RETSMØDERAPPORT
i sag 200/85 ( *1 )
I — Faktiske omstændigheder og administrativ procedure
1.
De væsentligste faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten, er følgende. I henhold til lovdekret nr. 15 af 7. februar 1977 — afløst af lov nr. 402 af 7. april 1977 — gjaldt der i Italien to forskellige momssatser for biler, nemlig den normale sats (18%, forhøjet til 20% ved lovdekret af 1. oktober 1982) for biler med slagvolumen indtil 2000 cm3 og den højere sats (35%, i 1982 forhøjet til 38% ved nævnte lovdekret) for biler med slagvolumen herover.
2.
Ordningen blev ændret ved lovdekret af 26. maj 1978, afløst af lov nr. 388 af 24. juli 1978, for så vidt angår biler med dieselmotor, for hvilke den nedre grænse for anvendelsen af den højere sats blev forhøjet fra 2000 til 2500 cm3.
Kommissionen har anført, at denne ændring blev vedtaget på det tidspunkt, da bilmærker med dieselmotor med slagvolumen på 2500 cm3 blev sat i fabrikation i Italien.
Ifølge Kommissionen fremstilles der ikke i Italien dieseldrevne biler med slagvolumen over 2500 cm3, hvorimod sådanne biler fremstilles i hvert fald i én anden EF-medlemsstat.
3.
Kommissionen, der havde modtaget en klage fra privat side, sendte den 13. juli 1979 en skrivelse til den italienske regering, hvori den rejste spørgsmålet, om den ovennævnte italienske lovgivning, og navnlig lovdekret nr. 216 af 26. maj 1978, er forenelig med EØF-traktatens artikel 95. Den italienske regering gav i sit svar til Kommissionen i det væsentlige udtryk for, at fastsættelsen af den højere sats for biler med slagvolumen over et vist maksimum havde til formål at begrænse forbruget af olieprodukter samt at underkaste goder med luksuspræg en hårdere anskaffelsesafgift; foranstaltningen indebar følgelig ingen overtrædelse af traktatens artikel 95.
4.
Kommissionen bestred holdbarheden af denne argumentation i sin åbningsskrivelse af 17. december 1982, hvormed den indledte proceduren i medfør af EØF-traktatens artikel 169.
5.
Den italienske regering afgav ikke svar inden for den fastsatte frist — der på regeringens anmodning var blevet forlænget — og den 4. september 1984 tilstillede Kommissionen herefter de italienske myndigheder en begrundet udtalelse, hvori den gjorde gældende, at Den italienske Republik havde undladt at opfylde de forpligtelser, der påhviler den i henhold til EØF-traktatens artikel 95, stk. 1. Den italienske regering anførte i sit svar ved telex af 22. maj 1985, at den ikke mente at have tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 95, stk. 1, og derfor ikke anså sig for forpligtet til at træffe nogen som helst foranstaltning for at efterkomme den begrundede udtalelse.
II — Skriftveksling
1.
Ved stævning, indgivet til Domstolens justitskontor den 1. juli 1985, har Kommissionen anlagt nærværende sag.
2.
Skriftsvekslingen er forløbet forskriftsmæssigt.
3.
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
Domstolen har dog anmodet Kommissionen om at fremlægge detaljerede oplysninger om de bilmærker med dieselmotor, der fremstilles i samtlige medlemsstater, og hvis slagvolumen er mellem 2000 og 2500 cm3, samt om bilmærkerne med slagvolumen herover.
Domstolen har endvidere anmodet den italienske regering om at fremlægge:
1)
Tallene vedrørende de årlige indførsler af dieseldrevne biler fra de andre EF-medlemsstater for årene 1973-1985, med specifikation af slagvolumen for hver enkelt model, samt
2)
akterne vedrørende den lovgivende forsamlings behandling af lov nr. 388 af 24. juli 1978.
4.
Ved skrivelser af henholdsvis 30. april og 29. maj 1986 har Kommissionen og den italienske regering fremsendt de af Domstolen ønskede oplysninger og dokumenter.
III — Parternes påstande
Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
—
Det statueres, at Den italienske Republik har undladt at opfylde de forpligtelser, der påhviler den i henhold til EØF-traktatens artikel 95, idet den for dieseldrevne automobiler har indført og opretholdt momssatser, der varierer efter motorens slagvolumen, således at der udelukkende betales den højeste moms for indførte automobiler, herunder biler fra andre medlemsstater.
