og retsforhandlingernes forlab
1.
Sagsøgeren har anført, at han har været beskæftiget som tolk ved Kommissionen (1973-1977), hvilken institution han forlod som tjenestemand i lønklasse LA 7, løntrin 2, for dernæst (1977-1980) at arbejde som freelancetolk for Kommissionen, Parlamentet og andre arbejdsgivere. Siden 1980 har han arbejdet i Domstolens tolketjeneste. Den 20. januar 1982 fik han tilbudt en ansættelseskontrakt af begrænset varighed i lønklasse LA 7, løntrin 3, hvilket tilbud han tiltrådte, da tjenestens chef over for hans ønske om at blive indplaceret i lønklasse LA 6 forsikrede ham om, at han ville opnå lønklasse LA 6 så snart en stilling i denne lønklasse blev ledig. Ved skrivelse af 15. oktober 1983 til Domstolens justitssekretær anmodede han om ændring af indplaceringen til IA 6 i anledning af, at en LA 6-stilling var blevet ledig, efter at en nederlandsk tolk var udtrådt af tjenesten. Skrivelsen forblev ubesvaret.
Den 17. november 1983 blev der opslået en meddelelse nr. CJ 117/82 om ledig stilling vedrørende en stilling som tolk ved Domstolen, i stillingsgruppen IA 7/LA 6, fransksproget, og med en angivelse af, at »stillingen vil blive besat i lønklasse LA 7, undtagen i tilfælde af overførsel af en tjenestemand i lønklasse IA 6«. Ud over opfordringen til tjenestemænd i stillingsgruppen IA 7/IA 6 om at indgive ansøgning, indeholdt meddelelsen en opfordring til »andre tjenestemænd og ansatte« om at angive en evt. interesse for stillingen. Sagsøgeren indgav ansøgning. Denne meddelelse om ledig stilling blev den 9. januar 1984 erstattet af en ny meddelelse nr. CJ 117/82 a, i hvilken den ovennævnte angivelse var udgået. Dernæst blev der den 19. januar 1984 opslået en meddelelse nr. CJ 117/82 om en for institutionen intern udvælgelsesprøve. Efter at have ansøgt og bestået udvælgelsesprøven blev sagsøgeren af justitssekretæren ved skrivelse af 24. maj 1984 underrettet om sin udnævnelse den 16. maj 1984 som tjenestemand på prøve fra den 1. juni 1984 i lønklasse IA 7, løntrin 3.
Den 21. juni 1984 indgav sagsøgeren en ansøgning med krav om ændret indplacering. Det i ansøgningen anførte blev gentaget i en klage indgivet den 9. august 1984 i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, og suppleret i en skrivelse af 21. november 1984. Den 13. december 1984 vedtog Domstolens administrative klageudvalg en beslutning om afvisning af sagsøgerens klage, der meddeltes sagsøgeren den 8. januar 1985. Efter denne beslutning anlagde sagsøgeren nærværende sag den 5. april 1985.
2.
Skriftvekslingen er forløbet forskriftsmæssigt.
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (fjerde afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden yderligere bevisførelse.
II — Parternes påstande
3.
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
—
sagen antages til realitetsbehandling og der gives sagsøgeren medhold;
—
følgelig annulleres den af Domstolen administrative klageudvalg trufne beslutning af 13. december 1984 om at afvise sagsøgerens klage med krav om i forbindelse med udnævnelsen til tjenestemand på prøve at blive indplaceret i lønklasse IA 6 med en anciennitetsforbedring i denne lønklasse svarende til den, der tidligere blev givet sagsøgerens kolleger;
—
sagsøgte tilpligtes at afholde samtlige sagens omkostninger.
4.
Sagsøgte har nedlagt følgende påstande:
—
sagen afvises, eller, i det mindste, sagsøgte frifindes;
—
sagsomkostningerne fastsættes i overensstemmelse med procesreglementets artikel 70.
