RETSMØDERAPPORT
i de forenede sager 322 og 323/85 ( *1 )
I — Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger
1.
Den 24. juni 1985 offentliggjorde Revisionsretten en meddelelse om intern udvælgelsesprøve CC/A/8/85 med henblik på besættelse af en stilling som fuldmægtig i stillingsgruppe A 7/A 6. Arbejdsopgaverne omfattede — på en overordnets ansvar — ledelsen af administrationen samt planlægning og gennemførelse af undersøgelser inden for dette område.
2.
Med hensyn til betingelserne for adgang til udvælgelsesprøven anførtes det i meddelelsen om udvælgelsesprøven under punkt IV. stk. 3., at der dels krævedes et indgående kendskab til et af Fællesskabets officielle sprog og et tilstrækkeligt kendskab til et andet fællesskabssprog, dels at der »af tjenstlige grunde kræves kendskab til fransk«.
Endvidere fremgik det af punkt V. B. stk. 1. c), at der ville blive afholdt en »mundtlig prøve med henblik på kontrol af sprogkundskaber, jfr. punkt IV. stk. 3. ovenfor«.
3.
Sagsøgerne anførte selv i deres ansøgninger vedrørende deres franskkundskaber, at disse var »gode«, for så vidt angik læsefærdighed, og blot »acceptable«, for så vidt angik skriftlig fremstilling og mundtlig udtryksfærdighed.
4.
Udvælgelseskomiteen — hvis stillingtagen på dette punkt begrundes indgående i den endelige rapport, som komiteen fremsendte den 28. oktober 1985 — var af den opfattelse, at der efter bestemmelserne i meddelelsen om udvælgelsesprøven samt under hensyn til indholdet af den stilling, som skulle besættes, måtte kræves et »godt« kendskab til fransk, og at ansøgerne i det konkrete tilfælde skulle godtgøre mindst at ligge på niveauet »godt« i hver af rubrikkerne »læse-«, »skrive-« og »talefærdighed«. Udvælgelseskomiteen foretog herefter en bedømmelse af ansøgningerne og udelukkede alle de ansøgere, der under en af de nævnte rubrikker selv havde betegnet deres franskkundskaber som blot »acceptable« og ikke mindst som »gode«.
På dette grundlag fandt udvælgelseskomiteen, at fem af de fjorten ansøgere, herunder sagsøgerne, ikke kunne gives adgang til udvælgelsesprøven.
5.
Ved skrivelser af 12. august 1985 meddelte udvælgelseskomiteens formand herefter sagsøgerne, at de ikke kunne deltage i udvælgelsesprøven.
6.
Efter en samtale med chefen for Revisionsrettens afdeling for personale og administration besluttede udvælgelseskomiteen imidlertid i medfør af artikel 2, stk. 2, i tjenestemandsvedtægtens bilag III at give alle, der havde indgivet ansøgning i forbindelse med udvælgelsesprøven, adgang til — med frist til den 30. september 1985 — at afgive en supplerende udtalelse i anledning af de meddelte afslag.
Hoyer og Neumann afgav en »supplerende udtalelse« den 26. september 1985.
7.
Den 1. oktober 1985 afholdtes et møde mellem Revisionsrettens formand i egenskab af ansættelsesmyndighed og medlemmerne af udvælgelseskomiteen. Efter mødet underrettede ansættelsesmyndigheden ved skrivelse af 4. oktober 1985 udvælgelseskomiteens formand om, hvorledes betingelserne for adgang til den omhandlede udvælgelseprøve burde anvendes.
For så vidt angik betingelsen om sprogkundskaber i punkt IV. stk. 3., andet afsnit, i meddelelsen om udvælgelsesprøven — »af tjenstlige grunde kræves kendskab til fransk« — anførte ansættelsesmyndigheden følgende: »Idet ansøgernes oplysninger herom uundgåeligt vil være subjektive, uanset at denne betingelse nævnes under afsnittet ’betingelser for adgang til udvælgelsesprøven’, er det ubetinget nødvendigt at gennemføre en objektiv kontrol på dette punkt under den prøve vedrørende sprogfærdigheder, som ansøgerne skal gennemgå i henhold til punkt V. B. stk. 1. c) i meddelelsen om udvælgelsesprøven. Det vil ikke være korrekt at afvise ansøgningerne alene på grundlag af ansøgernes subjektive oplysninger«.