—
Den italienske Republik tilpligtes at afholde sagens omkostninger.
Den italienske regering har nedlagt følgende påstande:
—
Det statueres, at påstanden om dom for manglende opfyldelse af de forpligtelser, der følger af EØF-traktatens artikel 95, savner grundlag.
—
Det statueres, at påstanden om dom for manglende opfyldelse af de forpligtelser, der følger af traktatens artikel 95, stk. 2, ikke kan antages til pådømmelse i realiteten, subsidiært, at påstanden savner grundlag.
IV — Parternes anbringender og argumenter
A — Formaliteten
1.
Den italienske regering har anført, at Kommissionen i den begrundede udtalelse gør gældende, at Den italienske Republik har overtrådt traktatens artikel 95, stk. 1, mens Kommissionen i stævningen har nedlagt påstand om dom for manglende opfyldelse af forpligtelserne i henhold til artikel 95.
Den italienske regering har i svarskriftet henvist til det ufravigelige princip om overensstemmelse mellem den begrundede udtalelse og stævningen og har anført, at henvisningen til artikel 95 må forstås indskrænkende som en stiltiende henvisning til bestemmelsen i artiklens stk. 1 ; såfremt dette ikke antages, påstår den italienske regering søgsmålet afvist, for så vidt som det hviler på bestemmelsen i artikel 95, stk. 2.
I lyset af de argumenter, som Kommissionen har fremført i replikken, finder den italienske regering imidlertid, at Kommissionens kritik i virkeligheden går ud på, at den italienske regering i praksis har anvendt en — i princippet retmæssig — afgiftsordning på en måde, der er protektionistisk og diskriminerende i forhold til indførte produkter og dermed har overtrådt artikel 95, stk. 2. Der foreligger følgelig ikke den fornødne overensstemmelse mellem klagepunkterne i den begrundede udtalelse og søgsmålets genstand, således som det kræves i traktatens artikel 169.
2.
Den italienske regering har endvidere anført, at der ikke kun er tale om en ændring med hensyn til retsgrundlaget, men også for så vidt angår beskrivelsen af det forhold, der hævdes at være traktatstridigt, samt det i så henseende relevante faktum. Således kritiserer Kommissionen ikke længere afgiftsordningen for dieseldrevne biler, men derimod den måde, hvorpå der sondres mellem biler i luksusklassen og andre biler; og det faktum, der hævdes at repræsentere traktatbrudet, er ikke den siden 1972 gældende bestemmelse, hvorefter også biler med dieselmotor anses for biler i luksusklassen, men derimod den bestemmelse, der er givet ved lov nr. 388 af 24. juli 1978, og som indebærer, at der for tiden ikke findes nogen dieseldreven bil af indenlandsk oprindelse, der henregnes til biler i luksusklassen.
2.
Kommissionen har anført, at den udtrykkelige henvisning til artikel 95, stk. 1, i konklusionen til den begrundede udtalelse er udtryk for, at de omhandlede biler efter Kommissionens faste overbevisning er »lignende« produkter.
Kommissionen fandt det imidlertid rigtigst slet og ret at henvise til artikel 95 i stævningen, idet den herved tog hensyn til bestemmelsens hele sammenhæng — selv om bestemmelsen er opdelt i flere stykker, udgør den den vigtigste forbudsbestemmelse vedrørende afgifter med diskriminerende virkning — såvel som til det forhold, at Domstolen i praksis ses at anlægge en helhedsbedømmelse ved anvendelsen af bestemmelsen på et givet sagsforhold.
Ifølge Kommissionen indebærer dette ikke nogen ændring af sagens genstand, da forbudet mod afgifter med diskriminerende virkning udgør det fælles mål for første og andet stykke.
Kommissionen har anført, at princippet om overensstemmelse mellem de klagepunkter, der gøres gældende under den administrative fase, og søgsmålsgrundene i stævningen efter Domstolens praksis hviler på hensynet til at sikre retten til kontradiktion; denne kan ikke udøves, såfremt der under søgsmålet fremføres nye klagepunkter, der ikke er gjort gældende under den forudgående fase. I den foreliggende sag blev der ikke i stævningen fremført noget nyt klagepunkt.