III — Parternes anbringender og argumenter
Vedrørende formaliteten
5.
Sagsøgte har gjort gældende, at sagen bør afvises, fordi søgsmålet formelt er rettet mod klageudvalgets beslutning af 13. december 1984, der blot er en bekræftelse af Domstolens beslutning af 16. maj 1984, hvorved sagsøgeren udnævnes i lønklasse LA 7. En bekræftelse af en tidligere beslutning udgør efter sagsøgtes opfattelse ikke en akt indeholdende et klagepunkt som omhandlet i tjenestemandsvedtægtens artikel 91 (dom af 12. juli 1984, 227/83, Moussis). Det gøres gældende, at sagen kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt det lægges til grund, at der foreligger en undskyldelig vildfarelse fra sagsøgerens side, idet der er tale om den første sag i hvilken en af ansættelsesmyndigheden truffet beslutning har været forelagt Domstolens administrative klageudvalg.
6.
Sagsøgeren har gjort gældende, at søgsmålets genstand er at anfægte beslutningen af 16. maj 1984, hvilket fremgår af selve stævningens indhold. Da søgsmålet i virkeligheden er rettet mod denne beslutning er det også indgivet rettidigt (klage: 9. august 1984; stiltiende afvisning: 9. december 1984; efterfølgende udtrykkelig afvisning inden for søgsmålsfristen: 13. december 1984; meddelelse til sagsøgeren: 8. januar 1985; sagsanlæg: 5. april 1985).
Sagsøgeren har anført, at han »formelt« har rettet søgsmålet imod beslutningen af 13. december 1984 af følgende grunde:
—
for det første antog han, at der var tale om en udtalelse over hans klage, som ville blive efterfulgt af en beslutning truffet af Domstolen som ansættelsesmyndighed, men da en sådan beslutning faktisk ikke blev truffet, fik han den opfattelse, at klageudvalgets beslutning af 13. december 1984, når henses til såvel dens ordlyd som dens begrundelse samt til betegnelsen for og sammensætningen af klageudvalget, var mere end en bekræftelse, som således i et vist omfang erstattede beslutningen af 16. maj 1984;
—
for det andet er beslutningen af 16. maj 1984 uklar, medens beslutningen af 13. december 1984 derimod indeholder en begrundelse, der gør det muligt at bedømme dens rækkevidde, således at det er denne beslutning, der i overensstemmelse med dom af 14. juli 1981, 145/80, Mascetti (Sml. s. 1975)»formelt« kan være genstand for søgsmål.
Endelig er det i tjenestemandsretten en ofte forekommende foreteelse, at sagsøgeren anfægter den beslutning, der afviser hans klage, selv om denne beslutning er af bekræftende karakter (dom af 29. marts 1984, 25/83, A. Buick, Sml. s. 1723, 1782, præmis 11 og 12).
7.
Sagsøgte har i duplikken fremhævet, at det efter Domstolens dom i Moussis-sagen (præmis 11) er den akt, der indeholder et klagepunkt, som omhandlet i vedtægtens artikler 90 og 91, der skal anfægtes inden for fristerne og efter den fastsatte fremgangsmåde.
Sagsøgte har dertil anført, at sagsøgeren ikke fornuftigvis kunne være af den opfattelse, at klageudvalgets beslutning trådte i stedet for beslutningen af 16. maj 1984, da den jo afviser sagsøgerens klage. Sagsøgeren kan heller ikke påstå, at han anså udvalgets beslutning som værende på en og samme tid en beslutning, der trådte i stedet for beslutningen af 16. maj 1984, og som en udtalelse til brug for Domstolens overvejelser. Sagsøgerens anbringende, der støttes på dommen i sag 145/80, Mascetti, og hvorefter beslutningen af 13. december 1984 gjorde det muligt nøje at bedømme rækkevidden af beslutningen af 16. maj 1984, er ikke holdbart, dels fordi begrundelsen i sidstnævnte beslutning er fuldstændig (henvisning til vedtægtens bestemmelser, til meddelelse nr. CJ 117/82 om den ledige stilling, til bedømmelsesudvalgets rapport samt til justitssekretærens forslag), dels fordi sagsøgeren, der havde indgivet klage i medfør af vedtægtens artikel 90 imod beslutningen af 16. maj 1984, fortsat måtte anse denne som en akt, der indeholdt et klagepunkt.