8.
Ved beslutning af 28. oktober 1985 fastholdt udvælgelseskomiteen imidlertid sin beslutning af 2. august 1985, hvorved sagsøgerne fik afslag på deltagelse i udvælgelsesprøven.
II — Skriftveksling og parternes påstande
Ved stævninger, indgivet den 31. oktober 1985, har sagsøgerne herefter anlagt sag mod Revisionsretten, hvorunder de har nedlagt følgende påstande:
—
beslutningerne af 2. august og 28. oktober 1985, hvorved udvælgelseskomiteen gav sagsøgerne afslag på deltagelse i udvælgelsesprøven CC/A/8/85, annulleres;
—
Revisionsretten tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Revisionsretten har nedlagt følgende påstande:
—
sagsøgerne gives medhold;
—
afgørelsen vedrørende sagens omkostninger træffes i overensstemmelse med procesreglementets artikler 69 ff.
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Domstolen har dog anmodet Revisionsretten om at fremlægge Neumann's ansøgning inden retsmødet.
Ved kendelse, afsagt den 4. november 1985, har Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 95, stk. 3, henvist sagerne til tredje afdeling.
Ved kendelse, afsagt af Domstolen den 9. april 1986, er sagerne blevet forenet med henblik på retsforhandlinger og domsafsigelse.
III — Parternes anbringender og argumenter
1.
Sagsøgerne har i det væsentlige anført, at udvælgelseskomiteen ved på egen hånd at ændre adgangsbetingelserne, for så vidt angår sprogkundskaber, er gået ud over betingelserne i meddelelsen om udvælgelsesprøven, samt at den har fejlfortolket disse betingelser.
Kendskab til fransk krævedes af tjenstlige grunde uden angivelse af niveau. Udvælgelseskomiteen har således ikke alene opstillet en ny regel vedrørende adgangsbetingelserne, men den har tillige truffet afgørelse uden at kontrollere sagsøgernes franskkundskaber. I henhold til meddelelsen om udvælgelsesprøven skulle disse kundskaber imidlertid netop bedømmes ved hjælp af en sprogfærdighedsprøve.
2.
Revisionsretten er af den opfattelse, at sagen ikke alene kan antages til realitetsbehandling, men at der også bør gives sagsøgerne medhold. Revisionsretten finder, at de synspunkter, som udvælgelseskomiteen fremsatte i skrivelserne af 2. august og 28. oktober 1985 til sagsøgerne, er retligt ubegrundede, dels henset til betingelserne i meddelelsen om udvælgelsesprøven, dels i lyset af det klare standpunkt, som ansættelsesmyndigheden gav udtryk for i skrivelsen af 4. oktober 1985.
Revisionsretten kan dernæst ikke følge den opfattelse, som udvælgelseskomiteen har fremsat i sin endelige rapport af 28. oktober 1985 under afsnittet »sprogkundskaber«.
Revisionsretten har anført, at den på denne baggrund i egenskab af ansættelsesmyndighed overvejede at annullere de givne afslag på deltagelse i udvælgelsesprøven, eftersom disse åbenbart var behæftet med alvorlige mangler, samt lade en ny udvælgelseskomite foretage en fornyet prøvelse af adgangsbetingelserne. Revisionsretten hælder nemlig til den opfattelse, at ansættelsesmyndigheden bør kunne gribe ind, såfremt der i forbindelse med en procedure vedrørende besættelse af en stilling foreligger åbenbare tilblivelsesmangler, der præjudicerer en korrekt anvendelse af betingelserne i en meddelelse om udvælgelsesprøve.
Henset til Domstolens praksis, navnlig dommen af 14. juli 1983 (Detti mod Domstolen, 144/82, Sml. s. 2421) har Revisionsretten imidlertid ikke ment at være beføjet til at annullere eller ændre beslutninger truffet af en udvælgelseskomite.
Revisionsretten finder denne situation beklagelig, så meget mere som der i nærværende sag ikke består nogen egentlig tvist mellem sagens parter. Af samme grund kunne den foreliggende sag muligvis foranledige Domstolen til at ændre praksis på området.