Det fremgår under alle omstændigheder af indholdet af den begrundede udtalelse — der i henhold til Domstolens praksis sammen med åbningsskrivelsen fastlægger tvistens genstand — at Kommissionen gjorde gældende, at »den omhandlede bestemmelse har protektionistisk sigte og er uforenelig med EØF-traktatens artikel 95, stk. 2«.
For så vidt som den italienske regering har anført, at Kommissionen har ændret beskrivelsen af det forhold, der hævdes at være traktatstridigt, samt angivet et nyt faktum som relevant i denne forbindelse, har Kommissionen til støtte for sin opfattelse henvist til dommen af 9. maj 1985 i Humblot-sagen (112/84, Sml. s. 1367) og har anført, at der stedse, såvel i åbningsskrivelsen som i den begrundede udtalelse og i stævningen, har været tale om kritik af en og samme nationale foranstaltning, nemlig den der indførtes ved lov nr. 388 af 24. juli 1978.
B — Parternes anbringender og argumenter vedrørende realiteten
Kommissionen har indledningsvis anført, at den hverken vil anfægte en ordning, der indebærer en differentieret beskatning af biler på grundlag af brændstofforbruget, eller rejse spørgsmål om lovligheden af en afgiftspolitik, der indebærer en højere afgift ved anskaffelsen af luksusbiler. Domstolen har nemlig i praksis fastslået, at medlemsstaterne fortsat er berettiget til at fastsætte differentierede afgifter for visse varer, der betragtes som luksusgoder, eller med det sigte at nå økonomisk- politiske mål, der er forenelige med traktaten. Ved udøvelsen af denne ret skal en grundlæggende betingelse imidlertid iagttages; de kriterier, der vælges med henblik på afgrænsningen af produkterne i den højere afgiftsklasse, skal være objektive og må ikke medføre forskelsbehandling i forhold til lignende importerede produkter, eller i forhold til produkter, der konkurrerer med indenlandsk fremstillede produkter, jfr. artikel 95, stk. 2.
Såfremt man anvender slagvolumen som kriterium og herved fastsætter et sådant maksimum herfor, at den væsentligt højere momssats udelukkende omfatter dieseldrevne biler, der indføres fra andre medlemsstater, så er den ovennævnte grundbetingelse klart ikke opfyldt, og den differentierede afgiftsordning, der bygger på dette kriterium, kan følgelig ikke betragtes som forenelig med traktatens artikel 95.
Kommissionen har til støtte for sin opfattelse anført følgende argumenter:
1.
For så vidt angår artikel 95, stk. 1, har Kommissionen anført, at dieseldrevne biler med slagvolumen under 2500 cm3 uomtvisteligt er »lignende varer«, for så vidt som de fra et forbrugersynspunkt har samme egenskaber og i det væsentlige opfylder de samme behov som dieseldrevne biler med større slagvolumen. Det fremgår imidlertid, at der ikke findes nogen italiensk fremstillet bil med slagvolumen over det nævnte maksimum, hvorimod en sådan bil fremstilles i hvert fald i én anden medlemsstat. Dette er netop det forhold, der omhandles i EØF-traktatens artikel 95, stk. 1, nemlig at Den italienske Republik pålægger visse produkter fra andre medlemsstater en intern afgift, der er højere end den, der pålægges lignende indenlandske varer.
Over for den italienske regerings indsigelse, hvorefter Kommissionens begrundelse for at anse den differentierede afgiftsordning for dieseldrevne biler for ulovlig ligeledes har gyldighed, for så vidt angår beskatningsordningen for benzindrevne biler (også for disse er der fastsat et maksimalt slagvolumen — her 2000 cm3 — som skæringspunkt for anvendelsen af den højere momssats), som Kommissionen imidlertid ikke har anfægtet, har Kommissionen anført, at der i denne sidstnævnte situation ses at være tale om et objektivt kriterium, idet der findes lignende italienske varer, der er pålagt den samme momssats.
Efter Kommissionens opfattelse giver det anførte tilstrækkeligt grundlag for at træffe afgørelse i sagen; for fuldstændighedens skyld har den imidlertid ønsket at tage stilling til eventuelle andre stridspunkter.
2.
Efter Kommissionens opfattelse kan den differentierede beskatning ikke begrundes med henvisning til, at de hårdere beskattede biler betragtes som luksusvarer. Når dieselmotorens særlige fordele (lavt brændstofforbrug, lang levetid, »flad« kurve for motorydelse) afvejes med dens typiske ulemper (højere støjniveau, højere vægt, langsommere end en benzinmotor, tydelige vibrationer, ringere accelerationsevne under kørsel og fra start, lavere tophastighed), fremgår det, at dieselmotoren ikke kan betegnes som egnet til anvendelse i biler i luksusklassen.