Vedrørende realiteten
Sagsøgeren har gjort fire anbringender gældende.
8.
Det første anbringende går ud på, at grundsætningen om ligebehandling er krænket.
Sagsøgeren har anført, at visse af hans tolkekolleger med faglige erfaringer højst svarende til sagsøgeren, og i de fleste tilfælde med mindre faglige erfaringer, som blev udnævnt til tjenestemænd på prøve den 1. november 1981, blev fastansat ved Domstolen den 1. august 1982 i lønklasse LA 6. Da han besidder de nødvendige kvalifikationer og faglige erfaring, der mindst svarer til visse af de kollegers, der blev udnævnt i 1981, har sagsøgeren gjort gældende, at han burde have været behandlet på samme måde og være udnævnt i lønklasse LA 6, da en stilling i denne lønklasse var ledig.
9.
Det andet anbringende går ud på, at meddelelsen om udvælgelsesprøve er tilsidesat.
Sagsøgeren har gjort gældende, at da ansættelsesmyndigheden i den anden af de ovennævnte meddelelser om ledig stilling havde udeladt angivelsen om, at »ansættelse vil ske i lønklasse LA 7, undtagen i tilfælde af overførsel af en tjenestemand i lønklasse LA 6«, som optrådte i den første meddelelse, havde ansættelsesmyndigheden mulighed for at besætte stillingen ved udnævnelse i LA 7 eller LA 6. Efter sagsøgerens opfattelse er denne mulighed blevet til en forpligtelse for administrationen derved, at han havde de nødvendige kvalifikationer.
10.
Det tredje anbringende går ud på, at hans berettigede forventning er krænket.
Sagsøgeren gør gældende, at han var berettiget til at forvente en udnævnelse i LA 6 som følge af:
—
den omstændighed, at visse af hans kolleger blev udnævnt i LA 6;
—
de forsikringer, tjenestens chef gav ham i den retning;
—
justitssekretærens manglende besvarelse af skrivelsen af 15. oktober 1983, hvorved han anmodede om indplacering i LA 6;
—
hans kvalifikationer og faglige erfaring, der mindst svarede til hans kollegers i LA 6;
—
ændringen i den anden meddelelse om ledig stilling, der gav ansættelsesmyndighed mulighed for at foretage udnævnelse i LA 6.
11.
Det fjerde anbringende går ud på, at grundsætningen om god forvaltning er tilsidesat.
Sagsøgeren har gjort gældende, at selv om administrationen var berettiget til at ændre sin politik, hvorefter udnævnelser i sprogtjenesten blev foretaget i en højere lønklasse end den laveste, forholder det sig imidlertid sådan:
—
at administrationen ikke har godtgjort, at den fremtidigt agtede at følge en nypraksis, hvorefter udnævnelser skulle ske i laveste lønklasse, hvortil kommer, at administrationen i flere tilfælde efter dette tidspunkt indtil i dag har foretaget udnævnelser i sprogtjenesten i højere lønklasse end den laveste,
—
at sagsøgerens udnævnelse ikke egnede sig til en ændring af praksis, når henses til hans faglige kvalifikationer sammenlignet med de kollegers, der havde opnået indplacering i LA 6,
—
at administrationen intet foretog sig for at afkræfte de forhåbninger, han havde om udnævnelse i LA 6.
12.
