Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . Den italienske kassationsdomstol har anmodet Domstolen om en fortolkning af begrebet litispendens, jfr . artikel 21 i Bruxelles-konventionen om Retternes Kompetence og om Fuldbyrdelse af Retsafgoerelser i Borgerlige Sager, herunder Handelssager ( af 27 . september 1968 ).
Ved staevning forkyndt den 12 . december 1974 anlagde en italiensk statsborger, Giulio Palumbo, ved tribunale di Roma sag mod Gubisch Maschinenfabrik KG, Flensburg ( Forbundsrepublikken Tyskland ), med paastand om, at et tilbud om koeb af en vaerktoejsmaskine, som han havde fremsat over for selskabet, erklaeredes uvirksomt . Til stoette for paastanden gjorde Palumbo gaeldende, at han havde tilbagekaldt tilbudet, foer det naaede frem til Gubisch til accept . For det tilfaelde, at retten skulle anse kontrakten for at vaere indgaaet, nedlagde han subsidiaert paastand om, at den erklaeredes ugyldig paa grund af mangler ved viljeserklaeringen eller i hvert fald ophaevedes, fordi den obligatoriske leveringsfrist ikke var overholdt .
Gubisch gav moede, men kun for at goere indsigelse mod den italienske rets kompetence, idet selskabet anfoerte, at det allerede havde anlagt sag ved retten i Flensburg med paastand om, at Palumbo tilpligtedes at betale den maskine, han havde koebt ved en gyldigt indgaaet kontrakt . Der forelaa derfor litispendens mellem de to krav, og dette forhold skulle i medfoer af artikel 21, stk . 1, i Bruxelles-konventionen afgoeres til fordel for den tyske ret, som sagen foerst var blevet indbragt for .
Tribunale di Roma forkastede indsigelsen . Den anfoerte, at de to sager har forskellig genstand, hvilket goer det umuligt for retten at erklaere sig inkompetent i henhold til den naevnte regel . Virksomheden indbragte herefter kompetencespoergsmaalet for Corte suprema di cassazione, som paa sin side fandt det noedvendigt at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal :
"Omfatter begrebet 'litispendens' , jfr . artikel 21 i Bruxelles-konventionen *... et tilfaelde, hvor den ene kontraktspart ved en ret i en kontraherende medlemsstat nedlaegger paastand om, at en kontrakt erklaeres ugyldig ( eller i al fald ophaeves ), mens den anden part ved en ret i en anden kontraherende stat kraever opfyldelse af samme kontrakt efter dens indhold?"
Der er i sagen afgivet skriftlige indlaeg af Gubisch, Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, Forbundsrepublikken Tysklands regering og Den Italienske Republiks regering .
2 . Den almindelige opfattelse er, at begrebet litispendens, som artikel 21 vedroerer, skal fortolkes selvstaendigt, det vil sige saaledes, at der ses bort fra den definition, der gives af begrebet i den nationale lovgivning, som gaelder for den ret, sagen er indbragt for . Der er derimod uenighed om betingelserne for, at reglen finder anvendelse . Ifoelge den italienske regering skal reglen fortolkes bogstaveligt, og for at der kan siges at foreligge litispendens, er det derfor noedvendigt, at de af parterne fremsatte krav har "samme genstand og hviler paa samme grundlag ". Uden for saadanne tilfaelde er det konventionens regler om konneksitet, som definerer og regulerer det eventuelle forhold mellem sager, der verserer for retter i forskellige stater . Under disse omstaendigheder og af de samme grunde, som er angivet af tribunale di Roma, maa det praejudicielle spoergsmaal besvares benaegtende .
De oevrige parter i sagen har derimod gjort gaeldende, at formaalet med indsigelsen om den manglende kompetence er at undgaa, at samme sag indbringes for retter i forskellige medlemsstater, idet dette indebaerer en risiko for modstridende retsafgoerelser, som netop derfor ikke kan anerkendes ( artikel 27, nr . 3 ). Den omhandlede bestemmelse finder derfor ikke blot anvendelse, naar sagernes genstand og grundlag er fuldstaendig sammenfaldende, men ogsaa i tilfaelde af krav, som hviler paa samme retsgrundlag, selv om de har et forskelligt indhold .
I det foreliggende tilfaelde er det for eksempel indlysende, at den tyske ret for at kunne realitetsbehandle Gubisch' s krav om domfaeldelse, foerst og fremmest maa fastslaa, om der foreligger et gyldigt kontraktsforhold mellem parterne, hvilket er noejagtigt det samme, som den italienske ret principalt skal tage stilling til . En bogstavfortolkning af artikel 21 foerer derfor til, at det samme spoergsmaal loeses af forskellige retter, mens denne risiko undgaas ved en vid fortolkning, hvorefter den ret, ved hvilken sagen senest er anlagt, er forpligtet til at erklaere sig inkompetent . Det maa tilfoejes, at det kun er den sidste fortolkning, som er i overensstemmelse med konventionens aand; det er nemlig kun den, der kan sikre en hurtig og enkel procedure med henblik paa at opnaa stoerre bevaegelighed for nationale retsafgoerelser .