Kommissionen afviser den italienske regerings argument, hvorefter den omstændighed, at der i Italien kun findes et ganske lille antal importerede dieseldrevne biler med slagvolumen over 2500 cm3, er et indicium for disse bilers luksuspræg. Kommissionen har anført, at dette forhold netop beviser, at den hårde beskatning, der gælder for disse biler, har nået det tilsigtede protektionistiske mål.
3.
Efter Kommissionens opfattelse tilgodeser den omhandlede differentierede afgiftsordning dernæst heller ikke en politik vedrørende begrænsning af brændstofforbruget. En motors forbrug beror på en hel række faktorer, og slagvolumenet ikke er den vigtigste. Dieselmotoren er dernæst kendetegnet ved et lavere brændstofforbrug end benzinmotorer med mindre slagvolumen; det vil konkret kunne tænkes, at den højere afgiftssats anvendes på en bil med dieselmotor på 3000 cm3 med lavere brændstofforbrug end en bil med benzinmotor på 1900 cm3, der er omfattet af den lavere sats.
4.
Såfremt det måtte anses for tvivlsomt, om artikel 95, stk. 1, er anvendelig på det konkrete forhold, fører den omhandlede foranstaltnings åbenbare beskyttelsesformål til, at nævnte artikels stk. 2 i så fald finder anvendelse.
Det er i så henseende betegnende, at indtil 1977 gjaldt der i Italien — som før dette tidspunkt ikke fremstillede dieseldrevne biler med slagvolumen over 2000 cm3 — for samtlige automobiler, herunder dieseldrevne, hvis motors slagvolumen lå over dette maksimum, en momssats, der svarede til næsten det dobbelte af den normale sats. Det var først, da de italienske producenter var rede til at bringe en bil med dieselmotor på lidt under 2500 cm3 på markedet, at grænsen for anvendelsen af den højere afgiftssats omgående blev ændret, således at den nye, indenlandsk fremstillede bil ikke blev omfattet.
Den italienske regerings anbringender om, at de indenlandske fabrikanter af dieseldrevne køretøjer tilpassede sig den omhandlede afgiftslovgivning, og ikke omvendt, kan efter Kommissionens opfattelse ikke tillægges nogen vægt henset til, at forhøjelsen af maksimum til 2500 cm3 faldt sammen med iværksættelsen af en italiensk produktion af biler, hvis slagvolumen lå en smule herunder.
Den italienske regering har anført, at Domstolen ved de afgørelser, som Kommissionen har henvist til, har anerkendt, at det er lovligt — og dermed foreneligt med artikel 95 — at anvende en intern afgiftsordning med differentierede afgiftssatser inden for en produktgruppe, forudsat at ordningen hviler på objektive sondringskriterier, der er forenelige med traktatens mål, samt at luksusvarer lovligt kan undergives en hårdere beskatning.
1.
For så vidt angår den påståede overtrædelse af artikel 95, stk. 1, hvorved Kommissionen bygger på den angivelige lighed mellem biler med forskelligt slagvolumen, har den italienske regering anført, at Kommissionens standpunkt er selvmodsigende, for så vidt som den ikke har rettet nogen kritik mod, at der i beskatningsøjemed sondres mellem benzindrevne biler i luksusklassen og andre biler på grundlag af slagvolumen, men ikke desto mindre anfægter denne sondring i forbindelse med dieseldrevne biler.
2.
Med hensyn til spørgsmålet om det er muligt at betragte visse dieseldrevne biler som luksuskøretøjer, har den italienske regering taget afstand fra Kommissionens anbringender om, at biler med dieselmotor ikke har lige så gode egenskaber i henseende til hurtighed og komfort som biler med benzinmotor. Dette synspunkt hviler på en forældet opfattelse af denne motortypes egenskaber, idet den moderne teknik har afhjulpet de af Kommissionen nævnte ulemper og gjort denne motortype egnet til anvendelse i biler, der udmærker sig ved et højt ydelsesniveau.
3.
