Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
A - Faktiske omstaendigheder
1 . I dag fremsaetter jeg et forslag i en sag, der hovedsageligt vedroerer spoergsmaalet om, hvorvidt en medlemsstat kan paaberaabe sig force majeure for at undgaa betaling af morarenter, naar dens finansielle bidrag til Faellesskabernes budget ikke er blevet indbetalt inden den fastsatte frist paa grund af en strejke .
2 . Som en foelge af en strejke blandt bankfunktionaerer blev Den Hellenske Republiks finansielle bidrag for juni maaned 1983 ikke krediteret Kommissionens konto i den graeske nationalbank onsdag den 1 . juni, men foerst fredag den 3 . juni 1983 .
3 . Ved skrivelse af 8 . juni 1983 anmodede Kommissionen ( sagsoeger ) Den Hellenske Republik ( sagsoegte ) om jfr . artikel 11 i forordning nr . 2891/77 at betale renter i to dage paa grund af den forsinkede kreditering . Sagsoegte afslog i skrivelse af 1 . august 1983 at betale renterne . Sagsoegte oplyste, at overfoerselsordren var udstedt i rette tid, nemlig den 30 . maj 1983 . At krediteringen af Kommissionens konto foerst havde fundet sted den 3 . juni som foelge af en strejke blandt bankfunktionaererne den 1 . og 2 . juni 1983 var for sagsoegte en force majeure-situation .
4 . Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande :
- det statueres, at sagsoegte har undladt at opfylde forpligtelser, der paahviler den i henhold til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, idet den har undladt inden for de foreskrevne frister at indbetale det paa grundlag af bruttonationalproduktet beregnede finansielle bidrag for juni maaned 1983, og idet den senere har naegtet at betale de paa grund af den forsinkede indbetaling paaloebne renter;
- sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger .
5 . Sagsoegte har nedlagt paastand om :
- frifindelse, og at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger .
6 . Parternes anbringender vil jeg i fornoedent omfang behandle i loebet af min gennemgang af sagen . I oevrigt henvises til retsmoederapporten .
B - Analyse
7 . Foerst maa det anfoeres, at det ikke er bestridt, at de finansielle bidrag, som sagsoegte skulle betale Faellesskabet for juni maaned 1983, ikke blev krediteret sagsoegerens konto inden den fastsatte frist, men var to dage forsinkede . Der foreligger altsaa en klar overtraedelse af artikel 10, stk . 3, i Raadets forordning nr . 2891/77 af 19 . december 1977 om gennemfoerelse af afgoerelsen af 21 . april 1970 angaaende udskiftning af medlemsstaternes egne indtaegter ( 1 ); de omstaendigheder, som i henhold til naevnte forordnings artikel 11 medfoerer pligt til betaling af renter, er saaledes tilstede .
8 . Sagen skulle saaledes afgoeres til sagsoegers fordel, saafremt sagsoegte ikke havde paaberaabt sig force majeure .
9 . Artikel 17, stk . 2, i forordning nr . 2891/77 viser, at force majeure kan spille en rolle i de finansielle forhold mellem Faellesskabet og medlemsstaterne . Heri bestemmes, at medlemsstaterne kun er fritaget for at stille finansielle bidrag svarende til de konstaterede fordringer til Kommissionens raadighed, saafremt disse beloeb ikke har kunnet opkraeves paa grund af force majeure .
10 . Denne bestemmelse vedroerer imidlertid kun Faellesskabets traditionelle egen indtaegter ( told og importafgifter ) ( 2 ), og ikke medlemsstaternes finansielle bidrag, som der her er tale om . I henhold til denne bestemmelse er det Faellesskabet, som baerer risikoen for, at de konstaterede fordringer ikke kan opkraeves, og ikke medlemsstaten, som er forpligtet til at fastlaegge Faellesskabets egne indtaegter i overensstemmelse med dens administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser og stille disse til raadighed for Kommissionen . Saaledes er medlemsstaten heller ikke forpligtet til at stille egne indtaegter til raadighed for Faellesskabet, som den ikke har kunnet opkraeve uden egen skyld .
11 . Parterne er enige om, at artikel 17, stk . 2, ikke direkte kan anvendes i dette tilfaelde . De uoverensstemmelser, som tidligere fandtes mellem parterne vedroerende en analog anvendelse af denne bestemmelse er nu ryddet af vejen, idet sagsoegeren har accepteret en principiel mulighed for, at det almindelige princip om force majeure ogsaa kan paaberaabes inden for rammerne af de finansielle relationer mellem medlemsstaterne og Faellesskabet .
12 . Jeg tvivler derimod paa, om det inden for finansreglernes omraade overhovedet er muligt at anvende force majeure-begrebet ud over det af artikel 17, stk . 2, bestemte .