3 . Begge opfattelser er plausible, og de argumenter, der fremfoeres til stoette for dem, er vaegtige . Jeg finder dog den foerste mest overbevisende .
Det maa erindres, at der ifoelge artikel 21, stk . 1, foreligger litispendens, "saafremt krav, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag, fremsaettes mellem de samme parter for retter i forskellige kontraherende stater"; naar disse betingelser er opfyldt, "skal enhver anden ret end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt, paa embeds vegne erklaere sig inkompetent" til fordel for denne ret . Derimod bestemmer artikel 22, stk . 3, at "ved indbyrdes sammenhaengende krav forstaas i denne artikel krav, der er saa snaevert forbundne, at det er oenskeligt at behandle og paakende dem samtidig for at undgaa uforenelige afgoerelser i tilfaelde af, at kravene blev paakendt hver for sig ". I dette tilfaelde kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt, "udsaette afgoerelsen ".
Som jeg allerede har naevnt, fremgaar det for det foerste af en fortolkning af de to bestemmelser, at konventionens ophavsmaend har villet give selvstaendige regler om litispendens og konneksitet, idet den soergede for at praecisere de grundlaeggende elementer heri og foelgerne heraf . De to bestemmelser skal nemlig saa vidt muligt forhindre, at der opstaar en en konflikt mellem retsafgoerelserne inden for Faellesskabet . Heraf foelger, at det er noedvendigt med en ensartet definition af de faenomener, som de henviser til .
Med hensyn til de materielle regler skal jeg bemaerke, at de loesninger, disse regler fastsaetter, er klart forskellige . Ifoelge artikel 22 kraeves det nemlig, at der er en saa "snaever forbindelse" mellem de to sager, at det er formaalstjenligt at forene dem . Desuden skal der vaere tale om sager, "der verserer for samme instans, fordi retssagens genstand i modsat fald ikke ville vaere den samme, og fordi det kunne befrygtes, at en af parterne beroevedes muligheden for at indbringe sagen for en instans" ( Jenard-rapporten, EFT C*59 af 5.3.1979, s.*41, under artikel 22 ( min fremhaevelse )*). Derimod skal der ved litispendens vaere mere end en "forbindelse" mellem sagerne, idet der skal vaere tale om samme parter, grundlag og genstand . Dette forklarer, at der er tale om en obligatorisk regel, som bestemmer, at enhver anden ret end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt, skal erklaere sig inkompetent, selv uden at en af parterne har nedlagt paastand herom .
Artikel 21, stk . 1, er derfor meget streng; den er givetvis strengere - og ogsaa meget mere nyskabende - end de tilsvarende nationale regler og konventionsbestemmelser . Stoerstedelen af de kontraherende stater kender nemlig ikke indsigelsen om international litispendens, og i de konventioner, hvor en saadan regel findes, goeres den yderligere betinget af, at den foerste rets afgoerelse kan anerkendes i den paagaeldende stat . Dernaest er reglen med hensyn til foelgerne den, at den ret, som sagen senere er indbragt for, har mulighed for at erklaere sig inkompetent, og at den kan vaelge mellem at erklaere sig inkompetent og at udsaette sagen ( jfr . generelt Droz, Compétence Judiciaire et effets des jugements dans le Marché commun, Paris, 1972, s.*179 ff .; jfr . med hensyn til de internationale regler artikel 20 i Haag-konventionen af 1 . februar 1971 om Anerkendelse og Fuldbyrdelse af Udenlandske Retsafgoerelser i Borgerlige Sager, herunder Handelssager ).
Efter min opfattelse er disse omstaendigheder af afgoerende betydning . Det er nemlig indlysende, at retterne i de kontraherende stater, som i lovgivningen har traditioner, der i saa ringe grad er gunstigt stemt over for litispendens, kun vil opfylde forpligtelsen til at erklaere sig inkompetente, hvis denne forpligtelse er undergivet enkle og kategoriske kriterier . Det er derfor ikke paa grund af overdreven formalisme, at artikel 21, stk . 1, opstiller det grundlag for indsigelsen, at der skal foreligge "krav, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag" mellem "de samme parter ". Den omstaendighed, at adjektivet "samme" (" même", "derselbe", "dezelfde", "stesso", "same", "idios ") er anvendt to eller tre gange, viser tvaertimod, at dette er sket i overensstemmelse med en noeje overvejet politisk plan . Og hvis det er rigtigt, bliver resultatet, at en vid fortolkning, hvorefter bestemmelsen ogsaa skal finde anvendelse i tilfaelde af forskellige krav, som dog har samme retsgrundlag, giver anledning til en sammenblanding af det, konventionen har villet holde adskilt, nemlig konneksitet og litispendens .