Sagsøgte har, vedrørende anbringendet om krænkelse af lighedsgrundsætningen, gjort gældende, at i 1981 var udnævnelser i lønklasse LA 6 nødvendige, fordi tolketjenesten netop var oprettet, og fordi udnævnelserne skete med henblik på tjenestens opbygning, og har anført, at administrationens ret til at foretage ansættelser i denne lønklasse havde hjemmel i tjenestemandsvedtægtens artikel 31, stk. 2, hvorefter hovedreglen om udnævnelse i laveste lønklasse kan fraviges for op til halvdelen af udnævnelserne i nyoprettede stillinger.
13.
Vedrørende anbringendet om tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøven, har sagsøgte gjort gældende, at den skete ændring i meddelelsen kun medførte en mulighed, men ikke indebar nogen pligt til at udnævne i LA 6, hvorfor sagsøgeren ikke med føje kunne forvente en udnævnelse i LA 6, da de beståede ansøgere efter vedtægtens artikel 31, stk. 1, udnævnes i den laveste lønklasse i stillingsgruppen. Sagsøgte har fremhævet, at sagsøgerens kvalifikationer efter tjenestemandsvedtægtens artikel 32 kun kunne tages i betragtning i forbindelse med en anciennitetsforbedring inden for lønklassen.
14.
Vedrørende sagsøgerens anbringende om krænkelse af den berettigede forventning har sagsøgte gjort gældende:
—
at de »forskellige situationer« i 1981 og 1984 ikke kunne give sagsøgeren anledning til at tro, at han havde krav på udnævnelse i IA 6, fordi enkelte af hans tolkekolleger var blevet udnævnt i denne lønklasse,
—
at de påståede forsikringer, der måtte være givet sagsøgeren af tjenestens chef, ikke hidrørte fra ansættelsesmyndigheden og ikke kunne binde denne,
—
at den manglende besvarelse af sagsøgerens skrivelse af 15. oktober 1983 ikke af sagsøgeren kunne fortolkes som en støtte for det af ham ønskede,
—
at ændringen i meddelelsen om ledig stilling ikke kunne fortolkes som udtryk for, at ansættelsesmyndigheden agtede at foretage udnævnelse i en højere lønklasse end den laveste, idet dette i øvrigt heller ikke blev udtrykkeligt angivet, hvilket altid angives i meddelelserne vedrørende ansættelsesprocedure for juridiske sprogeksperter.
15.
Vedrørende det fjerde anbringende om krænkelse af grundsætningen om god forvaltning, har sagsøgte henvist til, at udnævnelserne i 1981 var præget af nødvendigheden af tjenestens opbygning. Sagsøgte har anført, at selv om det antoges, at udnævnelserne i LA 6 i 1981-1982, som sagsøgeren henviser til, ikke var i overensstemmelse med en korrekt anvendelse af vedtægtens artikel 31, kan man ikke bebrejde sagsøgte i så fald ikke at have fortsat en retsstridig praksis, og samtidig gøre gældende, at ændringen er en krænkelse af grundsætningen om god forvaltning. Sagsøgte har yderligere anført, at da sagsøgeren ikke fornuftigvis kunne tro, han havde krav på udnævnelse i LA 6, fandt administrationen det derfor heller ikke nødvendigt at afkræfte forhåbninger, sagsøgeren ikke kunne nære. Dette kunne i øvrigt heller ikke have ændret sagsøgtes situation, idet sagsøgeren højst ikke havde deltaget i udvælgelsesprøven, hvilket forekommer usandsynligt, da han ikke afviste udnævnelse i lønklasse LA 7, da han havde mulighed herfor. Endelig har sagsøgte gjort gældende, at om end afskaffelsen af forskelle med hensyn til indplacering kan synes ønskværdig, er det dog urealistisk, henset til de af vedtægten og budgetmulighederne følgende krav, og sagsøgte finder, at udnævnelserne i 1981 og sagsøgerens udnævnelse er foretaget i nøje overensstemmelse med vedtægtens bestemmelser.