Den italienske regering anser det dernæst for ubegrundet, når Kommissionen har ment at kunne se et beskyttelsesformål i forbindelse med den afgiftsordning, der gælder for biler med dieselmotor, hvilket hævdes at fremgå af, at der ikke findes nogen dieseldreven bil af italiensk oprindelse, der er omfattet af den høje momssats for luksusvarer.
Den italienske regering har i denne forbindelse anført følgende betragtninger:
a)
Det forhold, at den højere momssats alene rammer et importeret bilmærke, er et udslag af tilskyndelsen til at tilpasse sig afgiftsvilkårene på det interne marked; denne tilskyndelse er større for de indenlandske fabrikanter end for fabrikanter fra de andre medlemsstater, idet disse har større interesse i at indrette sig efter kravene på deres eget marked, hvor de afsætter hovedparten af deres produkter.
b)
Forhøjelsen af den grænse, der er det relevante kriterium for dieseldrevne luksusbiler, fra 2000 cm3 til 2500 cm3 var til større fordel for de importerede biler. Før den omhandlede bestemmelse trådte i kraft, fandtes der nemlig kun et enkelt italiensk fremstillet bilmærke med dieselmotor med slagvolumen over 2000 cm3, der var omfattet af den høje momssats for luksusbiler; for så vidt angår biler fremstillet i de andre EF-stater, var de fleste bilmærker med dieselmotor belagt med den høje momssats, idet de havde slagvolumen over 2000 cm3.
Forhøjelsen af grænsen betød således en fordel for et enkelt bilmærke af italiensk oprindelse, medens alle biler fremstillet inden for EØF opnåede samme fordel, med undtagelse af en enkelt model. Såfremt man sammenligner den fordel, som de italienske producenter opnåede, med den samtidige forbedring af de udenlandske producenters stilling, fremgår det klart, at den omhandlede foranstaltning betød en liberalisering, der ubestrideligt overskygger den protektionistiske virkning.
Den italienske regering har anført, at den objektive kendsgerning, at den højere afgift alene omfatter et produkt af udenlandsk oprindelse, ikke under omstændighederne i den foreliggende sag i sig selv giver grundlag for at antage, at der foreligger en forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 95, stk. 2.
V — Mundtlig forhandling
I retsmødet den 18. september 1986 har Kommissionen ved Berardis, som befuldmægtiget, og den italienske regering ved Avvocato dello Stato Ferri afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Domstolen.
Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 1. oktober 1986.
G. C. Rodríguez Iglesias
Refererende dommer
( *1 ) – Processprog: Italiensk.
DOMSTOLENS DOM
16. december 1986 ( *1 )
I sag 200/85,
Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, ved Guido Berardis, Kommissionens juridiske tjeneste, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Georges Kremlis, Kommissionens juridiske tjeneste, Jean Monnet-bygningen, Kirchberg,
sagsøger,
mod
Den italienske Republik, ved Luigi Ferrari Bravo, chef for servizio del contenzioso diplomatico, som befuldmægtiget, bistået af Avvocato dello Stato Pier Giorgio Ferri, og med valgt adresse i Luxembourg på den italienske ambassade,
sagsøgt,
angående en påstand om at det statueres, at Den italienske Republik har undladt at opfylde de forpligtelser, der påhviler den i henhold til EØF-traktatens artikel 95, idet den for dieseldrevne automobiler har indført og opretholdt momssatser, der varierer efter motorens slagvolumen, således at der udelukkende betales den højeste moms for indførte automobiler, herunder biler fra andre medlemsstater,
har
DOMSTOLEN
sammensat af den fungerende præsident, afdelingsformand C. Kakouris, afdelingsformændene T. F. O'Higgins og F. Schockweiler, dommerne G. Bosco, T. Koopmans, K. Bahlmann og G. C. Rodríguez Iglesias,
generaladvokat: J. Mischo
justitssekretær: P. Heim
på grundlag af retsmøderapporten som ændret efter den mundtlige forhandling den 18. september 1986,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 1. oktober 1986,
afsagt følgende
DOM
1
Ved stævning, indgivet til Domstolens justitskontor den 1. juli 1985, har Kommissionen for De europæiske Fællesskaber i medfør af EØF-traktatens artikel 169 anlagt sag med påstand om, at det statueres, at Den italienske Republik har undladt at opfylde de forpligtelser, der påhviler den i henhold til EØF-traktatens artikel 95, idet den for dieseldrevne automobiler har indført og opretholdt momssatser, der varierer efter motorens slagvolumen, således at der udelukkende betales den højeste moms for indførte automobiler, herunder biler fra andre medlemsstater.