Y. Galmot
Refererende dommer
( *1 ) – Processprog: Tysk.
DOMSTOLENS DOM (tredje afdeling)
23. oktober 1986 ( *1 )
I de forenede sager 322 og 323/85
Volker Hoyer, tjenestemand ved Revisionsretten for De europæiske Fællesskaber, boende 2, rue Jean Engling, Dommeldange, ved advokat Ernest Arendt, 34 B, rue Philippe II, Luxembourg, og med valgt adresse på dennes kontor,
og
Manfred Neumann, tjenestemand ved Revisionsretten for De europæiske Fællesskaber, boende 14, rue de la Chapelle, Strassen, ved advokat Ernest Arendt, 34 B, rue Philippe II, Luxembourg, og med valgt adresse på dennes kontor,
sagsøgere, mod
Revisionsretten for De europæiske Fællesskaber, ved Jean-Aimé Stoli og Michael Becker som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg, 29, rue Aldringen,
sagsøgt,
angående annullation af de beslutninger af 2. august og 28. oktober 1985, hvorved udvælgelseskomiteen for udvælgelsesprøve CC/A/8/85 gav sagsøgerne afslag på deltagelse i udvælgelsesprøven,
har
DOMSTOLEN (tredje afdeling)
sammensat af afdelingsformanden Y. Galmot, dommerne U. Everling og J. C. Moitinho de Almeida,
generaladvokat: M. Darmon
justitssekretær: fungerende fuldmægtig K. Riechenberg
på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 28. maj 1986,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 2. juli 1986,
afsagt følgende
DOM
1
Ved stævninger, indgivet til Domstolens justitskontor den 31. oktober 1985, har Volker Hoyer og Manfred Neumann, begge tjenestemænd ved Revisionsretten for De europæiske Fællesskaber, anlagt to sager, der er forenet ved kendelse af 9. april 1986, og hvorunder de har nedlagt påstand om annullation af de beslutninger af 2. august og 28. oktober 1985, hvorved udvælgelseskomiteen for udvælgelsesprøve CC/A/8/85 gav sagsøgerne afslag på deltagelse i udvælgelsesprøven.
2
Den 24. juni 1985 offentliggjorde Revisionsretten en meddelelse om intern udvælgelsesprøve CC/A/8/85 med henblik på besættelse af en stilling som fuldmægtig i stillingsgruppe A 7/A 6. Arbejdsopgaverne omfattede — på en overordnets ansvar — ledelsen af administrationen samt planlægning og gennemførelse af undersøgelser inden for dette område.
3
Med hensyn til betingelserne for adgang til udvælgelsesprøven anførtes det i meddelelsen om udvælgelsesprøven under punkt IV. stk. 3., at der dels krævedes et indgående kendskab til et af Fællesskabets officielle sprog og et tilstrækkeligt kendskab til et andet fællesskabssprog, dels at der »af tjenstlige grunde kræves kendskab til fransk«. Endvidere fremgik det af punkt V. B.l. c), at der ville blive afholdt en »mundtlig prøve med henblik på kontrol af sprogkundskaber, jfr. punkt IV. stk. 3. ovenfor«.
4
Sagsøgerne anførte selv i deres ansøgninger vedrørende deres franskkundskaber, at disse var »gode«, for så vidt angik læsefærdighed, og blot »acceptable«, for så vidt angik skriftlig fremstilling og mundtlig udtryksfærdighed.
5
Udvælgelseskomiteen var af den opfattelse, at der efter bestemmelserne i meddelelsen om udvælgelsesprøven samt under hensyn til indholdet af den stilling, der skulle besættes, måtte kræves et »godt« kendskab til fransk, og at ansøgerne i det konkrete tilfælde skulle godtgøre mindst at ligge på niveauet »godt« i hver af rubrikkerne »læse-«, »skrive-« og »talefærdighed«. Udvælgelseskomiteen foretog herefter en bedømmelse af ansøgningerne og udelukkede alle de ansøgere, der under en af de nævnte rubrikker selv havde betegnet deres franskkundskaber som blot »acceptable« og ikke mindst som »gode«. På dette grundlag fandt udvælgelseskomiteen, at fem af de fjorten ansøgere, herunder sagsøgerne, ikke kunne gives adgang til udvælgelsesprøven.