IV — Mundtlig forhandling
I retsmødet den 23. april 1986 har sagsøgeren ved advokat G. Vandersanden og sagsøgte ved F. Hubeau, som befuldmægtiget, og advokat A. Vandencasteele afgivet mundtlige indlæg.
Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 12. juni 1986.
C. Kakouris
Refererende dommer
( *1 ) – Processprog: Fransk.
DOMSTOLENS DOM (fjerde afdeling)
23. oktober 1986 ( *1 )
I sag 92/85,
M. Hamai, tolk ved De europæiske Fællesskabers Domstol, ved advokat G. Vandersanden, avenue des Klanwaerts 38, B-1050 Bruxelles, og med valgt adresse hos advokat J. Biver, 8, rue Zithe, boîte postale 1107, L-1011 Luxembourg,
sagsøger,
mod
De europæiske Fællesskabers Domstol, ved F. Hubeau, kontorchef, personaleafdelingen, som befuldmægtiget, og med valgt adresse på dennes kontor, bistået af advokat A. Vandencasteele, avenue Louise 341, B-1050 Bruxelles,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af den af Domstolens administrative klageudvalg trufne beslutning af 13. december 1984 om at afvise sagsøgerens klage med krav om i forbindelse med udnævnelsen til tjenestemand på prøve at blive indplaceret i lønklasse LA 6 med en anciennitetsforbedring i denne lønklasse svarende til den, der tidligere blev givet sagsøgerens kolleger,
har
DOMSTOLEN (fjerde afdeling)
sammensat af afdelingsformanden C. Kakouris, dommerne T. Koopmans og G. C. Rodriguez Iglesias,
generaladvokat: Sir Gordon Slynn
justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühi
på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 23. april 1986,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 12. juni 1986,
afsagt følgende
DOM
1
Ved stævning, indgivet til Domstolens justitskontor den 5. april 1985, har M. Hamai, tjenestemand i lønklasse IA 7 ved Domstolens tolketjeneste, anlagt sag med påstand om annullation af en beslutning, Domstolens administrative klageudvalg har truffet den 13. december 1984 om at afvise hans klage med krav om indplacering i lønklasse IA 6 med en anciennitetsforbedring i denne lønklasse.
2
Sagsøgeren har anført, at han var tolk ved Kommissionen fra 1973 til 1977 og forlod denne institution i lønklasse IA 7, løntrin 2, hvorefter han var beskæftiget som freelancetolk for De europæiske Fællesskabers institutioner og for andre arbejdsgivere indtil 1980, fra hvilket tidspunkt han har arbejdet som freelancetolk ved Domstolen. Den 20. januar 1982 tiltrådte han et tilbud herfra om kontrakt som midlertidigt ansat af bestemt varighed i lønklasse IA 7, løntrin 3, idet han dog anmodede om indplacering i lønklasse IA 6. Den 15. oktober 1983 anmodede han i en skrivelse til Domstolens justitssekretær om indplacering i lønklasse IA 6 med henvisning til, at en stilling i denne lønklasse var blevet ledig, efter at en kollega i den nederlandske tolkekabine udtrådte af tjenesten. Skrivelsen blev ikke besvaret.
3
Den 17. november 1983 blev der opslået en meddelelse nr. CJ 117/82 vedrørende en ledig stilling som fransksproget tolk, hvorefter »ansættelse ville ske i lønklasse IA 7, undtagen i tilfælde af overførsel af en tjenestemand i lønklasse IA 6«. Sagsøgeren ansøgte om denne stilling, men den 9. januar 1984 blev den pågældende meddelelse erstattet af en ny meddelelse nr. CJ 117/82 a, der anførte, at ansættelse ville ske i lønklasse LA 7/LA 6. Efter opslag den 19. januar 1984 af en meddelelse nr. CJ 117/82 om en for institutionen intern udvælgelsesprøve på grundlag af prøver og kvalifikationsbeviser med henblik på besættelse af en stilling som fransksproget tolk, hvorefter ansættelse også skulle ske i LA 7/LA 6, blev sagsøgeren, der var eneste ansøger, og som bestod udvælgelsesprøven, ved skrivelse af 24. maj 1984 fra Domstolens justitssekretær underrettet om, at han den 16. maj 1984 var udnævnt som tjenestemand på prøve i lønklasse LA 7, løntrin 4 fra den 1. juni 1984.