2
Vedrørende de italienske lovbestemmelser samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.
I — Formaliteten
3
Den italienske regering har anført, at Kommissionen i den begrundede udtalelse gjorde gældende, at Italien har overtrådt traktatens artikel 95, stk. 1, mens den i stævningen påstår, at der statueres manglende opfyldelse af de forpligtelser, der følger af artikel 95. Efter den italienske regerings opfattelse fremgår det dernæst af Kommissionens bemærkninger i replikken, at det er artikel 95, stk. 2, der hævdes at være overtrådt. Sagen bør følgelig afvises.
4
Det bemærkes for det første, at selv om der — som anført — i konklusionen i den begrundede udtalelse henvises til artikel 95, stk. 1, nævnes samme artikels stk. 2 imidlertid udtrykkeligt to steder i udtalelsen, og for det andet, at udtalelsen drejer sig om den protektionistiske virkning af den anfægtede italienske lovgivning. Udtalelsen ses således, når den betragtes i sin helhed, at vedrøre begge stykker i artikel 95.
5
Der er følgelig ikke sket en sådan ændring af tvistens genstand under sagens gang, at der er grundlag for at afvise søgsmålet.
6
Den italienske regerings formalitetsindsigelse må herefter forkastes.
II — Realiteten
7
Kommissionen har anfægtet den differentierede afgiftsordning for biler med dieselmotor som ændret ved lovdekret af 26. maj 1978, der er afløst af lov nr. 388 af 24. juli 1978. Mens alle biler med slagvolumen indtil 2000 cm 3 tidligere var omfattet af den normale momssats, og den højere sats gjaldt for biler med større slagvolumen, blev den nedre grænse for anvendelsen af den højere sats, for så vidt angår biler med dieselmotor, ved den nævnte ændring hævet fra 2000 til 2500 cm 3, hvilket ifølge Kommissionen har medført, at den højere sats alene omfatter importerede biler.
8
Inden der tages stilling til spørgsmålet, om denne ordning er forenelig med EØF-traktatens artikel 95, bemærkes, at fællesskabsretten efter Domstolens faste praksis ikke på sit nuværende udviklingstrin er til hinder for, at den enkelte medlemsstat for visse produkters vedkommende indfører en differentieret afgiftsordning efter objektive kriterier. Medlemsstaterne kan imidlertid ikke i kraft af deres ret til at træffe bestemmelse om pålæggelse af interne afgifter fravige det grundlæggende princip om forbud mod afgifter, der virker diskriminerende, jfr. artikel 95, men skal udøve denne ret inden for rammerne af den nævnte bestemmelse og således, at de herved pålagte begrænsninger overholdes.
9
Med henblik på pådømmelsen af spørgsmålet, om en omtvistet differentieret afgiftsordning er forenelig med traktatens artikel 95, findes det herefter nødvendigt at tage stilling til, om ordningen hviler på et objektivt kriterium, om den indebærer en direkte eller indirekte forskelsbehandling, samt om konkurrerende produkter af indenlandsk oprindelse herved beskyttes mod indførsler fra de andre medlemsstater.
10
For så vidt angår den foreliggende sag, bemærkes indledningsvis, at anvendelsen af et bestemt slagvolumen som grænse mellem to forskellige afgiftssatser er et objektivt kriterium, der er uafhængigt af produkternes oprindelse. Det forhold, at denne grænse ligger højere for dieseldrevne biler end for biler med benzinmotor, er ikke i sig selv genstand for kritik under nærværende søgsmål.
11
Kommissionen har imidlertid gjort gældende, at biler med dieselmotor — også med højt slagvolumen — som følge af deres særlige egenskaber ikke kan betragtes som luksusvarer og på dette grundlag belægges med en højere afgift. Den italienske regering har taget afstand fra denne opfattelse.
12
Det skal i så henseende for det første bemærkes, at en ordning, hvorefter visse varer er belagt med en højere momssats under henvisning til deres karakter af luksusvarer, indgår som et led i det italienske afgiftssystem, og at Domstolen i praksis har anset ordningen for traktatmedholdelig (dom af 15. marts 1983, Kommissionen mod Den italienske Republik, 319/81, Sml. s. 601), og for det andet, at det i den foreliggende sag hverken findes vilkårligt eller urimeligt at anvende dette kriterium for biler over et vist slagvolumen.