6
Ved skrivelser af 12. august 1985 meddelte udvælgelseskomiteens formand herefter sagsøgerne, at de ikke kunne deltage i udvælgelsesprøven. Efter en samtale med chefen for Revisionsrettens afdeling for personale og administration besluttede udvælgelseskomiteen imidlertid i medfør af artikel 2, stk. 2, i tjenestemandsvedtægtens bilag III at give alle, der havde indgivet ansøgning i forbindelse med udvælgelsesprøven, adgang til — med frist til den 30. september 1985 — at afgive en supplerende udtalelse i anledning af de meddelte afslag. Hoyer og Neumann afgav en »supplerende udtalelse« den 26. september 1985.
7
Ved skrivelse af 4. oktober 1985 underrettede ansættelsesmyndigheden udvælgelseskomiteens formand om, hvorledes betingelserne for adgang til den omhandlede udvælgelseprøve burde anvendes. For så vidt angik betingelsen om kendskab til fransk anførte ansættelsesmyndigheden følgende :
»Idet ansøgernes oplysninger herom uundgåeligt vil være subjektive, uanset at denne betingelse nævnes under afsnittet ’betingelser for adgang til udvælgelsesprøven’, er det ubetinget nødvendigt at gennemføre en objektiv kontrol på dette punkt under den prøve vedrørende sprogfærdigheder, som ansøgerne skal gennemgå i henhold til B.l. c) i meddelelsen om udvælgelsesprøven. Det vil ikke være korrekt at afvise ansøgningerne alene på grundlag af ansøgernes subjektive oplysninger.«
8
Ved beslutninger af 28. oktober 1985 fastholdt udvælgelseskomiteen imidlertid sine beslutninger af 2. august 1985, hvorved der var givet sagsøgerne afslag på deltagelse i udvælgelsesprøven. Disse beslutninger er genstand for nærværende søgsmål.
9
Sagsøgerne har i det væsentlige anført, at udvælgelseskomiteen ved på egen hånd at ændre adgangsbetingelserne, for så vidt angår sprogkundskaber, er gået ud over betingelserne i meddelelsen om udvælgelsesprøven, samt at den har fejlfortolket disse betingelser. Der krævedes således kendskab til fransk af tjenstlige grunde uden angivelse af niveau. Udvælgelseskomiteen har hermed på egen hånd opstillet en ny regel. Endvidere har udvælgelseskomiteen truffet afgørelse uden at kontrollere sagsøgernes franskkundskaber, selv om disse kundskaber i henhold til meddelelsen om udvælgelsesprøven netop skulle bedømmes ved hjælp af en sprogfærdighedsprøve.
10
Revisionsretten har taget bekræftende til genmæle. Revisionsretten finder således de synspunkter, som udvælgelseskomiteen fremsatte i skrivelserne af 2. august og 28. oktober 1985 til sagsøgerne, retligt ubegrundede, hvorved Revisionsretten har henvist til de betingelser, der opstilles i meddelelsen om udvælgelsesprøven, samt til sagsøgernes skrivelser af 26. september 1985 og til ansættelsesmyndighedens klare stillingtagen i skrivelse af 4. oktober 1985.
11
Revisionsretten har endvidere anført, at den overvejede selv at annullere de givne afslag på deltagelse i udvælgelsesprøven, eftersom disse åbenbart var behæftet med alvorlige mangler, samt lade en ny udvælgelseskomite foretage en fornyet prøvelse af adgangsbetingelserne. Henset til Domstolens faste praksis finder Revisionsretten imidlertid at måtte lægge til grund, at ansættelsesmyndigheden ikke er beføjet til at annullere eller ændre beslutninger truffet af en udvælgelseskomite. Dette finder Revisionsretten lidet tilfredsstillende.
12
Ved bedømmelsen af det af Revisionsretten indtagne standpunkt skal for det første bemærkes, at en institution ifølge Domstolens faste praksis, der hviler på hensynet til udvælgelseskomiteernes selvstændighed, ikke er beføjet til at annullere eller ændre en beslutning truffet af en udvælgelseskomite (domme af 14. juni 1972, Marcato mod Kommissionen, 44/71, Sml. s. 105, af 26. februar 1981, Authié mod Kommissionen, 34/80, Sml. s. 665, og af 14. juli 1983, Detti mod Domstolen, 144/82, Sml. s. 2421).