4
Sagsøgeren har anført, at han efter den 21. juni 1984 at have forelagt ansættelsesmyndigheden en ansøgning om ændret indplacering, den 9. august 1984 i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, indgav klage af samme indhold, som han uddybede i en skrivelse af 21. november 1984. Den 13. december 1984 traf det i klagesager kompetente udvalg, som Domstolen har nedsat med beføjelse som ansættelsesmyndighed for sådanne sager, beslutning om afvisning af klagen, hvilket meddeltes sagsøgeren den 8. januar 1985, hvorefter nærværende sag blev anlagt.
Formaliteten
5
Sagsøgte har påstået søgsmålet afvist, idet det anfægter beslutningen af 13. december 1984, der er truffet af Domstolens administrative klageudvalg, og som blot er en bekræftelse af beslutningen om sagsøgerens udnævnelse og indplacering i lønklasse LA 7, der blev truffet af ansættelsesmyndigheden den 16. maj 1984. Den anfægtede beslutning udgør således ikke en akt, der indeholder et klagepunkt, som omhandlet i artikel 91 i vedtægten.
6
Sagsøgeren har gjort gældende, at han med sit søgsmål reelt anfægter lovligheden af ansættelsesmyndighedens beslutning af 16. maj 1984. Sagsøgeren har forklaret, at når søgsmålet formelt er rettet imod klageudvalgets beslutning af 13. december 1984, beror dette på, at sidstnævnte beslutning, til forskel fra beslutningen af 16. maj 1984, der er uklar, indeholder en begrundelse, der gør det muligt nøje at bedømme dens rækkevidde, således at det alene er denne, der i overensstemmelse med Domstolens dom af 14. juli 1981 (Mascetti, 145/80, Sml. s. 1975), formelt kan være genstand for et søgsmål. Sagsøgeren har yderligere forklaret, at han først anså beslutningen af 13. december 1984 alene som en udtalelse vedrørende hans klage, der ville blive fulgt op af en beslutning fra ansættelsesmyndigheden, og at han efterfølgende, da en sådan beslutning ikke fremkom, fandt, at beslutningen af 13. december 1984 var mere end en blot bekræftelse, når henses til beslutningens ordlyd og begrundelse og det besluttende organs betegnelse og sammensætning.
7
Det bemærkes, at selv om søgsmålet formelt anfægter den beslutning, der blev truffet af Domstolens administrative klageudvalg den 13. december 1984, og hvorved sagsøgerens klage afvistes, fremgår det af de anbringender og argumenter, der fremføres i stævningen, at søgsmålet faktisk angår beslutningen af 16. maj 1984, der var anledningen til klagen, nemlig den beslutning, hvorved sagsøgeren udnævntes som tolk i lønklasse LA 7 fra den 1. juni 1984. Som følge heraf kan søgsmålet antages til realitetsbehandling.