13 . Som udtrykt i forordningens betragtning nr . 11 indeholder denne en raekke bestemmelser, hvis formaal er at tillade Faellesskaberne at disponere over de egne indtaegter under de bedst mulige betingelser . Artikel 11 drager den konsekvens, at der skal betales morarenter i tilfaelde af forsinket kreditering af sagsoegerens konto, og dette for alle slags betalinger . Den eneste omstaendighed, der medfoerer pligt til at betale renter er forsinket kreditering, uanset hvilken begrundelse der findes for den forsinkede kreditering af Kommissionens konto, hvilket Domstolen har udtalt i flere tilfaelde ( 3 ).
14 . Det fremgaar af Domstolens faste praksis, at en medlemsstat ligesaa lidt kan paaberaabe sig nationale retsregler, praksis eller andre forhold for at retfaerdiggoere overtraedelse af forpligtelser og frister, der er fastsat i faellesskabsretlige direktiver, som den kan goere force majeure gaeldende for at unddrage sig forpligtelsen til at betale renter i henhold til artikel 11 i forordning nr . 2891/77 . Faellesskabsrettens finansielle bestemmelser hoerer til blandt faellesskabsretssystemets fundamentale normer, hvis noeje overholdelse er noedvendig for at sikre Faellesskabets effektive funktion . Faellesskabet skal kunne "disponere over de egne indtaegter under de bedst mulige betingelser" for at kunne paatage sig egne finansielle forpligtelser . Dette princip boer ligeledes anvendes paa betaling af medlemsstaternes finansielle bidrag, fordi disse overfoeres til Faellesskabet i en begraenset periode i stedet for de egne indtaegter, som hidroerer fra mervaerdiafgiften . Det er derfor logisk, at artikel 11 i forordning nr . 2891/77 kun lader forpligtelsen til at betale renter afhaenge af forsinket kreditering, saaledes at medlemsstaten alene baerer risikoen for rettidig kreditering af Kommissionens konto .
15 . Subsidiaert, saafremt Domstolen ikke deler min opfattelse og dermed ikke vil udelukke anvendelse af begrebet force majeure i den foreliggende sag, tillader jeg mig kort at begrunde, hvorfor betingelserne for anvendelse af dette begreb ikke er tilstede .
16 . Det fremgaar af Domstolens faste praksis ( 4 ), at begrebet kraever, "at der foreligger helt usaedvanlige vanskeligheder, som den, der skal foretage handlingen, ikke har indflydelse paa, og som forekommer uundgaaelige, selv om der udvises al den agtpaagivenhed, som maa forventes ".
17 . Efter skriftvekslingen og den mundtlige forhandling kan det ikke medgives, at sagsoegte har udvist al den agtpaagivenhed, som maa forventes for at sikre, at det finansielle bidrag blev krediteret sagsoegerens konto i rette tid .
18 . Allerede den 25 . maj 1983 tydede artikler i den graeske dagspresse paa arbejdsnedlaeggelser . Det meddeltes den 26 . maj, at en strejke i 48 timer blandt bankfunktionaerer var naert forestaaende . Den 29 . maj oplystes, at sammenslutningen af graeske fagforeninger for bankfunktionaerer havde besluttet at ivaerksaette en strejke i 24 timer mandag den 30 . maj 1983 og endnu en strejke i 48 timer onsdag og torsdag den 1 . og 2 . juni 1983 .
19 . I denne situation burde og kunne sagsoegte have truffet foranstaltninger til rettidigt at kreditere sagsoegerens konto med sit finansielle bidrag, for eksempel ved at udstede en forhaandsordre om overfoersel med gyldighedsdato fastsat til den 1 . juni 1983 .
20 . Saafremt sagsoegte i denne situation antog, at strejkernes bekendtgoerelse i pressen skulle vurderes derhen, at truslen om en strejke ikke noedvendigvis medfoerte en ivaerksaettelse heraf, saaledes at praeventive foranstaltninger var paakraevede, kan man kun konkludere, at sagsoegte har paataget sig risikoen for at den omstridte kreditering er sket med forsinkelse . Risikoen viste sig derefter at vaere reel; det foelger heraf, at sagsoegte maa baere konsekvenserne af sin risikovillige holdning .
21 . Sagsoegte kan saaledes ikke goere force majeure gaeldende i den foreliggende sag .
C - Konklusion
22 . Sammenfattende foreslaar jeg, at sagsoegerens paastand tages til foelge, samt at sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger .
(*) Oversat fra tysk .
( 1 ) EFT L*336 af 27.12.1977, s.*1 .
( 2 ) Artikel 2 i afgoerelse af 21 . april 1970 angaaende udskiftning af medlemsstaternes finansielle bidrag med Faellesskabets egne indtaegter ( EFT 1970 I, s.*201 ).
( 3 ) Dom af 20 . marts 1986 i sag 303/84, Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland, Sml . s.*1171, 1178; dom af 18 . december 1986 i sag 93/85, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml . s.*4011, 4028 .
( 4 ) Se for eksempel dom af 9 . februar 1984 i sag 284/82, Busseni mod Kommissionen, Sml . s.*557 .
Full & Egal Universal Law Academy