I oevrigt indebaerer en saadan fortolkning ikke alle de fordele, dens tilhaengere har paastaaet, selv paa det praktiske plan . Paa obligationsrettens omraade ville det for eksempel vaere tilstraekkeligt at bestride kontraktens gyldighed, hvis man gennem litispendens-indsigelsen vil lamme ethvert senere krav, der paa grundlag af denne fremsaettes for retten i en anden stat . Men det er givetvis ikke det, der har vaeret formaalet med artikel 21, stk . 1 .
4 . Lad os herefter gaa over til den foreliggende sag . Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at der for tribunale di Roma verserer en sag, hvori der er nedlagt paastand om, at en koebekontrakt erklaeres uvirksom, fordi tilbudet er blevet tilbagekaldt, mens det krav, der er rejst ved den tyske ret, forudsaetter kontraktens gyldighed og tilsigter at opnaa en domfaeldelse til betaling af prisen . Som Kommissionen har anfoert, har de to sager hverken faelles genstand eller grundlag . Ganske vist gaar diskussionen i begge sager paa, om der foreligger en kontrakt, og om kontrakten har retsvirkninger, men i den sag, som verserer for retten i Flensburg, er dette spoergsmaal en biomstaendighed eller rettere praejudicielt i forhold til realitetsproevelsen af kravet om domfaeldelse . I en saadan situation er det ikke muligt, som den tyske regering goer det, at goere gaeldende, at anerkendelseskravet i henhold til artikel 21, stk . 1, i virkeligheden er indeholdt i kravet om erlaeggelse af ydelsen; set ud fra et processuelt synspunkt har de respektive sagsoegere nemlig kraevet forholdsregler bragt i anvendelse, som er radikalt forskellige i indhold og virkning .
Derimod er der en "forbindelse" mellem de to sager - nemlig en praejudiciel forbindelse - der er saa snaever, "at det er oenskeligt at behandle og paakende dem samtidig" ( artikel 22, stk . 3 ). Vi staar altsaa over for et tilfaelde af konneksitet, og eftersom den overfoerelse af kompetencen, der er fastsat i artikel 21, stk . 1, ikke er tilladt her, er der nogle - som netop Tyskland og Kommissionen - som frygter, at der er risiko for en konflikt vedroerende samme spoergsmaal .
Denne frygt er dog i det mindste overdrevet . Ifoelge artikel 22, stk . 2, "kan" enhver anden ret end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt, paa begaering af en af parterne erklaere sig inkompetent, "forudsat at dens lovgivning tillader forening af indbyrdes sammenhaengende krav, og at den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, er kompetent til at paakende begge krav", eller den kan i hvert fald udsaette sagen . Jeg skal tilfoeje, at der ikke er mulighed for at lade den af parten fremsatte indsigelse ude af betragtning; tvaertimod er den ret, ved hvilken sagen senere anlaegges, forpligtet til at traeffe en afgoerelse vedroerende indsigelsen . Som jeg allerede har naevnt, tilsigter reglerne om konneksitet kort sagt ogsaa at forhindre, at der traeffes modstridende afgoerelser; de goer det ganske vist ikke automatisk som reglerne om litispendens, men er ikke af den grund uden virkning .
5 . Ud fra alle disse betragtninger skal jeg foreslaa, at det spoergsmaal, der er forelagt af Corte suprema di cassazione ved kendelse af 28 . maj 1986 i den sag, der er anlagt af Gubisch Maschinenfabrik KG mod Giulio Palumbo, besvares saaledes :
"Artikel 21, stk . 1, i Bruxelles-konventionen om Retternes Kompetence og om Fuldbyrdelse af Retsafgoerelser i Borgerlige Sager, herunder Handelssager ( af 27 . september 1968 ) skal fortolkes saaledes, at der kun foreligger litispendens, naar krav, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag, fremsaettes for retter i forskellige kontraherende stater, men mellem de samme parter . Det tilfaelde, hvor én part i en sag ved retten i en kontraherende stat nedlaegger paastand om, at kontrakten erklaeres ugyldig ( eller ophaeves ), mens modparten for retten i en anden kontraherende stat anlaegger sag med paastand om opfyldelse af samme kontrakt, er ikke omfattet af dette begreb ."
(*) Oversat fra italiensk .
Full & Egal Universal Law Academy