Realiteten
Tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøve og krænkelse af grundsætningerne om den berettigede forventning og om god forvaltning
8
Sagsøgeren har først gjort gældende, at administrationen ved at udnævne ham i lønklasse LA 7 har handlet under tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøve. Sagsøgeren har anført, at ansættelsesmyndigheden efter den ved meddelelse om ledig stilling nr. CJ 117/82 a skete ændring forbeholdt sig muligheden af at udnævne ham i lønklasse LA 6, og at denne mulighed blev en forpligtelse i og med, at han havde de kvalifikationer og den faglige erfaring, der var nødvendige for udnævnelse i denne lønklasse. Sagsøgeren har herudover gjort gældende, at hans udnævnelse i lønklasse LA 7 krænker grundsætningen om beskyttelsen af den berettigede forventning. Sagsøgeren finder nemlig, at han var berettiget til at nære forventning om en ansættelse i lønklasse LA 6, dels på grund af, at visse af hans kolleger med samme eller undertiden mindre kvalifikationer og faglig erfaring i 1981 var blevet udnævnt i denne lønklasse, dels på grund af, at hans skrivelse af 15. oktober 1983 til justitssekretæren, hvori han anmodede om indplacering i LA 6, forblev ubesvaret, og dels på grund af de forsikringer tolketjenestens chef gav ham, og endelig dels på grund af, at administrationen undlod at afkræfte hans forhåbninger. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at administrationen har handlet i strid med grundsætningen om god forvaltning i det omfang, den ikke oplyste, at den agtede at følge en ny praksis, hvorefter der kun ville ske udnævnelser i laveste lønklasse, og i det omfang, sagsøgerens tilfælde ikke egnede sig til en ændring af praksis, når henses til hans faglige kvalifikationer i sammenligning med kolleger, der tidligere havde opnået indplacering i lønklasse LA 6.
9
Sagsøgte har gjort gældende, at den ændring, der indførtes i den anden meddelelse om udvælgelsesprøve, for ansættelsesmyndigheden alene medførte en mulighed for at udnævne i lønklasse LA 6, men ikke nogen forpligtelse hertil. Sagsøgeren kunne heller ikke efter sagsøgtes opfattelse med rimelighed nære forhåbninger om udnævnelse i lønklasse LA 6, da de forsikringer, tjenestens chef måtte have givet ham, ikke er bindende for ansættelsesmyndigheden, da den manglende besvarelse af hans skrivelse af 15. oktober 1983 til justitssekretæren ikke kan udlægges som støttende hans krav, og da udnævnelserne i 1981 af sagsøgerens kolleger i lønklasse LA 6 ikke kunne berettige ham til at tro, at han havde krav på udnævnelse i LA 6, idet disse udnævnelser skete under andre omstændigheder, kendetegnet ved, at tolketjenesten da var under opbygning. Endelig har sagsøgte gjort gældende, at man ikke kan foreholde den en ændring af praksis vedrørende indplaceringen i lønklasse ved senere udnævnelser, når den pågældende nye praksis er i overensstemmelse med bestemmelserne i vedtægtens artikel 31.
10
Det bemærkes, at ændringen i den anden meddelelse om ledig stilling, som blev gentaget i meddelelsen om udvælgelsesprøven, for så vidt angår den lønklasse, hvori udnævnelse ville ske, ikke for ansættelsesmyndigheden medførte nogen pligt til at udnævne sagsøgeren i lønklasse LA 6. Hertil kommer, at ingen af de omstændigheder, sagsøgeren har anført til støtte for den forventning, han mener med rette at have haft til en udnævnelse i lønklasse LA 6, kan medføre, at der kan anses at foreligge en tilsidesættelse af grundsætningen om beskyttelse af den berettigede forventning eller af grundsætningen om god forvaltning. Sagsøgerens anbringender vedrørende de førnævnte punkter må derfor forkastes.
Krænkelse af grundsætningen om ligebehandling
11
Sagsøgeren har gjort gældende, at visse af hans tolkekolleger blev udnævnt til tjenestemænd på prøve i november 1981 og fastansat i august 1982 i lønklasse LA 6, selv om deres kvalifikationer og faglige erfaringer højst var de samme eller undertiden mindre end sagsøgerens. Sagsøgeren har henvist til udtalelsen vedrørende ham ved prøvetidens udløb, hvorefter hans kundskaber og faglige erfaring samt kvaliteten af hans arbejde lå over dem, der svarede til den pågældende lønklasse, samt til, at klageudvalget har anerkendt, at hans faglige erfaring og evner svarede til de kollegers, der var indplaceret i en højere lønklasse. Han har anført, at han efter grundsætningen om ligebehandling burde have været udnævnt i lønklasse LA 6, idet en stilling i denne lønklasse var ledig i tolketjenesten.