13
De afgørelser, som ansættelsesmyndigheden træffer under udøvelsen af sine egne beføjelser, må imidlertid ikke være behæftet med retlige mangler. Ansættelsesmyndigheden kan følgelig ikke være bundet af udvælgelseskomiteernes ulovlige beslutninger, for så vidt dens egne beslutninger herved bliver ulovlige.
14
Såfremt ansættelsesmyndigheden, som i den foreliggende sag, er af den opfattelse, at udvælgelseskomiteen retsstridigt har givet en eller flere ansøgere afslag på at deltage i udvælgelsesprøven, og at udvælgelsesprøven af samme grund som helhed er behæftet med en mangel, er ansættelsesmyndigheden afskåret fra at udnævne nogen ansøger overhovedet. Det påhviler den herefter at fastslå dette forhold i en begrundet beslutning og gennemføre hele udvælgelsesproceduren på ny på grundlag af en ny meddelelse samt — eventuelt — efter udpegelse af en ny udvælgelseskomite. Har ansættelsesmyndigheden ikke truffet en sådan beslutning, tilkommer det Domstolen under et søgsmål anlagt af de pågældende ansøgere umiddelbart at efterprøve, om udvælgelseskomiteens beslutning er lovlig.
15
Med hensyn til spørgsmålet, om udvælgelseskomiteen med føje har meddelt sagsøgerne afslag på deltagelse i udvælgelsesprøven, bemærkes, at udvælgelseskomiteen inden for rammerne af sit skøn samt henset til ordlyden af meddelelsen om udvælgelsesprøven, indholdet af den stilling, der skulle besættes, samt endelig tjenestestedet med god grund kunne indtage det standpunkt, at der måtte kræves et »godt« kendskab til fransk, selv om meddelelsen om udvælgelsesprøven ikke indeholdt nogen nærmere angivelse med hensyn til niveauet.
16
Det bemærkes imidlertid, at selv om det påhvilede udvælgelseskomiteen at efterprøve, om ansøgerne opfyldte betingelserne for adgang til prøven, således som disse nærmere var konkretiseret af komiteen, kunne den ved udøvelsen af denne kompetence alene lægge objektive faktorer til grund, såsom universitetseksamener og attester, og ikke, som den har gjort, bygge på ansøgernes egen, rent subjektive vurdering af niveauet for deres franskkundskaber, bortset fra det tilfælde, at de oplyste ikke at have noget kendskab til sproget overhovedet.
17
Udvælgelseskomiteen kunne så meget mindre indtage dette standpunkt, som der i henhold til meddelelsen om udvælgelsesprøven skulle afholdes en mundtlig prøve i fransk, hvorved man på et uomtvisteligt objektivt grundlag kunne konstatere niveauet for ansøgernes kendskab til sproget.
18
Det følger af det anførte, at beslutningerne af 2. august og 28. oktober 1985, hvorved sagsøgerne fik afslag på deltagelse i udvælgelsesprøven, er i strid med bestemmelserne i meddelelsen om udvælgelsesprøven samt truffet uden hensyntagen til de prøver, der skulle afholdes. Beslutningerne vil følgelig være at annullere.
Sagens omkostninger
19
I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, dømmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger. Selv om Revisionsretten har taget bekræftende til genmæle, findes den, som sagen foreligger, at måtte bære sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (tredje afdeling)
1)
Beslutningerne af 2. august 1985 og 28. oktober 1985, hvorved udvælgelseskomiteen for udvælgelsesprøve CC/A/8/85 gav Hoyer og Neumann afslag på deltagelse i udvælgelsesprøven, annulleres.
2)
Revisionsretten betaler samtlige sagens omkostninger.
Galmot
Everling
Moitinho de Almeida
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 23. oktober 1986.
P. Heim
Justitssekretær
Y. Galmot
Formand for tredje afdeling
( *1 ) – Processprog: Tysk.
Full & Egal Universal Law Academy