13
Det bemærkes i øvrigt, at Kommissionen har udtalt, at den ikke ville have anfægtet den indførte ordning, såfremt der fandtes italiensk fremstillede biler med dieselmotor inden for den gruppe, der er undergivet den hårdere beskatning.
14
Efter Kommissionens opfattelse er den under sagen omhandlede grænse fastsat således, at alene importerede biler er omfattet af den højere sats.
15
Dette er rigtigt, for så vidt angår dieseldrevne biler. Det fremgår imidlertid af sagen, at efter den ovenfor omtalte ændring af den italienske lovgivning henføres de fleste biler med dieselmotor, der importeres fra EF-medlemsstaterne, til gruppen af biler, der beskattes efter den normale momssats, idet kun en enkelt model henføres til gruppen af hårdere beskattede biler.
16
Det er dernæst ubestridt, at den højere momssats ikke udelukkende påhviler importerede biler, men — såfremt man ikke alene tager hensyn til dieseldrevne biler og betragter hele bilsektoren under ét — tillige gælder for indenlandsk fremstillede biler.
17
Den omhandlede differentierede afgiftsordning, der uden forskel finder anvendelse på såvel produkter af indenlandsk oprindelse som på indførte produkter, kan herefter ikke anses for diskriminerende.
18
Det står herefter tilbage at tage stilling til, om den omtvistede differentierede afgiftsordning ikke indebærer en beskyttelse af konkurrerende produkter af indenlandsk oprindelse mod indførsler.
19
Kommissionen har i så henseende anført, at ændringen af den italienske lovgivning blev gennemført netop på det tidspunkt, da den italienske industri var rede til at bringe en dieseldrevet bil på markedet med et slagvolumen på knap 2500 cm 3. Efter Kommissionens opfattelse skete fastsættelsen af denne grænse således for at opnå, at dette indenlandsk fremstillede produkt ikke blev omfattet af den højere sats, hvilket klart viser, at den omhandlede bestemmelse havde beskyttelsesformål.
20
Det bemærkes, at det i denne forbindelse findes af betydning, at den omhandlede lovændring ikke alene var til fordel for bestemte italienske bilmærker, men — hvilket ikke er bestridt — tillige for et større antal bilmærker, der indføres fra EF-medlemsstaterne. Endvidere bemærkes, at den undersøgelse af konkurrencesituationen, der er nødvendig med henblik på afgørelsen af spørgsmålet om protektionistisk virkning, ikke kan begrænses til dieseldrevne biler, men bør omfatte samtlige diesel- og benzindrevne biler.
21
Det fremgår i så henseende af sagen, at den højere afgift også omfatter benzindrevne biler af indenlandsk oprindelse. Det findes herefter ikke bevist, at den omtvistede afgiftslovgivning virker protektionistisk.
22
Kommissionen har endelig til støtte for sin opfattelse henvist til Domstolens dom af 9. maj 1985 (Humblot, 112/84, Sml. s. 1367) som et præcedens, hvis hovedsynspunkter angiveligt finder anvendelse på nærværende sag.
23
I den nævnte dom kendte Domstolen for ret, at »traktatens artikel 95 forbyder, at der pålægges biler over en vis afgiftspligtig motorkraft en fast særskat, som er flere gange større end den højeste progressive afgift, som skal betales for køretøjer under denne afgiftspligtige motorkraft, når det kun er importerede køretøjer, navnlig fra andre medlemsstater, der rammes af særskatten«.
24
Det fremgår imidlertid af det anførte, at den under nærværende sag omtvistede differentierede afgiftsordning dels fremtræder som en bestanddel af en almindelig afgiftsordning, dels ikke alene omfatter importerede varer, men også indenlandsk fremstillede varer.
25
Sagsøgte vil herefter være at frifinde.
III — Sagens omkostninger
26
I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, dømmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger. Da Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
1)
Sagsøgte frifindes.
2)
Kommissionen betaler sagens omkostninger.
Kakouris
O'Higgins
Schockweiler
Bosco
Koopmans
Bahlmann
Rodríguez Iglesias
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. december 1986.
P. Heim
justitssekretær
Fungerende præsident
C. Kakouris
afdelingsformand
( *1 ) – Processprog: Italiensk.
Full & Egal Universal Law Academy