12
Sagsøgte har ikke bestridt, at sagsøgerens kvalifikationer mindst svarede til hans kollegers. Sagsøgte har imidlertid gjort gældende, at i 1981 var en praksis med udnævnelse i lønklasse LA 6 nødvendig på grund af, at tolketjenesten netop var blevet oprettet, og på grund af, at disse udnævnelser skete med henblik på dennes opbygning, hvilket ikke længere var tilfældet ved sagsøgerens udnævnelse.
13
Dette anbringende må forkastes. Af sagen fremgår det, at på tidspunktet for den omhandlede udvælgelsesprøve var det kun enkelte af de stillinger, der var oprettet med henblik på tolketjenesten, der var besat, hvorfor det ikke kan antages, at tjenesten på det tidspunkt ikke længere var i opbygningsfasen. I øvrigt fremgår det ikke, at sagsøgte da anså denne fase for overstået, og at den som følge heraf havde besluttet at ændre sin praksis med udnævnelser i lønklasse IA 6. Tværtimod fremgår det, at det var ansættelsesmyndighedens hensigt fortsat at følge denne praksis, såfremt der var kvalificerede ansøgere, hvilket følger af den omstændighed, at meddelelse nr. CJ 117/82 om ledig stilling blev erstattet af meddelelse nr. CJ 117/82 a, netop med det formål, blandt andet, udtrykkeligt at give hjemmel til at foretage den pågældende ansættelse i lønklasse IA 6, hvilket også blev anført i den efterfølgende meddelelse om udvælgelsesprøve. Endvidere bemærkes, at sagsøgeren indgik i den stab, der siden 1980 havde forestået tolkningen, selv om han ikke havde kunnet deltage i udvælgelsesprøverne i 1981 med henblik på tjenestemandsansættelse.
14
Under disse omstændigheder burde den skønsmæssige beføjelse, som ansættelsesmyndigheden besad efter vedtægtens artikel 31, stk. 2, med hensyn til lønklassen, i hvilken de beståede ansøgere i den udvælgelsesprøve, sagsøgeren deltog i, kunne udnævnes, faktisk være udnyttet under iagttagelse af grundsætningen om ligebehandling, der er knæsat i tjenestemandsvedtægtens artikel 5 og i Domstolens praksis.
15
I overensstemmelse med det af sagsøgeren hævdede, der ikke er bestridt af sagsøgte, fremgår det af sagen, at sagsøgerens kollegaer, der i 1981 udnævntes i lønklasse IA 6, havde kvalifikationer og faglige erfaringer der højst svarede til sagsøgerens. Sagsøgte burde følgelig have foretaget sagsøgerens udnævnelse i samme lønklasse IA 6 som de tidligere udnævnte kolleger.
16
Af det anførte følger, at der må gives sagsøgeren medhold i dette anbringende, og at beslutningen af 16. maj 1984 bør annulleres, for så vidt sagsøgeren ikke herved udnævnes i lønklasse LA 6.
Sagens omkostninger
17
I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, dømmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger, såfremt der er nedlagt påstand herom.
18
Da sagsøgte har tabt sagen, tilpligtes denne at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (fjerde afdeling)
1)
Den af ansættelsesmyndigheden ved Domstolen trufne beslutning af 16. maj 1984 annulleres, for så vidt sagsøgeren ikke herved udnævnes i lønklasse LA6.
2)
Sagsøgte betaler sagens omkostninger.
Kakouris
Koopmans
Rodríguez Iglesias
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 23. oktober 1986.
P. Heim
Justitssekretær
C. Kakouris
Formand for fjerde afdeling
( *1 ) – Processprog: Fransk.
Full & Egal Universal Law Academy