DOMSTOLENS KENDELSE
5. marts 1986 ( *1 )
I sag 318/85
angående en anmodning, som Commissione consultiva per le infrazioni valutarie i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte udvalg verserende sag vedrørende
Regina Greis Unterweger
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af fællesskabsrettens bestemmelser om valutakontrol,
har
DOMSTOLEN
sammensat af præsidenten Mackenzie Stuart, afdelingsformændene T. Koopmans, U. Everling, K. Bahlmann og R. Joliét, dommerne G. Bosco, O. Due, Y. Galmot, C. Kakouris, T. F. O'Higgins, F. Schockweiler, J. C. Moitinho de Almeida og G. C. Rodriguez Iglesias,
generaladvokat: G. F. Mancini
justitssekretær: P. Heim
efter at have hørt generaladvokaten
afsagt følgende
KENDELSE
1
Ved afgørelse truffet den 4. oktober 1985, indgået til Domstolen den 25. oktober s.a., har Commissione consultiva per le infrazioni valutarie (det rådgivende udvalg for overtrædelser af valutalovgivningen), Rom, i medfør af EØF-traktatens artikel 1 77 forelagt Domstolen en række spørgsmål vedrørende fællesskabsrettens bestemmelser og principper om valutakontrol.
2
Af indlæg fra den italienske regering og Kommissionen og af forskellige italienske bestemmelser, hvortil der henvises i disse indlæg, fremgår, at Commissione consultiva per le infrazioni valutarie er et organ under det italienske ministerium for statskassen. Det har til opgave at afgive en begrundet udtalelse vedrørende de sanktioner, som ministeren for statskassen kan pålægge personer, der har overtrådt de italienske valutabestemmelser. Udvalget er sammensat af en formand, der er dommer, og flere ledende embedsmænd. De bestemmelser, der gælder for udvalgets virksomhed, foreskriver ikke, at det skal foranstalte en kontradiktorisk forhandling, hvorunder vedkommende privatperson eller dennes repræsentant har adgang til at ytre sig. Privatpersoner kan ikke indbringe sager for udvalget, der udelukkende træder sammen efter anmodning fra de statslige myndigheder, der har fastslået, at der er begået en overtrædelse. Udvalgets udtalelse er ikke bindende for ministeren.
3
Domstolen skal endvidere bemærke, at de sanktioner, der pålægges af ministeren for statskassen, efter at udvalget har afgivet udtalelse, af private kan anfægtes ved de almindelige domstole, der har fuld prøvelsesret i sager vedrørende disse sanktioner.
4
Domstolen har i medfør af EØF-traktatens artikel 177 kun kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af en ret i en medlemsstat med henblik på afgørelse af en retssag. Denne forudsætning er ikke opfyldt i nærværende sag, idet Commissione consultiva per le infrazioni valutarie ikke er kompetent til at afgøre retssager men derimod til at afgive udtalelser, der er led i en forvaltningssag.
5
Det er herefter klart, at Domstolen ikke er kompetent til at træffe afgørelse vedrørende den udtalelse, der er forelagt af Commissione consultiva per le infrazioni valutarie.
6
Det må herefter fastslås, at Domstolen ikke har kompetence til at behandle sagen, jfr. procesreglementets artikel 92.
Af disse grunde
bestemmer
DOMSTOLEN
Anmodningen om præjudiciel afgørelse fra Commissione consultiva per le infrazioni valutarie afvises.
Således bestemt i Luxembourg den 5. marts 1986.
P. Heim
Justitssekretær
A. J. Mackenzie Stuart
Præsident
( *1 ) – Processprog: Italiensk.
Full & Egal Universal Law Academy